Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Hverdagslivets kritik: Økosamfund
i Danmark
Ph.d.-afhandling
Sociologisk Institut
Bella Marckmann

Hverdagslivets Kritik: Økosamfund i Danmark
© Bella Marckmann
Ph.d.-afhandling
Sociologisk Institut
Københavns Universitet
Indleveret til bedømmelse: Juli 2009
Offentligt forsvar: 9. oktober 2009
Vejleder: Professor Peter Gundelach, Sociologisk Institut
Bedømmelsesudvalg:
Lektor Allan Madsen, Sociologisk Institut (formand)
Professor Fredrik Engelstad, Oslo Universitet, Norge
Seniorforsker Kirsten Gram-Hanssen, Statens Byggeforskningsinstitut,
Ålborg Universitet
ISBN: 978-87-7296-285-6
Omslag: Klavs B. Thomsen
Opsætning: Bella Marckmann
2

3
We’re building a home on the side of a mountain
Above the clouds, next to the sky
And after our labours the stars will be neighbours
We’ll take our place with them in space
We’re not using concrete or plaster or wood
They’d lower the tone of our new neighbourhood
And mortar will crumble with age and neglect
We’re bulding a home upon love and respect
And when we’ve built it we’ll call it Andromeda Heights …
We’re building a home on the side of a mountain
Above the clouds, next to the sky
Our plans are ambitious – a blueprint of wishes
That will come true, and when they do …
Folks in the valley will come up and say
“You’ve finally built it – can we come and stay?”
And cynics will marvel and say “We confess –
there were times when we thought it was just an address!
But now that we’ve seen it we know it’s Andromeda Heights…”
Prefab Sprout ”Andromeda Heights”

Tak
… og alt det du har fundet er bare så lille en del af livet.
Søren Ulrik Thomsen
Hvis livet er det, der sker med en, mens man lægger andre planer, så har livet
på godt og ondt sat sit præg også på denne ph.d.-afhandling. Og hvis det betyder,
at de mennesker, jeg nævner her, får deres navn sat i forbindelse med en
afhandling, som ikke er så god, som de fortjener, betyder det også, at jeg har
endnu mere grund til at takke dem, end jeg ellers ville have haft. I alle op- og
nedture har jeg været så usandsynlig heldig, at der stod mennesker parat til at
lytte til mine frustrationer, give feedback på tekster eller simpelt hen tage mig
ud og drikke øl og tænke på noget helt andet.
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke jer alle.
Først og fremmest tak til min vejleder, professor Peter Gundelach, som ikke
alene har støttet, opmuntret, bakket op om mine ideer og altid fundet penge til
ekstra dataindsamling, studentermedhjælp osv., men som har taget det med
ualmindeligt godt humør, når processen af den ene eller anden grund trak i
langdrag, og som tålmodigt har skrevet den ene ansøgning om forlængelse efter
den anden. Projektet har været finansieret af det daværende Statens Samfundsvidenskabelige
Forskningsråd (nu Forskningsrådet for Samfund og Erhverv)
som led i projektet ”Visioner og kollektive aktører i senmoderniteten”. Som
indbagt ph.d., som det så smukt hedder, har jeg haft det yderligere privilegium
at blive forskånet for alle bekymringer for budget osv. Tak for det.
Også tak til med-visionista, forskningsadjunkt Benedikte Brincker, for kollegial
og faglig sparring og opmuntring; og til de dygtige og energiske studentermedhjælpere,
der på forskellige tidspunkter har været tilknyttet projektet og
har diskuteret, transskriberet, tastet og endda vikarieret på feltarbejde: Rikke
Skovgaard Christensen, Sofie Blinkenberg Federspiel, Caroline Klitgaard, Lasse
Suonperä Liebst, Marta Estañ Cubillas og Faiza Ahmed.
Tak til alle medarbejdere i sekretariatet på Sociologisk Institut, ikke mindst
til IT-afdelingen, for på venlig og professionel vis at løse små og store opgaver.
En særlig tak til bibliotekar Jens Ludvigsen, som igen og igen har demonstreret
sin evne til at få bøger og artikler hjem på rekordtid, når alle andre må give op.
Tak til professor Henning Bech, der i egenskab af ph.d.-programleder har
gjort en stor og engageret indsats for at fremme et frugtbart og inspirerende
4

ph.d.-miljø, og som ved sit eksempel til stadighed sætter standarden for sociologisk
fantasi og analytisk skarphed.
I det hele taget tak til alle mine kolleger på Sociologisk Institut, og navnlig til
dem, som i de sidste fem år har udgjort den skiftende kreds om frokostbordet på
ph.d.-gangen. Det er et privilegium at have sin arbejdsdag sammen med så flittige,
begavede og entusiastiske mennesker, og gang på gang har vores diskussioner
efterladt mig klogere og med stof til eftertanke.
En særlig tak skylder jeg dem, der har opponeret ved mine evalueringer, læst
mine tekster og lagt et stort arbejde i at give konstruktiv kritik: Marie Bruvik
Heinskou, Malene Molding Nielsen, Charlotte Baarts, Poul Poder Pedersen og
Anders Blok. Sidstnævnte fortjener ekstra tak for at gøre mig opmærksom på
relevansen af den pragmatiske kritiksociologi og for med kort varsel at give
uvurderlige kommentarer til tekster. Tak til kontormakker Cecilie Juul Jørgensen,
som gjorde overgangen til delekontor til en gevinst.
Tak til alle ved Center for Bolig og Velfærd, hvor jeg har haft den store og
udelte fornøjelse at få lov at være med som associeret medlem. Især tak til centerleder
Hans Kristensen og centersekretær Anne-Lise Schulze Andersen for
med en altid venlig og veloplagt blanding af pisk og gulerod at skabe rammer
for livlige faglige udvekslinger såvel som hyggelige stunder.
Tak til seniorforsker Lars Kjerulf Petersen, som gjorde det muligt for mig at
tilbringe et semester ved Danmarks Miljøundersøgelsers Afdeling for Systemanalyse;
og tak til alle på DMU-SYS for et både produktivt og behageligt semester
ved Roskilde Fjord.
En af de største gevinster ved at være ph.d.-studerende er, at man får lov til
at komme på kurser og konferencer. Nogle af de sjoveste og mest interessante
stunder i forløbet har jeg haft på de forskellige kurser og konferencer, jeg har
været på, såvel på Sociologisk Institut som andre steder. Tak til alle undervisere
og deltagere – jeg er altid blevet inspireret og skubbet videre.
Tak til Rådgivende Sociologer og især direktør Sara Lea Rosenmeier, som
generøst har delt ud af erfaringer med at måle social kapital.
Tak til Marie Louise Hartvig Widding for hjælp med skalavalidering og digram;
til Tytte Hetmar for hjælp med design af spørgeskema; til Henrik Andersen
for hjælp med regler vedrørende følsomme spørgsmål og til Niels-Henrik
Møller Hansen for gode råd og opmuntring, samt hjælp med pdf’ning og print
af afhandlingen i de sidste hektiske dage.
5

Til Bettina Hauge en stor tak for rettidig omsorg på alle planer gennem hele
processen. Dit menneskelige og faglige overskud er beundringsværdigt, og at vi
fik kontor ved siden af hinanden regner jeg for en helt afgørende faktor i, at jeg
overhovedet kunne holde det ud.
Mine læsegruppemakkere fra sociologistudiet Esther Nørregård-Nielsen og
Laila Dreyer Espersen har i løbet af de forgangne fem år endnu engang læst,
lyttet, udlånt sommerhuse og i det hele taget gjort sig fortjent til tak for langt
mere, end der kan opregnes her, både i afhandlings- og anden sammenhæng.
Lad mig bare sige, at jeg allerede mange gange har glædet mig over mit held i
at komme i læsegruppe med jer, og forventer at gøre det mange gange endnu.
Tak til Gertrud Øllgaard og Anne Marie Marckmann for at læse og kommentere
dele af afhandlingen. Tak til Charlotte Dybbroe og Jens Clausen for i flere
omgange at give hele familien husly i forbindelse med feltarbejdet. Tak til priorinde
Søster Anna Maria Kjellegaard, Vor Frue Kloster på Åsebakken,
Høsterkøb, for arbejdsro og upåtrængende gæstfrihed under mit skriveophold
på klosteret.
Jeg skylder en stor tak til alle de mennesker i de danske økosamfund, uden
hvem det hele vitterligt ikke kunne være blevet til noget. Alle steder, hvor jeg er
kommet, har I taget pænt imod mig, ladet mig observere jeres møder og tålmodigt
svaret på spørgsmål og udfyldt skemaer. Tak for det; og tak til LØS’ bestyrelse,
som bakkede op om undersøgelsen. En særlig tak til medlemmerne af
bogruppe 7 og navnlig til Lene Krarup og Martin Impgaard, som formidlede
kontakten.
Til sidst en varm tak til alle de mange venner og familiemedlemmer, som
gennem denne lange proces har kommet med interesserede spørgsmål og opmunterende
tilråb. Først og sidst tak til Niels, Peter og Lars, som til tider er blevet
slæbt med på feltarbejde og til andre tider har fundet sig i at blive efterladt
hjemme. Tak fordi I har holdt sammen på det hele. En særlig hilsen til min søn
Peter, som af gode grunde ikke kan have nogen erindring om en tid, hvor hans
mor ikke var ph.d.-studerende. Heldigvis lader han ikke til at have taget skade.
6

Indholdsfortegnelse
KAPITEL 1 INDLEDNING .................................................................................11
BAGGRUNDEN FOR PROJEKTET ............................................................................12
KORT INTRODUKTION TIL DET EMPIRISKE FELT ...................................................12
SOCIOLOGISK GENSTANDSKONSTRUKTION ..........................................................13
Intentionelle fællesskaber i samfundsvidenskaben.........................................14
Kontinuitet og brud................................................................................................16
Økosamfund som samfundskritik og som hverdagsliv ..........................................17
Økosamfund som praktisk samfundskritik......................................................18
Utopiske fællesskaber............................................................................................20
Økosamfund som livsstil og hverdagsliv ........................................................22
Hjemmet som hverdagslivets centrale sted ............................................................24
Økosamfund som hjem ..........................................................................................26
Kritik og/eller hverdagsliv? ...........................................................................26
VIDENSKABELIGE FORTÆLLINGER.......................................................................27
AFHANDLINGENS OPBYGNING .............................................................................29
KAPITEL 2 METODOLOGISKE OVERVEJELSER......................................31
PRAKTISK GENSTANDSKONSTRUKTION: ANALYSENS FØRSTE SKRIDT ..................31
Økosamfund – en lodden kategori..................................................................31
Afgrænsningsproblematikker: Hvem er ikke med?................................................33
DEN EMPIRISKE PROCES.......................................................................................35
Redegørelse for processens forløb .................................................................35
KVALITATIVE TILGANGE......................................................................................37
Deltagerobservation.......................................................................................37
Deltagerobservationens erkendelsesproces............................................................38
Videooptagelser – fordele og ulemper ...................................................................39
Øvrige observationer .............................................................................................39
Interview.........................................................................................................40
Fra virkelighed til tekst..........................................................................................41
Tekstanalyse ...................................................................................................42
Naturligt forekommende vs. dyrkede data......................................................42
KVANTITATIVE TILGANGE ...................................................................................43
Spørgeskemakonstruktion og test ...................................................................44
Åbne spørgsmål .....................................................................................................46
Indsamlingsstrategi........................................................................................48
Svarprocent og bortfald .................................................................................52
METODEKOMBINATION........................................................................................53
ETISKE OVERVEJELSER ........................................................................................54
BILLEDER – KRITERIER FOR VALG........................................................................55
KAPITEL 3 PRÆSENTATION AF FELTET....................................................57
FORSKELLE OG FÆLLESTRÆK ..............................................................................57
7

Beliggenhed og urbanisering......................................................................... 57
Alder .............................................................................................................. 58
Størrelse og beslutningsstruktur .................................................................... 59
Økonomisk struktur........................................................................................ 59
Sammensætning af boliger og erhverv........................................................... 60
Graden af selvforsyning................................................................................. 60
Økologiske eksperimenter i byggeri og infrastruktur .................................... 61
Ejerformer ..................................................................................................... 62
Fysisk afgrænsning ........................................................................................ 63
SOCIOØKONOMISK SAMMENSÆTNING AF BEBOERE ............................................. 66
Køn, alder og husstand.................................................................................. 66
Uddannelse, erhverv og indkomst.................................................................. 67
Statsborgerskab og oprindelsesland.............................................................. 68
Partipolitiske præferencer ............................................................................. 70
Opsamling...................................................................................................... 70
KAPITEL 4 ØKOSAMFUND SOM PRAKTISK SAMFUNDSKRITIK ........ 71
IKKE KUN KRITIK MED FØDDERNE ....................................................................... 71
MANGE ØKOSAMFUND – FÆLLES VISION? ........................................................... 72
EN SOCIOLOGI, DER TAGER AKTØRERNE ALVORLIGT........................................... 74
Retfærdiggørelsessituationer......................................................................... 75
Seks regimer .......................................................................................................... 76
Test, kritik og kompromis...................................................................................... 78
Kunstnerisk og social kritik ................................................................................... 79
Diskussion af teorien ..................................................................................... 80
Et grønt regime? .................................................................................................... 83
UDADVENDTE RETFÆRDIGGØRELSER OG IMPLICIT KRITIK .................................. 87
Det bevidste samfund – en inspirationel vision ............................................. 89
Det planlagte samfund – en industriel vision ................................................ 92
Det nære samfund – en hjemlig vision........................................................... 94
Opsamling: økosamfundsvisionen som kompromis ....................................... 96
Kritik af hvad?....................................................................................................... 97
Et grønt regime.............................................................................................. 98
Hvad er det modsatte af moderne? .............................................................. 100
KAPITEL 5 INTERN KRITIK – TIL MØDE I ØKOSAMFUNDET ........... 103
CASE: BOGRUPPEN............................................................................................ 104
Baggrund for gruppens situation................................................................. 104
DISKUSSIONER VED MØDERNE .......................................................................... 108
Analysen ...................................................................................................... 111
Hvem bygger hvad? ..................................................................................... 112
Hvad der ikke bliver talt om – store eller små huse ............................................. 115
Diskussionen om varmeforsyning ................................................................ 120
Diskussionens overordnede forløb....................................................................... 121
Opsamling på diskussionen om varmeforsyning.......................................... 132
KAPITEL 6 UDEN MØDER – INTET FÆLLESSKAB?............................... 135
8

MØDER OG ATTER MØDER .................................................................................136
MØDEFRUSTRATIONEN I ORGANISEREDE ANARKIER..........................................137
MØDERNE SOM EKSEMPLARISK DEMOKRATI......................................................141
MØDERNE SOM INTEGRATIVT RITUAL................................................................144
Tro: møder som sensemaking.......................................................................147
Tilhørsforhold: møder som gruppedannelse ................................................149
MØDERNE SOM SOCIAL SELEKTION....................................................................151
UDEN MØDER – INGEN ØKOSAMFUND? ..............................................................153
VIGNET: FORVENTNINGER OM FAMILIELIV.........................................155
SMÅBØRNSFORÆLDRE FORTÆLLER ...................................................................155
Tine og Ulrik .......................................................................................................155
Vita og William ...................................................................................................157
Minna og Niels ....................................................................................................160
Rikke og Svend....................................................................................................163
Gitte og Hans.......................................................................................................164
Lars og Karen ......................................................................................................167
KAPITEL 7: DET GODE FAMILIELIV I ØKOSAMFUNDET....................169
HVORDAN GÅR DET SÅ?.....................................................................................170
Fraværende kritik.........................................................................................172
Bulderbyliv...................................................................................................175
Familien som begrundelse for fravalg af økosamfundet ......................................179
Kritikken af den institutionaliserede barndom.............................................181
Familien som senmoderne meningsgiver.............................................................183
KOLLEKTIVDRØMMEN: OPGØR MED KERNEFAMILIEN ........................................184
Kritikken fra 70’ernes børn..........................................................................187
Fra kritik af familien til familiær kritik................................................................188
Tid til familien – den ømme tå.............................................................................189
Opsamling ....................................................................................................191
KAPITEL 8: SOCIAL KAPITAL I ØKOSAMFUND.....................................193
HVAD ER SOCIAL KAPITAL? ...............................................................................193
Økosamfund som social kapital-generatorer ...............................................195
Praktisk naboskab ................................................................................................197
Spontan socialitet.................................................................................................198
Stordriftsfordele...................................................................................................199
Forbindelser.........................................................................................................199
Følelsesmæssig støtte...........................................................................................200
Et fælles projekt og gensidig anerkendelse..........................................................202
Social kapital som kollektivt gode i lokalsamfund........................................203
Hvordan økosamfund opbygger social kapital.....................................................206
HVORDAN MÅLE SOCIAL KAPITAL?....................................................................208
Social kapital på tre niveauer: intern, ekstern og lokal ...............................209
Eksterne relationer...............................................................................................210
Hvorfor lokal social kapital som et selvstændigt niveau?....................................211
Måling af social kapital ...............................................................................214
Skalakonstruktion ................................................................................................216
9

Referencegrupper................................................................................................. 217
GODT NABOSKAB – INTERN SOCIAL KAPITAL .................................................... 217
Diskussion af skalaforskelle ................................................................................ 218
Overordnet fordeling og sammenligning med referencegruppe........................... 219
Forskelle mellem økosamfund............................................................................. 221
FORMELLE OG UFORMELLE FORBINDELSER– EKSTERN SOCIAL KAPITAL ........... 224
Engagement i foreningslivet: formel social kapital ..................................... 225
Sammenligning med referencegrupper ................................................................ 226
Forskelle mellem økosamfund............................................................................. 229
Venner og bekendte: uformel social kapital ................................................ 230
Sammenligning med referencegrupper ................................................................ 232
Forskelle mellem økosamfund............................................................................. 233
KONTAKTER I NÆROMRÅDET – LOKAL SOCIAL KAPITAL ................................... 235
Sammenligning med referencegruppe ................................................................. 239
Forskelle mellem økosamfund............................................................................. 240
SAMMENHÆNG MELLEM KAPITALFORMERNE.................................................... 242
SOCIAL KAPITAL I ØKOSAMFUND – OPSAMLING ................................................ 243
Et uopfyldt kritisk potentiale........................................................................ 245
KAPITEL 9 KONKLUSION: KRITIK FRA HVERDAGSLIVET ............... 247
OPSAMLING AF RESULTATER............................................................................. 247
GODE SPØRGSMÅL – GODE SVAR? ..................................................................... 249
Udfordringer fra økosamfundene ................................................................ 250
Spørgsmål for de mange – svar for de få..................................................... 252
AT SKRIVE I ET MORALISERET FELT................................................................... 254
ENGLISH SUMMARY ...................................................................................... 256
DANSK RESUMÉ............................................................................................... 259
LITTERATUR .................................................................................................... 262
OVERSIGT OVER VIGNETCITATER .......................................................... 275
TABELFORTEGNELSE ................................................................................... 276
FIGURFORTEGNELSE.................................................................................... 277
BILLEDFORTEGNELSE.................................................................................. 277
10

Kapitel 1 Indledning
”Vores drøm er, at vi laver et bæredygtighedseksperiment i én til én,
direkte at efterligne ude i samfundet, kan man sige.”
(nøglepersoninterview)
I takt med de senere års øgede fokus på de udfordringer, det globale samfund
står over for, navnlig i form af klimaforandringer, er også økosamfund blevet
genstand for voksende opmærksomhed både i dagspressen og forskningen. Disse
fællesskaber, som søger at forene sociale hensyn med større økologisk bæredygtighed,
bliver ofte fremstillet som radikalt anderledes, eksemplariske alternativer
til det liv, der leves af de fleste mennesker i vestlige, højt industrialiserede
samfund som det danske.
Denne afhandling beskæftiger sig med økosamfund i Danmark. Økosamfund
er bebyggelser, der eksisterer, fordi grupper af mennesker på forskellige tidspunkter
har udviklet fælles visioner for, hvordan de gerne vil leve og bo, og
gjort et stort stykke arbejde for at realisere deres visioner i konkrete bosætninger.
Økosamfund er således bygget på visioner og drømme, men rummer også
hverdagens rutiner og krav.
Økosamfundenes beboere drømmer om fællesskab og godt naboskab, om et
liv i balance med naturen og om at være et eksempel for hele samfundet; men
de lever også, som så mange andre, i en hverdag med praktiske gøremål: børn,
der skal hentes; arbejde, der skal passes; teknik, der driller; og tilsyneladende
uendelige møder. Denne afhandling handler om drømmene og visionerne og
om, hvordan de udformer sig i det praktiske hverdagsliv.
I perioden 2004-2008 har jeg besøgt en række økosamfund, snakket med beboere,
overværet møder og indsamlet spørgeskemadata. Det betyder ikke, at
denne afhandling rummer alt, hvad der er værd at vide om de danske økosamfund.
Tværtimod – den kan kun rumme en brøkdel set fra ét bestemt perspektiv,
nemlig den udefrakommende sociologs perspektiv. Jeg håber, at det sociologiske
perspektiv kan gøre både økosamfundene selv og andre klogere på, hvad
der – også – foregår i de danske økosamfund, og hvilke roller de kan spille også
for dem, der ikke selv bor der.
Indledningsvis vil jeg gøre rede for baggrunden for projektet: hvad jeg mener,
når jeg taler om økosamfund; hvordan sociologien og beslægtede videnskaber
hidtil har defineret og anskuet disse; og hvordan jeg mener, denne an-
11

skuelse bør suppleres. Desuden vil jeg ganske kort positionere projektet inden
for det videnskabelige felt.
Baggrunden for projektet
”… rundt omkring i landet medvirker økologiske, sociale og spirituelle fællesskaber
til positiv inspiration for samfundet, så vi alle får mulighed for at leve lettere
og smukkere på jorden. Nogle har været i gang længe og flere og flere er på vej.
Fælles for alle er, at de er i en proces hen imod denne vision om et bæredygtigt
liv. Et liv med respekt for jorden og for alt liv. Sådan at vi kan sikre livet for vores
børn og børnebørn og deres børn igen, så de alle kan få glæde af vor smukke planet.”
(Maxen 2003:5)
Nærværende ph.d.-projekt er en udløber af det større projekt ”Visioner og kollektive
aktører i senmoderniteten” og dette har i høj grad præget projektets
vinkling. Projektets drivkraft er nysgerrigheden efter, hvorvidt og i hvilket omfang
man kan identificere en eller flere kollektiv(e) aktør(er) som bærere af visioner
med gyldighed for en bred del af samfundet i senmoderniteten.
I denne forbindelse gjorde økosamfundsbevægelsen, som den tegnes af
Landsforeningen for Økosamfund (herefter LØS) sig bemærket som et potentielt
interessant forskningsfelt. Dels var fællesskaberne som allerede nævnt genstand
for tilbagevendende medieopmærksomhed (bl.a. indledte DR i 2002 et
ambitiøst samarbejde med fællesskabet Friland), dels udgav LØS i 2003 bogen
Økosamfund i Danmark: Hvordan drømme bliver til virkelighed (Elm og Dilling-Hansen
2003) hvor en række forfattere på vegne af såvel foreningen som
de enkelte fællesskaber netop opstiller sådanne visioner. Projektet er således
genstandsdrevet, sådan at forstå, at genstanden – økosamfundene – kom før teorien.
Derfor vil jeg også i det følgende først præsentere feltet mere indgående,
før jeg kommer ind på de teoretiske og analytiske perspektiver, jeg har valgt at
anvende. Til sidst i kapitlet giver jeg en kort oversigt over opbygningen af resten
af afhandlingen.
Kort introduktion til det empiriske felt
Det empiriske felt, afhandlingen undersøger, består således af de fællesskaber,
som er medlemmer af LØS, og som desuden er bofællesskaber (se nærmere
præcisering i kapitel 2 og 3). Det omfatter 22 fællesskaber, hvoraf de ældste er
grundlagt i 1970’erne og de nyeste kun eksisterede på tegnebrættet, da jeg begyndte
mit projekt. De største er bopæl for 200-250 mennesker, de mindste for
under ti. Tilsammen bor der små 1.000 mennesker i de 22 fællesskaber, som
12

ligger fordelt i Danmark, de fleste inden for pendlerafstand af universitetsbyerne
København, Århus, Odense og Aalborg.
At skrive en afhandling om økosamfund i Danmark forudsætter et sociologisk
konstruktionsarbejde, nemlig det, der ligger i at konstruere de på mange
måder forskelligartede steder, jeg har besøgt, som én forskningsgenstand. Selv
om de undersøgte fællesskaber alle har valgt at melde sig ind i samme organisation,
har det vist sig, at der selv i gruppen af LØS-medlemmer er relativt store
forskelle både i struktur (f.eks. hvad angår størrelse og organisationsform) og i
tankegods (f.eks. om man har et fælles spirituelt eller politisk udgangspunkt eller
ej). Ikke desto mindre har jeg valgt at fastholde medlemskabet af LØS som
det afgrænsende kriterium. Det har jeg gjort, fordi afgørelsen om et givet fællesskab
skal regnes som et økosamfund eller ej, så hviler hos fællesskaberne
selv og ikke hos mig som forsker.
Sociologisk genstandskonstruktion
Det er ikke en given sag, hvordan man sociologisk skal begrebsliggøre et fænomen
som økosamfund. Hører et studie af økosamfund ind under studiet af sociale
bevægelser? Familiesociologi? Miljøsociologi? Jeg vil mene, at man meningsfuldt
kunne studere økosamfund under alle disse overskrifter samt sandsynligvis
flere endnu. Imidlertid er økosamfund internationalt hidtil blevet studeret
under en anden overskrift, nemlig som det, der i litteraturen kaldes intentionelle
fællesskaber (Infield 1955; Kanter 1972; Bouvard 1975; Zablocki 1980;
Shenker 1986; Hechter 1987; Bates 1988; Francis 1992; Schehr 1997; Andelson
2002; Sargisson og Sargent 2004; Berdes 2005; Aguilar 2007; Holden
2007; Meijering 2007).
Intentionelle fællesskaber er betegnelsen for fællesskaber, der, som ordene
siger, er opstået på baggrund af deltagernes bevidste hensigter i modsætning til
de mere eller mindre utilsigtede fællesskaber, man bliver en del af i familien, på
arbejdspladsen eller i lokalområdet. I modsætning til andre organisationer (virksomheder,
foreninger, partier), som jo også opstår på baggrund af en bevidst
hensigt, ligger der også i betegnelsen intentionelle fællesskaber, at fællesskabet
er et mål i sig selv – hvor virksomhedens mål er at producere varer eller ydelser
til salg på et marked, foreningens mål er at fremme et eller andet formål og partiets
mål er at opnå politisk magt. I det intentionelle fællesskab er fællesskabet
13

sit eget formål (Infield 1955). Dertil kommer ofte, men ikke altid, andre formål
af religiøs eller politisk art.
Valget af perspektiv er ikke ligegyldigt, idet dette valg peger undersøgelsen i
en bestemt retning og dermed henleder ens opmærksomhed på bestemte ting og
bort fra andre. Således har det også konsekvenser for studiet af økosamfund, at
de som regel er blevet studeret som intentionelle fællesskaber. Det betyder, at
man i overvejende grad har fokuseret på det, man kan kalde økosamfundenes
kritiske eller utopiske aspekt og i mindre grad på det, jeg vil kalde hverdagslivsaspektet.
I resten af denne indledning vil jeg gøre rede for disse to dimensioner
og udstikke de linjer, der tegner afhandlingens efterfølgende dele.
Intentionelle fællesskaber i samfundsvidenskaben
Den videnskabelige litteratur om intentionelle fællesskaber rummer en del definitioner,
som imidlertid ikke altid dækker over helt det samme, idet forfatterne
afgrænser deres genstand forskelligt (se f.eks. Kanter 1972; Zablocki 1980; Fogarty
1980; Berry 1992; Schehr 1997; Shorthose 2000; Sargisson & Sargent
2004). Kendte typer af intentionelle fællesskaber er f.eks. kollektiver (communes),
bofællesskaber (cohousing), kibbutzer og økosamfund (ecovillages) 1 . En
definition, der kan bruges uafhængigt af historisk periode og geografisk lokalitet,
vil nødvendigvis blive så generel, at den grænser til det intetsigende. Det vil
altid være nødvendigt at læse forskningen med et blik for dels det kontekstspecifikke,
dels det, der går på tværs.
De newzealandske sociologer Lucy Sargisson og Lyman Sargent opererer
med følgende definition på intentionelle fællesskaber:
”… en gruppe på fem eller flere voksne og deres børn, hvis de har nogen, som
kommer fra mere end én kernefamilie, og som har valgt at leve sammen for at
fremme deres fælles værdier eller for at tjene et andet gensidigt anerkendt formål.”
(Sargisson & Sargent 2004:5) 2
Denne definition er meget bred, men etablerer dog et skel mellem intentionelle
fællesskaber på den ene side og andre grupper med fælles bopæl på den anden
side. Således er en kernefamilie med to forældre og deres (fælles eller sammenbragte)
børn ikke omfattet af definitionen; ej heller den udvidede familie med
1 I gængs dansk sprogbrug er betegnelsen kollektiver forbeholdt fællesskaber med fælles økonomi, mens
beboerne i bofællesskaber typisk betaler et fast beløb til fælles udgifter og derudover ikke har fælles
økonomi (se f.eks. Nudansk Ordbog).
2 Dette og alle følgende citater fra fremmedsproget litteratur er oversat til dansk af mig. Undtagelsen
herfra er, hvis jeg har fundet det umuligt at oversætte et citat uden at tabe væsentlige betydningsnuancer.
14

flere generationer under samme tag. Det kan diskuteres, om grænsen på fem
voksne er arbitrær, og om det er væsentligt at afgrænse intentionelle fællesskaber
fra sådanne familie-bofællesskaber, men i denne afhandlings sammenhæng
er det uden praktisk betydning, da alle LØS-fællesskaberne falder ind under definitionen.
Det samme gør i øvrigt en række andre fællesskaber, fra almindelige
bofællesskaber til klostre. Litteraturen rummer endvidere adskillige typologier
og klassifikationer (se f.eks. Kanter 1972; Bouvard 1975; Abrams og McCulloch
1976; Shenker 1986; Sargisson & Sargent 2004; Moore og Wight 2007;
Kasper 2008; Wight 2008). Gængse opdelinger går f.eks. på, om fællesskabet
har en samlende ideologi eller vision, og om medlemmerne har et ønske om at
påvirke resten af samfundet i en bestemt retning.
I de senere år har betegnelsen økosamfund vundet større udbredelse både
som emisk og etisk kategori – dvs. både som en betegnelse, som visse fællesskaber
bruger om sig selv, og en, som iagttagere bruger om dem. Det er imidlertid
ikke en uproblematiseret betegnelse, idet der til stadighed foregår diskussioner
om f.eks. retten til at afgøre, hvorvidt et fællesskab kan kalde sig et økosamfund,
og hvorvidt det er ønskeligt at identificere sig selv som sådant (se
f.eks. Garden 2006a; Garden 2006b).
Den nyeste litteratur om økosamfund tilhører ligesom den ældre det, jeg kalder
kritikperpspektivet, men kan yderligere underopdeles i to overordnede
grupper: den, der analyserer økosamfund som kritiske forbrugsfællesskaber, og
den, der analyserer økosamfund som samfundskritisk bevægelse. Til den første
hører f.eks. Etzioni 1998; Moisander og Pesonen 2002; Bekin et al. 2005 og
Connolly og Prothero 2008.
Denne gruppe forfattere ser valget af økosamfundet som bosted som et forbrugsvalg,
som (grupper af) forbrugere træffer ud fra diverse individuelt og kollektivt
orienterede motiver såsom ønsket om at leve mere enkelt, ønsket om at
forbruge mindre eller mindre skadeligt, ønsket om et mindre fortravlet liv osv.
Af denne gruppe kobles livet i økosamfund også til det, der kaldes voluntary
simplicity (se f.eks. Etzioni 1998).
Den anden gruppe forfattere (f.eks. Schehr 1997; Harvey 2000; Moore &
Wight 2007; Wight 2008; Kasper 2008; Veveto og Lockyer 2008) ser økosamfund
som en bevægelse, der på samme tid kritiserer den nuværende samfundsstruktur
(navnlig med henvisning til udnyttelsen af planetens ressourcer) og
demonstrerer en bedre måde at leve på, bl.a. ved at indrette sig efter permakul-
15

turelle principper, som efterhånden kan (og efter flere forfatteres mening bør)
udbredes til store dele af samfundet 3 .
Kontinuitet og brud
Som Sargisson og Sargent påpeger, er de fleste studier af intentionelle fællesskaber
nationale studier fra især USA, Storbritannien og Israel. USA, Australien
og New Zealand har i vidt omfang tiltrukket intentionelle fællesskaber i de
lange perioder, hvor de har været indvandringslande. I Israel udgør kibbutzbevægelsen
formentlig det mest velkendte eksempel på intentionelle fællesskaber,
der har præget landets historie og kultur i enestående grad (se f.eks. Blasi
1980; Near 1985; Abramitzky 2008).
Flere forfattere fremhæver de fælles træk ved intentionelle fællesskaber på
tværs af landegrænser og historiske perioder (se f.eks. Bouvard 1975; Abrams
& McCulloch 1976; Zablocki 1980; Shenker 1986; Andelson 2002; Sargisson
& Sargent 2004; Aguilar 2007). Disse forfattere er optaget af at etablere de
samtidige kollektiver, de selv studerer, som udsprunget af en fælles tradition
med dybe rødder. De ser historien som et kontinuert forløb, hvor kollektivismen
altid har været en del af menneskelige samfund. I denne sammenhæng taler de
om kollektivisme som et fænomen, der har eksisteret så langt tilbage, man kan
spore menneskelig historie, og nogle trækker paralleller fra de samtidige kollektiver
til f.eks. de første kristne menigheder, de tidlige universiteter og 1800tallets
religiøse eller socialistiske utopier. Andre daterer de intentionelle fællesskabers
oprindelse til oplysningstiden, hvor tanken om, at man kan skabe det
gode samfund på jorden snarere end at afvente det i himlen, tog form.
Såvel antropologen Susan Love Brown som sociologen Benjamin Zablocki
forsøger at opstille kvasi-lovmæssigheder for, hvornår sådanne kollektivistiske
storhedsperioder vil opstå. Således mener de, som Brown formulerer det, at
hver af de perioder, som oplevede en bølge af nye fællesskaber, har været præget
af
”store sociale eller kulturelle nyskabelser, som har fragmenteret fremherskende
betydnings- og værdisystemer.” (Brown 2002a:8)
Hvorvidt dette er rigtigt eller ej, falder ind under historiefilosofien og i hvert
fald uden for denne afhandlings rammer. Jeg vil ikke her tage stilling til, hvor-
3 Permakultur er betegnelsen på en designfilosofi, der blev udviklet i Australien i 1970. Permakulturen
(afledt af permanent agriculture) går ud på at skabe bæredygtige landbrugs- og boligmiljøer ved at efterligne
naturens økologiske principper. Mere herom i kapitel 4.
16

vidt man mest fordelagtigt kan se historien som kontinuitet eller brud, og jeg vil
heller ikke gå ind i spekulationer over, i hvilken grad og på hvilken måde danske
økosamfund år 2009 kan siges at være udtryk for ”det samme” som f.eks.
amerikanske religiøse fællesskaber i 1700-tallet eller israelske kibbutzer.
Derimod mener jeg, at Sargisson og Sargent har ret i, at der uanset geografisk
og historisk kontekst vil være nogle strukturelt betingede spørgsmål, som
ethvert intentionelt fællesskab skal forholde sig til for at være et intentionelt
fællesskab: Hvad er det, vi er fælles om? Hvordan træffer vi beslutninger? Hvor
går grænsen mellem det private/individuelle og det fælles, f.eks. i spørgsmål om
penge og børneopdragelse? Hvem skal gøre det praktiske arbejde, hvor tit skal
det gøres, og efter hvilken standard? Eller for at være meget konkret: Må man
holde hund? (Sargisson & Sargent 2004) 4 .
Økosamfund som samfundskritik og som hverdagsliv
Selv om de forskellige forfattere har forskellige definitioner på, hvad der udgør
intentionelle fællesskaber, så har de alle det til fælles, at de vægter det aspekt af
fællesskaberne, der drejer sig om kritik af det eksisterende samfund og forsøget
på at skabe alternativer. På denne måde ser de fællesskaberne som en bestemt
form for samfundskritik i praksis. Dette gælder som nævnt også de forfattere,
der ser økosamfundene som forbrugsfællesskaber, idet de fokuserer på forbrugsfællesskaberne
som ”modstand mod markedets hegemoni” (Bekin, Carrigan
og Szmigin 2005). Dette fokus på den kritiske side af økosamfundene kan nemt
føre til, at man overser, at et økosamfund, i det øjeblik det eksisterer som et fysisk
sted med huse, man kan bo i, også er rammen om et mere eller mindre almindeligt
hverdagsliv. Økosamfundsbevægelsen er ikke nødvendigvis lig med
økosamfundenes beboere. Det kan tænkes, at ganske mange mennesker flytter i
økosamfund som resultat af et overvejende pragmatisk valg mellem mulige alternativer,
måske endda som den mindst ringe løsning af et konkret boligproblem.
Selv om visse forfattere er opmærksomme på, at dette forekommer (se
f.eks. Abrams & McCulloch 1976; Kasper 2008), er dette aspekt af økosamfundene
underbelyst. Igennem afhandlingen vil jeg derfor søge at analysere økosamfundene
både som praktisk samfundskritik og som ramme om hverdagsliv.
4 Spørgsmålet om at holde hund og kat kan faktisk føre til ganske alvorlige konflikter i økosamfund (se
f.eks. Garden 2006b). Også i mit eget feltarbejde er jeg stødt på diskussioner med udgangspunkt i kæledyr.
17

Økosamfund som praktisk samfundskritik
Zablocki fremfører som tidligere nævnt, at kommunitaristiske bevægelser typisk
opstår i efterdønningerne efter store sociale og kulturelle nybrud, som nedbryder
tidligere eksisterende menings- og værdisystemer. Således mener han at
kunne påvise, at såvel oplysningstidens opgør med den hegemoniske kristendom
som kapitalismens nedbrydning af traditionelle produktionsformer blev efterfulgt
af en bølge af nye intentionelle fællesskaber i de lande, hvor disse brud
slog igennem. Han mener, at dette fænomen indtræffer, når store grupper i et
samfund oplever, at det at vide, hvad man vil, og at træffe valg mellem mange
mulige udviklingsveje er et større problem end at få sine umiddelbare behov opfyldt:
”… der synes at være noget, der taler for, at kommunitarismen, i tråd med vores
hypotese, er et samfundsmæssigt svar på det tab af bred konsensus, der indtræffer,
når kulturens pulje af valgmuligheder vokser kraftigt.” (Zablocki 1980:40)
Uanset om man accepterer Zablockis analyse som en historisk lovmæssighed
eller ej, er det klart, at en af de ting, intentionelle fællesskaber gør, er at hjælpe
til at reducere kompleksitet for de mennesker, der vælger dem. Beslutningen
om at tilslutte sig et intentionelt fællesskab er således et fravalg af det uoverskuelige
kaos af valgmuligheder, som kendetegner det store samfund, som
Zablocki med Ferdinand Tönnies’ begreb kalder Gesellschaft, til fordel for det
lille, overskuelige fællesskab, Gemeinschaft.
”Det grundlæggende tema forbliver det samme: at trække sig tilbage fra Gesellschafts
usammenhængende rod til Gemeinschafts orden og sammenhæng (i hvert
fald ideologisk, om ikke i praksis). Og skrøbelige strukturer og uhåndgribelige
utopiske mål har hele tiden kendetegnet de kommunitaristiske anstrengelser.”
(Zablocki 1980:43)
De britiske sociologer Philip Abrams’ og Andrew McCullochs karakteristik af
kollektiver lægger ligeledes vægt på det, man kan kalde tilbagetrækningsaspektet:
en relativt lille gruppe af ligesindede, som ikke engagerer sig i samfundets
institutioner, som f.eks. det politiske liv, men i stedet koncentrerer sig om at
skabe en fællesskabsorienteret egen lille verden. De ser disse grupper som et
svar på udviklingen i det store samfund i retning af stadig større grad af specialisering
og arbejdsdeling. I modsætning hertil stræber de små kollektive grupperinger
imod en (re)integrering af individ og fællesskab samt arbejde og fritid,
hvorved de sætter fokus på nogle af de grundlæggende dilemmaer i det sociale
liv. Hermed rummer de kollektive eksperimenter, om end de hver for sig kan
18

være kortlivede, en kontinuert tradition med en implicit kritik af det eksisterende
sociale liv.
”… alle har det til fælles, at de har sat sig imod en eller flere af vor tids herskende
samfundstendenser – det være sig individualisme, sekularisering, urbanisering,
kapitalisme eller den voksende specificering af familiens rolle.” (Zablocki 1980:3)
Abrams og McCulloch fremfører i tråd hermed, at studiet af de kollektive eksperimenter
kan give værdifuld indsigt i, hvilke problemer der trænger sig mest
på i samfundet på et givet tidspunkt. Abrams og McCulloch opfatter sociale
problemer som sociale og kulturelle konstruktioner, der udkrystalliserer sig i
ethvert samfund til enhver tid:
”Vi mener ikke, at det, der almindeligvis kaldes ’sociale problemer’, er noget objektivt
givet. Snarere oparbejdes de kulturelt som fænomener af bestemte samfund
i bestemte epoker. Kun i denne forstand var de syv problemer, vi her vil diskutere,
særligt problematiske i Storbritannien efter 1965. Som fænomener dominerede de
faktisk for en tid den offentlige opmærksomhed på måder, som f.eks. velstandsproblemet
ikke gjorde.” (Abrams & McCulloch 1976:4; forfatternes fremhævelse)
De mener, at de kollektive eksperimenter til enhver tid vil søge at svare på nogle
af de sociale problemer, samtiden oplever som mest presserende. De analyserer
således fællesskaberne som en gammelkendt løsning, der appliceres på nye
problemer til forskellige tider.
Brown er inde på det samme, når hun analyserer intentionelle fællesskaber
som en særlig form for kulturkritik med antropologen Anthony Wallaces begreb
om revitaliseringsbevægelser. Når revitaliseringsbevægelser opstår i større tal,
er det ifølge Brown og Wallace symptom på en forstyrrelse i det større samfund;
der er en væsentlig gruppe mennesker, der ikke oplever, at samfundet opfylder
deres behov. F.eks. gav overgangen til kapitalisme anledning til de anarkistisk-socialistiske
fællesskaber i USA, som både demonstrerede, at fællesskabet
kunne være en overlevelsesstrategi for den enkelte, og udgjorde en kritik af
kapitalismen og de medfølgende uligheder.
”Revitaliseringsbevægelsens form (…) kropsliggør ofte den aktuelle kritiks natur
og fungerer som kontrast til det større samfund. Epistemologisk kritik kommer
senere (…) når nye synsvinkler og erkendelsesformer opstår og udkrystalliserer
sig som doktriner.” (Brown 2002a: 154-5)
Wallace definerer revitaliseringsbevægelser som:
”samfundsmedlemmers overlagte, organiserede, bevidste stræben efter at skabe en
mere tilfredsstillende kultur.” (Wallace, her cit. fra Brown 2002a:157).
Revitalisering er således et bevidst forsøg på kulturel forandring, som opstår i
en individuel beslutning, ud fra den enkeltes ønske om at ændre på sit eget
mentale billede af samfundet og kulturen. Wallace forstår revitalisering som re-
19

sultatet af individets bevidste og overlagte respons på den psykiske belastning,
samfundet udsætter den enkelte for i forskellige former til enhver tid. Brown
fremhæver, at revitaliseringsbevægelser således er en ikke-elitær form for kritik,
tilgængelig for såvel mere som mindre privilegerede 5 . Brown karakteriserer
de intentionelle fællesskaber som ”kritik med fødderne” (Brown 2000a:155).
På hver deres måde fremhæver såvel Brown som Abrams og McCulloch altså,
at man ved at se nærmere på de kollektive eksperimenter, der finder sted i et
samfund på et givet tidspunkt, kan kaste lys ikke blot over de mennesker, der
deltager i dem, men i nok så høj grad over det samfund, de kritiserer. Denne
noget indirekte tilgang til samfundets problemer er interessant, fordi den tager
udgangspunkt i en problemforståelse, som ikke er primært teoretisk/analytisk,
men konkret, praktisk og hverdagslivsorienteret. En lignende tilgang til fællesskaberne
finder man i den litteratur, der tager udgangspunkt i utopi-begrebet.
Utopiske fællesskaber
Utopier hænger sammen med ideen om det planlagte samfund. I den samfundsvidenskabelige
litteratur bliver intentionelle fællesskaber, herunder økosamfund,
ofte analyseret som utopier 6 . Et nyere eksempel herpå er Sargisson og
Sargent, som udtrykker sig således:
”Utopier er centrale for politik, samfund og hverdagsliv. De fortæller os om folks
drømme og længsler. De vokser frem af utilfredshed og viser alligevel hen til anderledes
og bedre livsformer. Intentionelle fællesskaber, grupper af mennesker,
som har valgt at leve og undertiden arbejde sammen i en fælles sags tjeneste, hinsides
forhold og familier, er på visse måder konkrete utopier. De er fysiske, observerbare
steder, hvori mennesker forsøger at skabe en sammenhæng, som bringer
deres hverdagsliv tættere på deres utopi.” (Sargisson & Sargent 2004:xiv)
Sargisson og Sargent bruger utopi-begrebet på en nuanceret måde. De distancerer
sig fra den forståelse, der ser utopi som nødvendigvis stående i modsætning
til gradvise forbedringer. Sargisson og Sargent minder om, at utopi både bruges
om det gode sted og om intet sted 7 . Hvilken betydning man vægter, afgør, om
man bruger begrebet om et konkret sted eller om noget, der altid er lige uden
5 Det kan man ud fra en sociologisk betragtning måske nok sætte spørgsmålstegn ved – det kræver formentlig
et vist overskud at reagere så bevidst på sine frustrationer, foruden at det kræver ressourcer at
omsætte sine ønsker til en bevægelse.
6 Abrams og McCulloch adskiller deres studerede kollektiver fra utopiske fællesskaber, fordi der efter
deres mening i utopi-begrebet ligger noget mere planlagt, som har forrang for de enkelte deltagere. ”Et
sted, der er blevet en ting, en social kraft, der kan adskilles fra sine medlemmer” (Abrams & McCulloch
1976:36). Denne skelnen er imidlertid ikke gængs i litteraturen.
7 En dobbelthed, som bevidst er lagt ind i ordet allerede af dets fader, Thomas More, og som spiller på de
græske ord eu-topos (godt sted) og ou-topos (intet sted) (More 2001 [1516])
20

for rækkevidde. Hvis man ser Utopia som det gode sted, som kan skabes konkret
og altid forbedres, vil man ifølge Sargisson og Sargent få lyst til at eksperimentere,
skifte livsstil og søge at realisere drømme. Det er i denne betydning,
Sargisson og Sargent bruger begrebet. De tager afstand fra anti-utopikere som
filosoffen Karl Popper, der forstår utopi som det perfekte og derfor umulige
projekt, som uundgåeligt vil føre til totalitarisme. Sargisson og Sargent gør opmærksom
på, at nutidige utopikere ser Utopia som ønsket om noget bedre snarere
end det perfekte (Moylan 1986; Levitas 2005):
”…forsøg på at skabe dette bedre liv inden for det større samfunds rammer, men
på bestemte måder adskilt fra det.” (Sargisson & Sargent 2004:1)
Sargisson og Sargent mener selv, at Utopia i de fællesskaber, de studerer, skal
forstås på begge måder. De opererer med tre utopi-niveauer. Det højeste niveau
er det ultimative og uopnåelige mål, som i religiøse fællesskaber er knyttet til
det hinsides, f.eks. den højeste oplysning eller frelse, og som i de sekulære fællesskaber
som f.eks. økosamfundene er et både retfærdigt og bæredygtigt samfund.
Dette kaldes den ultimative utopi. Det mellemste niveau er noget mindre
højtflyvende, som de arbejder hen imod, f.eks. en højere grad af bæredygtighed
og retfærdighed i samfundet som helhed: den processuelle utopi. Det mest basale
niveau er det at leve et liv her og nu, som på en eller anden måde bidrager til
at fremme det formål, som man ser som det vigtige. Selve det at bo i et økosamfund
er således allerede en realiseret utopi, nemlig den umiddelbare utopi
(ibid:158).
En lignende analyse finder vi hos sociologen Robert C. Schehr, som ser intentionelle
fællesskaber som utopier og som nye sociale bevægelser, der øver
modstand fra livsverdenen. Han mener ikke, at deres brug af traditionelle elementer
indikerer nostalgisk utopisme, men en radikal refleksivitet og transformativ
kraft (Schehr 1997).
Den eksisterende litteratur ser således i høj grad økosamfund og andre intentionelle
fællesskaber som interessante, fordi de frembyder en samfundskritik.
Dels fordi man ved at se på, hvad økosamfundene kritiserer, kan nå frem til en
bedre forståelse af, hvad der foregår i samfundet som helhed – man kan kalde
det økosamfundet som spejl – og dels fordi man håber, at økosamfundene kan
bidrage aktivt til samfundets selvkritik ved at være eksempler på, hvordan bestemte
forhold kan forandres; dette kan man kalde økosamfundene som avantgarde.
Sagt på en anden måde kan man både lære noget af de spørgsmål, økosamfundene
stiller, og de svar, de giver.
21

Der er heller ikke tvivl om – jf. de indledende citater – at økosamfundsbevægelsen
også ser sig selv som en kritisk stemme i samfundet. Som følge heraf er det
oplagt at se nærmere på, hvad det så er for en kritik, de danske økosamfund artikulerer,
og hvordan de søger at omsætte den til praksis, og afhandlingen vil
også indeholde analyser af dette. Imidlertid mener jeg som nævnt, at økosamfund
også er andet end samfundskritik.
Økosamfund som livsstil og hverdagsliv
”Linda indrømmer, at selv om hun godt kunne lide tanken om et økosamfund, var
hendes oprindelige motivation, at byggegrunde i fællesskabet var langt billigere
end i de omkringliggende udstykninger” (Kasper 2008:14)
Ovenstående citat fra en informant i sociologen Debbie Kaspers studie af amarikanske
økosamfund illustrerer, at økosamfund ikke altid primært ses som kritiske
strategier, men også som pragmatiske løsninger på f.eks. et boligproblem.
Selv om økosamfund ofte fremstilles som undtagelser og som radikalt anderledes
end det omgivende samfund, er de samtidig også en del af dette omgivende
samfund og underlagt mange af de samme betingelser som alle andre. Når
jeg lægger op til også at se økosamfund som ramme om hverdagsliv, betyder
det, at jeg også vil se på træk, som gælder for beboere i økosamfund, fordi de,
såvel som andre, lever i et bestemt samfund på et bestemt tidspunkt, nemlig i
det danske, der har visse træk til fælles med andre vestlige, senmoderne samfund.
Her vil jeg især fremhæve det, som bl.a. sociologen Anthony Giddens har
kaldt aftraditionaliseringen og selvet som refleksivt projekt.
Kort fortalt er hans pointe, at det senmoderne samfunds refleksivitet tvinger
hver enkelt til at forholde sig refleksivt til sin egen identitet og biografi. Ved refleksivitet
forstår Giddens den systematiske fremvækst af viden om alle samfundets
aspekter, som samtidig hele tiden udfordres af den institutionaliserede
radikale tvivl – fordi der altid kan komme ny viden frem, der relativerer den
forrige. Denne refleksivitet betyder, at hverken traditionen eller andre autoriteter,
som f.eks. religion eller videnskab, kan forsyne den enkelte med sikre og
entydige retningslinjer for, hvordan han eller hun bør leve sit liv (Giddens
1991; Kaspersen 2001). I yderste konsekvens er ingen praksisser længere undtaget
fra den radikale tvivl, og såvel de mindste spørgsmål (Hvad skal jeg spise
til morgenmad?) som de største (Hvem er jeg, og hvad er meningen med mit
liv?) er overladt til individet selv at besvare. Det betyder ikke, at der ikke længere
optræder autoriteter, f.eks. i form af religiøse eller terapeutiske livstolk-
22

ninger, der står klar med svar på disse og andre spørgsmål – men hvert enkelt
individ har til enhver tid valget mellem mange autoriteter og kan i princippet altid
vælge om og flytte sin loyalitet til en anden autoritet. Dette gør, at individet i
sidste instans kun kan retfærdiggøre sine valg med henvisning til sig selv –
mennesket er med Sartres ord dømt til frihed.
”Jo mere du selv er tvunget til at skabe dit liv i en situation med flere valgmuligheder,
jo mere tvinges du til at tænke i forskellige fremtidsmuligheder og dermed
i risikoscenarier” (Kaspersen 2001: 211)
Den enkelte har således både ret og pligt til at sammensætte en selv-identitet,
som giver mening – med Giddens ord må man kunne ”holde en fortælling gående”
om sig selv (Giddens 1991). Og processen med at skabe denne fortælling
er aldrig slut, for man er aldrig sikker på, at den ikke kan blive udfordret af nye
udviklinger.
Ingen kan imidlertid leve med at holde alle muligheder flydende hele tiden –
det ville umuliggøre enhver handlen. Derfor er individet ifølge Giddens også
nødt til at vælge en livsstil, dvs. et sæt af rutiniserede praksisser, som reducerer
antallet af aktive valg, individet skal foretage i det daglige. Elementer, der ilsammen
udgør en livsstil er f.eks. beskæftigelse, bolig, familiestruktur, fritidsaktiviter,
forbrug og holdninger.
Man kan diskutere, hvor aktivt og bevidst et ”valg” det giver mening at tale
om. Der kan spores en modsætning mellem Giddens’ betoning af individets refleksive
valg og f.eks. Pierre Bourdieus vægt på hverdagslivets habituelle, prærefleksive
praksis. Jeg ser imidlertid ikke disse to som gensidigt udelukkende,
men snarere som forskellig vægtning af træk, som eksisterer side om side i et
moderne hverdagsliv. De fleste af vores daglige praksisser befinder sig på det
rutineprægede, habituelle niveau, sådan at forstå, at vi ikke daglig skal tage stilling
til de identitetsmæssige implikationer i alle handlinger, fra valget af morgenmadsprodukt
til fordelingen af arbejdsopgaver i hjemmet. Samtidig ved vi
dog, at alle disse valg i princippet kan blive udfordret af eksperter, kolleger eller
medier; der er så at sige et latent valgpotentiale, som kan aktiveres og f.eks.
søges aktiveret af diverse instanser, som prøver at trække rutineiserede praksisser
såsom indkøb af fødevarer fra det rutinemæssige op på det refleksive niveau
med det formål at fremme sundhed, miljø osv. Dertil kommer, at det i visse situationer
er så godt som umuligt at foretage rutiniserede handlinger, fordi vi
står over for valg, hvis konsekvenser er åbenlyse, bl.a. vedrørende etablering af
fremtidige rammer for den rutiniserede hverdagspraksis. Valget af bolig er net-
23

op et af disse højrefleksive valg, der, når det én gang er truffet, etablerer rammer
for hverdagslivspraksis på en lang række områder, såsom transport, fritidsaktiviteter
og familieliv.
Hjemmet som hverdagslivets centrale sted
”Hjemmet bliver en følelse, noget trygt, noget ubesværet. Et sted man kan lade
facaderne falde og slappe af. Hjemmet får status som et særligt sted, næsten uden
for tid og rum. Således er det bemærkelsesværdigt, at hjemmet i modsætning til
andre steder ikke knytter forholdsord til sig. F.eks. tager man på arbejde, i skole,
ned og handler, men hjem tager man bare. Hjemmet er hævet over alle andre forhold.
Ikke bare er det herfra en ny dag begynder, og der dagen ender, men rammen
om selve livet, lige fra man træder ind i verden gennem barndomshjemmet til
man uigenkaldeligt går hjem til Gud. At komme hjem er en særlig handling. Det
er som afslutningen på en historie. Først hjemme er vi sikre på at dagen ender
godt, og først da kan vi gøre status. Derfor er hjemmet ukrænkeligt.” (Vacher
2006:30)
Som ovenstående citat udtrykker, er hjemmet centralt i moderne hverdagsliv, og
det er da også, navnlig i de seneste 20 år, blevet gjort til genstand for en omfattende
navnlig antropologisk inspireret forskning, der har indkredset en række
karakteristiske træk, som er med til at gøre hjemmet til et sted, der har en særlig
rolle at spille i den refleksive modernitet (se f.eks. Douglas 1991; Dupuis og
Thorns 1998; Gram-Hanssen og Bech-Danielsen 2004; Gram-Hanssen et al.
2007; Gram-Hanssen og Bech-Danielsen 2007; Sjørslev 2007a; Löfgren 2008;
Clapham 2008).
Hjemmets særlige karakter har at gøre med, at det er et fysisk sted (boligen),
hvortil der knytter sig bestemte følelser (at føle sig hjemme) og praksisser
(hjemskabelse).
”Hjemmet er det tidsligt og rumligt centrale i vores hverdagsliv, også selv om det
ikke nødvendigvis er der, vi tilbringer flest timer, fordi hjemmet er der, hvorfra vi
tager ud og vender tilbage.” (Gram-Hanssen & Bech-Danielsen 2007:54)
Hjemmet som fysisk sted danner rammen om det intime liv og de familiære relationer
(Kjær 2006; Jans og Rydén 2006; Gram-Hanssen & Bech-Danielsen
2007). I hjemmet kan man have sin historie med sig i form af de ting, man har
anskaffet i forskellige livsfaser, og de ting, der bevidst er produceret som minder,
f.eks. fotos og scrapbøger. Hjemmet fungerer som håndgribelig erindringscontainer
og bidrager herved i kraft af sin materialitet til at stabilisere den identitet,
den enkelte har opbygget, og holde livsfortællingen gående (Vacher 2007;
Raahauge 2007b).
”Man iscenesætter sig og skaber sig, man performer, og når man bor i Danmark,
så gør man det i høj grad via sit hus og ikke, som hvis man for eksempel havde
24

været fra Trinidad, via sit street outfit eller dekorationerne på sin bil.” (Sjørslev
2007a:119)
Hjemmet er også rutinens sted, hvor man kan færdes uden at behøve at tænke
over det. Mange af de dagligdags aktivteter i hjemmet foregår rutinemæssigt og
som tavs viden, som man ikke behøver at tænke over, før man f.eks. skal til at
forklare dem til fremmede. Rutinerne kan fungere støttende, fordi de frigiver
energi til andre ting, men kan også virke begrænsende (jf. Douglas 1991; Löfgren
2008).
Imidlertid bliver et fysisk sted ikke uden videre til et hjem, og hjemmet og
boligen er ikke nødvendigvis det samme. For at kunne føle sig hjemme i en bolig
skal man først gøre den til et hjem. Hjemskabelsen er en aktiv proces, hvorigennem
beboeren tilegner sig stedet og gør det til sit hjem ved f.eks. at slette
fysiske eller symbolske spor efter tidligere ejere og sætte sine egne spor.
”Gennem bygge- og indretningsaktiviteterne slår vi rødder i boligen og opbygger
et tilhørsforhold til den.” (Gram-Hanssen & Bech-Danielsen 2007:57)
Tilegnelsesprocessen er ikke tilendebragt én gang for alle, selvom den måske
har sin mest intensive fase i forbindelse med hjemskabelsen; den intensive
hjemskabelse efterfølges af en rutinemæssig vedligeholdelse af hjemligheden,
f.eks. i form af rengøring og havearbejde. Hjemfølelsen er således forankret i
det materielle, hvad enten dette så udgøres af et hus eller en papkasse (Ginsberg
1999; Winther 2006). Som den stabile ramme bidrager hjemmet til at give beboerne
en følelse af ontologisk sikkerhed og tryghed, ligesom følelser af hjemlighed
også inkluderer følelsen af frihed – frihed fra andres overvågning og
indblanding. Hjemmet er der, hvor man selv bestemmer (Ærø 2002).
Hjemskabelsen er også en proces, hvorigennem man etablerer relationer til
de mennesker, man deler hjem med. At skabe et hjem er også at skabe en familie,
og hjemmet ses da også ofte som en symbolsk udvidelse af sine beboere
(Gullestad 1991; 1992; Gram-Hanssen 2007). Således føler mange et ligefrem
fysisk ubehag, hvis hjemmets grænser er blevet overtrådt af f.eks. indbrudstyve,
eller hjemmet har lidt skade (se f.eks. Vacher 2007).
Hjemmets rum og de hjemlige rutiner er altså stærkt følelsesladede og så tæt
knyttede til den individuelle identitet, at de næsten føles som en del af én selv.
Derfor kan det være problematisk, når de udfordres, f.eks. når to flytter sammen:
”Pardannelse er en af de situationer, hvor rutiner pludselig bliver synlige som sociale
og kulturelle konfliktarenaer. To individer, hver med sit sæt af indgroede
25

vaner, skal forhandle sig frem til en fælles husholdning. Mine normale rutiner bliver
konfronteret med dine sære vaner.” (Löfgren 2008:97)
På samme måde kan accepten af hinandens ting være en udfordring, fordi man
ikke selv har valgt dem og alligevel skal inkorporere dem i sit hjemlighedsprojekt
(jf. også Wulf-Andersen 2000). Gaver og arvestykker kan på samme måde
være problematiske, fordi de typisk kommer til én, uden at man selv har valgt
dem (Raahauge 2007a; Raahauge 2007b).
Hjemmet er ikke en klart afgrænset enhed; man kan snarere tale om grader af
hjemlighed, således at den, der forlader sit hjem, går igennem en række zoner af
faldende hjemlighedsfølelse – huset, vejen, kvarteret, byen. Disse zoner kan
være entydigt afgrænsede fra deres omgivelser, eller de kan flyde gradvist over
i hinanden.
Økosamfund som hjem
Ser man på økosamfund fra dette perspektiv, bliver man opmærksom på nogle
aspekter, som kritik-perspektivet i sin fremhævelse af det radikalt anderledes
ved økosamfund ikke i så høj grad belyser. Hverdagslivsperspektivet belyser i
højere grad de fælles vilkår og kulturelle forestillinger, som økosamfundenes
beboere i lighed med andre må forholde sig til. Etableringen af økosamfund er
således en variant af hjemskabelsesprocessen og må som sådan formodes være
underlagt nogle af de samme mekanismer, som gør sig gældende, når et enkelt
par eller en enkelt familie skal skabe hjem sammen. Udformningen af de fælles
områder, forhandling af grænser mellem ”dit”, ”mit” og vores”, etablering af
grænser mellem den enkelte bolig og fællesskabet samt mellem fællesskabet og
de omkringliggende områder er eksempler på temaer, man kan forvente at støde
på i denne fase. I et eksisterende økosamfund vil der i forlængelse af dette foregå
løbende symbolsk og praktisk vedligeholdelse af hjemmet og forhandlinger
herom, f.eks. i forbindelse med hvem der gør det praktiske arbejde, hvor tit, og
efter hvilken standard.
Kritik og/eller hverdagsliv?
Denne modstilling mellem økosamfund som kritik og økosamfund som hverdagsliv
er selvfølgelig en analytisk opdeling, netop fordi økosamfundene kan
betragtes som begge dele. Dels fordi det er de samme økosamfund, vi snakker
om, og dels fordi de to perspektiver ikke i praksis kan separeres. Når økosamfundene
f.eks. bygger fælleshuse eller anlægger bæredygtige spildevandsanlæg,
26

er det et eksempel på en sammenfiltring af det kritiske og det hverdagslige, fordi
nogle praksisser, der i et kritisk perspektiv opfattes som bedre, hermed institutionaliseres
og rutiniseres. At se økosamfundet som livsstilsvalg er således
ikke det samme som at frakende det kritisk potentiale. For det første fordi tilvalget
af enhver livsstil ifølge f.eks. den britiske socialantropolog Mary Douglas
samtidig er et fravalg og en implicit kritik af alle andre mulige livsstile:
”Et valg er en loyalitetshandling og en protest mod den uønskede samfundsmodel”
(Douglas 1996:43).
For det andet fordi økosamfundene har et eksplicit kritisk element, som ikke alle
livsstilsvalg har.
Ser man økosamfundene i et hverdagslivsperspektiv som resultater af livsstilsvalg,
kan de stadig være udtryk for en bevidst kritisk praksis – men de behøver
ikke nødvendigvis at være det eller ikke kun og primært at være det.
Livsstilens karakter af sub-refleksiv pakkeløsning gør, at det kan være ganske
svært at slutte fra det, at en person flytter i et økosamfund, til at han har taget
stilling til ethvert af økosamfundsbevægelsens standpunkter.
Forskellen på det ovenfor beskrevne samfundskritik-perspektiv og hverdagslivs-perspektivet
er således i høj grad en forskel i vinkling: Hvor samfundskritik-perspektivet
ser økosamfundet som en bestemt form for samfundskritik,
som derudover også udgør et sted at bo og en ramme om medlemmernes hverdagsliv,
ser hverdagslivs-perspektivet økosamfundet primært som bolig – men
en bolig, der har den kritiske dimension som en del af sit distingverende og
identitetsskabende potentiale.
Videnskabelige fortællinger
Jeg nævnte tidligere, at denne afhandling kun rummer nogle få blandt flere mulige
perspektiver på økosamfundene, nemlig de perspektiver, som den udefrakommende
sociolog har kunnet få øje på. Dette betyder naturligvis ikke, at alle
mulige andre perspektiver har fuldstændig samme status. Beboere i økosamfundene
vil kunne fortælle om deres helt personlige erfaringer, som er unikke for
dem og for så vidt hinsides diskussion. I modsætning hertil er et videnskabeligt
projekt underlagt en række regler og konventioner, som betyder, at det i højere
grad kan holdes op mod fælles idealer og gøres til genstand for systematisk diskussion
og evaluering.
Jeg læner mig her op ad Henning Bechs position, som han beskriver den i sin
indledning til bogen ”Kvinder og mænd” (Bech 2005). Han taler her ikke om
27

teorier, men om videnskabeligt kvalificerede fortællinger og udstikker nogle
kvalitetskriterier, som disse bør leve op til, nemlig kriterier om adækvathed og
frugtbarhed. Jeg finder, at Bechs formulering har et antal fordele:
For det første anerkender Bech med sin brug af ordene historier og fortællinger
den videnskabelige teksts karakter af tekst, hvorved han understreger det
element af skrøne, der altid vil være i selv den mest velargumenterede videnskabelige
redegørelse: Der er altid en rest, der ikke lader sig bevise, men kræver
læserens ”willing suspension of disbelief”.
For det andet lægger han vægt på de videnskabelige teksters videnskabelighed.
Denne bygger på, at de er underkastet de regler, der er udviklet af det videnskabelige
samfund gennem videnskabens og disciplinernes historie, og som
opstiller et ideal om kritisk refleksion i forhold til et ideal om en adækvat repræsentation
af virkeligheden. Hvorvidt en teori er adækvat handler om:
”… hvorvidt og hvordan en teori stemmer overens med foreliggende empirisk
materiale, og hvorvidt teorien er internt konsekvent og konsistent” (Bech
2005:13)
For det tredje tilføjer Bech endnu et kriterium for videnskabelige fortællingers
kvalitet ud over deres adækvathed, nemlig det, han kalder deres frugtbarhed:
”… hvorvidt de kan fremme udviklinger mod et godt liv. (…) i lyset af hvad det
kunne være under andre, bedre omstændigheder (…) Med andre ord: forskningen
skal virke i retning af at liv og samfund kan udvikle sig til det bedre. (…) Hvad
der er ’frugtbart’ for det ’bedre’, er med andre ord hverken absolut og endegyldigt
fastlæggeligt eller hævet over at blive kvalificeret gennem kritisk refleksion.”
(Bech 2005:26)
Kritik er således i denne forståelse ikke det samme som negativisme. Endelig
pointerer Bech, at man udmærket, ja endog med fordel kan tænke sig, at forskningen
ikke nødvendigvis skal holde sig inden for rammerne af ét teoretisk perspektiv:
”I stedet er en flerhed af fortællinger at foretrække – fortællinger der netop når deres
adækvathed og frugtbarhed ved at forholde sig til forskellige sider af den
mangedimensionale virkelighed.” (ibid.:28; forfatterens fremhævelse)
Således kan man se fortællingen om økosamfundene som samfundskritik og
fortællingen om økosamfundene som hverdagsliv som to overordnede fortællinger,
som hver især belyser visse aspekter ved økosamfundene og udblænder
andre.
Ud over disse to overordnede fortællinger har jeg undervejs i de forskellige
kapitler inddraget specifikke teorier og metoder, hvor jeg fandt, de kunne hjæl-
28

pe mig med at forstå og belyse forskellige aspekter af økosamfundenes praksis
og virkelighed.
Afhandlingens opbygning
Ofte forventes det, at en indledning munder ud i én problemformulering eller ét
forskningsspørgsmål, som dækker resten af afhandlingen. Imidlertid er det ikke
sikkert, at det er det bedste at gøre i alle tilfælde. Den multiperspektiviske tilgang
som beskrevet ovenfor går ikke nødvendigvis godt i spænd med én problemformulering,
som risikerer at blive så overordnet, at den ikke kan udfyldes.
Denne afhandling er således heller ikke opstået ved opstilling af ét overordnet
forskningsspørgsmål, som så derefter er opdelt i underspørgsmål, men er snarere
vokset frem af ”klumper” i empirien, som jeg har set som rummende interessante
problematiseringer af forskellige aspekter af livet i og omkring det empiriske
felt, der udgøres af de danske økosamfund. Derfor er det da også tilfældet,
at de forskellige kapitler til en vis grad befinder sig på forskellige analyseniveauer
og vil noget forskelligt.
I kapitel 2 gør jeg rede for det empiriske arbejde, der ligger til grund for afhandlingens
analyser, og de metodologiske valg og fravalg, jeg har gjort i forbindelse
med dette.
I kapitel 3 giver jeg en kort præsentation af feltet, idet jeg beskriver de undersøgte
økosamfund på udvalgte parametre som størrelse, beliggenhed og organisationsform
og giver et overblik over økosamfundenes beboersammensætning
sammenlignet med den samlede danske befolkning på gængse socioøkonomiske
variable.
I kapitel 4 ser jeg nærmere på økosamfundenes kritiske aspekt, idet jeg
igennem en læsning af økosamfundsbevægelsens tekster fremanalyserer dens
fælles kritiske vision og ser på, hvordan økosamfundene kobler idealet om økologisk
bæredygtighed sammen med forskellige værdiordener. Teoretisk trækker
dette kapitel på de franske sociologer Luc Boltanski og Laurent Thévenot og
deres pragmatiske kritiksociologi.
I kapitel 5 ser jeg fra samme teoretiske udgangspunkt på, hvordan en konkret
udmøntning af økosamfundenes kritiske vision kan finde sted, og hvordan
den kritiske vision spiller sammen med hverdagslivets prakssisser, idet jeg ana-
29

lyserer sekvenser af debatter, der stammer fra møder i et økosamfund under opbygning.
I kapitel 6 bliver jeg ved det empiriske felt møderne, men inddrager teoretiske
perspektiver fra organsationssociologi og ritualteori for at analysere, hvad
møderne i økosamfund gør ud over at generere beslutninger. Jeg analyserer således
møderne som demokratiske eksempler, integrative ritualer og sociale selektionsprocesser.
I kapitel 7 ser jeg på økosamfundenes ideal om det gode familieliv i sammenhæng
med dels alment udbredte forestillinger om dette, dels den tidligere
kollektivbevægelses kritik af kernefamilien. Kapitlet indledes med en vignet,
hvor seks børnefamilier fortæller om deres forventninger til familielivet i økosamfundet.
I kapitel 8 går jeg nærmere ind på den del af økosamfundenes vision, der
handler om fællesskab. Teoretisk trækker jeg her på den omfattende litteratur
om social kapital og analyserer økosamfundenes sociale kapital internt, eksternt
og i forhold til det umiddelbare lokalsamfund.
I kapitel 9 samler jeg op på analysekapitlerne og diskuterer analysernes
konklusioner og perspektiver.
30

Kapitel 2 Metodologiske overvejelser
Dette kapitel redegør for, hvordan jeg er kommet frem til de empiriske analyser,
der udgør resten af afhandlingen: Hvordan har jeg fundet frem til det materiale,
som er analysernes genstand, hvilke valg og fravalg har jeg gjort i den forbindelse,
og hvilke konsekvenser har det for analysernes gyldighed?
Praktisk genstandskonstruktion: analysens
første skridt
Det er en ofte gentaget sandhed, at forskningsprocessen begynder allerede i definitionen
af den genstand, man vil undersøge (se f.eks. Bourdieu 1990; Amit-
Talai 2000; Silva og Edwards 2006). I det følgende beskriver jeg temmelig detaljeret,
hvordan jeg i praksis har afgrænset min undersøgelsesgenstand. Jeg
skriver med vilje ”i praksis”, da det har været en temmelig praktisk og operationel
proces.
Økosamfund – en lodden kategori
Økosamfund er, som det forhåbentlig er fremgået af indledningen, ikke en
skarpt defineret kategori, hverken i litteraturen eller blandt beboerne i økosamfundene
selv. Jeg valgte tidligt at afgrænse mig til de fællesskaber, som er medlemmer
af LØS (Landsforeningen for Økosamfund), ud fra den tanke, at medlemsfællesskaberne
– i hvert fald i teorien – måtte have et minimum af idémæssigt
fællesgods, en fælles kerne, der gør, at de alle identificerer sig som økosamfund.
Som allerede nævnt er det imidlertid ikke helt så enkelt, da det medlemskab,
som gør, at jeg har medtaget et fællesskab i undersøgelsen, kan være
resultatet af, at nogle få på et tidspunkt har foreslået, at man skulle melde sig
ind i LØS, og det så er blevet vedtaget eller i det mindste ikke nedstemt. Dette
kan dække over alt fra nær identifikation med LØS’ ideologi, typisk i fællesskaber
hvor nogle medlemmer er aktive i organisationen, til en vag sympati og
følelse af slægtskab. Nogle informanter protesterer i spørgeskemaet mod betegnelsen
”økosamfund”, og de fleste steder kalder sig faktisk ikke økosamfund
(kun ét sted hedder officielt noget med Økosamfund – se tabel 1). Alligevel har
jeg, som nævnt i indledningen, fastholdt LØS-medlemskabet som kriterium, da
31

jeg foretrækker fællesskabernes selv-kategorisering frem for den, jeg evt. kunne
foretage 8 .
Tabel 1 nedenfor viser en oversigt over LØS’ medlemmer i form af en bruttoliste
med cirkastørrelse og regional beliggenhed. Alle fællesskaber i tabellen
er medlemmer af LØS og er primært bofællesskaber, dvs. steder, hvor mennesker
bor. LØS har imidlertid også andre medlemmer, som ikke primært er bofællesskaber,
men institutioner med andre formål, f.eks. uddannelse, behandling
eller forskning (se bilag 3). Disse steder har jeg ikke medtaget i undersøgelsen.
8 Jeg har dog valgt at udelade Christiania, som ganske vist er medlem af LØS, men som skiller sig ud fra
det øvrige felt. Christiania har f.eks. næsten lige så mange beboere som resten af økosamfundene tilsammen.
Hvis jeg inkluderede Christiania, ville det derfor komme til at fylde meget i især det kvantitative
materiale. Desuden kunne Christianias historie give stof til – mindst – én selvstændig ph.d.afhandling;
så meget desto mere, som stedet i perioden fra 2004-2009 endnu engang har været genstand for intens
politisk opmærksomhed.
32

Tabel 1: Medlemsfællesskaber i LØS
Navn
(kursiv: deltager ikke)
Cirka-antal beboere
Region
(antal børn i parentes) 9
Andelssamfundet i Hjortshøj 120 Midtjylland
Baungård 18 (7) Syddanmark
Christiania 650 (250) Hovedstaden
Fjordvang 5 Nordjylland
Friland 35 Midtjylland
Fri og Fro 35 Sjælland
Hallingelille 40 Sjælland
Hertha Levefællesskab 70 (15) Midtjylland
Hesbjerg 25? Syddanmark
Kirstinelund 7 (7) Midtjylland
Munksøgård 150 Sjælland
Møllegården 7 (5) Midtjylland
Ottrupgård 32 (30) Nordjylland
Den Selvforsynende Landsby 25 (10) Syddanmark
Snabegård 18 Midtjylland
Svanholm 65 (40) Sjælland
Sættedammen 50 Hovedstaden
Thylejren – Det ny samfund 50 (20) Nordjylland
Tigerens Rede 40 Syddanmark
Tranehøj 12 (8) Sjælland
Udgaarden 60 Midtjylland
Vaarst Vestervang 31 (34) Nordjylland
Økosamfundet Dyssekilde 84 (39) Hovedstaden
Afgrænsningsproblematikker: Hvem er ikke med?
Den udvælgelsesproces, jeg her har skitseret, har selvfølgelig konsekvenser,
idet jeg pr. definition udelukker fællesskaber, der ikke er medlemmer af LØS.
På denne måde er populationen selvselekteret, idet jeg ikke er herre over, hvilke
fællesskaber der er medlemmer af LØS, og hvilke der ikke er det. Det er af
9 Antallet af beboere i denne tabel er angivet ud fra fællesskabets egne oplysninger i bogen Økosamfund
i Danmark (Elm og Dilling-Hansen 2003) eller på hjemmesider. Det er ikke alle steder, antallet er opgjort
på børn og voksne. I visse tilfælde viste det sig, at tallene ikke længere var aktuelle, når jeg kom ud
med spørgeskemaer.
33

samme grund vanskeligt at sige noget definitivt om, hvorledes afhandlingen
ville have set ud, hvis jeg havde valgt andre selektionskriterier. Jeg kunne f.eks.
være gået mere teoretisk til værks og opstillet en række kriterier ud fra litteraturen,
hvorudfra jeg havde defineret min sample. Jeg kunne også have fundet fællesskaber
ud fra sneboldsmetoden, således at jeg havde spurgt mine informanter,
om de kendte til steder, som kunne være relevant for mig at medtage.
Der er forskellige afgrænsningsproblematikker her.
For det første er kun de fællesskaber medtaget, der var medlemmer på et bestemt
tidspunkt. Siden jeg foretog udvælgelsen, kan nye fællesskaber være opstået,
og eksisterende fællesskaber kan have besluttet sig for at melde sig ind.
For det andet er der en afgrænsningsproblematik i forhold til det, man kan
kalde almindelige bofællesskaber. I Danmark findes der et sted mellem 50 og
150 bofællesskaber, som er kendetegnet ved, at flere eller færre familier bor i
separate enheder, men med en udstrakt grad af fællesfaciliteter, fællesspisning
osv 10 . Sættedammen, som er med i LØS og således i min sample, var et af de
første bofællesskaber i Danmark. Når de definerer sig som et økosamfund,
mens andre bofællesskaber fra samme periode ikke gør, er det i høj grad en historisk
tilfældighed, idet der er beboere i Sættedammen, som har sympatiseret
med LØS i tilstrækkelig grad til at melde sig ind.
Det springende punkt i alt dette er selvfølgelig, om de udvalgte fællesskaber
har tilstrækkelig meget til fælles, så det giver mening at se dem som ét felt, adskilt
fra de beslægtede fællesskaber, som ikke er med. En anden måde at spørge
på er: Hvis jeg ikke havde brugt LØS-medlemskabet som kriterium, ville jeg så
have fået nogle fællesskaber med, som var så meget anderledes, at de ville rokke
markant ved konklusionerne? Jeg mener efter at have besøgt de medtagne
fællesskaber, at det giver mening at anvende LØS-medlemskabet som kriterium,
da det får det kritiske perspketiv til at stå mere klart; men jeg anerkender
også, at der er forskelle internt i feltet. Nogle af disse kommer jeg nærmere ind
på i kapitel 3. Hvorvidt afhandlingens resultater kan siges at gælde bredere end
de undersøgte fællesskaber, vil jeg komme nærmere ind på i konklusionen.
10 Da der ingen centrale opgørelser findes over dette, er det et skøn, som bygger på dels Kathryn McCamant
og Charles Durretts bog Cohousing (McCamant og Durrett 1988), dels en mailveksling med Knud
Arbirk, som administrerer hjemmesiden www.bofællesskab.dk. Han mener, at ca. 5.000 danskere bor i
bofællesskaber.
34

Den empiriske proces
I det følgende vil jeg for det første give en skematisk fremstilling af den empiriske
proces i kronologisk orden samt et overblik over det materiale, jeg er endt
med. Dernæst vil jeg gå mere detaljeret ind i hver af de anvendte metoder og
gøre rede for de overvejelser af både praktisk og mere principiel karakter, jeg
har gjort mig i forbindelse med den pågældende metode.
Redegørelse for processens forløb
Ved projektets start var økosamfund et relativt ukendt felt for mig, og jeg indledte
derfor med en pilotfase bestående af interview med fire nøglepersoner:
den daværende formand for LØS og initiativtager til Hallingelille; en arkitekt
og permakulturdesigner; en pioner fra Andelssamfundet i Hjortshøj; og en beboer
og rundviser på Munksøgård. Formålet med denne runde var at få en fornemmelse
af felten, baggrunden og historien bag de økosamfund, de pågældende
selv havde kendskab til. Denne pilotrunde gav mig også lejlighed til at besøge
Andelssamfundet i Hjortshøj og Munksøgård samt det, der skulle blive til
Hallingelille, men som på det tidspunkt endnu var en bar mark.
På ca. samme tidspunkt fik jeg via mit private netværk mulighed for at deltage
i en række møder i en bogruppe under etablering i tilknytning til et af de
eksisterende store økosamfund. Dette så jeg som en oplagt mulighed for at stifte
bekendtskab med de temaer, der optog medlemmerne i gruppen. I afsnittet om
deltagerobservation nedenfor kommer jeg nærmere ind på dette forløb. Jeg
fulgte gruppens møder i et år og afsluttede forløbet med at interviewe gruppens
medlemmer hver for sig eller parvis.
Efter at have gennemført denne indledende kvalitative fase havde jeg identificeret
en række temaer, som jeg fandt interessante, men jeg havde også fundet
ud af, at det krævede det en kvantitativ tilgang at besvare nogle af de spørgsmål,
jeg gerne ville kunne stille. Derfor konstruerede jeg på basis af de kvalitative
resultater et spørgeskema, som jeg efterfølgende delte ud til (i princippet)
samtlige beboere i LØS-fællesskaberne. Spørgeskemaerne rummede både åbne
og lukkede spørgsmål, som jeg efterfølgende bearbejdede ved dels kvantitative,
dels kvalitative metoder.
35

Tabel 2: Den empiriske proces
År Tekstanalyse Observation Interview Spørgeskema
2004 Forår Læsning af Deltagerob- Interview med
tekster i bøger servation i nøglepersoner
og på hjem- bogruppe un-
Efterår mesiderder opstart
2005 Forår
Efterår
2006 Forår
Efterår
2007 Forår
2008 Forår
Orlov fra projektet
Efterår Deltagerobservation
ved
møder i forbindelse
med
indsamling af
spørgeskemaer
Efterår
2009 Forår
36
Enkelt- og parinterview
med
bogruppemedlemmer
Konstruktion
og pilottest af
spørgeskema
Indsamling af
spørgeskemadata
Analyse af
spørgeskemadata
Under hele processen har jeg sideløbende læst tekster skrevet af beboerne i
økosamfundene selv og offentliggjort på hjemmesider og på tryk, navnlig bogen
Økosamfund i Danmark (Elm & Dilling-Hansen 2003). Den empiriske proces
har således været en vekselvirkning mellem kvalitative og kvantitative tilgange.
I det følgende vil jeg gennemgå hver metode for sig og gøre rede for,
hvordan processen er forløbet, og hvilke valg jeg har truffet.

