4534 inviterer til grønt bofællesskab Som klimakommune vil Odsherred fremme nye bæredygtige boligformer i Hørve og inviterer til dialog med interesserede. Odsherred Kommune skriver her om deres planer for et nyt bofællesskab. Et informationsmøde er afholdt og flere yngre københavnere har vist interesse. Tekst af Peter Haugaard, Informationsmedarbejder Odsherrede kommune S om fri- og klimakommune vil Odsherred gerne gå foran og vise vejen for nye, bæredygtigte og klimavenlige boligformer. Kommunen har derfor reserveret en grund på Vallekildevej ved Hovvejen midt i Hørve by til et kommende grønt bofællesskab. ”Vi inviterer vi nu borgere med en holdning til bæredygtigt byggeri til at komme og deltage i et bofællesskab i Hørve som foregangsområde. Vi er på vej til at blive frikommune, og her er det tilladt at tænke skævt og anderledes. Fordi vi tror på, at det netop er i de anderledes ideer, innovation og udvikling opstår”, siger Odsherreds borgmester Thomas Adelskov. Interesserede københavnere I uge 43 holdt kommunen det første informationsmøde om det kommende grønne bofællesskab i Kulturhuset Kvarterhuset på Amager i København. En gruppe yngre københavnere, måske kommende bosættere og udflyttere, viste så stor interesse for idégrundlaget, at de allerede har oprettet en event på Facebook, ”Bofællesskabet X-Factor på Nordvestsjælland”, så på den måde har ideen allerede slået rod og kan kun brede sig. Gruppen af unge fandt den centrale beliggenhed af bofællesskabet midt i Nordvestsjælland meget attraktiv og var slet ikke afvisende over for om nogle år at forlade storbyen og i stedet bosætte sig under mere åben himmel. Plads til børn og hjemmearbejde ”Vi vil gerne som kommune invitere til grønt byggeri og netop i 4534 er kreativiteten og ønsket om udvikling stort, så kommende tilflyttere vil blive mødt med åbne arme og utvivlsomt falde godt til. Her er jo højskolemiljø, foredrag, udstillinger og mange ildsjæle, som vil udvikle området. Vi ønsker at skabe et bofællesskab med fokus på bæredygtighed, fællesskab, børn og muligheden for at arbejde hjemmefra, og måske også kaninbur, høns eller en ged i baghaven”, siger projektleder Paya Hauch Fenger, Projekt og Intern Udvikling. Der er plads til 12-15 boliger på grunden, som ligger næsten midt mellem Vallekilde og Hørve tæt på sportshal, skole, daginstitution, butikker og stationen, hvorfra der er under halvanden time til hovedstaden, mens turen i bil kun tager en time. På forhånd er der ikke lagt en masse restriktioner over byggeriet, dog ser kommunen gerne, at det bliver boliger med græs på taget og naturligvis indrettet så energi- og klimavenligt som muligt. ”Vi inviterer i første omgang til en dialog med de borgere, som vil være interesseret i at flytte på landet og skabe en bæredygtig udvikling for sig selv og omgivelserne, gerne med hjemmearbejdspladser og arbejdsfællesskaber, og det kan være såvel job inden for it, design, kommunikation, arkitektur som salgsvirksomhed, kunstnere eller anden kreativ virksomhed”, siger Paya Hauch Fenger. Når det grønne bofællesskab tegner sig, skal en lokalplan udarbejdes for området, men en realisering inden for de næste to-tre år er målet. Odsherred Kommune har i forvejen et andet bæredygtigt bofællesskab, foreningen Fri og Fro på Under Himlen i Egebjerg. Yderligere oplysninger Projektleder Paya Hauch Fenger 59 66 68 29 / 24 98 96 50 <strong>Økosamfund</strong> i Danmark
Arkitektens bud på boligmassen Her skal det nye fællesskab ligge <strong>Økosamfund</strong> i Danmark 39