Tabel 3: Empirisk materiale
Kilde Mængde Art
Tekster i bog og på hjemmesider
Nøglepersoninterview 4 interview, ca 120 siders
transskription
Deltagerobservation i
Bogruppe
Ca. 500 siders tekst Tekster produceret af økosamfundsmedlemmer
9 møder, tilsammen ca. 40
timer
Interview 11 interview med deltagere
i bogruppe, ca. 300 siders
transskription
Spørgeskemaer 506 besvarelser på 982 uddelte
skemaer
Kvalitative tilgange
Deltagerobservation
37
Transskriberede lydoptagelser
Noter, lydoptagelse og videooptagelser
samt transskriptioner
Transskriberede lydoptagelser
Datafil med åbne og lukkede
spørgsmål
Kort tid efter projektets opstart fik jeg som nævnt mulighed for at følge en
gruppe mennesker, der var i færd med at grundlægge en ny bogruppe i et af
LØS-medlemsfællesskaberne 11 . Dette økosamfund er organiseret i et antal
bogrupper, hver bestående af 12-20 husstande. Økosamfundet er grundlagt i
1990’erne og er siden vokset med én bogruppe ad gangen. Således er bogruppen
det primære fællesskab, den enkelte indgår i, og selve Økosamfundet fungerer
som en paraply. På det tidspunkt, hvor mit projekt startede, var der planer
om at etablere tre nye bogrupper på en storparcel, for hvilken en lokalplan først
skulle udarbejdes, hvorefter jorden skulle købes af kommunen.
At jeg fik mulighed for at deltage i Bogruppens møder skyldes det tilfælde,
at nogle af mine venner nævnte, at de var gået ind i bogruppen med henblik på
at bygge hus og flytte til økosamfundet. De havde på det tidspunkt lige fået deres
første barn og ønskede ikke at blive boende i lejlighed. Jeg så en mulighed
for at få en fornemmelse af feltet og spurgte om lov til at deltage i gruppens
møder. Mine venner, som på denne måde kom til at fungere som gatekeepere,
viderebragte mit spørgsmål til gruppen, som indvilgede, hvorefter jeg fulgte
gruppens møder, som blev holdt en gang om måneden, fra juni 2004 til marts
2005, og aflagde et ekstra besøg i september 2005.
11 Økosamfundet, bogruppen og alle enkeltpersoner er anonymiseret af forskningsetiske hensyn. I det
følgende omtaler jeg dem som Økosamfundet og Bogruppen med stort.

Møderne fandt sted i skiftende fælleshuse i Økosamfundet, som oftest på en
søndag; dog var der en enkelt gang, hvor et møde blev afholdt over en hel
weekend for at give mulighed for efterfølgende spisning og mere socialt samvær
i gruppen. Sammenlagt blev der i min observationsperiode afholdt ni møder.
Jeg deltog selv i de syv 12 . Til det første møde tog jeg noter i hånden. Det
andet møde optog jeg på minidisc, men derefter begyndte jeg at optage møderne
på video for at lette den efterfølgende udskrivning.
I analysefasen har jeg først gennemset alle videoerne og transskriberet dem
groft, dvs. med cirka-angivelser af, hvad der blev talt om på hvilke tidspunkter.
Efterfølgende har jeg detailtransskriberet de passager, som jeg gjorde til genstand
for nærmere analyse.
Deltagerobservationens erkendelsesproces
I perioden, hvor jeg observerede og deltog i Bogruppens møder (som deltagende
observatør snarere end observerende deltager, jf. Hammersley og Atkinson
2007), oplevede jeg, at jeg faktisk delte gruppens erfaring på en måde, jeg ikke
havde forudset. Til de første møder var jeg meget bevidst om det, man kan kalde
det etnografiske ubehag, dvs. en tydelig følelse af at være tilskuer, at være på
besøg i et fremmed felt og at være outsider. Men efterhånden som jeg havde
været med til et par møder, blev jeg hilst som en velkendt person, og det gik op
for mig, at deltagerne jo også selv havde gennemgået denne transition fra at være
fremmede for hinanden ved gruppens start (for de flestes vedkommende) til
at kende hinanden bedre og bedre. Fordi gruppen ikke var etableret endnu, eksisterede
den på en vis måde kun til møderne, og jeg var således en del af dens
tilblivelse.
Dog skal det selvfølgelig siges, at jeg på intet tidspunkt blev fuldt medlem af
gruppen. Således sagde jeg ikke ret meget på møderne, og de andre havde derfor
ikke lejlighed til at lære mig at kende på samme måde, som de lærte hinanden
at kende. Alligevel var det interessant på denne måde at mærke, hvordan en
gruppe fremmede over nogle måneder selv med ret begrænset interaktion langsomt
får en identitet som gruppe, også selv om mange medlemmer udskiftes
undervejs. Det hjalp givetvis også på accepten af mig, at jeg først kom med
voksende mave og senere med spædbarn og familie på slæb, ligesom flere af
12 Pga. graviditet og fødsel deltog jeg ikke i møderne i september og oktober 2004, men til ét af møderne
deltog en studentermedhjælper på mine vegne og optog også mødet på video, så jeg stadig kunne følge
med i, hvad der skete i gruppen, selv om jeg var fraværende.
38

gruppens egne medlemmer gjorde. Dette gjorde, at selv om jeg ikke sagde noget,
fik de alligevel lidt at vide om mig, f.eks. at jeg havde børn. Således blev
relationen mere lige og mindre præget af den fremmedgørende forskerinformant-rollefordeling.
Det, at jeg kendte nogle i gruppen personligt bidrog
også til dette. Endelig blev min efterfølgende interviewrunde nemmere, da de
fleste allerede kendte mig.
Det faktum, at to af mine venner selv deltog i gruppen i hele perioden, var
forudsætningen for, at jeg blev opmærksom på gruppens eksistens og fik adgang
til den og som sådan et heldigt tilfælde for mig, ligesom det hjalp mig til
at blive opmærksom på det faktum, at selve møderne var en form for front stage,
og at der således også måtte være en back stage. Derudover har det sine egne
problemer at have personlige venner og forbindelser som informanter, idet
det kan være svært for dem at vide, hvornår de taler med vennen, og hvornår
med forskeren.
Videooptagelser – fordele og ulemper
At optage gruppemøder eller gruppesamtaler på video har åbenlyse fordele. Jeg
har allerede nævnt, at det er langt lettere at transskribere diskussionerne, når
man kan se, hvem der taler. Video eller lydoptagelser gør det også muligt at få
langt flere detaljer med end noter. Til gengæld har jeg desværre måttet sande, at
videooptagelsen rummer en fare, netop fordi den er så god, nemlig at man
glemmer at tage noter undervejs eller kun gør det ufuldstændigt, fordi man regner
med, at kameraet husker for én. Jeg har flere gange ved senere gennemsyn
af en videooptagelse ærgret mig over, at jeg ikke har noteret mine iagttagelser
og tanker undervejs, eller for den sags skyld hvad der var blevet sagt under
båndskift, eller når kameraet var slukket.
Øvrige observationer
Ud over at gøre mine observationer i Bogruppen kom jeg som led i min indsamling
af spørgeskemadata til at deltage i et antal møder i fællesskaber over hele
landet, hvorved jeg også fik mulighed for at sammenligne på tværs, selv om det
kendskab, jeg her opnåede, var mindre dybtgående. Disse møder har jeg ikke
optaget på video, men umiddelbart efter hvert møde har jeg noteret et par sider
om, hvad der foregik på mødet, og mine indtryk heraf. Hovedudbyttet af disse
39

kortere besøg i mange økosamfund var, at jeg fik en bedre fornemmelse af både
forskelle og fællestræk i feltet.
Interview
Jeg afsluttede mine observationer i bogruppen i marts 2005. Hvornår man har
observeret nok er altid et åbent spørgsmål. Der er intet naturligt slutpunkt, og
man kan sige, at jeg sikkert ville have fået endnu mere nyttig viden, hvis jeg var
blevet ved. Der var primært tale om en pragmatisk afvejning af udbyttet ved videre
observation holdt op imod omkostningerne i form af tid, penge og besvær
ved at rejse til Jylland en søndag i hver måned, samt hvor meget empiri jeg realistisk
ville kunne behandle eftefølgende. Som afslutning på forløbet tilbragte
jeg en uge med at interviewe 11 af de 12 daværende husstande i gruppen. Den
sidste familie måtte jeg efter gentagne forsøg opgive at få kontakt med.
Interviewene blev gennemført som åbne, løst strukturerede interview, som
blev styret meget af, hvad informanterne var optaget af og havde lyst til at fortælle
om i forbindelse med deres deltagelse i bogruppen (se interviewguide i bilag
1). Ud fra devisen, at man ikke skal spørge om hvorfor, i dette tilfælde:
hvorfor de gerne ville bo i økosamfund, men hvordan, altså hvordan de var nået
frem til den beslutning (Becker 1998), havde jeg fra starten tænkt mig, at jeg
ville indlede interviewene med at bede informanterne fortælle mig deres bolighistorie.
Men allerede det første interview viste mig, at det ikke fungerede særlig
godt, set i bakspejlet formentlig fordi det ikke lykkedes mig at frame det
godt nok før interviewet. Informanterne var således forberedt og indstillet på at
tale om bogruppe og økosamfund, men ikke på at blive udspurgt om deres bolighistorie.
Derfor gik jeg i situationen væk fra at spørge om dette, og andre temaer
udviklede sig efterhånden, f.eks. temaer som børn i økosamfund, erfaringer
med bofællesskab fra barndommen, møderne, udformningen af huse osv.
Alle udskrifter af såvel interview som bogruppemøder har jeg kodet tematisk
via programmet NVivo. Analyseprocessen foregik som en vekselvirkning mellem
læsning af lange udskrifter, udvikling af kodetemaer, kodning i NVivo og
efterfølgende udtræk af alle de tekststykker, der var kodet under samme tema
(Bazeley 2007). En læsning af disse på tværs af de oprindelige interview gav så
anledning til udvikling af nye koder og yderligere kodning. Temaerne til kodningen
opstod i visse tilfælde ud fra de talendes egne betegnelser, i bogruppemøderne
således deltagernes egen definition af, hvad der blev diskuteret på et
40

estemt tidspunkt, f.eks. ”varmeforsyning” eller ”fælleshus”, og i andre tilfælde
ud fra teoretiske kategorier, som f.eks. i kapitel 4 og 5, hvor jeg benytter Boltanski
og Thévenots kritiktypologi.
I analysen af interviewdata gælder det, som sociologen Catherine Riessman
formulerer det:
”… en historie fortælles til bestemte mennesker; måske havde den antaget en anden
form, hvis tilhøreren havde været en anden.” (Riessman 1993:11)
Således har mine respondenter fortalt deres historier til mig, som er kvindelig
sociolog og småbørnsmor i 30’erne, og det vil sige til en person, som ligner
dem selv på visse punkter (som jeg kommer nærmere ind på i kapitel 3, er økosamfundene
beboet af ganske mange børnefamilier med videregående uddannelser).
At jeg har virket genkendelig, har jeg også sluttet af det faktum, at flere
har spurgt mig, om jeg selv boede i et økosamfund, og om jeg kunne overveje
at flytte ind i ét. Denne genkendelighed kan både have fordele og ulemper. En
ulempe kan være, at for meget tages for givet i interviewsituationen, så intervieweren
ikke får spurgt, og respondenten ikke får formuleret sig, om emner,
der formodes at være så selvfølgelige, at nærmere diskussion er overflødig.
Omvendt kan en vis genkendelighed lette interaktionen, fordi man deler referenceramme.
Fra virkelighed til tekst
Fra de faktiske møder eller samtaler over gengivelsen på video og lydfil til de
tekststykker, der kan læses her i afhandlingen, er der en lang vej og adskillige
omformninger. Inden for den kvalitative forskning er der meget delte meninger
om, hvordan man bedst gengiver sine empiriske data som tekst. David Silverman
advarer mod det, han kalder ”anekdotalisme”, nemlig det fænomen, at man
i sine datadokumenter finder de mest velformulerede og rammende enkeltudsagn
og gengiver dem som en slags sammenfatning af tekstens pointe. Han anbefaler
i modsætning hertil, at man ser på længere sekvenser af data, så man også
husker at medtænke, at de enkelte udsagn bliver til i en situation, enten som
respons på et interviewspørgsmål eller – som til møderne – i en samtalesituation
(Silverman 2006; Silverman 2007).
Dette fører imidlertid til, at citater undertiden kan blive meget lange og også
noget anstrengende at læse, især hvis man – som Silverman – gengiver citater
efter konversationsanalysens konventioner med angivelse af alle pauser, talen i
munden på hinanden, øh-lyde osv. Ud over at være anstrengende at læse kan
41

denne gengivelse også få den talende til at virke meget ubehjælpsom; uanset at
vi alle taler nogenlunde ligesådan, virker det mere famlende, når det gengives
på skrift. Jeg har valgt en mellemløsning, idet jeg gengiver relativt lange citatsekvenser,
men redigerer dem, så øh-lyde, afbrudte sætninger osv. ikke er medtaget.
Tekstanalyse
Transskriberede interview og observationsoptagelser er selvfølgelig også tekster,
men når jeg her taler om tekstanalyse tænker jeg på tekster, som er produceret
af informanterne selv som tekster. Her har jeg hovedsageligt arbejdet med
to typer tekster, nemlig dels økosamfundenes egne tekster (hentet fra hjemmesider
og andet præsentationsmateriale), dels skriftlige besvarelser af de åbne
spørgsmål, som jeg har stillet i spørgeskemaet. Analysen af hjemmesiderne er
nærmere beskrevet i kapitel 4, og de åbne spørgsmål diskuterer jeg i afsnittet
Spørgeskemakonstruktion og test nedenfor.
Naturligt forekommende vs. dyrkede data
David Silverman opererer som nævnt med en skelnen mellem dyrkede og naturligt
forekommende data. Dvs. på den ene side materialer, der produceres,
fordi en forsker kommer og stiller spørgsmål (i interview, fokusgrupper eller
spørgeskemaer) og på den anden side tekster, billeder eller handlen, der produceres
af de mennesker, man vil studere, som led i deres egne forehavender og
ikke som respons på en forskers intervention. Silverman argumenterer for, at
hvor man i analysen af dyrkede data altid risikerer at være medproducerende i
højere grad, end man ønsker (f.eks. ved mere eller mindre bevidst at lede informanterne
til at bruge nogle kategorier, de ellers ikke ville have brugt), kan
man i analysen af naturligt forekommende data se, hvordan aktørerne selv producerer
og anvender kategorier til deres egne formål.
Der er naturligvis også ulemper ved udelukkende at anvende naturligt forekommende
data – især i tilfældet observationsstudier, der, som Silverman også
fremfører, tager lang tid at gennemføre. En anden pointe er, at man i observationsstudier
måske nok studerer interaktioner osv., som forekommer ”naturligt”,
men før de når til forskerens analyse, er de medieret op til flere gange gennem
feltnoter, optageudstyr, transskribering osv.
Det, som Silverman kalder dyrkede data kan man måske lige så godt kalde
eksperimentelle data for hermed at understrege, at svarene, man får på et inter-
42

view- eller spørgeskemaspørgsmål ikke er en direkte aftapning af f.eks. respondentens
værdier, men derimod en respons på en systematisk stimulus, man som
forsker iværksætter. Som forsker anstiller man så at sige et eksperiment: Hvad
sker der, når jeg spørger om dette eller hint? Har man dette i baghovedet, undgår
man en del af de fælder, Silverman beskriver, som f.eks. det at tage respondenters
interviewudsagn for uimodsigelige sandhedskilder (Silverman 2007).
I mit arbejde med økosamfund har jeg haft glæde af at inddrage forskellige
datatyper. Mine observationer til møder i økosamfundene har uden tvivl givet
mig indsigter, jeg ikke kunne have fået ved f.eks. at bede beboerne beskrive et
typisk møde. Omvendt har mine interview med gruppedeltagere efterfølgende
givet mig indsigt i de enkelte deltageres forestillinger om livet i økosamfundene,
som jeg ikke kunne have fået ved blot at observere dem til møder – således
deres fortolkninger af selve møderne, som jeg kommer ind på i kapitel 6. På
denne måde supplerer de forskellige datakilder hinanden og belyser flere aspekter
af livet i økosamfundene.
Kvantitative tilgange
Med det kendskab til målgruppen, som jeg havde oparbejdet i løbet af pilotfasen
og observationsperioden, vurderede jeg, at en af de største opgaver i forbindelse
med den kvantitative dataindsamling var at etablere tillid mellem informanterne
og mig selv. Der er tale om en gruppe af veluddannede og kritiske
personer, som på den ene side var meget interesserede i, hvad der kom ud af mit
projekt, på den anden side potentielt meget kritiske over for især den kvantitative
undersøgelse. Abrams og McCulloch beskriver i deres bog om kollektiver i
England i 70’erne, at ”sociologi har et dårligt rygte i kollektiver,” og fortæller om
et eksempel, hvor deres spørgeskema kom tilbage med ordene SOCIOLOGER
ER PARASITTER skrevet hen over hele skemaet (Abrams & McCulloch
1976:11), og Thomas H. Shey skriver i sin samtidige undersøgelse af danske
kollektiver om
”… det efterhånden velkendte faktum, at medlemmer af kollektivfamilier ikke
bryder sig om at blive undersøgt eller på anden måde blive udfrittet om deres
holdninger og meninger af udenforstående, navnlig sociologer.” (Shey 1978:31)
Ganske vist er begge undersøgelser over 30 år gamle, men selv om sociologer
måske fremstår som mindre truende i dag, er kritikken af kvantitative metoder
ikke nødvendigvis blevet mindre udbredt. Derfor var jeg forberedt på at møde
modstand imod mine forsøg på at ”putte dem i kasser” og havde i baghovedet
43

gennem hele processen at forebygge dette, så godt jeg kunne, f.eks. ved at formulere
spørgsmålene i skemaet, så respondenterne ikke følte sig manipulerede
13 .
Spørgeskemakonstruktion og test
På baggrund af tekster, observationer samt interview formulerede jeg en række
temaer, jeg gerne ville udforske nærmere i den kvantitative fase (se bilag 2 for
det endelige skema). Spørgeskemaet omfatter således sociodemografiske baggrundsspørgsmål
som køn, alder og uddannelse samt spørgsmål vedrørende boligen,
motivation for at flytte i økosamfund, hyppighed af og deltagelse i forskellige
aktiviteter i økosamfundet, kontakten til andre i og uden for økosamfundet
mv.
Spørgsmålene er organiseret i grupper, så de spørgsmål, der handler om
samme emne, står efter hinanden. Derved risikerer man teoretisk set en rækkefølgeeffekt,
idet respondenterne bliver påvirket af det, de lige har svaret på ét
spørgsmål, i deres besvarelse af næste spørgsmål om et relateret emne, men min
vurdering var, at dette var en mindre ulempe end den irritation, der uvægerligt
vil opstå hos en respondent, der præsenteres for en serie spørgsmål i tilfældig
orden (se Schuman og Presser 1996; Nørregård-Nielsen 2009). Da skemaet er et
selvudfyldningsskema, har jeg kun i ét enkelt tilfælde benyttet mig af et filter,
dvs. en tekst, som dirigerer respondenten uden om spørgsmål, der ikke er relevante;
i dette tilfælde en række spørgsmål, der kun skulle udfyldes, hvis respondenten
havde hjemmeboende børn.
Jeg valgte at indlede skemaet med spørgsmål om hverdagen i økosamfundet,
da jeg vurderede, at det var de spørgsmål, respondenterne umiddelbart ville være
mest motiverede for at svare på. I mine interview med bogruppemedlemmer
havde jeg som nævnt erfaret, at det var uhensigtsmæssigt at starte med spørgsmål,
som respondenterne ikke var forberedt på at skulle besvare, som mine påtænkte
spørgsmål om deres bolighistorie. Derfor valgte jeg at starte med det,
der mest tydeligt vedrørte hverdagen i økosamfundet, og stillede de måske mere
uventede spørgsmål længere henne i skemaet, således f.eks. spørgsmål om relationer
uden for økosamfundet.
13 Det er tilsyneladende lykkedes; i hvert fald har jeg ikke modtaget andre beklagelser fra respondenterne,
end at skemaet var lovlig langt. Derimod har flere udtrykt, at det var sjovt og lærerigt at udfylde.
44

Baggrundsspørgsmålene valgte jeg at placere allersidst i skemaet med den bagtanke,
at hvis respondenterne blev frastødt af spørgsmålene om deres indkomst
og politiske ståsted (to spørgsmål, som mange erfaringsmæssigt ikke bryder sig
om at svare på), gjorde det ikke så meget, hvis de allerede havde besvaret resten
af skemaet. Endvidere gjorde jeg mig umage med at stille disse potentielt provokerende
spørgsmål på den mindst muligt provokerende måde. Således opstillede
jeg for indkomstspørgsmålet et antal kategorier, da det erfaringsmæssigt er
mindre provokerende at skulle angive sin indkomst inden for et interval end at
oplyse et præcist beløb, hvad de færreste i øvrigt er i stand til uden at se efter på
lønsedler eller lignende. Jeg gav endvidere mulighed for at sætte kryds i ”Det
vil jeg ikke svare på” (Hansen og Andersen 2000). I spørgsmålet om politisk
ståsted inkluderede jeg – ud over de på det tidspunkt opstillingsberettigede partier
– både svarmulighederne ”Ingen af disse”, ”Vil stemme blankt”, ”Vil ikke
stemme” og ”Det vil jeg ikke svare på”. Rationalet for at inkludere kategorien
”Det vil jeg ikke svare på” var, at jeg på denne måde gav respondenterne mulighed
for at afvise at svare uden at gøre oprør mod mit spørgsmål; samtidig ønskede
jeg at anerkende det rimelige i at vælge ikke at svare. Hvorvidt det gjorde
en forskel, kan jeg selvfølgelig ikke afgøre, men under alle omstændigheder var
det kun et lille mindretal (2 % for indkomst og 5 % for politik), som valgte
denne svarmulighed Af samme grund inkluderede jeg også, hvor det var relevant,
muligheden for at svare ”Ved ikke” og komme med neutrale svar, f.eks.
”Hverken enig eller uenig” (Chambliss og Schutt 2006).
Skemaet er, som det kan ses i bilaget, endt med at være ret langt og tager ca.
30 minutter at udfylde, hvilket må anses for at være absolut maksimum for et
selvudfyldningsskema. Det optimale ville have været at behandle dette lange
skema som en bruttoliste, teste det i en gruppe på f.eks. 50 respondenter og derefter
udvælge de spørgsmål, der fungerede bedst, til det endelige skema. Imidlertid
vurderede jeg, at det ville være mindre hensigtsmæssigt at forstyrre økosamfundene
to gange – først for at få testpersoner og derefter for at få dem til at
udfylde det endelige skema. Jeg testede derfor skemaet ved at sende det til nogle
af de økosamfundsbeboere, jeg kendte fra LØS’ bestyrelse samt fra Bogruppen.
De udfyldte det villigt og gav respons på nogle spørgsmål, der var svære at
forstå, hvorefter jeg rettede dem. De vurderede, at det tog ca. en halv time at
besvare det – der var dog efterfølgende nogle respondenter, der angav, at det
havde taget længere tid, og svartiden er naturligvis også meget afhængig af,
45

hvor udførligt man vælger at besvare de åbne spørgsmål. Som et kuriosum og
endnu et argument for pilottestens uundværlighed kan jeg nævne, at jeg, først
meget kort før skemaet skulle i trykken, blev opmærksom på, at der manglede
en svarmulighed i spørgsmålet om politisk præference, nemlig partiet Venstre.
Åbne spørgsmål
Der er meget diskussion inden for metodelitteraturen om, hvorvidt åbne
spørgsmål i spørgeskemaer er en god ide (se f.eks. Schuman & Presser 1996).
Lukkede spørgsmål har naturligvis mange fordele, navnlig med hensyn til økonomi
i både indsamling og behandling – det er hurtigere for respondenterne at
besvare dem, og det er langt nemmere og billigere at overføre dem til statistikprogrammer
ved scanning eller tastning. Åbne spørgsmål giver på den anden
side mere nuancerede besvarelser. Jeg har brugt åbne spørgsmål på tre forskellige
måder.
Kombinationsspørgsmål
For det første har jeg brugt kombinerede åbne-lukkede spørgsmål ved f.eks. at
inkludere svarmuligheden ”Andet, skriv hvad_______________” i mange lukkede
spørgsmål. Dette gør jeg i direkte modstrid med Schuman og Presser, som
anbefaler, at man bør holde sig til enten åbne eller lukkede spørgsmål, idet
”Andet”-kategorien sjældent afføder ret mange besvarelser. Når jeg har valgt at
gøre det, er det heller ikke så meget for at indfange nye kategorier, hvilket ganske
rigtigt heller ikke skete i særligt høj grad, som for at give respondenterne
oplevelsen af, at der var plads til dem, selv om de skulle falde uden for de foruddefinerede
kategorier. En lidt anden variant af dette er, at jeg i flere tilfælde
har afsluttet en række af spørgsmål om samme emne med et åbent spørgsmål
om evt. uddybende kommentarer til emnet (f.eks. det at have børn i økosamfund).
Dette har jeg gjort for at give respondenterne mulighed for at uddybe deres
svar og evt. udtrykke utilfredshed med mine kategorier.
Stilling og økosamfund
For det andet har jeg stillet åbne spørgsmål om økosamfundets navn samt respondentens
stilling. Det har jeg gjort, fordi jeg gerne ville se, hvordan de selv
formulerede disse kategorier. Det har dog affødt en del besvær med efterfølgende
kodning, og en anden gang ville jeg nok anvende foruddefinerede kate-
46

gorier. Spørgsmål om stilling og uddannelse er erfaringsmæssigt på den ene
side meget vigtige, på den anden side vanskelige at stille på en måde, der er helt
tilfredsstillende. Et spørgsmål om f.eks. uddannelse, der rummer alle de relevante
svarmuligheder helt præcist, bliver nemt meget langt og uoverskueligt,
som f.eks. dette eksempel (Tabel 4, hentet fra Den danske Værdiundersøgelse).
I tilfældet stilling er det endnu værre, idet der ikke rigtig findes nogen stillingskategorisering,
som man kan formode, de fleste respondenter nemt vil kunne
placere sig inden for.
Tabel 4: Svarmuligheder til spørgsmålet: Hvilken skoleuddannelse har du?
Går i skole
7. klasse eller mindre
8. klasse + mellemskole uden eksamen
9. klasse statskontrolleret prøve og folkeskolens afgangsprøver
Teknisk forberedelseseksamen
10. klasses statskontrolleret prøve og folkeskolens udvidede afgangsprøver
Udvidet teknisk forberedelseseksamen
1. real
2. real
3. real uden eksamen
Realkurser uden eksamen
Mellemskoleeksamen
Real-, pigeskole- og præliminæreksamen
Gymnasium eller HF uden eksamen
Studenter- eller HF-eksamen
Andet (herunder udenlandsk skole)
I stedet har jeg i tilfældet uddannelse valgt noget enklere opdelinger af henholdsvis
respondentens skole- og erhvervsuddannelse (se bilag 2) og i tilfældet
stilling som nævnt bedt respondenterne selv angive deres stilling, som jeg så efterfølgende
har håndkodet med anvendelse af Danmarks Statistiks DISCOklassifikation
(Danmarks Statistik 1996).
Helt åbne spørgsmål
For det tredje har jeg hen imod slutningen af skemaet (umiddelbart før baggrundsspørgsmålene)
stillet to åbne spørgsmål om henholdsvis det bedste og
det værste ved at bo i økosamfund, hvor jeg har givet respondenterne god plads
47

til at svare og endvidere opfordret dem til om nødvendigt at fortsætte på et separat
stykke papir. Dette har jeg gjort, fordi jeg har set det som dels en kilde til
yderligere kvalitative data og dels en mulighed for at give respondenterne ordet
i højere grad, end tilfældet er i et spørgeskema med lutter lukkede spørgsmål.
372 af respondenterne har benyttet sig af muligheden for at svare på spørgsmålet
om ”det bedste”, og 348 på ”det værste”. Nogle har svaret ganske kort, andre
har skrevet ret udførlige besvarelser. Dette materiale har været en meget nyttig
kilde til nuancering og perspektivering af de resultater, som både de kvantitative
og de kvalitative analyser har affødt.
Schuman og Presser påpeger, at åbne spørgsmål er mere påvirkelige af aktuelle
begivenheder. Dette kan både være en fordel og en ulempe, men er naturligvis
noget, der skal tages med i betragtning, når besvarelserne analyseres. Jeg
har dog ikke fundet nogen eksempler på, at f.eks. mediebegivenheder har farvet
besvarelserne. Jeg kan selvfølgelig ikke udelukke, at det er sket, ligesom jeg ikke
kan vide, om der i det enkelte økosamfund har været sager, der har påvirket,
hvad respondenterne først er kommet til at tænke på i forbindelse med det værste
og det bedste ved at bo i økosamfund. Problemet er imidlertid ikke så stort,
hvis det er sager i de enkelte økosamfund, da der må formodes en vis variation i
modsætning til f.eks. Schuman og Pressers undersøgelse, hvor en usædvanligt
streng vinter i store dele af USA fik mange til at fokusere på energiforsyning
som et af samfundets vigtigste problemer.
Indsamlingsstrategi
Mit udgangspunkt var bruttolisten over de 22 økosamfund med tilsammen
ca.1.000 voksne beboere, så vidt jeg kunne vurdere ud fra deres hjemmesider
og bogen Økosamfund i Danmark (Elm & Dilling-Hansen 2003). En gruppe af
denne størrelse er på den ene side en gave til forskeren, idet den i teorien åbner
mulighed for, at man foretager en totalundersøgelse, i hvilket tilfælde alle
spørgsmål om repræsentativitet, signifikans osv. falder bort. I praksis er det
imidlertid meget sjældent muligt at lave en totalundersøgelse, da der altid vil
være et vist bortfald. Endvidere gør gruppestørrelsen, at der ikke er mulighed
for at oversample – det er ikke muligt at udvide bruttosamplen for at ende med
et datasæt af en bestemt ønsket størrelse – så svarprocenten bliver ekstra vigtig
både for validitet og samplestørrelse. Jeg har derfor tilrettelagt min indsamlingsstrategi
for at opnå den bedst mulige svarprocent.
48

Jeg vurderede, at jeg havde to muligheder: Den ene var at få konstrueret en
sample fra folkeregisteret af alle med bopæl på de adresser, som jeg vidste, var
økosamfund. Disse var ikke svære at finde. Jeg valgte imidlertid denne tilgang
fra, idet jeg vurderede, at et tilsendt spørgeskema med posten hverken ville virke
interessant eller tillidvækkende nok. Jeg valgte derfor at satse på en mere
håndholdt indsamlingsform, som jeg beskriver i det følgende.
Mit første skridt var at kontakte LØS, hvis daværende formand jeg allerede
kendte, idet jeg havde interviewet hende som en af mine nøglepersoner. Jeg deltog
i et af bestyrelsesmøderne i LØS og forklarede, hvad mit projekt gik ud på,
og fik LØS’ opbakning til at gennemføre undersøgelsen. De var også selv meget
interesserede i resultaterne, og jeg fik lov at inkludere deres logo i spørgeskemaet
samt præsentere undersøgelsen i deres blad, LØS-nyt, efteråret før indsamlingen
var planlagt til at foregå om foråret.
Herefter begyndte jeg at ringe rundt til alle de 22 økosamfund for at få lov til
at besøge dem og dele spørgeskemaer ud. Jeg ville gerne have lov at komme til
et fællesmøde eller ved en anden lejlighed, hvor så mange som muligt af beboerne
var samlede, for at de kunne sætte ansigt på afsenderen af spørgeskemaet
og få lejlighed til at stille mig spørgsmål.
Da langt de fleste beboere i økosamfund er udearbejdende, og kun få af økosamfundene
har et kontor, der er bemandet i dagtimerne, var det i reglen et almindeligt
medlem, jeg skulle have fat på i vedkommendes fritid. Dette nødvendiggjorde
en række telefonsessioner i timerne fra kl. 18 til 20 på hverdage, hvor
jeg langsomt, men sikkert fik lavet aftaler med 18 af de 22 økosamfund. De fleste
økosamfund har enten på deres hjemmeside eller i præsentationsbogen angivet
en kontaktperson, som jeg derfor ringede til. I nogle tilfælde blev jeg vist
videre, men de fleste bad mig sende en mail, hvor jeg skrev lidt om projektet
(se præsentationsteksten i bilag 2).
De fire sidste steder viste det sig umuligt at få adgang til. Et sted oplyste ved
min henvendelse, at de ikke ønskede at deltage. De tre andre måtte jeg efter
gentagne forsøg på både telefon og e-mail opgive at få enten bekræftende eller
afvisende svar ud af. Et sted blev kontaktpersonen indlagt, og den vikarierende
kontaktperson lykkedes det mig aldrig at få fat i. Et sted henviste kontaktpersonen
til en anden, som det heller aldrig lykkedes mig at få fat i. Et sted havde jeg
fat i og sendte en mail, som der aldrig blev reageret på, heller ikke ved opfølgende
mails og telefonopkald.
49

Det, at disse fællesskaber ikke ønskede at deltage i undersøgelsen, udgør den
ene bortfaldsproblematik – den anden, som udgøres af manglende besvarelser
på skemaerne i de fællesskaber, som deltog, diskuterer jeg nærmere nedenfor.
Hvis de fire fællesskabers manglende lyst til at deltage skyldes, at de afviger
systematisk fra de deltagende økosamfund, udgør det et problem, som man må
tage højde for i fortolkningen af resultaterne. Det er selvfølgelig svært at vide,
om dette er tilfældet, når jeg ikke har besøgt dem; men ud fra de fakta, jeg kan
læse på hjemmesider osv., lader de ikke til at skille sig systematisk ud hverken
på størrelse, alder eller orientering.
Resultatet blev, at jeg fik lavet aftaler med de18 økosamfund, som fremgår af
tabel 1. Det første møde, jeg deltog i, var i september 2007, og det sidste i april
2008. Undervejs måtte jeg igen justere mine forventninger. Jeg havde regnet
med, at de fremmødte kunne udfylde spørgeskemaet på stedet, men skemaets
længde taget i betragtning var det helt urealistisk. Derfor måtte jeg efter det første
sted sørge for at medbringe svarkuverter til alle.
Møderne afholdtes enten i aftentimerne på hverdage eller søndag eftermiddag.
Et typisk møde forløb sådan, at jeg mødte op fra mødets start og oftest blev
præsenteret tidligt på mødet. Jeg brugte typisk 5-10 minutter på at fortælle om
projektet og svare på spørgsmål, hvorefter jeg endte med at spørge, om der var
en, der ville stå for at dele skemaer ud til dem, der ikke var til stede ved mødet.
Det var oftest den, jeg havde snakket med i telefonen, der meldte sig som indpisker.
Jeg efterlod så skemaer og svarkuverter, så der var et skema og en kuvert
til hver beboer over 18 år, som indpiskeren så lovede at dele ud.
Kuverterne var frankeret med frimærker. Dette valgte jeg af to grunde. Dels
fordi indsamlingsperioden strakte sig over så lang tid, at jeg ikke kunne træffe
en aftale med Post Danmark om at bruge PP-kuverter, fordi jeg ikke kunne give
dem en dato for, hvornår de sidste kuverter ville være inde. Dels fordi jeg gerne
ville vise beboerne den tillid, der ligger i, at den værdi, frimærket repræsenterer,
kun udnyttes, hvis skemaet bliver returneret. Jeg håbede, at det ville få flere til
at indsende skemaet, da der er undersøgelser, der tyder på, at dette er tilfældet
(se f.eks. Oppenheim 2001; Edwards et al. 2002). I hvert skema lå desuden et
introduktionsbrev, hvor undersøgelsens formål var kort beskrevet, og hvor der
var instruktioner, hvis man ønskede at besvare skemaet på nettet.
At åbne mulighed for to forskellige besvarelsesformer gav noget ekstraarbejde
både med at sætte netskemaet op og med at få kørt de to databaser
50

sammen, men igen mener jeg, at det var besværet værd, efter devisen, at hvis
respondenterne kunne se, at jeg havde gjort mig umage for at gøre det nemt for
dem, ville de måske også være mere tilbøjelige til at gøre sig umage med at besvare
skemaet og få det sendt af sted. Flere steder, navnlig i de jyske fællesskaber,
udtrykte beboerne også en høflig anerkendelse af, at jeg var kørt en lang tur
for at præsentere skemaet for dem. Dette tager jeg som en indikation af, at det
alt andet lige i hvert fald ikke har skadet indtrykket af undersøgelsens seriøsitet.
Seriøsitet ønskede jeg ligeledes at signalere med skemaets layout, og jeg har
derfor anvendt en grafiker til at lave et pænt omslag til skemaet og inkluderet
både LØS’ og universitetets logo.
Hvorvidt jeg efter min præsentation skulle blive til hele mødet eller gå igen,
overlod jeg til fællesskaberne at bestemme. Jeg sagde typisk, at jeg gerne ville
blive, men at de også gerne måtte bede mig om at gå. De fleste steder fik jeg
lov at blive, hvilket jeg var glad for, da det gav mig en god mulighed for at foretage
supplerende kvalitative observationer. Nogle få steder blev jeg bedt om
at gå, da resten af mødet omhandlede interne affærer, som man af princip ikke
ønskede, at gæster skulle overvære.
Et enkelt sted blev der slet ikke holdt noget møde; i stedet afleverede jeg
skemaerne hos min kontaktperson, som så påtog sig at dele dem ud. I et af de
store fællesskaber mente den første person, jeg fik fat i, at jeg ville få bedre resultat
ud af at komme til møder i de enkelte bogrupper end til det store fællesmøde,
som kun bliver holdt få gange årligt, og det gjorde jeg så. Det samme
havde måske været tilfældet i de andre store fællesskaber, som også har møder
på flere niveauer, men i de tilfælde blev det ikke foreslået af informanterne.
Efter uddelingen af skemaer ventede jeg et par uger og sendte så gerne en
rykker til min kontaktperson. I ét tilfælde sendte jeg en stak sedler, som kunne
husstandsomdeles, men ellers sendte jeg opslag, som kunne printes og sættes på
opslagstavlen (se bilag 2) og mailes rundt i fællesskabet. Denne indirekte rykkerprocedure
var nødvendig, fordi jeg ikke havde de enkelte medlemmers mail-
eller postadresser. En anden mulighed havde været at kombinere den håndholdte
med den postomdelte indsamling. Så kunne jeg have sendt rykkere ud til de
enkelte med posten, og jeg kunne have sendt skemaer med posten til de fællesskaber,
hvor jeg ikke fik lov at komme på besøg. Ulempen ved dette havde været,
at det kunne have givet anledning til bekymringer om anonymiteten.
51

For at hæve svarprocenten udlovede jeg endelig et gavekort til en internetbutik,
Løgismose vin, som ville blive udtrukket blandt de indsendte besvarelser. Indledningsvis
var jeg i tvivl om, hvorvidt det ville virke modsat af mine bestræbelser
på at få undersøgelsen til at fremstå seriøs, men efter mit møde med
LØS’ bestyrelse blev jeg overbevist om, at det ville virke godt (”Folk i økosamfund
kan også godt lide rødvin” som det blev sagt). En anden mulighed kunne
have været, at den udtrukne person kunne vælge et godt formål, som de 500 kr.
så blev givet til, hvilket flere har gode erfaringer med. Uanset formen er der almindelig
enighed om, at præmier af denne art, hvis de ellers er velvalgte i forhold
til målgruppen, kan hjælpe med at få besvarelser fra dem, som ellers ikke
var interesserede nok til at deltage (Edwards et al. 2002). 275 personer har udfyldt
det felt, der angiver, at de var interesserede i at deltage i lodtrækningen, og
ingen har udtrykt utilfredshed, så alt i alt vurderer jeg, at det nok ikke har skadet
svarprocenten.
Svarprocent og bortfald
Af de 982 papirskemaer, jeg udleverede, kom 451 skemaer tilbage, mens 55 afgav
netbesvarelser. Det giver en samlet svarprocent på 52 %. De enkelte fællesskabers
svarprocenter varierer dog ganske meget, nemlig fra 17 % til 86 %. Det
skal tilføjes, at svarprocenterne er behæftet med en vis usikkerhed, da jeg ikke
alle steder kunne få en præcis angivelse af, hvor mange personer over 18 år der
faktisk boede der. Nogle steder vidste de tilstedeværende, præcis hvor mange
skemaer jeg skulle efterlade. Andre steder blev jeg bedt om at efterlade et rundt
tal, gerne lidt højt sat. Den reelle svarprocent er altså muligvis lidt højere end
angivet, men ikke mere end 1-2 procentpoint. Det virker måske sært, at beboerne
ikke har styr på, hvor mange der bor i deres eget fællesskab, men det er ikke
så mærkeligt, at det kan være svært at holde styr på, navnlig i de større fællesskaber,
hvor der foruden løbende til- og fraflytning til enhver tid er nogen, der
fylder 18 år, andre flytter sammen med kærester, er langtidsgæster osv.
I nogle tilfælde er den lave svarprocent ikke så overraskende, men hænger
sammen med steder, der ikke holdt møder, eller hvor det ikke lykkedes for mig
at få udnævnt en indpisker – ét sted var det bedste, jeg kunne klare, at få lov til
at stille en kasse med skemaer med et skilt på i fællesskabets butik. Et andet
sted blev jeg bedt om at komme til en fællesspisning snarere end et møde; det
kan have bidraget til den relativt lave svarprocent, da der var mere uro og min-
52

dre fokus på at høre om undersøgelsen. Et sted havde jeg en meget engageret
indpisker, idet min kontaktperson ikke alene tilbød at dele skemaer ud til de
fraværende, men også at samle dem ind igen. Der har altså været en person, der
gik rundt til hvert enkelt hus og mindede beboerne om at aflevere skemaerne.
Dette gav en meget fin svarprocent, men havde andre ulemper, især fordi respondenterne
ikke kunne være sikre på, at indpiskeren ikke så deres svar, hvilket
enkelte da også kommenterede.
Opsamlende kan jeg ikke udelukke, at den valgte indsamlingsstrategi kan
have resulteret i bias, idet de fællesskaber, hvor få møder op, og indpiskeren ikke
er effektiv, vil have en lavere svarprocent. Og disse faktorer er desværre
næppe uafhængige af de ting, jeg gerne vil undersøge, såsom social kapital. På
den anden side ville en postal indsamling måske nok have resulteret i en mindre
bias, men man kan frygte, at det ville være fordi svarprocenten i alle fællesskaber
så ville have været lige lav.
En yderligere fordel ved denne indsamlingsstrategi har været den ”bifangst”
af kvalitative data, jeg har opnået i form af feltnoter fra de møder, jeg har deltaget
i. Endelig mener jeg også, at det at anvende en strategi, som sætter én i
stand til at indgå i en dialog med sine respondenter, har en værdi, som går ud
over det ønskelige i at opnå en højere svarprocent. Dette vil jeg komme nærmere
ind på i forbindelse med de etiske overvejelser nedenfor, men først vil jeg
knytte en kort bemærkning til brugen af forskellige metoder.
Metodekombination
Begrebet mixed methods har i de senere år vundet frem som betegnelse for
forskningsstrategier, der ikke holder sig snævert til enten kvalitative eller kvantitative
metoder (se f.eks. Creswell 1994; Abusabha og Woelfel 2003; Johnson
og Onwuegbuzie 2004; Brannen 2005; Tashakkori og Creswell 2007). Mange
af de nævnte forfattere opfatter kvalitative og kvantitative analyser som hørende
til forskellige paradigmer og opstiller formaliserede modeller for kombinationen
af de to; således f.eks. Johnson et al., der klassificerer forskningsdesign efter,
om de vægter de to lige højt eller den ene frem for den anden, samt hvorvidt
de to optræder parallelt eller sekventielt (Johnson & Onwuegbuzie 2004; se også
Creswell 1994, som opererer med en lignende typologi). Ser jeg på mit eget
projekt i lyset af disse typologier, finder jeg det imidlertid svært at få det til at
passe ind i disse skarpe opdelinger. Det hænger nok sammen med, at jeg ikke er
53

enig i, at forskellige metoder hører uløseligt sammen med bestemte paradigmer.
Jeg har derfor heller ikke fulgt nogen af de nævnte forfatteres skabeloner slavisk.
Således har jeg ganske vist brugt kvalitative metoder i starten af projektet og
også anvendt nogle af resultaterne herfra som input til den kvantitative spørgeskemaundersøgelse,
men samtidig anvender jeg også de kvalitative data fra mine
observationer og interview som data og analyserer dem selvstændigt; og selv
om spørgeskemaundersøgelsens primære formål har været at indsamle data,
som kan analyseres kvantitiativt, har såvel indsamlingsprocessen som besvarelserne
af de åbne spørgsmål også genereret kvalitative data. Jeg ønsker heller ikke
at tildele den ene datatype en højere eller mere korrekt status end den anden.
Etiske overvejelser
I forlængelse af dette ligger de etiske overvejelser, man kan gøre sig i denne
sammenhæng. Det er almindeligt at fremføre, at ingen skal blive dårligere stillet
af at deltage i et forskningsprojekt, end de ellers ville have været (se f.eks. Silverman
2006, Homan 1991). I mit tilfælde har jeg således lovet respondenterne,
at der ikke vil blive offentliggjort svar, der kan henvise direkte til identificerbare
enkeltpersoner (se bilag 2). Det første og åbenlyse skridt for at sikre dette er
ikke at nævne navne på personer og ikke i den kvantitative analyse at bryde data
så meget ned, at individer kan identificeres. Jeg har også valgt at anonymisere
det økosamfund og den bogruppe, hvor jeg har gennemført min deltagerobservation.
Ud over de hensyn, man bør tage for at sikre, at ingen bliver ringere stillet af
at deltage, mener jeg, at man som forsker også er forpligtet til at give noget igen
til de mennesker, der bruger tid og kræfter på at hjælpe én på vej ved at udfylde
spørgeskemaer, stille op til interview og observation osv. Til de møder, hvor jeg
delte spørgeskemaer ud, var et almindeligt forekommende spørgsmål, om man
efterfølgende kunne få adgang til undersøgelsens resultater. Til det har jeg svaret,
at jeg vil sende et eksemplar af afhandlingen til alle deltagende økosamfund,
og jeg har endvidere lovet at udarbejde en rapport med frekvensfordelingerne
på undersøgelsens spørgsmål til dem. Jeg er også i flere tilfælde blevet
bedt om at komme tilbage og præsentere undersøgelsens resultater.
Sociologen Caroline Bekin fremhæver det etisk problematiske i det, hun kalder
doing rapport, dvs bevidst at opdyrke fortrolige forhold i felten med det
54

formål at få bedre data (Bekin 2005). Jeg er principielt enig med hende heri og
har da heller ikke bevidst forfulgt denne strategi, men for det første ville det
være meget svært for forsker og informanter at undgå i en eller anden grad at
blive bekendt med hinanden over en længere periodes feltarbejde. For det andet
mener jeg, at denne menneskeliggørelse virker begge veje, dvs. at det også forpligter
mig yderligere over for gruppen, at jeg ikke blot har et instrumentelt forhold
til dem, men også har mødtes med dem som person til person. Jeg er her
meget enig med antropologen Anne Knudsen, som skriver følgende om de
overvejelser, man kan gøre sig, når ens informanter og ens venner undertiden er
de samme:
”Jeg synes, man skylder sine kilder kun at skrive noget, man også er parat til at
sige op i deres åbne ansigt. Det betyder ikke, at man skal skrive, hvad de selv ville
have skrevet, eller hvad de umiddelbart vil genkende eller synes om. Men det betyder,
at man må være parat til at argumentere for sine synspunkter. Man kan ikke
tillade sig at fratage dem stemmen ved ikke at ville gå ind i en diskussion.”
(Knudsen 1995: 25)
Dette aftegner også de retningslinjer, jeg har valgt at følge i forbindelse med en
vanskeligere problematik: at økosamfundet lukker én ind som en slags gæst i
tillid til, at det, der kommer ud af det, vil være noget godt, og måske endda i
den tro, at jeg og min afhandling vil blive en form for talerør for mine værter og
for økosamfundsbevægelsen. Uanset hvor meget sympati jeg måtte have for de
enkeltpersoner og økosamfund, jeg har mødt i forbindelse med projektet, kan
jeg imidlertid ikke love, at jeg fremstiller alting, sådan som de selv ville have
fremstillet det, eller at de vil være enige i mine analyser – der er nok næsten garanti
for, at forskerens og beboernes synspunkter i hvert fald på nogle punkter
vil være afvigende. Hvorvidt dette konstituterer et tillidsbrud, er ikke et trivielt
spørgsmål. Når jeg er nået frem til, at det er forsvarligt, skyldes det min overbevisning
om, at det altid kan være nyttigt at se sig selv med andre øjne, og jeg
mener, at de analyser, jeg er nået frem til, kan give økosamfundene stof til deres
videre udvikling. Dette selvfølgelig under forudsætning af, at det bliver gjort
med respekt, hvilket jeg har bestræbt mig på efter bedste evne, ligesom jeg som
nævnt har aftalt at gøre analyserne tilgængelige for økosamfundene og, hvis de
ønsker det, at stille op til en diskussion af mine konklusioner.
Billeder – kriterier for valg
I kapitel 3 gengiver jeg en række fotografier fra nogle af de økosamfund, jeg
har besøgt. De gengivne billeder stammer fra fællesskabernes hjemmesider og
55

er gengivet med tilladelse fra de respektive webansvarlige 14 . Billederne er altså
ikke taget af mig, men udvalgt af økosamfundenes beboere som et led i deres
udadvendte selvpræsentation. Valget af illustrationer er selvfølgelig på linje
med andre valg i forskningsprocessen og kunne have været foretaget anderledes
(se f.eks. Pink 2007). Uden at gøre krav på systematisk repræsentativitet har jeg
bestræbt mig på at gengive billeder fra så mange forskellige steder som muligt,
således at intet økosamfund er afbildet mere end én gang 15 . Det kunne i sig selv
være interessant at analysere de billeder, økosamfundene vælger at gengive på
hjemmesiderne. F.eks. har jeg under min søgen efter illustrationer iagttaget, at
mens der er mange billeder af færdige huse og af de eksperimentelle byggeprocesser,
er der ret få billeder af andre infrastrukturelle eksperimenter såsom alternative
rensningsanlæg, toiletter, varmesystemer osv. Jeg har imidlertid ikke
gennemført en systematisk analyse af dette.
I mit udvalg af billeder har jeg valgt at lægge vægten på billeder af de fysiske
rammer, navnlig huse, snarere end billeder af mennesker i forskellige situationer.
Det har jeg gjort af to grunde. For det første er formålet med billederne
overvejende deskriptivt; jeg ønsker at give den læser, som måske aldrig selv har
været i et økosamfund, en fornemmelse af, hvordan der kan se ud, og især hvor
stor bredde der eksisterer, ikke mindst hvad angår husenes udformning. Det er
derfor mindre relevant at vise billeder af personer. For det andet er det min opfattelse,
at jeg ikke med god samvittighed kunne gengive billede af beboere
uden at få tilladelse fra alle genkendelige personer, hvilket ville være en uforholdsmæssigt
omstændelig proces, i betragtning af at jeg ikke har til hensigt at
gennemføre en systematisk billedanalyse.
I næste kapitel vil jeg give en kort beskrivende præsentation af de 18 danske
økosamfund, der udgør afhandlingens genstandsfelt.
14 I billedfortegnelsen har jeg angivet kilderne til de enkelte billeder.
15 Gennemført repræsentativitet er vanskelig alene af den grund, at ikke alle økosamfund har billeder på
deres hjemmesider, og ikke alle billeder er af en teknisk kvalitet, der gør dem egnet til gengivelse. Den
opmærksomme læser vil opdage, at der er to billeder fra Fri og Fro; dette skyldes, at det var det eneste
økosamfund, der havde et billede af et pilerensningsanlæg i høj opløsning.
56

Kapitel 3 Præsentation af feltet
Dette kapitels formål er beskrivende, fordi dette billede af, hvordan økosamfundene
ser ud, hvordan de er organiserede, og hvem der bor der, er væsentligt
som baggrund for analyserne i de følgende kapitler. Kapitlet falder i to dele:
Første del handler om forskelle og fællestræk mellem økosamfundene på kriterier
som størrelse, beliggenhed, grad af eksperimenteren i byggeri og selvforsyning.
Stederne er ikke anonymiseret i dette kapitel, da alle oplysninger stammer
fra offentligt tilgængelige trykte eller elektroniske kilder. Anden del handler om
beboernes sammensætning ud fra en række socioøkonomiske variable.
Billede 1: Nybyggede huse og skurvogn i Den Selvforsynende Landsby
Forskelle og fællestræk
Det er altid åbent for diskussion, hvilke kriterier man vil vælge til en sammenligning
af denne art. Jeg gennemgår i det følgende ti kriterier, som jeg har valgt,
fordi jeg finder, at man på denne måde får en fornemmelse af væsentlige forskelle
såvel som fællestræk i feltet af danske økosamfund. De ti kriterier er størrelse,
alder, beliggenhed, urbanisering, selvforsyning, økologiske eksperimenter,
boligformer, økonomi, arbejdspladser og fysisk afgrænsning. I tabel 5 på s.
65 kan man se en oversigt over fællesskaberne i forhold til disse kriterier.
Beliggenhed og urbanisering
Som kortet i Figur 1 viser, findes der økosamfund i alle fem regioner, men de er
ikke jævnt spredt ud over Danmark. Langt de fleste findes i pendlerafstand fra
de største byer: København, Odense, Århus og Aalborg. Der er således meget få
økosamfund vest for den jyske højderyg og på sydhavsøerne.
De fleste af økosamfundene ligger i byzone. De eneste, der ligger i åbent
land, er dem, der er placeret i tilknytning til en fritliggende gård eller herregård.
57

To økosamfund ligger i områder, der må betegnes som forstadsagtige; resten
ligger i tilknytning til landsbyer eller mindre stationsbyer.
Figur 1: Økosamfundenes Danmarkskort
Alder
De ældste fællesskaber har eksisteret i over 30 år. De nyeste er stadig under opbygning;
således er nogle fællesskaber gået fra bar mark med skurvogne til færdige
huse i løbet af mit projekt. Dog er der også en del af de ældre fællesskaber,
der stadig undergår udbygning, idet der etableres nye boliger.
58

Billede 2: Rækkehuse i Munksøgård
Størrelse og beslutningsstruktur
Det vil altid være til diskussion, hvornår et fællesskab er lille, og hvornår det er
stort. For at have et mere håndfast udgangspunkt for opdelingen har jeg valgt at
rette mig efter, om beboerne har fundet det nødvendigt at dele deres beslutningsstruktur
op i flere niveauer, samt om man kan rummes i samme hus.
Som tabel 6 viser, er der tre små og tre store fællesskaber, mens de 12 sidste
er mellemstore. De tre små fællesskaber har hver under ti voksne beboere, som
alle bor under samme tag (i alle tilfælde i en ombygget gård) og kan sidde om et
almindeligt, om end langt, spisebord som en stor familie. I de mellemstore fællesskaber
bor man i selvstændige boenheder, dvs. ”under eget tag”, men fælles
beslutninger træffes på et fællesmøde, der omfatter alle. De mellemstore varierer
i størrelse fra ca. 20 til ca. 85 voksne medlemmer. De tre største fællesskaber
har alle over 100 voksne medlemmer og er organiseret i bogruppestruktur,
hvor 12-20 husstande udgør en bogruppe, som tager sig af mange dagligdags
anliggender, mens man på det store fællesmøde træffer overordnede beslutninger.
Økonomisk struktur
Ét sted – Svanholm – har fællesøkonomi, hvor alle udearbejdende betaler 75 %
af deres indkomst til kollektivet, som så lønner hjemmearbejdende beboere for
arbejde på kontor, i fælleskøkken, landbrug mv. Alle andre steder betaler man
et fast beløb i fællesskabskontingent foruden evt. leje af jord og disponerer derefter
selv over resten af sin indtægt.
59

Billede 3: Fjordvang set fra haven
Sammensætning af boliger og erhverv
Flere af fællesskaberne har det som en målsætning, at en vis andel af beboerne
skal have deres arbejdsplads inden for fællesskabet, enten i fælles virksomheder
eller i egen virksomhed. Nogle steder, som f.eks. på Friland, er det et krav.
Mange andre fællesskaber rummer beboere, som kan udføre større eller mindre
dele af deres arbejde hjemmefra. Nogle fællesskaber har ganske mange arbejdspladser
i virksomheder, som ejes eller drives i fællesskab, enten udelukkende
af beboere eller af beboere sammen med arbejdskraft udefra. Det gælder
f.eks. Svanholm, som driver landbrug, skovbrug, grøntsagspakkeri, byggevirksomhed
og gårdbutik, og Hertha, som er opbygget om et bofællesskab og en
række værksteder for psykisk udviklingshæmmede. De små, individuelle virksomheder
med adresse i fællesskaberne omfatter f.eks. håndværkere, rådgivning
om alternative byggematerialer, kunsthåndværkere, alternative behandlere og
undervisning.
Graden af selvforsyning
Visse af fællesskaberne er i nogen grad selvforsynende med mad i form af
grøntsager fra en fælles køkkenhave og/eller kød, æg og mælk fra dyrehold. Her
skiller Svanholm sig ud som det fællesskab, der har langt den højeste grad af
selvforsyning, idet fællesskabet driver kollektivt land- og kvægbrug.
60

Billede 4: Cobhus under opførelse i Økosamfundet Dyssekilde 16
Hertha producerer også mange fødevarer i fællesskabets beskyttede værksteder,
som omfatter både bageri, væveri, gartneri, kvæghold og mejeri. Mange af de
øvrige fællesskaber har fælles dyrehold og/eller grøntsagsdyrkning og kan således
være delvist selvforsynende med kød og grøntsager. Der er også fællesskaber,
der ikke har nogen organiseret fælles selvforsyning, men hvor nogle af
medlemmerne kan have individuelle køkkenhaver.
Økologiske eksperimenter i byggeri og infrastruktur
Nogle fællesskaber har mange huse, der er bygget af eksperimentelle materialer
såsom ubrændt ler, halm og muslingeskaller. Disse huse kan samtidig være
bygget i organiske eller andre utraditionelle former (se f.eks. billede 4, 5 og 7),
men er det ikke nødvendigvis. I andre fællesskaber har man valgt at satse på
lavenergihuse bygget af mere konventionelle byggematerialer.
16 Cob er en blanding af ler, grus og halm.
61

Billede 5: Dome i Hallingelille
Hvor fremtrædende de eksperimentelle elementer er, hænger i høj grad sammen
med, om økosamfundet er opført på bar mark eller indrettet i eksisterende bygninger
på f.eks. en gammel gård elle herregård. Også andre elementer end selve
bygningerne er genstand for eksperimenter. Nogle fællesskaber arbejder med
alternativ spildevandsrensning i en eller anden form, som f.eks. kan være pilerensningsanlæg,
kompost- eller separationstoiletter, og mange arbejder med at
dække deres energiforsyning helt eller delvist via vedvarende energi, f.eks. ved
hjælp af solfangere, vindmøller eller biobrændsel. Nogle fællesskaber rummer
mange forskellige tiltag, andre færre eller ingen.
Ejerformer
Økosamfundene omfatter en vifte af forskellige organisationsformer, når det
gælder ejerskab til grunde og boliger. Nogle er andelsforeninger, andre er almindelige
ejerboliger, atter andre har en form for fælleseje af jorden med brugsret
til deres egen bolig. I en del foreninger er ejerformerne blandede, således at
der både findes almene lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger 17 .
17 Det ville blive meget omfattende, hvis jeg skulle redegøre for alle de forskellige organiseationsmodeller
i detaljer. Derfor henviser jeg den særligt interesserede læser til bogen Økosamfund i Danmark, (Elm
62

Billede 6: Pilerensningsanlæg i Fri og Fro
Det er f.eks. tilfældet i Munksøgård, Økosamfundet Dyssekilde og Andelssamfundet
i Hjortshøj. Friland er en andelsforening, men har fastsat i vedtægterne,
at én af andelene kan rumme flere mindre boenheder (ungdomsboliger). Hallingelille
er ejerboliger, men rummer også et andelskollektiv og et ”oldekolle”
med lejeboliger, og sådan er der mange eksempler på kombinationer af ejerforhold.
Fysisk afgrænsning
De fleste af økosamfundene er klart afgrænsede i det fysiske rum, dvs. at man
på et kort kan trække en cirkel rundt om økosamfundet, så alle medlemmer bor
indenfor, og alle andre udenfor. Kun Tigerens Rede skiller sig ud på dette
punkt, idet medlemmerne har tilknytning til en fælles kursus- og meditationsejendom
med tilhørende mark og have, som ligger i Gedved og ejes af Tigerens
Rede ApS, men som ikke er bolig for medlemmerne. Disse bor i stedet i almindelige
ejer- og lejeboliger i Gedved.
& Dilling-Hansen 2003) hvor man kan læse mere om dette – og i forbindelse hermed om, hvor svært det
er at etablere modeller, der bryder med de gængse grænser mellem privat og fælles.
63

Billede 7: ”Konkyliehuset” i Fri og Fro bygges af halm og rundtømmer
På næste side ses en skematisk oversigt over de 18 økosamfund i forhold til de
ti parametre, som her er gennemgået. Af tabellen ses det, at der ikke er to fællesskaber,
der ligner hinanden på samtlige kriterier, selv om der heller ikke er
nogen, der skiller sig ud på alle kriterier. Jeg har valgt i dette kapitel kun at
komme ind på det, jeg i mangel af bedre udtryk vil kalde synlige forskelle, idet
indholdet i økosamfundenes visioner er genstand for næste kapitel 18 .
18 Denne opdeling kan selvfølgelig også diskuteres; hører økosamfundenes valg af økonomisk organiseringsform
f.eks. under synlige kendetegn eller visionært indhold?
64

Tabel 5: Oversigt over de undersøgte økosamfund på udvalgte parametre
Navn Region
Andelssamfundet i
Hjortshøj
Beliggenhed
Størrelse Grundlagt Økonomi Arbejdspladser
Selvforsyning
Grad af
eksperiment
Ejerformer
Midtjyll. Mindre by Stor 90’erne Separat Individuelle Nogen Høj Ejer/lejer/andel Ja
Baungård Syddanm. Åbent land Lille 80’erne Separat Individuelle Ingen Høj Andel Ja
Fjordvang Nordjyll. Åbent land Lille 70’erne Separat Fælles Nogen Moderat Koll./ fælles Ja
Friland Midtjyll. Mindre by Mellem 2000’erne Separat Individuelle Nogen Høj Andel Ja
Fri & Fro Sjæll. Mindre by Mellem 2000’erne Separat Individuelle Nogen Høj Andel Ja
Hallingelille Sjæll. Mindre by Mellem 2000’erne Separat Individuelle Nogen Høj Ejer/lejer/andel Ja
Hertha Levefællesskab
Midtjyll. Mindre by Mellem 90’erne Separat Fælles Stor Moderat Ejer/lejer Ja
Hesbjerg Syddanm. Åbent land Mellem 70’erne Separat Individuelle Ingen Moderat
Andelsgrunde m.
ejerboliger
Munksøgård Hovedst. Forstad Stor 90’erne Separat Individuelle Nogen Høj Ejer/lejer/andel Ja
Ottrupgård Nordjyll. Mindre by Mellem 90’erne Separat Individuelle Nogen Moderat Andel Ja
Den Selvforsynende
Landsby
Syddanm. Mindre by Mellem 2000’erne Separat Individuelle Nogen Høj Andel Ja
Snabegaard Midtjyll. Mindre by Mellem 90’erne Separat Fælles Nogen Høj Ejer Ja
Svanholm Hovedst. Åbent land Mellem 70’erne Fælles Fælles Stor Høj Koll./ fælles Ja
Sættedammen Hovedst. Forstad Mellem 70’erne Separat Individuelle Ingen Ingen Ejer Ja
Thylejren – Det nye
samfund
Nordjyll. Mindre by Mellem 70’erne Separat Individuelle Ingen Moderat Koll./ fælles Ja
Tigerens Rede Midtjyll Mindre by Mellem 80’erne Separat Fælles Nogen Ingen Ejer/lejer Nej
Tranehøj Sjæll. Mindre by Mellem 80’erne Separat Individuelle Nogen Ingen Andel Ja
Økosamfundet
Dyssekilde
Hovedst. Mindre by Stor 80’erne Separat Individuelle Nogen Høj Ejer/lejer/andel Ja
Afgræn
set
Ja

Socioøkonomisk sammensætning af beboere
I resten af kapitlet redegør jeg for den socioøkonomiske sammensætning af
økosamfundenes beboere ud fra en række gængse variable. I Tabel 6 på s. 69
kan man se en sammenligning af økosamfundenes beboere med gennemsnit for
hele Danmarks befolkning ud fra de variable, hvor der er de mest iøjnefaldende
forskelle. Imidlertid er der også en vis spredning økosamfundene imellem, og
det beskriver jeg undervejs i teksten.
Køn, alder og husstand
Der er en lille overrepræsentation af kvinder i økosamfundsbesvarelserne sammenholdt
med deres andel af danskerne som helhed (58%), men det kan skyldes
en større villighed hos kvinder til at udfylde spørgeskemaer 19 . Datamaterialet
viser nogenlunde den samme kønsfordeling i alle økosamfund. Med hensyn til
alder er personer mellem 36 og 55 år overrepræsenteret i forhold til såvel de
ældre som de yngre. Personer mellem 19 og 35 år er særligt at finde i de nyeste
økosamfund, dvs. dem, der er oprettet efter år 2000, ligesom de ældre årgange i
størst omfang findes i de ældre økosamfund. At mange vælger at flytte i økosamfund
i den livsfase, hvor de stifter familie, bekræftes af, at der er en overrepræsentation
af personer med hjemmeboende børn; ca. 51% af beboerne har
børn i husstanden mod 40% af voksne danskere i øvrigt. I de økosamfund, hvor
der er mange personer over 55, er denne andel ikke overraskende lavere, mens
den er højere i de økosamfund, hvor der er mange beboere mellem 36 og 55.
Uden at kunne henvise til data, der dokumenterer det, er min fornemmelse, at
økosamfundene mht. aldersfordeling og familiesammensætning ikke er så meget
anderledes end andre boligområder. Det er en almindelig iagttagelse inden
for boligforskningen (se f.eks. Jensen 2006; Vacher 2007) at nye boligområder
typisk befolkes af unge familier for senere, efterhånden som beboerne ældes, at
blive til ”sølvbryllupskvarterer”, hvorefter der gradvist sker en udskiftning af
beboerne, indtil kvarteret efter nogle generationer bliver mere aldersblandet.
Økosamfundene er relativt nye sammenlignet med den danske boligmasse i øvrigt,
idet ingen har eksisteret før 1970’erne. Aldersfordelingen i økosamfundene
19 Det samme kan gøre sig gældende ved andre variable; man bør således have i baghovedet, at tallene
fra økosamfundene bygger på spørgeskemabesvarelser, hvor svarprocenten svinger fra 17 til 86 %. Jeg
tager højde for dette ved ikke at lægge for stor vægt på tendenser, der kun kan ses i svar fra fællesskaber
med meget lav svarprocent.
66

hænger derfor formentlig sammen med, at mange økosamfund stadig i overvejende
grad bebos af dem, der grundlagde dem i sin tid. Man kan således tale om
sølvbryllupsøkosamfund og nybyggerøkosamfund.
Uddannelse, erhverv og indkomst
Hvis økosamfundene ligner de fleste andre boligområder mht. alder og familiestruktur,
så skiller de sig til gengæld ud, hvad angår uddannelse og erhverv. Således
har 73 % af økosamfundenes beboere en gymnasial uddannelse eller tilsvarende
mod 28 % i Danmark som helhed 20 . Kun 11 % i økosamfundene har
ingen erhvervskompetencegivende uddannelse, 45 % har en mellemlang videregående
uddannelse (MVU) og 27 % har en lang (LVU). De tilsvarende tal for
Danmark som helhed er 34 % uden erhvervskompetencegivende uddannelse, 16
% med MVU og 7 % med LVU. Ganske vist er de ældre årgange, som typisk
har kortere uddannelse, en smule underrepræsenteret i økosamfundene, men det
er langtfra nok til at forklare forskellen; således er økosamfundet med den højeste
gennemsnitsalder samtidig det, der har den største andel af personer med
lang videregående uddannelse (53 %) 21 .
I lyset af tallene for uddannelse er det ikke overraskende, at beboerne også
adskiller sig fra gennemsnittet hvad angår erhverv. Således har 11 % ledende
stillinger mod 4 % af de erhvervsaktive danskere i øvrigt 22 ; 44 % har arbejde,
der forudsætter færdigheder på højeste niveau og 24 % på mellemniveau (mod
hhv. 10 % og 19 % i Danmark som helhed). Derimod er samtlige andre erhvervstyper
underrepræsenteret, herunder kontorarbejde, salgs- service og omsorgsarbejde,
landbrug og håndværkspræget arbejde. Dette gælder med kun små
udsving på tværs af samtlige økosamfund.
Blandt de erhvervsaktive er der i samtlige økosamfund flere offentligt ansatte
end privatansatte, mens forholdet i Danmark som helhed er omvendt. Der er også
en overrepræsentation af selvstændige i økosamfundene; disse driver typisk
20 Selv om personer med længere uddannelse typisk vil være mere tilbøjelige til at besvare spørgeskemaer
og derfor vil være overrepræsenterede, kan det ikke forklare forskellen. Den samlede svarprocent er
52. Selv hvis man antager den maksimale biaseffekt – dvs. at alle dem, der ikke har besvaret, har mindre
end en gymnasial uddannelse – vil andelen af personer med gymnasieuddannelse i økosamfundene være
37 % mod de 28 % i Danmark som helhed.
21 To økosamfund skiller sig ud ved at have relativt mange beboere uden uddannelse. Desværre er svarprocenten
for disse to i den lave ende, så man kan ikke konkludere meget håndfast ud fra dette resultat.
22 Dette kan dog være overvurderet, idet tallene bygger på selvrapporteret stilling, som efterfølgende er
kodet med DISCO-88-kategorier. Jeg kan ikke vide, om beboerne har præcis de samme kriterier for at
opfatte sig selv som ledere, som Danmarks Statistik har.
67

de små virksomheder nævnt ovenfor inden for f.eks. behandling, rådgivning og
håndværk. Den største forskel økosamfundene imellem er i fordelingen af erhvervsaktive
og pensionister. De økosamfund, der rummer mange ældre, har
selvfølgelig også en større andel pensionister.
Ser man på det, beboerne tjener ved deres arbejde, er forskellen i forhold til
resten af Danmark ikke så stor, som erhvervsfordelingen måske kunne få én til
at formode. Ganske vist er der færre i økosamfundene, der tjener mindre end
400.000 kr. i husstandsindkomst (47 % mod 59 %) og flere, der tjener mellem
400.000 og 799.000 kr. (39 % mod 31 %), men der er også færre i den helt høje
ende, dvs indkomster på over 800.000 kr. (7 % i økosamfund mod 9 % i Danmark
som helhed). De forskelle, der er, skyldes formentlig økosamfundsbeboernes
høje uddannelsesniveau; at forskellene ikke er større, kan tænkes at
skyldes den store andel af offentligt ansatte i forhold til privatansatte 23 .
Statsborgerskab og oprindelsesland
De fleste, der bor i økosamfundene, er danske statsborgere, ligesom tilfældet er
det for Danmarks befolkning i det hele taget; dog er der faktisk lidt flere ikkedanske
statsborgere i økosamfundene (7 % mod 5 %). En lidt større andel, nemlig
15 %, har en eller to forældre, som er født i et andet land end Danmark.
Langt de fleste af disse forældre (89 %) er født i et andet vestligt land, dvs enten
i et andet EU-land eller i USA, Canada, Australien eller New Zealand. Det
tilsvarende tal for resten af Danmark er 31 %.
23 Forskellene skyldes imidlertid ikke, at der er flere husstande i økosamfundene med to indtægter, da
dette ikke er tilfældet – se tabel 8 i bilag 4.
68

Tabel 6: Udvalgte socioøkonomiske indikatorer24 ØKOSAMFUND DANMARK
Kvinder 58 51
19-35 år 19 27
36-55 år 50 36
56+ 31 36
Børnefamilier 51 40
Gymnasial udd. el. tilsvarende 73 28
Ingen erhvervskompetencegivende uddannelse 11 34
Faglært uddannelse 8 38
MVU 45 16
LVU 27 7
Privat ansat 19 38
Offentligt ansat 29 19
Selvstændig 14 4
Ledelse 11 4
Arb., der forudsætter færdigheder på højeste niveau 44 10
Arb., der forudsætter færdigheder på mellemniveau 24 19
Kontor, service, omsorg, landbrug, håndværk mv. 11 50
Husstandsindtægt 0-399.000 47 59
Husstandsindtægt 400.000-799.000 39 31
Husstandsindtægt 800.000+ 7 9
Ikke dansk statsborger 7 5
En/to forældre født i andet land 15 9
Forældre født i vestligt land 89 31
Stemmer på SF 51 13
Stemmer på Enhedslisten 23 2
Stemmer på Socialdemokraterne 8 26
24 Denne tabel rummer kun et udvalg af de indikatorer, som jeg finder mest interessante. Derfor summer
procenterne heller ikke i alle tilfælde til 100. Den interesserede læser kan finde de komplette tabeller i
bilag 4.
69

Partipolitiske præferencer
Et felt, hvor økosamfundenes beboere skiller sig stærkt ud fra befolkningen som
helhed, er det politiske. Hvis økosamfundsbeboerne var repræsentative for den
danske befolkning, ville Villy Søvndal være statsminister i en SF-regering med
absolut flertal – 51 % af stemmerne (mod 13 % ved sidste valg). Det næststørste
parti ville være Enhedslisten med 23 % af stemmerne (mod 2 % ved sidste
valg), og først langt nede på listen ville Socialdemokraterne og Det Radikale
Venstre komme med hhv. 8 % og 6 %. Det eneste andet parti, der ville komme i
Folketinget, var det daværende Ny Alliance, der på spørgetidspunktet lige ville
komme ind over spærregrænsen med 2 % af stemmerne. De nuværende regeringspartier
og deres støtteparti, Dansk Folkeparti, ville således ikke komme
ind. Tendensen er den samme på tværs af økosamfund; blot varierer forholdet
mellem SF og Enhedslisten lidt imellem de forskellige fællesskaber, så de to
partier visse steder er næsten lige store 25 .
Opsamling
Økosamfundenes beboere tegner sig på baggrund af dette som en relativt homogen
gruppe, der uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og politisk skiller sig
markant ud fra gennemsnittet af den danske befolkning. Økosamfundene er således
befolket af mange højtuddannede mennesker med job, der svarer til deres
uddannelse, de hører altovervejende til på den politiske venstrefløj, og de er også
ganske kulturelt homogene, idet langt de fleste stammer fra vestlige lande.
Denne statistiske homogenitet svarer ikke nødvendigvis til økosamfundsbeboernes
egen oplevelse. De forskelle, der er mellem f.eks. humanistiske og naturvidenskabelige
uddannelser kan opleves ganske store, ligesom de kulturelle
forestillinger om emner som børneopdragelse kan variere ganske meget, alt efter
om man har rødder i Nord- eller Sydeuropa. Derfor er det langtfra sikkert, at
økosamfundenes beboere i hverdagen oplever sig som en homogen gruppe. Ikke
desto mindre viser tallene, at de er en homogen gruppe sammenlignet med
resten af danskerne.
25 Igen er tendensen så stærk, at den ikke kan skyldes bortfald. Selv hvis man antager maximalt bias, dvs.
hvis det var tilfældet (hvad der ikke er nogen grund til at tro), at SF-vælgere var mere tilbøjelige til at
udfylde spørgeskemaer end andre, og man således antager, at ingen af dem, der ikke har svaret, ville
stemme på SF, ville SF stadig få 25 % af samtlige stemmer – ca. det dobbelte af den stemmeandel, de fik
ved valget i november 2007, som vel at mærke fandt sted midt i dataindsamlingsperioden.
70

Kapitel 4 Økosamfund som praktisk
samfundskritik
”Vi er selv den politik, som vi tænker og udfører (…)
Vi vil med andre ord bruge boligen som et våben.”
(Rasmussen 1971:58)
I dette kapitel vil jeg se nærmere på økosamfundenes kritiske aspekt, idet jeg
igennem en læsning af økosamfundsbevægelsens egne tekster, inspireret af de
franske sociologer Luc Boltanski og Laurent Thévenots kritiksociologi, fremanalyserer
økosamfundsbevægelsens kritiske vision.
Ikke kun kritik med fødderne
Som nævnt i indledningen har antropologen Susan Love Brown omtalt intentionelle
fællesskabers særlige form for kritik som ”kritik med fødderne”, dvs. en
kritik med fokus på den konkrete udvikling af en praksis, som er bedre end det
bestående på bestemte måder (Brown 2002a). Flere andre forfattere, som beskæftiger
sig med intentionelle fællesskabers kritiske dimension, er inde på noget
af det samme, og sammenfattende kan man identificere bestemte træk som
karakteristiske for intentionelle fællesskaber i forhold til andre former for samfundskritik,
f.eks. dannelsen af enkeltsagsbevægelser eller arbejde i det konventionelle
politiske system (se Kanter 1972; Zablocki 1980; Kamau 2002; Brown
2002b; Sargisson og Sargent 2004 mfl.):
1. De vægter konstruktionen af et bedre alternativ til det bestående højere
end formulering af en kritik af det.
2. De har en holistisk tilgang til formuleringen af alternativer, dvs. de
opererer ikke med domænespecifikke løsninger på miljøproblemer, sociale
problemer osv. Det intentionelle fællesskab tænkes som alternativ,
der på én gang tilbyder løsninger på problemkomplekser, der omfatter
både (f.eks.) miljøaspekter og sociale aspekter.
3. Praksis er primær, analyse er sekundær. Dvs. de intentionelle fællesskabers
alternativ er ikke (primært) et ideologisk manifest, politisk
program eller lignende, som dernæst skal implementeres i samfundet
som helhed, men derimod en bestemt form for praksis, som de selv
straks går i gang med at udøve.
71

Denne karakteristik af de intentionelle fællesskabers særlige kritikform leder
således opmærksomheden hen på deres praksis og bort fra deres verbale artikulering
af kritik. Imidlertid er den verbale formulering af vision (positiv) og kritik
(negativ) måske nok for fællesskaberne selv sekundær i forhold til praksis,
men den er ikke fraværende. Parallelt med den kritiske praksis foregår således
en formulering af en kritisk vision, uden hvilken den kritiske praksis næppe
ville kunne erkende sig selv som sådan 26 . Den kritiske vision udpeger dels for
fællesskaberne selv, dels for resten af samfundet, på hvilke måder de ønsker at
være kritiske, og i forhold til hvad, og skal derfor ses som en del af den kritiske
praksis og ikke i modsætning hertil 27 .
Mange økosamfund – fælles vision?
”Hesbjerg er altså ikke et økologisk landsbysamfund! Men et samfund som har
valgt en økologisk og miljøvenlig levevis.” (Elm og Dilling-Hansen 2003: 50)
Når jeg her taler om økosamfundsbevægelsen, som om det er en entydig størrelse,
er det udtryk for et valg af fokus – som Rubins vase, der også kan ses som to
mennesker i profil. Det gælder for sociale bevægelser i almindelighed og da ikke
i mindre grad for denne, at de til enhver tid er det foreløbige resultat af en
række definitionskampe (se f.eks. Melucci 1995). En redegørelse for økosamfundsbevægelsens
vision er således udtryk for en analytisk fastfrysning på ét
bestemt tidspunkt, som ignorerer de brydninger, der er internt i økosamfundene,
eller i det mindste sætter dem i parentes. Jeg kunne have valgt at fokusere på
uenighederne og de skillelinjer, der kan identificeres mellem de forskellige
grupperinger, der tager del i disse kampe. Spørgsmål, der diskuteres i denne
sammenhæng, er f.eks., hvem der kan tale på bevægelsens vegne, hvilken status
den internationale paraplyorganisation GEN (Global Ecovillage Network) skal
have, og hvem der skal have ret til at definere, hvad et rigtigt økosamfund er –
om det f.eks. nødvendigvis skal omfatte en bestemt indstilling til åndelige
spørgsmål (se f.eks. Fotopoulos 2000).
Disse uenigheder er også relevante for mit projekt, idet skillelinjerne kan
genfindes i de danske økosamfund, både mellem fællesskaber og på tværs af
dem. Som nævnt i kapitel 2 er der fællesskaber, som – selv om de er medlem-
26 Zablocki taler i sin undersøgelse af kollektiver om en særlig kollektiv-ideologi (Zablocki 1980). Jeg
foretrækker imidlertid at bruge begrebet vision, bl.a. fordi det er et begreb, man kan støde på hos økosamfundene
selv, der jævnligt ”visionerer”, dvs. afholder visionsdage, gennemfører visionsprocesser
osv.
27 ”Talk is action” som antropolgen Helen Schwartzman påpeger (Schwartzman 1989).
72

mer af LØS – ikke mener, de er ”rigtige” økosamfund, jf. det citat, som indleder
dette afsnit. Der er endda nogle, som har fravalgt at deltage i undersøgelsen af
denne grund, og også i de fællesskaber, som har accepteret at deltage i undersøgelsen,
er der uenighed om, hvorvidt det er en god betegnelse 28 .
En fortælling om forskelle i økosamfundenes visioner kunne således muligvis
være lige så adækvat som en fortælling om fællestræk. Alligevel vælger jeg
at fokusere på den ansats til en fælles vision, som kan fremlæses af økosamfundenes
tekster. Det gør jeg, fordi en fælles vision i heldigste fald kan gøre det
samme, som ideologi kan ifølge Zablocki. Han mener, at en fælles ideologi:
”… beskriver og fortolker fænomener både empirisk og normativt; den tjener til at
fokusere og forenkle de handlingsalternativer, som kollektivitetens medlemmer
står over for; den står i modsætning til andre ideologiske perspektiver inden for
det samme samfund.” (Zablocki 1980: 190)
Her understreger Zablocki det oppositionelle i en ideologi eller en vision, dvs.
at en vision ikke bare er en skildring af noget ønskeligt, men også, direkte eller
indirekte, en skildring af det modsatte. Således står økosamfundsbevægelsen
også i modsætning til andre træk i nutidens samfund, dog sjældent i form af
personificerede modstandere som bestemte grupper og lign.
I resten af dette kapitel vil jeg således bruge økosamfundsbevægelsen eller
LØS som enhedslig betegnelse for den kollektive aktør, der står som afsender af
den overordnede økosamfundsvision – vel vidende at de forskellige tekster, jeg
analyserer, er skrevet af enkeltpersoner, som lægger vægten forskelligt, og at
disse personer ikke nødvendigvis kan påstå at skrive på vegne af alle fællesskaber
eller alle individer i fællesskaberne.
Inden jeg går i gang med beskrivelsen af det empiriske materiale og selve
analysen, vil jeg imidlertid gøre en teoretisk omvej for at introducere det sæt
begreber, som jeg bruger til at analysere teksterne med. Det drejer sig om de
franske sociologer Luc Boltanski og Laurent Thévenot og deres begreber om
kritik og retfærdiggørelsesregimer. Jeg har valgt at anlægge dette teoretiske
perspektiv på teksterne for at kunne kontekstualisere økosamfundenes vision i
forhold til de forskellige og delvist modstridende begreber om det gode, som er
i omløb i moderne vestlige samfund. Jeg finder, at den pragmatiske kritiksociologi
er nyttig som redskab til at åbne økosamfundenes tekster på en måde, der
28 Én person angiver således i flere kommentarer til spørgeskemaet, at vedkommende tager stærkt afstand
fra betegnelsen, men giver desværre ikke nogen uddybende begrundelse for sin modvilje. Det kan
heller ikke udelukkes, at personer har undladt at udfylde spørgeskemaet, fordi de ikke opfatter økosamfundsbetegnelsen
som dækkende eller relevant for dem.
73

på én gang tager dem alvorligt og bevarer en analytisk distance. Jeg anvender
ikke teorien som en facitliste, men som igangsætter for analysen.
En sociologi, der tager aktørerne alvorligt
”Der vil altid være kritik, idet ethvert retfærdiggørelsesregime altid vil kunne udfordres.
Man vil altid kunne vælge et andet regime blandt dem, som er til rådighed.”
(Crone et al. 2008: 10)
Boltanski og Thévenot opstiller deres kritiktypologi på baggrund af en grundlæggende
iagttagelse af moderne vestlige samfund som værdipluralistiske. I et
værdipluralistisk samfund er der altid mere end ét princip om det gode på spil,
og der er ikke noget privilegeret metaperspektiv, der endegyldigt fastsætter disse
princippers indbyrdes forhold. Det er dette, der muliggør enhver moralsk debat
og kritik.
Desuden har Boltanski og Thévenot det udgangspunkt, at de tager aktørernes
selvforståelse og kompetencer alvorligt (Boltanski 2008). De adskiller sig således
fra f.eks. Bourdieu ved ikke at bedrive ”mistankens hermeneutik” og ikke at
søge efter underliggende motiver for handlinger, der er skjult for aktørerne selv
og kræver sociologens privilegerede blik for at afdækkes:
”… vi mener ikke, at alle menneskelige relationer er styret af magtrelationer og
interesseforhold. (…) [Vi] pålagde os altså at tage alvorligt, at almindelige mennesker
henviser til krav om moral og retfærdighed, når de taler. (…) Vi gik altså
ud fra, at der i visse situationer – selvfølgelig ikke alle – men særligt i situationer,
hvor magtrelationerne er forholdsvis jævnbyrdige, gør sig et krav om retfærdiggørelse
gældende. (…) Mennesker er i stand til at skelne mellem dårlige grunde og
acceptable retfærdiggørelser og gør det konstant i det sociale liv.” (Blondeau og
Sevin 2008:40-1)
Hvor den gængse magtanalyse tenderer mod at se moralske argumenter og retfærdiggørelser
som strategiske efterrationaliseringer af handlinger, som på et
dybere og mere virkeligt niveau er motiveret af strukturelt betingede interesser,
ser Boltanski og Thévenot dem altså som reelle og legitime begrundelser for
handlinger og valg mellem flere handlemuligheder. Herved tildeler de også det
handlende subjekt og den kritiske situation en mere central plads, end tilfældet
ofte er hos Bourdieu og andre strukturalistisk inspirerede teoretikere. Ifølge
Boltanski er den væsentligste skillelinje mellem de to tilgange således spørgsmålet
om, hvorvidt teorien levner plads til den normative dimension af menneskelig
handling, eller om denne ”absorberes i handlinger af anden type” (Boltanski
2008:15)
74

Retfærdiggørelsessituationer
Teorien beskæftiger sig med situationer, hvor mennesker oplever et behov for at
retfærdiggøre handlinger eller holdninger i forhold til kritik eller omvendt at
kritisere andres handlinger og holdninger 29 . Der er tale om situationer, hvor forskellige
opfattelser af det gode indgår i ikke-voldelige konflikter.
”Retfærdiggørelse er i dette teoretiske perspektiv et forsøg på at bevæge sig uden
for at udtrykke et partikulært og personligt standpunkt og hen imod et bevis på, at
ens udsagn er almengyldigt og relevant for et fælles bedste, idet man viser, hvorfor
eller hvordan dette almene krav er legitimt. Denne retfærdiggørelsesopgave
påhviler alle debattører, som er optaget af at løse et offentligt problem.” (Thévenot
et al. 2000a: 236)
I det moderne, værdipluralistiske samfund kan enhver kritik og retfærdiggørelse
udfordres 30 . Tag f.eks. debatten om økosamfundspioneren Steen Møller, også
kendt som ”halmballemanden”, i Weekendavisen i 1999. Foranlediget af en artikel
om Møller i Politiken kritiserede Weekendavisens Frede Vestergaard Møller
for at være en ”nasserøv” og usolidarisk, fordi han som selvbygger og foredragsholder
levede for et meget lille årligt beløb og derfor ikke betalte ret meget
i skat, men stadigvæk benyttede sig af de samfundsskabte og skattefinansierede
goder som uddannelse, børnepasning og sundhedsvæsen. Vestergaard søgte
i artiklen at etablere sin kritik som legitim ved at karakterisere Møllers livsstil
som svigt af fællesskabet med det formål selv at kunne nyde en større frihed
og mindre arbejde. I den følgende uge tog Steen Møller til genmæle og fremstillede
sit eget arbejde som ubetalt forskning i samfundets tjeneste, som på længere
sigt kunne bidrage til både økonomiske besparelser og bedre livskvalitet;
derudover blev han taget i forsvar af Weekendavisens Ulrik Høy, som fremhævede
ham som livskunstner i oprør mod velfærdsstatens ”flokmentalitet” (Vestergaard
1999; Møller 1999; Høy 1999).
29 Forfatterne er bevidst om, at ikke alle situationer indebærer krav om retfærdiggørelse, men de drager
forskellige knsekvenser af dette. Boltanski har således udviklet en firefeltstypologi, hvor han skelner
mellem retfærdiggørelsessituationer og situationer præget af hhv. kærlighed, rutine og vold – alle situationer,
hvor retfærdiggørelser enten er overflødige eller utilstrækkelige. Hermed adskiller han sig også bevidst
fra Bourdieu, der som bekendt opererer med begrebet ”symbolsk vold”, hvorved grænsen mellem
det Boltanski og Thévenot vil kalde retfærdiggørelsessituationer, rutinesituationer og voldelige situationer
udviskes. Se f.eks. (Blondeau & Sevin 2008). Thévenot opererer på sin side med en skelnen mellem
tre forskellige engagementsformater, hvor retfærdiggørelse er det ene. De to andre kalder han ”planlægning”
og familiartitet”. Jeg går nærmere ind på dette i kapitel 5.
30 Jf. Giddens’ begreb om refleksivitet som omtalt i indledningen. Til forskel fra f.eks. Weber ser Boltanski
og Thévenot imidlertid ikke de forskellige retfærdiggørelseslogikker som knyttet til bestemte institutioner
eller strukturer. Tværtimod er de alle principielt tilgængelige for aktører i alle situationer, om
end det formentlig empirisk vil vise sig, at visse logikker oftere aktiveres i bestemte situationer end i andre.
75

Ud fra en bourdieusk analyse vil man måske pege på, at ovenstående eksempel
kan forstås som led i en positioneringskamp mellem doxa (den etablerede økonomiske
sagkundskab repræsenteret ved Frede Vestergaard) og heterodoxi (alternative
værdisætningsmåder repræsenteret ved Steen Møller), hvor begge aktører
har interessebaserede motiver, som de blot søger legitimeret gennem strategiske
retfærdiggørelser. Boltanski og Thévenot udelukker ikke eksistensen af
interesser og strategisk kommunikation, men de interesserer sig, som de siger,
mere for legitimitet end legitimering, eller med andre ord for de ideer om det
gode og det rigtige, som begge aktører hver på sin måde forsøger at sætte i spil.
Dette udgangspunkt betyder, at aktørerne i Boltanski og Thévenots teori i højere
grad end hos f.eks. Bourdieu fremstår som myndige og ikke blot marionetter
for kræfter, som virker bag om ryggen på dem. Som Boltanski og Thévenot
udtrykker sig, må aktørerne have en sans for det, som er, men også for det, som
kunne være eller ikke skulle være – de må have en kritisk kapacitet. Teorien er
således også blevet kaldt ”sociologien om det folk er i stand til” (Held 2007).
Seks regimer
Boltanski og Thévenot interesserer sig således for situationer, hvor afgørelser
skal træffes på et grundlag, der har almen legitimitet. Men hvor kommer dette
grundlag fra? Boltanski og Thévenot peger på, at aktørerne i moderne samfund
har mulighed for at trække på et antal historisk fremkomne retfærdiggørelsesregimer,
der, som de skriver:
”… hviler på principper med reel gyldighed [og derfor] kan … tjene som holdepunkter
for både kritiske argumenter og for de retfærdiggørelser, som formuleres
af de personer, der bliver kritiseret, og som derfor tvinges til at forholde sig til
denne kritik. (…) disse legitime ordener understøtter såvel enighed som kritik.”
(Boltanski 2008:17)
I bogen On Justification (Boltanski og Thévenot 2006) analyserer de sig frem
til seks værdiregimer, som hver tilbyder sit grundlag for vurdering og retfærdiggørelse,
nemlig markedsregimet, det industrielle regime, det civile regime,
det hjemlige regime, inspirationsregimet og opinionsregimet. De understreger,
at disse seks ikke er udtømmende for den potentielle mængde af mulige retfærdiggørelsesregimer,
men blot dem, de kan identificere i et bestemt samfund på
et bestemt historisk tidspunkt. Regimerne er således ikke universelle, men heller
ikke absolut kontingente, idet ”Nye samfundsmæssige betingelser skaber grobund
for nye regimer” (Albertsen 2008:68). Væsentligt for økosamfundsområdet
er især Thévenots beskrivelse af ansatser til et grønt regime, ligesom Boltanski
76

sammen med Eve Chiapello siden har udviklet ideen om et projektregime, som
de ser som karakteristisk for nutidens kapitalisme (Boltanski og Chiapello
2005) 31 .
I eksemplet ovenfor vil man således kunne sige, at Frede Vestergaard argumenterer
ud fra det civile regime, idet han kritiserer Steen Møller for manglende
solidaritet og manglende forståelse af den grundlæggende samfundskontrakt,
som velfærdsstaten hviler på, nemlig at man er forpligtet til at arbejde, hvis man
kan, for at være med til at forsørge dem, der ikke kan. Møller argumenterer inden
for samme regime, men fremhæver, at han som ”ulønnet forsker” faktisk er
langt mere solidarisk end f.eks. Vestergaard, idet han uden beregning stiller sin
viden og arbejdskraft i samfundets tjeneste. Ulrik Høy argumenterer derimod
ud fra det inspirationelle regime, idet han helt afviser Vestergaards målestok og
i stedet fremhæver Møllers kreativitet og engagement.
For at Boltanski og Thévenot mener, at der er tale om et legitimt regime, skal
det opfylde to krav: For det første skal regimet operere ud fra et begreb om en
grundlæggende fælles menneskelighed; dvs. alle regimets medlemmer skal anerkende
alle andre mennesker som medlemmer i et principielt symmetrisk forhold
32 . For det andet skal der eksistere en form for orden eller hierarkisering,
hvor personer, handlinger og genstande kan rangordnes efter graden af storhed
inden for det pågældende regime. Storheden kan ikke én gang for alle knyttes til
personer, og askriberede hierarkiseringsformer baseret på f.eks. køn og race er
således ikke legitime.
Teorien bygger på nogle antropologiske grundantagelser, såsom at alle mennesker
er udstyret med f.eks. retfærdighedssans. Boltanski og Thévenot benytter
sig af en analogi med sproget: Retfærdighedssansen minder om evnen til at tale;
og den specifikke måde, den realiseres på inden for et regime, minder om et bestemt
sprog 33 . Derfor taler Boltanski og Thévenot også om, at hvert regime har
sin egen grammatik, som f.eks. definerer det ækvivalensprincip, som regimet
31 Inden for såvel Boltanski og Thévenots egne tekster som i de tekster, der anvender og diskuterer teorien,
bruges begreberne regime, rige, cité, værdiorden, retfærdiggørelsesmodus og princip synonymt. I
resten af teksten bruger jeg begreberne regime og værdiorden afvekslende.
32 Forholdet er principielt symmetrisk, fordi ingen på forhånd er tilforordnet en bestemt storhedsgrad, og
fordi storhed i det ene regime ikke kan overføres til andre regimer.
33 Sproganalogien peger på, at Boltanski og Thévenot ikke anskuer de seks regimer som videnskabelige
kategorier, som verden iagttages igennem, men som noget, der ”er derude”, og som de som forskere har
opdaget og beskrevet, ligesom lingvisten, der beskriver et nyt sprog, heller ikke kan siges at have fundet
på det. Antallet af til enhver tid tilgængelige regimer er således også et empirisk spørgsmål og ikke noget,
der kan fastlægges én gang for alle.
77

vurderer ting, personer og handlinger efter. Den definerer ligledes både en investeringsformel,
som kæder opnåelsen af storhed sammen med et offer, således
at den, der er værdig inden for ét regime, ofrer muligheden for at være værdig i
andre regimer, og en modeltest, dvs. den test, der bedst vil kunne afgøre forskellige
personers krav på storhed. Ethvert regime kan tjene som udgangspunkt
for både retfærdiggørelse og kritik.
For ikke at blive handlingslammet i det værdipluralistiske samfund må aktøren
i enhver situation indtage sit ståsted inden for ét af flere mulige regimer. Ud
fra dette regimes perspektiv bliver ét af de mulige goder således ophøjet til det
fælles bedste, hvorimod alle de andre goder kun ses som ”private” og dermed
mindre værdige goder. Den, der vil opnå det højeste niveau af storhed inden for
et regime, må således ofre de andre goder.
”Enhver form for retfærdiggørelse står i en kritisk relation til de andre former på
grund af sin universelle ambition” (Thévenot 2002a:192)
For at blive i eksemplet: Den store er i Frede Vestergaards øjne den gode skatteborger,
som vælger at gå på arbejde og dermed betale skat i stedet for at holde
fri, mens den lille er ”nasserøven”, som nyder sin fritid og alligevel lukrerer på
de goder, som skatteborgerne finansierer. I dette perspektiv er ”halmballemanden”
egoistisk. I Ulrik Høys synspunkt er den store ”eneren”– den, der tør give
afkald på den tryghed og bekvemmelighed, der ligger i at gøre som de andre,
tør gå imod strømmen og ”putte sin egen og ikke andres mening ind i tilværelsen”
(Høy 1999), og den lille er ”flokdyret” i det massefremstillede parcelhus.
Test, kritik og kompromis
Hvordan afgør aktørerne så i praksis personers eller handlingers status inden for
det pågældende regime? Det sker ifølge Boltanski og Thévenot via det, de kalder
test: En test kan f.eks. være en popularitetsmåling (opinionsregimet) eller en
eksamen (det industrielle regime). Jo mere institutionaliseret en test er, og jo
højere grad af kontrol der er med dens udfald, desto mere legitim er testen.
F.eks. er en eksamen med ekstern censur mere legitim end en eksamen med intern
censur. Realitetstesten hviler ikke kun på sproglig kommunikation, men
også relevante materielle enheder; således testes f.eks. en ingeniørs effektivitet
efter, om hun kan få maskinen til at køre; en skuespillers popularitet efter, om
han kan sælge billetter osv.
Som nævnt kan man både henvise til regimerne i positivt øjemed (retfærdiggørelse)
og i negativt (kritik), idet kritik så at sige er retfærdiggørelse med om-
78

vendt fortegn. Boltanski og Thévenot skelner mellem to former for kritik regimerne
imellem, nemlig den reformistiske og den radikale kritik. Den reformistiske
eller korrektive kritik påpeger illegitim storhedsoverførsel fra ét regime til
et andet; hvis f.eks. den rige bliver behandlet bedre ved domstolene end den fattige,
eller en berømthed slipper lettere til eksamen. Møllers replik til Vestergaard
er et eksempel på en korrektiv kritik, idet Møller anerkender Vestergaards
grundprincip om, at man skal være solidarisk, men påpeger, at Vestergaard er
for snæver, når han kun medtager lønnet arbejde i sin opgørelse af den enkeltes
bidrag til solidariteten.
Den radikale kritik udfordrer selve definitionen af situationen og kalder på
indførelsen af et andet storhedsprincip. F.eks. kan man fra det civile regime kritisere
markedsregimet for at være usolidarisk og forlange civile principper indført
i bestemte situationer. Velfærdsstaten er funderet i en sådan civil kritik af
markeds- og hjemlighedslogikker, hvorunder adgang til f.eks. sundheds- eller
uddannelsesydelser er betinget af enten penge eller de rette forbindelser. Denne
kritik underkender markedsregimets relevans i forbindelse med f.eks. adgang til
lægehjælp og søger at etablere et civilt regime på dette område. Ulrik Høys artikel
er et eksempel på en radikal kritik, idet han afviser relevansen af det civile
regime og søger at flytte vurderingen af Møller til det inspirationelle regime.
Endelig kan der også opnås kompromiser mellem forskellige regimer. Således
kan en virksomhed, som opererer inden for markedsregimet, gå på kompromis
med f.eks. hjemlighedsregimet ved at gøre det legitimt for medarbejdere
at gå på barselsorlov eller tage barnets første sygedag, selv om det umiddelbart
ikke giver mening inden for markedets logik. Ligeledes kan selve den socialdemokratiske
velfærdsmodel ses som kompromiser mellem den civile logik
(lighed og solidaritet), den industrielle logik (effektivitet og investering) og
markedslogikken (konkurrencedygtighed og afkast). Disse kompromiser vil
imidlertid være skrøbelige, så længe de ikke forankres i en ny sammenhængende
værdiorden (Boltanski & Thévenot 2006).
Kunstnerisk og social kritik
”Livet ses som en serie af projekter, som er desto mere værdifulde, jo mere forskellige
de er fra hinanden. Det relevante er altid at være aktiv på en eller anden
måde, aldrig at være uden projekt og uden ideer, altid at se frem til og forberede
sig på noget sammen med andre, som man møder, fordi man altid bliver drevet
frem af aktivitetsimpulsen. Når man går i gang med et nyt projekt ved alle deltagerne
godt, at det er midlertidigt, at det ikke alene måske, men helt sikkert en dag
er slut. Udsigten til en uundgåelig og ønskelig afslutning er indkapslet i selve in-
79

volveringen, uden at dette lægger en dæmper på deltagernes begejstring. Projekter
er velegnede til networking, netop på grund af deres midlertidige karakter.” (Boltanski
& Chiapello 2005:169).
Som nævnt ovenfor har Boltanski og Chiapello i bogen The New Spirit of Capitalism
tegnet omridset af et syvende regime, projektregimet (Boltanski & Chiapello
2005). På den ene side ser de således dette som et nyt regime på linje med
de andre; på den anden side går de i deres analyse ud over regimemodellen.
Projektregimet er kort fortalt blevet til som et resultat af to typer kritik af kapitalismen,
nemlig en kunstnerisk kritik af kapitalismens fremmedgørende og en
social kritik af dens udbyttende effekter, og af kapitalismens indoptagelse af
navnlig den kunstneriske kritik. Kapitalismen har således omskabt sig selv fra
den industrielle kapitalisme til netværkskapitalismen. Denne analyse vil jeg ikke
gå i detaljer med her, men blot med Niels Albertsen (2008) bemærke, at den
sociale og kunstneriske kritik ikke eksplicit af Boltanski og Chiapello knyttes til
et eller flere af de tilgængelige retfærdiggørelsesregimer 34 .
”Den kunstneriske kritik (…) er stærkt anti-industriel såvel som anti-kapitalistisk.
Den står, i den revolutionsromantiske tradition, for geniets enestående kvalitet
(som kan findes i alle frie mennesker) og har ingen tålmodighed med noget, der
standardiserer, uniformerer og ensliggør. (…) Men dette gør ikke den kunstneriske
kritik til en traditionalistisk kritik. Den forherliger kun sjældent tilbagevenden
til en idealiseret fortid. Den hader, ligesom kapitalismen gør det, den førkapitalistiske
fortid (…) også den har blikket rettet mod fremtiden og mod mulighederne
for en menneskelighed uden fortilfælde.” (Boltanski 2002:6)
Ikke desto mindre har den kunstneriske kritik af kapitalismen, som Albertsen
også påpeger, en slående lighed med den inspirationelle kritik af markedets og
industriens værdiordener, ligesom den sociale kritik for mig at se har meget til
fælles med den civile værdiordens betoning af lighed og solidaritet.
Diskussion af teorien
”Den pragmatiske sociologis subjekter er ræsonnable individer, der kan udtrykke,
hvorfor de føler sig uretfærdigt behandlet og fortælle, hvorfor de tilslutter sig en
ideologi.” (Albertsen 2008:79)
Boltanski og Thévenots teori er et forfriskende alternativ til mange mere gængse
teorier om social handlen, fordi teorien ikke forudsætter nogen viden eller
antagelser om aktørernes angiveligt ultimative eller underliggende motiver.
34 Niels Albertsens konklusion på dette er, at Boltanski og Chiapello i denne bog så at sige overskrider
regimemodellen, idet såvel kapitalismen som kommunismen overskrider de eksisterende regimer (Albertsen
2008). Hvis dette er rigtigt, er de for mig at se på vej væk fra den pragmatiske kritiksociologi og
tilbage i (en ny version af) en mere klassisk kritisk sociologi. Det vil imidlertid føre for vidt at uddybe
dette yderligere her.
80

Analysen forbliver på argumenternes og retfærdiggørelsernes niveau og indbyder
ikke til spekulationer om, hvad aktørerne mon i virkeligheden er ude på,
men fokuserer på de forskellige modeller af det fælles bedste, som bringes i spil
af aktører, der forsøger at nå til beslutninger. I stedet for mistankens hermeneutik
bedriver de rekonstruktionens hermeneutik – selv om aktørerne ikke selv udfolder
hele deres grundlag for at mene og handle, som de gør, viser Boltanski
og Thévenot, hvordan det, de siger, kan henføres til de samme store regimer –
de får med deres egne ord ”det, der siges til at brillere” (ibid.:76) Som ovenfor
nævnt fører dette også til det, man kan kalde en demokratisering af kritikken,
hvor den kritiske samfundsvidenskab giver afkald på sit kritikmonopol – kritik
kan rejses af aktørerne selv, og samfundsvidenskabens kritik er ikke nødvendigvis
privilegeret.
Et spørgsmål, som Boltanski og Thévenot ikke forholder sig til, er, hvorvidt
og hvordan de forskellige værdiordener er differentielt tilgængelige for forskellige
personer afhængigt af f.eks. biografiske eller socioøkonomiske omstændigheder.
Således er markedets regime, med spørgsmålet ”Hvad koster det?” som
eksemplarisk test, et, der kan bringes i spil af langt de fleste i et land som Danmark,
mens f.eks. det inspirationelle regime formentlig vil være tilgængeligt for
en langt snævrere gruppe. For at blive i sproganalogien er alle mennesker måske
nok i princippet i stand til at lære alle sprog, men i praksis er nogle sprog
mere udbredt end andre.
Det er sympatisk, at sociologen ikke skal forsøge at fortælle aktørerne, at de
lider af falsk bevidsthed og lign., men dette standpunkt kan ud fra et kynisk
strukturalistisk synspunkt ligne en bevidst naivitet – at man bevidst gør sig
blind for de interesser og strategier, der kan ligge bag ved aktørers udsagn. Boltanski
og Thévenot fremhæver, at hvis retfærdiggørelserne kun var et skalkeskjul
for egentlige interesser, ville de i længden forsvinde, da det ville være for
omkostningsfuldt at opretholde dem. Dette er en kvasi-funktionalistisk måde at
argumentere på, som heller ikke holder på sine egne præmisser – således er der
selv i den biologiske natur masser af eksempler på fænomener, som eksisterer,
fordi de signalerer overskud hos indehaveren snarere end fordi de tjener noget
direkte formål – påfuglens fjer og kronhjortens gevir, f.eks. Således kunne man
også – inden for den funktionalistiske logik – forestille sig, at det var et tegn på
overskud hos mennesker, at de gjorde sig ulejlighed med at pakke deres strategiske
interesser pænt ind.
81

Noget helt andet er, at den pragmatiske sociologi har en pointe, som den sociologiske
mistanke tit overser: Hvorfor er det, at det skulle være nødvendigt eller
gavnligt at pakke sine strategiske interesser ind? Det skyldes måske, at mennesker,
som Boltanski og Thévenot fremfører, er i stand til i visse situationer at
aktivere en retfærdighedssans, som reagerer imod alt for groteske overskridelser.
Et område, som jeg finder mere problematisk, er teoriens forhold til den empiriske
virkelighed. Teksterne er ikke tynget af empiriske eksempler, og mange
af teoriens påstande fremstår aprioriske og mangelfuldt empirisk underbyggede
– f.eks. antagelsen om, at man ikke kan være stor i flere regimer samtidig. Er
det et empirisk faktum eller en teoretisk antagelse? Teorien forholder sig bevidst
ikke til de sociale og institutionelle processer, der ledsager enhver definition
af storhed, hvor storhedsgraden hverken er vilkårlig eller entydigt mulig at
fastlægge.
Et andet spørgsmål, som Boltanski og Thévenot går let hen over, er deres antagelse
om, at alle mennesker i udgangspunkt har principielt lige muligheder for
at opnå den højeste storhed inden for hvert regime, og at storhed ikke må være
permanent knyttet til en person i form af f.eks. biologiske træk. Dette fører til
en analytisk position, som ignorerer muligheden for, at der kan være medfødte
eller biografisk betingede forskelle, som kan påvirke fordelingen af storhed inden
for de forskellige regimer. Især f.eks. inden for inspirationsregimet anses
f.eks. talent for noget medfødt, som nok så mange ofre af storhed inden for andre
felter ikke kan bibringe en, hvis man ikke har det. I det hele taget er hele
spørgsmålet om, hvor bevidst individet forholder sig til regimerne, og i hvilken
grad der er tale om et aktivt valg mellem perspektiver, når individet indtager et
bestemt ståsted, underbelyst hos Boltanski og Thévenot.
Disse kritikpunkter udelukker imidertid ikke, at man kan bruge teorien heuristisk,
dvs. som en slags dåseåbner i forhold til et felt. Som heuristisk redskab
ligger den godt i forlængelse af dette kapitels hensigt om at læse økosamfundenes
tekster med en (re)konstruktiv snarere end en mistænksom læsning.
I næste afsnit vil jeg gå nærmere ind på diskussionen om, hvorvidt man meningsfyldt
kan tale om et grønt regime, og derefter vil jeg igen vende tilbage til
økosamfundene.
82

Et grønt regime?
Hvorvidt de senere årtiers fokus på miljøproblemer har medført udviklingen af
det grønne eller det bæredygtige som et selvstændigt retfærdiggørelsesregime,
er genstand for diskussion. Ud over Laurent Thévenot har især sociologerne
Olivier Godard og Bruno Latour kommet med mulige svar på dette spørgsmål 35
(Latour 1998; Thévenot et al. 2000; Godard 2007). Diskussionen mellem de tre
har indtil videre groft sagt drejet sig om to grundspørgsmål:
Det første spørgsmål er, om bæredygtighed er en original form for retfærdiggørelse
eller en underkategori af en eller flere af de andre former. Det andet
spørgsmål er, om naturen kan tillægges moralsk status. De tre debattører indtager
forskellige postioner som sammenfattet i nedenstående skema, som jeg uddyber
nedenfor.
Tabel 7: Positioner i debatten om et grønt regime
Bæredygtighed er et selvstændigt re- Bæredygtighed er ikke et
gime på linje med de andre
selvstændigt regime
Naturen har mo- Laurent Thévenot Bruno Latour
ralsk status
Naturen har ikke
moralsk status
83
Olivier Godard
Bruno Latour mener ikke, at man inden for regimemodellen kan tale om et nyt,
grønt regime, idet han påpeger, at mange af de argumenter, der anvendes i miljødebatten,
lader sig forklare som underkategorier af argumenter fra andre regimer
(Latour 1998). For eksempel kan mange argumenter, der vedrører bæredygtighed
og ressourceudnyttelse, ses som hidrørende fra det industrielle regime,
der jo værdsætter langsigtet rationalitet og effektiv ressourceudnyttelse.
Argumenter om hensynet til de kommende generationer kan ses som en udvidelse
af det civile regimes solidaritetsideal til også at omfatte endnu ufødte, og
argumenterne om bestemte landskabers værdi for bestemte grupper kan ses som
en udløber af hjemlighedsregimets vægt på det nære, det lokale og det oprindelige.
Latour peger imidlertid på en anden måde at begrebsliggøre et syvende,
grønt regime på:
35 De tre er selvfølgelig ikke de eneste, der har forholdt sig til spørgsmål om bæredygtighed og retfærdiggørelse,
(se f.eks. Laurans 2001), men i denne sammenhæng anser jeg de tre for at være velegnede
repræsentanter for tre forskellige positioner.

”Det spørgsmål, som det ’syvende regime’ rejser, er, hvad et menneske mon ville
være uden elefanter, løver, korn, oceaner, ozon eller plankton? Et menneske alene,
meget mere alene, end selv Robinson Crusoe var på sin ø. Mindre end et menneske.
Helt sikkert ikke et menneske. Det økologiske regime siger slet ikke, at vi
skal overføre vores loyalitet fra menneskeheden til naturen. (…) Det økologiske
regime siger blot, at vi ikke ved, hvad der udgør menneskers fælles menneskelighed,
og at, ja, måske, uden Amboselis elefanter, uden Drôme-flodens slyngende
vande, uden Pyrenæernes bjørne, uden Lot-flodens duer eller Beauce-regionens
grundvandsspejl ville mennesker ikke være mennesker.” (Latour 1998:230) 36
Han argumenterer for, at storhed i det syvende regime handler om at udvide
Kants moralske imperativ til potentielt at omfatte alle skabninger, dvs. ikke kun
mennesker. Han understreger, at dette ikke handler om at sætte hensynet til planetens
økologi højere end hensynet til mennesker, som det f.eks. sker i dybdeøkologien,
men derimod at se såvel mennesker som andre skabninger som mål
og aldrig kun som middel; at udvide fællesskabet, men altid i erkendelse af det
usikre og uafsluttelige i en sådan udvidelse.
Laurent Thévenot er uenig med Latour, for så vidt at han selv anvender kategorien
et grønt regime i sit komparative studie af miljødebatter i Frankrig og
USA sammen med Claudette Lafaye og Michael Moody (Thévenot, Moody, &
Lafaye 2000). Thévenot ser således ikke noget problem i at formulere en grøn
grammatik på linje med de øvrige regimers. Inden for det grønne regime er de
værdige handlinger ifølge Thevenot et al. dem, der støtter og afspejler principper
som renhed, forureningsfrihed, fornyelighed, genbrug, bæredygtighed og
harmoni med naturen, og det fælles bedste skal tilvejebringes via opmærksomhed
på miljøhensyn, naturbeskyttelse, ressourceforvaltning og dyrkning af forholdet
til naturen. Tidsperspektivet indebærer en implicit eller eksplicit reference
til fremtidige generationer. Grønne kvalifikationer og test er f.eks. graden af
biodiversitet, dyrs og planters sundhedstilstand og vandets renhed, og der sker
undertiden en udvidelse af fællesskabet til at omfatte ikke-humane enheder såsom
dyr, planter, økosystemer, landskaber osv. Thévenot lægger sig således i
forlængelse af Latour her uden i øvrigt at gå ind i diskussionen af dette potentielt
kontroversielle synspunkt.
I modsætning til Thévenot mener sociologen Olivier Godard, at det er fejlagtigt
at betragte ”det grønne” som et selvstændigt syvende regime, og i modsætning
til Latour mener han ikke, at fællesskabet kan udvides til at omfatte non-
36 Disse tanker har Latour senere videreudviklet i bogen The Politics of Nature, hvor han taler om ”tingenes
parlament”. Se iøvrigt (Blok og Jensen 2009).
84

humane aktører (Godard 2007). Hans argumenter for dette synspunkt har to hovedpointer:
For det første peger han på, at der endnu ikke er udviklet stabile test, der positivt
kan retfærdiggøre eller kvalificere praksisser, personer eller teknologier
som bæredygtige. Han mener ikke som Thévenot, at dette er et spørgsmål, som
vil løse sig over tid, i takt med at bæredygtighedsregimet institutionaliseres,
men pointerer, at værdipluralismen er indbygget i bæredygtighedsspørgsmålet
såvel som i moderne samfund som sådan, og det derfor pr definition er umuligt
at afgøre én gang for alle, hvad det grønne eller det bæredygtige er. Et dansk
eksempel på denne uafgørbarhed kan man støde på i vindmølledebatten, hvor
spørgsmålet om bæredygtighed går ned midt igennem en af de store aktører,
nemlig Danmarks Naturfredningsforening, som på den ene side går ind for
vindmøller som en del af en bæredygtig energipolitik og på den anden side er
med til at sinke og forhindre mange vindmølleprojekter i sin rolle som fortaler
for landskabs- og naturværdier.
Godard påpeger, at bæredygtighedsbegrebet lettere lader sig anvende i kritisk
sammenhæng – at udpege manglende bæredygtighed – end til opstilling af et
positivt ideal. Han lægger vægt på, at det er væsentligt ikke at henvise bæredygtighedsspørgsmålene
til ét regime, men netop se på, hvordan de kan gå på tværs
af regimer, fordi:
”de vedrører forbrug så vel som fremstilling; de har en økonomisk dimension,
men, da bæredygtighed er transgenerationelt og et offentligt gode, også en medborgerskabsdimension;
de er afhængige af offentlige institutioner, men også af
virksomheder og ngo’er; de berører multinationale firmaers forretningsstrategier,
men også valg og etiske overvejelser i forbindelse med personlige livsstile.” (Godard
2007:27)
For det andet mener han, at man ikke kan udvide fællesskabet på den måde, Latour
og Thévenot taler for, uden at overskride den grundlæggende antagelse om
fælles menneskelighed, idet dyr, planter og økosystemer ikke kan indgå i en
symmetrisk relation med mennesker. Det samme argument fremfører Godard
imod den mere moderate opfattelse af det grønne regime, hvor ikke planter og
dyr, men alene fremtidige generationer af mennesker inddrages som aktører.
Relationen med fremtidige generationer er heller ikke symmetrisk; de endnu
ufødte kan ikke deltage i diskussionen og vil slet ikke eksistere uafhængigt af
de nulevende. Man har eksperimenteret med at repræsentere de fremtidige generationer
(se f.eks. von Uexkull 2009), men hvem er i stand til legitimt at tale
for disse og f.eks. tage stilling til, om de helst vil leve med stigende have eller
85

atomaffald? Og hvilken test kan afgøre, hvilket krav på at repræsentere fremtidige
generationers interesser der er det mest legitime? Filosoffen Henrik Bjerre
udtrykker en lignende tvivl således:
”Hvis bjerge, edderkopper og regn har værdi i sig selv og dermed en eller anden
form for rettigheder, hvad så med jordskælv, vira og oversvømmelser? Har HIV
intrinsisk værdi, og hvis det ikke har, ud fra hvilke kriterier kan vi så fastslå det? ”
(Bjerre 2008: 141)
En sådan fortolkning er imidlertid en misforståelse af Latours standpunkt, som
på én gang kan siges at være mere og mindre radikalt. Mindre radikalt, fordi
Latour netop ikke, som de dybdeøkologer, han kritiserer, vil erstatte en antropocentrisk
tilgang med en biocentrisk og altså f.eks. sætte hiv-virus som ligeværdig
med mennesker. Mere radikalt, fordi det økologiske regime ifølge Latour
betyder, at vi helt skal opgive ideen om endegyldige test, der én gang for alle
kan fastlægge principper for bæredygtighed, og i stedet lære at operere med den
kroniske usikkerhed, der omgiver relationerne mellem mennesker, dyr og andre
potentielt relevante enheder. Således vil man, hvis man følger Latour, ikke kunne
regne med at opstille regler for, hvordan andre arter eller endnu ufødte generationer
skal repræsenteres, men lade det komme an på en indgående betragtning
af den enkelte situation. Man kan således hverken en gang for alle tillægge
nonhumane aktører rettigheder på linje med menneskerettighederne eller frakende
dem, at de i visse situationer med rimelighed kan gøre krav på en form
for rettigheder (Blok & Jensen 2009).
Som videnskabshistorikeren Naomi Oreskes skriver i en anmeldelse af Latours
bog:
”Skønt det kan virke fjollet – hvordan kan vi vide, hvad et træ har lyst til? – påpeger
Latour, at videnskabsfolk rutinemæssigt omtaler ikke-mennesker (f.eks. neutrinoer,
vira, kontinentalplader, frøer), og ofte som om de talte på disses vegne.
Hvem har ikke hørt videnskabsfolk tale om, at jordskorpen gerne vil bevæge sig,
at vira har behov for at dele sig, og at træer stræber efter at nå op i lyset? Så er der
ikke så langt til bevidst at overveje, hvilke interesser planter og dyr, oceaner og
atmosfæren måtte have, så vel som (nok så vigtigt) fremtidige generationer af
mennesker. Ja, dette kan meget vel være den eneste modvægt imod den allestedsnærværende
tendens til, at nulevende mennesker opfører sig, som om der ikke
fandtes andre, eller i hvert fald som om det ikke var nødvendigt at tage hensyn til
andre.” (Oreskes 2004).
Sammenfattende kan man sige, at der tegner sig to forskellige opfattelser af muligheden
for et grønt regime. Godard mener, at det er mere frugtbart at se miljøog
bæredygtighedsspørgsmål som et specifikt interesseområde, som kan optræde
på forskellig måde i de forskellige regimer, snarere end som et nyt selvstændigt
regime. Latour og Thévenot derimod skiller på hver deres måde det grønne,
86

økologiske eller bæredygtige ud som noget i sig selv, der giver grundlag for en
anden retfærdiggørelse eller en anden kritik end de øvrige regimer.
Godards vinkel på spørgsmålet om det grønne regime som noget, der går på
tværs af de etablerede regimer, virker umiddelbart relevant i forhold til økosamfundene,
som netop ikke lægger vægt på at skille dem ad. Jeg vil derfor i det
følgende indledningsvis se på, hvilke retfærdigheds- og kritikregimer økosamfundene
trækker på, og hvordan de inddrager grønne aspekter i disse. Derefter
vil jeg diskutere, hvorvidt denne tilgang udtømmer økosamfundenes kritiske
potentiale på bæredygtighedsområdet, eller om der er en selvstændig rest, der
ikke kan rummes i de eksisterende regimer.
Udadvendte retfærdiggørelser og implicit kritik
I analysen trækker jeg navnlig på økosamfundsbevægelsens officielle dokumenter.
Den primære kilde er bogen Økosamfund i Danmark (Elm & Dilling-
Hansen 2003), hvor der både er overordnede tekster af centrale personer i den
danske økosamfundsbevægelse og beretninger fra enkelte økosamfund (se tabel
30). Nogle af de økosamfund, jeg har besøgt, har efter bogens udgivelse offentliggjort
mere udførlige dokumenter på deres hjemmesider osv., og disse inddrager
jeg som supplement til analysen. Teksterne kan deles op i dels fælles tekster
skrevet af forskellige personer på vegne af LØS, og dels de enkelte økosamfunds
egne tekster.
87

Tabel 8: Citerede fælles tekster fra Økosamfund i Danmark
Forfatter Titel
Susanna Maxen, formand for LØS 37 Indledning
Troels Dilling-Hansen, medstifter af og sekretær
for LØS og medredaktør af Økosamfund
i Danmark
Allan Elm, sekretær for LØS og medredaktør
af Økosamfund i Danmark
Hildur Jackson, medstifter af GEN (Global
Ecovillage Network)
Rolf Jacobsen, arkitekt med speciale i økologisk
byggeri
88
Barrierer for bæredygtige samfund
Visionen om økosamfund – en begrebslig
og samfundsmæssig perspektivering
Afsluttende perspektivering af frizoneideen
(m. Allan Elm)
Om at skabe økosamfund
Afsluttende perspektivering af frizoneideen
(m. Troels Dilling-Hansen)
Integreret økosamfundsdesign
GEN’s historie 1990-2003
Naturligt byggeri – en alkymistisk tilnærmelse
Tabellen viser en oversigt over de fælles tekster, jeg inddrager i analysen. Som
tabellen viser, er de skrevet af en håndfuld personer, som er eller har været aktive
i LØS. Teksterne er som nævnt hentet fra bogen Økosamfund i Danmark,
(Elm & Dilling-Hansen 2003) som er en bog, der tjener mange formål. Ud over
at skitsere en samlet vision for økosamfund rummer den også præsentationer af
de enkelte økosamfund, beretninger fra forskellige økosamfunds tilblivelseshistorie
og en lang række kapitler med gode råd til, hvordan man i praksis laver et
økosamfund og kommer til rette med juridiske, tekniske, økonomiske og sociale
spørgsmål. Jeg har udvalgt de tekster, som fremgår af tabellen, til nærmere
analyse, fordi de alle indeholder bredere udsagn om visionen.
For alle disse tekster gælder det, at de er, hvad David Silverman ville kalde
naturligt forekommende data (jf metodekapitlet), idet de ikke er produkter af
den sociologiske intervention og altså ikke fremkommet på baggrund af en ensartet
stimulus fra en forsker som f.eks. et spørgeskema eller en interviewguide.
Dette rummer både styrker og svagheder. F.eks. er teksterne ikke ens i hverken
længde, detaljeringsgrad eller de emner, de dækker. Bogens redaktører har givet
37 Titlerne er gengivet, som de står i bogen, men er i flere tilfælde ikke længere aktuelle.

de forskellige fællesskaber nogle stikord, de kunne forholde sig til, og på baggrund
af dette har nogle skrevet en halv side og andre ti sider. Nogle går i detaljer
med beslutningsprocesser, konkrete teknologier osv., mens andre holder sig
til det generelle. Det er altså ikke nødvendigvis tilfældet, at fordi et fællesskab
ikke har skrevet noget om f.eks. konsensusprincipper i beslutningsprocesser, så
findes det ikke i det pågældende fællesskab. Der er ikke angivet forfatter på de
enkelte fællesskabers tekster, der står i bogen som repræsenterende hele det pågældende
fællesskab.
Jeg har stillet det samme spørgsmål til alle tekster, nemlig: Hvordan ser det
bæredygtige samfund ud ifølge økosamfundsvisionen? Og – implicit om ikke
eksplicit – hvad er der ubæredygtigt ved det omgivende samfund, siden der er
behov for økosamfundene? Det er i høj grad de fælles tekster, der rummer kritik
af det eksisterende samfund og skitsering af den overordnede økosamfundsvision,
mens de enkelte fællesskabers tekster i højere grad rummer konkrete beskrivelser
af, hvordan de i praksis arbejder med de visionære målsætninger.
Med Sargisson og Sargents begreber kan man sige, at de fælles tekster i det store
og hele arbejder med den ultimative utopi, mens de enkelte fællesskaber arbejder
med den umiddelbare utopi.
Det bevidste samfund – en inspirationel vision
ӯkosamfund tillader folk at opleve deres spirituelle forbindelse til den levende
Jord. Folk kan glæde sig over det daglige samspil med jorden, vandet, vinden,
planterne og dyrene. Samfundet forsyner folk med deres daglige behov – føde, tøj,
husly – i respekt for naturens rytme. (…) Økosamfund udtrykker en følelse af enhed
med naturen. De nærer og styrker en påskønnelse af menneskelivet og af Jorden
selv, som del af et større kosmos.” (Jackson i Elm & Dilling-Hansen 2003:
427)
Ovenstående citat er et eksempel på den del af økosamfundsvisionen, der af
økosamfundenes selv benævnes det spirituelle eller det kulturelle. Med Boltanski
og Thévenots begreber er her tale om en kritik af det store samfund ud
fra en inspirationel værdiorden, eller man kan tale om en inspirationelt funderet
retfærdiggørelse af økosamfundsvisionen:
”De fællesskaber der primært er motiveret ud fra de spirituelle eller kulturelle dimension,
lægger særlig vægt på, at man tager ansvar for sit eget liv og sin personlige
udvikling. Man arbejder med baggrund i et holistisk menneske- og verdensbillede,
for at lære sig selv at kende og derigennem føle sig i indre kontakt og i
fællesskab med andre og livet. Det omfatter f.eks. at man beskæftiger sig med
kreativitet, personlig udvikling (f.eks. kropsarbejde, terapi, kunstneriske udtryk),
forskellige aspekter af spiritualitet (som f.eks. bøn, meditation, centrering i den
indre kerne). I nogle tilfælde leves livet centreret omkring en bestemt spirituel
89

etning eller arbejdsform, en mester eller et bestemt mål. Ofte arbejder man frem
mod en oplevelse af en form for enhed med naturen både indadtil og udadtil. Dette
kommer f.eks. til udtryk ved, at man er opmærksom på at følge de naturlige
rytmer (i naturen, livsfaser, årsløbet osv.) og/eller i fejring af livet og hinanden
gennem forskellige fester, ritualer og helt nye traditioner (f.eks. nye årstidsfester).”
(Maxen 2003:10-1)
I Boltanski og Thévenots karakteristik af det inspirationelle er det højeste gode
knyttet til det visionære, sandheden, der kommer til den enkelte udefra og ikke
kan underkastes objektiverende test, ligesom storhed knytter sig til fantasi,
uformalitet og mystik (Boltanski & Thévenot 2006). Hvad er så indholdet af
økosamfundenes specifikke version af en inspirationelt baseret kritik? Ud fra
min læsning af teksterne mener jeg, at økosamfundene kan placeres inden for
det, der af religionssociologer kalder New Age-traditionen (se f.eks. Ahlin
2001).
New Age er en fællesbetegnelse for en række livstolkninger og praksisser,
som ifølge de fleste forfattere navnlig har vundet udbredelse siden 1960-
70’erne. Religionssociologen Paul Heelas (1996, her cit. fra Ahlin 2001) har
kaldt New Age for modernitetens sakralisering, idet han anser New Agebevægelsens
vækst som udtryk for udviklingen af religiøse eller åndelige tolkninger
af modernitetens grundvilkår, jf. indledningen. I New Age findes autoriteten
inden for individet selv, som har ansvar for eget liv i alle aspekter. Det
samme gælder i høj grad for økosamfundene, som flere steder understreger, at
de vægter personlige erfaringer i modsætning til religiøse dogmer. Betegnelsen
spiritualitet foretrækkes frem for religion, som har mere institutionelle konnotationer.
Åndeligheden ses som den indre sandhed i alle etablerede religioner.
Deltagelse i kollektive ritualer kan forekomme, men regnes ikke for nødvendigt
38 .
”Vores vision er et økospirituelt samfund, hvor vi ikke har formelle læresætninger,
men anerkender alle verdens religioner, idet vi tror at mange veje fører til
Gud. Ønsket er at bringe de spirituelle principper ind i vores daglige liv – gennem
vores arbejde, vores relationer til hianden, og måden vi udtrykker vores omsorg
for jorden på.” (Elm & Dilling-Hansen 2003: 218)
I forlængelse heraf er økosamfundenes praksis ofte præget af det, der kaldes
synkretisme eller bricolage, dvs. inddragelse af elementer, symboler og praksisser
fra mange forskellige traditioner såsom buddhisme, kristendom og diverse
naturreligioner.
38 Også i de fællesskaber, som har en eksplicit tilknytning til en fælles åndelig retning og f.eks. dyrker
fælles meditation, er det den enkeltes indre proces, der er i centrum, og ikke en præsts udførelse af bestemte
ritualer på fællesskabets vegne som f.eks. i folkekirken.
90

”Man vil beskytte den vilde natur, eller hvor den ikke er trække den ind i bosætningerne,
for at få steder, hvor man kan opleve, at naturen er levende, og skabe
steder, hvor man kan forbinde sig med det guddommelige i sig selv. Der arbejdes
med stedets energistruktur og på at udfolde bosætningens mangfoldighed under
respekt for de holografiske og energimæssige realiteter. (…) En måde er at meditere
i længere tid på et sted og spørge, hvad stedet ønsker. Gaia som levende organisme
skal nok svare. I landskabstemplet er det chakrasystemet og de energifrekvenser,
der er knyttet til det, der danner grundlaget for en struktur. (…) En anden
måde at gribe design an på fra en spirituel synsvinkel er Vasthu (gammel indisk
viden) eller Feng Shui (kinesisk tradition)” (Jackson i Elm & Dilling-Hansen
2003: 423)
Som i citatet ovenfor opfattes det guddommelige typisk som noget immanent
eller iboende frem for noget transcendent; dvs. Gud opfattes som en diffus kraft
i universet, en kosmisk energi, som alle er en del af, og som en guddommelighed
inden for mennesket selv.
”Flere nye projekter har forsøgt at formulere dette emne, som at vi hjælper hinanden
til at lære og at leve et nyt verdensbillede, der bygger på, at vi er indbyrdes
afhængige og at realisere vores guddommelige potentiale i en sund krop som frie
kreative mennesker.” (ibid.)
Ethvert menneske ses som havende et stort potentiale. Sandheden er inden i os
alle sammen, ikke out there som f.eks. i traditionel kristendom. I tråd med opfattelsen
af det guddommelige som immanent følger en resakralisering af livet
på jorden, en opfattelse af jorden og alt liv som helligt (jf. Ahlin 2001) 39 .
”Målet i Sahaj Marg er det højest opnåelige: Enhed med den guddommelige Natur
– den Natur som staves med stort N, og som findes inde bag menneskets ydre sansers
rækkevidde (…) Ifølge Sahaj Marg kommer sand forandring indefra, og når
det enkelte menneske ændrer sig, vil det forplante sig til det ydre. Forsøg på at
ændre verden udefra giver ikke bæredygtige resultater.” (Elm & Dilling-Hansen
2003: 357)
Af dette citat, som stammer fra et fællesskab, der dyrker meditationstraditionen
Sahaj Marg, fremgår også, at det er summen af individernes personlige bevidstgørelse,
der skaber forandring. Et eksempel på samme forståelse ud fra en lidt
anden tilgang kan læses i nedenstående, som trækker på Jes Bertelsens syntese
mellem østlig filosofi og vestlig psykoanalyse:
”På alle planer af vores samfundsliv (…) er det egoets rationale og dynamo, der
skaber denne splittethed mellem jeget og duet. Det er denne bevidsthed, der i sidste
ende har skabt vores individuelle forvirring, samfundsmæssige kompleksitet
og differentiering, naturødelæggelse, krig og fattigdom (…) For at gennembryde
denne opsplitning kræves selvudvikling i stor stil, siger Bertelsen. Han mener, at
det er vigtigt, at mange lokale grupper af mennesker samler sig i lokalsamfund,
39 Kritikere af New Age har kaldt det ”den spirituelle version af forbrugerkapitalismen”, men dette afvises
af bl.a. Ivakhiv, som fremfører, at netop resakraliseringen af jorden fører til, at New Age-tilhængere
ofte stiller sig kritiske over for kapitalismens mekanismer (Ivakhiv 2003) Det er således i resakraliseringen
af jorden, at New Age har sit kritiske potentiale.
91

hvor de har en fast selvudviklingspraksis med sig. Han mener, at disse grupper vil
få en revolutionerende betydning for udviklingen af vores bevidsthed, således at
selvets kærlighed, omsorg og globale bevidsthed kan blive virkeliggjort i løbet af
de næste år og skabe nye samfund.” (Elm & Dilling-Hansen 2003: 412)
I begge citater fremgår det, at en samfundsforandring er afhængig af, at tilstrækkelig
mange individer udvikler sig gennem arbejdet med deres egen bevidstgørelse.
Idealet om det bevidste samfund rummer også en implicit og eksplicit kritik
af det eksisterende samfund, hvis dårligdomme som beskrevet i ovenstående citat
henføres til samfundets fragmentering og kompleksitet – træk ved det moderne
samfund, som almindeligvis antages at stamme fra industrialiseringen. De
citerede tekster kan således opfattes som en kritik fra den inspirationelle imod
den industrielle værdiorden. Den industrielle værdiorden optræder imidlertid
ikke kun som kritikkens genstand, men også som udgangspunkt for kritik, som
næste afsnit viser.
Det planlagte samfund – en industriel vision
”… vi har mulighed for at leve mere bæredygtigt, uden at det er uoverskueligt at
passe ind i en travl hverdag. (…) Vi går i varmt bad, spiser ketchup, drikker colaer
og øl, hænger i sofaen og ser video. Vi har såmænd også tømmermænd ind i mellem,
akkurat som alle andre. Forskellen er nok, at vi har bygget vores huse, så det
i dagligdagen bliver let og endog komfortabelt at leve mere miljøvenligt.” (Elm &
Dilling-Hansen 2003: 228)
Ovenstående citat er et eksempel på en anden måde, hvorpå det grønne indgår i
økosamfundsvisionen. Pointen er her, at man gennem planlægning og rationel
anvendelse af videnskabens frembringelser kan tilrettelægge samfundet, så det
er mere bæredygtigt, uden at man nødvendigvis behøver at tænke så meget over
det i dagligdagen.
Denne tankegang ligger i forlængelse af det, Boltanski og Thévenot kalder
den industrielle værdiorden, hvor teknologi og videnskab er i højsædet, og hvor
idealet er effektivitet, funktionalitet og planlægning. Gennem design og rationel
planlægning kan man udnytte ressourcerne bedst muligt, så intet går til spilde,
og opbygge systemer, som kan holde lang tid ud i fremtiden.
”Den integrerer menneskelige aktiviteter i det naturlige miljø på uskadelig vis og
medvirker til en sund udvikling, der kan fortsætte til evig tid.” (Maxen 2003:15)
Dette ser man f.eks. i de ganske mange tekster, som fremhæver permakultur
som bærende model. Permakultur er betegnelsen for en designfilosofi, som oprindeligt
er udviklet i Australien, hvor ekstreme klimaforhold og spredte bebyggelser
har gjort det centralt at tænke i f.eks. vandøkonomi og uafhængighed
92

af centrale ledningsnet. Flere af økosamfundene er i vidt omfang inspireret af
permakulturen:
”Permakultur er en samling designprincipper til at gøre tingene på en mere bæredygtig
og arbejds-besparende måde. Alle designs skal så vidt muligt laves så de
ikke nedslider men opbygger naturressourcerne. Det vil sige, skaber mere rent
vand og luft, oplagrer mere energi, end der bruges, og opbygger jordens frugtbarhed.
(…) Det er en almindelig opfattelse, at der kun er to måder, hvorpå vi kan
producere mad eller et hvilket som helst andet af vore materielle behov: hårdt fysisk
arbejde, eller det høje forbrug af fossilt brændstof som er karakteristisk for
vores nuværende økonomiske system. Permakultur tilbyder en tredje vej, en vej
der er baseret på gennemtænkt design.” (www.selvforsyning.dk)
Permakulturen bruger industrielle komponenter som systematiseret viden, standarder
og modeller til at arbejde med naturen og ikke imod den. Permakultur er
således ikke udtryk for en afvisning af videnskab og teknologi, men udvikling
af bedre teknikker på grundlag af en bedre, videnskabeligt produceret, forståelse
af naturlige kredsløb. Permakultur lægger stor vægt på netop det designede,
det planlagte, hvor man efterligner naturlige systemer til at forbedre naturen,
dvs producere mere frugtbar jord, mere rent vand og ren luft og bevare energi.
Permakultur-tanken er meget konkret, idet der gives anvisninger på, hvordan en
bosætning bør indrettes, lige fra overordnede planløsninger (husenes placering i
landskabet og i forhold til verdenshjørnerne, opdeling i zoner med forskellig
dyrkningsintensitet) til håndtering af regnvand og spildevand, brug af byggematerialer,
dyrkning af grøntsager osv.
Selve betegnelsen bæredygtighed trækker også på en industriel værdiorden,
hvor spild og kortsigtethed er af det onde, mens langsigtet planlægning og effektiv
ressourceudnyttelse er af det gode, ligesom etableringen af de lange kæder
i miljøvurderinger (livscyklusanalyser, grønne regnskaber osv.) også kun er
mulige som resultat af en industriel tilgang, udvikling af standarder, målbarhed
osv. Man kan så at sige tale om permakultur som en øko-industriel strategi.
Også andre teknikker end de permakulturelle bliver skildret i en industriel
logik, således f.eks. byggeri og anden infrastruktur, altså hvordan selve konstruktionen
og indretningen af huse og installationer kan bidrage til en bæredygtig
livsform. Det handler både om byggematerialer (ubrændt ler, træ, halm),
om energiforsyning og opvarmning (træpillefyr, solfangere, masseovne) og om
håndtering af affald og spildevand (komposttoiletter, pilerensningsanlæg, affaldssortering):
”… grundidéen er at skabe en bosætning fri for tilskud, fri for gæld og fri for affald.
(…) at sætte os ud over forbrugersamfundets ’forbrug-og-smid-væk’ kultur
93

ved at have en målsætning om at minimere affaldsmængden og stille krav til produkternes
genbrugsevne.” (Elm & Dilling-Hansen 2003:258)
Målsætninger som minimering af affald og maksimering af genbrugsevnen har
rødder i en industriel tankegang. Samtidig ligger der også i citaterne en kritik af
det omgivende samfund. Det er dels en korrektiv kritik, idet det industrielle
samfund kritiseres for ikke at være industrielt nok, som når der f.eks. peges på
det høje forbrug af fossilt brændstof – det er kortsigtet og dårlig planlægning at
bruge overflødig energi og at basere sig på energikilder, som risikerer at slippe
op. Desuden kritiseres forbrugersamfundets kompromis mellem den industrielle
og den markedsmæssige værdiorden, som har som resultat, at der produceres
mængder af billige produkter, som hurtigt bliver til affald, så nye produkter kan
efterspørges.
Det nære samfund – en hjemlig vision
”At genfinde et fællesskab, som man kan leve i, udvikle sig i, og som kan være en
tryg ramme om opvækst af ens børn, et fællesskab, som kan bære helt ind i alderdommen
og døden.” (Elm i Elm og Dilling-Hansen 2003:435)
Økosamfundenes vision kæder det bæredygtige liv sammen med det lokale, det
nære og det intime, som bedst kan sammenfattes under overskriften ”det hjemlige”.
Men det er en noget anderledes hjemlighed end den, Boltanski og Thevenot
beskriver i On Justification, og som har rødder tilbage til det traditionelle
feudalsamfund med en hierarkisk struktur, der fandt sin idealtype og klassiske
metafor i den patriarkalske familie.
I Thévenot et al.s analyse af franske og amerikanske miljødebatter anvender
de imidlertid en bredere version af denne værdiorden, som lægger vægt på lokalt
tilhørsforhold og traditionelle praksisser og i mindre grad på hierarki. Den
hjemlige værdiorden, som økosamfundsteksterne henviser til, ligger tættere op
ad Thévenots end ad den, der beskrives i On Justification (Thévenot, Moody, &
Lafaye 2000) Snarere end den patriarkalske familie minder den om et moderne
familieideal, som f.eks. psykologen Lars Dencik beskriver det med sin teamfamilie,
hvor alle familiemedlemmer i princippet er ligestillede, og hvor fælles
beslutninger træffes ved samtale (Dencik 1996). I den nye hjemlighed er familiefællesskabet
selvvalgt, og fokus er på det følelsesmæssige tilhørsforhold mellem
familiens medlemmer og respekt for deres individuelle egenart.
”Det sociokulturelt bærende basissamfund er lokalsamfundet, økosamfundet med
op til 1000 mennesker. Her ligger beslutningsprocessen, undervisningen og den
forebyggende medicin. Her produceres hovedingredienserne til føde og bolig. (…)
94

Infrastrukturens transportnet bygger på mindre ressourcekrævende, kollektivt baserede
og miljøvenlig transport” (Elm & Dilling-Hansen 2003: 460)
Økosamfundene lægger vægt på det lokale – i forhold til bygninger, som helst
skal opføres af lokale materialer og med lokale, traditionelle teknikker som
halm- eller lerhuse, og i forhold til samfundet, hvis primære enhed er fællesskabet
i små, nære lokalsamfund: ”den danske landsbykultur med en global horisont”,
som Troels Dilling-Hansen (Elm og Dilling-Hansen 2003:45) formulerer det.
Det gode ved lokalsamfundet er det overskuelige: at ”alt findes inden for et barns
rækkevidde” (Jackson i Elm og Dilling-Hansen 2003:427), og at produktion af
f.eks. bygninger og fødevarer sker i en skala og et tempo, så beboerne selv kan
følge med, kan gennemskue processerne og selv kan tage del i dem. Det hjemmelavede
har en højere værdi end det industrielt masseproducerede. Specialisering
og differentiering er ikke i højsædet, men det er derimod et fællesskab på
tværs af generationer – i modsætning til det alderssegregerede samfund, hvor
man stort set kun er sammen med jævnaldrende:
”Vi vil gerne lave et sted hvor tingene hænger sammen; arbejde, fritid, familie,
venner, børn, voksne og ældre. Vi vil prøve at skabe et alternativ til den institutionsopdeling
vi kender, og i stedet integrere børn og ældre i landsbyens praktiske
og sociale liv. Alle skal have lov til at deltage i fællesskabet og mærke at der er
brug for dem. (…) Børnene vil være omgivet af andre børn og voksne som de vil
kende op gennem hele deres barndom, og de vil få et langt bredere indblik i de
voksnes verden end mange børn ellers gør i dag. Som forældre vil man også få
mere tid med sine børn, uden at børnene eller en selv kommer til at mangle kammerater.”
(www.selvforsyning.dk)
Økosamfundene lægger også stor vægt på at skabe samfund, der er familievenlige,
og hvor der er sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv:
”Børnepasning foregår på godset, hvor de har naturen, masser af plads og hele
bondegårdslivets arbejdsrytme i nærheden. Børnene lærer mange arbejdspladser at
kende, og de har deres forældre eller andre kendte voksne i nærheden. Det skaber
tryghed i det daglige.” (Elm & Dilling-Hansen 2003:277)
Idealet om et liv, hvor arbejde og familieliv ikke er segregeret i tid og rum,
fremgår også af citater, som skitserer arbejdets organisering. Arbejdet i økosamfundet
skal ikke være motiveret af pligt eller økonomisk nødvendighed, ej
heller af formelle regler:
”En vigtig ting for os er ikke at skulle stresse gennem arbejdet, men have tid til at
være i det, nyde fællesskabet med ens venner og børn og nyde naturen. Permakulturteknikkerne
gør at hele selvforsyningen kan fungere uden brug af tungt,
larmende og farligt maskineri, hvilket vil gøre at alle kan være med. (…) Dyrkning,
husdyrhold og forarbejdning af fødevarerne i landsbyen kan sandsynligvis
ikke økonomisk konkurrere med det omgivende samfunds (industri)produktion.
Vi mener imidlertid, at byggeri og selvforsyning i landsbyen har en social og økologisk
værdi – f.eks. det at kunne spise friske fødevarer og være omgivet af dyr og
95

menneskelig aktivitet der hvor man bor. Der vil samtidigt blive sparet energi da vi
undgår transport af fødevarer. Dette kan ikke gøres op i penge, men alle i landsbyen
vil få glæde af det. (…) Vi tror at landsbyarbejdet kan blive dejligt for her
vil man få kontakt med mennesker, dyr, jord, planter og frisk luft – dette er en bærende
idé i vores projekt som er for mennesker der ønsker at leve på landet, i et
aktivt landsbymiljø.” (www.selvforsyning.dk)
Det lille, nære samfund uden tidslig og rumlig opsplitning mellem arbejde og
fritid, familieliv og arbejdsliv, produktion og forbrug, i en hjemlig og uformel
ramme, kan ses som en opdatering af forestillingen om livet på landet. Idealet
svarer til idealer om det moderne familieliv med individuel udfoldelsesmulighed
og frem for alt valgfrihed med hensyn til både det sted, man vælger som det
rette sted, og de mennesker, man er sammen med. Kritikken retter sig mod det
omgivende samfund, der opsplitter dagligdagen i arbejde og fritid, splitter familiens
medlemmer mellem forskellige institutioner og adskiller produktion og
forbrug. Igen er det en kritik af det industrielle regime, der viser sig.
Den hjemlige kritik retter sig imidlertid også mod det civile regime og det
repræsentative demokrati, som med sine afstemninger og fokus på flertal ikke
er radikalt nok i fællesskabernes øjne.
”Beslutningerne tages i konsensus, vi skal være enige. Derved undgår vi frustration
hos en minoritet som i en majoritetsbeslutning ville have været nødt til at bøje
sig for majoritetens mening om alle involveredes dagligliv. (…) Selvforvaltning
og konsensus supplerer hinanden, idet man ikke kan forvalte andre. Udfordringen
er på én gang at holde sammen på fællesskabet og samtidig at acceptere forskellene.
Vi vil have konsensus og lighed uden enshed.” (Elm & Dilling-Hansen
2003:277)
Idealet om at snakke sig til rette i stedet for at stemme kan ses som en hjemlig
kritik af det civile samfunds upersonlighed. I en moderne familie kan man ikke
leve med, at nogle majoriserer andre og trumfer deres vilje igennem; man er
nødt til at blive ved med at snakke om tingene, til man finder en løsning, som
alle kan leve med.
Opsamling: økosamfundsvisionen som kompromis
Efter denne læsning af økosamfundenes egne tekster tegner der sig et billede af
den kritik, økosamfundene retter mod det omgivende samfund. Kritikken er
primært hentet fra den hjemlige, den inspirationelle og den industrielle værdiorden
og ofte kædet sammen, så det i høj grad er et analytisk greb at adskille
den i de enkelte kritik-kategorier. Selve denne sammenkædning er dels en central
del af selve kritikken, idet økosamfundene afviser det moderne samfunds
fragmentering og sektionalisering af tilværelsen; dels er den formentlig et led i
96

etableringen af et kompromis mellem forskellige værdiordener – et kompromis,
som kan eksistere, så længe ingen insisterer på at udfolde de enkelte værdiordeners
logikker til deres yderste konsekvens.
Som Boltanski og Thévenot skriver, er sådanne kompromiser altid potentielt
ustabile, idet de altid kan udfordres som illegitime fra en hvilken som helst af
de deltagende værdiordener. Én mulig måde at stabilisere et kompromis på er at
etablere udelelige objekter, dvs. genstande, der består af elementer fra forskellige
verdener, men sat sammen og identificeret på en måde, der gør det vanskeligt
at forestille sig dem uden nogen af deres oprindelige komponenter (Boltanski
& Thévenot 2006). Selve de fysiske økosamfund kan anskues som sådanne
udelelige objekter. Når et økosamfund først er etableret i en bestemt
skikkelse og med bestemte infrastrukturer, kan man ikke sådan trække nogen af
dens komponenter ud, og kompromiset, der kan være skrøbeligt, så længe det
kun eksisterer på papiret, forankres således i den materielle verden. Det er også
godt for kompromiser, når de kan rumme flertydige enheder, dvs. begreber eller
genstande, som tillægges positiv betydning i flere af de deltagende værdiordener.
I tilfældet økosamfund er forholdet til jorden, det grønne og det fysiske
miljø et sådant sammenbindende element. I den hjemlige værdiorden repræsenterer
det grønne således forholdet til det konkrete, lokaliserede hjemsted, i den
inspirationelle værdiorden den hellige, levende jord, og i den industrielle værdiorden
de dyrebare ressourcer 40 .
Kritik af hvad?
Der tegner sig et overordnet billede af en bæredygtighedsvision, som er funderet
i det hjemlige, det industrielle og det inspirationelle regime. Fælles for alle
de tekster, jeg har læst, er, at ingen af dem holder sig snævert inden for ét af regimerne;
visionen er en holistisk vision, som går på tværs af opdelingen, ligesom
også bæredygtighedsproblematikkerne går på tværs. Intet er tilsyneladende
irrelevant. Men selv om teksterne bruger mere plads på at redegøre for de positive
visioner end de negative kritikker, er det alligevel muligt at fremlæse et billede
af det, de er imod, eller det, de kritiserer. Således er de kritiske over for
det, de ser som industrialismens instrumentalisering af mennesker og natur. Og-
40 En uddybning af denne analyse ville måske også kunne bidrage til at kaste lys over de kontroverser,
der er internt i økosamfundsbevægelsen. En hypotese kunne være, at disse kontroverser stammer fra aktører,
der ønsker, at økosamfundene skal stille sig mere helhjertet i én eller to af de tre værdiordener.
97

så institutioner som markedet med den globale kapitalisme og staten med det
repræsentative demokrati bliver genstande for kritik:
”Moderne byggeri fratager os delagtigheden. Færdighusene giver os tomme og
statiske skaller, som ikke er egnet til at leve i. Den industrialiserede byggeindustri
fremstiller på samlebånd huse, som i realiteten er ressourcesløsende, fremmedgørende
og forurenende strukturer. Bygninger som på ingen måde er knyttet til de
lokale økologiske kredsløb, og som i større og større grad fremstilles af syntetiske
materialer. Vi tilbydes et helbredsfarligt indeklima, hvor ingen tager ansvar. I realiteten
er dette en fornærmelse mod mennesket, en forbrydelse mod naturen og en
trussel mod vort helbred.” (Jacobsen i Elm & Dilling-Hansen 2003:364)
Økosamfundene har en spændingsfyldt forhold til den industrielle værdiorden.
På den ene side ser man i citater som ovennævnte, at økosamfundene er stærkt
kritiske over for den gængse udformning af det industrialiserede samfund med
vægt på masseproduktion og tingsliggørelse af naturen. I den hjemlige værdiorden
ligger også en mistanke til komplekse systemer og abstrakt tillid og en opvurdering
af personlig tillid. På den anden side er økosamfundenes konkrete
løsninger i høj grad funderet på samme tankegang, nemlig at man gennem udvikling
af videnskab og teknologi kan løse miljøproblemer.
Deres ambivalens over for den industrielle værdiorden genfinder man i deres
forhold til det moderne. På den ene side er moderniteten naturligvis en forudsætning
for, at økosamfundene overhovedet kan eksistere, ligesom de aktivt opsøger
og selv forsøger at medvirke til teknologiske fremskridt, der f.eks. kan
forbedre energieffektiviteten i boliger. På den anden side er mange af de elementer,
der indgår i deres billede af det gode liv, hentet fra et tilsyneladende
førmoderne ideal: det lille Gemeinschaft-lignende samfund i landlige omgivelser,
integrationen af arbejde og fritid og af forskellige aldersgrupper, teknologi
”i menneskelig skala” og/eller med inspiration fra tidligere perioders teknikker
(muldtoiletter f.eks.).
Et grønt regime
Kan analysen så bekræfte Godards synspunkt om, at der ikke er tale om noget
originalt grønt regime, men blot et interesseområde, som på forskellige måder
inddrages i de andre regimer. Med andre ord, er den økologiske kritik blevet
normaliseret, som Latour ville sige? Er den blevet indoptaget som et korrektiv
til de institutionaliserede regimer?
På baggrund af analysen mener jeg, at det ville være en forhastet slutning.
Ganske vist har jeg ikke fundet nogen eksempler på tekster, hvor det grønne regime
fremtræder alene, dvs. uden at være vævet sammen med ét af de tre nævn-
98

te regimer. Alligevel mener jeg ikke, teksterne så at sige går restløst op i dem.
Økosamfundenes udformning af den inspirationelle kritik er således ganske vist
inspireret af New Age, men i høj grad af en specifik udgave af New Age, som
opererer med størrelser som den guddommelige natur og den hellige jord, undertiden
personificeret som Gaia, og som lægger vægt på naturens og årstidernes
rytmer. Ligeledes er permakulturen udtryk for en helt specifik udformning
af en industriel værdiorden, som ikke blot ser naturen som ressource og begrænsning,
men som tager naturen som model og som målestok, idet succeskriteriet
for et permakulturelt design er, at der skabes rent vand, ren luft, energi og
muldjord, samtidig med at systemet opfylder de menneskelige behov for mad,
husly, energi osv. Det originale i det økologiske regime er måske, som Latour
er inde på, i mindre grad etableringen af nye, håndfaste test eller endegyldige
grænser for, hvor meget mennesket må manipulere med sine omgivelser, og i
højere grad en introduktion af muligheden for en diskussion af, hvorvidt og
hvordan man i konkrete tilfælde bør tage hensyn til størrelser som træer, dyr,
vandløb og andre ikke-menneskelige aktører.
Interessant i denne sammenhæng er det, at man forskellige steder i teksterne
kan finde eksempler på det, som Latour og Thévenot vil kalde en udvidelse af
fællesskabet til også at omfatte f.eks. dyr, planter, landskaber og jorden selv,
som når der tales om ”omsorg for jorden”, og kvaliteten ved et liv i kontakt med
dyr. Følgende citat fra en hjemmeside er et eksempel på dette:
”Omsorg for jorden handler om, at vi som mennesker må indse, at vi kun er en art
i det store netværk af arter, der lever på jordens overflade. Når vi ændrer naturlige
systemer for at møde vores egne behov, ser vi alt for ofte et tab i diversitet, stabilitet
og sundhed i systemet. Opbygningen af permakultursystemer er her en fordel,
fordi de som nævnt efterligner naturlige systemer, men også fordi de gør det muligt
for os som mennesker, at dække vores behov på et mindre areal end vi gør i
dag, og dermed lade mere stå tilbage til uberørt natur.”(www.selvforsyning.dk)
Hvis man ser det økologiske regime på denne måde, bliver det også mere forståeligt,
at det, jeg har valgt at kalde den nye hjemlighed, står så stærkt i økosamfundene.
Ifølge Boltanski er den hjemlige værdiorden således en, der kun
overlever som forsvindende rudimenter i nutidens samfund (Boltanski 2002).
Her ser jeg en anderledes udvikling, idet jeg som nævnt mener at kunne spore
en ny og styrket fremhævelse af hjemligheden, men ikke i den patriarkalske/hierarkiske
variant, som Boltanski og Thévenot tager udgangspunkt i. Økosamfundenes
version af hjemlighed understreges elementet af valg og den en-
99

keltes helt individuelle følelse af, at dette er det rigtige – det rigtige sted at slå
rødder, de rigtige mennesker at indgå i fællesskaber med.
Ved at lægge så stor vægt på lokal forankring i overskuelige fællesskaber
kritiserer økosamfundene det urbane, fleksible liv – de vælger i hvert fald på det
visionære plan bevidst et mere ufleksibelt liv og et liv, hvor den individuelle
karriere bliver vanskeliggjort. Ved at lægge vægt på håndværket og det hjemmelavede,
på selvbyggede huse, selvforsyning med fødevarer osv. installerer de
så at sige en immobilitet, en kanalisering af tid og kræfter væk fra lønarbejdet
og over i det ikke-fremmedgjorte arbejde med et klart formål. Selve metaforen
”at slå rødder” peger netop på, at der er visse ting, som ikke trives ved at blive
flyttet rundt på. Dette kan ses som en kritik af det, Boltanski og Chiapello kalder
projektkapitalismen, hvor den enkeltes værdi hele tiden måles på ens ”employability”,
og hvor man selv midt i et projekt altid har tanken rettet mod det
næste projekt og altid er parat til at ændre kurs og opgive hidtidige projekter for
at forfølge den gode mulighed. Ved at lægge så meget tid og energi i at skabe et
sted at bo ønsker økosamfundene at gøre det vanskeligere at flytte sig videre til
næste projekt.
Hvad er det modsatte af moderne?
Fordi økosamfundene så at sige trækker en rød tråd fra det traditionelle landsbysamfund
til nutidens økosamfund, hvorved modernitetens storbyer så at sige
bliver til en parentes i historien, får de ofte betegnelser som ”nostalgiske”, ”reaktionære”
og ”romantiske” hæftet på sig. Det moderne er siden sociologiens
barndom blevet set som modstykke til det traditionelle, og derfor må enhver
kritiker af det moderne være tilhænger af det traditionelle og altså tilbageskuende.
Og økosamfundenes vision kan på en lang række punkter ses som en modernitetskritik
– en kritik af de træk ved det omgivende samfund, som generelt
anses for at være moderne træk, og en opvurdering af træk, som almindeligvis
knyttes til mere traditionelle, før-moderne samfund. Det lokalt forankrede frem
for det globalt mobile. Det holistiske frem for det uddifferentierede. Det landlige
frem for det urbane. Det håndværksmæssige frem for det industrielle. Selvforsyning
frem for marked.
Imidlertid lægger økosamfundene selv eksplicit afstand til denne kategorisering:
tværtimod understreger de, at de ser sig selv som progressive og som repræsentanter
for fremtidens bosætninger, og at de ønsker et moderne liv, men
100

lot uden nogle af de mangler, de ser i det omgivende samfund. Denne modsætning
mellem den umiddelbare sociologiske analyse og beboernes selvforståelse
rejser så spørgsmålet, om man skal indføre en ny variant af falsk bevidsthed,
eller om der mon er noget galt med den måde, vi almindeligvis teoretiserer
forskellen på det moderne og det traditionelle på.
Det sidste synspunkt finder man bl.a. hos miljøsociologen Pernille Kaltoft.
Hun har i forhold til økologisk landbrug diskuteret, hvorvidt de økologiske
landbrug passer ind i den gængse modernitetsanalytik, hvor man opererer med
det præmoderne eller traditionelle, det klassisk moderne og det refleksivt moderne
(Kaltoft 2001). Kaltoft påpeger, at det økologiske landbrug lægger vægt
på:
”levedygtige landbosamfund, reduceret afstand mellem producent og forbruger,
og genbrug af næringsstoffer… et anderledes menneske-naturforhold, hvor mennesker
(igen) forstår og respekterer vores forhold til og afhængighed af jorden.”
(Kaltoft 2001:150-1)
Hun påpeger, at det økologiske landbrug således ”ved første øjekast” som hun
skriver, ligner et præmoderne, nærmest middelalderligt standpunkt – der i øvrigt
minder meget om økosamfundenes vision som skitseret i det foregående.
Hun støder også på det samme problem, nemlig at det er svært at tage økologibevægelsens
idealer alvorligt, når de ses som romantiske og tilbageskuende. I
stedet trækker også hun på Latour, der kritiserer selve ideen om en modernitet,
hvor der kan drages skarpe skel mellem kultur og natur, mellem det menneskelige
og det ikke-menneskelige og hvor fællesskabet, for at blive i kapitlets begreber,
er en velafgrænset størrelse. Han påpeger, at selve modsætning mellem
modernitet og traditionalitet er en moderne konstruktion, der traditionaliserer
alt, hvad der ikke er moderne.
Set ud fra dette perspektiv fremstår økologibevægelsen – såvel det økologiske
landbrug i Kaltofts analyse som økosamfundene – ikke som en præmoderne,
men som en a-moderne kritik af moderniteten og som en sætten spørgsmålstegn
ved dennes implicitte antagelse om historiens ensrettede bevægelse. Kaltoft
formulerer det som følger:
”At bevæge sig hinsides moderniteten betyder på en måde, at vi bliver præmoderne
igen, men i bevidstheden om, at vi nu lever i hundreder af Middelaldre på
samme tid. (…) Revitalisering af lokalsamfund og natur mv. er ikke længere romantiske
idealer, men snarere realistiske beskrivelser af specifikke naturkulturer.”
(Kaltoft 2001:156)
Med andre ord: Selv om udviklingen i de seneste år har gået i retning af f.eks.
stadig større byer og stadig mere industrialiseret landbrugsproduktion, betyder
101

det ikke, at den ikke kan gå i andre retninger fremover. Udviklingen på familieområdet
kan faktisk ses som en parallel til dette. Den biologiske familie blev,
som jeg vil komme nærmere ind på i kapitel 7, for ikke så forfærdeligt mange år
siden set som et fortidslevn, som ville forsvinde og blive erstattet af f.eks. intentionelle
fællesskaber, jf også Boltanski og Thévenots forståelse af det hjemlige
regime som et, der langsomt, men sikkert vil tabe betydning. Dette er, som jeg
også har været inde på, ikke sket; såvel familien som det hjemlige regime lever
i bedste velgående, om end i forvandlet form. Økosamfundenes vision er, at det
samme kan ske for det rurale liv – ikke som en kopi af eller tilbagevenden til
fortidens landsbyliv, men som en specifik måde at leve på, også i fremtiden.
102

Kapitel 5 Intern kritik – til møde i
økosamfundet
103
It’s not easy bein' green…
(Kermit the Frog)
I kapitel 4 analyserede jeg økosamfundenes vision, som den fremgår af deres
udadvendte tekster. I dette kapitel ser jeg på, hvordan en konkret udmøntning af
disse principper kan finde sted i praksis. I kapitlet analyserer jeg sekvenser af
debatter, der stammer fra mine observationer af møder i et økosamfund under
opbygning. Disse interne debatter er vigtige, fordi det er her, medlemmerne i
bogruppen definerer, hvad det vil sige at være et økosamfund, og det er her, de
træffer kollektive beslutninger i konsensus. Beslutninger, der indebærer stillingtagen
til privat kontra kollektivt, social og miljømæssig bæredygtighed osv.,
kalder på implicit såvel som eksplicit retfærdiggørelse, kritik og udfordring. I
min analyse af gruppens diskussioner vil jeg endnu engang trække på Boltanski
og Thévenots kritikmodel og analysere diskussioner, som illustrerer principielle
problemer med at forene bogruppens kritiske ambition med hverdagslivets logikker.
Man kan diskutere, om møderne egner sig til denne analyse, idet de jo ikke
er en offentlig arena på samme måde som f.eks. de mediedebatter, Boltanski og
Thévenot selv har analyseret. Omvendt er de heller ikke absolut private; de er
så at sige semi-offentlige. De er en offentlighed i den forstand, at det er et besluttende
forum for den lille gruppe, der hedder bogruppen. Møderne er relativt
uformelle, men afvikles dog med en vis grad af formalitet, hvilket kan ses af
brugen af dagsorden og referat, som er velkendte formater for møder af mange
formaliseringsgrader, men som ikke bruges i helt uformelle sammenhænge.
Jeg mener således godt, at man kan bruge modellen på denne type empiri.
Deres manglende formalitet til trods er møderne det forum, hvor de mennesker,
som gerne vil opbygge en bogruppe, skal blive enige om, hvad de mener med
centrale begreber som bæredygtighed og fællesskab. Imidlertid viser analysen,
at ikke alle udsagn på møderne kan rummes inden for retfærdiggørelsesregimerne,
og jeg vil derfor supplere med Thévenots overordnede skelnen mellem
tre forskellige engagementsformater. Thévenot skelner imellem det familiære

format, planlægningsformatet og retfærdiggørelsesformatet, som befinder sig på
forskellige generaliseringsniveauer. Retfærdiggørelser, som dem, der analyseres
i kapitel 4, befinder sig på det øverste niveau, hvor der eksplicit eller implicit
henvises til en overordnet idé om et fælles gode. Planlægningsformatet forbliver
på et niveau, hvor der henvises til det normale, det, der kan tages for givet,
f.eks. at en handling, der plejer at have bestemte konsekvenser, nok kan formodes
at have de samme konsekvenser fremover; og familiaritetsformatet befinder
sig på det prærefleksive, habituelle niveau, hvor det handler om individets
umiddelbare bekvemmelighed (Thévenot 2001). Som jeg vil komme nærmere
ind på neden for, bevæger mødedeltagerne sig mellem flere af disse niveauer.
Kort fortalt kan diskussioner om økosamfundets kritiske vision henregnes til
retfærdiggørelsesformatet, mens hverdagsrefleksive beslutninger som f.eks.
valget af bolig hører ind under planlægningsformatet. Rutiniserede hverdagspraksisser,
som ikke trækkes op på det refleksive niveau, hører ind under familiaritetens
format.
Case: Bogruppen
Fra juni 2004 til marts 2005 deltog jeg, som nævnt i metodeafsnittet, i en række
møder i forbindelse med etableringen af en ny bogruppe i et stort økosamfund.
Til møderne deltog jeg som observatør, dvs. at jeg sad med ved bordet og hørte
og så alt, hvad der blev sagt og gjort til mødet, men uden selv at deltage aktivt i
diskussionerne. Gruppen havde været i gang i ca. et år, da jeg begyndte min observationsperiode,
og fortsatte også, efter observationsperioden sluttede. Gruppens
sammensætning skiftede både før, under og efter observationsperioden,
idet der kom nye medlemmer til, mens gamle faldt fra.
Baggrund for gruppens situation
Økosamfundet blev som nævnt i kapitel 2 etableret i starten af 1990’erne af 12
familier, som dannede den første bogruppe. Siden er Økosamfundet vokset i
flere omgange ved at købe mere jord og anlægge nye bogrupper, således at det
nu rummer et antal bogrupper med tilsammen ca. 100 voksne og et antal børn.
Da jeg påbegyndte mine observationer, var nye bogrupper under tilblivelse,
hvoraf den ene skulle være et såkaldt ”levefællesskab” for en gruppe unge udviklingshæmmede
med Hertha Levefællesskab som forbillede. De to andre,
hvoraf jeg fulgte den ene, skulle være grupper af familier, som skulle bygge eg-
104

ne (ejer)boliger på en tom storparcel i tilknytning til det eksisterende økosamfund.
Den bogruppe, jeg fulgte, havde som nævnt været i gang i over et år, men
havde oplevet vanskeligheder, fordi en række af de oprindelige deltagere havde
forladt gruppen, så kun en ganske lille kerne var tilbage til at holde gruppen kørende.
Det var så lykkedes dem at finde nye interesserede, som i juni 2004 var
relativt nytilkomne. Gruppen sigtede mod en størrelse på 12 huse/familier.
Det vigtigste spørgsmål for gruppens videre arbejde var, om kommunen, der
ejede den pågældende storparcel, ville sælge den til dem og især til hvilken pris.
Ved Økosamfundets grundlæggelse havde kommunen lovet, at Økosamfundet
altid ville kunne købe jord til udbygning, men dels var der ikke blevet sagt noget
om prisen – som i mellemtiden er mangedoblet i området – dels havde ingen
sat aftalen på skrift. Allerbedst for gruppen ville det være, hvis kommunen ville
sælge dem jorden direkte til en fast pris, men som tiden gik, blev dette mere og
mere usandsynligt, da det blev til en politisk sag i byrådet, at kommunen ikke
blot skulle ”forære jord væk”, men sørge for at få så meget som muligt overskud
på sine grundsalg til gavn for skatteyderne. Derfor så det i stadigt højere
grad ud til, at jorden ville blive udbudt i åbent udbud, hvilket kunne få prisen til
at blive så høj, at de færreste i gruppen ville have råd til at købe en grund.
Medlemmerne i Bogruppen håbede, at de ved hjælp af planlovens bestemmelser
alligevel kunne forbedre deres chancer for at blive i stand til at købe.
Større udstykninger eller anlægsarbejder kræver ifølge planloven, at der udarbejdes
en lokalplan for området (se figur 2 xx for en oversigt over processen).
Bogruppen håbede, at denne lokalplan kunne formuleres på en måde, der gjorde
det mindre attraktivt for entreprenørfirmaer og lignende investorer at købe jorden,
ved f.eks. at stipulere, at beboere i det nye område skulle være medlemmer
af Økosamfundets grundejerforening. Gruppen havde via kontakter i kommunen
grund til at tro, at de kunne komme igennem med det, hvis de selv kunne
formulere et lokalplansforslag. Lokalplanarbejdet lå formelt set i det eksisterende
Økosamfund, dvs. ikke i den nye Bogruppe, men et af gruppens medlemmer,
som boede til fremleje i Økosamfundet var central i lokalplanarbejdet og fungerede
derfor som koordinator mellem Økosamfundet og Bogruppen.
Lokalplanprocessen tager ifølge kommunens hjemmeside ca. 10 måneder fra
en interesseret bygherre (her: Økosamfundet/Bogruppen) indgiver ønske om, at
der udformes en lokalplan for et område, og til den vedtages endeligt i byrådet.
Byrådet kan i forbindelse med vedtagelse af såvel forslaget som den endelige
105

lokalplan vælge at sende sagen i behandling i Udvalget for tekniske anliggender,
hvilket ville kunne forlænge processen yderligere. Dertil kom, at Økosamfundet
ikke ville iværksætte processen, før der var en tilstrækkelig stor gruppe,
som var realistisk interesserede i projektet, og da der grundet de førnævnte vanskeligheder
med frafald mv. havde der været nogen usikkerhed om dette, var
processen relativt nylig opstartet, da jeg lærte gruppen at kende.
Gruppen kunne således imødese en periode på ca. et år, før de kunne erhverve
jorden, iværksætte byggemodning (dvs. kloakering, vejanlæg og tilslutning
til forsyningsnet) og endelig begynde at bygge de enkelte huse. Gruppen havde
derfor, før jeg kom til, aftalt at bruge den påtvungne ventetid til at blive klar,
dvs. blive enige om alt det, der skulle aftales i fællesskab, så de kunne sætte
spaden i jorden i det øjeblik, kommunen gav grønt lys
Formulering af lokalplanforslag
(Økosamfundet i dialog med
kommunen)
Vedtagelse af lokalplanforslag
(Kommunalpolitikere)
Offentlig høring samt behandling af
evt. indsigelser
(Forvaltning)
Endelig vedtagelse af lokalplan
(Kommunalpolitikere)
Udarbejdelse af forslag til
bebyggelsesplan
(Bogruppen)
Godkendelse af bebyggelsesplan
(Forvaltning)
Figur 2: Oversigt over lokalplanprocessen 41
.
41 Lokalplanen fastlægger den overordnede anvendelse af arealet, f.eks. tæt-lav boligbebyggelse, samt
diverse bestemmelser vedrørende byggeriet, f.eks. bebyggelsesprocent, byggehøjde, taghældning, energistandarder
osv. Bebyggelsesplanen fastlægger den præcise placering af alle bygninger og veje samt terrænreguleringer
mv.
106

Dette indebar formalisering af gruppens organisation med vedtægter osv., og
ikke mindst udarbejdelse af en detaljeret bebyggelsesplan for området. For hver
familie betød det at få styr på finansieringen af grundkøb og byggeri via forhandlinger
med bank og kreditforening, og ikke mindst at beslutte, hvilket hus
de hver især ønskede og/eller havde råd til at opføre (enkelt- eller dobbelthuse, i
et eller to plan, hvor mange kvadratmeter osv.). Hvad de kunne få råd til ville
selvfølgelig i høj grad afhængigt af, hvilken pris de kom til at betale for grunden
og således ikke endeligt afgørbart i den tid, jeg fulgte gruppen. Gruppen
skulle også finde ud af en række praktiske spørgsmål, f.eks. om de skulle opvarme
husene individuelt, slutte sig til Økosamfundets eksisterende varmesystem
(fjernvarme fra træpillefyr) eller lave en ny varmeenhed til Bogruppen, om
de skulle bygge fælleshus til sig selv eller sammen med en evt. senere tilkommende
Bogruppe, eller simpelthen bruge et af de eksisterende fælleshuse? 42
Gruppen skulle også finde ud af, hvordan de skulle fordele byggegrundene
indbyrdes, og hver gang, der kom nye medlemmer til, skulle disse sættes ind i
situationen, lære de andre medlemmer at kende samt sættes ind i og acceptere
de allerede trufne beslutninger. F.eks. havde gruppen relativt tidligt aftalt, at de
ville vente med at bygge fælleshus, til de var færdige med de individuelle huse.
Dels for at holde kompleksiteten nede, så der var færre spørgsmål at blive enige
om, dels i håbet om at kunne lave fælleshus sammen med endnu en bogruppe. I
mellemtiden ville de så benytte og betale til et af de eksisterende fælleshuse.
Denne beslutning blev imidlertid udfordret, umiddelbart før jeg begyndte min
observationsperiode, af et potentielt medlem, som ifølge de andre medlemmer
meget gerne ville have denne beslutning omgjort. De fortalte, at det havde taget
det meste af et møde, dvs. tre-fire timer, at nå frem til, at beslutningen skulle stå
fast, hvorefter det potentielle nye medlem trak sig ud af gruppen. Denne episode
førte til, at gruppen vedtog at føre alle beslutninger til referat og udlevere
disse referater til nye medlemmer, så disse kunne læse sig til, hvilke beslutninger,
der var truffet. På denne måde håbede man at undgå at skulle vende tilbage
til de samme diskussioner igen og igen.
42 Økosamfundet har den regel, at alle beboere skal være medlem af og altså betale kontingent til et fælleshus.
Alle fælleshuse kan benyttes af alle, dvs. man er ikke henvist til kun at bruge det hus, man betaler
til. Økosamfundet havde på daværende tidspunkt tre færdige fælleshuse samt et under opførelse, foruden
en demonstrationsbygning, som også fungerede som fælleshus til visse formål.
107

Situationen var således præget af en betydelig uvished, hvad angik såvel den
økonomiske situation som tidshorisonten: Hvornår kunne man regne med at
bygge og flytte ind, og hvad ville det komme til at koste?
I det følgende vil jeg se nærmere på to emner, som fyldte meget hos gruppen i
observationsperioden. Den første er fordelingen af byggegrunde mellem gruppens
medlemmer. Den anden er valget af varmesystem til de nye huse.
Diskussioner ved møderne
I tabel 9 har jeg i skemaform opstillet en oversigt over de bogruppemøder, jeg
deltog i fra juni 2004 til marts 2005. Hvert møde er en søjle i tabellen, mens
rækkerne er en tilnærmelsesvis redegørelse for de emner, der blev diskuteret til
møderne 43 .
En sådan skematisk fremstilling vil naturligvis altid til en vis grad gøre vold
på den empiriske virkelighed. Ser man videooptagelserne og læser transskriptionerne
fra møderne vil man opdage, at emnerne snor sig ud og ind mellem hinanden,
og at selve afgrænsningen af den ene diskussion fra den anden er resultatet
af et arbejde; dels fra deltagernes side, når de ved hjælp af dagsordenen forsøger
at holde diskussionerne ude fra hinanden, og dels fra min side, når jeg efterfølgende
har sagt, at ét tekststykke handler om varmeforsyning, mens et andet
handler om processen. Jeg kunne godt have valgt andre overskrifter for de
enkelte diskussioner, således kunne jeg f.eks. have valgt en overskrift, der hed
”bæredygtighed” eller en, der hed ”sociale forpligtelser”, men jeg har i dette
skema søgt at holde mig til de betegnelser, mødedeltagerne selv har brugt, som
f.eks. diskussion om varmeforsyning, diskussion om fælleshus, diskussion om
materialer.
I min udvælgelse af diskussioner til nærmere analyse har jeg først og fremmest
set efter emner, der gav anledning til udveksling af synspunkter. Dvs. ikke
passager, som er præget af udveksling af informationer, småsnak, præsentation
af nye medlemmer eller forsøg på at afklare fakta, såsom hvor stort et areal en
masseovn kan forsyne med gulvvarme. I tabellen herunder er de diskuterende
43 Som det fremgår af tabellen, har jeg af forskellige årsager desværre ikke været i stand til at overvære
alle møder, ligesom jeg ikke har haft adgang til diskussioner, der er foregået imellem møderne pr. mail
eller telefon eller mellem de af gruppedeltagerne, der evt. har truffet hinanden i anden sammenhæng.
Dette har jeg naturligvis haft i baghovedet i min tolkning af det sagte og har derfor været opmærksom på
ikke at overfortolke.
108

passager fremhævet med mørkegrønt, mens orienterende eller faktaafklarende
passager er fremhævet med lysegrønt.
En diskussion om, hvordan Bogruppen ville have det med at have en religiøst
funderet gruppe som nærmeste nabo, har jeg valgt fra, fordi der ganske vist var
enkelte medlemmer, som udtrykte meget stærk modstand mod dette, men der
var ingen, der egentlig var tilhængere, så en rigtig diskussion blev det ikke til.
Når jeg er endt med at udvælge diskussionen om grundfordeling og diskussionen
om varmeforsyning til nærmere analyse er det desuden, som allerede
nævnt, fordi dette er diskussioner, som illustrerer nogle principielle problemer
med at forene bogruppens kritiske ambition med hverdagslivets logikker. Det er
derfor disse to diskussionsforløb, jeg vil analysere i det følgende.
109

Tabel 9: Skematisk oversigt over diskussionsemner
Mødenr., dato 1 2
3
Juni Aug Sep okt okt
Diskussion/emne
1
4 5 6 7 8
9
nov dec jan Feb mar apr- sep
aug
Varmeforsyning x x x x x
Vedtægter x x x
Materialevalg x x
Stibelægning x x
Finansiering 2 x x x x x
Spildevand x x x x x
Fælleshus x x x x x x
Fællesarealer (lys, rod) x x x x
Mødefrekvens/kontingent x x x x
Videresalg/priser, bopælspligt x x
Lokalplan/grundkøb x x x x x x x x
Nye medlemmer x x x
Metadiskussion/proces 3 x x x x x x x
Grundfordeling x x x x x x
Stiføring x x x
Rådgiver – valg af x x x x x x
Evt. ny bogruppe x x x x x x
Byggemodning x x x x x x
Søen x x x
Forholdet til Økosamfundet x x x
1 Dette møde var et todagesmøde, der forløb over hele lørdagen samt søndag formiddag. Jeg har kun
observationer fra lørdagen.
2 (organisationsform, tidsfrister, rækkefølge, banker)
3 (hvem skal gøre hvad, hvor meget skal skrives ned, er det OK at lukke diskussioner)
110

Analysen
Som nævnt i metodekapitlet er møderne optaget på video og derefter transskriberet,
først i en rå udgave og derefter, for de relevante passagers vedkommende,
detaljeret. Jeg har udvalgt de relevante passager efter gentagne gennemsyn af
videoerne og gennemlæsning af de rå transskriptioner. I min analyse af de udvalgte
passager har jeg set efter udsagn, der omhandler konkrete valg af f.eks.
byggematerialer, teknikker eller boligens generelle udformning og begrundelser
for disse.
111
Udsigt over vandet
Billede 8: Kort over området. Bogruppens område markeret med rødt

Hvem bygger hvad?
Grunden, som den nye bogruppe håbede at købe, er en såkaldt storparcel på
5.000 m 2 beliggende på en sydøstskråning afgrænset mod nord af den landevej,
der går forbi Økosamfundet, mod sydøst af en lavning i terrænet, som måske
engang har været et vandhul se billede 6). Fra grunden har man udsigt over
mark, skov og langt væk et glimt af vandet. Grundene på området ligger i tre
rækker, den øverste på niveau med vejen og den nederste på niveau med den
såkaldte sø 44 .
I oktober 2004 talte gruppen 11 familier (se tabel 10), hvoraf nogle havde
været med i gruppen i flere år, mens andre var kommet til så sent som samme
måned. Deltagerne var opført på en liste efter anciennitet regnet fra, hvornår de
var kommet med i gruppen.
Tabel 10: Oversigt over gruppens medlemmer
Navn(e) 45 Husstand Medlem fra Husønske
Anders* En voksen 2002 70 m 2 , 1 plan
Birgit, Claus* To voksne 2002 80-90 m 2 ,1 plan
David* En voksen, et barn 2002 75-100 m 2 1 plan
Else, Frederik To voksne, et barn 2003 140 m 2 1 plan
Gitte, Hans To voksne, et barn 2003 180 m 2 2 plan
Ida, Jørgen To voksne 2003 ?
Karen, Lars* To voksne, fire børn 2003 160 m 2 2 plan
Minna, Niels To voksne, to børn 2003 150 m 2 2 plan
Olga, Per To voksne 2004 75-80 m 2 1 plan
Tine, Ulrik To voksne, to børn 2004 180 m 2 2 plan
Vita, William To voksne, et barn 2004 120 m 2 2 plan
Rikke, Svend To voksne, et barn 2004 (november) 120 m 2 2 plan
* boede allerede i Økosamfundet, men ville gerne flytte ind i den nye bogruppe, enten fordi
deres nuværende bolig var fremleje eller for at få mere plads.
Før jeg begyndte min observationsperiode, havde gruppen aftalt, at anciennitet
skulle være afgørende i sidste instans, hvis to husstande skulle ønske den samme
byggegrund. De havde også aftalt, at toplanshuse skulle ligge bagved etplanshuse,
for på denne måde at sikre, at alle kunne få glæde af udsigten. Anciennitet
kan siges at være en hjemlig værdi, hvor en persons storhed afgøres efter,
hvor velkendt han/hun er i gruppen. Princippet om toplanshuse bag ved et-
44 Det områder, der er mærket ”Fælles friareal” på billedet. Der var ikke vand i sænkningen, men gruppen
havde løse planer om at grave det dybere, så det (igen) kunne blive et vandhul eller en lille sø.
45 Navne på personer er ændret.
112

planshuse kan i højere grad henføres til en industriel logik (problemer løses via
planlægning) kombineret med inspirationelle hensyn til den æstetiske værdi i at
have udsigt.
Gruppen mødtes på en lørdag i oktober 2004 for at fordele grundene. Ni af
de 12 husstande var repræsenteret ved en eller to voksne. Rikke og Svend var
ikke med i gruppen på det tidspunkt, Jørgen og Ida havde meldt afbud og Lars
kom senere. Processen blev indledt med en runde, hvor hver husstand fik lov til
at præsentere sine ønsker og drømme til det hus, de gerne ville bygge.
I denne indledende runde trækker gruppemedlemmerne ikke systematisk på
bestemte retfærdiggørelsesprincipper. At planlægge et hus rummer selvfølgelig
en masse valg og fravalg, og alle medlemmerne begrunder deres valg og fravalg
mere eller mindre detaljeret, hvor det, man kan kalde den kritiske begrundelse
med henvisning til, at huset skal leve op til at være en del af et kritisk projekt
med bl.a. bæredygtighed som sigte, optræder som én ud af flere mulige begrundelser.
De fleste af gruppemedlemmerne inkluderer det, jeg tidligere har kaldt
øko-industrielle overvejelser om energieffektivitet, isolering og valg af bæredygtige
varmekilder, f.eks. masseovne og solfangere:.
”Birgit: Huset er tegnet ud fra en situation hernede, og så er det orienteret ud fra
den der grund (peger på én af de lavtliggende grunde), fordi jeg gerne ville arbejde
med, at vi igennem huset arbejder os ned, så der sker nogle spring i planer, og
en orientering, hvor vi i den ene tagflade kan have en solfanger placeret.”
Hans: Så vi har snakket om at først at bygge i træ, så gik vi mere og mere over til
porebeton, selcon, fordi man kan bygge det i et lag, man kan bare nøjes med at
bygge én mur op. Med træ laver man en masse, træ og gips og isolering og gips
igen. Det her moderne gasbeton ligger over kravene for lavenergibyggeri. Det kan
man så enten lade stå rent eller pudse, eller man kan lægge en træfacade på. Det
har vi ikke bestemt endnu. Vi blev inspireret af, at vi så sådan en udsendelse om
økologisk byggeri, hvor der var én der anbefalede det her. Det er godt isolerende
og byggeprocessen bliver lettere, der er ingen kuldebroer.
Vita: Men taget skal vi simpelthen udnytte og beklæde med så mange solfangere
som overhovedet muligt. (…) Vi har tænkt på at huset skal isoleres godt, og så vil
vi have en masseovn, det har man traditionelt gjort i Nordsverige. Det har en utroligt
god planløsning, hvor alle husene har en central entre med en trappe i midten,
og i centeret af huset ligger masseovnen, som er en meget traditionel løsning, som
har virket for dem i masser af år.”
For at blive i kritiksociologiens terminologi henviser medlemmerne her til
energieffektivitet som test, der er relevant i en (øko-industriel) bæredygtighedssammenhæng;
dvs. hvor lidt energi skal der til for at opvarme huset, og hvor
energien kommer fra. Gruppemedlemmerne fremsætter imidlertid også begrundelser,
som snarere har rødder i en inspirationel logik, således f.eks. æstetiske
begrundelser:
113

”Else: For os betyder det meget, at vi kan orientere vores hus efter verdenshjørnerne.
Vores indgang vender mod nord, og huset er nærmest firkantet og ikke særligt
højt, det er én etage. Så derfor har vi også forestillet os nede i den ende der,
ned imod søen, netop fordi vi er lave. Vi vil gerne lave det efter feng shuiprincipperne,
det skal helst orienteres efter verdenshjørnerne.
Olga: Og så bliver det utroligt enkelt, stue og køkken ud i et, soveværelse, badeværelse
og gang, det er sådan meget funktionelt ud fra hvad vi i årenes løb har
fundet ud af, skrabet, skrabet, skrabet. Det er sådan vi kan lide det, så det er ikke
noget med at vi går på kompromis, sådan kan vi lide det.
Niels: [som er arkitekt] Jeg tegnede et træhus, som er rimeligt gennemtegnet, og
det havde en masse gode egenskaber, men også nogle dårlige, som bl.a. bestod i
fem forskellige tagplader, så jeg blev lidt nervøs for det til sidst, selv om rumligt
og lysmæssigt virkede det hus rigtig godt. Grundplanen er helt kvadratisk, og så er
det bygget op af fem kasser, som så matematisk skifter dimension, fra den laveste
og bredeste til den højeste og smalleste, og så er der sådan en fint mønster i søjlerne,
og noget af det, som jeg godt kan lide, det er så sådan et tårn med lys, som
trækker lys og varme ind i huset, så kan man også lave naturlig ventilation.”
eller i en hjemlig logik, når man ønsker sig et hus, der er udformet i overensstemmelse
med bestemte nationale eller lokale byggetraditioner:
Vita: [som skal bygge hus med sin svenske kæreste] Nu har vi jo været hjemme i
Sverige, og så bliver han altid lidt vemodig (…) Her kan vi få et hus som er den
svenske ambassade, og det skal være med det hele, også med en lille snedkerbod.
Og det er hurtigt at få lavet, vi skal kun servere kolde øl og kaffe, og så får vi et
hus med en fantastisk god planløsning. Nedenunder kommer man ind i en central
entre, så er der et stort køkken med spiseplads, hvor der er en lille mellemgang og
et skafferi, et viktualierum, og der er vaskemaskine og den slags, og det fortsætter
så ind i badeværelse, så er der så sådan en stor stue med en vinkel. Ovenpå så er
der en entre med døren ud til terrassen og så med værelserne, bang, bang, rundt i
en firkant, og så med et lille gæstetoilet i hjørnet, så man har ingen spildkvadratmeter
overhovedet. Det er sådan meget traditionsrigt.
Fælles for de citerede begrundelser er, at de henviser til det, Giddens ville kalde
deres individuelle fortælling om sig selv: Det dansk-svenske par ønsker at bygge
et hus efter svenske traditioner – ”den svenske ambassade”. Arkitekten ønsker
et hus, han selv har tegnet. Else og Frederik ønsker at anvende den kinesiske
indretningsfilosofi feng shui. De citerede personer er ikke her ude efter at
formulere en vision, der har gyldighed for samfundet som helhed, der kan være
et forbillede el.lign., og fortællingerne hverken fremføres eller opfattes som
modstridende eller gensidigt udfordrende. Olga fremhæver, at deres ønske om
et lille enkelt hus med en skrabet stil er udtryk for deres personlige smag ”sådan
kan vi lide det”, og ikke hverken et ideal til efterfølgelse (fravalg af overflødigt
forbrug) eller et udtryk for økonomisk nødvendighed. Disse beretninger kan
man med Thévenots terminologi betegne som hørende ind under på planlægnings-
og familiaritetsformaterne. Ud over den personlige smag bliver der også
henvist til bekvemmelighed, som når Vita fremhæver, at det eneste, de selv skal
114

gøre, er at servere øl og kaffe (familiaritet); og forenkling af byggeprocessen,
som når Hans i det tidligere gengivne citat henviser til, at byggeprocessen bliver
lettere, når der bruges gasbeton (planlægning).
Hvad der ikke bliver talt om – store eller små huse
Et område, hvor de fraværende retfærdiggørelser bliver særligt påfaldende, er
størrelsen på husene. Da jeg i juni 2005 interviewede gruppens medlemmer
hver for sig, nævnte flere, at da én familie havde trukket sig ud, var de blevet
enige om ikke at søge efter en ny 12. familie, men at gennemføre projektet med
de 11 tilbageværende, fordi de huse, de ville bygge, faktisk var så store, at der
dårligt kunne blive plads til 12 familier på parcellen. Dette fik mig til at gå tilbage
og se efter, hvordan gruppen egentlig taler om størrelsen på deres huse.
Det fremgår af diskussionen, at den samlede bebyggelsesprocent for tæt-lavt
boligbyggeri som dette ikke må overskride 35 % af grundens areal (dvs. 1.750
m 2 , da storparcellen er på 5.000 m 2 ). Fordelt på 12 familier betyder det, at gennemsnitsstørrelsen
på husene skulle være 145 m 2 , og hvis gruppen også ønskede
et fælleshus, skulle der også afsættes plads til dette. Dels var der altså et ydre
krav vedrørende størrelsen, som husene skulle leve op til – for hvert hus, der
var større end de 145 m 2 skulle et andet være mindre. Dels – og nok så interessant
– er boligstørrelse også et særdeles relevant tema, når man taler miljømæssig
bæredygtighed.
I USA taler man om mansionization som betegnelsen for en tendens, der siden
50’erne har fordoblet den gennemsnitlige størrelse på nybyggede enfamiliehuse
trods en samtidig reduktion i den gennemsnitlige familiestørrelse (se
f.eks. Nasar et al. 2007; Wilson og Boehland 2005) med en række miljøproblemer
til følge:
”Jo større husene bliver, desto flere ressourcer går der til at bygge dem, desto mere
jord bliver optaget, desto mere regn løber af de uigennemtrængelige overflader
og belaster kloakkerne, byggeomkostningerne stiger, og energiforbruget går op.
(…) et lille hus, der bygges efter moderate energistandarder bruger betydeligt
mindre energi til opvarmning og afkøling end et stort hus, der bygges efter meget
høje energistandarder” (Wilson & Boehland 2005:1).
En tilsvarende tendens gør sig gældende i Danmark, hvor Christensen et al. peger
på, at væksten i det gennemsnitlige antal boligkvadratmeter pr. person i perioden
1986-2006 næsten har ophævet den positive effekt af periodens energibesparende
tiltag i form af oplysningskampagner, grønne afgifter mv. (Christensen
et al. 2007). Det ligger således også i økosamfunds- og bofællesskabs-
115

tanken, at man netop ved at bo i et fællesskab kan klare sig med mindre boligareal,
fordi visse funktioner kan flyttes fra familieboligen til de fælles faciliteter
(vaske- og tørremaskiner, gæsteværelser, festlokaler, værksteder og ungdomsboliger
til teenagere er blandt de hyppigst brugte eksempler). Ud over de miljømæssige
aspekter er der også både økonomiske og sociale aspekt i dette, idet
mindre huse alt andet lige er billigere, ligesom fælles faciliteter giver anledning
til mere social interaktion. At bygge småt har altså kritisk potentiale i flere
sammenhænge.
Det gennemsnitlige danske parcelhus er ifølge Danmarks Statistik ca. 140 m 2
(Danmarks Statistik; Jensen 2006), og nybyggede parcelhuse ligger gennemsnitligt
omkring 155 m 2 . Det er ikke mit ærinde her at tage stilling til, hvorvidt
de ønskede husstørrelser i Bogruppen er rimelige eller ej, men set i lyset af
ovenstående ville det ikke have været overraskende, hvis husenes areal var blevet
diskuteret i Bogruppen i forbindelse med grundfordelingen. Det skete imidlertid
kun i meget ringe omfang.
De følgende citater er eksempler på, hvordan det ønskede areal begrundes,
dels af dem, der ønsker at bygge små huse:
”Birgit: Det husprojekt, vi har i gang, det er i et plan, fordi vi ikke skal bygge særlig
stort, 80-90 m 2 , og også af hensyn til husene bagved og deres udsigt.
Olga: Vores husønske er et meget lille hus på 75-80 m 2 , det er selvsagt i et plan,
bliver stort set kvadratisk, og vi har også tænkt rigtig meget over denne her grund,
fordi det så ud til at være den mindste, vi vil også gerne have indgang mod nord,
ellers så kokser min hjerne, hvis ikke jeg kommer ind fra nord. Og så en stor flade
med solfanger, og det skal være loft til kip, men ikke specielt højt, og så skal vi så
udnytte den ene side, hvor vi sådan kan tapetsere med solfangere. Og så bliver det
utroligt enkelt, stue og køkken ud i et, soveværelse, badeværelse og gang, det er
sådan meget funktionelt ud fra hvad vi i årenes løb har fundet ud af, skrabet, skrabet,
skrabet. Det er sådan vi kan lide det, så det er ikke noget med at vi går på
kompromis, sådan kan vi lide det.
Anders: Jeg starter med en kontorpavillon her, og så starter jeg på at bygge mit
hus, som bliver sådan en 40 m 2 i første omgang. Det vil jeg selv bygge. Og så have
muligheden for at bygge ud, når jeg får brug for det, i stedet for at sidde med
en kæmpe udgift fra starten. Og så solfanger. Den endelige størrelse bliver nok
omkring 70. Og det skal bygges i træ.”
Ønsket om et lille hus bliver enten ikke begrundet eller begrundet i personlig
smag (Olgas ”sådan kan vi lide det”) eller i økonomi (Anders’ ”i stedet for at
sidde med en kæmpe udgift”). Ingen nævner bæredygtighed som en begrundelse
for at bygge småt – tværtimod synes de næsten aktivt at undgå det. Boltanski
og Thévenot taler om relativisering som en måde bevidst at undgå kritiske situationer
på.
116

Ønsket om et relativt stort hus begrundes som følger:
”Else: Derudover skal vi så også have plads til vores tre børn, så vi tænker at bygge
et hus på 140 m 2 .
Tine: Vi er jo også oppe i det kvadratmeterantal med en tre-fire børn, så vi er også
oppe i 170, 180, og vi vil også gerne bygge i to plan. Og vi vil i hvert fald gerne
ligge heroppe, hvis Ulrik skal bygge noget oppe på erhvervsgrunden. Vi vil gerne
have lidt større grund end det der, så vi kan få en veranda rundt.
Niels: Det er to plan, og vi bliver jo så også fire, så det er så over 150 m 2 .”
Familierne begrunder deres ønske om at bygge stort i behov for plads: vi har så
og så mange børn, så derfor har vi behov for så og så mange kvadratmeter.
F.eks. siger Else og Frederik, at de skal have plads til deres tre børn. Alle i
gruppen ved, at to af de tre børn er flyttet hjemmefra, og den sidste er 15 år. Og
Tine siger, at de regner med tre-fire børn, men alle i gruppen ved, at de indtil
videre kun har to.
Jeg har i materialet kun stødt på ét eksempel på en udfordring af boligarealønskerne:
”Hans: Vi har snakket om at bygge i to plan, og vi regner med at skulle have nogle
flere børn, og jeg regner også med at skulle sidde og arbejde hjemme, så vi har
brug for lidt plads, så vi har snakket om 180 m2 i to plan, så grundplan på omkring
90. (…) Vi vil nok gerne have lidt mere end 400 m2 grund. (…)
David: Men hvorfor vil du have arbejdsplads hjemme, hvis man laver arbejdspladser
lige ved siden af?
Birgit: Han skal passe alle de børn (latter)
Tine: Vi må lave legerum oppe på erhvervsgrunden, så kan Ulrik også tage ungerne
med (latter)
David: I en skurvogn. (Anders afbryder, og diskussionen skifter emne).”
Hans planlægger at bygge et hus på 180 m 2 , dvs. et af de største i gruppen. I sin
gennemgang inkluderer han også deres begrundelse for at ønske så stort et hus,
nemlig at de planlægger at få flere børn, samt at han har brug for en hjemmearbejdsplads.
Da Hans næsten er færdig, og ordet faktisk er overgået til Anders,
spørger David, hvorfor Hans egentlig behøver plads til et kontor ”hvis man laver
arbejdspladser lige ved siden af”. Hans svarer ikke straks; Birgit kommer med en
sjov bemærkning om, at han skal passe alle børnene (indtil videre har Hans og
Gitte kun ét barn), og så afbryder Anders, fordi det faktisk er ham, der har ordet.
Emnet berøres ikke igen på mødet, så det er ikke til at afgøre, om David
lagde op til at udfordre Hans fra den grønne logik, fra en lighedstanke eller noget
helt tredje.
117

Et andet relevant emne, som kun berøres kort, er spørgsmålet om dobbelthuse.
Dobbelt- eller rækkehuse er dels billigere for den enkelte, dels mere bæredygtige,
fordi der er færre ydervægge, og der derfor kan bruges mindre materialemængder
og mindre energi til opvarmning:
”Mia: Er der nogen, der kunne overveje at bygge dobbelthuse?
(kort pause, hvor ingen svarer)
David: Ja, det gjorde de jo i Bogruppe 1. Fordelen ved et dobbelthus er jo, at
udearealet virker større, og så sparer man lidt varme.
Birgit: Som jeg aflæser gruppen lige nu, så er det ikke lige det.
Claus: Det er godt lige at få den op og vende, der er også økonomi i at bygge dobbelthus.”
Der bliver ikke sagt mere om dobbelthuse i den periode, jeg følger gruppen 46 .
På et senere tidspunkt i mødeforløbet bruger gruppen lang tid over flere møder
til at diskutere, hvorvidt de vil bygge eget fælleshus, og hvad det i givet fald
skal indeholde. Igen bliver det kun som enkeltstående kommentarer tematiseret,
at fælleshusdiskussionen også har et bæredygtighedsaspekt, i og med at et fælleshus
kan reducere behovet for plads i de enkelte boliger.
Hvad er det så, der sker i de ovenfor citerede passager? Thevenot opererer som
nævnt med tre niveauer for generalitet, hvor retfærdiggørelse befinder sig på det
mest generelle niveau – hvor man forsøger at etablere en henvisning til et fælles
bedste med bred gyldighed. Deltagerne på møderne bevæger sig imellem disse
niveauer. I de tilfælde, hvor de taler om at gøre deres huse energieffektive, bevæger
de sig på dette meget generelle niveau; men når de begrunder husenes
størrelse med et selvfølgeligt behov forbundet med antallet af børn, bevæger de
sig på et andet niveau. Her er ikke tale om en henvisning til et fælles bedste,
men til den selvfølgeliggjorte størrelse, at en familie af en vis størrelse har brug
for et vist antal kvadratmeter. Ingen af deltagerne forsøger at udfordre dette eller
at gøre opmærksom på, at antallet af kvadratmeter ikke er en eviggyldig
størrelse. Tværtimod medvirker alle, også de, der selv vil bygge småt, i en aktiv
relativisering og afmontering af situationens kritiske potentiale. Gruppen flytter
i fællesskab boligen fra retfærdiggørelses- til planlægningsformatet, så den ikke
46 I starten af 2003, dvs. før jeg begyndte mine observationer, udarbejdede alle de daværende medlemmer
af bogruppen korte skriftlige selvpræsentationer. Af disse fremgår det, at temmelig mange på det
tidspunkt ønskede at bygge dobbelthuse. – også nogle af de familier, som var til stede på det refererede
oktobermøde I den endelige lokalplan er der også indtegnet dobbelthuse på nogle af grundene, se billede
6.
118

længere optræder som et led i en kritisk praksis, men som en funktionel ramme
om et familieliv.
Hvordan kan det være, at gruppens medlemmer så at sige sætter den kritiske
ambition i parentes? Det er umuligt at svare endegyldigt på, men i det følgende
vil jeg diskutere nogle bud. En nærliggende forklaring kunne findes i nogle almene
gruppedynamiske mekanismer. De familier, der ønsker store huse, er til
stede til næsten alle møder. Det er nemmere at udfordre dem, der ikke er der –
som næste afsnit viser. Der er en fornemmelse af at det vil være en ubehagelig
diskussion og måske gå tæt på. Den tyske sociolog Elisabeth Noelle-Neumann
taler om ”tavshedens spiral” – at man ubevidst lodder stemningen i sine omgivelser
og undgår at udtrykke holdninger, der går imod flertallets (se Noelle
Neumann 1993). Dette forskyder imidlertid blot spørgsmålet: hvorfor er det
ubehageligt at udfordre andre på et spørgsmål om boligens areal? Det har for
mig at se noget at gøre med hjemmets særlige kulturelle status.
Mange forfattere taler som nævnt i indledningen om huset som symbolsk udvidelse
og repræsentation af familien, og derfor som noget næsten helligt
(Gram-Hanssen og Bech-Danielsen 2004; Gram-Hanssen et al. 2007; Douglas
1991; Dupuis og Thorns 1998)
”At opnå den ‘rette’ standard på forskellige forbrugsområder er tæt forbundet med
identitetsdannelse, så f.eks. det at have det ’rigtige’ hus er en del af det at være en
vellykket familie. Dette gør det svært at stille spørgsmålstegn ved boligens størrelse
og udstyr ud fra et miljøperspektiv.” (Christensen et al. 2007:111)
Det er derfor svært at kritisere hinandens husdrømme uden samtidig at kritisere
hele den måde, de andre lever deres liv på. At tænke huset anderledes betyder
også at tænke familie på en anden måde. For parret med de voksne børn ville et
mindre hus f.eks. betyde, at de skulle reservere gæsteværelser i et fælleshus, når
deres børn kom hjem på besøg, og børnene kunne ikke bare have deres ting værelse
stående parat, som mange danske unge gør i adskillige år, efter de er flyttet
hjemmefra. At bygge dobbelthus ville betyde, at man skulle forhandle sine
husdrømme på plads med en anden familie og måske give afkald på træk, man
har lagt meget følelsesmæssig energi i, foruden at man ville få en anden familie
helt tæt på i hverdagen. Når kritiske tiltag som solfangere og isolering tilsyneladende
uproblematisk bliver inkorporeret i de individuelle projekter og endda
kan indgå som en del af det identitetsbærende, men husets størrelse og spørgsmålet
om dobbelthuse ikke gør, kan det have flere grunde. Sammenlignet med
husets størrelse er de tekniske installationer relativt usynlige, når de først er på
119

plads, når et varmesystem eller en solfanger først er etableret, indgår den i en
ureflekteret hverdagpraksis og betyder ikke nogen væsentlig begrænsning i ens
handlemønstre (jf Christensen et al. 2007; Löfström 2008). Derudover kan det,
at der er blevet talt meget om disse forud for formuleringen af de enkelte
husprojekter, også have betydning: de er blevet mærket som essentielle for det
identitetsvalg, det er at bo i økosamfund, hvilket små huse eller dobbelthuse ikke
i samme omfang er blevet 47 .
At det gik sådan i dette tilfælde betyder naturligvis ikke, at det var den eneste
måde, det kunne gå på. Det kan man se af eksemplerne fra de økosamfund, hvor
der er bygget række- og dobbelthuse eller generelt mindre huse.
Diskussionen om varmeforsyning
I en anden diskussion kommer bæredygtighed imidlertid i langt højere grad på
dagsorden. Det drejer sig om valget af varmeforsyning i bogruppen, som diskuteres
over en periode på flere måneder.
Livscyklusanalyser viser, at 85-90 % af et hus’ samlede energiforbrug går til
drift, dvs. opvarmning, varmt vand og el 48 . Det er derfor væsentligt for det første
at bygge et hus, der kan opvarmes med relativt lidt energi (lavenergibyggeri)
og for det andet at vælge en energikilde, der er bæredygtig i sig selv. Beslutningen
om, hvordan man vil opvarme og isolere sit hus, er således central og ud fra
et energisynspunkt væsentligere end f.eks. valget af hvilke materialer og teknikker
i selve byggeprocessen. Således er det ud fra et energisynspunkt vigtigere,
hvor godt huset er isoleret, end om det er isoleret med f.eks. rockwool eller
papir.
I Økosamfundet findes der flere løsninger på varmespørgsmålet 49 . Alle huse
er udstyret med solfanger til opvarmning af brugsvand i sommerhalvåret. Nogle
huse har derudover individuelle varmesystemer som f.eks. masseovne og pillefyr,
mens andre er sluttet til en fælles fjernvarmecentral, Energicentralen. Ideen
bag denne er, at den skal få energi ved at fyre med flis fra Økosamfundets egen
pileskov, som gødes med urinen fra separationstoiletterne. Den vordende
Bogruppe kunne vælge kollektivt eller som enkelthusstande at slutte sig til den-
47 En afledt hypotese af dette ville være, at man i økosamfund, hvor der er blevet talt eksplicit om dette
f.eks. i forbindelse med fælles deltagelse i permakultur- eller byggekurser, ville bygge mindre huse
og/eller dobbelthuse.
48 Dvs. energiforbruget ved at opføre huset er kun ca. 15% af det samlede energiforbrug.
49 Byen ligger i et fjernvarmeområde, men Økosamfundet har fået fritagelse for fjernvarmepligten, mod
at alle huse bliver bygget efter et såkaldt lavenergikoncept.
120

ne fjernvarmecentral; de kunne vælge individuelle løsninger; eller de kunne
vælge at lave deres egen kollektive løsning uden om Energicentralen.
Diskussionens overordnede forløb
Jeg vil indlede med en redegørelse for, hvordan diskussionen udfoldede sig
møde for møde. I forløbet bliver forskellige værdiordener bragt i spil og udfordrer
hinanden. Det bæredygtige bliver navnlig sat i forbindelse med en økoindustriel
effektivitets- og renlighedslogik, hvor der kobles stadigt flere
test/elementer på, således spørgsmål om varmetab, spørgsmål om CO2, spørgsmål
om partikeludledning; men også spørgsmål hentet fra en hjemlig logik:
lægger de forskellige teknikker i større eller mindre grad op til social interaktion?
På flere af møderne forekommer der både en formel diskussion, hvor deltagerne
forsøge at nå frem til fælles beslutninger inden for dagsordenen, og uformelle
diskussioner, typisk i pauser, hvor deltagerne udveksler erfaringer, anekdoter
og holdninger til forskellige varmeløsninger. Der er forskel på de logikker,
der henvises til i de forskellige situationer; i pauserne kommer der således
flere æstetiske og bekvemmelighedsorienterede argumenter frem, måske fordi
pauserne i mindre grad end resten af møderne har status af offentlighed. Jeg vil
citere ret detaljeret fra diskussionen for at vise, hvordan den forløb over en
række møder, og hvordan stadigt flere aspekter blev gjort relevante for beslutningen.
På det første møde, jeg deltog i (juni 2004), kom varmespørgsmålet op på
den måde, at Birgit refererede et møde med den person i Økosamfundet, som er
ansvarlig for Økosamfundets eget flisfyrede fjernvarmeværk, kaldet Energicentralen.
Birgits forklaring munder ud i, at hun opstiller en modsætning mellem
selv at tage ansvar for varmeforsyningen og at lægge ansvaret ud til energiselskabet.
Senere på mødet opstår diskussionen i forbindelse med, at Hans gennemgår
det udkast, han har skrevet til vedtægter:
”Hans (oplæser tekstforslag): ”Man kan tilslutte sig centralt varme, men det er frit
at oprette alternativer.”
Birgit: Måske skulle vi skrive noget om bæredygtig varme, forurene mindst muligt
Niels: Vi blev vel enige om at vi skal have solfanger
Else: Eller solceller, jeg er vild med solceller
Birgit: Måske noget andet end solfanger
Hans: Nu skriver jeg at ”ejeren har pligt til at installere solenergi til sommeropvarmning”
121

Else: Jeg var på et vandrerhjem i Sverige, hvor de kun kører med solceller hele
året
Birgit: Fedt
Hans: Måske kan du få noget materiale fra dem?
Frederik: Og en vindturbine, der kun fylder som en parabolantenne.
Hans: Hvad er bæredygtig, er det CO2-neutralt?
David: Ja, det udelukker jo fossile brændsler, men ikke atomkraft (latter)
Hans: Det er en god fast definition
Frederik: [imiterer avisoverskrift] ”Tre pensionister køber grund og opfører atomkraftværk”
Birgit: ”… ved hjælp af ukrainske arbejdere” (latter)” (fra feltnoter)
Her bliver diskussionen om bæredygtighed i varmeforsyningen luftet, og flere
forskellige definitioner af bæredygtighed er i spil: noget der ”forurener mindst
muligt” og ”CO2-neutralitet”, men gruppen kommer ikke med noget svar. Forskellige
teknologier bliver nævnt – solceller, solfanger og vindturbiner nævnes
positivt, atomkraft som en vittighed.
På augustmødet bliver varmeforsyningen således kun nævnt som et eksempel
på ting, der skal afklares, før husene kan blive bygget. På oktobermødet går det
meste af tiden med at diskutere de enkelte husprojekter og grundfordelingen, og
der bliver kun snakket om varme i forbindelse med de enkelte husprojekter. På
novembermødet bliver der stadig talt grundfordeling og ikke talt varme, men på
decembermødet sætter Birgit varmespørgsmålet på dagsordenen og fremhæver,
at det er presserende at få det afklaret. Lars opfordrer til at ”spole diskussionen
tilbage” til ære for de nye. Det fører til, at David trækker linjerne op på følgende
måde:
”David: Det principielle er jo, om man skal have en individuel eller en kollektiv
varmeforsyning. Jeg kan sige, vi har varmeregningen for den her bebyggelse, som
skulle være opført efter forskrifterne, vi har omkring 30% ledningstab, dvs. at
30% af den varme, vi betaler for, den bruger vi til at holde jorden varm, og det
synes jeg taler imod at vi skulle trække ledninger ret langt, og jeg har, hvis vi skal
sige, nogle af dem der bor i den første bogruppe, lerhuse, de siger, de fyrer med
træ i forholdsvis simple brændeovne, og de har en årlig varmeregning på 3-4.000
pr hus, og det er, hvad vi har for lejligheder.”
David argumenterer for individuelle varmeanlæg. Han fremhæver, at varmetabet
ved tilslutning til Energicentralen er ret stort, hvilket ud fra en økoindustriel
betragtning er uhensigtsmæssigt: det er energifråds, og det er dyrt.
Varmetabet er et eksempel på en relevant test for bæredygtighed: for højt ledningstab
betyder, at teknikken ikke er bæredygtig.
På januarmødet indleder Claus med at sige, at han vil orientere ganske kort.
Der følger 35 minutters diskussion. Claus indleder med at sige noget om pro-
122

cessen: hvordan gruppen skal nå frem til et resultat. Ret hurtigt kommer David
igen frem med sine substantielle argumenter for, hvorfor fælles varmeløsning er
uholdbart:
”David: Det er bare lige en indskudt bemærkning, men vi har lige fået vores varmeregnskab
ovre fra bogruppe 4, som jo er velisoleret og ikke har noget specielt
stort varmeforbrug. Vi har 40% varmetab i rørene, fordi vores huse er så velisolerede,
at varmen står ude i rørene og fiser af, fordi der hele tiden skal være cirkulation.
Det er en ulempe ved den der fælles varmeforsyning, at man er nødt til at
varme rørene i jorden op, så folk kan tappe vand, men så står vandet ude i rørene
og bliver koldt, og det betaler vi for, fordi rørene er ikke så velisolerede som husene.
Vita: Det er jo fuldstændigt åndssvagt at varme for regnormene.
David: Så det taler for, individuelle giver faktisk en bedre varmeøkonomi, jeg var
på landbrugsmessen i går og så et stokerfyr som koster mellem 6 og 8.000, der
kan du få et, et automatisk brændefyr.”
Igen fremfører David argumentet om varmetab, som både er dårlig økonomi og
økologi. Denne gang introducerer han også et argument fra markedsværdiordenen:
den lave pris på én af de individuelle muligheder, nemlig et stokerfyr 50 .
Claus stiller imidlertid spørgsmålstegn ved, hvordan et lille fyr vil klare sig i
forhold til udledning af partikler, røg osv.:
”Claus: Det er rigtigt. Spørgsmålet er, hvad skal man sige, når man regner det hele
sammen i sidste ende, ikke, hvad det så bliver, altså nu snakkede, jeg snakkede
med en, ham kan du godt huske, han redigerer et blad, der hedder et eller andet
med forskning i bioenergi, og jeg ringede til ham for at høre, om han kunne bringe
mig i forbindelse med en person, som arbejder med de ting, (…) men han sagde
umiddelbart, at han ikke troede på det,
Lars: Hvad var det, han ikke troede på?
Claus: Det han ikke mente, det var at vi kunne få et bedre udbytte, også noget
med at de små fyr har en tendens til at svine mere end de større, de har en bedre
teknik, når man kører større fyr, og sådan nogle ting, det er bare sådan for lige at
referere, det sagde han, ikke, men det må vi jo finde ud af.”
Den formelle diskussion slutter med, at Claus lover at skaffe en ekspert til næste
møde – i overensstemmelse med det industrielle regime, hvor eksperten er
stor.
På februarmødet tager diskussionen om varmesystemet tager lidt over en
time. Claus indleder med at fremhæve, at husene skal leve op til bestemte krav
for lavenergibyggeri, og at både økonomi og miljø betyder noget: hvor dyrt bliver
det (marked/industriel) og hvor bæredygtigt er det (grøn/industriel).
”David: Jeg har også været udsat for, at energiselskabet lokker kraftigt for at få
lov til at levere til BG7, og jeg bor i BG4, og vi har altså 40% varmetab på varmen
i BG4. Kommunal varme ville have kostet halvdelen, der bliver godt nok
50 Et stokerfyr er en form for træpillefyr med automatisk regulering af brændstoftilførslen.
123

nævnt noget om pulsdrift og sådan noget med varmeakkumulering, men det er ikke
prøvet endnu. Der er dels det rent økonomiske med, at man kobler det her ret
komplicerede varmesystem sammen, men jeg synes vores energiselskab med sterlingmotor
og det hele er en lille smule hvid elefant. Det er ganske få personer,
som styrer et anlæg, der er ikke dimensioneret, sat udenpå det første anlæg, og
energiinputtet afhænger af solindfald og en hel masse ting, der er mange ting i det
her anlæg som vi ikke kan styre, og vi er amatører der styrer det, der går meget
arbejdskraft til at passe det fyr. Og den anden ting er, at jeg synes, Økosamfundet
er et sted, hvor der skal være plads til eksperimenter, folk skal have lov til at eksperimentere.
Når de nu bygger huse, så skal man eksperimentere med sine solhuse,
og det er derfor jeg spørger om tilslutningsafgiften, jeg har lige været på landbrugsmessen
og set en stokerløsning med pillelager kan fås for under 20.000, og
hvis man skal regne med ledningstab, og det, der er det groteske er, at de meget
velisolerede huse giver et meget større ledningstab, fordi vi har virkelig velisolerede
huse, så kan man tænke sig forskellige andre ting, sådan fungerer det ikke nu.
Gitte: Stoker ??
David: Det er et pillefyr, en mekanisk fyrbøder, som skubber det ind i ovnen og så
styrer det efter forbrug. Et stokerfyr behøver ikke køre hele tiden, hvis man laver
et varmelager, jamen, så varmer man lige med en høj temperatur en varmetank op,
og så tapper man fra den varmetank, måske en gang i døgnet. Jeg synes det er
synd, i stedet for at have de kommunale værker som er et monopol, at man laver
vores eget værk til et monopol, så er vi bundet af det, og så kan man godt lave en
solfanger, og så skal man stadig betale de faste afgifter, og så binder vi nogle penge
i installationer, som er dyre, som vi så skal betale. Og jeg vil i hvert fald gerne
se den pulsdrift virke i bogruppe 4 først, så man kommer ned på mindre varmetab,
for jeg synes 40% varmetab er meget og ikke specielt økologisk.
Birgit: Har energiselskabet større end alle andre ledningstab er, pas på du ikke
kommer til at insinuere noget som er værre, i forhold til almindelige offentlige,
jeg spørger bare.
David: Der er nogle rent lokale problemer, det, at vi har højere temperatur i røret,
og vi har en stor del af vores ledningstab i sommerperioden, fordi vi har solvarme.
Dem, der har det største ledningstab, er de økologiske, du bruger en mindre kage,
og så fordi vi er så velisolerede, bliver en større del af kagen brugt til at varme
jorden op.”
Davids indlæg rummer en lang række argumenter hentet fra forskellige værdiordener.
Der er de øko-industrielle argumenter med varmetab; markedsbaserede
argumenter (værket er et monopol); hjemligt-industrielle argumenter (ud fra
hans kendskab til personerne er de for få til at styre det), og inspirationelle argumenter
(der skal være plads til at eksperimentere og være kreativ). Davids
udsagn bliver imidlertid modsagt af Lars:
”Lars: Hvad er det, der er vores bevægelsesgrundlag i forhold til vores investering
i varmecentralen herude, er det et økonomisk eller en økologisk argument, der
skal lægges vægt på? Jeg kan ikke løse det, okay, vi har et varmetab hvis man
trækker ledning ned til os, og det modsvarer, at vi skulle lave individuelle anlæg,
men så viser Allan [ansvarlig for Energicentralen] mig en stor moppedreng af en
bog, som Rambøll har lavet, hvor man har målt på miljøet, hvad individuelle fyr
koster, og så er det helt hul i hovedet i forhold til udledningen af CO2. Men hvordan
gør vi varmetabet op imod det miljømæssige tab, vi har ved individuelle?”
124

Lars stiller spørgsmålstegn ved Davids konklusion ud fra argumenter om forurening
og CO2-udledning. Lars trækker en modsætning op imellem det økologiske
og det økonomiske og peger indirekte på, at David tænker for meget på
varmetab og derfor økonomi og for lidt på økologi. David bliver bedt om at retfærdiggøre
sit ønske om individuelle løsninger ud fra bæredygtighedsvinklen.
”David: Jeg synes, at det er vigtigt. Altså, jeg kan ikke lide de centrale løsninger,
jeg kan ikke lide, at man bliver bundet op på folks forventninger om hvad ting
skal koste, og så det viser sig så, at hov, det blev dyrere. De investeringer, vi skal
lave i jordledninger, synes jeg, folk skal bruge til at lave deres egne løsninger. Det
fyr er ikke verdens mest perfekte fyr, der er gode dage, hvor det brænder godt, og
der er dårlige dage, hvor det oser, det oser også nogle gange, men har vi osende
ovne og fyrer med vådt træ … Men jeg føler, at energiselskabet er drevet af mere
økonomi end økologi, fordi de kan få deres omkostninger fordelt ud på flere, så
det er fornuftigt og rationelt, så låser man sig fast til den interne mastodont.”
David vender sådan set udfordringen om og hævder, at det er Energicentralen,
som er mere fokuseret på økonomi end økologi. Han kritiserer det centrale
værk, fordi det fyrer med vådt træ og forurener derfor. Desuden rejser han en
øko-industriel kritik: De penge, der investeres i den centrale løsning, kunne investeres
med større miljø- og effektivitetsmæssig fordel andetsteds. Endelig synes
jeg også, man kan spore en hjemlighedsbaseret kritik af ”mastodonten”
(underforstået: stort er skidt – småt er godt). Dette får imidlertid Claus til at reagere:
”Claus: Du laver nogle ord som hører ingen steder hjemme, det er et lille bitte bitte
bitte varmeværk, mastodont, noget sludder, så taler du jo for helt individuelle
løsninger.
Birgit: Det er også det, David siger
David: Jamen, når du ser bogruppe 1 som har individuelle løsninger, det er jo
først og fremmest bogruppe 3 som har drevet udvidelsen af varmeværket, bogruppe
2 har rør inden i husene, oppe under loftet, så der er ikke noget tab, men de ligner
et fabrikslokale. Så det går gennem huset, så der er ikke noget tab.
Lars: Det giver nogle meget dårlige akustiske problemer til gengæld.
David: Ja, ja.
Olga: Men det er jo en del af indemiljøet, akustikken, så det er noget man skal …
Lars: Den skal man have med, det har vi snakket om i bogruppe 4, at vi vil ikke
have den akustik bogruppe 2 havde, fordi folk kan simpelt hen ikke være, der render
lyd igennem.”
David og Lars, som begge bor i Økosamfundet, henter argumenter fra den velkendte
sammenhæng. David fremhæver Bogruppe 1, som har individuelle løsninger,
og rækkehusene i Bogruppe 2, som har et fælles fyr med rør under loftet:
ingen af dem har varmetab. Lars udfordrer dette ved at fortælle, at Bogrup-
125

pe 2 betaler for dette med dels æstetiske problemer (det ligner et fabrikslokale),
dels en dårlig akustik, dvs. at rørene bærer lyd mellem lejlighederne.
”Claus: Og omkring energicentralen er Økosamfundet, det er jo ikke et eller andet
økonomisk, det er nogle idealistiske folk…
David: Derfor kan de godt være dyre i drift.
Claus: som hele tiden knokler for at levere varen på Økosamfundets betingelser,
og hvad var nu pointen.
David: Ja, fordi de mener det godt skal vi støtte dem.”
Claus imødegår Davids betegnelser ”mastodont” og ”monopol” ved at fremhæve,
at Energicentralen ikke er et eller andet økonomisk, men ”vore egne” (hjemlig
argument), og ”idealistiske folk” (et civilt argument – de repræsenterer ikke
deres egne interesser, men det fælles bedste).
”Claus: Pointen, det er klart, hvor man kører et frit system, kan man risikere at
folk ikke tilslutter sig og så får man for alvor en meget dårlig økologi, og der kan
man sige, at det taler for, at vi tilslutter os, og det giver også bedre varmeøkonomi,
kunne jeg forestille mig
David: Hvorfor det?
Claus: Fordi der er mere aftag.
Birgit: Det kommer an på, om de kan administrere det, hvis værket ikke kan optimeres,
til det det skal levere, så er det jo ikke bedre økonomi, hvis det brænder
dårligt.
Claus: Det jeg mener er, at hvis du kører en forholdsvis lille mængde varme ud i
et meget lille net, jo flere der er koblet på, jo mere varme cirkulerer du, så på alle
måder vil det være bedre for værket at blive lidt større, få et lidt større net, det er
jeg overbevist om.
Birgit: Jeg kender ikke historien, men der er måske en begrundelse for at lave et
decentralt værk i stedet for individuelle modeller, rent miljømæssigt, hvis der er
noget at hente. Hvis vi så vil opkvalificere vores miljøhensyn, så må vi jo stille
krav til, hvad de individuelle løsninger skal leve op til. Hvis det handler om
forbrændingsevne, og CO2, så må vi jo have fokus på det, hvis vi ikke skal blive
ved med at pindehugges, så må vi jo opkvalificere de andre løsninger, så det ikke
kun bliver, hvad man kan købe et stokerfyr til, men at det skal være en varmekilde
med en ordentlig forbrænding, og så må man spørge ind til om de kan levere en
lille smule varme. Det er altså noget andet end ude på gårdene, hvor de kører på
fuldt blus i lang tid, det må vi spørge ind til, det må vi forpligte os til, når vi ser på
de andre muligheder i forhold til.
Olga: Jeg tænker også på den følelsesmæssige forpligtelse i forhold til hinanden,
hvis vi laver den løsning skal vi også acceptere hinanden, og passe på at vi ikke
kikker skævt til hinanden for hvad vi vælger, så der ikke bliver snakket i krogene.
Det kunne jeg i hvert fald godt tænke mig, at vi får en åben snak, så der ikke bliver
det der ruskomsnusk, med at nogen snakker om dem, så hellere få det sagt til
hinanden, ”har du tænkt på det”, ikke, det kunne være vi skulle have det med på et
større punkt.
Claus:Det med at acceptere de beslutninger der er truffet
126

Olga: Vi skal jo trods alt bo sammen, vi hører om nok steder, hvor der er kludder
med hinanden, hvor der er intriger, fordi man ikke får tingene sagt inden folk
træffer den beslutning.”
I denne sekvens forsøger Claus at argumentere for den centrale løsning med, at
den vil blive bedre, hvis den bliver større (stordriftsfordele), men Birgit og David
udfordrer dette på det økologiske. Birgit fører diskussionen ind på det bæredygtige
ved at sige, at både individuelle og kollektive løsninger må evalueres
på deres miljøvenlighed: Forbrændingsevne, CO2 og evne til at brænde rent,
selv om de skal levere til meget velisolerede huse. Hermed søger Birgit at generalisere
problemet, dvs. at trække diskussionen endegyldigt op til retfærdiggørelsesformatet,
så den ikke bare kommer til at dreje sig om, hvad der er nemt og
fornuftigt ud fra en common sense-betragtning (familiaritet og planlægning).
Olga fremhæver, at det også skal retfærdiggøres i den hjemlige værdiorden, idet
hun påpeger vigtigheden af at kunne diskutere uden at blive uvenner og af at
kunne acceptere hinandens beslutninger i sidste ende. Midlet til dette er en åben
snak. Herefter indfører Lars overvejelser om, hvad konsekvenserne af individuelle
fyr vil betyde i det daglige: skal der f.eks. være plads mellem husene til, at
der kan køre lastbiler med brændsel til alle de individuelle fyr? Det betyder også
noget for det hjemlige, idet Økosamfundet er baseret på bilfrihed af hensyn
til børnene.
”Lars: Et andet argument er, hvad ønsker man, skal man skabe plads til at køre
med kul eller have olietanke, skal der tændes og slukkes og gøres ved, skal der
komme lastbiler med piller og flis? Det er et valg, man må gøre, så må enhver
vælge, det er ikke et bekvemmelighedsvalg, man gør. Så skal det enten være, fordi
det er mere miljørigtigt eller mere økonomisk. (…)
David: Derfor synes jeg også at der skal være lidt mere frit valg, det er i orden at
tilslutte sig det fælles, spørgsmålet er, hvis der er nogle stykker, om det er så dyrt
at trække en streng, det koster måske 60-70.000 langs midtergangen, og så skal de
så i fællesskab afdrage på 150-200.000 til deres varmeforsyning, og det er så dem
der vil have den bekvemmelighed.Så er der andre, der vil bruge de penge på at lave
huset mere isoleret eller forsyne det med varmepumper, det synes jeg også de
skal have mulighed for.
Claus: Det ligger i alle forslagene, at der er frit valg.
Birgit: Vi skal have fokus på den miljømæssige forsvarlighed i det vi gør, eller
ambition.
Claus: Jeg har fyret med brænde i egne ovne og fyr i mange år, og de der piller er
forholdsvist nemt. Men det er smart, at man samler det et sted, problemerne og
teknologien, det er meget simpelt og solidt, når det er gravet ned, så ligger det der.
Så vil jeg måske have mig en ovn, og det er mere hyggekomfort, kikke ind i pejsen,
ikke, og smide en pind på, og jeg ved, jeg skal ikke lave 12 rummeter fint oppindet
træ, som jeg har gjort hvert år hernede, det kan jeg slippe for.
David: Men I skal lige huske, at som medlem af fyret er man også medlem af
fyrgruppen, og det vil sige, at der sidder en alarm dernede der ringer folk op kl 4
127

om natten. Der er meget arbejde med at holde fyret i gang, og nede hos os havde
vi problemer med at finde nogen der ville ind i fyrgruppen.
Lars: Det er fem ud af 400 voksne.
David: Det er 2 ud af 120 voksne.
Birgit: Hvis man har sit eget fyr, skal man også vedligeholde det, men så er det jo
ens eget, vi er jo de mennesker vi er.
Claus: Men det er jo bare nogle forhold, man skal gøre op, på et tidspunkt går turen
videre til dem, der har lyst.”
Der er ikke enighed om, hvad der er den mest bekvemme løsning: at slutte sig
til Energicentralen – så slipper man for at hugge brænde, men skal til gengæld
være til rådighed for vagter af og til; eller at have det individuelle fyr, som man
selv skal passe. Flere og flere aspekter aktiveres og gøres relevante som test; situationen
bliver stadig mere kritisk.
David indfører endnu et argument for at lave individuelle løsninger, nemlig
dels, at det er sjovt, og dels, at man lærer noget, og at man får et forhold til sit
energiforbrug (inspirationel værdiorden):
”David: Jeg vil godt prøve sådan noget passiv solvarme, måske biogas, måske
stoker, jeg vil gerne eksperimentere med min energi, en mulighed for at lave en
individuel varmekilde, frem for bare at slutte mig til en system, så synes jeg ikke
man lærer noget, når man bare har en hane ude i bryggerset. Det synes jeg vil være
sjovt. (…)
Lars: Finde en eller anden model for, hvordan hver bolig skal dokumentere, hvordan
laver vi en opstilling, og hvilke parametre skal man regne med, minimumskrav
for hver bolig, hvis du ikke opfylder de her rammer, er det en måde at starte
på?
David: Vi skal måske sige, vi vil ikke acceptere sodende fyr, vi vil ikke acceptere
løsninger som generer naboen. De løsninger vi kommer frem med skal måske
godkendes af bogruppen, ”okay, du vil lave den individuelle model kan du bevise
eller sandsynliggøre at din løsning ikke generer dine naboer og at det lever op til
de miljømæssige krav?”, og så synes jeg, at folk skal have lov at jonglere.”
David lægger sig her på linje med synspunktet, at de individuelle anlæg skal
kunne retfærdiggøre sig inden for den økoindustrielle værdiorden.
”Frederik: Det er enormt svært det med pillefyr, det kommer an på om, det er et
eller to eller tre, det kan man faktisk ikke tage stilling til.
Birgit: Men hvad har I brug for i jeres hus?
Frederik: [siger ikke noget, men ser vildrådig ud]
(latter)
Lars: Rent socialt, hvordan kunne du tænke dig at bo i dit hus, stokerfyr, skal du
have det alene, hvem har du til nabo? Forhåbentlig kan vi indkredse inden sommerferien,
om der er to eller fem der vil på energiselskabet.
Claus: Jo flere, der ved, at de vil have varme udefra, kan vi se om der er basis for
nogen form for fælles løsning.
Birgit: Men det er da svært, det er pissesvært.
128

David: Så det er individuel løsning eller ej.
Birgit: Jeg vil bare tænke mit hus igennem og se, hvis jeg både vil have brændeovn
og gulvvarme, jeg har et meget, meget lille behov, hvordan fanden får jeg det
dækket, men det er jo mit problem, på et eller andet tidspunkt, man må jo tage et
valg.”
Lars bringer det hjemlige ind som et relevant kriterium: ”hvordan vil du bo i dit
hus, hvem har du til nabo?”. På dette møde er gruppen således nået frem til, at
såvel individuelle som kollektive løsninger skal kunne retfærdiggøres over for
gruppen på en række parametre, hvoraf de især har nævnt CO2, effektivitet og
udledning af sodende partikler. Dertil kan lægges overvejelser om den daglige
drift, hvor meget forskellige anlæg fylder, og hvor de skal ligge, og forskellige
forståelser af bekvemmelighed, hjemlighed og socialitet, som imidlertid er blevet
lagt ud til de enkelte at tage stilling til og altså ikke er blevet løftet op på det
kritiske niveau. Deltagerne aftaler, at inden næste møde skal hver familie være
afklaret med hensyn til, om de ønsker individuelle eller kollektive varmeløsninger.
Gruppen har i løbet af diskussionen etableret, at dette emne ikke kan behandles
inden for et planlægnings- eller familiartitetsformat. I mopdsætning til
diskussionen om husene er diskussionen om varmeforsyningen hermed blevet
etableret som en kritisk diskussion, der kræver retfærdiggørelse.
På martsmødet varer diskussionen om varmen næsten 1½ time. Diskussionen
indledes med en runde, hvor hver familie præsenterer deres ønsker om varmeløsning:
”Birgit: Og vi har jo vores solvarmeanlæg, og vi har så stillet a b, og c op, og d. A
er energiselskabet, b er decentral varmeløsning i hele bg 7, c er to-tre huse sammen,
og d er individuel. Vi vil gerne have en kollektiv løsning, men afhængig af
hvilken form for kollektiv løsning skal man også huske at finde ud af, hvor det anlæg
skal placeres, og så har vi konkluderet, at det skal være en bæredygtig og
økonomisk løsning som alternativ til energiselskabet, så det var vores konklusion
her.
Frederik: Ham tømreren, vi har til at lave vores hus, han foreslår, vi laver en varmeveksler
og tager noget el ind i noget vand og kører rundt i huset, så der skal
man ikke have noget udefra andet end el.
Claus: En elvarmeløsning, det lyder spektakulært.
Else: Men det er det faktisk ikke. Du tænker rent forbrugsmæssigt.
Frederik: Men det er det ikke, du tager hovedparten af varmen fra luften.
Claus: Du mener en varmepumpe, så er jeg med.
Else: Vi har fået lavet beregningerne på, hvor meget den forbruger, og det er sådan
lavt, nede i det lave område.
Claus: I har umiddelbart et ønske om at finde en egen forsyning, er det noget
principielt?
Else: Næ.
129

Frederik: Det er tillokkende bare at trykke på en knap, men vi er heller ikke afvisende.
Hans: Generelt, de her energiløsninger, vi må ikke bruge fossilt brændsel, naturgas
og olie, vi skal vel også have en diskussion af, hvor meget elvarme vi må bruge,
er det OK at køre en løsning, der hedder varmluft, som bruger energi?
Claus: Det tager vi bagefter.”
Her kan de personlige ønsker tilsyneladende bedre udfordres. Således udfordrer
både Claus og Hans ønsket om en elbaseret løsning, idet de stiller spørgsmålstegn
ved de grønne aspekter af sådan en løsning.
”Lars: Vi ønsker en løsning, der hedder, at vi ønsker at være i en fælles varmeløsning,
vi ønsker ikke at lægge jord til en varmeløsning, dels er der også noget bekvemmelighed,
men derudover, så tror jeg også, vi siger, at der er et vigtigt socialt
element at have noget sammen. Med så en lille brændeovn som supplering i vintermånederne.
Anders: Når du siger kollektiv, er det så det varmeværk, vi har nu, eller noget andet?
Lars: Jeg er ikke utilbøjelig til at gå med på det eksisterende Energiselskab, jeg er
ikke afskrækket af Energiselskabets løsninger, og jeg kan forstå på Allan, at han
har været meget på mærkerne for at finde en holdbar løsning, og det har jeg fuld
tillid til.”
Lars har valgt en fælles løsning baseret på hjemlige argumenter (det er vigtigt at
have noget socialt) og på bekvemmelighed (han vil ikke stå alene med det og
ikke lægge plads til). Han har tillid til Allan, som han kender, det er også et
hjemlighedsbaseret argument.
”David: Ja men jeg har jo det med, at jeg ikke vil kobles op på en central løsning,
for der sker så meget teknisk, og så er det jo altså også det med, at man skal aflevere
40 % af sin varme i jorden, så er det sådan. Energiselskabets bekvemmelighed,
ja, men man skal også huske på, at vi går jo ind i vagtordningen, man har tilkaldevagt,
og op kl 4 om morgenen og få fyret til at køre, og der skal hele tiden
være nogen, der kan være der, så det er ikke, fordi man slipper. Og så er det hængt
op på Allan, det er en meget lille organisation, og jo flere ting man kobler på, jo
mere kan der gå galt. Vi har dårlige erfaringer herfra, vi har ikke udnyttet vores
solvarme, altså f.eks., fordi at varmen kommer på tidspunkter, hvor man ikke bruger
den, og der er ikke lagre. Så der er en hel masse infrastruktur, man bygger op,
når man skal have de her centrale løsninger.”
David gentager de tidligere argumenter med varmetab, dårlig forbrænding,
manglende kreativitet, binding til vagter (udfordrer bekvemmelighedsargumentet),
og sit kendskab til peronserne, som får ham til at drage den modsatte konklusion
af Lars.
”Birgit: Men de andre løsninger handler fandeme også om at finde ud af, hvad
dem, der skal noget fælles, så det er lige så vigtigt, at dem, der skal fælle,s sætter
sig sammen, og alle skal forholde sig til, at det er bæredygtigt, det sagde jeg også
sidste gang, og det skal fremlægges på et møde. Der skal stadig være mulighed for
at diskutere de private løsninger, både de private og de fælles løsninger i et fælles
forum, der skal være et forum, der stiller spørgsmål.”
130

Birgit fremhæver igen, at alle løsninger skal kunne retfærdiggøres miljømæssigt
over for gruppen. Olga tilslutter sig:
”Olga: Når vi så har fået samlet, skal den diskussion så op igen, om det så er bæredygtigt
nok. Hvis der er nogen, der synes, at det er ikke godt nok, så er det vigtigt,
vi får det frem. Det kan godt være, vi ikke har den rette viden til at træffe den
beslutning, og så, hvis nogen har en stor viden, at de så bringer den ind. Vi skal
ikke have den snak for sent, for hvis nu ud af 12 er 9 individuelle, og det ikke er
bæredygtigt nok, så skal der snakkes om det.”
Hans uddyber diskussionen om, hvad det bæredygtige er:
”Hans: Når jeg tænker bæredygtigt, så er det mest i forhold til de elbaserede løsninger
som jordvarme og varmepumpe, men ikke så meget med individuelle. Det
er jo nogle langhårede diskussioner om individuelle små fyr forurener mere i forhold
til ledningstab, det tror jeg nok, vi kan sætte ti ingeniører til i ti år, og de er
ikke enige. Det er mere, om vi synes, det er OK med elstøttede løsninger. Der har
også været oppe omkring isolering med rockwool, det er rimeligt energikrævende
at fremstille, men elstøttede løsninger i 50 eller 100 år frem for vedvarende energi,
så har det jo også en konsekvens. Det er mere en principiel, man kan ikke forsvare
at stå meget hårdt overfor rockwool og så acceptere de andre løsninger. Der
skal ligesom være fælles fodslag, den der bæredygtige tærskel skal ligesom ligge
ens over hele linjen.”
Hans fremhæver, at elstøttede løsninger som jordvarme og varmepumper ikke
nødvendigvis er bæredygtige. Han drager en parallel til en tidligere diskussion i
gruppen om, hvorvidt det er OK at isolere med rockwool. Rockwool er temmelig
energikrævende at fremstille og ubehageligt at arbejde med, men holder til
gengæld længe, hvorimod flere af de eksisterende alternative isoleringsmaterialer
endnu ikke har dokumenteret deres langtidsholdbarhed. Hans stiller en modsætning
op mellem elbaserede løsninger og vedvarende energi. Claus svarer:
”Claus: For et par år siden var varmepumper bandlyst, fordi det bruger relativt
meget el, og el var baseret, og er det stadigvæk på kulkraft, og det er ikke alternativ
energi, men selvfølgelig, den kan vendes og drejes. Nu har vi også en stor
vindmøllekapacitet, der bliver udbygget i de kommende år, så vidt jeg husker, det
er 50 % af vores elforsyning, så er det et andet perspektiv, det er den ene ting. Det
andet er omkring træfyring, den handler om den gode teknologi, og hvis vi går
den vej, så er det jo godt nok, om det er individuel eller kollektiv, men der er fokus
på brændefyring eller fyring med biobrændsel. Man har målt, at sammen med
trafikken, så er de alle de der individuelle udledninger fra de der enormt mange
brændeovne i Danmark nærmest sammenlignelige i størrelse, med forurening.
Fordi folk smækker en jernovn op og fylder alt muligt skidt og møg på den, og de
styrer den ikke, de hyggefyrer i den, og det meste ryger bare ud som sådan nogle
uforbrændte, og det kræver, at man vælger nogle ordentlige ovne og har en ordentlig
kultur, og det er ikke noget, man kan styre centralt, hvis vi går den vej.”
Claus modificerer i sit svar den modsætning, Hans stiller op, idet han fremhæver,
at el baseret på vindmøllestrøm faktisk er vedvarende, modsat den hidtil
gængse kulbaserede el. Til gengæld fremhæver han, at biobrændsel som f.eks.
træ ikke nødvendigvis er godt, idet mange brændeovne brænder for dårligt og
131

derfor forurener – også fordi folk fyrer med det forkerte eller vådt brændsel. Og
hvis der er individuelle anlæg, kan man ikke styre fyringskulturen. Svend undrer
sig over problemet med træ:
”Svend: Med hensyn til brændeovne, træ er da CO2-neutralt?
Claus: Det er to forskellige ting, der er CO2-fænomenet. Træ er CO2- neutralt, det
er alt biobrændsel, men det du leder ud, CO2 er en luftart, det er jo ikke forurening,
ligesom svovl, men det er alle de der uforbrændte gasarter, hvad fanden de
hedder, det ved David, og det, der kommer fra bilernes udstødning og brændeovn,
det er heller ikke de samme gasser, de ligger ikke i samme kategori, dieseludstødning
er det nogle ret heftige forbindelser.
Svend: Men at træ er neutralt, det er kun CO2?
David: Jamen, der er en hel masse teknik i det her, og vi sidder og sammenligner
æbler og pærer og appelsiner. Et pillefyret varmeværk med max 10 % vand kan
holde en bedre varmeøkonomi end det, vi har, der som brænder flis med op til 50
% vand, vi ved, at for at varme vand op til 100 grader, den damp, der ryger ud, det
er et enormt varmespild, et fyr med vådt træ, det oser, en pillefyr eller masseovn
med høj temperatur og tørt brænde er noget af det reneste.”
Der kommer stadig flere dimensioner på bæredygtighedsaspektet: CO2, udledning
(partikler og gasser), forbrændingstemperatur og fugtighedsprocenter. Senere
på samme møde kommer varmen lidt op igen i en kortere diskussion om
vedtægter, hvor mange af de samme argumenter gentages. Her slutter diskussionen
på martsmødet, som er det sidste møde, jeg har observationer fra.
Opsamling på diskussionen om varmeforsyning
I observationsperioden er gruppen ikke nået frem til en endelig plan for, hvordan
de vil indrette deres varmeforsyning, men der er alligevel sket noget. Således
har diskussionen gradvist flyttet sig og bredt sig ud, så de grønne/industrielle
argumenter bliver mere nuancerede, og effektivitet suppleres af
overvejelser om emissioner og CO2 - regnskab også kommer med.
Dertil kommer mere argumenter om det sociale i at have noget fælles (hjemlig?),
det sanselige i åben ild (inspirationel), det bekvemmelige i at have noget,
der bare virker 51 ; det sjove i at kunne lave sit eget; de æstetiske problemer i rør i
loftet, lastbiler eller udbygninger i tilknytning til egen bolig – men alle disse
sidebemærkninger bliver kun løst knyttet til de forskellige teknologier. I løbet
af diskussionen udfordrer deltagerne hinanden ud fra forskellige logikker. Især
lykkes det at få den øko-industrielle værdi bæredygtighed placeret centralt i
51 Hvad der så er det mest bekvemme er der delte meninger om – David fremhæver, at det centrale ikke
er særlig bekvemt, andre fremhæver, at eget fyr ikke er bekvemt. David mener til gengæld også, at der er
en (inspirationel?) værdi i det ubekvemme, det er sjovt og bevidstgørende.
132

diskussionen. Det bliver etableret, at de enkelte løsninger skal kunne retfærdiggøres
over for gruppen i forhold til en række tests for bæredygtighed.
I forhold til diskussionen i kapitel 4 om, hvorvidt man kan tale om et selvstændigt
grønt regime, må man sige, at det ikke i synderlig grad tegner sig her.
Bæredygtighedsaspekterne kommer stort set kun i spil i forbindelse med det,
jeg tidligere har kaldt det øko-industrielle kompromis. Tekniske argumenter
spiller en stor rolle i den industrielle værdiorden såvel som i gruppens diskussioner.
På et tidspunkt bliver det aftalt, at gruppen skal indkalde en ekspert – den
store i den industrielle værdiorden. Imidlertid dukker eksperten aldrig op, bl.a.
fordi gruppen ikke kan blive enige om, hvilken ekspert der er tilstrækkelig tillidvækkende.
Kapitlets analyse viser også, at bæredygtighed langt fra er en indlysende
størrelse, men derimod noget, der skal forhandles på plads. Bæredygtighed er,
som Godard siger, svært fastlæggeligt. Her bliver det mest koblet til noget industrielt,
nemlig effektivitet og udledning, men også til det sociale og det æstetiske.
En endegyldig positiv definition af bæredygtighed etableres ikke og vil
formentlig være svær at etablere; der etableres i højere grad en række negative
definitioner: bæredygtige løsninger skal være CO2-neutrale, må ikke forurene,
skal være korrekt dimensionerede osv. osv. Men det er ingen selvfølgelighed, at
det stopper der. Gruppen kunne også f.eks. have inddraget overvejelser om,
hvor det evt. biobrændsel skulle komme fra, og hvordan det var produceret;
overvejelser om, hvor indgribende installeringen er i forhold til nedgravning af
ledninger osv.; eller systemernes levetid. Som også Godard påpeger, er der ikke
nogen veletableret positiv test for bæredygtighed. Der er imidlertid en lang
række negative test (f.eks. CO2, udledning af partikler, energieffektivitet) som
kan være med til at diskvalificere bestemte teknikker. Bæredygtighed er et bevægeligt
mål, som altid kan udfordres af nye test, idet man inddrager f.eks. sociale,
æstetiske eller familiemæssige hensyn. Det er dog ikke sådan, at hvad
som helst kan gælde for at være lige bæredygtigt; således er det tydeligt, at det
er institutionaliserede bæredygtighedsemner, dvs emner fra den økoindustrielle
verden, der i overvejende grad bringes i spil, mens f.eks. argumenter fra den inspirationelle
værdiorden optræder langt mere perifert. Hverken den inspirationelle
eller den hjemlige værdiorden bliver trukket op på det kritiske niveau,
hvor alle skal kunne retfæridggøre deres valg i forhold til fælles standarder.
133

Der er ikke mange eksempler i gruppens diskussioner på den mere radikale
grønne værdiorden i Latours og Thévenots forstand; det, der kommer nærmest,
er måske Lars, der gerne vil have et mere refleksivt og eksperimenterende forhold
til sit energiforbrug, og som ikke bare vil have ”en hane i bryggerset”.
Denne analyse peger således på, at en grøn værdiorden i hvert fald endnu ikke
har udviklet en grammatik, som er alment tilgængelig, men at den økoindustrielle
værdiorden til gengæld er relativt veludviklet.
Analysen viser, at det kan være svært at forene en kritisk ambition med
hverdagslivets logikker, og at det er lettest, når det handler om praksisser, der er
rutiniserede og relativt usynlige, såsom opvarmning. Spørgsmålet om varmeforsyning
og spørgsmålet om husenes størrelse kan begge håndteres inden for den
økoindustrielle kontekst. De enkeltes overvejelser og beslutninger bliver imidlertid
udfordret i langt højere grad, når det gælder varmeforsyningen, end når
det gælder husenes størrelse og udforming. Igen peger det på, at det er nemmere
at udfordre hinanden på noget, der i dagligdagen er nærmest usynligt; jo mindre
indgribende, et bæredygtighedstiltag er i dagligdagen, og jo mindre refleksion,
det kræver, desto større er sandsynligheden for, at det vil blive accepteret.
134

Kapitel 6 Uden møder – intet fællesskab?
“A little less conversation, a little more action, please …”
I kapitel 5 så vi, hvordan økosamfundenes visioner bliver omsat til virkelighed
via beslutninger, der bliver truffet på møder, og hvordan det i visse tilfælde kan
være svært at fastholde fokus på det visionære, når der opstår en spænding mellem
det visionære og hverdagslivet. Men møderne i økosamfundene rummer
også andre aspekter end virkeliggørelsen af visioner, og når et økosamfund er
kommet ud over den første etableringsfase, er det muligvis endda disse andre
aspekter, der fylder mest. I dette kapitel vil jeg komme ind på den udbredte frustration
over møderne, som stammer fra, at møderne ses som først og fremmest
et instrument til at generere beslutninger. I forlængelse heraf vil jeg analysere,
hvad møderne gør ud over at generere beslutninger, og jeg vil argumentere for,
at møder også kan ses som demokratiske eksempler, integrative ritualer og sociale
selektionsprocesser.
En af mine informanter fra Bogruppen havde følgende at sige om møderne:
”Jeg vil sige: Det er det her med gruppeprocesser, ikke. Eller organisering og
sådan noget, der kan overraske en. Det har i hvert fald overrasket mig meget i
den sammenhæng, fordi sådan noget har jeg sgu været med til rigtig mange
gange; til at organisere alverdens mærkelige ting, ikke. Og så lige pludselig
stå og synes, at man slet ikke kan finde hoved og hale i det og kunne få det til
at fungere. Og tænker: Hvad fanden?! Vi sidder her, granvoksne mennesker,
ikke. Det burde sgu da være en smal sag. Vi har fand’me tonsvis af erfaring i
forhold til at få sådan noget til at køre, ikke. Og også undgå faldgruberne,
hvor der går ævl og kiv og kævl i det, fordi det kan man ikke bruge til så meget.
Men det var sådan lidt oplevelsen: At vi lige pludselig ikke evnede at afvikle
eller ligesom organisere, at… det var en svær erkendelse.” [Claus]
Claus, som har været med i Bogruppen fra dennes start og har oplevet perioder,
hvor gruppen var ved at falde fra hinanden, giver her udtryk for, at han har været
overrasket og frustreret over, hvor kaotisk og ukontrollerbare han til tider
fandt processen og møderne. Det slog også mig som observatør, at en proces
som f.eks. diskussionen om varmeforsyningen blev så omstændelig. Som Claus
siger, kunne det ikke forklares med, at gruppedeltagerne ikke var kompetente til
at organisere sådan en beslutningsproces, eftersom de alle sammen enten i ar-
135

ejdssammenhæng eller fra frivilligt arbejde havde års erfaring i at holde møder
og – må man formode – træffe beslutninger. Men måske kommer frustrationen,
netop fordi man ser snævert på møderne som en proces, der skal føre til beslutninger.
Samtidig med at være beslutningsfora spiller møderne nemlig også andre
og lige så vigtige roller for gruppen såvel som for de enkelte personer. Dette
bliver ekstra forstærket i en gruppe, som skal etablere et fælles sted at bo, idet
hjemskabelsesprocessen som nævnt i indledningen er et meget personligt og følelsesladet
projekt.
Møder og atter møder
Møder i økosamfund har ry for at være mange, lange og ineffektive. Det kommer
bl.a. til udtryk, når ”de lange møder” i forskellige formuleringer dukker op
i mange af svarene på spørgsmålet om, hvad der er det værste ved at bo i økosamfund.
I det foregående kapitel har vi set eksempler fra et økosamfund under
tilblivelse; men også hvis man flytter ind i et eksisterende økosamfund eller bare
forsøger at forske i økosamfund, kommer man til at gå til mange og lange
møder. Fællesmøder, bogruppemøder, møder i affaldsgruppen, fælleshusgruppen,
hønsegruppen, varmegruppen …
Møderne er et karakteristisk træk for økosamfundene og også et emne, der
gang på gang dukker op, når man snakker med økosamfundsbeboere, og sjældent
i utvetydigt positive vendinger. Snarere bliver møderne omtalt med en vis
træt overbærenhed, som en pligt eller et nødvendigt onde.
”Hans: Jeg har nogle gange tænkt på de møder. Måske er det ligesom nordmændene.
I:Nordmændene?
Hans: Ja, og svenskerne, når de er på fjeldet, så har de gummistøvler på, og så får
de vabler. Og jeg siger ”At de kan holde det ud”, men de siger, at det får man jo,
når man går på fjeldet. Men, jeg får ikke vabler, jeg har lædervandrestøvler på.
I: Men så har du ikke rigtig været på fjeldet?
Hans: Nej, altså, det kan godt være, det gør ondt, eller det er hårdt at sidde til alle
de møder, men det hører til. Eller, sådan har det altid været.”
De lange møder findes ikke kun i den nystartede bogruppe, men også i det etablerede
økosamfund og i de fleste andre økosamfund. Som tabel 11 viser, holder
lidt over halvdelen af økosamfundene møde i besluttende organer hver måned 52 .
52 Der kan være lidt usikkerhed forbundet med dette tal, fordi ”møde i økosamfundets øverste besluttende
organ” betyder noget forskelligt i de små, mellemstore og store økosamfund. I de små økosamfund
mødes alle beboere måske dagligt, i de mellemstore månedligt, og i de store mødes man måske med
medlemmer i sin bogruppe månedligt og med alle inklusive de andre bogrupper et par gange om året.
136

Den anden halvdel holder møder hver anden eller tredje måned. 68 % af beboerne
angiver, at de deltager i alle eller de fleste af disse møder. Set i forhold til
de andre fælles aktiviteter i økosamfundene fylder møder ikke helt så meget
som fællesspisning, men mere end fællesarbejde og sociale arrangementer.
Økosamfundsbeboerne skønner, at de i gennemsnit bruger 1½ time om ugen på
interne møder. Det vil dog typisk ikke være hver uge, men snarere sjældnere,
længere møder. Udover møderne i de besluttende organer er der som nævnt også
i mange økosamfund et antal undergrupper, som står for forskellige praktiske
arbejdsopgaver, og som også holder møder.
Tabel 11: Hyppighed af fælles aktiviteter i økosamfund.
PROCENT AF
FÆLLESSKABER
137
PROCENT AF BEBO-
ERE, DER DELTA-
GER HVER GANG/DE
FLESTE GANGE
Sociale arrangementer hver måned 28 75
Møde i besluttende organ hver måned 67 68
Fællesarbejde mindst hver anden må-
ned
39 78
Fællesspisning hver uge 67 65
Mødefrustrationen i organiserede anarkier
Den første fortolkning af møder, der springer i øjnene, er således, at møders eksistensberettigelse
er at være fora for beslutninger, men at de er ineffektive.
”Men jeg synes, at det var anstrengende at skulle genoptage diskussionerne igen
og igen. Altså sådan noget med varmeforsyning f.eks. At vi aldrig kunne nå til en
beslutning omkring det. Men det er også bare et spørgsmål om jo at tage sig sammen
og sætte sig grundigt ind i det og så få det gjort en gang for alle” (Niels).
Når ineffektiviteten frustrerer, er det, fordi den kontrasterer mod en forestilling
om, at man mødes for at løse nogle problemer og tage nogle beslutninger, og at
det bedst gøres effektivt. Når økosamfundsbeboerne så oplever, at beslutninger
ikke bliver taget eller kun bliver taget efter lang tid og mange diskussioner, og
at problemerne ikke bliver løst, men bliver opgivet eller sendt i udvalg, opstår
Den andel, der oplyser, at de deltager hver gang/de fleste gange svinger fra 54 til 100 %. De laveste procentsatser
findes i nogle af de økosamfund, der har møder både på bogruppe- og økosamfundsniveau; det
kan skyldes uklarhed om, hvilket niveau man forventes at svare på.

frustrationen. Dette er ikke noget enestående for økosamfund og lignende steder.
Frustrationen har sine rødder i en forestilling om rationalitet i beslutningsprocesser,
som imidlertid problematiseres i organisationslitteraturen. I 1976
lancerede organisationsteoretikerne James G. March og Johan P. Olsen begrebet
organiseret anarki om organisationer og gjorde opmærksom på, at beslutningsprocesser
i organisationer sjældent eller aldrig lever op til forestillingen
om målrettet rationalitet (March og Olsen 1976). Organiserede anarkier er kort
fortalt kendetegnet ved flertydige mål, uklare teknologier og flydende deltagelse.
Eksempler på organiserede anarkier hos March og Olsen er skoler, universiteter
og virksomheder. Pointen i teorien er ikke, at nogle organisationer er organiserede
anarkier, og andre ikke, men snarere at henlede opmærksomheden på, i
hvor høj grad kendetegnene ved organiserede anarkier er til stede i ganske
mange organisationer – også dem, der for en common sense-betragtning kunne
forekomme styret af rationalitet. De fleste økosamfund kan i hvert fald siges at
opfylde disse kriterier.
Flertydige mål: Som beskrevet i de forrige kapitler er økosamfundenes mål
på én gang ambitiøse og svært målbare, som eksemplificeret ved diskussionerne
om relevante test for økologisk bæredygtighed. Denne usikkerhed går ikke blot
på en identifikation af relevante indikatorer, dvs. tegn på, hvor tæt man er på
målet, men også på udvælgelse af teknologier, der skal bringe én nærmere på
målet.
Uklare teknologier: ”Teknologier” skal her forstås i bred forstand. For at tage
et eksempel fra diskussionen om varmeforsyning kan en given varmeteknologi
både vurderes i forhold til bæredygtighedsmål og i forhold til sociale mål,
og det er ikke umiddelbart indlysende, hvilke mål der er de vigtigste, eller i
hvilket forhold de skal afvejes mod hinanden. Andre teknologier kan være beslutningsprocedurer,
vedtægter osv. Er konsensusbeslutninger f.eks. altid mere
demokratiske end afstemninger?
Flydende deltagelse: For et økosamfund under tilblivelse er deltagelsen i
gruppen i høj grad flydende, idet deltagerne løbende udskiftes. I princippet kan
enhver beslutning have som konsekvens, at nogle af gruppens medlemmer
trækker sig ud. I et eksisterende økosamfund er dette nok i mindre grad tilfældet,
men deltagelsen i hvert enkelt møde kan svinge meget. Nogle møder tiltrækker
mange deltagere, andre ikke, og enkelte beboere kan deltage i møder i
en periode for derefter at blive væk i en anden periode.
138

”Altså indimellem, så har det jo været dræbende, fordi at… at der er folk, der er
kommet med, og så har de været enormt entusiastiske og i løbet af – vendt hele
gruppen på hovedet i løbet af tre gange, og så er de hoppet ud, for eksempel. Eller
alle de gange, hvor vi har siddet med en gruppe på tre-fire mand og tænkt: Hvordan
skal det her blive til noget? Og så lige pludselig så er der mange med, og så er
der ikke så mange med. Jeg synes, det har været en enormt lang proces. Jeg synes
… Jamen jeg er sgu ikke vild med møder overhovedet. Men jeg synes heller ikke,
det er specielt fedt at sidde til møder i Økosamfundet. Altså overhovedet ikke.
Men det er en… det hører jo med, ikke.” (Anders)
Økosamfundenes karakter af organiseret anarki bliver ekstra fremtrædende i
opstartsfasen, idet ethvert økosamfund i princippet definerer sig selv forfra. Det
betyder, at der er meget få og løse institutionelle rammer. Det er ikke veldefineret,
hvilke aspekter der kan inddrages som relevante, og hvilke beslutninger
gruppen kan tage – det skal også besluttes. I andre sammenhænge, f.eks. i en
foreningsbestyrelse eller et møde i en arbejdsgruppe på en arbejdsplads, er
gruppens kompetencer som regel mere veldefinerede, ligesom der som regel foreligger
institutionelle rammer for, hvordan beslutninger træffes, og hvordan
uenigheder afgøres. Alle disse regler skal i et nystartet økosamfund først fastlægges.
Dette er selvfølgelig en meget væsentlig del af det nyskabende og tiltrækkende
ved økosamfund – at en gruppe af ligesindede kan forme fællesskabet,
som de ønsker det, og ikke efter alle mulige andre regler – men på samme
tid kan det give anledning til mange frustrationer og følelser af handlingslammelse,
som mine informanter beskriver det ovenfor.
Det er derfor ikke overraskende, at møderne udviser mange af de træk, som
ifølge March og Olsen kendetegner skraldespandsprocesser, nemlig at problemdefinitioner
og løsningsforslag flyder mellem hinanden og undertiden finder
hinanden, undertiden ikke. Bliver en beslutning truffet, er det ikke sikkert,
den implementeres, og såvel beslutninger som implementering er løst koblede
til institutionens officielle målsætning 53 .
En anden faktor, der er væsentlig for at forstå møderne i økosamfund, gælder
både i opstartsfasen og i de etablerede økosamfund, nemlig det, at det her handler
om det sted, man bor, dvs. ens hjem og lokalområde. Det betyder, som vi
også så i den manglende diskussion af boligstørrelser, at det nemt kommer til at
gå meget tæt på de enkelte, fordi det involverer det individuelle projekt om
hjemskabelse. Det er nemmere at gå på kompromis på en arbejdsplads, som
53 At egalitære, alternative og konsensusorienterede organisationer ofte præges af lange og tilsyneladende
ineffektive møder, og at dette frustrerer deltagerne, er et veldokumenteret fænomen. Se f.eks.
Schwartzman 1989; Mansbridge 1973; Polletta 2002.
139

man i teorien altid kan forlade til fordel for en anden, i en forening, man kan
melde sig ud af, eller i en institution, som man kun tilhører i en begrænset periode,
end det er, når det gælder ens hjem. Hjemmet er som nævnt tæt forbundet
med ens identitet og med forestillingen om et fristed og er derfor ladet med
stærke følelser 54 . Til møderne i økosamfundet kan grænserne mellem det private
og fælles i princippet altid tages op til forhandling, hvilket for mange kan være
krævende. Samtidig kommer møderne i et bofællesskab eller økosamfund ofte
til at handle om mange andre ting end de beslutninger, der står på dagsordenen.
Organisationssociolog Søren Kristensen formulerer dette således i forbindelse
med en undersøgelse af alternative skoler:
”Når organisationen fungerer som et primært socialt fællesskab, bliver beslutningsprocessen
en lejlighed til at udvikle gruppeværdier og udtrykke følelser.
Husmødet er til dels en religiøs ceremoni, hvor borgerdyden fremvises og forstærkes.
Til dels et socialt møde, hvor man hilser på gode venner og udtrykker
varme følelser. Til dels en træningscentral, hvor nytilkomne får lejlighed til at se
ordentlig opførsel og de rigtige holdninger. Til dels en anledning for den enkelte
til at overvinde sin tvivl, udvikle sine argumenter og afprøve sine ideer, før man
vender tilbage til kampen med de ydre kræfter. Det er også til dels en anledning til
at træffe kollektive beslutninger; men den del af forpligtelserne går nemt tabt
imellem de andre.” (Christensen 1976:382)
March og Olsen er inde på det samme, når de fremfører, at møder ud over at
træffe beslutninger også er anledninger til f.eks. at opfylde rolleforventninger,
definere det gode og det sande, fortolke hændelser og årsager til disse, socialisere
gruppemedlemmer og rekruttere nye samt at have det sjovt og nyde selve
det at være til møde. Antropolog Helen Schwartzman, der bl.a. trækker på
March og Olsen, gør opmærksom på, at den ofte hørte frustration bl.a. bunder i
en opfattelse af, at tale og handling er modsætninger. Hun argumenterer
tværtimod for, at snak – herunder ikke mindst mødesnak – er handling, og at
tilsyneladende ineffektive møder kan være endog særdeles effektive i såvel reproduktion
som forandring af organisationer; navnlig egalitære organisationer,
der opererer under en høj grad af flertydighed, som tilfældet er med økosamfundene
(Schwartzman 1989).
Litteraturen støtter således min fortolkning af, at der foregår andet på økosamfundsmøderne
end beslutninger. Jeg vil i det følgende systematisere hovedtrækkene
i de mange ting, der foregår, ved at se på møderne som eksemplarisk
54 Hermed være ikke sagt, at diskussioner og konflikter på arbejdspladser og i institutioner, foreninger
mv. ikke kan afføde stærke følelser, men blot at beslutninger, der har indflydelse på ens hjem, formentlig
for de fleste vil være sværere at forholde sig distanceret til.
140

demokrati, møderne som integrativt ritual og møderne som social eksklusionsmekanisme.
Møderne som eksemplarisk demokrati
Som beskrevet i kapitel 4 har mange økosamfundene i overensstemmelse med
den hjemlige vision vedtaget, at beslutninger skal ske i konsensus. Idealet om
konsensus går ifølge sociologen Jane Mansbridge tilbage til Aristoteles, som
mente, at et generaliseret venskab var det bedste grundlag for politiske processer
(Mansbridge 1973; Polletta 2002). Zablocki, der har studeret intentionelle
fællesskaber i USA, begrunder dette med, at konsensusbeslutninger i modsætning
til afstemninger ikke etablerer vindere og tabere:
”Rationelle beslutningprocedurer gør det svært at undgå situationer, hvor nogle
definerer sig selv som tabere i forhold til enhver sag, hvor der er forskellige holdninger
på spil. Ikke-rationelle beslutningsprocedurer kan bedre give fornemmelsen
af, at det er den almene vilje, der vinder (…) og således er disse bedre egnet
til at holde spørgsmålet om fortsat personligt engagement adskilt fra vurderingen
af personlig gevinst.” (Zablocki 1980:157)
Dette ser han som den primære grund til, at kollektiver og andre egalitære organisationer
foretrækker konsensusbeslutninger. Disse organisationer har typisk
ikke hierarkiske belønningsstrukturer, som kan motivere deltagere med håb om
lønforhøjelse eller forfremmelse. Derfor er kollektiverne baseret på selvinvestering
ligesom tilfældet er i intime relationer som f.eks. venskab og familie.
Dvs. at individet identificerer sig med gruppen. Zablocki henviser til Weber
og Tönnies, idet han skelner mellem Gesellschaft, hvor man bliver medlem ved
at investere en del af sine ressourcer, og Gemeinschaft, hvor man bliver medlem
ved at investere ikke kun ressourcer, men også sig selv. Individets vilje til at investere
sig selv og afgive dele af sin autonomi til gruppen er således af altoverskyggende
vigtighed for dennes fortsatte eksistens. Hvis et individ oplever, at
gruppen beslutter noget, som vedkommende er meget imod, bliver hun eller han
i Zablockis terminologi fremmedgjort over for gruppen, hvilket i yderste konsekvens
kan true gruppens overlevelse. At de lange møder i økosamfundene på
lignende måde kan rumme nogle fordele, netop fordi ingen bliver tabere, blev
formuleret af en informant i min indledende interviewfase, som fortalte følgende
historie:
”Det at være i en flok, der alligevel er meget forskellig og har en meget meget
forskellig tolerance: Nogle er meget skrøbelige, og nogle synes det er svært med
den der proces med, at man skal snakke (trækker ordet langt) og snakke. Vi havde
det klassiske eksempel, da vi skulle have stole i fælleshuset. Og vi snakkede om
141

de stole, og vi nedsatte et udvalg… Og det var der jo så også nogle, der syntes den
og den, og nogle syntes noget helt andet, og det er mange penge, når man skal have
en hel del stole af den slags. Så den der gruppe måtte jo sluge, at de faktisk
blev underkendt. Fordi vi kunne ikke blive enige om det, vel. Og vi var enige om,
at vi skulle ikke bare stemme. Den har vi været inde om flere gange, den der med
flertalsdemokrati. Hvad gør man med mindretal og sådan noget, ikke? Det er jo
altså det der med smag og behag og puha. Men det der med stolene, det var så
svært, fordi vi ligesom havde taget en beslutning. (Men) vi kunne ikke blive enige.
I: Og hvad skete der så?
B: Vi kunne ikke tage en beslutning, og så lod vi den ligge, fordi vi sagde: Vi må
acceptere, at vi ikke kan beslutte det. Det må vi altså lære at leve med. Vi havde
noget gammelt skrammel, som vi lige kunne sidde på, så det var ikke et akut behov.
Og så lige pludselig dumpede der jo sådan 30-40 stole ned gennem boligselskabet.
Det var der nogle af os der sagde: Se hvor morsomt. Nu løser problemet
sig! Det var nogle, de havde tilovers et eller andet sted. Vi kunne få dem; vi kunne
lade være. Vi kunne gå hen og bruge 50.000 på at købe nogle stole, som vi måske
ikke rigtigt var sikre på hvad skulle være osv. Men man kan sige fra en synsvinkel:
Det var dog utroligt, at de ikke kunne beslutte sig, og at de ikke kunne finde
ud af det, og at de ikke kunne blive enige. Og så kan man også sige: Flot, at man
ikke kører det hen over hovedet på nogen, at man kunne sige: Jamen det kan vi
simpelthen ikke beslutte på nuværende tidspunkt, fordi der er flere ting involveret.
Der er både noget med en masse penge, en investering der skal vare i mange år,
osv. Så vi skal være sikre på, at det er det rigtige, vi gør, ikke. Og der er ikke et
øje, der spekulerer på de stole nu. På et eller andet tidspunkt kan det da godt være,
at de kommer, ikke, og så er vi måske nået videre.” (nøglepersoninterview)
Denne historie om stolene fik jeg i foråret 2004. I efteråret 2007 var jeg på besøg
i gruppen igen, denne gang for at dele spørgeskemaer ud. Her er et uddrag
fra mine feltnoter fra det møde:
”Dernæst fulgte en diskussion om stole, hvorvidt der skulle nye stole til fælleshuset,
”hvis vi skal nå at have glæde af de penge, vi har sparet op”, eller ombetrække
de gamle, og om der så også skulle købes nye borde, og hvilke krav man skal stille
til nye stole – pris, udseende, bæredygtighed. Én sagde, at de stole, én havde foreslået,
var så billige, at man hurtigt kunne udskifte dem igen. Men flere andre
sagde, at det skulle være noget ”ordentligt”: ”Det er de sidste stole, vi køber i vores
liv, så skal det ikke bare være et eller andet”. Nogle sukkede og vendte øjne.
Én siger, at vi må da have råd til at købe bæredygtigt, ”det er jo det vi siger til alle
andre når de køber almindelig mælk frem for økologisk”. ”Så hellere ti stole i år
og ti til næste år.” (Ingen fremførte det bæredygtige i at beholde og forsøge at reparere
de gamle stole). ”Plasticstole synes jeg er både dumme og grimme” sagde
en. Forslagsstiller blev tilsyneladende lidt stødt over de kritiske kommentarer og
at det blev draget i tvivl, om det overhovedet var nødvendigt med nye stole: ”Jeg
ved, at der er flere, der synes, at de efterhånden er meget ulækre”, og hun udpegede
slidte steder. Enden blev, at en gruppe på 5-6 mennesker skal arbejde videre
med emnet.” (uddrag af feltnoter)
Så emnet stole er ikke uddebatteret og vil sikkert blive taget op på adskillige
flere møder, inden de nye stole er på plads. Historien om stolene er et eksempel
på, hvordan møderne påvirkes af, at de – også – handler om hjemskabelse. Kan
142

det være svært for to voksne mennesker at finde sig til rette med hinandens
smag og ting, bliver det ikke nødvendigvis lettere af, at der er 20 mennesker,
der skal blive enige.
Det interessante ved historien om stolene er imidlertid, at den ikke fortælles
som en frustrationshistorie. Tværtimod påpeger min informant, at den lange
proces faktisk har været en demokratisk succes, fordi ingen er blevet tromlet,
men gruppen har formået at erkende sin manglende beslutningskraft og finde en
anden løsning.
Lignende synspunkter kan man finde hos mange af de andre informanter, der
også bliver frustrerede over møderne:
”Så længe at der er plads til forskellige grundlæggende holdninger det samme
sted, så skal man ikke være enige. Så længe man kan respektere, at andre har en
anden grundlæggende holdning. Og der er plads både til at diskutere det, men også
til at blive enige om at være uenige. Sige: ”Det her, det er vi ikke enige om. Og
jeg har det sådan og sådan, og du har det sådan og sådan.” Igen med den der omgangskreds
jeg har fra kollektivtiderne, så har vi haft diskuteret politik og er nået
til den der med: ”Jamen det her, det er vi ikke enige om.” Og jeg kan godt se dit
synspunkt, men jeg har et andet.” Og den respekt og den evne til at acceptere det
og kommunikere forskellene, den tror jeg, er meget vigtig. Og det tror jeg også
netop, vi lærer igennem de konflikter, der er i øjeblikket.” (Jørgen)
”Men generelt synes jeg, det er en fantastisk læreplads i at begå sig med andre
mennesker at bo herude. Og det kan man jo så også tage med i bogruppen. Der er
også en hel proces, vi skal igennem. Vi havde møde her for to uger siden. Jeg kom
sådan lige sidst på mødet, og der var lige et par kriser, der lige skulle lægges
igennem der – det var en ny situation, hvor der var nogle, der kom lidt tæt ind på
livet af hinanden. Det hører med til at bo herude.” (Lars)
På trods af deres frustrationer over de lange møder kan de to citerede informanter
således også se positive sider af den måde, møderne gennemføres på.
Ud over at møderne er det forum, hvor idealet om deltagelsesdemokrati diskuteres
og operationaliseres i form af vedtægter osv., er møderne også der, hvor
selve konsensusdemokratiet opføres. Møderne har således et performativt
aspekt. De lange og til tider tilsyneladende frugtesløse diskussioner demonstrerer,
at konsensusdemokratiet fungerer. Det, at en gruppe må undlade at tage en
beslutning, er ikke et nederlag, men tværtimod en sejr for idealet om ikke at
majorisere mindretal.
Historisk sociolog Wilbert van Vree betragter således også det, han kalder
”mødeenheder” som definerende for, hvem man siger ”os” og ”dem” om:
”Man kan se overlevelsesenheder som ‘mødeenheder’. (…) De centrale møder I
‘overlevelsesenheder’ kan opfattes som ‘civilisationens frontlinjer‘” (van Vree
1999:7)
143

Man må bruge vold mod medlemmer af andre enheder (stammer/lande/stater),
men ikke mod dem, der er i ens egen ”mødeenhed”. Man slås ikke med dem,
man går til møder med, så lidt som med dem, man spiser med.
Mødet sætter en formel ramme for uenighed. Inden for mødets ramme kan man
være uenige og alligevel overholde rammen. Det er straks sværere til fællesspisning,
hvor normerne om at opretholde den gode stemning ”ved bordet” måske
er kraftigere. I perioder med indre spændinger eller ydre pres er der måske
ikke lyst til at holde fester; det kan være svært at blive enige om, hvad man skal
lave på fællesarbejdet, hvilket fører til slet intet fællesarbejde eller til separate
smågrupper. Men man kan stadig holde møder, for man kan godt gå til møder
med nogle, man ikke kan lide eller er uenig med, og så længe man går til møder
sammen, er man stadig en del af samme gruppe. Kun dem, der aldrig kommer
til møderne, har for alvor sat sig uden for, idet de ikke engang accepterer fællesskabet
som ramme for uenigheder.
I flere økosamfund har jeg været vidne til kraftige meningsudvekslinger,
nogle gange egentlige skænderier, til møderne – oftest efterfulgt af en meget
hurtig genoprettelse af den gode stemning, efter at den formelle del af mødet
var overstået. Et eksempel på dette var et møde, som jeg havde oplevet som
ganske voldsomt – der blev talt med høje stemmer, og beskyldninger fløj gennem
luften. På et tidspunkt blev de tilstedeværende opmærksomme på, at mødet
ikke var beslutningsdygtigt, da der ikke var mødt tilstrækkelig mange frem.
Herefter lettede stemningen betragteligt, og deltagerne snakkede om praktiske
ting og fik bl.a. på kort tid uddelegeret ansvaret for nogle ganske store indkøb
til fællesskabet. Til sidst sagde en af dem til mig: ”Ja, så har du været til møde i
[fællesskabets navn]. Vi skændes meget mere, når vi er mange.”
Møderne som integrativt ritual
Emnet stole til fælleshuset er for den pågældende gruppe det, man kan kalde et
tilbagevendende tema. Mange af de økosamfund, jeg har været i, lader til at have
et eller flere sådanne tilbagevendende temaer, som kommer op med mellemrum
over længere eller kortere perioder. Det kan være emner med åbenlyse
økonomiske og bæredygtighedsmæssige konsekvenser, som f.eks. varmediskussionen
i Bogruppen, eller det kan være emner, der umiddelbart forekommer
mindre betydende, som f.eks. datoen for den årlige julefrokost.
144

Alle, som har deltaget i møder og generalforsamlinger, har formentlig oplevet,
at de velkendte elementer som valg af ordstyrer, godkendelse af referatet
fra sidst, konstatering af mødets retmæssige indkaldelse, aflæggelse af formandsberetning
osv. følger hinanden på en måde, der bedst kan beskrives som
rituel 55 . En række forfattere har da også påpeget møders rituallignende karakter
(se f.eks. Olsen 1970; Starker 1977; Peck 2004). I det følgende vil jeg se på
mødet som integrativt ritual, idet jeg støtter mig til Douglas Marshalls neodurkheimianske
ritualmodel (Marshall 2002), som jeg derfor indledningsvis vil
redegøre for.
Marshall definerer et ritual i kraft af dets konsekvenser, nemlig som noget,
der afstedkommer tro og tilhørsforhold (”belief and belonging”) hos deltagerne.
Ved tro forstår Marshall en tillid til de konstruerede mentale modeller, vi benytter
os af, men aldrig kan være ganske sikre på. Ved tilhørsforhold forstår han
den subjektive oplevelse af at være en del af en gruppe. Marshall fremhæver
den rituelle praksis frem for det symbolske indhold som vigtigt i ritualernes
virkning. I modsætning til mange andre ritualteorier gør han meget ud af at forklare
de individuelle mekanismer, som giver ritualerne deres virkning. Han forfalder
således ikke til vulgærfunktionalisme. Marshalls model inkluderer psykologiske
mekanismer, men reducerer ikke ritualer som social praksis til psykologi.
”Ritualet finder sted som fælles svar på fælles betingelser. Dets mekanismer er
socialt iværksatte og medierede, dets specifikke former er socialt determinerede
og selv når det udføres i enrum er det en del af et socialt formidlet system af trossætninger
og praksisser. (…) samfundets udvendige og tvingende fakticitet forbliver
religionens bagvedliggende virkelighed.”(Marshall 2002: 369)
Ifølge Marshall virker ritualer i kraft af for det første samvær (co-presence), for
det andet bestemte praksisser. Samvær i sig selv har en direkte effekt på både
tro og tilhørsforhold. At være sammen med andre i en gruppe fører for den enkelte
til en delvis afindividuering eller personlig afvikling – ”Jeg bliver fri fra
mig” – og den enkeltes fokus vender sig mod gruppen i stedet for indad 56 .
Gruppesamværet gør det lettere for den enkelte at slippe hæmninger og har en
direkte positiv indflydelse på humøret. Den fysiske opstemthed, der kommer af
55 Jeg er opmærksom på, at der navnlig inden for antropologien og religionssociologien findes en omfattende
litteratur om ritualer. Jeg vil imidlertid ikke gå ind i den her, men holde mig til Marshalls brug af
begrebet.
56 I sin redegørelse benytter Marshall sig af generelt anerkendte psykologiske mekanismer. Deraf følger
selvfølgelig også, at der eksisterer individuelle variationer i alle punkter. Udtrykket personlig afvikling er
et citat fra digteren Søren Ulrik Thomsens essay om folkekirkens ritualer (Thomsen 2005).
145

samvær med andre, fører også til en social facilitering. F.eks. citerer Marshall
undersøgelser, der viser, at andres tilstedeværelse betyder, at man udfører sine
opgaver bedre. Endelig medfører samværet også, at man ubevidst tilpasser sig
til hinanden – der sker en følelsesmæssig smitte, som medfører en følelse af
overensstemmelse med de andre.
Men samværet i sig selv gør intet ritual – man skal gøre noget, dvs. foretage
rituelle praksisser, der som bekendt kan være mangeartede. Fælles for dem er,
at den kontrollerede og fokuserede opmærksomhed på noget uden for den enkelte
fører til oplevelse af flow, og det giver retning til tolkninger, så individet
oplever, at det er det rituelle objekt, f.eks. Gud, snarere end ritualet, der er troens
ophav.
Forskellige rituelle elementer bidrager til forskellige dele af processen: Spektakulære
handlinger kan fastholde opmærksomheden; på forhånd fastlagte og
gentagne rutiner kan fremme oplevelse af flow; indtagelse af euforiserende substanser
kan lette flugten fra selvet; symbolsk rolle- og statusombytning kan lette
individet for ”selvets byrde”; rytmiske bevægelser kan koordinere gruppens bevægelser
og fokusere opmærksomheden.
Såvel positive som negative ritualer kræver en væsentlig indsats af energi,
som må tages fra andre aktiviteter. Dvs. at alle ritualer kræver ”ofre” af deltagerne,
om ikke andet ofret af den tid, man bruger på at deltage i ritualet og altså
ikke kan bruge på andre ting. Dette offer er væsentligt som en del af forklaringen
på den rituelle mekanisme: For at undgå kognitiv dissonans skal individet
efterfølgende kunne retfærdiggøre at have brugt al den tid og energi på ritualet;
dvs. at hvis vi opfører os, som om vi tror på noget, må vi bagefter retfærdiggøre,
at det er værd at tro på:
”Enhver form for krævende adfærd som iværksættes eller opretholdes via sociale
indflydelser vil sandsynligvis producere en kvasireligiøs hærdning af de oprindelige
eller associerede trossætninger. ” (Marshall 2002:369)
Således vil sociale bevægelser, som indebærer frivillig afholdenhed, som f.eks.
afholdsbevægelsen, nemt blive moraliseret efter modellen: Det er ikke alene
sundt ikke at drikke, det er også moralsk godt. Jo sværere det er at komme med
i en gruppe, desto bedre synes vi om den 57 . Hvis man samler mange mennesker,
engagerer dem i krævende arbejde og giver dem en krævende men unyttig op-
57 Dette er ifølge Marshall veldokumenteret eksperimentelt. Det ligger også i forlængelse af sociologen
Rosabeth Moss Kanters investeringsteori om intentionelle fællesskaber i USA, nemlig at de fællesskaber,
der kræver de største ofre af medlemmerne, lever længst (Kanter 1972; se også Hechter 1987 for en
rational choice-version af nogenlunde samme argument.)
146

gave som f.eks. at bygge en katedral, går de fra at være en gruppe til et fællesskab.
”Ikke alene afspejler disse monumenter storheden i de samfund, der rejste dem; de
var måske med til at skabe denne storhed ved at skabe og ophøje de fælles følelser
af tro og tilhørsforhold, som var nødvendige for at smelte små og spredte stemmer
sammen til et rigtigt samfund.” (Marshall 2002:370)
Marshalls model rummer en plausibel redegørelse for de individuelle mekanismer,
der gør, at ritualet opleves som virksomt – hvorved det faktisk bliver virksomt.
Et problematisk element i modellen er antagelsen om systematisk miskendelse
af ritualets psykologiske mekanismer som en nødvendig omdrejningsfaktor.
Sat på spidsen vil det sige, at når man én gang har læst Marshalls artikel eller
tilsvarende, vil man ikke længere kunne deltage i ritualer. Her overvurderer
Marshall for mig at se den intellektuelle indsigts formåen og undervurderer
styrken i de kropslige og følelsesmæssige reaktioner, der ledsager samvær med
andre og fælles udførelse af rituelle praktikker. Man kan måske snarere formulere
det omvendt: Hvis man har kendskab til de beskrevne mekanismer, kan
man undgå at blive grebet af ritualet, men det vil kræve en bevidst indsats.
Hvorvidt Marshalls model, som han selv mener, kan anvendes på alle ritualtyper
med lige stor frugtbarhed, vil jeg ikke forsøge at afgøre, men i det følgende
vil jeg vise, at den kan bruges til at få øje på rituelle elementer ved møder i
økosamfund.
Tro: møder som sensemaking
Hvis man følger Marshall, har ritualer altså to hovedeffekter, en kognitiv (tro)
og en emotionel (tilhørsforhold). I dette afsnit vil jeg se på den kognitive dimension.
Det, Marshall kalder tro, kan man også formulere som bekræftelse af
den kognitive orden, sensemaking, eller, med et begreb fra sociologerne Peter
Berger og Thomas Luckmann, vedligeholdelse af det symbolske univers (Berger
og Luckmann 1967). At møder bl.a. har universvedligeholdelse som konsekvens,
er også iagttaget af andre forfattere (se f.eks. Scott 1987; Schwartzman
1989; Olsen 1970; Boden 1994). Fælles for disse forfattere er, at de påpeger, at
jo mere usikkerhed og flertydighed der er i organisationen internt samt i dens
omverden, desto større vil behovet for sensemaking være – således Schwartzman:
”Som fortolkende (sense-making) form er møder betydningsfulde, fordi de er en
miniudgave af organisationen eller fællesskabet. (…) et møde er et kraftfuldt og
147

varigt socialt symbol, fordi det samler mange forskellige individer og grupper og
betegner forsamlingen som organisationel eller fælles handling. (…) På denne
måde giver mødet individerne mulighed for at skabe og derefter opdage betydningen
af det, gør og siger.” (Schwartzman 1989:39)
Økosamfundene befinder sig som tidligere beskrevet i en situation, hvor mange
forhold kalder på fortolkning. Dette gælder i ekstrem grad for økosamfund under
tilblivelse som Bogruppen, men det gælder også for etablerede økosamfund.
Et eksempel herpå er idealet om økologisk bæredygtighed. Ikke alene er begrebet
om bæredygtighed som ovenfor beskrevet et flydende begreb, som kræver
nærmere præcisering, men selve det at prioritere bæredygtighed kan behøve bekræftelse.
Når man, som økosamfundsbeboerne gør det, daglig færdes i sammenhænge,
hvor bæredygtighed ikke nødvendigvis står højt på dagsordenen
(f.eks. på arbejdspladser og i den daglige mediestrøm), kan regelmæssige møder
med andre, der sætter bæredygtighed i højsædet, bekræfte en i, at det er meningsfyldt
at gøre det. Igennem diskussioner til møderne bliver deltagerne således
bekræftet i, at det er meningsfuldt at være en del af en gruppe, der har nogle
bestemte værdier, og får formuleret over for sig selv og hinanden, hvori disse
værdier består. Sociologen David Cheal påpeger, at det ikke kun er via diskursive
praksisser, at denne proces foregår, men også via selve mødet som performativ
praksis. Til møder ligger der f.eks. en symbolik i, at alle sidder rundt om
det samme bord, og at når én taler, lytter alle andre. Cheal påpeger, at de performative
elementer af mødet betoner enhed, hvor verbale meningsudvekslinger
nok så ofte kan betone forskellighed og synliggøre konflikter (Cheal 1992).
Typisk for møderne i de økosamfund, jeg har besøgt, er det, at mødet foregår
i fælleshuset, dvs. ikke på nogens private territorium. Mødet finder sted, ved at
deltagerne sætter sig i en kreds (på stole rundt om et bord eller på gulvet). Deltagerne
er ikke klædt fint på, men kommer i deres back stagepåklædning/hjemmetøj.
Bell (1997) gør opmærksom på, at mødets relativt formelle karakter i sig
selv fremmer enighed 58 , ligesom gentagelsen (at møderne bliver holdt i samme
lokale, på samme tidspunkt på dagen, måske på faste ugentlige eller månedlige
tider og i nogenlunde samme format) understreger gruppens principielle tidløshed
og personuafhængighed 59 .
58 I flere sammenhænge under mine observationer har jeg iagttaget, at personer udtaler sig mere kritisk i
pauserne end under de formelle dele af møderne.
59 Principielle, fordi det personuafhængige kan være meget svært at opretholde; som det sås i kapitel 5,
kan det blive nødvendigt at tage beslutninger mere eller mindre forfra ved personudskiftninger, netop på
grund af de personlige følelser, der knytter sig til hjemmet og dets omgivelser.
148

Regelstyringen (som at dagsordenen skal cirkuleres forud for mødet, hvornår
man kan træffe beslutninger osv.) virker i samme retning:
”… ritualisering via regelstyring kan ikke blot anvendes til at styre mægtige sociale
kræfters engagement, men også til at give indtryk af, at sådanne kræfter eksisterer
(…) Disse normative regler (…) fastholder individerne i adfærdsmønstre,
som er godkendt af fællesskabet, de vidner om gruppeautoritetens legitimitet og
kraft, og måske opmuntrer de også menneskelig interaktion ved at begrænse de
mulige udfald.” (Bell 1997:155)
Økosamfundene varierer meget i denne henseende, men de fleste har et sæt regler
for, hvornår man kan træffe beslutninger. Kendt også fra andre sammenhænge
er reglen om, at man ikke kan beslutte noget under punktet ”Eventuelt”.
Flere økosamfund opererer også med en skelnen mellem diskussionspunkter og
beslutningspunkter og stipulerer f.eks. at en beslutning først kan tages, når den
har været på som diskussionspunkt på et antal møder.
Selve det at deltage i mødet kan ses som en performativ bekræftelse af fællesskabets
realitet og værdi. At deltage i møder kan siges at være en slags indvielse
gennem kedsomhed – ved at deltage i møder og vise, at man gider bruge sin
tid og energi på at engagere sig, bliver man en del af fællesskabet. Og når man
så har investeret så meget tid og energi, vil man også være mere tilbøjelig til at
vurdere fællesskabet positivt for at undgå kognitiv dissonans.
Tilhørsforhold: møder som gruppedannelse
Den anden dimension af møderne er den emotionelle, det, som Marshall kalder
tilhørsforhold. Selve samværet til møderne – det, at man tilbringer tid i hinandens
selskab – fører til, at man opbygger et bekendtskab både på det kognitive
plan: man ved, hvem hinanden er, og ved forskellige faktuelle ting om hinanden;
og på det emotionelle plan: man føler sig ikke længere som fremmede for
hinanden. Kultursociolog John Urry påpeger med organisationssociologerne
Deirdre Boden og Harvey Molotch at tilstedeværelse (proximity) er en fundamental
forudsætning for det sociale, idet den samtidige fysiske tilstedeværelse
med mulighed for øjenkontakt, aflæsning af kropssprog osv. fremmer gensidig
tillid (Urry 2002; Boden og Molotch 1994):
”Der er en forventning om gensidig opmærksomhed, især i den type fokuserede
interaktioner, som vi kalder ‘møder’. (…) Samtidig tilstedeværelse giver lejlighed
til at udvise denne opmærksomhed og dermed engagement, og gør det samtidig
muligt at opdage, hvis andre ikke er særligt engagerede. (…) Tillid er noget, man
arbejder på, og det indebærer en fælles indsats af dem, der er til stede i sådanne
samtaler.” (Urry 2002:259-60)
149

Mødet skaber en struktur, som giver deltagerne noget at være sammen om, men
det primære i mødet er at være sammen. Som Marshall var inde på, er selve det
at være sammen en kilde til velvære og positive følelser. Selv de gentagne beklagelser
kan ses som en del af ritualet – at klage over møderne fungerer lidt
som at klage over vejret, et fælles vilkår, som kan være besværligt, men som
også er betryggende. Antropologen Kate Fox går så vidt som til at mene, at møder
(i England) primært er en slags krykke eller et påskud for det sociale samvær
{Fox, 2005 630 /id}. Et fællesskab skal have noget at være fællesskab om.
Fra socialpædagogikken kendes begrebet det fælles tredje – det, som står uden
for deltagerne, og som de i fællesskab kan rette sig mod:
”I og med at man er nået frem til et produkt efter at have besluttet, planlagt og
gennemført en skabelsesproces, foreligger der et resultat, der genspejler deltagernes
personligheder. ( …) Når man arbejder sammen og er opslugt af sagen, viser
det sig ofte, at de personlige relationer, som ellers kan være problematiske, falder
på plads af sig selv.” (Lihme 1988: 128)
Mange af de fællesskaber, som findes i dagens samfund er netop fællesskaber
om noget – om aktiviteter på en arbejdsplads, i en institution eller i en sportseller
hobbyklub. Men i det mobile samfund er der ikke nødvendigvis noget fællesskab
mellem dem, der bor i en lokalitet, og ingen nødvendighed af at gøre
noget sammen. Beboerne i en lokalitet kan mødes som brugere af en institution
(forældre til skolebørn) eller som dyrkere af særlige interesser (medlemmer af
sportsklubben), men sjældent som beboere af lokalitet x. I Bogruppens tilfælde
var møderne det eneste konkrete, de havde at samles om, så længe de ikke havde
købt byggegrunden. I en konkret opbygningsfase kan selve byggeriet af husene
og indretningen af fællesområderne optræde som dette fælles tredje, men
hvis en lokal enhed som et økosamfund skal få en reel eksistens som oplevet
fællesskab, også når husene står færdige, er de nødt til aktivt at skabe den, og
det sker bl.a. gennem møder, som gentager sig regelmæssigt hver eller hver anden
måned.
Møderne er selvfølgelig ikke den eneste fælles aktivitet, der findes i økosamfundene,
som det er fremgået af tabel 11, men møderne kan nogle ting, som
f.eks. fællesspisning ikke nødvendigvis kan. Møderne er således fokuserede på
en anden måde end fællesspisningen. Til fællesspisningen sætter man sig, hvor
man vil, og snakker med, hvem man vil. Mødets mere formelle karakter gør, at
alle, i hvert fald symbolsk, sidder omkring samme bord og har lige meget taletid.
Som nævnt ovenfor har møderne også en ramme, der kan rumme et bredre
spektrum af interaktionsformer, end fællesspisningen kan.
150

At møderne også har som konsekvens, at gruppen bliver rystet sammen og begynder
at føle sig som gruppe, er deltagerne godt selv klar over. Det er et af de
aspekter, de selv nævner, når de bliver spurgt om, hvorvidt de lange møder
egentlig har ført til noget konstruktivt:
”Jo, man lærer jo de andre folk at kende på godt og ondt, og det er jo på en eller
anden måde ens kommende naboer, og der er noget godt i allerede at have et forhold
til dem, inden man ligesom flytter ind.” (Jørgen)
”Nå, men langt de fleste kunne vi godt forestille os at have som naboer. Og der er
også nogle af dem, vi egentlig kender rigtig godt. Fordi vi har været til så mange
møder med dem.” (Hans)
”Det er godt, at man har den her lange tid til at diskutere det, fordi det er tit, når
man sidder med nogle folk, hvor man måske egentlig er enige, men fordi man udtrykker
sig på så forskellige måder, så opstår der en konflikt. Men nu har vi lang
tid til at lære folk at kende, så der kan man også bremse op og sige: ”Jamen hvad
er det egentlig, han siger? Er det mig, der misforstår det, fordi jeg bare vil have
min vilje?” Men det er også en øvelse i at gå på kompromis og lære at bøje lidt af.
Det skal man kunne. Jeg kender enormt mange folk, som siger til mig, at de fatter
ikke, at jeg orker det her; de synes, at vi bruger ufattelig mange ressourcer på det.
Men det er, fordi det er så vigtigt. Det er enormt vigtigt. Det er for mig netop det
vigtigste. Jeg gider sgu ikke bo i nærheden af nogle mennesker, der går i små sko!
Det orker jeg ikke. Der har været en fyr, der bor nede i parcelhuskvartererne, der
bare synes, at det her sted, det skulle bare asfalteres, og ”Det lignede jo jeg ved
ikke hvad” og ”Kunne vi så se at få ryddet op og få styr på vores unger”. Forestil
dig, hvis det var sådan nogle mennesker, man skulle bo lige ved siden af. Så er der
altså lang tid, til man skal i graven, hvis man skal bo sammen med sådan en. Det
undgår vi jo nu.” (Vita)
Det lader altså til, at selv om gruppedeltagerne kan være frustrerede over, at
møderne er lange og omstændelige, ser de også nogle gevinster ved den måde,
møderne forløber på. Disse gevinster har først og fremmest med gruppens indbyrdes
sociale relationer at gøre: Deltagerne lærer hinanden at kende ved at sidde
til møder sammen og diskutere vedtægter, bæredygtighedsprincipper, grundfordeling
osv. De får set hinanden fra andet end den pæne side – når der opstår
konflikter – men har også mulighed for hver for sig at beslutte, om de fortsat
ønsker at deltage i gruppen. Møderne tillader således også deltagerne at udøve
en vis selektion – at finde ud af, om det her er ”noget for dem”. I næste afsnit
vil jeg komme nærmere ind på dette samt på et andet og måske mindre anerkendt
tema, nemlig den sociale selektion, der også finder sted til møderne.
Møderne som social selektion
Flere af deltagerne kommer selv ind på, at møderne både for dem selv og for
andre har fungeret som et forum, hvor man ikke bare kunne lære de andre bedre
151

at kende og at omgås dem, der nu engang var i gruppen, men også kunne føle
sig ind på, om det nu egentlig var noget overhovedet at være med i gruppen:
”På et tidspunkt var der en fyr med på to eller tre møder, som virkelig var sådan
en meget effektiv fyr, og som DYDYDYDYDYT fik stillet tingene op i skemaer
og hvor vi virkelig kunne se, at han gjorde store øjne med: Ej, hvad er det her for
en langsom anarkistisk proces. Han var virkelig sådan en project manager – den
type. Og altså, han kom da med nogle gode indspark på den måde, med ligesom at
få sat nogle ting lidt i system og sådan noget, men jeg må indrømme, at jeg tror
nok, at jeg er glad for, at han ikke er med i det, fordi jeg tror simpelthen ikke, at
hverken han eller vi havde kunnet overleve ham, fordi han ville formodentligt ikke
have kunnet holde ud, at der ikke skete mere, eller at det ikke gik lidt hurtigere
eller et eller andet. Og han havde også helt tydeligt sådan en holdning til os andre:
”Hvad er I dog for nogle hjælpeløse nokkefår, der aldrig” – og så videre, ikke. Og
det kan man jo ikke holde ud at blive betragtet på den måde, som om at man er
børn, fordi man føler sig frem og sådan noget. Og han er da heller ikke med mere,
og det er der sikkert også en grund til.” (Jørgen)
Jørgen beskriver her, hvordan et potentielt medlem valgte gruppen fra, fordi
møderne var for langtrukne, og processen efter hans mening gik for langsomt.
Dette tolker Jørgen positivt, fordi han mener, det har afsløret en manglende
kompatibilitet i temperamenter mellem det potentielle medlem og resten af
gruppen, som ville have skabt problemer, hvis han var blevet. Her fungerer mødeformen
således som en art forsøgsopstilling, et bofællesskab i lille udgave:
Hvis man ikke kan finde sig til rette i mødeformen, vil man heller ikke kunne
finde sig til rette i bofællesskabet.
Imidlertid er der noget, der kan tyde på, at det ikke kun er gruppen af alt for
effektive, der selekteres fra eller selekterer sig selv fra. Beboerne i økosamfundene
er som beskrevet i kapitel 3 i overvejende grad personer med mellemlang
eller lang videregående uddannelse. Det kan skyldes mange ting, hvilket jeg også
vil komme ind på i senere kapitler. Her vil jeg rejse spørgsmålet, om en
medvirkende faktor kan være møderne. Schwartzman påpeger, at møder også
selekterer deres deltagere, nemlig dem med tid til at gå til møder. Mansbridge
går dybere ind i dette problem, idet hun påpeger, at veluddannede personer med
ordet i deres magt alt andet lige vil have mere at skulle have sagt i en konsensusorienteret
beslutningskultur (Mansbridge 1973).
Med Bourdieu kan man betegne dette som et spørgsmål om en bestemt form
for kulturel kapital. At deltage i møder som dem, jeg har overværet, kræver ikke
ringe mængder af kulturel kapital. Man skal turde tage ordet i en forsamling,
mens alle lytter, man skal kunne formulere sig på den rigtige måde, og man skal
kunne skifte mellem det substantielle niveau, hvor der f.eks. diskuteres fordele
og ulemper ved forskellige varmesystemer, og metaniveauet, hvor man forhol-
152

der sig til selve diskussionen og f.eks. siger ”Nu synes jeg, vi har bevæget os ud
på et sidespor” eller ”I virkeligheden handler dette om noget helt andet”. Det er
ikke alene i økosamfundene, at beherskelse af møde-kapitalen er betydningsfuld.
Van Vree, som har gennemført en Elias-inspireret analyse af mødekulturens
udvikling, påpeger, at:
Og at:
”Stiliseringen af mødeadfærd har erstattet stiliseringen af måltider som elitens tilknytnings-
og distinktionsskabende redskab. Diskussioner og beslutninger er gennem
en lang proces blevet adskilt fra fælles indtagelse af mad og drikke og blevet
en aktivitet for sig selv.” (van Vree 1999:5)
“… evnen til at anvende firma-agtige eller forretningsmæssige møde-manerer er
blevet meget mere afgørende for ens chancer for samfundmæssig succes i form af
indkomst, magt og prestige.” (ibid: 283)
Det kan økosamfundenes beboere selvfølgelig ikke egenhændigt ændre på. Alligevel
synes det paradoksalt, at der netop i økosamfundene, som i deres tekster
lægger vægt på mangfoldighed, kanaliseres så mange vigtige forhold gennem
mødeformen, som kan virke ekskluderende. Den sociale selektion er ikke i mine
interview og observationer blevet italesat, i modsætning til de andre aspekter
af møderne. Tættest på en refleksion over det kommer følgende formulering:
”Claus: Vi har et økosamfund med visioner og målsætninger, som man er mere eller
mindre en del af, men det kræver også, at der er nogle folk der virkelig bakker
op om det og har ressourcer til det, og hvad ønsker vi fremover for at skubbe videre
på en proces. Der flytter rigtig mange akademikere ud og enlige mødre, og de
kan ikke slå et søm i, og vi har et landbrug, og det siger vi i ord, men vi skal jo
også forholde os til det: det er ikke lige meget hvem der flytter herud. Jeg har faktisk
foreslået, at vi skal lave et pr-fremstød for folk med interesse for håndværk og
landbrug.
(latter, jokes)
Lars: De skal kunne lave mad til fællesspisning og spille klaver.”
Måske meget sigende tages Claus’ lille hjertesuk som en spøg.
Uden møder – ingen økosamfund?
Møderne spiller en væsentlig rolle i økosamfundene. Ikke alene er det på møderne,
at økosamfundenes kritiske visioner omsættes til praksis, men selve møderne
fungerer også som en performativ fremførelse af et af økosamfundenes
idealer, nemlig konsensusdemokratiet. Derudover har møderne som nævnt en
rituel funktion, idet de virker integrerende på fællesskaber.
En analyse som denne kan virke naturaliserende: altså at møderne fremstår
som om den måde, de er på, er den eneste måde, de kan være på. Hertil kan
153

man for det første sige, at det, jeg her skitserer, er et generaliseret billede af,
hvordan møderne foregår, og alle økosamfund er ikke ens. Der er f.eks. forskel
på, i hvor høj grad forskellige økosamfund har iværksat procedurer, der har til
hensigt at undgå alt for fastlåste diskussioner, som f.eks. en skelnen mellem
diskussions- og beslutningspunkter, ligesom flere økosamfund har indlagt legende
elementer i møderne.
Som afsnittet om social selektion viser, kan den form, møderne typisk har,
have konsekvenser, som er utilsigtede og måske endda særdeles problematiske.
Ikke alene kan der være personer, der holder sig helt væk fra økosamfundene på
grund af de allestedsnærværende møder, men også blandt dem, der bor i økosamfundene,
kan den svagt strukturerede mødeform skabe og vedligeholde
uligheder i indflydelse. Møderne kan blive stedet for magt uden autoritet, dvs.
magt, der ikke har noget synligt ophav og derfor er svær at forholde sig til og
svær at gøre modstand imod. Uformaliteten kan udøve sin egen tvang, jf. filosoffen
K.E. Løgstrups begreb om ”formløshedens tyranni” {Løgstrup, 1966 633
/id} Endelig kan oplevelsen af møder som ligegyldige, frustrerende og kedsommelige
i sig selv blive en selvopfyldende profeti; selv om jeg ikke accepterer
tesen om, at mødets ritual skal være uerkendt for at virke, kan det være
svært at afvise, at ritualer, som der ikke kommer nogen og deltager i, næppe er
særligt virksomme. Som Schwartzman siger:
“Når møderne i sig selv selv bliver til vittigheder i en organisation, så bliver det,
der sker på møderne, afvist som useriøst.” (Schwartzman 1989:84)
Hvis møderne bliver for lange, kedelige og ubeslutsomme, ender beslutningerne
med at gå uden om møderne og blive til ikke-beslutninger. Det eneste, der er
værre end at gå til møder, vil måske være ikke at have nogen møder at gå til?
154

Vignet: Forventninger om familieliv
Småbørnsforældre fortæller
I det følgende gengiver jeg uddrag fra mine interview med de seks småbørnsfamilier,
der fandtes blandt bogruppemedlemmerne i den bogruppe, jeg fulgte 60 .
Det er således ikke beboere i økosamfund, der taler, men personer, der er i færd
med at etablere sig som bogruppe. Jeg har valgt at gengive ret lange uddrag af
interviewene, fordi jeg i det følgende kapitel vil se på forestillinger om det gode
familieliv i økosamfundet. Jeg gengiver derfor de dele af interviewene, hvor informanterne
taler om deres forventninger til dette. De seks fortællinger er redigeret
sammen, så de fremstår så flydende og med så få afbrydelser fra interviewer
som muligt 61 .
Tine og Ulrik
Tine og Ulrik er i 30’erne og har to børn på 6 og 4 år. Kun Tine deltager i interviewet.
T: Egentlig var det mere en lille bondegårdsidyl, vi ledte efter, som ikke havde
nogen naboer og sådan noget. Men vi er jo også godt klar over, at vi er nødt til
at være i nærheden af en god skole, og det er også det problem, vi render lidt i
nu, fordi den skole som de egentlig hører til børnene her, den er ikke så god. Og
skolen har meget at sige for os, fordi – når jeg selv er skolelærer, så bliver man
også ekstra kritisk – og så har [skolen ved Økosamfundet] rigtigt gode anmeldelser,
eller hvad man nu skal kalde det. Den er meget populær. Og så er det bare
et godt område. Lidt landligt samtidig med at det er tæt på byen, og det har
forbindelse ind med toget. Så det er også sådan noget, det handler om. Ved at
bo helt ude på en mark på en bondegård, så er jeg også godt klar over, at så er
man nødt til som forælder at være indstillet på at gøre noget fordi det sociale liv
for et barn, det er meget vigtigere end en masse andre ting. Altså end lige præcis
det faglige eller et eller andet i skolen. Det sociale, det er totalt det primære.
I: Hvordan forestiller I jer så, at I skal bo der? Er det der, I skal bo resten af
jeres liv eller?
60 Dvs. familier med førskolebørn.
61 De komplette interviewudskrifter fremsendes på anmodning.
155

T: Nej, det forestiller jeg mig ikke. Nej. Jeg tror, den der landidyl, den kommer
til at jagte os, indtil vi har den engang, når vi bliver pensionister. Det tror jeg.
Men det er jo vigtigt nu her, hvor børnene er, og vores datter skal starte i skole
næste sommer, altså så det må være det vigtigste nu her, og det er jo et optimalt
sted med god skole, og der er gode institutioner, god børnehave jo også, økologisk
børnehave med vuggestueplads også. Og så er der også ved at blive bygget
et nyt gymnasium ikke så langt derfra, så jeg synes, at det er da et optimalt sted
for alt hvad børnene – og der er forbindelse ind til byen, også meget nemt. Så
det synes jeg. Og så ligger det også, så jeg kan køre, jeg får jo ti minutter ekstra
på arbejde, så jeg kan jo stadigvæk beholde mit arbejde, og det er jo også vigtigt,
ikke også. Og jeg har en kollega, der også bor i byen, så det betyder også
noget at kunne køre med hinanden. (…)
I: Har I haft oppe i gruppen, hvad det kan give hele samfundet, at der bliver lavet
sådan nogle fællesskaber?
T: Jeg tror da, at det er grunden til, at vi alle sammen har valgt det her, netop
det fællesskab og det der med at bo der og jamen også at kunne vælge fællesskabet
og også kunne vælge sit eget lidt. Altså at man også godt kan vælge sig
selv. Det kan man jo også godt der, forhåbentligt da. Det tror jeg. Men jeg kan
da kun være enig i, at det ville da gøre noget for det sociale liv i Danmark, hvis
der var flere af sådan nogle samfund. Det tror jeg da helt klart. Det tror jeg. Nu
kan jeg jo udtale mig om folkeskolen, for der er jeg, men al den råben fra regeringens
side om faglighed og sådan noget, der går jo noget tid fra noget socialt
og noget fokus på det sociale. Det vil der jo gøre, når man hele tiden skal fokusere
på fagligheden frem for alt. Og det er faktisk ikke altid så smart. Og vi får
nogle halve mennesker ud af det eller nogle mennesker, som ikke fungerer socialt.
Og jeg vil faktisk hellere have et barn, som er knap så dygtigt, men som
fungerer godt og har en masse, fordi jeg tror, det giver et bedre liv. Hvis det
skal være jagten på det gode liv, så er det helt klart det sociale, der må være i
højsædet. Der er mange børn, der har brug for, at der skal laves særregler for
dem altid med alting, og det er jo enormt dræbende for fællesskabet, hvis man
altid skal tage så meget hensyn til den enkelte. (…)
I: Hvornår går I i gang med at bygge?
T: (lille latter) Nej men det er jo så noget af det negative ved det her. Det synes
jeg godt nok, det er hårdt at gå med den der uvished hele tiden om, hvor lang tid
156

det tager, også fordi vi har den der: Vores datter skal starte i skole næste sommer.
Vi skal have solgt det her hus. Der er mange ting. (…)
I: Er det vigtigt at bo sammen med nogle, man sådan har noget til fælles med?
T: Næ, fordi vi kender slet ikke nogen af dem, der bor der. Så det har vi egentlig
ikke. Det er selvfølgelig vigtigt for os, at der er børn, men altså det er ikke
nødvendigvis at der lige er børn til naboer. Det er ikke så vigtigt. Altså bare der
er det i byen. Byen er jo så lille, at de vil jo ret hurtigt kunne færdes rundt. Selvfølgelig
ikke endnu, men når de kommer i skole og sådan noget. Bare det at
man kan klare det med at gå i skole selv. Det synes jeg jo er vigtigt. Og man
kan også godt se, at når man ønsker sig et barn eller to mere, altså hvis man skal
køre dem, hver gang de skal det mindste, så kan man så ikke lave andet så. Og
man får også nogle børn ud af det, tror jeg, som ikke er særligt selvstændige.
Det er rart, og det er jo en stor sejr lige så snart de opdager, at de kan selv eller
kan klare nogle ting selv. Så det synes jeg da helt klart, at det skal man. (…)
Hvis vi har den til efteråret, så har vi også en chance for at nå at bygge det inden
næste sommer, og det er jo så det, der er det vigtigste for os. Vores datter,
hun skal bare ikke starte i skole herude og så skulle rykke. Altså det skal hun
bare ikke. Så dropper vi ud af det. Så skal vi noget andet. Fordi det skal hun ikke.
Overhovedet! Det vil jeg ikke byde hende overhovedet.
Vita og William
Vita og William er begge sidst i 20’erne og har et barn på 9 uger.
V: Der er mange, der sådan flytter ud på landet: ”Nu skal vi have det rigtig idyllisk.”
Men der er intet som helst idyllisk ved at bo på landet. Jo, hvis du bare
har et hus og ikke har dyr sådan, men med det samme du har fem tønder land,
så er der arbejde, rigtig rigtig hårdt arbejde. Så altså medmindre man er to personer,
som bare brænder for at det her det skal fungere, så kan det ikke lade sig
gøre. Så skal man bo flere sammen. Og det er det, jeg synes, man sådan set
egentlig fik ved Økosamfundet. Det var en mulighed for at komme ud på landet.
Ud at have nogle dyr og gå og nusse med det. Men man var mange om det,
så det bliver ikke så slemt. Og jeg vil jo egentlig gerne blive ved med at bo her i
nærheden. Det er rigtig ufornuftigt, fordi det er skidedyrt, men min familie bor
her, og det har jeg fundet ud af, at det betyder faktisk rigtig meget. Især efter at
vi har fået barn nu. Det at bo i nærheden af familie og mennesker. Og så kan jeg
157

godt lide den måde, det var bygget på: Det lå ikke sådan rigtig langt ude på Lars
Tyndskids mark.
I: Men er det så meget fællesskabet med de andre derude, der trækker for dig?
V: Ja. Det er måske det igen, at jeg faktisk er vokset op i centrum af København:
Jeg er ikke vant til at være uden menneskeligt selskab, og jeg ville ikke
bryde mig om at bo, hvor der er en kilometer til nærmeste nabo. Det synes jeg,
er decideret uhyggeligt! Og – jamen det er det, der er et fællesskab, men også et
fællesskab med folk, der sådan set vil det samme. Som er engagerede i det sted,
de bor i, og i omgivelserne; som ikke bare er sådan, at de ikke hilser på hinanden
og er ligeglade og har en stor, høj hæk og kan finde på at gå ud og råbe,
hvis ikke man har skovlet sne på sit fortov. Sådan noget. Det er sådan lidt et afslappet
fællesskab. Det synes jeg er enormt vigtigt. Jeg skal have mennesker
omkring mig for at trives. Og så kan jeg godt lide det, at man bor sådan rigtig
tæt. Det giver sådan en dejlig tryghed. Det betyder meget. Der er ikke nogen
store, høje hække. Man har ikke den der isolationsfornemmelse. Og der er ikke
sådan en kilometer græsplæne, der skal slås. Eller folk, der klager over ens hæk,
der ikke er blevet klippet, og sådan. Fordi jeg er ikke havemenneske. Det er jeg
ikke. Og jeg har sådan med når der bor i sådan nogle rigtige ligusterkvarterer:
Vorherre bevares! Og hvad der er af brok derude, altså det fatter man næsten
ikke! Og det havde jeg ikke særlig meget lyst til, at bo i sådan et kvarter. Altså
sådan parcelhuslandsbyer, der er sådan nogle satellitbyer, der opstår. Og… altså
det er… der er nogle, der synes det er rigtig dejligt, at man skal have sit eget og
have sin egen grund og have det der lukkede og private. Men jeg har det faktisk
lige omvendt. Altså jeg synes, det er meget ensomt, at man på den måde skal
have sit eget. Det tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om. Lige da jeg startede med
at studere, da boede jeg i et stort kollektiv med 13 mennesker i en stor lejlighed.
Og – jamen. Det er så hyggeligt og så selskabeligt. Det er lidt svært at forklare.
Der er nogle, der godt kan lide sådan at komme hjem og skulle have deres egen
lejlighed og deres eget sted, og så – jeg tror, jeg ligger i den yderlige ende af
den anden kategori. Jeg kan godt leve med at måske give afkald på noget privatliv
for så at have – være en del af et fællesskab. Og der er også noget enormt
praktisk ved det. Man er flere til at ordne tingene; jeg synes for eksempel det
her med, at der er fællesspisning nogle gange, er meget praktisk, hvis man er
alene hjemme med børnene, og man gider bare ikke stå og lave varm mad og
sidde, og man har måske behov for at have noget andet selskab ved bordet end
158

en skrigende unge. Så er det jo meget rart at kunne gå over og være sammen
med voksne mennesker, der også har deres skrigende unger. Og der er jo mange
børn derude. Det betyder meget! Hvis man bor rigtig ude på landet, så skal du
faktisk være taxachauffør for dit barn til dets 18-års-fødselsdag. Og det gider
jeg altså ikke spilde mit liv. Det er ikke, fordi jeg vil være ond ved mit barn,
men jeg gider altså ikke køre det til alt hele tiden. Derude, der bor masser af
børn i samme aldersgrupper, så der finder de sikkert ret hurtigt nogle at lege
med.
I: Så for dig, der vægter det sociale højere end det økologiske?
V: Altså det betyder også meget. Altså det er måske ikke så meget, at det er
økologisk, for jeg kunne sagtens leve et sted, hvor vi siger, at ”Jamen for os der
er det bare dyrevelfærden, der er det vigtigste.” Eller et eller andet andet. Men
det er mere det, at der er en vision med det. At folk vil noget med deres liv og
deres fritid. Og det er noget med netop naturen og miljøet, der betyder noget.
Ikke om man nu kan få perlegrus i indkørslen eller munkesten omkring terrassen.
Jamen det er der jo nogle – for dem, der er det det enormt vigtigste at få
kobbertagrender og det, og her, der synes jeg, at det er noget andet, der er vigtigt.
Og ud af det, der synes jeg, der vokser rigtig mange positive ting.
I: Så regner I med, at det er der, I skal bo resten af jeres liv eller…?
V: Ja.
W: Ja, det tror jeg.
V: Altså man skal være tålmodig. Nu er vi selvfølgelig også heldige, at vi er relativt
unge med et lille barn. Vi har ikke på den måde så store forpligtelser. Og
vi har jo et sted at bo, hvor vi er glade for at bo. Og det gør jo, at man har en
lidt større tålmodighedstærskel. Det ville være træls, hvis man boede til leje et
eller andet råddent sted, hvor man næsten ikke kunne holde det ud. Men så også,
fordi at det er så attraktivt et sted for os, altså med den indstilling vi har, at
det er værd at vente på. Det er helt klart værd at vente på. (…)
I: Skal I have rigtig mange børn?
W: Nej, det tror jeg ikke.
V: Nej, nu har vi ham her, og så tager vi den derfra. En, det kan fylde uhyggelig
meget i ens tilværelse. Det er helt sikkert. Man skal lære ham lidt at kende, ikke.
Det er simpelthen ligesom – ja: Nu bor der bare et totalt fremmed menneske
i ens hus. Man skal til at finde ud af: ”Nå, men hvem er du, og hvad interesserer
du dig for?” Lige for tiden er det jo hans egen hånd, der er et stort hit. Så det
159

kører sådan lidt – det er kroppen, der er vigtig lige for tiden! Altså det … Jo, jeg
ville da godt have nogle flere børn. Det ville være okay. Men ikke irske tilstande.
(Ler lidt). Det – så bliver vi nødt til at bygge en hytte nede på grunden, hvor
man kan smide børnene hen, når de bare bliver for meget! Men der synes jeg, at
det er godt derude, at der er fælleshuse og altså der er sådan nogle områder, så
når børnene bliver for meget, så kan man sige: ”Skrid nu ned i fælleshuset! Gå
væk med dig. Gå ned og fodr gederne.” Et eller andet. Men også det, at man
kan lave nogle ting sammen med sine børn, ikke. At man netop kan … ja, gå
ned og fodre gederne med dem. Gå ned og hente æg. At de kan være med til
noget. At de kan lave noget reelt arbejde, der har en værdi sammen med deres
forældre. Det er der jo mange børn, der ikke har i dag. For hver gang forældrene
skal lave noget med børnene, nå, men så er de nødt til at tage i Legoland eller
Djurs Sommerland, fordi at ”nu skal vi have det sjovt og have kvalitetstid”,
men det kan faktisk også være kvalitetstid at lægge kartofler, hvis man hygger
sig med det. Det elsker man jo, at få lov til at grave ude i haven med sine forældre.
Det synes man, er herrefedt! Så det er også en fordel ved at flytte derud:
Der er noget at lave.
Minna og Niels
Minna og Niels er først i 30’erne. De har et barn på 3 og en på ½ år. De har på
interviewtidspunktet lige meldt fra gruppen, fordi de har købt hus i en nærliggende
landsby.
M: Men det er selvfølgelig også nogle overvejelser, som er meget dominerende,
fordi enten så ville det blive sådan noget med, jamen, skurvogn i fem år og så
tage nogle udgifter løbende også. Og det er sådan: Skurvogn i fem år – jeg kunne
godt overse måske to år, måske tre år ikke, men fem år, det ville bare være
sådan: Okay, altså den lille, hendes første fem år ville blive i skurvogn. Altså,
det ville sgu være sådan lidt – måske ikke det, der var drømmen. Så nu prøver
vi lige at komme ind på det private boligmarked (…) Altså vi vil virkelig gerne
til Økosamfundet og bygge.
I: I har stadig drømmen der?
M: Det har vi! Også om bofællesskabet. Det er meget det, som i hvert fald er
min drøm, det er sådan det der fællesskab. Jeg synes, det var så genialt med den
bogruppe, at der var både nogle, der var sådan midt i 40’erne, og det var også
nogle, der var endnu ældre, og der var også nogle, der var på vores alder og
160

netop var i gang med at få små børn. Det var simpelthen så dejligt, altså. Det
var lige det, som jeg meget gerne vil bo i i hvert fald. Jeg er selv vokset op i sådan
noget. Ikke øko, men bofællesskab. Så der har jeg boet, siden jeg var seks
år. Og så alle de unge mennesker, der boede derude, eller børn på det tidspunkt,
det er også sådan nærmest fætre og kusiner nu. Og det har været så godt for
mig, så jeg tror, det ville være rigtigt godt for mine piger også at vokse op et
sted. Det kunne altså være dejligt. Og så dengang vi gik rundt derude, så havde
jeg det bare sådan ligesom der, hvor jeg boede dengang, jeg var lille, altså sådan
rigtigt bofællesskab og en fantastisk dejlig ånd derude, og folk de sådan:
”Hej, hej, derovre” og ”Nå, hvordan går det?”. ”Nå, men det er fint” og så videre.
Altså sådan man hele tiden sådan kommer hinanden ved og bor tæt og sådan
noget. Jeg synes bare, at der var så dejligt derude. Et fællesskab betyder meget.
Og det behøver heller ikke at være for meget, fordi det skal for eksempel ikke
være et kollektiv. Altså det må gerne være et bofællesskab. Jeg har altid nydt
meget, at vi havde vores eget hus, der hvor jeg voksede op, og så havde vi fælleshus
og fællesspisning, og hver fredag spiste alle sammen, og så var der sådan
nogle spiseklubber i løbet af ugen. Det synes jeg var så genialt. Jeg var så med i
en onsdagsklub, hvor vi så spiste sammen hver onsdag. Og fælles værksted, og
så blev der lavet mekanikerværksted også til dem, der har biler. Der kommer jo
altid flere og flere biler og højere og højere indkomster – og fælles køkkenhave
havde vi, og sådan nogle ting er simpelthen så dejlige. Og det har Økosamfundet
jo netop også noget med høns og fælles økogrønt, men man har sikkert også
noget i sine egne haver. Det er fandeme dejligt at have nogle så tæt på. Og også
meget når man får børn, hvor man tænker: Nå, men så kan hun lige spæne over
til genboen, for der er en, der er jævnaldrende der, og så kan de alle sammen lege
sammen udenfor på en legeplads. Altså det er ikke store veje og netop det
der lidt mere: Her vil vi faktisk hinanden, og det er derfor, vi bor her. Her forpligter
vi os lidt over for hinanden. Det gør man altså ikke, der hvor vi køber
hus nu. Der er det sådan lidt: Nå, men lad os håbe, at der er nogle søde naboer
og noget dejligt landsbymiljø, men man kan ikke vide det. Vi har smilet til naboerne.
Indtil videre. Vinket. Men det er sådan en smuk, lille by. Jeg kan ikke
forestille mig, at der ikke er dejligt.
N: Men det er en dejlig grund. Den ligger helt vildt lækkert. Så også sådan med
natur og sådan noget er det i hvert fald på plads. Også i forhold til børnene og
sådan noget. Fordi det er vi egentlig begge to vokset op, tæt på naturen og så-
161

dan ret lækre steder. Og det er det her. Og det vil jeg sige, det var noget af det,
der trak ned i Økosamfundet for mig, fordi der er ikke nogen skov lige der. Der
er en, som man kan se sådan nede i horisonten, men der er faktisk ikke noget
sådan rigtigt lækkert lige i omegnen. Der mangler noget skov. (…)
I: Hvis I skal sige, hvad der vejer tungest for jer, var det så det økologiske eller
det sociale ved stedet?
M: Helt klart det sociale, ja. Altså jeg vil sige helt klart. Det er slet ikke et krav
for mig, at det er økologisk: Men jeg synes, at det er fedt. Jeg synes, at det er en
god sidegevinst, at man også forhåbentlig får tænkt over nogle ting, som så kan
gavne miljøet på længere sigt. Fordi altså vi køber også økologisk mælk, men vi
køber for eksempel ikke økologisk smør. Jamen, økologisk mælk det har vi
vænnet os til at købe, så det gør vi konsekvent og så ellers så nogle gange økologiske
gulerødder eller sådan noget. Så for mig er det helt klart det sociale.
Altså det er sådan et socialt fællesskab, jeg gerne vil have børnene til at vokse
op i. Og så er det økologisk. Det er okay, hvis det ikke skal tage for meget tid.
N: Altså det ville være helt vildt lækkert, hvis det var at altså, at børnene nærmest
var flydende imellem. Altså at de bare går ind og ud hos hinanden, ja.
M: Løber ind og ud hos hinanden. ”Jeg spiser lige hos…”
N: Sådan bliver det jo også tit altså, når det er lidt tæt. Og så en mad engang om
ugen eller sådan noget.
M: Altså der hvor jeg voksede op, der var der også en vegetarklub for eksempel.
Så hvis der var nogle, der havde interesse i vegetarmad, så kunne man lave
sådan en om tirsdagen. Hvis der var nogle, der havde interesse i specielle madarter
eller at spise sammen oftere. Så kunne man også bare lave mindre madklubber.
En gang om ugen, måske to gange om ugen ville være okay. Men det
behøvede heller ikke at være hver dag.
N: Man kunne også forestille sig en børneklub, hvor så de voksne skiftedes til
at lave mad til børnene en gang om ugen i fælleshuset, sådan så at resten af de
voksne, de kunne sidde og stirre hinanden i øjnene over stearinlys.
M: Nå, ja. Eller lave mad sammen med børnene. Børnene kan sagtens selv lave
mad.
N: Ja, nemlig, lave mad sammen med børnene. Så morede de sig helt vildt derovre
og kom hjem og skulle i seng. Og det får vi jo bestemt ikke ude på Lykkevej,
hvor vi har købt hus nu.
M: Det er sådan lidt en drøm, der sådan brister. Det er det sgu.
162

N: Vi har også kikket på et hus, som vi var meget tæt på at købe, og havde vi
lige haft lidt erfaring, sådan håndværkserfaring, så tror jeg også vi havde købt
det.
M: Men det viste sig så også, at da vi så endelig sagde, at det vil vi gerne købe,
så fik vi så den nye tilstandsrapport, og så var der bare så meget mere, hvor vi
sådan sagde: Ej, nu er der endnu mere. Nu havde vi i forvejen sådan: Okay, vi
skal fuge hele huset, og vi skal lave elektricitet, og vi skal lave overetagen, og
det kommer vi så aldrig til, fordi der er så meget, der lige skal renoveres først.
Køkkenet skulle også skiftes ud. Det var ad helvede til grimt. Men det var meget,
meget charmerende. Altså virkelig! Så det var virkelig sådan: Åh, dengang
vi måtte sige nej til det. Det er også det at have tid til at renovere. Godt nok er
vi hjemmegående lige nu begge to, men det bliver vi ikke ved med at være. Så
det var – så det var simpelthen for stort at gabe over. Altså vi skulle også lige
redde vores familie. Det skulle ikke være sådan, at vi bare sådan: Nå, men så
bliver vi skilt om to år, men så fik vi også det hus, vi gerne ville have. Det var
ligesom ikke det, der var ideen.
Rikke og Svend
Rikke og Svend er begge omkring 30 år og har et barn på 1½ år.
R: Vi spiser da forholdsvis økologisk. Og jeg vil da også gerne støtte det, men
jeg tror, det er lige så meget for mig det sociale i det. Altså måden at bo på. At
man ikke kun er mor, far og børn, men også nogle omkringlevende mennesker
og børn, som man kan leve sammen med og have noget sammen med. Jeg synes,
det andet er lidt for ensomt. Jeg har altid savnet det. Jeg har så også prøvet
at bo i bofællesskaber og i kollektiver, og jeg synes, det har været godt. Der har
jeg så bare savnet lidt mere privatplads. Men det der med, at man har nogle
mennesker, som man ikke behøver at sidde lårene af, men som man trods alt har
en form for fællesskab med. Måske også et arbejdsfællesskab, fordi man derigennem
bliver tvunget til at være sammen, så at sige. På godt og ondt. Det ville
jeg vældig gerne. Jeg synes, det er berigende for mit liv i hvert fald.
S: For mig, der er det den der med det sociale også. For jeg har også tidligere
boet i kollektiv. Nydt enormt meget den omgangskreds, der har eksisteret omkring
det. Igen hvor man ikke nødvendigvis sidder lårene af hinanden, men man
har en meget afslappet omgangstone og hverdag. Men jeg kan også godt lide
det økologiske på det her sted, fordi det er ikke sådan, hvad kan man sige,
163

frelst. Det er ikke sådan noget med at det skal bare være økologisk hele vejen
igennem. Vi har jo råd til at købe et to-millioner-hus sådan med de penge, jeg
har nu. Men så er vi så ude i at blive pisket til i hvert fald at have en fuldtidsstilling,
og jeg skulle næsten ud og have noget, der ligner en fuldtidsstilling også.
Og det betyder meget for os at have et sted, hvor vi kan bo, hvor vi ikke er piskede
til at bruge mere end otte timer om dagen på arbejde og hele tiden være
væk. Og når man så kommer hjem, at være brændt ud fordi at man hele tiden er
den der (banker i bordet). Og der er sikkert nogle, der får noget energi af at
bruge de der otte timer, hvis de har det optimale arbejde og sådan noget der,
men jeg nyder at have en masse tid til at lave andre ting end mit arbejde. Så
selvom man har en indkomst til at kunne bo til 8-9.000 om måneden, så gider vi
ikke at bo til mere end fem (ler lidt).
R: Jeg synes, det er rigtig, rigtig lækkert, at der findes et sted, hvor man kan bo
i nærheden af dyr. Altså høns og geder og køer og så videre. Og jeg vil gerne
hjælpe med til at passe dem, men jeg skal ikke have mine egne dyr. Det tror jeg
ikke. Fordi det synes jeg ikke, at jeg vil have det ansvar for. At man hele tiden
skal være hjemme til at kunne det. Men jeg vil meget gerne bo i nærheden af
dem. Og jeg vil da gerne hjælpe til med dem. Men ikke mine egne.
Gitte og Hans
Hans og Gitte er i 30’erne, har et barn på 2 år og venter et til. De har på interviewtidspunktet
lige bestemt sig til at trække sig ud af bogruppen og købe hus i
en nærliggende by. Kun Hans deltager i interviewet.
H: Jamen jeg tror, det var ønsket om at bygge vores eget hus. Det er sådan noget,
der har drevet mig. Jeg har haft en gammel drøm om at bygge mit eget hus.
Måske ikke helt, men i hvert fald være kraftigt medvirkende til det. Både det
håndværksmæssige i det, men også at gøre det lidt billigere. Og så vil vi gerne
have muligheden for sådan at gøre det lidt specielt og vælge vores egne materialer.
Og det sætter jo nogle krav til hvor man kan bygge henne. Og det jeg så
også var tiltrukket af, det var et eksisterende sted derude med en rimelig størrelse,
så socialt set var der noget eksisterende i forvejen. Og så kunne jeg meget
godt lide området derude til børn. Meget børnevenligt, mange børnefamilier og
heller ikke helt så hardcore materialistiske som andre steder i byen (nævner
nogle forstæder), hvor jeg havde en eller anden ide om, at forældrene går meget
op i mærketøj, og så er man med på det ræs der. Det vil man ikke være så meget
164

derude. Mange husdyr: Der er høns og økologisk landbrug, man kan købe fødevarer,
så det var en kombination af mange ting. Men nu ender det med, at vi går
ud af gruppen, fordi vi har købt hus i en anden by. Og det er jo, fordi vi venter
vores andet barn her til september, og nu skulle der til at ske noget. Vi har gået
og brugt rigtig meget energi på at snakke om hus, og ”vi skal ud, og vi skal i
gang med at bygge og… ”, vi havde brug for at få en basis i de her børn. Og vi
var ved at gå til oppe i den her mørke lejlighed: selv om sommeren skulle vi
have lys på inde i stuen. Så selv om vi bor ude i kolonihaven om sommeren, så
er det frygteligt de der september, maj, april måned, hvor vi sidder i halvmørke.
Så vi vil gerne rykke ud og ned på jorden, så vi ikke sidder oppe på tredje sal
med to børn. Vores datter elsker at være ude i kolonihaven og løbe rundt derude.
Og så har vi simpelthen brug for, at det skulle være nu. Nu har vi gået i to
år, og vi var ikke kommet tættere på noget. Lidt tættere selvfølgelig. Men der
var ikke noget fast endnu. Så det skulle simpelthen være nu, vi skulle rykke ud,
og så startede vi med at overveje, om vi skulle købe noget nu, og så kunne vi gå
i det i et par år, og så kunne vi så bygge vores hus bagefter. Jeg tror, at nu når vi
har købt og skal i gang med at renovere det, så tror jeg, det ender med, at vi bliver
boende der. Også fordi det hus har nogle fordele i forhold til Økosamfundet.
Det har også nogle ulemper. Rent praktisk er det jo nemmere at rykke ind i det.
Vi skal bygge lidt om, nyt køkken, men ellers kan vi rimelig hurtigt rykke ind.
Det er mere overskueligt end at skulle i gang med at bygge et helt hus. Så er der
sådan nogle praktiske ting med parkering, så vi kan parkere lige ved siden af
huset og bære børn og ting ind i huset i stedet for at skulle gå 200 meter op til
parkeringspladsen. Jeg tror også noget med møderne: Altså det er vi blevet mere
og mere opmærksomme på, at vi har ikke særlig meget fritid med de her
børn, så det vil vi gerne bruge sammen med børnene eller hinanden. Også fordi
vi begge to går på uddannelse ved siden af vores arbejde. Så at skulle sidde og
holde møde en gang om måneden, to gange om måneden måske, det havde vi
ikke så meget lyst til. Og der har det her hus jo en fordel: Der er en vejfest en
gang om året. Det er mere til at overskue. Der er nogle, der går til mange møder
derude i økosamfundet, og så er der nogle, der ikke går til så mange møder. Og
jeg tror, vi vil være nogle af dem, der ikke går til så mange møder. Og jeg ved
ikke, hvor skævt man ville blive set på. Jeg tror ikke, det er så galt, men lidt vil
der altid være, tror jeg. Og det er vi så helt fri for det her sted. Det er jo en almindelig
villavej, og der er ingen møder jo. Så er der en opvokset have, som vi
165

også sætter pris på. Den er helt lukket, og privatliv kan vi få derinde. Men så er
der ikke nogen udsigt. Altså vi kunne få en fantastisk udsigt ud over bugten og
vandet og vestudsigt, solnedgang. Men vi ville så ikke få en opvokset have og
privatliv på den måde.
I: Betyder det noget, at I har familie, der hvor I flytter hen?
H: Helt sikkert. Altså min kones bror er vores genbo, må det jo være, ovre på
den anden side af vejen. Så vores datter får sin fætter og kusine, der er et par år
ældre, til at bo lige ved siden af, og mormor bor ti minutters gang derfra. Så det
er simpelthen grunden til, at vi flytter ud til den by, det er derfor. Dem får vi
rigtig meget at gøre med nu. Så man kan sige: På den måde får vi noget socialt
på en anden måde.
I: Hvor ville I helst bo, hvis I nu kunne vælge helt frit? Altså hvis penge ikke var
noget problem?
H: (Lang pause). Jamen det er et svært spørgsmål, vil jeg sige. Jeg tror, den tipper
over til Økosamfundet. Men jeg er lidt i tvivl. Fordi når vi nu er så langt inde
i det andet alternativ og har købt hus, så har jeg det mere og mere klart, hvilke
fordele vi får der kontra Økosamfundet, som vi kender en del, men der er
også mange usikkerheder. Men jeg tror stadigvæk, at det ville være Økosamfundet.
Altså hvis usikkerhederne, vedtægter, fremtidig økonomi og forholdene
omkring salg var afklaret, så ville situationen være en helt, helt anden. Der er så
mange usikkerheder, der spiller ind i hinanden, så vi havde svært ved at overskue
det. Så mange ubekendte.
I: Hvorfor ville I så vælge Økosamfundet?
H: Det er beliggenheden. Det er udsigten. Nyt hus. Tæt på familien; den bor jo
lige i den by, vi nu flytter til, som er fire kilometer væk. Men også det sociale
derude. Eller det der børnevenlige område. Og så muligheden også for at give
børnene en lidt mere social opdragelse. Eller lære dem at være sociale. Fordi
der er så mange ting at være fælles om. Der er nogle husdyr, nogle høns, nogle
geder og en grønsagsordning, hvor man kan arbejde i marken og så få økologiske
grønsager til en billig penge, og … teaterforestillinger, man kan arrangere
oppe i fælleshusene. Altså gå sammen og så lave nogle ting sammen med børnene
derude. Altså noget af det kan vi jo også godt være med i, selv om vi bor i
villa. Jeg tror godt, at vi kan være med i sådan en økologisk grøntsagsordning.
Altså melde os, komme ud og så levere de der 10-15 timers arbejde i marken
166

mod at kunne komme ud og hente økologiske grøntsager. Det tror jeg godt, vi
kunne lave derude.
Lars og Karen
Lars og Karen er i 40’erne. Karen har fire børn på 5, 9, 12 og 17 år. Kun Lars
deltager i interviewet.
L: Altså det har været sådan en sjov proces. Min situation er speciel, fordi jeg
snakker vi, men det har sådan været mig, der har kørt det lidt indtil videre, fordi
vi, det er så mig og min kæreste og hendes fire unger. En stor familie. Og vi har
været i sådan lidt i en proces, hvor min kæreste og jeg meget gerne vil flytte
herud eller altså – jeg skal blive boende herude, og jeg vil gerne have min kæreste
herud. Og hun vil bare gerne bo sammen med mig. Og hun siger, at det kunne
være i Lemvig for hendes skyld, altså. Bare vi er sammen. Hun har måske
ikke lige drømt om, at det skulle være økosamfund, men hun falder ikke helt
ved siden af her, i forhold til hvem der bor herude. Men altså jeg er meget gift
til økosamfundet. Må jeg indrømme. Altså jeg kommer ikke herfra. Det er det
ottende år, jeg bor herude nu. Så jeg har boet i en skurvogn, og så flyttede jeg i
nogle af lejeboligerne her for 3 år siden. Der har jeg været med helt oppe i starten
i den bogruppe. Så jeg har så boet her. Og den der sociale dimension i økosamfundet
er for mig utroligt unik, så jeg bor herude, og jeg har meget, meget
svært ved at forestille mig at bo andre steder i dag. Jeg har så også mit arbejde
herude, men jeg er ved at begynde at starte og prøver en ny levevej, og den
kunne sådan set være hvor som helst. Den behøves ikke at være her i økosamfundet,
så på den måde er jeg nok mindre gift til stedet, end jeg tidligere har været.
Hvis jeg ikke skulle bo i økosamfundet, hvor skulle jeg så bo henne? Jamen
så skal jeg i hvert fald bo tættere på byen, hvor der sådan rent socialt og kulturelt
sker nogle ting, eller også så skal jeg flytte længere ud på landet, fordi så er
det der at have naturstørrelsen, som vi har her, som trækker ved at flytte længere
ud på landet. Men jeg kan bare mærke på mig selv, at jeg ville føle mig så
isoleret. Der kan jeg mærke, at jeg bliver noget mere socialiseret, eller hvad
fanden man skal kalde det, af at komme herud. Altså man kan selvfølgelig også
godt vælge at isolere sig selv herude. Det er da der også nogle, der gør. Men
stedet provokerer en til ikke at være ligeglad. Og det er en fantastisk læreplads i
at lære at omgås folk at bo herude.
167

I: Er det vigtigt for jer, at det bliver noget, I selv ejer og selv bygger, eller er
det bare for at få noget større?
L: For mig er det en familiesammenføring. Der er min toværelseslejlighed lige i
underkanten. Jeg kunne godt leve med at bo til leje. Jeg har sådan indfundet
mig lidt i at bo til leje. Nu har jeg taget den op igen, og nu har vi to indtægter,
og min virksomhed er da ikke blevet ringere med årene. Så jeg håber da i dag,
at bankerne gerne vil snakke med os, og jeg har altså været så begunstiget, at
jeg har arvet nogle penge efter mine afdøde forældre, som gør, at vi har sådan
en startkapital. Ellers havde jeg da for længst glemt alt om at bygge selv. Det er
horribelt dyrt at bygge nu om dage. Og de skal sgu have noget plads, de unger
der. Men når de unger de kommer herud, altså det er jo en kæmpe legeplads for
dem. Altså, når de først kommer herud og de tre små, vi ser dem aldrig. De er
rundtomkring, altså, med garanti. Det bliver en kamp hver aften at få dem halet
i land. ”Hvor er børnene henne nu?” Der er nogle børn, der holder sig til, hvor
de bor henne og også mange børn, som i den grad er udfarende herude. Altså
det er en fantastisk legeplads. Jamen det er virkelig godt. Og det var meget påfaldende
for mig, da jeg flyttede herud, altså børnene kendte ikke hinanden, og
de flytter i flere aldersgrupper, men de var enormt gode herude til at være gode
for hinanden her og være noget for hinanden både på kryds eller på tværs af alderen.
Og det er en stor familie, børnene herude. De har da også nogle venner
udefra, men altså de er gode til at lege sammen med dem, de er. Og jeg vil sige,
at mobning er næsten et ukendt begreb i økosamfundet, børnene indbyrdes der.
Det er rigtigt, rigtigt rart. Det er i hvert fald aldrig noget, som jeg har oplevet,
bliver talt om i forbindelse med mobning herude, og jeg tror faktisk slet ikke,
det er eksisterende her.
168

Kapitel 7: Det gode familieliv i økosamfundet
169
Kom min egen sol og varm mig indeni,
lille kraftværk fuld af gratis energi.
Jeg har bagt dig i min mave.
Tænk engang at man kan lave
sit eget lille anker,
sit eget lille timeglas,
sin egen lille sol der stråler.
(Trille)
De seks hold småbørnsforældre, der fortæller i vignetterne, har alle planlagt at
have et økosamfund som rammen om deres fremtidige familieliv. Én person har
boet alene i økosamfundet, og håber nu at kunne bygge et større hus, hvor han
kan flytte sammen med sin kæreste og hendes børn. To af de andre familier har
været med i gruppen i lang tid, men har på interviewtidspunktet besluttet at
vælge økosamfundet fra igen for i stedet at købe almindelige parcelhuse i nærliggende
byer. Disse familier er midt i en af de situationer, hvor livet er i støbeskeen;
hvor de med andre ord står for at tage én af de virkeligt højrefleksive beslutninger,
nemlig hvor de vil bo. Valget af bolig vil sætte de rumlige og økonomiske
rammer for deres hverdagsliv i lang tid fremover. De er endnu ikke i
færd med konkret at opbygge deres hjem og familieliv i økosamfundet og har
derfor ikke etableret en rutiniseret praksis. Derfor er det, de fortæller om, i høj
grad deres forestillinger om økosamfundet. For disse familier spiller valget af
økosamfund sammen med deres idé om et godt familieliv og med deres personlige
hjem- og familieskabelsesprojekter. Det er muligt, at andre steder ville
kunne gøre det lige så godt; to af dem har som allerede nævnt fundet, at andre
steder samlet set kan gøre det bedre.
Dette kapitel handler om det billede af det gode familieliv, som de forventer,
at økosamfundet kan danne rammen om. Allerførst vil jeg dog kort komme ind
på, hvad de indsamlede spørgeskemadata kan fortælle om de familier, der faktisk
bor i økosamfundene 62 ; derefter vil jeg gå nærmere ind på ideen om det go-
62 Jeg har kun udsagn fra voksne, hvilket selvfølgelig sætter en væsentlig begrænsning på, hvor vidtrækkende
konklusioner, jeg kan drage. Det er således forældrene i familierne, der giver udtryk for deres
holdninger til økosamfundets børnevenlighed. Det er ingen selvfølge, at forældre og børn vil være enige
i deres vurdering, og jeg synes, at det ville være meget interessant, hvis nogen ville lave en undersøgelse,
hvor børnene selv kom til orde, navnlig i lyset af kapitlets afsluttende diskussion. En anden begrænsning

de familieliv i økosamfundet og ved hjælp af familielivsforskere som Lars Dencik,
Ulrich Beck og Elisabeth Beck-Gernsheim argumentere for, at det familielivsideal,
mine respondenter beskriver, ikke er noget enestående for potentielle
økosamfundsbeboere. For at perspektivere tidens familieideal foretager jeg endelig
en kontrastering med det, som Kristensen et al. har kaldt kollektivdrømmen
(Christensen og Kristensen 1972) – en drøm, som udfoldede sig for ikke så
mange år siden, men i en alligevel meget anderledes kontekst.
Hvordan går det så?
Er økosamfundene så gode for børnefamilierne? Hvis man spørger forældrene,
er svaret tilsyneladende ja. Som nævnt i kapitel 3 er der mange børnefamilier i
økosamfundene; ca 51 % bor i husstande, hvor der er hjemmeboende børn.
100
90
80
70
60
50
40
30
20
10
0
Alle Børnefamilier Ikke børnefamilier
Figur 3: Økosamfundet er et godt sted at have børn
170
Vigtigt
Meget vigtigt
Som figuren viser, er det over halvdelen, der angiver økosamfundets børnevenlighed
som en vigtig faktor i valget af bosted 63 . 55 % procent af alle – dvs. flere
end dem, der selv på udfyldningstidspunktet har børn i husstanden – angiver, at
er, at de børnefamilier, som evt. ikke synes så godt om økosamfundene, måske ikke bliver så længe og
derfor i mindre omfang er repræsenteret i undersøgelsen.
63 Det kan selvfølgelig være, fordi de enten planlægger at få børn eller har haft det, dengang de flyttede
ind.

det, at økosamfundet er et godt sted at have børn, har været ”meget vigtigt” for
dem i deres valg af stedet. 23 % siger, at det var ”vigtigt”. For børnefamilier er
de tilsvarende tal 74 % (meget vigtigt) og 18 % (vigtigt) (se Figur 3xx) 64 .
Når man spørger beboerne i økosamfund, hvor tilfredse de alt i alt er med at
bo der, svarer 56% ”meget tilfreds” og 38% ”tilfreds”. Børnefamilierne ligger
lidt over gennemsnittet, idet 59% svarer ”meget tilfreds” og 35% ”tilfreds”,
men forskellen er ikke signifikant. Et sådant resultat skal selvfølgelig altid ses i
forhold til den almenmenneskelige tendens til efterrationalisering og ønsket om
at undgå kognitiv dissonans, som kan betyde, at man som regel erklærer sig tilfreds
med, hvad man har, især måske hvis det – som f.eks. en bolig – er noget,
der principielt er inden for ens rækkevidde at ændre, men i praksis meget besværligt,
fordi man har investeret meget i den. Selvfølgelig er der også som
nævnt en del beboere i økosamfundene, der ikke har svaret på undersøgelsen,
og det kan tænkes, at det bl.a. er nogle af de mindre tilfredse. Alligevel er jeg
ikke i tvivl om, at de fleste voksne oplever børnevenligheden som en af de helt
store gevinster ved at bo i økosamfund.
En informant, som ikke selv har børn, fortæller således fra et andet økosamfund:
”Og de [forældre med børn, BM] siger jo, at børnene stortrives jo herude, altså!
Der er jo masser, der vokser op sammen. De fiser ind og ud hos hinanden og de
behøver ikke at spekulere så meget, og hvis de har problemer med at få dem hentet
så ringer de til naboen: Kan du ikke lige tage mine unger med; jeg er forsinket
eller… Altså, det er jo rigtigt godt. Der var lidt med de større børn. De der teenagere
der ikke er vokset op sammen herude, ikke, som ikke rigtigt sådan… Og
som er i den der alder, hvor det måske er lidt svært, at de går lige nødvendigvis i
den samme skole, fordi nogen af dem går på Steinerskolen og nogen af dem går
på den nye skole, ikk. Men der er så nogen der har gjort lidt for at få dem bragt
lidt sammen. Men den store gruppe af børn som er op til en – mellem nul og titolv,
de racer rundt og har legekammerater i lange baner. På kryds og tværs hele
vejen rundt. Det er meget skægt.” (nøglepersoninterview)
Ligeledes har rigtig mange taget fat i det børne- og familievenlige i deres svar
på, hvad der er det bedste ved at bo i økosamfund – nogle eksempler:
”Legekammerater både for børn og voksne.”
”At børnene kan vokse op i et trygt, giftfrit miljø tæt på dyr og natur.”
”Børnene har mange legekammerater tæt på. Få biler / ingen biler.”
”Gode børnerammer.”
”Tid med familien.”
64 Spørgsmålet lød som følger: ”Der kan være mange grunde til, at man vælger at bo i et økosamfund. På
en skala fra 1 til 5, hvor vigtig er følgende grunde så for dig: Fordi det er et godt sted at have børn?”
(Svar: Meget vigtig/vigtig/hverken eller/ikke vigtig/slet ikke vigtig).
171

”Det er et ’kongerige/paradis’ for børn.” (citater fra åbne besvarelser)
De få undersøgelser fra andre lande, som har set specifikt på børns vilkår i intentionelle
fællesskaber, bekræfter dette. Således finder kulturgeografen Larch
Maxey i sine feltstudier af intentionelle fællesskaber i Wales, at børnene har
stor fysisk og rumlig bevægelsesfrihed med adgang til omgivende marker og
skove, ligesom børnene dér kunne vælge skolen fra og i stedet blive undervist
hjemme (Maxey 2004). Sargisson og Sargent finder i New Zealand, at intentionelle
fællesskaber er gode især for små børn og deres forældre:
”De fleste steder får børnene masser af opmærksomhed fra voksne (der er næsten
altid nogen, der gider læse en historie), bliver involveret i forhandlinger om de
regler, der gælder for dem, og har andre børn at lege med.” (Sargisson og Sargent
2004:173)
Dog pointerer Sargisson og Sargent, ligesom den citerede informant ovenfor, at
fællesskaberne er mindre gode for teenagere, især i landlige omgivelser, hvor
fællesskabets lille samfund kan blive for snærende. Det er ikke så overraskende,
at gevinsterne ved det nære lokalmiljø først og fremmest er til glæde for dem,
der er mindst mobile, nemlig de små børn og deres mødre (og formentlig også
de ældre) – men at de unge, så snart de bliver mere mobile, finder livet i det lille
samfund lovlig snævert.
Fraværende kritik
Ved læsning af de seks vignetfortællinger sammenlignet med de tidligere analyserede
visionstekster (se kap. 4), er det slående, i hvor høj grad at valget af økosamfundet
fremstilles som et pragmatisk valg, foretaget ved en afvejning af
fordele og ulemper ved økosamfundet sammenlignet med andre boligmuligheder.
Dette gælder både for deres valg af Økosamfundet og – for to af familiernes
vedkommende – deres efterfølgende fravalg. Man kan med Thévenot sige,
at her befinder vi os solidt i planlægningens og familiaritetens snarere end retfærdiggørelsens
format:
”Egentlig var det mere en lille bondegårdsidyl, vi ledte efter, som ikke havde nogen
naboer og sådan noget. Men vi er jo også godt klar over, at vi er nødt til at
være i nærheden af en god skole, og det er også det problem, vi render lidt i nu,
fordi den skole som de egentlig hører til børnene her, den er ikke så god. (…) Og
jeg har en kollega, der også bor i byen, så det betyder også noget at kunne køre
med hinanden.” (Tine)
Afvejning af de voksnes drøm om bondegårdsidyllen imod hensynet til børnenes
skolegang og transporten til arbejdet klinger ikke særlig utopisk i sammen-
172

ligning med f.eks. udsagn som dette fra Den selvforsynende Landsbys projektoplæg:
”Vi er en gruppe, der har en fælles drøm om en anden måde at leve på. Derfor arbejder
vi på at etablere en social og økologisk bosætning med arbejdstitlen 'Den
Selvforsynende Landsby'. I forhold til det sociale er grundidéen, at der er liv på
stedet, samvær på tværs af aldre, og at man har noget at være fælles om. På det
økologiske område vil vi opnå en bæredygtig livsstil, hvor vi er en del af løsningen
på miljøproblemerne i stedet for en del af problemerne. Ved at bygge landsbyen
op omkring selvforsyning og permakultur håber vi at kunne nå både de sociale
og økologiske mål. Vi ser det samtidigt, som ikke bare en drøm for os selv,
men håber også, at projektet sammen med andre økosamfund kan være med til at
påvirke, det samfund vi lever i.” (Den selvforsynende landsbys hjemmeside xx)?
ller bog
Kun én af de interviewede forældre kommer ind på den kritiske vision, og kun
som reaktion på et direkte spørgsmål fra mig om hendes kendskab til LØS (som
hun ikke kender) og deres visioner:
”Men jeg kan da kun være enig i, at det ville da gøre noget for det sociale liv i
Danmark, hvis der var flere af sådan nogle samfund. Det tror jeg da helt klart. Det
tror jeg.” (Tine)
Familierne, jeg har talt med, bruger i langt højere grad hverdagslivets begrundelser
end kritikkens begrundelser – også for praksisser, som nemt ville have
kunnet indpasses i en kritisk sammenhæng:
”Der er nogle, der godt kan lide sådan at komme hjem og skulle have deres egen
lejlighed og deres eget sted, og så - jeg tror, jeg ligger i den yderlige ende af den
anden kategori. Jeg kan godt leve med at måske give afkald på noget privatliv for
så at have – være en del af et fællesskab.” (Vita)
”Vi har jo råd til at købe et to-millioner-hus sådan med de penge, jeg har nu. Men
så er vi så ude i at blive pisket til i hvert fald at have en fuldtidsstilling, og jeg
skulle næsten ud og have noget, der ligner en fuldtidsstilling også. Og det betyder
meget for os at have et sted, hvor vi kan bo, hvor vi ikke er piskede til at bruge
mere end otte timer om dagen på arbejde og hele tiden være væk. Og når man så
kommer hjem, at være brændt ud fordi at man hele tiden er den der (banker i bordet).
Og der er sikkert nogle, der får noget energi af at bruge de der otte timer,
hvis de har det optimale arbejde og sådan noget der, men jeg nyder at have en
masse tid til at lave andre ting end mit arbejde.” (Svend)
Både Vita og Svend knytter her deres valg til deres egne præferencer og til,
hvem de er som personer. De formulerer ikke almene idealer om, at alle mennesker
burde arbejde mindre eller bo i fællesskaber; tværtimod understreger de, at
det måske er rigtigt for nogen at have deres eget sted eller at arbejde meget.
Igen sker der en aktiv relativisering og afmontering af potentielt kritiske situationer.
Dette kan man forklare på flere måder. For det første kunne det jo skyldes, at
de mennesker, jeg har snakket med, er mere end almindeligt pragmatiske; og
173

man kan ikke helt udelukke, at denne gruppe er selvselekteret på en måde, der
nedtoner det kritiske element. Det er f.eks. sådan, at ingen af de interviewede
forældre er blandt initiativtagerne til hverken selve økosamfundet eller bogruppen.
De er alle kommet til via personlige kontakter på et tidspunkt, hvor de alligevel
var inde i nogle overvejelser om, hvor deres fremtidige familieliv skulle
udfolde sig. Det økosamfund, bogruppen her er i færd med at etablere sig i, er
endvidere et sted, der har eksisteret i adskillige år, og flere af dem nævner faktisk,
at det, at der var et allerede etableret fællesskab var et plus for dem:
”Og det jeg så også var tiltrukket af, det var et eksisterende sted derude med en
rimelig størrelse, så socialt set var der noget eksisterende i forvejen.” (Hans)
”Der findes faktisk et fælles forum for alle på hele landet, og så gik jeg simpelthen
ind og søgte der og kiggede: Hvordan så det ud. Jeg kunne godt tænke mig
noget, der var ret etableret og ret organiseret, som på en eller anden måde havde
noget at falde tilbage på. Der havde nogle folk, der havde været i gang i nogle år.
Så man vidste, at det virkede. Og det her økosamfund, det er jo rimelig veletableret
og rimelig velfungerende, og har en god økonomi og… jamen altså det virker
som om at de folk, der har været der, det er nogle folk, der har været entusiastiske
omkring det i mange år. Så… Det turde vi godt.” (Vita)
”Jamen, det virkede lidt mere sådan etableret på en eller anden måde, hvor det andet,
det var et fedt projekt ude på (andet økosamfund) også, og netop også med de
der unge mennesker, hvor alt bare kunne lade sig gøre. I Økosamfundet kunne
man godt mærke: Nej, men alt kan ikke lade sig gøre, og vi vil i hvert fald kun
være medbyggere osv. osv. Men det var egentligt okay til vores sådan temperament,
kan man så sige.” (Minna)
Man kan således forestille sig, at lige netop disse familier ikke ville have valgt
at gå med i gruppen, hvis de skulle have bygget et helt nyt fællesskab op fra
grunden. Det er ikke overraskende, hvis initiativtagerne til et økosamfund og
den første gruppe af indflyttere er ildsjæle, som er meget optaget af visionen og
det kritiske potentiale. Det er formentlig næsten umuligt at holde til den lange
og besværlige etableringsfase, hvis man ikke er det. Men det er heller ikke
overraskende, hvis et økosamfund, når det én gang er etableret, tiltrækker en
bredere skare, herunder mennesker, der har et mere afslappet forhold til visionen
og er mindre villige til at gå på kompromis med andre hensyn for at leve op
til den.
En anden, supplerende forklaring kan være, at retfærdiggørelsens format er
mere krævende end de andre formater. Der skal måske en særlig kontekst til,
før man tager de store ord i munden; man skal måske f.eks. være sammen med
andre, der gør det, og ikke med en udefrakommende sociolog. De pragmatiske
planlægnings- og familiaritetsbegrundelser fungerer måske bedre over for dem,
man i almindelighed møder; og så risikerer man heller ikke at blive anset som
174

frelst eller hellig, hvilket af de fleste danskere opleves som skældsord. Som en
af de andre gruppemedlemmer udtrykte det:
”Jeg ved i hvert fald, at når jeg har nævnt udefra, at vi er i bogruppe der, altså vi
planlægger at flytte ind der, så siger folk: ’Hold da kæft, det er da de sidste dages
hellige, der bor deroppe’.” (Jørgen)
Og Svend siger:
”Men jeg kan også godt lide det økologiske på det her sted, fordi det virker… det
er ikke sådan, hvad kan man sige, frelst.” (Svend)
Antropologen Inger Sjørslev siger i forbindelse med interview med parcelhusejere,
at valget af parcelhuset som bolig ofte knyttes op på let tilgængelige kulturelle
kategorier som fornuft og naturlighed – f.eks. at det altid er mest fornuftigt
at eje sin bolig, eller at det er naturligt at ville have sin egen have, når man
har børn (Sjørslev 2007b). Selv om økosamfundene ikke på samme måde som
parcelhuset er et gængs valg – i sagens natur, eftersom der er så meget færre af
dem – kan det alligevel tænkes, at familierne anvender lignende kategorier og
så at sige underspiller det anderledes i valget af økosamfund, idet de i deres fortællinger
lægger vægt på kvaliteter som nærhed til arbejde, sikker skolevej og
tilstedeværelse af legekammerater; kvaliteter, som man også vil kunne høre
fremført af personer, som har valgt at bo i et almindeligt parcelhus 65 .
Bulderbyliv
"Vi lekte och lekte och lekte, så det är underligt att vi inte lekte ihjäl oss." Sådan
beskrev forfatteren Astrid Lindgren den barndom på en gård i Småland, som
hun har fiktionaliseret i Bulderbybøgerne. En barndom på landet, med dyr og
natur, med legen i centrum, i en fritgående børneflok på en tryg baggrund af
forældrenes kærlige tilstedeværelse, men uden konstant overvågning, for forældrene
var jo i gang med deres eget arbejde – som børnene i øvrigt også deltog i
og bidrog til efter evne. Og Bulderbylivet er ikke helt ved siden af som billede
på det ideal, de interviewede forældre ser for sig:
”Minna: Jeg er selv vokset op i sådan noget. Ikke øko, men bofællesskab. Så der
har jeg boet, siden jeg var seks år. Og så alle de unge mennesker, der boede derude,
eller børn på det tidspunkt, det er også sådan nærmest fætre og kusiner nu.
Og det har været så godt for mig, så jeg tror, det ville være rigtigt godt for mine
piger også at vokse op sådan et sted. Det kunne altså være dejligt. (…) Det er fandeme
dejligt at have nogen så tæt på. Og også meget når man får børn, hvor man
tænker: Nå, men så kan hun lige spæne over til genboen, for der er en, der er
65 Man kan naturligvis ikke heraf konkludere, at de interviewede familier er ligeglade med det kritiske
aspekt af økosamfundene, og det er heller ikke mit ærinde i dette kapitel at gisne om, hvorvidt de pragmatiske
eller de kritiske begrundelser ”i virkeligheden” er det vigtigste for dem.
175

jævnaldrende der, og så kan de alle sammen lege sammen udenfor på en legeplads.
Altså, det er ikke store veje og netop det der lidt mere.
Niels: Altså, det ville være helt vildt lækkert, hvis det var at altså, at børnene
nærmest var flydende imellem. Altså, at de bare går ind og ud hos hinanden, ja.
Minna: Løber ind og ud hos hinanden. ’Jeg spiser lige hos…’”
Lars bor allerede i økosamfundet og udtaler sig således på baggrund af sine
iagttagelser, når han beskriver sine forventninger til det familie- og børneliv,
der skal udfolde sig, når hans kæreste og hendes børn flytter derud:
”Men når de unger de kommer herud, altså, det er jo en kæmpe legeplads for dem.
Altså, når de først kommer herud, og de tre små, vi ser dem aldrig. De er rundt
omkring, altså, med garanti. Det bliver en kamp hver aften at få dem halet i land.
”Hvor er børnene henne nu?” Der er nogen børn, der holder sig til, hvor de bor
henne, og også mange børn, som i den grad er udfarende herude. Altså, det er en
fantastisk legeplads. Jamen, det er virkeligt godt. Og det var meget påfaldende for
mig, da jeg flyttede herud, altså børnene kendte ikke hinanden, og de flytter i flere
aldersgrupper, men de var enormt gode herude til at være gode for hinanden her
og være noget for hinanden både på kryds eller på tværs af alderen. Og det er en
stor familie, børnene herude. De har da også nogle venner udefra, men altså de er
gode til at lege sammen med dem, de er. Og jeg vil sige, at mobning er næsten et
ukendt begreb i økosamfundet, børnene indbyrdes der. Det er rigtigt, rigtigt rart.
Det er i hvert fald aldrig noget, som jeg har oplevet bliver talt om, i forbindelse
med mobning herude, og jeg tror faktisk slet ikke, det er eksisterende her.”
(Lars) 66
Det liv, forældrene beskriver, er et socialt liv bygget på spontanitet og nærhed.
Børnene kan løbe ud og ind hos hinanden og lege på kryds og tværs, som en
stor familie. Når dette kan lade sig gøre i Økosamfundet er det dels, fordi der
bor mange børn tæt på, både i det eksisterende økosamfund og i bogruppen, og
så fordi området er bilfrit, så børnene kan løbe omkring, uden at være bange for
at blive kørt over.
”Ved at bo helt ude på en mark på en bondegård, så er jeg også godt klar over, at
så er man nødt til som forælder at være indstillet på at gøre noget fordi det sociale
liv for et barn, det er meget vigtigere end en masse andre ting. Altså end lige præcis
det faglige eller et eller andet i skolen. Det sociale, det er totalt det primære.
(…) Og jeg vil faktisk hellere have et barn, som er knap så dygtigt, men som fungerer
godt og har en masse, fordi jeg tror, det giver et bedre liv. Hvis det skal være
jagten på det gode liv, så er det helt klart det sociale, der må være i højsædet.
(…) Hvis vi har den til efteråret, så har vi også en chance for at nå at bygge det
inden næste sommer, og det er jo så det, der er det vigtigste for os. Vores datter,
hun skal bare ikke starte i skole herude og så skulle rykke. Altså, det skal hun bare
ikke. Så dropper vi ud af det. Så skal vi noget andet. Fordi det skal hun ikke.
Overhovedet! Det vil jeg ikke byde hende overhovedet.” (Tine)
Tine og hendes mand har egentlig selv en drøm om at bo langt ude på landet på
en bondegård, men prioriterer at bo et sted, hvor der er en god skole, og hvor
66 Det er ikke sikkert, at Lars har ret i, at der ikke findes mobning i økosamfundet, men i hans forestilling
om det findes det ikke.
176

deres børn kan finde kammerater. Hensynet til barnets sociale liv betyder også,
at de f.eks. vil forlade bogruppen, hvis de ikke kan flytte ind i tide, så deres datter
kan starte i den skole, hvor hun skal fortsætte.
Et andet aspekt af ”Bulderbylivet” er børnenes mulighed for at lave noget
praktisk og konkret sammen med deres forældre, fordi økosamfundet ligger i
landlige omgivelser:
”Men også det at man kan lave nogle ting sammen med sine børn, ikke. At man
netop kan… ja, gå ned og fodre gederne med dem. Gå ned og hente æg. At de kan
være med til noget. At de kan lave noget reelt arbejde, der har en værdi sammen
med deres forældre. Det er der jo mange børn, der ikke har i dag. For hver gang
forældrene skal lave noget med børnene, nå, men så er de nødt til at tage i Legoland
eller Djurs sommerland, fordi at ”nu skal vi have det sjovt og have kvalitetstid,”
men det kan faktisk også være kvalitetstid at lægge kartofler, hvis man hygger
sig med det. Det elsker man jo, at få lov til at grave ude i haven med sine forældre.
Det synes man er herrefedt! Så det er også en fordel ved at flytte derud:
Der er noget at lave.” (Vita)
”Og så muligheden også for at give børnene en lidt mere social opdragelse. Eller
lære dem at være sociale. Fordi der er så mange ting at være fælles om. Der er
nogle husdyr: Nogle høns, nogle geder og en grønsagsordning, hvor man kan arbejde
i marken og så få økologiske grønsager til en billig penge, og … teaterforestillingen,
man kan arrangere oppe i fælleshusene. Altså gå sammen og så lave
nogle ting sammen med børnene derude.” (Hans)
Det praktiske arbejde, at lave noget ”rigtigt” sammen, er værdifuldt, og det er
også en måde at lære børnene at være mere sociale på, ifølge Hans – jf. det fælles
tredje som nævnt i kapitel 4. Det gode familieliv er således både et, hvor
børn og forældre laver nogle ting, de synes er sjove og værdifulde her og nu, og
et, hvor børnene udvikler bestemte egenskaber, som f.eks. social adfærd og
selvstændighed.
”Bare det, at man kan klare det med at gå i skole selv. Det synes jeg jo er vigtigt.
Og man kan også godt se, at når man ønsker sig et barn eller to mere, altså hvis
man skal køre dem hver gang, de skal det mindste, så kan man så ikke lave andet
så. Og man får også nogle børn ud af det, tror jeg, som ikke er særligt selvstændige.
Det er rart, og det er jo en stor sejr lige så snart de opdager, at de kan selv eller
kan klare nogle ting selv.” (Tine)
”Hvis man bor rigtig ude på landet, så skal du faktisk være taxachauffør for dit
barn til dets 18 års fødselsdag. Og det gider jeg altså ikke spilde mit liv. Det er ikke
fordi jeg vil være ond ved mit barn, men jeg gider altså ikke køre det til alt hele
tiden. Derude, der bor masser af børn i samme aldersgrupper, så der finder de sikkert
ret hurtigt nogen at lege med.” (Vita)
Der er ingen af forældrene, som siger ”Hvis vi boede på landet, måtte mit barn
undvære at se kammerater så ofte”. Det gode børneliv er i centrum, og hvis det
ikke kan fås i nærheden, må forældrene skaffe det på en anden måde, f.eks. ved
at køre børnene til legekammerater. Denne uudtalte forudsætning betyder, at
177

økosamfundet også kan gøre livet lettere for de voksne, fordi de kan slippe for
at køre børnene rundt. Økosamfundets element af stordrift er også det, der gør
det muligt at udvide fællesskabet med husdyr:
”Jeg synes, det er rigtig, rigtig lækkert, at der findes et sted, hvor man kan bo i
nærheden af dyr. Altså høns og geder og køer og så videre. Og jeg vil gerne hjælpe
med til at passe dem, men jeg skal ikke have mine egne dyr. Det tror jeg ikke.
Fordi det synes jeg ikke, at jeg vil have det ansvar for. At man hele tiden skal være
hjemme til at kunne det. Men jeg vil meget gerne bo i nærheden af dem. Og jeg
vil da gerne hjælpe til med dem. Men ikke mine egne.” (Rikke)
”Men der er intet som helst idyllisk ved at bo på landet. Jo, hvis du bare har et hus
og ikke har dyr sådan, men med det samme du har fem tønder land, så er der arbejde;
rigtig rigtig hårdt arbejde. (…)Og det er det, jeg synes, man sådan set
egentlig fik ved Økosamfundet. Det var en mulighed for at komme ud på landet.
Ud og have nogle dyr og gå og nusse med det. Men man var mange om det, så det
bliver ikke så slemt.” (Vita)
Det landlige liv, som tiltrækker flere af familierne, er for hårdt at leve som enkeltfamilie;
man er for bundet af det, og der er for meget arbejde, foruden at
børnene kommer for langt væk fra deres kammerater. Ude på landet, hvor det
egentlige landmandsliv leves, er der nemlig ikke meget Bulderby over det længere;
store gårde, som tidligere også var store arbejdspladser, drives nu af en
enkelt person, mens ægtefællen ofte arbejder et andet sted.
Der er også stordriftsfordele forbundet med økosamfundet i forhold til det
daglige praktiske arbejde i familien, hvor fællesspisning kan lette familierne for
en del af den stress, der er forbundet med den daglige ulvetime. Ligeledes forventes
fællesskabet undertiden at lette forældrene for noget af det følelsesmæssige
arbejde ved at være sammen med deres børn:
”Og der er også noget enormt praktisk ved det. Man er flere til at ordne tingene;
jeg synes for eksempel det her med at der er fællesspisning nogen gange er meget
praktisk, hvis man er alene hjemme med børnene, og man gider bare ikke stå og
lave varm mad og sidde, og man har måske behov for at have noget andet selskab
ved bordet end en skrigende unge. Så er det jo meget rart at kunne gå over og være
sammen med voksne mennesker, der også har deres skrigende unger. (…) Men
der synes jeg, at det er godt derude, at der er fælleshuse og altså der er sådan nogle
områder, så når børnene bliver for meget, så kan man sige: ’Skrid nu ned i fælleshuset!
Gå væk med dig. Gå ned og fodr gederne.’ Et eller andet.” (Vita)
”Niels: Man kunne også forestille sig en børneklub, hvor så de voksne skiftedes til
at lave mad til børnene en gang om ugen i fælleshuset, sådan så at resten af de
voksne de kunne sidde og stirre hinanden i øjnene over stearinlys.
Minna: Nå, ja. Eller lave mad sammen med børnene. Børnene kan sagtens selv lave
mad.
Niels: Ja, nemlig, lave mad sammen med børnene. Så morede de sig helt vildt
derovre og kom hjem og skulle i seng.”
178

Fællesskabet kan give de voksne fri til at dyrke parforholdet eller bare være lidt
i fred. Igen fremhæver forældrene ikke, at de bare vil af med deres børn, men at
der kunne være noget, der var så attraktivt for børnene, at de af sig selv valgte
forældrene fra for en stund.
De interviewede forældre tænker meget over, hvad det er for en barndom, de
ønsker at give deres børn. Disse tanker påvirker også deres ideer om det hus, de
gerne vil bygge i økosamfundet. To af familierne giver således udtryk for, at
standardiserede typehuse så at sige har indbygget en familiestruktur, som de ikke
bryder sig om:
”De fleste typehuse har den der voksenafdeling, i den ene ende med børneværelserne,
og så er der en kæmpe stue og så helt oppe i den fjerneste ende der er forældrenes
soveværelse. Man skal ikke være i nærheden af børnene i hvert fald. Det
er lidt mærkeligt. Jeg kunne slet ikke forestille mig det. Men sådan er der jo nogen,
der har det bedst med det, og der er også nogen, der synes, at deres børn ret
hurtigt skal sove inde på deres eget værelse i deres egen seng og sådan noget. Det
har man det jo så bare forskelligt med.”(Tine)
”[Det grimmeste er] gulstens-parcelhuse fra ’72, med vinkelstue, uha.
I: Hvad er der galt med vinkelstue?
Det er på en eller anden måde den der med at huset bliver separeret i nogle afdelinger.
At der, hvor det sociale, det hyggelige skal foregå, det sidder som sådan en
svulst på huset. Som en blindtarm. Og det gør også, at man får den der med, at
man har sådan en forældre- og børneafdeling: forældrene sidder ude i stuen og så
er der sådan de der små værelser, som der er i de der ’70er- og ’80er-huse. Man
separerer simpelthen familien op. Og det vil vi gerne undgå. (…) vi vil gerne have
det modsatte. Et meget åbent hus. Det kan godt være, at vi kommer til at fortryde
det, hvis vi får rigtig mange børn, der larmer rigtig højt.” (Vita)
Familien skal ikke splittes op. Hjemmet skal således ikke kun symbolsk repræsentere
familien, men også i sin fysiske udformning fremme samvær og modvirke
fragmentering.
Familien som begrundelse for fravalg af økosamfundet
Familien står således i centrum for fortællingerne om, hvorfor og hvordan man
gerne vil bo i økosamfund; men den står også i centrum, når man må vælge det
fra. Også de to familier, der har valgt økosamfundet fra, begrunder nemlig deres
valg med hensynet til familien:
”Men nu ender det med, at vi går ud af gruppen, fordi vi har købt hus i en anden
by. Og det er jo fordi vi venter vores andet barn her til september, og nu skulle der
til at ske noget. Vi har gået og brugt rigtig meget energi på at snakke om hus, og
”vi skal ud og vi skal i gang med at bygge og… ” vi havde brug for at få en basis i
de her børn. Og vi var ved at gå til oppe i den her mørke lejlighed, selv om sommeren
skulle vi have lys på inde i stuen. Så selv om vi bor ude i kolonihaven om
sommeren, så er det frygteligt de der september-maj-april måned, hvor vi sidder i
halvmørke. Så vi vil gerne rykke ud og ned på jorden, så vi ikke sidder oppe på
179

tredje sal med to børn. Vores datter elsker at være ude i kolonihaven og løbe rundt
derude. Og så har vi simpelthen brug for, at det skulle være nu. Nu har vi gået i to
år, og vi var ikke kommet tættere på noget. Lidt tættere selvfølgelig. Men der var
ikke noget fast endnu. Så det skulle simpelthen være nu, vi skulle rykke ud, og så
startede vi med at overveje, om vi skulle købe noget nu og så kunne vi gå i det i et
par år og så kunne vi så bygge vores hus bagefter.” (Hans)
Forældrene er bevidst om, at barndommen er en kort og flygtig periode, og ønsker
ikke at for meget af den skal gå i en mørk lejlighed. Ligeledes vil Minna
og Niels ikke byde deres yngste barn at skulle tilbringe sine første fem år i
skurvogn:
”Men det er selvfølgelig også nogle overvejelser, som er meget dominerende, fordi
enten så ville det blive sådan noget med, jamen, skurvogn i fem år og så tage
nogle udgifter løbende også. Og det er sådan: Skurvogn i fem år – jeg kunne godt
overse måske to år, måske tre år ikke, men fem år, det ville bare være sådan:
Okay, altså den lille, hendes første fem år ville blive i skurvogn. Altså, det ville
sgu være sådan lidt – måske ikke det, der var drømmen. Så nu prøver vi lige at
komme ind på det private boligmarked (…) Altså, vi vil virkelig gerne til Økosamfundet
og bygge.” (Minna)
Minna og Niels håber stadig på, at de efter nogle år kan sælge deres hus med
fortjeneste og få råd til at bygge i Økosamfundet. Gitte og Hans derimod har fået
øjnene op for de fordele, et almindeligt parcelhus kan give – igen begrundet i
hensynet til familien:
”Så er der sådan nogle praktiske ting med parkering, så vi kan parkere lige ved siden
af huset og bære børn og ting ind i huset i stedet for at skulle gå 200 meter op
til parkeringspladsen. Jeg tror også noget med møderne: Altså det er vi blevet mere
og mere opmærksomme på, at vi har ikke særlig meget fritid med de her børn,
så det vil vi gerne bruge sammen med børnene eller hinanden. Også fordi vi begge
to går på uddannelse ved siden af vores arbejde. Så at skulle sidde og holde møde
en gang om måneden, to gange om måneden måske, det havde vi ikke så meget
lyst til. Og der har det her hus jo en fordel: der er en vejfest en gang om året. Det
er mere til at overskue. (…) Altså min kones bror er vores genbo, må det jo være,
ovre på den anden side af vejen. Så vores datter får sin fætter og kusine, der er et
par år ældre, til at bo lige ved siden af, og mormor bor 10 minutters gang derfra.
Så det er simpelthen grunden til at vi flytter ud til den by, det er derfor. Dem får vi
rigtig meget at gøre med nu. Så man kan sige: På den måde får vi noget socialt på
en anden måde.” (Hans)
Nogle af fordelene ved økosamfundet er her blevet til ulemper: det bilfri område
betyder, at man skal bære børn og varer fra parkeringspladsen til sit hus, og
det sociale fællesskab betyder, at man skal gå til møder. Familien vil stadig
gerne have det sociale og spontane børneliv, men håber nu at få det ved at flytte
tæt på Gittes familie. Slægten kan man nemlig have socialitet med uden at gå til
møder.
”Minna: Nå, men lad os håbe, at der er nogle søde naboer og noget dejligt landsbymiljø,
men man kan ikke vide det. Vi har smilet til naboerne. Indtil videre.
180

Vinket. Men det er sådan en smuk lille by. Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke
er dejligt.
Niels: Men det er en dejlig grund. Den ligger helt vildt lækkert. Så også sådan
med natur og sådan noget er det i hvert fald på plads. Også i forhold til børnene
og sådan noget. Fordi det er vi egentlig begge to vokset op, tæt på naturen og sådan
ret lækre steder. Og det er det her. Og det vil jeg sige, det var noget af det, der
trak ned i Økosamfundet for mig, fordi der er ikke nogen skov lige der. Der er en,
som man kan se sådan nede i horisonten, men der er faktisk ikke noget sådan rigtigt
lækkert lige i omegnen. Der mangler noget skov.”
Minna og Niels er mere entydigt beklagende over det sociale, de taber, ved ikke
at flytte til økosamfundet. Til gengæld kan de også se noget, de får i parcelhuset,
som de ikke ville have fået i økosamfundet, nemlig nærhed til naturen i
form af en skov – og igen begrundes det med, at det er noget, de gerne vil give
deres børn, fordi de selv har haft det i deres opvækst. Et andet hus, der også har
tiltrukket dem, har de valgt fra, fordi de vurderede, at det krævede meget ombygning,
som ville belaste familien for meget:
”Det er også det at have tid til at renovere. Godt nok er vi hjemmegående lige nu
begge to, men det bliver vi ikke ved med at være. Så det var – så det var simpelthen
for stort at gabe over. Altså, vi skulle også lige redde vores familie. Det skulle
ikke være sådan, at vi bare sådan: NÅ, men så bliver vi skilt om to år, men så fik
vi også det hus, vi gerne ville have. Det var ligesom ikke det, der var ideen.”
(Minna)
Det billede, der tegner sig, er forældre, som er meget engagerede i at give deres
børn en god barndom med det gode, som de husker fra deres egen barndom: et
landligt, naturskønt miljø med stort udbud af legekammerater og begrænset
voksenovervågning. Familiens fælles liv er vigtigt, og det skal beskyttes mod
alt for mange belastninger og krav udefra, som f.eks. langvarige ombygningsprojekter
og for mange møder.
Kritikken af den institutionaliserede barndom
Selv om forældrenes fortællinger umiddelbart fremstår som fulde af pragmatiske
overvejelser, kan man alligevel ud af deres forestillinger om den gode barndom
ane konturerne af en kritik af den moderne barndom. Den kritiske forestilling,
de trækker på, ligger i forlængelse af den hjemlige kritik, jeg beskrev i kapitel
4, men er også tæt beslægtet med en kritik, man med mellemrum støder på
i den almindelige offentlige debat, og som f.eks. formuleres af seminarielektor
Erik Sigsgaard i nedenstående citat fra Berlingske Tidende:
”’Sproget, evnen til at læse og forstå det, man læser, er intimt knyttet til 'handlelivet'
-- det almindelige sociale liv som børn lever sammen med andre børn og
voksne. Og det liv er blevet voldsomt indskrænket de seneste årtier,’ siger Erik
Sigsgaard. Derfor fumler de. Og derfor lærer de for lidt. ’Derhjemme skal børnene
181

ikke længere vogte gæs, sanke brænde, pille kul, passe små søskende eller rende
ærinder hos de lokale handlende. Og på grund af EU-forbudet må de heller ikke
løbe med aviser mere,’ siger Erik Sigsgaard. De er ikke bare blevet mere og mere
arbejdsløse, de er også blevet institutionaliseret i en grad, der aldrig før er set.
Mens det typiske 50'er-barn tilbragte 7.000-8.000 timer i institution, er det typiske
90'er-barn i institution i omkring 25.000 timer. Barnets deltagelse i et almindeligt
hverdagsliv er reduceret med op til 18.000 timer. ’Alle de timer brugte børn tidligere
til -- i større eller mindre grad -- selv at sætte i gang, hjælpe til, kede sig, finde
på, komme til skade, opdage livet -- uden nogen havde bedt dem om det.’ siger
Erik Sigsgaard.” (Nielsen 1997)
Sigsgaard kritiserer den udvikling, der har institutionaliseret børnene, frataget
dem både bevægelsesfrihed og nærheden til det praktiske arbejde og dermed
reduceret deres mulighed for at indgå i nære relationer med voksne (se f.eks.
(Jensen 2008). En lignende kritik blev nogenlunde samtidig formuleret af børn
selv i bogen Sæt ord på dit liv, udgivet af Børnerådet, som bestod af en række
breve, børn i 1994 skrev til socialministeren (Heering og Kähler 1996). Bogens
– og dermed altså børnenes – familieideal beskrives af journalist Gitte Just nedenfor
netop som et Bulderby-ideal:
”Børn er dog et underligt, gammeldags folkefærd. De vil helst have, at deres forældre
altid er hjemme hos dem, mens de er små og helst have, at i hvert fald deres
mor er inden for rækkevidde i hele deres barndom. (…) De drømmer om at bo på
landet, langt væk fra bilos og anden stank, og i nærheden af vidtstrakte marker og
små, hyggelige skove, hvor de kan tumle sig i frihed, bygge huler og klatre i træer
og have deres egne heste, hunde, høns, kaniner og katte. (…) De synes, det bedste
i livet er at være sammen med familien og deres venner, og de synes, at det allervigtigste
er at få forældrenes kærlighed. (…) Børnenes breve minder mig om en af
de bøger, jeg elskede højt, da jeg var barn. Den hed Alle vi børn i Bulderby og
handler, ned til mindste detalje, om det børneliv, danske børn i 90erne drømmer
om. Men bogen er fra 1946 og beskriver, så vidt jeg husker, forfatteren Astrid
Lindgrens ord om hendes egen barndom, set i erindringens rosenrøde skær. Så
hvad ligner det, at Nynne og Tanja og Sara og Jimmi og Nikolaj nu kommer stikkende
med sådan en romantisk bondeidyl fra århundredets begyndelse?” (Just
1996)
Det er således ikke kun forældrene i bogruppen, der mener, at barndommen
bedst udspiller sig i landlige omgivelser, med dyr, natur og kammerater tæt på.
Disse familier har lyttet til eksperterne, der siger, at børnene er for meget væk
fra deres forældre, at deres hverdagsliv ikke er meningsfyldt nok; at de er for
meget inde og sidder for meget stille. For børnefamilierne er den hjemlige kritik
meget nærværende, selvom de ikke formulerer den som en overordnet samfundskritik,
som noget ”alle bør”, men som deres personlige præferencer. Samtidig
er de underlagt en moderne hverdag, hvor de har krævende job, og børnene
er i institution. De prøver med økosamfundet at finde nogle rammer, som
kan løse den gordiske knude.
182

Også andre familier end dem, der vil flytte i økosamfund, gør sig sådanne overvejelser.
F.eks. beskriver Frida Jans og Katinka Rydén i deres speciale i geografi
og psykologi fra RUC en række almindelige parcelhus-forældre, som tænker
lige så meget over at genskabe det bedste fra deres egen barndom i den, de giver
deres børn. Som en af deres informanter siger: ”De gode dage da man var
barn, det er ligesom topmålet for hvad man kan opnå.” (Jans & Rydén 2006:90).
Også her går Bulderbylivet igen som ideal med størrelser som naturoplevelser,
børnefællesskaber og praktiske opgaver som f.eks. bollebagning (”topmålet af
hjemlighed” (ibid:87)).
Familien som senmoderne meningsgiver
Den udbredte bekymring over barndommen er også beskrevet i sociologiske
analyser. Sociologerne Ulrich Beck og Elisabeth Beck-Gernsheim forklarer således
den store opmærksomhed på og ængstelighed over barndommen med, at
forældre-barn-forholdet er det sidste virkelig forpligtende forhold i et samfund,
hvor man kan sige sit job op, flytte fra naboen og blive skilt fra sin ægtefælle.
Man kan ikke blive skilt fra sit barn: forældre og børn er hinandens forældre og
børn på livstid. Dette kombineret med, at langt de fleste børn kommer til verden
som resultatet af et aktivt tilvalg, gør, at forholdet til børnene og familielivet
med børnene i centrum bliver til det, der giver livet dets primære mening for
mange (Beck og Beck-Gernsheim 1995).
Socialpsykologen Lars Dencik beskriver den moderne familie, der, som led i
den samme udvikling, har fået nye funktioner. Hvor den klassiske familie var et
arbejds- og produktionsfællesskab, er den moderne familie det, han kalder et intimitetsreservat,
en bekræftelsesinstans og en afkodningscentral (Dencik 1996).
Familiens funktioner er således altovervejende af følelsesmæssig art. Samtidig
betyder de voksnes udearbejde, at børnene tilbringer dagen i institution eller
skole, så familiens liv sammen skal foregå uden for normal arbejdstid. Familielivet
er derfor blevet intensiveret: der lægges større vægt på det følelsesmæssige,
og det skal foregå på kortere tid end før. Samtidig viser gentagne undersøgelser,
at familien – især kernefamilien bestående af et forældrepar og deres
hjemmeboende børn, men også den udvidede familie med forældrenes forældre,
søskende og disses børn – er det, danskerne tillægger allerstørst vægt, langt
over de nærmeste konkurrerende størrelser som venner og arbejde (Gundelach
et al. 2008).
183

Antropolog Inger Sjørslev påpeger i sine analyser af danske parcelhuse, at i den
nutidige danske kernefamilie står de horisontale relationer – altså relationen
mellem de voksne – i de vertikale relationers tjeneste; dvs. at forholdet mellem
forældre og børn er familiens stærkeste forhold, som også giver mening til forældrenes
indbyrdes forhold (Sjørslev 2007a). Således fremgik det også af nogle
af fortællingerne ovenfor, at det tilsyneladende ikke er muligt eller legitimt for
forældrene at dyrke deres parforhold uden børn (”se hinanden i øjnene over stearinlys”),
medmindre børnene så at sige frivilligt fravælger forældrenes selskab.
I og uden for økosamfundene fylder familien og især børnene meget i Danmark
år 2009. Det gør det svært at tænke den tanke, at det ikke er en naturlov,
at vi søger tilværelsens dybeste mening i familiens skød. Imidlertid er denne
stærkt positive, til idyllisering grænsende vurdering af kernefamilien ikke nogen
historisk uforanderlig størrelse. For at sætte dette i perspektiv vil jeg nu beskrive
den lige så allestedsnærværende kritik af kernefamilien, som prægede det
danske samfund for 30-40 år siden, og som navnlig fandt sin form i de kollektiver
og bofællesskaber, som økosamfundene ser sig selv som arvtagere til (Maxen
2003; Elm og Dilling-Hansen 2003).
Kollektivdrømmen: opgør med kernefamilien
De engelske sociologer Abrams og McCulloch beskriver familiens problem
som et af de samfundsproblemer i 1970’erne, som kollektiverne så sig selv som
svar på. De citerer en af samtidens anerkendte antropologer, Edmund Leach, for
følgende synspunkt:
”Familien er indadvendt, der foregår en intensivering af følelsesmæssig belastning
mellem mand og kone, forældre og børn. Denne belastning er mere, end de fleste
af os kan bære. Så langt fra at være det gode samfunds hovedhjørnesten er familien,
med alle sine tarvelige hemmeligheder og sin snævre privathed, kilden til al
utilfredshed.” (Leach’s Reith Lecture 1968, her cit. fra Abrams og McCulloch
1976: 122)
Lignende synspunkter kom fra antipsykiatribevægelsen med f.eks. psykiaterne
Ronald David Laing og David Cooper, som udpegede den patriarkalske, monogame
kernefamilie som en institution, der var undertrykkende for både børn og
voksne. Mange af disse forfattere og deres læsere så kollektiver som det oplagte
alternativ til familien (se f.eks. Kanter et al. 1975). Dette gjaldt også de danske
kollektiver, som havde deres storhedstid i 1970’erne; ifølge historikeren Laura
Skardhamar boede ca. 100.000 danskere, altså 2 % af befolkningen, i kollektiver
– eller storfamilie, som de også blev kaldt – i slutningen af 1970’erne
184

(Skardhamer 2008; Christensen & Kristensen 1972; Shey 1978; Andersen et al.
1970; Schildt og Siegfried 2006). Kollektiverne havde mange kritiske projekter,
men fælles for næsten alle var oppositionen til den konventionelle kernefamilie;
en modstand mod de traditionelle køns- og forældreroller, mænds magt over
kvinder og voksnes magt over børn. Christensen og Kristensen beskriver i deres
undersøgelse af kollektiver i Danmark det, de kalder kollektivdrømmen: ”en
drøm om, hvorledes det ideelle kollektiv er og fungerer” (Christensen & Kristensen
1972:34), som de karakteriserede som primært en kritik af kernefamilien. Det
ideelle kollektiv skulle ifølge denne drøm være kendetegnet ved følgende træk i
modsætning til kernefamilien:
− fælles økonomi
− lighed mellem kønnene
− ingen ledere
− fælles opdragelse af børnene
− frivillig arbejdsdeling
− seksuel frihed
− parforholdenes opløsning
− fælles udadrettet politisk aktivitet
− ingen ejendomsret.
En kollektivbeboer siger i et karakteristisk samtidigt citat:
”Jeg er osse overbevist om at vore barn har godt af at ha mange fædre og mødre.
Jeg tror, det er meget usundt at børn kun opvokser med en far og mor og kun præges
af dem. Det bevirker bl.a. at børnene ikke er så åbne i deres kontakt med andre
mennesker, og at de regner deres forældre for øverste og rigtigste myndighed.
Man ka meget tydeligt se på kollektivbørn hvordan deres begreber i den retning er
meget mere udvidede. De er tillidsfulde overfor mange flere mennesker, og det gir
de mennesker et ansvar som de så prøver at leve op til.
- Vil det sige at alle her i kollektivet tager sig lige meget af børnene?
- Ja, det vil sige, der er et par stykker der ikke rigtig har indstillet sig på det endnu,
og det er der heller ingen der forlanger af dem – men jeg tror det kommer efterhånden
som de opdager hvor kæmpe meget man som voksen ka få ud af at omgås
børn og se tingene med deres øjne. I virkeligheden gir børnene os meget mere
end vi dem. For mig har det ikke været et spørgsmål om bare at blive aflastet osse
i det psykiske ansvar. Det vigtigste i denne forbindelse er min tro på fællesskab og
det at jeg ikke vil eje det barn som jeg tilfældigvis har født men tværtimod gi det
valgmuligheder osse til evt. at vælge at knytte sig mere til et andet menneske end
lige mig. Jeg har kun været behjælpelig med at føde hende – hun ejer kun sig selv
og må lære at ta sig den frihed hun ønsker sig.” (Larsen og Smitt 2006)
Tæt i hælene på kollektiverne kom bofællesskaberne, som i opbygning er økosamfundenes
nærmeste forløbere. De første bofællesskaber bibeholdt ganske
vist i modsætning til kollektiverne egne boliger til hver familie, men videreførte
185

i øvrigt kollektivbevægelsens familiekritik. En vigtig tekst i en dansk sammenhæng
er skrevet af Bodil Graae som kronik i Politiken og rummer f.eks. følgende:
”… alt for få børn kender alt for få voksne. Se Dem om. Hvor mange voksne kender
Deres børn så godt, at de føler sig ligeså trygge ved at være hos de andre som
hos far eller mor? Og bedsteforældre, tanter, mostre, onkler og anden slægt tæller
ikke. Hvor mange voksne kender De, som De uden skrupler kan overlade Deres
børn i det år, De tager ønskejobbet i Uganda? Eller grib i egen barm: Hvor mange
venner og bekendte har De, hvis børn De selv uden betænkning ville overtage for
et længere tidsrum. Eller skal vi bare sige: FOR 14 DAGE? Således må vi da sige,
at børnene er blevet de ensomme ulve, der er knyttet ind i den lille kærnefamilje
(far-mor-og-børn-familjen) uden nåde. Dér hører de til. I lyst og nød. Indimellem
bliver forældrene dødtrætte af deres børn og arrangerer sig med en børne-fridag
eller bare nogle børnefri timer. Vi ved, hvorfor biografernes søndagseftermiddagsforestillinger
er så populære. Men hvad med børnene, hvor skal de gå
hen, når kontakten til andre hjem, andre voksne er så ringe?
Så var det, at jeg i den kronik foreslog, at man skabte et miljø, hvor børnene kunne
tage deres dyne og på vej ud af døren råbe ”Jeg er dødtræt af jer, nu går Christian
og jeg over og bor i midterhuset. Jeg har taget mad med.” Sjang.” (Graae
1982)[1969]: 6 (…) er det da sådan, at de unges stiftelse af storfamiljen er blevet
et oprør mod kærnefamiljen. Et oprør mod den bestående familie, der dækker sig
ind og er sig selv nok og frustrerer og gør træt af ægtefællen? (…) Er kærnefamiljen
en familjeform, der i virkeligheden har spillet fallit. Er det derfor, der er flere
skilsmisser. Flere neuroser både hos børn og voksne. Større utilfredshed trods velstand
og velfærd. Kærnefamiljen er måske slet ikke kommet for at blive.” (Graae
1982 [1969]: 9)
Der er lighedspunkter mellem Bodil Graaes analyse og den, man kan læse ud af
de interviewede forældres forestillinger om livet i økosamfundene. Idealet om
det frie børneliv med masser af legekammerater og et fællesskab, der aflaster
familien for visse praktiske opgaver er fælles, og at børn og forældre undertiden
kan have brug for at holde fri fra hinanden, er de også enige om. Derimod vil
meget få forældre, i eller uden for økosamfund, i dag mene, at det er et ideal at
kunne overlade sine børn til andre i et år; ligesom det vil virke mærkeligt på de
fleste, at bedsteforældre og anden slægt uden videre begrundelse dømmes ude,
når det nu handler om voksne, som ens børn er trygge ved. I 1969 mente Graae
og mange med hende, at kernefamilien var på vej ud. I Overdrevet, et bofællesskab,
der blev dannet med inspiration bl.a. fra Graaes tekst, så fællesskabet i
overensstemmelse med ovennævnte kollektivdrøm børneopdragelse og parrelationer
som emner, der kunne og burde vedkomme fællesskabet og ikke blot den
enkelte familie eller det enkelte par, f.eks. med en målsætning om, at den traditionelle
kønsrollefordeling i familien skulle nedbrydes (Drevet 1982). I bofæl-
186

lesskabsbevægelsens barndom var kernefamilien således stadig et problem og
en institution, hvis overlevelse var tvivlsom.
Kritikken fra 70’ernes børn
”Undersøgelsesmetoden bærer præg af, at tingene er set i voksen-perspektiv: hvilke
problemer børnene skaber o.s.v. Sådan laves forskning næsten altid (af voksne).
Skulle man gå videre med dette emne, var børnenes egne oplevelser og vurderinger
nok så interessante.” (Christensen & Kristensen 1972:195)
Sådan skrev Christensen og Kristensen i 1972. Disse interessante undersøgelser
af børnenes oplevelser og vurderinger blev, så vidt jeg da ved, ikke foretaget i
samtiden, men som voksne har nogle af de børn, der boede i datidens kollektiver,
siden formuleret en ganske drastisk kritik af kollektiverne og bofællesskaberne,
som de tog sig ud fra et barns synspunkt:
”engang til fællesmøde spiser en kvinde yoghurt med hvedekim, hun bruger din
sølvske, dit navn er indgraveret med store typer, hun bruger altid den ske når hun
spiser yoghurt med hvedekim og det gør hun hver morgen og hver aften, hun bruger
din ske, som ligger i fællesskuffen, og hun siger: ’Jeg elsker den ske, den er
perfekt til yoghurt, jeg elsker den,’ og det er tydeligt, at hun har overtaget den, at
hun nu betragter den som sin ske, fordi det er en fællesske, og du står og læner dig
op ad det brune skab i køkkenet og ser hende smile og stoppe den i munden, skeen
du fik til din dåb i en helt anden verden hvor man lærte at tro på noget, man nu
ikke mere må tro på og sådan var der mange små overgreb blandt mange større”
(Aidt 2008:38)
I digtet ske beskriver forfatteren Naja Marie Aidt fra barnets synspunkt, hvordan
livet i kollektivet kunne forekomme som en række af små og større overgreb
fra tilfældige voksne, der måske ikke engang lagde mærke til, at der var et
barn, der følte sig krænket. En anden forfatter, Katrine Marie Guldager, er også
kritisk over for datidens familieeksperimenter:
”Jeg siger ikke, at der ikke var hele guldgruber af frihed forbundet med at være et
hippiebarn, for det var der. I det hele taget var det mange store landvindinger, som
kun kan sættes ind på 70’ernes pluskonto. Ligestillingen mellem mænd og kvinder
på arbejdsmarkedet var en meget stor landvinding. Den spirende miljøbevidsthed
var en anden. Afskaffelse af revselsesretten og glæden ved at lære børn
at tænke selvstændigt var en tredje. Troen på, at verden faktisk kunne laves om, så
den passede bedre til mennesker, var en fjerde. Jo, der var masser af landvindinger
i 70’erne. Dog synes jeg, at oprøret især på visse områder blev ført for vidt. Som
barn af 70’erne synes jeg, at der var en enorm pris at betale inden for hele det felt,
man kunne kalde de mellemmenneskelige relationer. Det er ikke, fordi jeg ikke
forstår, at det var nødvendigt at gøre op med tidligere tiders nedgroede ægteskaber
og tom form. Det er mere for at understrege, 1) at opgøret måske også havde sin
pris, og 2) at det efter min mening gik over gevind. Tag nu bare et ord som kernefamilie.
Dengang var ordet jo et skældsord. Det er muligt, og også glædeligt, at
senere tider har udviklet nye familieformer, men dengang var der jo kun én ting,
vi børn ønskede, og det var, 1) at mor og far havde det godt, og 2) at de blev
sammen. (…) Faktisk kunne det se ud, som om 70’erne simpelthen var designet til
187

at hamre en pæl gennem familielivet. For hvilke lektioner var det, vi børn kunne
uddrive af vores 70' er-forældres opførsel? Ja, skilsmissen lærte os i hvert fald én
ting (lektion nummer 1): at være sammen med mor og far er et følelsesmæssigt
kaos, som regel med deres følelser i centrum. Alene derfor blev ”Vi voksne kan
også være bange” meget tidligt min hadesang nummer 1. Man kan prædike peace
and love herfra og langt ind i helvede, hvis det, man viser børnene, er noget andet.”
(Guldager 2009).
Fra Graae til Guldager. To kronikker i samme avis, men med 40 års mellemrum.
Jeg har valgt at gengive relativt lange citater, fordi jeg mener, at selv om
kronikkerne kun står for deres forfatteres regning, så afspejler forskellen på de
to en væsentlig forskydning i opfattelsen af det gode familieliv og forholdet
mellem forældre og børn. En forskel, som tydeligt ses i den måde, såvel forældrene
i økosamfund som forældrene i parcelhus taler om deres familieliv på.
Fra kritik af familien til familiær kritik
Den brede samfundsmæssige opfattelse af familien har i de seneste 40 år ændret
sig markant. Fra at være en undertrykkende institution er familien blevet et reservat,
der skal beskyttes. Det er selvfølgelig bl.a. fordi, 70’ernes kritik af familien
er lykkedes, i hvert fald til dels: både fædre og mødre er i dag udearbejdende
og selvforsørgende, og begge forældre engagerer sig i deres børn. Også forholdet
mellem børn og forældre er et andet, idet f.eks. revselsesretten er afskaffet,
og langt de fleste forældre gør sig umage for at behandle deres børn med respekt
for disses menneskelighed. Fra at være en undertrykkende institution og
et fortidslevn er kernefamilien så nu blevet til arnestedet og den paradigmatiske
form for en ny kritik, den hjemlige kritik.
Hvor kollektiverne skulle være alternativer til familien, ønsker de forældre,
jeg har talt med, økosamfundet som ramme om familien. Fællesskabet skal støtte
og aflaste familien, men ikke blande sig i dens indre anliggender såsom opgavefordelingen
mellem forældrene eller børnenes opdragelse.
Jeg har i spørgeskemaet inkluderet nogle spørgsmål formuleret med udgangspunkt
i kollektivdrømmen for at få en fornemmelse af, om der stadig er
rester af den at finde hos kollektivernes arvtagere. På spørgsmålet, om alle
voksne har medansvar for børnenes opdragelse, svarer 7 % helt enig og 21 %
helt uenig. Det tolker jeg som udtryk for, at ansvaret for børnenes opdragelse
efter langt de flestes mening er placeret hos forældrene, også selv om børn kan
have glæde af at kende og omgås andre voksne. Spørger man økosamfundsbeboerne,
om de er enige i, at der ikke bør være forskel på de opgaver, mænd og
kvinder har i hverdagen, siger 51% helt eller nærmest enig, 24% helt eller nær-
188

mest uenig; men det er så et af de spørgsmål, hvor der kommer mange protester
over formuleringen, som f.eks. dem, der lyder ”men jeg er lige så uenig i den
modsatte påstand”, ”man skal forsøge at dele opgave efter interesse og ikke efter
køn” og ”hvad menes? alle kan varetage det samme, men de kan da selv vælge om
de er mest til tøjvask eller til søm. Jeg synes, mænd og kvinder skal varetage de opgaver
som de er gode til”. Disse reaktioner tolker jeg sådan, at respondenterne
for det første anerkender ligestillingens principper, nemlig at ens køn ikke skal
være determinerende for, hvad man foretager sig; men for det andet mener, at
det er en privat sag og ikke noget, fællesskabet skal blande sig i eller have
holdninger til. Mest sigende er næsten kommentaren:
”Hej, jeg synes denne undersøgelse virker gammeldags i sine spørgsmål (som om
vi har et marxistisk-leninistisk kollektiv i 1970'erne ;o))” (kommentar til spørgeskema)
Ligesom Christensen og Kristensen har jeg kun spurgt forældrene og kan derfor
ikke udtale mig om, hvad børnene ville sige, selvom jeg kun kan give dem ret i,
at ”børnenes egne oplevelser og vurderinger ville være nok så interessante”. Jeg
finder det dog tydeligt, at forældrene i højere grad forsøger at anlægge et børneperspektiv,
end det var tilfældet hos de voksne, Christensen og Kristensen interviewede.
Det gør de bl.a. ved at trække på deres egne barndomsoplevelser og
prøve at genskabe det, de selv ser tilbage på med glæde.
Tid til familien – den ømme tå
Der er dog ét punkt, hvor mange påpeger, at drømmen om Bulderbylivet ikke
opfyldes, nemlig spørgsmålet om mere tid. Jeg har spurgt økosamfundsbeboerne,
om det at få mere tid i hverdagen ved at dele de praktiske opgaver med andre
var en vigtig faktor i deres valg af økosamfundet som bolig. Dertil svarer 14
%, at det har været meget vigtigt, og 31 % vigtigt, men mange føjer kommentarer
til, som lyder noget i retning af denne:
”– det er vigtigt for mig at dele praktiske gøremål med andre, bedre tid, tror jeg
ikke, jeg får”. (citat fra åbne spørgsmål).
Ligeledes til spørgsmålet, som jeg stillede til børnefamilier, om det var vigtigt
for dem at bo i økosamfund, fordi de så fik bedre tid til at være familie. 44 %
svarede meget vigtigt og 34 % vigtigt – men igen blev det suppleret af en del
kommentarer som f.eks.
”Ja, det er meget vigtigt, men vi har IKKE mere tid.”
”Jeg oplever ikke, at man får mere tid til at være familie i et fællesskab, tværtimod.”
189

”Det er ikke økosamfundets skyld, at vi har tid til at være familie - det er nedsat
arbejdstid.”
Dette er ikke nødvendigvis en klage, for som en skriver:
”Den individuelle familietid er mindre, fordi man er ved at realisere visioner +
drømme, og det koster en indsats. Den store 'samfundsfamilietid' er til gengæld
større. Familiens børn oplever medlemmerne i en større sammenhæng og i flere
opgaver, som de kan følge med i - flere aktiviteter.” (citater fra åbne spørgsmål)
Måske finder mange familier i lighed med ovenstående, at de andre gevinster
ved fællesskabet opvejer det, at fællesskabet også tager tid fra den individuelle
familie. Eller måske er spørgsmålet om manglende tid den ømme tå; det problem,
som økosamfundet ikke løser.
Familierne i økosamfundene hører som tidligere beskrevet til de højtuddannede
i samfundet, og med høj uddannelse og gode job følger ofte en travl hverdag.
25 % af de adspurgte børnefamilier angiver, at de arbejder mere end 37 timer
om ugen, og 35 % arbejder mellem 31 og 37 timer om ugen 67 . Netop denne
gruppe – de højtuddannede med fuldtidsarbejde – er ifølge undersøgelser dem,
der oplever de største problemer med at balancere arbejde og familieliv, bl.a.
fordi de er meget engagerede i deres arbejde og får en stor del af deres identitet
fra dette (Deding et al. 2006) 68 . For denne gruppe kan det være svært at begrænse
arbejdet i tid, og det kan opleves som belastende for familien. Karakteristisk
for Danmark er det, at kvinder og mænd har næsten sammenlignelig erhvervsfrekvens,
og at det også gælder i de år, hvor de har små børn. Det var netop i
årene 1960 til 1980, hvor også kollektivdrømmen og kritikken af kernefamilien
havde sin storhedstid, at denne udvikling fandt sted. Langt de fleste danskere,
både mænd og kvinder, sætter pris på deres arbejde, men mener samtidig, at det
er familien, der er det vigtigste i livet (Gundelach, Iversen, & Warburg 2008).
Det er denne gordiske knude, som nogle familier håber at løse ved at flytte i
økosamfund. Økosamfundet kan, som vi har set, lette familien for nogle af de
praktiske opgaver, kan mindske transportbehovet i forbindelse med børnenes
fritidsliv, og kan forsyne familierne med et netværk, som kan træde til og aflaste.
Men det giver ikke forældrene selv mere tid til at være sammen med deres
børn; dels fordi økosamfundet i sig selv tager tid i form af møder, praktiske opgaver
osv.; dels fordi drømmen om at bo så billigt, at man kan klare sig med fi-
67 Det er signifikant mere end dem, der ikke har børn, men det skyldes formentlig, at en ganske stor andel
af dem, der ikke har hjemmeboende børn, er pensionister.
68 At arbejdet er en vigtig kilde til identitet og mening i livet gælder generelt i det danske samfund, se
f.eks. (Gundelach, Iversen, & Warburg 2008).
190

e timers lønarbejde om dagen, som f.eks. Andelssamfundet i Hjortshøj oprindeligt
planlagde (Elm & Dilling-Hansen 2003) ikke har holdt stik. Som en informant
skriver:
”At bo forholdsvis billigt er i princippet vigtigt for mig som eneforsøger, men det
er desværrre ikke tilfældet her. Og det er en af vore udfordringer – her er for dyrt.
Vi er for mange, der er nødt til at tage væk herfra i timevis hver dag for at tjene
penge til huslejen. Det går ud over økosamfundet på mange planer; socialt, praktisk,
energimæssigt og spirituelt.” (kommentar til åbent spørgsmål)
Måske ville en undersøgelse, hvor man i højere grad spurgte børnene, vise, at
de ovenfor citerede ønsker om forældre inden for rækkevidde og god tid til at
være sammen med familien stadig er en uopfyldt drøm for mange. Det er måske
tilfældigt, at ingen af de interviewede forældre, som taler med glæde om forskellige
oplevelser fra deres egen barndom, kommer ind på, om deres forældre
arbejdede lige så meget, som de selv gør, eller om erindringerne om bollebagning
og børnefællesskaber fandt sted på baggrund af helt eller delvist hjemmearbejdende
forældre.
Opsamling
Den gamle kollektivdrøm stammer fra samme periode som 70’ernes kvindebevægelse
og passede godt ind i dennes fokus. Kvinderne skulle frigøres fra at
være bundet til omsorgsarbejdet ved dels at involvere mændene, dels at involvere
andre voksne end forældrene. Dette håbede man at gøre ved at nedtone det
eksklusive bånd mellem børn og biologiske forældre og forskellen mellem børn
og voksne. Projektet lykkedes langt hen ad vejen, men som man kan se af bl.a.
Katrine Marie Guldagers kronik skete det, i hvert fald i nogle tilfælde, til dels
på bekostning af børnene. I de mellemliggende år er der så – bl.a. som reaktion
på kollektiverfaringerne – sket en genopvurdering af det intime og eksklusive
forhold mellem barn og forældre og en betoning af, at børn skal have lov at være
børn, og de voksne skal tage ansvar for at være voksne. Nutidens populære
eksperter som Sigrid Riise og Jesper Juul peger således ikke på familien som
undertrykkende, men opfordrer forældre til at tage forældreansvaret på sig.
Kernefamilien er blevet langt mindre imperativ, end den var, da kollektivbevægelsen
kritiserede den. Det er mere acceptabelt at leve uden for kernefamilien
i hele sit liv eller dele af det, ligesom spektret af såkaldt normale familier er
udvidet i takt med væksten i antallet af skilsmisser og sammenbragte børn.
Samtidig er kernefamilieidealet blevet mindre problematiseret. Der er løbende
singler og barnløse, som klager over, at de er usynlige, men der er ikke den kri-
191

tik af kernefamilien, som der før har været. Og homoseksuelle, singler osv. søger
via deres organisationer at få ret til at være kernefamilier, dvs. få børn, anerkendelse
af parforhold osv.
Familiens problem er i dag ikke længere set som et problem med den måde,
familierne er på, men snarere et problem, der handler om, hvordan det er muligt
at forene hensynet til børn med hensynet til de voksnes individualitet og arbejdsmarkedets
krav. Fællesskabet er således en beskyttende ramme om familien
snarere end en erstatning for den. Økosamfundene afspejler på denne måde
en bekymring for familien, som findes langt ud over beboernes egne rækker.
Det problem, de formulerer, er et problem, der har gyldighed for brede grupper
af børnefamilier; om end måske i særlig grad for de højtuddannede forældre.
Om det svar, økosamfundene også tilbyder, så har lige så bred gyldighed
som spørgsmålet, er mere diskutabelt. Økosamfundet er i høj grad en planlagt
løsning, og derfor også, som nævnt tidligere, ofte et fællesskab af og for ressourcestærke.
I praksis er der ganske enkelt heller ikke nok økosamfund, til at
de kan være en løsning for ret mange.
Og hvad med børnene? Kapitlet giver ikke svar på, om deres liv i økosamfundet
er mere, som de kunne ønske det. Får de den tid med deres forældre, som
de gerne ville have? Slipper familierne ud af projektregimet, eller bliver økosamfundet
endnu et rum for projekter?
192

Kapitel 8: Social kapital i økosamfund
193
Du har brug for os andre, og vi har brug for dig
Vi kan magte hele verden, men ikke hver for sig
Så kom og sig at du kan li’ mig, tag min hånd
For den eneste chance vi har, er fællesskab.
(Gunnar Geertsen)
Dette kapitel analyserer økosamfund fra en ny vinkel, nemlig med begreber
hentet fra social kapital-litteraturen. Jeg argumenterer i kapitlet for, at økosamfund
med fordel kan ses som bevidste forsøg på at opbygge social kapital i én
bestemt udgave, nemlig lokalt forankret eller naboskabsbaseret social kapital.
Kapitlet indledes med en kort redegørelse for, hvad social kapital er, og
hvorfor det er relevant for økosamfund. Dernæst følger en redegørelse for,
hvordan jeg mere specifikt har valgt at analysere social kapital og økosamfund
samt en redegørelse for de valgte måleinstrumenter, hvorefter jeg analyserer
økosamfundenes sociale kapital på tre niveauer: internt, eksternt og lokalt.
Hvad er social kapital?
Siden den første forekomst af begrebet i 1916 og navnlig inden for de seneste
15-20 år er social kapital blevet genstand for en omfattende litteratur 69 . I dag
forbindes det især med sociologerne Pierre Bourdieu og Robert Putnam, som
imidlertid bruger det på noget forskellig måde, se nedenstående tabel (Smith og
Kulynych 2002).
Tabel 12: Oversigt over Bourdieu og Putnams brug af social kapital
BOURDIEU PUTNAM
Evaluering Neutral Positiv
Ejerskab Individuel ressource Offentligt gode
Fokus Strukturelt Kognitivt/strukturelt
For Bourdieu er social kapital således en ressource, som det enkelte individ besidder,
og som består af et netværk af forbindelser og relationer til andre individer:
Disse besidder en vis mængde ressourcer, sammensat af de forskellige
69 Som det vil føre for vidt her at gennemgå i sit fulde omfang.

andre former for kapital, som så, afhængigt af relationen, bliver mere eller mindre
tilgængelige for det individuelle netværksmedlem.
Individet plejer sin sociale kapital ved hjælp af sociabilitet, dvs. ved aktivt at
holde forbindelser ved lige med medlemmerne af sit netværk. Social kapital er
for Bourdieu:
“de aggregerede, virkelige eller potentielle, ressorcer knyttet til besiddelsen af et
varigt netværk af mere eller mindre institutionaliserede gensidige bekendtskabs-
eller anerkendelsesrelationer.” (Bourdieu 1985; her cit. fra Portes 1998:3)
Bourdieu lægger således vægt på det strukturelle aspekt af social kapital, nemlig
netværk, som vedligeholdes ved hjælp af sociabilitet, og de ressourcer, netværksdeltagerne
enkeltvis besidder (Allatt 1993; Edwards et al. 2003).
For Robert Putnam er social kapital ikke noget, det enkelte individ kan besidde,
men en egenskab ved en kollektivitet – et lokalområde, en forening, en
etnisk gruppe eller en nation.
“… ‘social kapital’ henviser til træk ved social organisation såsom netværk, normer
og tillid, som letter koordinering og samabrejde til fælles gavn.” (Putnam
1993: 2).
Putnams definition af social kapital som netværk, normer og tillid rummer en
kognitiv dimension (normer og tillid) såvel som en strukturel dimension (netværk).
Hans argument er, kort fortalt, at når mennesker mødes og lærer hinanden
at kende i forskellige sammenhænge, opbygger de i fællesskab en beholdning
af social kapital. Mennesker, der kender hinanden, stoler også på hinanden
og hjælpes ad med at holde deres fælles normer i hævd.
Putnam har også et mere entydigt positivt syn på social kapital end Bourdieu,
for hvem alle ressourcer kan bruges for det gode eller det onde. For Putnam
er social kapital et offentligt gode i lighed med ren luft eller vand, som
kommer alle til gode, ikke kun dem, der er med til at opbygge det. F.eks. fremfører
Putnam, at et lokalområde med høj social kapital vil være mere fredeligt
og have en lavere kriminalitetsfrekvens, hvilket kommer alle beboere til gode,
også dem, der holder sig for sig selv.
I Bourdieus analyse er det primært individet, der drager fordel af at besidde
social kapital, idet flere ressourcer bliver tilgængelige via netværket, end individet
på egen hånd råder over. For Putnam er social kapital både et privat og et
offentligt gode. For individet såvel som gruppen giver social kapital større gennemslagskraft,
fordi den muliggør kollektiv handel og fremmer spredningen af
information, og øget fornemmelse af sikkerhed og tryghed, fordi den fremmer
håndhævelsen af fællesnormer. Social kapital kan opbygges bevidst eller opstå
194

spontant som en sideeffekt af andre aktiviteter, som når f.eks. engagement i en
hobby eller fritidsinteresse bringer en i forbindelse med andre med samme interesse
(Knorringa og van Staveren 2007a; Putnam 1995; Rydin og Pennington
2000; Putnam 1993; DeFilipis 2001).
Den sociale kapital har imidlertid også potentielt uønskede virkninger, som
flere forfattere påpeger. Således kan stærk social kapital i en gruppe føre til
eksklusion af outsidere, overdrevne forventninger til gruppemedlemmerne, konformitetspres
og normer, der fremmer ”mindste fællesnævner”, jf. den bekendte
jantelov. Om de positive eller negative virkninger bliver mest fremtrædende afhænger
i høj grad af de institutionelle strukturer og konteksten i øvrigt, f.eks.
hvorvidt samfundet er præget af relativ ulighed (Portes 1998; Knorringa & van
Staveren 2007a).
Jeg finder, at både Bourdieu og Putnams forståelse af social kapital kan bidrage
med relevante indsigter. Bourdieu lægger således i højere grad end Putnam
vægt på vigtigheden af de ikke-sociale eller ekstra-sociale ressourcer i
form af andre typer kapital, som de enkelte netværksmedlemmer gør tilgængelig
for dem, de er i netværk med. Til gengæld kommer den sociale kapitals potentiale
som kollektivt gode bedre frem i Putnams analyser.
Økosamfund som social kapital-generatorer
Økosamfund kan i dette perspektiv ses som bevidste forsøg på at opbygge social
kapital. At økosamfundsbeboerne vil noget med deres naboer andet end blot
at bo sammen, kan bl.a. ses af, hvordan de svarer på spørgsmål om, hvem de
gerne vil bo sammen med. I 2002 spurgte boligforskeren Thorkild Ærø et tilfældigt
udsnit af mennesker omkring Århus om, hvilke præferencer de havde,
når de skulle vælge bolig, bl.a. med hensyn til, hvem de gerne ville bo i nærheden
af (Ærø 2002). Der blev spurgt om ni ting, man kunne lægge vægt på, som
det fremgår af figur 4. Kun 1 % (laveste procenttal) lagde vægt på at bo blandt
andre med samme fritidsinteresser, mens 12 % (højeste procenttal) lagde vægt
på at bo blandt andre med samme syn på, hvordan man bør opføre sig. Jeg inkluderede
et lignende spørgsmål i undersøgelsen af økosamfundsbeboere ud fra
en interesse i, om deres præferencer adskilte sig markant fra Thorkild Ærøs tilfældigt
udtrukne gruppe 70 .
70 Som det ses, går ikke alle underpunkter i spørgsmålet igen i begge undersøgelser.
195

At bo blandt andre med samme fritidsinteresser
At bo nær ved andre med samme sprog- og kulturbaggrund
At bo blandt andre med samme holdninger til vigtige
samfundsspørgsmål
At bo nær ved andre med børn
At bo nær ved venner
At bo blandt andre med samme syn på, hvordan man bør opføre sig
At bo blandt andre med samme smag for, hvad der er pænt og grimt
At bo nær ved jævnaldrende
At bo nær ved familie og slægt
At bo nær ved andre med samme type arbejde eller uddannelse
At bo blandt andre med samme religion
Økosamfund
Tværsnit
0% 20% 40% 60% 80% 100%
Figur 4: Nabopræferencer – andel, der svarer "Stor vægt" eller "Nogen vægt"
Som figuren viser, er der ikke de store forskelle i rækkefølgen mellem besvarelserne
i økosamfundsundersøgelsen og Århusundersøgelsen. Således lægger
begge grupper relativt stor vægt på at bo blandt andre med samme syn på,
hvordan man bør opføre sig, og relativt lille vægt på f.eks. at bo blandt andre
med samme type arbejde eller uddannelse. Den store forskel på de to grupper
er, i hvor høj grad man i det hele taget lægger vægt på, hvem man bor iblandt.
Den egenskab, der er flest, der lægger vægt på i Ærøs undersøgelse, er som
nævnt opførselsnormer med 12 %. Samme egenskab scorer højt i økosamfundene,
men her ligger de høje procentsatser tæt ved 90 %. Det, der således især
kendetegner økosamfundenes beboere er, at de lægger meget mere vægt på,
hvem de bor i nærheden af. Min tolkning af dette er, at økosamfundsbeboere
stiller flere krav til deres naboer, fordi de vil mere med dem.
Analysen af den hjemlige vision og børnefamiliernes ideal om det gode familieliv
giver et billede af det, som jeg i kapitel 4 har beskrevet som: Det lille, nære
samfund uden tidslig og rumlig opsplitning mellem arbejde og fritid, familieliv
og arbejdsliv, produktion og forbrug, i en hjemlig og uformel ramme. Spørgeskemabesvarelserne
tyder på, at denne vision deles af flertallet af beboerne i
økosamfund. Således siger 42 % i min undersøgelse, at en ”meget vigtig” årsag
til at flytte i økosamfund er, ”for at være en del af et tæt socialt fællesskab”, og
andre 42 % siger, at det er en ”vigtig” årsag. Mere specifikt ser økosamfundsbeboerne
en række konkrete gevinster ved at være en del af et tæt fællesskab,
som jeg har sammenfattet i følgende hovedpunkter:
196

− Praktisk naboskab
− Spontan socialitet
− Stordriftsfordele
− Forbindelser
− Følelsesmæssig støtte
− Et fælles projekt.
Nogle af disse er kun realiserbare, fordi fællesskabet er lokalt forankret, mens
andre er mindre stedsafhængige, som jeg vil komme nærmere ind på i det følgende.
Praktisk naboskab
En væsentlig dimension af det sociale i økosamfundene er det, jeg med et begreb
lånt fra Abrams (Abrams 1986) har valgt at kalde ”praktisk naboskab”:
”At der altid er nogen der har en kop sukker.”
”Der er mennesker tæt på altid, det er rigtigt dejligt. Selv om jeg har et fremragende
helbred, har jeg altså haft 2 blodpropper i hjernen som kom meget pludseligt,
så er det trygt og rart at der er mange i nærheden hvis der skulle ske mig noget”
(citater fra åbne spørgsmål)
Det praktiske naboskab dækker over alle de små ting, man let kan hjælpe hinanden
med, hvis man bor tæt sammen: at låne den berømte kop sukker; at hente
hinandens børn; at vande blomsterne, når naboen er på rejse; at give nøgle til
håndværkere; at holde øje med ældre personer osv.:
”Stilen blev lagt lidt f.eks., da vi malede huse udvendigt. Der sad vi jo også og
”Åh, kan vi nu også klare det” og alt det der. Men så fik vi jo snakket med den
anden lejebogruppe, ikke, og så sagde de: Jamen ved I hvad? Vi klatrer op og maler
foroven, og I maler forneden, og så hjælpes vi ad. Og dem, der ikke kan male,
de kan lave mad og lave kaffe. Så det blev organiseret og kørte over et par uger.
Og det gik forrygende godt! Og alle hyggede sig, og vi kom jo til at lære dem at
kende, som vi faktisk ikke kender de andre grupper så godt, fordi vi jo for rundt
og malede sammen, og så spiste vi sammen og drak kaffe sammen, fordi dem der
ikke rigtigt kunne så meget, de sørgede så for, at der blev lavet noget mad og noget
kaffe. Så det var rigtigt godt. Så det viser jo altså også noget, som sikkert alle
ved, at hvis du vil ha’ noget, så må du investere noget i det, og det, at der er nogen
fælles opgaver og nogen ting, vi skal løse sammen, det gør altså, at vi kommer lidt
tættere på hinanden, og mange kender hinanden godt på kryds og tværs, ikke.”
(nøglepersoninterview)
Praktisk naboskab er stærkt lokalt forankret, dvs. det lader sig kun praktisere,
hvis man har et godt forhold til dem, man bor tæt på. Hvis man bor et sted, hvor
man ikke kender dem, der bor tæt på, eller ikke bryder sig om at bede dem om
hjælp, er man afskåret fra denne ressource og er henvist til enten at trække på
nogle nære relationer, der bor længere væk – med større omkostninger til følge
197

– eller til markedets og statens mulighed for at købe sig til hjælp eller få den tildelt
i kraft af f.eks. velfærdsstatens institutioner. Jo længere, man skal bevæge
sig for at nå hen til nogen, man kan låne en kop sukker af, desto mindre bliver
den relative fordel ved at låne den, frem for at tage til butikken og købe den.
Spontan socialitet
Et moderne hverdagsliv er ofte præget af planlægning, og mange menneskers
hverdag er ganske stramt skemalagt med arbejde, transport, hentning af børn i
institutioner og fritidsaktiviteter. Mange økosamfundsbeboere fremhæver det, at
man i økosamfundet altid med kort varsel kan finde nogen at snakke med eller
lave noget sammen med, som en værdifuld ting. Det kan man bl.a. se ud af citater
som det følgende:
”… jeg synes at det er utroligt dejligt, at man kender sine naboer. Det er utroligt
dejligt, når man går ud af sit hus i weekenden, så nogle gange sidder der nogle og
drikker kaffe her om sommeren ude på bænken og så: ”Nå, her er kaffeslabberads”,
og så tager man lige en kop og sætter sig ned og får en lille sludder. Nogle
af os har jo så undergrupper, om man så må sige, og laver nogle aktiviteter sammen
en gang imellem, og jeg synes, det er utroligt hyggeligt, og det betyder meget
for mig. (…) Du kan få opfyldt alle dine behov her. Stort set, ikke. Du kan sådan
lokke folk med til hvad, det skal være. Der er næsten altid en eller anden, hvis du
vil et eller andet. Og det synes jeg er rigtigt hyggeligt. Så kører vi ned og bader
engang imellem og følges ad, og så har nogle af os købt en kano. (…) Så man laver
spontant nogle ting sammen, eller går i biografen sammen og sådan noget.”
(nøglepersoninterview)
”At komme hjem efter en travl dag på job og tage gummistøvler på for at hente
brænde og tænde op, herefter hente vand, mens jeg ser farverne i træerne skifter,
ser fuglene, sludre med naturen mens jeg sætter vasketøj og griner med en anden,
mens vi venter på børnene, der er på toilettet, levende lys om aften i vores store
skov mens jeg lytter til nattergalen... og ved de alle sammen er lige omkring mig,
hvis jeg har brug for dem.” (citat fra åbne spørgsmål)
Den umiddelbare synlighed, man har, når man bor tæt, gør det lettere at koordinere,
som når man ser de andre drikker kaffe, og så selv tager en kop ud og slutter
sig til. Det giver mulighed for at dyrke en socialitet, der ikke behøver at
planlægges, eller som kan planlægges med et minimum af ulempe. Spontan socialitet
kan selvfølgelig også dyrkes med andre end dem, man bor i nærheden
af, som f.eks. når arbejdskammerater går ud sammen efter arbejde. Den lokalt
forankrede socialitet er derfor især vigtig for personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet
og for relativt immobile grupper som ældre, små børn og dem,
der tager sig af små børn (jf. Gullestad 1992).
198

Stordriftsfordele
Det tætte lokale fællesskab giver også mulighed for det, jeg i kapitel 7 har kaldt
stordriftsfordele, som ikke kun påskønnes af børnefamilier:
”Det praktiske i, at man er fælles om de praktiske arbejdsopgaver med at lave
mad, gøre rent, luge grøntsager, passe dyr etc. Det letter helt klart hverdagen (især
mht. madlavning) og giver mere tid til andre aktiviteter (…) det at dele husholdning
med andre familier fjerner helt klart også noget af det pres og konfliktpotentiale,
som ellers normalt kan herske mellem samlevende par i forhold til hverdagens
praktiske opgaver mv. ”
”Man har mulighed for at lave investeringer, man ikke kunne lave alene.”
”At spare ressourcer ved at have fællesting: vaskemaskiner, græsslåmaskiner.”
”Man hjælper hinanden ved bl.a. fester, har lige haft 80 gæster til konfirmation og
40-års-fødselsdag bofæller lavede og serverede maden! hva-be-har!!” (citater
fra åbne spørgsmål)
Den enkelte person eller familie får i kraft af fællesskabet mulighed for at få
adgang til goder, som de enten ikke ville have haft mulighed for eller skulle have
betalt dyrere, hvis de boede for sig selv. Det kan være at realisere drømmen
om at holde husdyr, som der i økosamfund er plads til på fællesarealer, og tid
til, fordi en større gruppe kan hjælpes om det; det kan være redskaber eller husholdningsmaskiner
som f.eks. vaskemaskine, dybfryser, sauna osv.; og det kan
være fællesspisning, som sparer tid og letter presset på parforholdet, som en
skriver. Der er også et bæredygtighedsaspekt i det, som et af citaterne påpeger,
fordi flere familier kan dele en græsslåmaskine i stedet for at have hver sin.
Dette aspekt har ligesom det praktiske naboskab en relativt stærk lokal forankring
og af nogenlunde de samme grunde: For at fællesspisning, fælles husdyrhold
osv. skal være en lettelse, skal aktiviteterne foregå der, hvor man bor, ellers
forsvinder stordriftsfordelene i transporttid og omkostninger.
Forbindelser
Et aspekt, som ikke så mange, men dog nogle nævner, er, at økosamfundet udgør
et netværk, hvor man kan trække på hinandens viden og kontakter:
”Muligheden for at diskutere eksempelvis politik med andre og at kunne trække
på hinandens viden og lokale netværk.”
”Der er altid nogen, der kan reparere noget.”
”Der er som regel nogen, der har forstand på det, man ikke selv ved, eks. ITgruppen.”
(citater fra åbne spørgsmål)
Dette er næsten klassiske udsagn om nogle af de mest anerkendte fordele ved
social kapital, nemlig den uformelle udveksling af viden og kontakter (dvs. res-
199

sourcer), som kan finde sted inden for et netværk. Nedenstående citat beskriver
de effekter i den henseende, som en fællesspiseordning kan have:
”Men det gode ved fællesspisning altså, det synes jeg, at jeg har erfaret heroppe
fra, at den fællesspisningsordning, der er i hvert fald her i byen, det giver en dynamo
til byen. Det er der, det sker simpelthen. Jeg har oplevet så mange gange det
der, også helt personlige ting med, at man kommer til tilfældigvis at sidde med
nogen mennesker, og så kommer man til at snakke, og så er der en, der kender til
noget, som har hørt om osv. Altså, det ville man ikke have ramlet ind i, hvis man
ikke havde siddet med de mennesker der. Men det er jo også sådan, lige så snart
folk har spist, så begynder folk at gå rundt, ikke. Går over til og siger: ”Du, vi skal
sgu lige have en snak om et eller andet. Du ved noget med det der med vejplanlægning,
og der er noget med, at kommunen er i gang med at planlægge, kunne du
ikke lige måske sende et brev ind til kommunen om” – eller sådan noget. Altså,
der sker sådan nogle ting dér. Eller, vi stod på et tidspunkt og skulle lave en plade
med en hel masse mennesker, altså grammofonplade eller cd. Og jeg havde sådan
brug for en, der kunne være producer, og jeg havde spurgt flere anerkendte musikere
her i byen. Og så sidder jeg tilfældigvis sammen med en fyr. Så viser det sig,
at han kendte alle de musikere, jeg skulle indspille med. Og var selv sådan en, der
havde været producer før. Og han blev så producer. Men altså der havde jeg ikke,
hvis jeg ikke var kommet til at sidde og snakke lidt om det ved det bord der. Så på
den måde, der er utroligt mange ting der – altså jeg tror ikke, at den lokale teatergruppe
havde været der uden den fællesspisningsordning.” (Jørgen)
Den ordning, Jørgen henviser til her, findes faktisk ikke i det økosamfund, han
står for at skulle flytte ind i, men i stationsbyen, hvor han bor, men han bruger
historien til at argumentere for, hvorfor fællesspisning også i økosamfundet er
vigtigt. Forbindelser af den art, der nævnes her, er noget, der typisk vil opstå i
uformelle ansigt-til-ansigtrelationer, som når man f.eks. over maden nævner, at
man skal have noget ordnet på sit hus, og en af de andre kender en god håndværker
eller lige har hørt om en ny type materialer. Igen vil denne type forbindelser
kunne opstå i andre sammenhænge end de lokale, f.eks. på arbejdspladser.
Igen er de lokale forbindelser således særligt vigtige for dem, der ikke har
tilknytning til arbejdsmarkedet. Dog kan forbindelser i visse sammenhænge være
mere nyttige, hvis de er lokale – det er således bedre at høre om en god lokal
murer end en god murer fra den anden ende af landet; det er bedre at vide, hvor
man lokalt kan plukke de bedste jordbær, end at høre om de gode jordbær, ens
kollega kan købe ved sit fjerntliggende sommerhus.
Følelsesmæssig støtte
Ud over de mere praktiske ting bliver der også nævnt følelsesmæssige gevinster
ved fællesskabet:
”Der er nogen at komme hjem til, der er nogen der spørger: ”Hvor har du været?”,
når jeg har været væk i nogle dage.”
200

”At der altid er nogle der vil lytte, hvis man har brug for det.”
”At man har vidner på sit liv, som kan og tør hjælpe og kommentere på ens livsforskel.”
”Det bedste er fællesskabet og økologien. Det at der er brug for dig!” (citater fra
åbne spørgsmål)
Den tætte følelsesmæssige kontakt er også en gevinst, som nævnes i forbindelse
med social kapital, således f.eks. af pædagogisk forsker Christina Klyhs Albeck,
som kalder denne form for social kapital for psykosociale ressourcer:
”Mennesker har overordnet brug for hinanden. De har brug for (…) nogle at tale
med, nogle der vil lytte og dele deres oplevelser, glæder og sorger, nogle som kan
give råd og vejledning. (…) tætte og stærke bånd mellem mennesker, som kender
hinanden godt.” (Albeck i Hegedahl og Rosenmeier 2007:47)
Disse tætte bånd er ikke nødvendigvis særligt stærkt lokalt forankret. Man kan
låne et æg af sin nabo eller vande hendes blomster, selvom man kun har et relativt
overfladisk forhold og ikke umiddelbart vil betro sig til hinanden om de
større ting i livet. De fleste danskere får formentlig den primære følelsesmæssige
støtte fra familie og nære venner, som ikke nødvendigvis bor tæt på, men
som man ser af og til og mellem besøg holder forbindelse med via telefon og
mail (se f.eks. Gundelach et al. 2008). Ikke desto mindre kan de mere flygtige
relationer til naboer, kolleger mv. være vigtige for den enkelte, idet de mange
bekendtskaber udgør en form for bruttogruppe, hvoriblandt man kan finde de
få, man udvikler et stærkere forhold eller egentligt venskab med.
Det er også lettere at vedligeholde et venskab, hvis man bor tæt sammen, da
ansigt-til-ansigt-møderne vil kunne etableres med færre omkostninger. Det er
lettere at tage initiativ til en hurtig kop kaffe eller en tur til stranden, hvis man
bor tæt på hinanden. Der opererer en form for bagatelgrænse på den måde, at
man ikke vil komme på uanmeldt eller spontant besøg hos nogen, der bor meget
langt væk, for hvis det viser sig at passe dårligt og de f.eks. ikke er hjemme eller
har andre planer, er den lange tur spildt. En ven, der bor tæt på, vil man lettere
kunne lægge vejen forbi for at fortælle om de små dagligdags begivenheder,
som man måske ikke vil finde det værd at ringe op for at dele med den, der
bor langt væk.
Gevinsten ved de tætte forhold går begge veje, både det, at andre er der, når
man har brug for dem, og at man selv føler, at der er andre, der har brug for én.
Ligesom de mere praktiske lokale forbindelser kan være særligt vigtige for
dem, der ikke har noget arbejde, kan de nære lokale forbindelser måske spille
201

en vigtig rolle for dem, der ikke har nogen familie eller som pludselig bliver
alene som følge af skilsmisse eller dødsfald 71 .
Et fælles projekt og gensidig anerkendelse
Som nævnt i tidligere kapitler er der flere, som ser det som et gode i økosamfundet,
at man kan være fælles om noget (det fælles tredje). Det er også en af de
gevinster ved fællesskabet, der nævnes af mange, at man har et fælles projekt
eller fælles mål, det være sig på det åndelige, politiske eller praktiske plan. Gevinsterne
ved at være fælles om noget er flere – jeg kan identificere mindst tre i
de åbne besvarelser.
For det første fremmer fællesskabet det fælles projekt, som en informant
skriver:
”At vi sammen kan meget mere end hver for sig, arbejdsdage er derfor gode; at
der altid er omsorg og hjælp, at man har en fælles historie.”
”At kunne vægte økologi og bæredygtighed og at holde hinanden fast på, at det er
vigtigt.” (citater fra åbne spørgsmål)
Projekter, som for den enkelte ville være uoverskuelige, kan lade sig gøre, når
man er flere, ligesom det at være flere også hjælper den enkelte med at fastholde
motivationen, selv om projektet møder vanskeligheder.
For det andet fremmer det fælles projekt også fællesskabet:
”Det er let at skabe fællesskab om at gøre noget - ved venskaber er det mere besøg
m. spisning, kaffe - her er altid fælles arbejde og mange falde-i-snak-situationer.
Muligheden for at leve nogenlunde bæredygtigt og med adgang til udearealer,
landbrug, haver, stald... venskaber opstår og opbygges over årene:” (citater fra
åbne spørgsmål)
Helt i tråd med ideen om det fælles tredje skriver denne informant, at det at lave
noget sammen giver en god grobund for udveksling og efterhånden dybere forhold.
For det tredje tyder mange besvarelser på, at det at opleve, at man er blandt
ligesindede, i sig selv er vigtigt for informanterne, som føler sig genkendt og
anerkendt i økosamfundet:
”At bo sammen med mennesker, der deler en etisk og spirituel bestræbelse.”
”At have visioner sammen, at være med til at tage ansvar.”
”At bo med andre med samme overbevisning omkring miljø og økologi, vi passer
på naturen og miljøet.”
71 Sargisson og Sargent peger på, at dette er tilfældet i det newzealandske fællesskaber, de har undersøgt,
(Sargisson og Sargent 2004).
202

”At være omgivet af mennesker med samme holdning til livet.”
”At bo sammen med andre mennesker der har samme livsindstillinger, som man
selv har.”
”At været omgivet at mennesker med lignende ideer om sundhed, børn, høst, miljøet.”
(citater fra åbne spørgsmål)
Hvis man er dybt optaget af økologi og miljøproblemer, har man indtil for ganske
nylig tilhørt et mindretal i det danske samfund og har muligvis oplevet at
blive betragtet som ”frelst” eller bare lidt mærkelig. Det samme kan tænkes at
gøre sig gældende for personer, der er stærkt engageret i bestemte religiøse eller
åndelige bestræbelser. Man kan formentlig let komme til at føle sig ensom og
savne andre, der deler ens interesser. Initiativtageren til Hallingelille fremhæver
netop denne oplevelse som en stærk motivation til at gøre noget ved drømmen
om et fællesskab:
”Derudover havde jeg igennem mange år interesseret mig levende for hele den alternative
verden – og det har fyldt en stor del af mit liv, og jeg har da også altid
fundet en enkelt i den landsby jeg boede i, som jeg kunne tale med og blive inspireret
af omkring de for mig store spørgsmål i livet. (…) I samme periode kom min
mor på plejehjem – hun var meget kristen og kom på et plejehjem, der havde
samme indgangsvinkel til livet som hun selv havde. Jeg så hvor hun blomstrede
op ved at være sammen med andre mennesker, der kunne inspirere hende. Jeg
funderede over min egen afslutning på livet og forestillede mig, hvordan det ville
være at blive indlogeret på et plejehjem uden ”åndsfæller” – uden fokus på kost
eller livskvalitet – det var ikke noget der så særlig lovende ud i mine øjne.”
(http://hallingelille.dk/www/historie.html)
Det at blive genkendt og anerkendt af ligesindede kan således være af stor betydning
for økosamfundsbeboerne. Opfattelsen af at passe ind og høre til, at naboerne
har samme indstilling til vigtige spørgsmål, virker formentlig også
fremmende på lysten til at engagere sig lokalt og lære de andre bedre at kende
(jf Gullestad 1985). Det er næppe heller tilfældigt, at netop det ”at bo blandt andre
med samme holdninger til vigtige samfundsspørgsmål” betragtes som ”vigtigt”
eller ”meget vigtigt” af over 90 % af økosamfundsbeboerne, jf. figur 4.
Social kapital som kollektivt gode i lokalsamfund
Økosamfundene ønsker således, af disse grunde og måske flere endnu, at opbygge
naboskabsbaseret social kapital. Denne interesse for de nære geografiske
relationer har de til fælles med en bredere skare af forskere og praktikere, der
siden 1970’erne har forsøgt at revitalisere det lokale som forståelsesramme om
individets liv (jf. Bell og Newby 1971; Gullestad 1985; Abrams 1986; Sampson
1988; Lochner et al. 2003; Raahauge 2007; Andersen og Løve 2007). Dette sker
efter en årrække, hvor det lokale er blevet nedtonet til fordel for relationer, der
203

går på tværs. Antropologen Kirsten Marie Raahauge taler således om revitalisering
af det lokale:
”Det nære fællesskab, betinget af det fysiske rum, man bor i, tæller, naboen er ens
ven.” (Raahauge 2007:40)
I det danske samfund er f.eks. velfærdssamfundets tilbud – skoler, børneinstitutioner,
ældreomsorg – knyttet til boligområdet og således en institutionalisering
af det lokale fællesskab. Hvis skolen lukker, rammer det alle i et lokalområde,
også dem uden børn, idet huspriserne falder. Sociologerne John Andersen og
Flemming von Hadeln Løve påpeger, at lokalsamfundet derfor i samfund som
det danske har karakter af skæbnefællesskab, forstået som fælles afhængighed
af lokale ressourcer og velfærdsinstitutioner såsom skoler og offentlig transport.
Som sådanne – man fristes til at sige fællesskaber an sich – har lokalsamfund
potentiale for at udvikle sig til egentlige fællesskaber (für sich) med alt, hvad
det indebærer af fælles fester og ritualer, formelle organisationer samt udveksling
af praktisk og psykologisk støtte (Andersen & Løve 2007).
Der er også implikationer for miljømæssig bæredygtighed ved at satse på social
kapital i nærområder – og omvendt, således viser Leyden, at et klassisk bybillede
med blandede bolig- og handelsområder, som sætter mennesker i stand
til at leve deres daglige tilværelse uden bil, fremmer social kapital i forhold til
bilorienterede kvarterer (DeFilipis 2001). Denne tankegang har i USA givet anledning
til den såkaldte New Urbanism og planlægning af boligkvarterer med
faciliteter såsom fortove, der skulle øge sandsynligheden for tilfældige kontakter
og ansigt-til-ansigt-interaktion med andre beboere se f.eks. (Hess 2008).
Den danske antropolog Siv Raun Andersen er inde på det samme i sit studie af
danske parcelhuskvarterer, hvor hun med inspiration fra Gullestads begreb om
social tilgængelighed viser, at hvor f.eks. skraldespanden er anbragt et sted,
hvor den kan ses fra nabogrunden eller fortovet, kommer der flere kontakter i
stand, fordi beboerne dagligt i forbindelse med deres almindelige aktiviteter
bringes hen, hvor de kommer i kontakt med hinanden (Andersen 2004).
Jo mere en gruppe er afhængig af velfærdsstatslige tilbud, og jo lavere mobilitet,
den har, desto mere vil den vil nyde godt af et område med høj social
kapital, da det vil give flere både praktiske og følelsesmæssige gunstige relationer.
Igen er det således ældre, handicappede, lavindkomstgrupper samt børn og
voksne, der tager sig af børn, der har størst gavn af den lokalt baserede sociale
kapital – og omvendt kommer mest i klemme, hvis den ikke findes (Gullestad
1985; Knorringa & van Staveren 2007a).
204

Uddannelsesforsker Tom Schuller siger, at aktører har netværk, sociale enheder
har social kapital (Schuller 2007a). For at de enkelte aktørers netværk skal blive
til den sociale enheds sociale kapital, kræves der sociale institutioner, der formidler
kontakt mellem netværkene. Med andre ord: For at social kapital skal
kunne fungere som kollektivt gode på et lokalt niveau og ikke blot være noget,
enkelte lokale individer med gode forbindelser nyder godt af, kræver det, at der
findes en fordelingsmekanisme, parallelt med, at enkelte samfundsborgeres rigdom
ikke kommer andre til gode, med mindre der findes institutioner, som sørger
for en eller anden form for omfordeling.
Figur 5: To netværksmodeller
Figur 5 er et forsøg på at illustrere dette. Figuren viser to modeller af sociale
netværk. I begge netværk har hver person lige mange sociale forbindelser, nemlig
tre, men på netværket til højre kan alle personerne trække på alle andre, fordi
de er forbundet internt. På netværket til venstre kan hver person kun trække
på sine egne forbindelser. Så selv om der er flere personer til venstre end til højre,
der har forbindelse til den sociale enhed inden for cirkelen, bliver den samlede
mængde forbindelser, der er til rådighed for personerne i cirkelen, ikke
større, tværtimod.
205

Hvordan økosamfund opbygger social kapital
Økosamfund kan således ses som boligområder, der bevidst er tilrettelagt efter
at fremme den sociale kapital, idet de gør meget ud af at etablere forskellige institutioner,
der skal formidle kontakter mellem beboerne indbydes. Etableringen
af social kapital begynder allerede før økosamfundet er en realitet, idet medlemmerne
mødes, som vist i tidligere kapitler, og lærer hinanden at kende; møderne
kan således ses som en begyndende opbygning af de relationer, gensidig
tillid og fælles normer, som skal være bærende for fællesskabet. Når fællesskaberne
eksisterer, fortsætter vedligeholdelsen af den sociale kapital gennem møder,
fællesspisning osv.
Tabel 13: Forekomst af fælles aktiviteter (Procent af fællesskaber)
Ugentligt Sjældnere Aldrig
Fællesspisning 67 22 11
Månedligt Sjældnere Aldrig
Møder 67 33 0
Mindst 7 gange
om året
5-6 gange om
året
206
3-4 gange
om året
Fællesarbejde 28 11 39 22
Sociale arrange-
menter
Månedligt Sjældnere Aldrig
28 72 0
1-2 gange
om året
Principperne om social tilgængelighed og nødvendige mødesteder er anerkendte
i permakulturens designfilosofi, som har inspireret mange økosamfunds design.
Mange af økosamfundene er således bevidst designet i deres fysiske udformning
til at fremme social kapital, og de fleste er som en selvfølgelighed bilfri.
Også på det institutionelle plan har økosamfundene indrettet sig, så der er masser
af anledninger til at mødes. Som tabel 13 viser, er fællesspisningen den
hyppigst forekommende aktivitet og som sådan formentlig den sociale hovedhjørnesten
i økosamfundene 72 . Flertallet af fællesskaber har fællesspisning
72 Tabellen er opgjort på fællesskabsniveau, dvs. med fællesskaber og ikke individer som enheder. Imidlertid
har jeg jo ikke i spørgeskemaet spurgt fællesskaber, men individer om hvor tit der er fællesspisning,
og det er for nogles vedkommende åbenbart svært at svare på. I et af de store økosamfund svarer
nogle således hver uge, nogle sjældnere og nogle aldrig. Dette dækker over, at fællesspisningen i de store
økosamfund typisk er organiseret enten i bogrupper eller i spiseklubber, som ikke alle nødvendigvis deltager
i. 13 af de 18 fællesskaber har dog over 90 % enighed om, hvor tit der er fællesspisning. De sidste

mindst en gang om ugen. Og kun 2 fællesskaber (11 %) har aldrig fællesspisning.
Som tabel 14 viser, angiver de fleste at bruge gennemsnitligt en time eller
mere på interne møder hver uge og nogenlunde det samme på praktisk arbejde i
fællesskabet.
Tabel 14: Tidsforbrug på møder og praktisk arbejde. Procent af personer
Antal timer pr. uge Møder Praktisk arbejde
0 15 13
1 54 35
2 20 25
3 eller flere 11 28
Total 100 100
χ 2 =89,796 df=9, p= 0,000 γ=0,465 p=0,000 n= 440
Der er en stærk signifikant sammenhæng mellem de to aktiviteter, således at de, der bruger
mange timer på møder, også bruger flest timer på praktisk arbejde.
Den ugentlige eller næsten-ugentlige fællesspisning suppleres af møder, som
typisk holdes hver eller hveranden måned, af fællesarbejdsdage, som holdes
mindst en gang om året og i nogle fællesskaber nærmest hver anden måned
samt af sociale arrangementer ud over den regelmæssige fællesspisning. Denne
ugentlig, månedlige og årlige rytme af anledninger til at mødes gør, at det for de
fleste beboere skulle være muligt at finde noget at være med i, hvis de altså ønsker
det. Der er også en variation i typen af aktivitet, der tilbydes – det uformelle
samvær til fællesspisning og andre sociale arrangementer, de strukturerede
diskussioner til møderne og det praktiske arbejde til fællesarbejdsdagene.
Økosamfundene er således nærmest eksemplarisk indrettet i forhold til at
fremme social kapital. Som det fremgår af kapitel 3, er de også veludstyrede,
hvad angår kulturelle og (til en vis grad) økonomiske ressourcer. I resten af kapitlet
vil jeg undersøge, om det så har den ønskede virkning, altså om det også
lykkes at skabe den sociale kapital, der burde have så gode vilkår i økosamfundene.
5 er mere delt med procenter som 14/86, 68/32, 27/73, og værst: 12/44/44 og 34/18/48. I disse tilfælde
har jeg tilordnet hele fællesskabet til den gruppe, der var flertal for.
207

Hvordan måle social kapital?
Putnam opererer med en skelnen mellem to undertyper af social kapital, som
han kalder bridging og bonding social kapital, og som jeg herefter kalder brobyggende
og samlende social kapital (Putnam 1993; Putnam 1995; Putnam
2000) 73:
“Samlende social kapital indebærer differentiering mellem grupper af mennesker
såsom familier, etniske grupper, klasser eller grupper struktureret efter andre principper,
gennem inklusions- og eksklusionsprocesser, hvorimod brobyggende social
kapital henviser til generaliserede sociale relationer på tværs af grupper.”
(Knorringa & van Staveren 2007a: 4).
Der er ikke enighed i litteraturen om, hvorvidt man fortrinsvis skal forstå forskellen
på de to kapitalformer som en substantiel eller en relationel forskel.
Putnam synes at hælde til en substantiel forståelse, sådan at forstå, at der er en
kvalitativ forskel på indholdet af de to typer relationer. Samlende social kapital
dækker i den substantielle forståelse over nære og dybe relationer med f.eks.
familie og nærmeste venner, mens brobyggende social kapital dækker over mere
overfladiske relationer med f.eks. bekendte, kolleger og forretningsforbindelser.
De forskellige former for social kapital giver forskelligt afkast: sammenknyttende
social kapital giver individet social og følelsesmæssig støtte, mens
brobyggende social kapital bidrager til et mere harmonisk samfund ved at afmontere
fordomme, øge den generelle tillid mv.
Andre forfattere bruger begreberne mere relationelt, således at brugen er
kontekstafhængig i forhold til det aktuelle analyseniveau. Sammenknyttende
social kapital betyder i denne forståelse netværk, der er homogene ud fra nogle
bestemte parametre, mens brobyggende social kapital henviser til heterogene
netværk (Coffé og Geys 2007: 125). Tætte bånd mellem naboer i et boligområde
kan således analyseres på lokalområdeniveau som sammenknyttende social
kapital, eller i forhold til socioøkonomiske kategorier som brobyggende social
kapital. En kvindegruppe kan tænkes at samle sine medlemmer inden for kategorien
køn, samtidig med at den bygger broer mellem f.eks. forskellige religiøse
og etniske grupper.
73 Der er endnu ikke etableret en fuldstændig konsensus om oversættelsen af disse begreber til dansk. At
bruge brobyggende for bridging er der bred enighed om, mens bonding sine steder bliver oversat med
afgrænsende og andre steder med samlende social kapital, se f.eks. Hegedahl & Rosenmeier 2007; Olesen
et al. 2008. Af de to muligheder foretrækker jeg samlende social kapital, da det efter min mening er
det, der kommer tættest på den engelske betydning. Tilknytningsskabende social kapital ville muligvis
være mere præcist, men dels er det tungt, dels mener jeg ikke, der er grund til at forvirre begreberne
yderligere ved at indføre flere nyoversættelser.
208

Mange forfattere ser de to i et tydeligt normativt værdihierarki, sagt i korthed:
Brobyggende er bedre end samlende, men forudsætter denne. ”For meget” samling
virker begrænsende og kan udarte til det, Putnam kalder ”perverteret social
kapital”, som er god for det lille mindretal, der besidder den, men skadeligt for
samfundets helhed 74 . ”For meget” samling kan også direkte stå i vejen for brobygning,
hvis stærke gruppenormer modvirker forbindelser til outsidere, ligesom
en stærk social kontrol og håndhævelse af fælles normer kan være meget
ubehageligt for den, der befinder sig i den forkerte ende af håndhævelsen. Fælles
normer er nemlig ikke nødvendigvis kun rettet mod butikstyve eller hærværksmænd
m/k, men undertiden mod dem, der bare er spektakulært anderledes
af ydre, religiøst tilhørsforhold, seksuelle præferencer eller andet. Den sociale
kapitals potentielt uønskede virkninger knyttes således hovedsageligt til en
overvægt af ”samlende” social kapital.
Efter min mening må man i den enkelte analyse være omhyggelig med at definere,
hvad det er for en forskel mellem relationer, man er ude efter. Er man
ude efter forskellen mellem de nære, flerstrengede relationer på den ene side og
de mere endimensionelle kontakter på den anden side, eller er man ude efter at
belyse relationer inden for en gruppe på den ene side og relationer ud af gruppen
på den anden side? I mit tilfælde er det det sidste, idet jeg er interesseret i at
se på relationer internt i økosamfundet og beboernes relationer ud af økosamfundet.
Jeg vil derfor i det følgende ikke bruge begreberne samlende og brobyggende,
men snarere tale om intern henholdsvis ekstern social kapital.
Social kapital på tre niveauer: intern, ekstern og lokal
De overvejelser om social kapital og fællesskaber, der er fremgået af kapitlet
indtil nu, handler næsten udelukkende om relationer internt i økosamfundet. Det
er disse relationer, der fylder mest både i økosamfundenes tekster og i mit interview-
og spørgeskemamateriale. I det følgende vil jeg derfor indlede med at
se på de interne relationer: Hvorvidt lykkes det at etablere et højt niveau af intern
social kapital i økosamfundene? Og er der målbare forskelle på dette økosamfundene
imellem på? Imidlertid er det også relevant at se på de forbindelser,
der går ud af økosamfundet. Dem har jeg ikke beskæftiget mig så meget med i
det ovenstående, og derfor vil jeg nu kort begrunde, hvorfor jeg finder det væsentligt
at inddrage dem i analysen.
74 Med mafia- eller rockergrupper som de idealtypiske eksempler.
209

Eksterne relationer
Relationerne til personer uden for økosamfundet er interessante af to grunde.
For det første har de naturligvis betydning for en vurdering af økosamfundenes
samlede beholdning af social kapital. Et økosamfund, der har et højt niveau af
intern social kapital, men ringe ekstern social kapital, har kun beboernes egne
ressourcer at trække på. Hvis mange beboere derimod har mange relationer
uden for økosamfundet, udvider det den samlede mængde af ressourcer, fællesskabet
har at trække på i påkommende tilfælde.
For det andet er der noget, der tyder på, at den interne og eksterne sociale
kapital til en vis grad er i konkurrence. Se f.eks. følgende citater:
”Der er mange der – vi snakkede om forleden dag, der var rundvisning, at mange
af – det er noget meget, det med familie, eller i det hele taget: Hun havde fået at
vide, at hun skulle passe på, en der havde boet i bofællesskab i mange år, at hun
skulle passe på, at hun ikke droppede sin gamle bekendtskabskreds udefra. Dem
skulle hun stadigvæk dyrke – sine venner, ikke. Fordi man kan godt blive opslugt
af at – der er egentligt det, man har brug for her, så man sådan glemmer lidt dem,
og det skal man måske passe på. For der er virkelig – ork, du kan få opfyldt alle
dine behov her.” (nøglepersoninterview)
”Birgit: Nej, men det er jo ikke… det er jo lige så meget også, at vi er jo ikke bedre,
end at vi er der, hvor vi er i vores hverdag, så hvis du får det, du gerne vil have
i det fællesskab, du er i, jamen så – det har vi da også tydeligt – jeg har da tydeligt
kunne mærke det: Jeg har da ikke været nær så udadvendt, og vennerne, de er da
blevet plejet lidt mindre, fordi at ”jamen for fanden, man behøvedes da ikke lave
nogle aftaler i weekenderne, fordi at man kunne da bare gå rundt og hygge sig og
snakke med folk og have den… Altså de var jo tilgængelige over det hele! Hvorfor
fanden så tage til Sydfyn for at møde sine gamle venner.” Altså forstået på den
måde, ikke. Så på den måde kan man sige, at så selv om dagsordenen ikke er det,
så bliver det alligevel… altså…
I: Det bliver nemt noget, der fylder meget?
Birgit: Virkelig! På den gode måde. Men modsat så kan du sige, at jamen så tager
du heller ikke ud og konfronterer dig med – eller bliver konfronteret på samme
måde med alt muligt andet.”
Fællesskabet i økosamfundet kan så at sige blive så godt, så man bliver helt opslugt
af det og glemmer sine gamle venner udenfor. Det fremstilles af de to citerede
informanter som en fare, noget, man skal passe på. I forhold til de eksterne
relationer ønsker jeg derfor at se på: Hvor meget ekstern social kapital har økosamfundsbeboerne
samlet set? Samt: Kan man se nogen tegn på, at der er et enten-eller-forhold
mellem intern og ekstern social kapital, eller forstærker de
tværtimod hinanden?
De spørgsmål, jeg har stillet i forhold til ekstern social kapital, omhandler relationer
til mennesker, der ikke bor i økosamfundet, bredt set. Imidlertid har jeg
fundet det relevant at stille en særlig gruppe spørgsmål, der handler om relatio-
210

ner til økosamfundets umiddelbare naboer. Det begrunder jeg i det følgende afsnit.
Hvorfor lokal social kapital som et selvstændigt niveau?
Forholdet til det lokalsamfund, der ligger umiddelbart uden for økosamfundet,
er et omdebatteret punkt i flere af de økosamfund, jeg har undersøgt. 12 af de
besøgte økosamfund, som rummer 287 af de personer, der har besvaret spørgeskemaet,
ligger i umiddelbar tilknytning til en landsby eller mindre stationsby.
4 økosamfund, her repræsenteret af tilsammen 77 respondenter, ligger for sig
selv omgivet af åbne marker, og de to resterende økosamfund, repræsenteret af
tilsammen 140 respondenter, ligger i forstadslignende områder tæt ved større
byer. Spørgsmålet om forholdet til lokalområdet er især relevant for de 12 økosamfund,
der ligger ved en landsby eller mindre by.
Økosamfundenes forhold til de lokale samfund er præget af en vis dobbelthed.
På den ene side ser de sig selv som en positiv tilførsel til de små samfund.
Daværende formand for LØS fortæller f.eks. om sin vision om, hvordan økosamfundene
kan bidrage til, at ældre fra landsbyerne kan blive boende i deres
lokalsamfund, selv om deres huse bliver uoverkommelige:
”Og hvis samfundet ligesom kan tage sådan en model til sig, hvor man sørger for,
at der bliver skabt en eller anden form for mening i tilværelsen for folk. Altså nu
er det jo sådan, at når de gamle, de bliver for gamle til at bo i landsbyen her, så er
de nødt til at tage ned til [provinsby] eller et eller andet røvsygt plejehjem – og de
vil jo ikke ud af de huse; de vil ikke! For det er jo der, de har boet hele deres liv!
Med det resultat, at der går måske en gammel og fylder et stort hus, hvor der kunne
bo en børnefamilie, ikke. Så hvis man lavede oldekolder og sådan noget – det
vil vi jo også have hos os, ikke, i nærsamfundene, så kunne de gamle blive der,
hvor de altid har boet, men bare lige flytte over gaden, og så kunne der blive frigjort
en stor villa til en børnefamilie, så der kunne komme noget liv og noget flow
i det, ikke. Men de sidder der jo, til de bliver båret ud. Og det forstår jeg fandme
godt! I allerhøjeste grad, ikke.” (nødglepersoninterview)
På den anden side har de ofte oplevet modstand og mistænkeliggørelse fra de
samme samfund, når de har villet slå sig ned der. Ofte sker den endelige etablering
af økosamfund kun efter modstand fra grupper i lokalområdet. En nøgleperson
fortæller således om sine oplevelser med to forskellige lokalsamfund i
forbindelse med etableringen af et nyt økosamfund – først i én lille by:
”Og amtet havde udlagt det der stykke jord til bebyggelse, som vi så fik forhandlet
på plads, ikke. Og det fortalte de os jo ikke noget om, at borgerne i byen havde
gjort indsigelser – man kan jo gøre indsigelser mod sådan noget – det havde de
gjort i otte år! De ville ikke have bygget der! Og det anede vi jo ikke en pind om
altså! Det var som at stikke hånden ned i en hvepserede! De var så vrede på os;
det var fuldstændig som om vi gjorde det for at genere dem, altså! Det var meget
211

ubehageligt, må man sige. Vi havde et borgermøde, hvor gymnastiksalen oppe på
skolen var stu-ven-de fuld, og der blev bare skudt fra hoften, som om (…) men
det er sådan almindelig gruppepsykologi, at jeg tror ikke, der er noget økosamfund
stort set, som ikke har været rendt ind i den der, at man ved hvad man har;
man vil ikke have det der mærkelige noget. Kender du det, du sidder i en togkupe,
hvor der kan være seks, og så når de fire første sidder der, så allerede på den næste
station er det jo en indbryder – en fremmed, der kommer ind faktisk, ikke! Sådan
er det! Og man har en lille landsby, og her ved vi, hvad vi har, og hvad er I
for nogle mærkelige nogle? De mente helt sikkert, at vi var en sekt af en eller anden
slags og… Det var en sej omgang, må man sige. Nå, men i hvert fald så fik vi
forhandlet det der igennem og blev enige om, at det der jord derovre, som vi tidligere
havde snakket om, der kunne vi godt få lov at lave 30 boliger. Godt så. Men
nu ville han altså bare ikke sælge mere. Og så var vi jo lige vidt!” (nøglepersoninterview)
Lykkes det alligevel for et økosamfund at finde et sted at etablere sig på trods af
lokale indsigelser, er det måske ikke så mærkeligt, at forholdet mellem økosamfundet
og de oprindelige beboere er præget af en vis spænding. Den norske socialantropolog
Marianne Gullestad påpeger, at en oplevelse af lighed i betydningen
relativ enshed eller at passe sammen er en vigtig forudsætning for udviklingen
af sociale relationer og kontakter (Gullestad 1985). I og med, at de
oprindelige beboere i et område måske har protesteret imod økosamfundet er
der allerede etableret en forskel mellem de to grupper. De oprindelige beboere
har så at sige på forhånd sagt, at de ikke forventer at passe sammen med økosamfundsbeboerne.
Hvis danskere ligner nordmænd på dette punkt, er dette ikke
et lovende udgangspunkt for kontakter.
Dertil kommer, som ovenfor nævnt, at økosamfundet kan være så attraktivt,
at beboerne ikke er særligt interesserede i at engagere sig i det lidt bredere lokale
samfund. En af mine informanter fortæller således:
”Der har været sådan lidt kritik fra byen om at: ”Nå, de ligesom sådan isolerer sig
deroppe,” og en kom med i landsbyforum ligesom på den konto, at der var flere,
der ligesom sagde: ”Nu må I sgu lige tage jer sammen og deltage i byen også.” Og
det sker jo nemt, når man er på den, hvad skal man sige altså – sådan et sted der
med – altså folk er jo godt nok frygteligt aktive deroppe og sådan noget lignende,
men de er det med hinanden. Altså, de har jo alle mulige fællesspisningsordninger
i de enkelte huse, så der er jo ikke nogen, der deltager i, at byen her også har en
fællesspiseordning.” (Jørgen)
Økosamfundets institutioner kan således tænkes at konkurrere med de institutioner,
der måtte findes i lokalsamfundet i øvrigt. Økosamfundenes fælleshuse og
fællesspisning kommer således til at formidle kontakter internt i økosamfundene
selv, men ikke til deres naboer. En anden informant fortæller her om positive
oplevelser ved at engagere sig lidt bredere:
”Anders: Jo, og jeg synes også, det er vigtigt, at man har et ansigt udadtil imod
byen og ikke bliver sådan en landsby i landsbyen. Det er vi jo lidt, men alligevel,
212

ikke. Jeg synes, det er fedt at have sådan nogle… altså nogle – at ikke alt ens liv
sker i økosamfundet, men at man ligesom har nogle kontakter udadtil og sådan
noget.
I: Er der tendens til det? Altså til det modsatte: At det bliver en landsby i landsbyen?
Anders: Ja, altså det er – vi bliver jo af mange i byen – eller af nogen af dem betragtet
– at det blev kaldt som… jeg ved ikke om, ”bor I deroppe i de små hytter”,
som et lidt lukket samfund, hvor vi har nok i os selv og vi har vores egen… altså
fælleshuse og laver vores egne arrangementer og så videre og så videre. Hvor at
jeg synes, det kan være fedt at bruge byens kro eller… nej, hvad hedder det? Det
er ikke en kro, men der er også sådan et fællessted i byen, hvor man laver nogle
ting.
I: Ja, der er i hvert fald et forsamlingshus, ja.
Anders: Forsamlingshus, ja. Jeg har sunget i kor – byens kor. Det synes jeg er
spændende, fordi at lige pludselig så møder man nogle helt andre mennesker. Og
der er mange spændende folk derude. Det er vildt mange musikere i byen.”
Som det fremgår af beskrivelsen af økosamfundenes hjemlige vision i kapitel 4,
er økosamfundene i princippet optaget af at puste nyt liv i de små samfund, men
i praksis er der noget, der tyder på, at dette ikke sker i særligt vidt omfang. Som
repræsentant for lokalsamfundene skriver Anita Lillevang fra Landdistrikternes
Fællesråd følgende gode råd til økosamfund, der gerne vil etablere sig i landsbyer:
”Hvis samspillet mellem de nye og de gamle skal lykkes, er det vigtigt at tage del
i hinandens fester. Hvis borgerforeningen holder fastelavnsfest, høstfest og juletræ,
så er det om at møde op. (…) Når økosamfundet holder forårsfest, solhvervsfest
eller lignende, så skal naboerne inviteres med og have en forklaring på hvorfor
og hvordan. (…) Når Frederik fra økosamfundet er taget med industribondens
søn hjem for at lege, er døren åben for et møde mellem mennesker, der har valgt
helt forskellige liv. Man skal kunne sige ja tak til en kop kaffe, når man henter
Frederik – selvom den ikke er Max Havelaar-mærket. (…) Alle foreninger tager
imod en fremstrakt, hjælpende hånd. Bag en kage til høstfesten eller bliv hjælpetræner
for lilleputterne. Tilbyd borgerforeningen at holde et arrangement i økosamfundets
fælleshus. (…) To økologiske ildsjæle kan inspirere en hel landsby til
at etablere pilerensning af spildevand, og det vil næppe ske, hvis de to ildsjæle i
stedet etablerer sig i et økosamfund sammen med 40 andre tilflyttere klods op ad
– og mere eller mindre med ryggen til – landsbyen”. (Elm og Dilling-Hansen
2003: 349-51)
Lillevang mener, at økosamfundene kan betyde meget godt for de lokale samfund,
men det er påfaldende, at hun også finder det nødvendigt at minde økosamfundsbeboerne
om, at de også skal vise åbenhed og f.eks. godt kan drikke
en kop kaffe hos de andre børns forældre.
I lyset af disse citater sammenholdt med økosamfundenes hjemlige vision
har jeg fundet det interessant at stille en række spørgsmål, der handler specifikt
om relationer til det nære lokalsamfund, som ligger uden for økosamfundet. Jeg
213

har derfor indført endnu et måleniveau ved siden af den interne og den eksterne
sociale kapital, som jeg kalder lokal social kapital. I den forbindelse er jeg interesseret
i at undersøge, hvor meget lokal social kapital økosamfundene har
sammenlignet med deres beholdninger af intern og ekstern social kapital.
I næste afsnit vil jeg redegøre for, hvordan jeg måler den sociale kapital.
Måling af social kapital
Litteraturen rummer et antal anbefalinger for den, der gerne vil måle niveauet af
den sociale kapital. Harpham et al. anbefaler at finde frem til en lokal forståelse
af, hvad der er inde og ude, når man skal bestemme sig til, hvad man vil regne
for hhv. intern og ekstern social kapital (Harpham et al. 2008a). I tilfældet økosamfund,
som har et velafgrænset enten/eller tilhørsforhold – enten bor man i
økosamfundet, eller også gør man ikke – er det relativt enkelt at fastslå, at den
interne sociale kapital forstås som forbindelserne mellem beboerne i samme
økosamfund, og den eksterne sociale kapital forbindelserne til mennesker uden
for økosamfundet.
Hvordan måler man så rent faktisk den sociale kapital? De fleste forskere på
området bruger i praksis spørgeskemadata på individniveau – ikke fordi dette er
den bedste datatype, men fordi det er den mest tilgængelige. De fleste spørgsmål
er endvidere på perceptionsniveauet, og måler f.eks. sammenhængskraft
ved at spørge folk, om de oplever deres naboer som tillidvækkende, eller hvorvidt
dette er et kvarter med godt sammenhold (Sampson et al. 1997). Dette har
naturligvis sine problemer, idet det skyder et ekstra fortolkningslag ind mellem
forskeren og det, man gerne vil studere. Det er ikke sikkert, at individer svarer
korrekt eller sandfærdigt på sådanne spørgsmål. Hvis man f.eks. er bærer af en
norm om, at man skal kende sine naboer, vil man måske overvurdere frekvensen
af interaktioner. Hvis man er nytilflytter og ikke kender ret mange, vil ens
oplevelse af kvarteret basere sig på forholdsvis få og overfladiske erfaringer.
Hvis man forsøger at komme ud over subjektiviteten ved f.eks. at bruge opgørelser
over medlemskab i forskellige foreninger giver det dog også problemer.
Bl.a. Knorringa og van Staveren advarer imod aggregeringens fejlslutning,
dvs. at måle social kapital ved individuelt gruppemedlemskab (van Staveren og
Knorringa 2007a; Knorringa og van Staveren 2007b; van Staveren og Knorringa
2008). Fordi man er medlem af en forening betyder det ikke nødvendigvis, at
man har meningsfyldte relationer til de andre i foreningen.
214

Analyseenheden er vigtig at overveje (Schuller 2007b). I spørgeskemametoden
spørger man af gode grunde individer, men det, man er interesseret i at måle, er
mængden af social kapital i et lokalsamfund. Hvordan kan det være gyldigt at
måle et samfunds niveau af social kapital ved at spørge de individuelle medlemmer?
Ideelt set skulle analyseenheden derfor ikke være individer, men relationer
mellem individer, grupper og fællesskaber (Harpham, Grant, & Thomas
2008a).
I princippet burde man således i langt højere grad, end det sker i dag, gennemføre
kvalitative undersøgelser, hvor livet i lokalområderne observeres over
en længere periode for at blive klar over, hvor tit beboerne faktisk mødes, i
hvilke sammenhænge, og hvilke variationer og udsving der f.eks. skyldes årstidernes
skiften eller akut opståede kriser (trusler om skolelukninger f.eks.) – og
gerne i en komparativ kontekst. Dette kunne være meget interessant og er til
dels gennemført af Gunnar Lind Haase Svendsen på Lolland, men det hører til
sjældenhederne (Svendsen og Sørensen 2007).
Sampson et al. aggregerer individuelle svar til lokalområdeniveau og analyserer
den sociale kapital som et økologisk træk snarere end individuelt. Forfatterne
indrømmer blankt, at dette ikke er den ideelle måde at måle et lokalområdetræk
på, men argumenterer også for, at det dog er bedre end ingenting i mangel
på de førnævnte storskala-observationsundersøgelser (Sampson et al. 1997).
Af praktiske grunde er man ofte henvist til at benytte spørgeskemametoden med
alle dens potentielle fejl og mangler, og det er da også det, jeg selv har gjort. De
forfattere, der gør dette, søger typisk at kombinere strukturelle spørgsmål om
relationer og interaktioner med kognitive spørgsmål om oplevet tryghed, tolerance
mv. Se f.eks. (Onyx og Bullen 2000; Harpham et al. 2008b).
Det samme har jeg gjort, idet jeg har valgt at anvende et instrument udviklet i
en dansk sammenhæng specielt til at måle social kapital i boligområder (Rådgivende
Sociologer A/S 2005; Nørregård-Nielsen og Rosenmeier 2008). Rådgivende
Sociologer har i perioden 2004-2009 arbejdet med og udviklet et redskab
til at måle social kapital i boligområder. I denne sammenhæng er det interessante
to af de skalaer, de udvikler, som de kalder ”Naboskab i boligområdet” og
”Forbindelser uden for boligområdet”: ”Naboskab” svarer til det, jeg kalder intern
social kapital, dvs. relationer internt i boligområdet, mens ”Forbindelser”
henviser til det, som jeg vælger at kalde ekstern social kapital. I tillæg til disse
to redskaber har jeg som nævnt ovenfor stillet en række spørgsmål, der vedrører
215

det, jeg har kaldt lokal social kapital. For alle skalaers vedkommende har jeg
først beregnet den individuelle score for hvert individ. Dernæst har jeg for hvert
fællesskab taget individernes gennemsnitlige score og brugt denne som den
bedste approksimation af fællesskabets score.
Skalakonstruktion
En skala er – meget kort fortalt – et forsøg på at måle en latent variabel, dvs. en
variabel, man ikke kan iagttage eller spørge om direkte, som f.eks. social kapital.
Ganske kort er tanken bag en skala, at man ved hjælp af en række spørgsmål,
de såkaldte items, som tilsammen afdækker alle relevante aspekter af den
latente variabel, kan konstruere et mål, som på pålidelig måde afspejler den latente
variabels værdi i bestemte kontekster. For at en skala er et gyldigt mål for
en latent variabel, skal den opfylde formelle krav om unidimensionalitet (dvs.
alle items skal være aspekter af én og samme latente variabel); monotonicitet
(dvs. alle items skal være positivt relateret til hinanden); lokal uafhængighed
(dvs. alle items skal være betinget uafhængige givet den latente variabel approksimeret
ved skalaværdien) og der må ikke forekomme differentiel itemfunktion
(DIF) mellem enkelte items på den ene side og eksogene variable som
f.eks. køn på den anden, igen givet den latente variabel.
Jeg har valgt at trække på de erfaringer, andre har gjort, ved at anvende et instrument,
der allerede er valideret i anden sammenhæng frem for at forsøge at
udvikle et selvstændigt instrument. Dette gør jeg af flere grunde. For det første,
fordi det er interessant at have mulighed for at sammenligne målinger i forskellige
kontekster. For det andet, fordi selve udviklingen af en god skala ikke er
noget, der er gjort med én dataindsamling. Det kræver typisk indsamling i flere
omgange med løbende tilpasning af spørgsmål, før man kan være sikker på, at
man har en skala, der lever op til kravene om robusthed og gyldighed. Dette arbejde
er i dette tilfælde gjort af Rådgivende Sociologer og dokumenteret i bl.a.
Rådgivende Sociologer A/S 2005 og Nørregård-Nielsen og Rosenmeier 2008,
foruden i Hegedahl & Rosenmeier 2007. En skala er imidlertid altid kun gyldig
inden for en vis kontekst; man kan således ikke regne med, at en skala, der er
valideret inden for en kontekst, også vil være gyldig i andre kontekster, navnlig
ikke, når der er tale om skalaer baseret på surveyspørgsmål, hvor informanternes
forståelse af spørgsmålene kan tænkes at variere meget alt efter f.eks. deres
sproglige forudsætninger, referecencegrupper eller forhold til afsenderen af
216

spørgeskemaet. Derfor har jeg valgt at tage udgangspunkt i samme bruttoliste af
spørgsmål, som Rådgivende Sociologer har brugt, men gennemføre en selvstændig
skalavalideringsproces.
Jeg har anvendt programmet DIGRAM som giver mulighed for systematisk
at undersøge alle disse ting og gennemføre en skalavalideringsproces på baggrund
heraf (se Kreiner og Nielsen 2006). I praksis begynder en skalavalideringsproces
altid med en bruttoliste af items, som man så tester i forhold til udvalgte
eksogene variable. Hvis der viser sig DIF og lokal afhængighed, tager
man de pågældende items ud, indtil der ikke er mere DIF og lokal afhængighed
tilbage. Processen er, for de skalaers vedkommende jeg bruger i de følgende
analyser, detaljeret beskrevet i bilag 6. (Se i øvrigt Christensen et al. 2002;
Kreiner og Christensen 2002 for mere om skalavalidering).
Referencegrupper
Hvorvidt niveauet for den sociale kapital i økosamfundene er højt eller lavt, er
selvfølgelig et spørgsmål, der er til diskussion. Derfor ville det være godt, hvis
man kunne sammenligne med et område, der havde en tilsvarende beboersammensætning.
Det har jeg imidlertid ikke haft mulighed for. Som den næstbedste
løsning har jeg derfor, hvor det var muligt, sammenlignet med andre undersøgelser.
For de sociale boligområder, hvor Rådgivende Sociologer har gennemført
deres undersøgelser, har jeg sammenlignet med deres data. Disse områder
er ikke ideelle som sammenligningsgrundlag, da de f.eks. på uddannelse og
indkomst adskiller sig væsentligt fra økosamfundene (se bilag 4). Skalaerne er
heller ikke direkte sammenlignelige, idet der indgår forskellige antal items, og
skalerne derfor får forskelligt udfaldsrum. På andre spørgsmål har jeg sammenlignet
med data fra Den danske Værdiundersøgelse 2008 og Thorkild Ærøs Århusundersøgelse
(Ærø 2002; Gundelach 2002).
Godt naboskab – intern social kapital
Jeg har som nævnt stillet en række spørgsmål til økosamfundsbeboerne, som
var formuleret næsten enslydende med Rådgivende Sociologers spørgsmål 75 .
Som beskrevet i detaljer i bilag 6 har jeg gennemført en skalavalideringsproces
75 At de ikke er helt enslydende skyldes den omstændighed, at Rådgivende Sociologer i forbindelse med
deres løbende skalavalidering over flere dataindsamlinger har ændret visse formuleringer.
217

for at undersøge, om der kunne valideres en skala i økosamfundene. Det kunne
der, men den består ikke af helt de samme spørgsmål, som tabel 15 viser.
Tabel 15: Intern social kapital - items i skala
Rådgivende Sociologer Økosamfundsundersøgelse
1. Hvor mange af de andre beboere i dit
boligområde hilser du kort på, når du
møder dem (f.eks. ved at nikke)?
2. Føler du dig respekteret af de andre
beboere i dit boligområde?
3. Synes du, at beboere i dit boligområde
er hjælpsomme?
4. Hvis du igennem nogen tid, ikke har
set en ældre nabo, som bor alene, vil
du så undersøge, om der er sket
ham/hende noget?
5. Hvor tit inden for det seneste år har
du snakket med andre beboere om
deres personlige problemer?
6. Hvor mange af dine naboer ville du
bede om at opbevare din ekstra nøgle
(du skal ikke medregne familie)?
Diskussion af skalaforskelle
1. Hvor mange af de andre beboere i økosamfundet
kunne du henvende dig til for at låne
f.eks. en kop sukker, hvis du havde brug for
det?
2. Synes du alt i alt, det er let eller svært at
komme i kontakt med de andre beboere i
øko-samfundet?
3. Er økosamfundet et sted, hvor beboerne alt i
alt kommer godt ud af det med hinanden på
tværs af forskelle (hvad angår uddannelse,
alder, etnisk baggrund osv.)?
4. Synes du, at de andre beboere i økosamfundet
alt i alt er hjælpsomme?
5. Er man i økosamfundet alt i alt god til at vise
åbenhed over for tilflyttere?
6. Synes du, at beboerne i økosamfundet almindeligvis
viser respekt for hinanden?
7. Hvis en beboer i økosamfundet ikke er blevet
set igennem nogen tid, tror du så, nogen
ville undersøge, om der er sket ham/hende
noget?
Noget af forskellen på de to skalaer skyldes forskel i konteksten, dvs. forskelle
mellem boligområderne og økosamfundene. Således måtte jeg ekskludere
spørgsmålet om, hvor mange man hilser på, da stort set alle i økosamfundene
har svaret, at de hilser på alle.
Som man kan se, er der forskel på formuleringerne selv af de spørgsmål, der
ligger tæt op ad hinanden. Min formulering ”Synes du, at beboerne i økosamfundet
almindeligvis viser respekt for hinanden?” lyder i Rådgivende Sociologers
seneste dataindsamling: ”Føler du dig respekteret af de andre beboere i dit
boligområde?” Det kan tænkes, at man vil svare forskelligt på de to spørgsmål.
Selv om man selv har været udsat for situationer, hvor man ikke har følt sig respekteret,
kan man måske godt svare ja til spørgsmålet om, hvorvidt der generelt
er respekt mellem beboerne. Det kan tænkes, at de mere upersonlige formu-
218

leringer, der ikke leder respondenternes tanker hen på egne erfaringer, kan føre
til en højere vurdering. I spørgsmålet om en nabo, som ikke er blevet set, er det
i Rådgivende Sociologers skala specificeret, at det er en ældre enlig person, der
ikke er blevet set. Dette kan tænkes at få flere til at sige, at de vil undersøge det,
da personen må formodes at have mere brug for hjælp, end hvis det var en yngre
eller samboende person. Dette kan måske føre til, at den sociale kapital vurderes
højere. Samlet set lader det altså ikke til, at den ene skala konsekvent vil
give en højere vurdering af den sociale kapital end den anden.
Spørgsmålet om, hvem man vil bede om at opbevare sin nøgle, rummer både
en tillidsdimension og en praktisk naboskabs-dimension. Der er ikke noget decideret
tillidsspørgsmål i min skala, som svarer til dette. Derimod har jeg et
spørgsmål i kategorien praktisk naboskab (låne sukker). Resten af spørgsmålene
i økosamfundsskalaen er generelle perceptionsspørgsmål, som spørger til respondentens
opfattelse af, om det i almindelighed er let eller svært at komme i
kontakt, om der er generel åbenhed over for nye, generel god omgangstone, generel
respekt og generel hjælpsomhed. De to sidste går igen i den oprindelige
skala, som derudover rummer spørgsmål om at hilse og spørgsmål om at snakke
om personlige ting. Det hypotetiske spørgsmål om naboen, der ikke har vist sig
i et stykke tid, går igen i begge skalaer.
Overordnet fordeling og sammenligning med referencegruppe
Den interne sociale kapital i økosamfundene er høj. På en skala fra 0 til 14,
hvor 14 betyder, at man har svaret det bedst tænkelige på alle spørgsmål, har
12% eller 59 personer scoret max, og ingen har scoret 0. Der ses således en udpræget
lofteffekt, dvs. at hvis man kunne have scoret højere, ville der formentlig
have været nogen i økosamfundene, der havde gjort det. Skalaen diskriminerer
altså ikke så godt i økosamfundene, sandsynligvis fordi den laveste sociale
fællesnævner her ligger ganske højt. Skalaens midtpunkt er 7, men medianværdien
er 11 og gennemsnittet er 10,6. Den interne sociale kapital i økosamfundene
er således ikke overraskende høj. På figur 6 ses fordelingen af fællesskabernes
gennemsnitlige score. Fællesskabernes gennemsnit ligger, som det ses, lidt
over individernes gennemsnit 76 .
76 Jeg har valgt så vidt muligt at gengive fællesskabernes score frem for individernes score ud fra antagelsen
om, at individer, der bor i samme fællesskab, ikke er gensidigt uafhængige i deres besvarelser, og
at det derfor er mere korrekt at se på fællesskaberne som dataindivider.
219

4
Frequency 6
2
0
7,00
8,00
9,00
10,00
Histogram
11,00
220
12,00
13,00
Figur 6: Intern social kapital i økosamfund - skalafordeling
Mean =10,77
Std. Dev. =1,162
N =18
Til sammenligning scorer beboerne i boligområderne lidt under midten på Rådgivende
Sociologers skala, der går fra 0 til 12. Midtpunktet af skalaen er således
6, som også er medianværdien, mens gennemsnittet ligger lige under midtpunktet
af skalaen. 2% har scoret max, og lidt flere har scoret min. (se figur 5 i bilag
7). I figur 7 sammenligner jeg de spørgsmål, der går igen i NROs skala og økosamfundsskalaen,
og i samtlige spørgsmål ligger økosamfundsbeboerne markant
højere end beboerne i de almene boligområder.

100
80
60
40
20
0
Boligområder
Økosamfund
I høj grad respekt I høj grad hjælpsomhed Vil bestemt undersøge om
der er sket noget
Figur 7: Sammenligning af fælles spørgsmål
Bemærk forskellen i spørgsmålet om respekt på den ene side og spørgsmålene
om hjælpsomhed og hvorvidt man vil undersøge, om en person er kommet noget
til, på den anden side. Forskellen mellem de to grupper er mindst i spørgsmålet
om respekt. Dette kan tyde på, at man ikke behøver kende hinanden så
godt for at føle sig respekteret af dem, man bor iblandt. Man behøver ikke at
kende hinanden eller have talt sammen for at kunne opleve, at man gensidigt respekterer
hinanden. For at udøve hjælpsomhed eller undersøge, om der er sket
noget med en ældre nabo, kræves det derimod, at man ved noget mere om hinanden.
Det er ikke så underligt, at den interne sociale kapital er højere i det intentionelle
fællesskab end i et boligområde, hvor folk måske ikke ønsker at have noget
med hinanden at gøre. I det følgende vil jeg se nærmere på forskellene økosamfundene
imellem.
Forskelle mellem økosamfund
Jeg har inddelt økosamfundene i tre tilnærmelsesvis lige store grupper efter deres
gennemsnitlige interne sociale kapital, som det ses i tabel 16 herunder.
221

Tabel 16: Økosamfund delt efter relative mængder af intern social kapital
Gennemsnit min-max Antal fællesskaber Beboerandel i %
Høj ISK 11,9 [11,5-12,5] 5 21
Mellem ISK 11,1 [10,6-11,4] 7 34
Lav ISK 9,5 [7,9-10,4] 6 46
Det eneste træk ved fællesskaberne, der har en signifikant sammenhæng med
intern social kapital er størrelse. De små fællesskaber har således mere intern
social kapital end de store 77 .
Tabel 17: Sammenhæng mellem størrelse og intern social kapital. Procent af
fællesskaber
Lav ISK Mellem ISK Høj ISK Total
Store fællesskaber (med undergrupper) 100 0 0 100
Mellemstore fællesskaber 23 46 31 100
Små fællesskaber (alle under ét tag) 0 50 50 100
γ= -,846; p= 0,008 N=18
Der er ingen signifikante forskelle på fællesskaberne i forhold til fællesskabets
alder, regionale beliggenhed, urbaniseringsgrad, hvorvidt der er et eksplicit fælles
spirituelt udgangspunkt, grad af selvforsyning, hvorvidt der er fælles økonomi,
antallet af infrastrukturelle eksperimenter, variationen i boligformer,
hvorvidt økosamfundet arbejder med permakultur eller hvorvidt der er fælles
erhvervsvirksomhed. At der ikke kan findes nogen signifikante forskelle betyder
selvfølgelig ikke nødvendigvis, at disse faktorer ikke har nogen sammenhæng
med den interne sociale kapital, men blot at de ikke kan måles i denne
sample af 18 fællesskaber.
Der er dog en sammenhæng med én af de fælles aktiviteter, nemlig fællesspisning
(tabel 18). Jo oftere, der er fællesspisning, desto højere scorer fællesskabet
gennemsnitligt på den interne sociale kapital.
77 I resten af analyserne har jeg forsøgt at elaborere de marginale sammenhænge ved at kontrollere for
størrelse og forskellige andre variable. Desværre bliver mange celler derved så tynde, at de statistiske
test bliver mindre pålidelige. Derfor har jeg kun i enkelte tilfælde inkluderet disse tabeller, og de øvrige
sammenhænge er alle marginale sammenhænge.
222

Tabel 18: Sammenhæng mellem fællesspisning og ISK Procent af fællesskaber
Lav ISK Mellem ISK Høj ISK Total
Fællesspisning hver uge 25 33 42 100
Fællesspisning sjældnere end hver uge 50 50 0 100
Aldrig fællesspisning 50 50 0 100
γ=0,600 p= 0,044 N=18
Ser man på den interne sociale kapital på individniveau, dvs. at man prøver at
finde ud af, om der er faktorer, der har betydning for den enkeltes score på skalaen
for intern social kapital, viser der sig flere signifikante sammenhænge som
vist i tabel 19 78 :
Tabel 19: Variable, der har sammenhæng på individniveau med intern social
kapital
Variabel Sammenhængens retning
Hvor tit deltager du i
sociale arrangementer
Hvor tit deltager du i
møder
Hvor tit deltager du i
fællesspisning
Hvor tit deltager du i
fællesarbejde
Timeforbrug på møder
Timeforbrug på praktisk
arbejde
Jo oftere man kommer,
desto højere ISK
Jo oftere man kommer,
desto højere ISK
Jo oftere man kommer,
desto højere ISK
Jo oftere man kommer,
desto højere ISK
Jo flere timer, desto højere
ISK
Jo flere timer, desto højere
ISK (svagere)
Boliganciennitet Jo længere anciennitet,
desto højere ISK
223
χ 2 γ n
χ 2 =24,843,
df=4, p= 0,000
χ 2 =26,060,
df=4, p= 0,000
χ 2 =21,406
df=4, p= 0,000
χ 2 =9,438
df=4, p= 0,051
χ 2 =37,656,
df=6, p= 0,000
χ 2 =18,871,
df=6, p= 0,004
χ 2 =58,998,
df=4, p= 0,000
γ=0,459,
p=0,000
γ=0,331
p=0,000
γ=,132
p=0,000
γ=,285
p=0,002
γ=-0,221,
p=0,000
γ=-,120
p=0,060
γ=-,191
p=0,004
N=437
N=437
N=422
N=439
N=401
N=415
N=430
Tabellen viser ikke overraskende, at jo oftere, man deltager i fælles aktiviteter
af den ene eller anden slags, og jo længere, man bor i fællesskabet, desto højere
scorer man på den interne sociale kapital. Det skal bemærkes, at dette ikke siger
78 Eftersom antallet af individer er langt større end antallet af fællesskaber, vil det være lettere at påvise
en signifikant sammenhæng på individniveau end på fællesskabsniveau.

noget om kausalitet, dvs. om hvorvidt man deltager, fordi man har høj social
kapital, eller om man har høj social kapital, fordi man deltager. Sandsynligvis
er der tale om en gensidig forstærkning. Det er således ikke afgørende, hvor tit
der er fællesaktiviteter, men at man deltager i dem, der er, uanset om det så er
ugentligt, månedligt eller sjældnere.
Tabel 20: Sammenhæng mellem ISK og tilfredshed 79
Mellemstore fællesskaber
Tilfredshed med
økosamfundet
Sammenhængens retning
Jo mere ISK, desto mere
tilfredshed
224
χ 2 γ n
χ 2 =15,11, df=4,
p= 0,004
γ=0,257,
p=0,023
N=212
Tabel 20 viser, at der i de mellemstore fællesskaber kan findes en sammenhæng
mellem intern social kapital og den overordnede tilfredshed med økosamfundet.
Når sammenhængen ikke kan genfindes i de store og små fællesskaber skyldes
det, at der er for få personer i nogle af tabellens celler. Det er derfor umuligt at
afgøre, om høj social kapital giver øget tilfredshed uanset fællesskabets størrelse.
Formelle og uformelle forbindelser– ekstern
social kapital
I tabel 21 ses de spørgsmål, som optræder i henholdsvis Rådgivende Sociologers
skala og i de skalaer, jeg har valideret i økosamfundsundersøgelsen. Rådgivende
Sociologers oprindelige skala rummer, som det ses, både et spørgsmål,
der handler om engagement i frivilligt arbejde (sp.1) og fire, der handler om
mere uformelle kontakter til enkeltpersoner. I NROs materiale lader disse sig
validere i én skala. I økosamfundsmaterialet derimod viste valideringsprocessen
tydeligt, at skalaen ikke var unidimensionelt, dvs. at der var forskel på det formelle
og det uformelle engagement. Det kan således tænkes, at nogle personer
er meget involverede i formelle sammenhænge, mens andre har mange uformelle
kontakter 80 . Jeg valgte derfor at arbejde videre med to skalaer for ekstern so-
79 Denne sammenhæng kan ikke erkendes i marginale tabller, men når der kontrolleres for størrelse, kan
den erkendes i de mellemstore tabeller. Desværre er der for mange tomme celler i både de store og de
små fællesskaber til at man kan vurdere, om tendensen går i samme retning.
80 Jf. Putnams begreb om machers (høj grad af formel involvering) og schmoozers (høj grad af uformel
involvering) (Putnam 2000).

cial kapital, som jeg for nemheds skyld herefter kalder henholdsvis formel social
kapital og uformel social kapital.
Tabel 21: Ekstern social kapital – items i skalaer
Rådgivende Sociologer Økosamfundsundersøgelse
7. Hvor tit deltager du i frivilligt arbejde
uden for dit boligområde? (f.eks.
bestyrelser, sportstræner, spejderleder,
indsamlinger, religiøse arrangementer
eller andet )
Hvor mange personer uden for dit boligområde,
som du ikke er i familie med,
men kender f.eks. gennem dit arbejde
eller fritidsaktiviteter
8. har du besøgt eller haft besøg af inden
for de seneste 12 måneder?
9. er du venner med?
10. kan give dig gode råd i forbindelse
med jobsøgning, uddannelse eller
lign.?
11. har du så høj grad af tillid til, så du
kan tale med dem om personlige
ting?
8. Hvor ofte inden for de seneste 12 måneder
har du deltaget i frivilligt arbejde uden for
økosamfundet? (bestyrelsesarbejde, besøgsven,
indsamlinger eller andet)?
9. Hvor mange foreninger er du medlem af
uden for økosamfundet? (sportsklub, politisk
parti, hjælpeorganisation, miljøorganisation,
sangforening, hobbyklub etc. etc.)
10. Hvor ofte inden for det seneste år har du
deltaget i aktiviteter afholdt af en eller flere
af de foreninger, du er medlem af uden
for økosamfundet? (f.eks. generalforsamling,
fest, træning, møde, debatarrangement,
demonstration)
Engagement i foreningslivet: formel social kapital
Skalaen, der måler formel social kapital består af tre items, der handler om det
formelle engagement i foreninger og frivilligt arbejde. Figur 8 viser fællesskabernes
fordeling.
225

6
4
Frequency 8
2
0
2,00
4,00
Formel social kapital
Figur 8: Formel ekstern social kapital - skalafordeling
6,00
226
8,00
10,00
Mean =5,50
Std. Dev. =1,812
N =18
Man kan på denne skala score fra 0 til 15. I denne skala ses en gulveffekt, og
der er flere (40 personer eller ca. 8%) som scorer minimum – dvs. de deltager
ikke i frivilligt arbejde, de er ikke medlem af foreninger og deltager selvfølgelig
så heller ikke i foreningsrelaterede aktiviteter. Der er ingen, der scorer maximum.
Denne skala har ikke en midterværdi, men midtpunktet ligger mellem 7
og 8. Såvel gennemsnittet som medianværdien ligger således noget under midten
af skalaen. Det gælder både på individniveau og på fællesskabsniveau.
Sammenligning med referencegrupper
Da der ikke er udarbejdet en separat skala for de formelle relationer i boligområderne,
kan man ikke sammenligne direkte, men på de enkelte variable, som
indgår i skalaen. Ud over boligområderne er det i dette spørgsmål muligt at
sammenligne også med et bredt udsnit af danskerne, fordi der i værdiundersøgelsen
(Gundelach et al. 2002) er stillet lignende spørgsmål.
Hvad angår foreningsmedlemskab, er der en markant højere procentdel af
økosamfundsbeboerne, som er medlem af 5 eller flere foreninger, nemlig 12 %

mod 2 % af danskerne som helhed og 3 % af beboerne i de sociale boligområder.
Tabel 22: Foreningsmedlemskab i procent
Boligområder Økosamfund Danskerne iflg. værdiundersøgelsen
Ingen foreninger 55 16 15
1 18 24 47
2 13 22 21
3 7 18 10
4 4 8 5
5 eller flere 3 12 2
Total 100 100 100
Andelen af personer, der ikke er medlem af nogen foreninger er sammenlignelig
med den, der gælder for danskerne som helhed (16 % for økosamfund, 15 %
for danskerne som helhed), men langt mindre end den, der gælder i boligområderne,
hvor 55 % ikke er medlem af nogen foreninger. Da foreningsmedlemskab
generelt er positivt relateret til uddannelse, kunne man forvente, at andelen,
der ikke er medlemmer af nogen foreninger, ville være lavere i økosamfundene
end i Danmark som helhed, da beboerne i økosamfund som vist i kapitel 3
ligger over gennemsnittet, hvad angår uddannelse. Dette er imidlertid ikke tilfældet.
Hvad angår det frivillige arbejde ligger økosamfundene med 31 %, der angiver,
at de af og til udfører frivilligt arbejde, midt imellem boligområderne og
danskerne generelt, hvor de tilsvarende tal er hhv. 38% og 24%. Forskellen er
dog ikke større end at det kan skyldes forskel i spørgsmålsformuleringer 81 . Jeg
mener derfor ikke, der er grund til at antage, at økosamfundsbeboerne er mere
aktive med frivilligt arbejde end danskerne generelt, og faktisk lader det til, at
de er lidt mindre aktive end beboerne i de sociale boligområder. Givet deres
markant højere uddannelsesniveau kunne man forvente, at de havde ligger højere,
men det er altså ikke tilfældet.
81 Forskellen kan skyldes, at tallene er opgjort forskelligt, idet respondenterne i værdiundersøgelsen er
blevet præsenteret for en række foreningstyper og for hver enkelt er blevet bedt om at angive, om man er
medlem, og om man udfører frivilligt arbejde. I både boligområde- og økosamfundsundersøgelsen er der
givet eksempler på, hvad der menes med frivilligt arbejde: bestyrelser, sportstræner, spejderleder, indsamlinger,
religiøse arrangementer eller andet. At f.eks. bestyrelsesarbejde og deltagelse i indsamlinger
eksplicit angives som frivilligt arbejde kan bidrage til, at flere svarer, at de har gjort det.
227

Tabel 23: Frivilligt arbejde i procent
Boligområder Økosamfund
Danskerne iflg.
værdiundersøgelsen
Udfører af og til frivilligt
arbejde
Udfører meget sjældent
38 31 24
eller aldrig frivilligt arbejde
62 69 76
Total 100 100 100
For det sidste spørgsmåls vedkommende er det ikke muligt at sammenligne, da
beboerne i boligområderne og respondenterne i værdiundersøgelsen ikke er
blevet spurgt om deres deltagelse i foreningsaktiviteter, men kun om frivilligt
arbejde. Af figur 9 (nedenfor) fremgår det, at ca. halvdelen af økosamfundsbeboerne
deltager i foreningsaktiviteter uden for økosamfundet mindst en gang
om måneden, mens den anden halvdel deltager sjældnere eller slet ikke.
50
40
30
20
10
0
Hvor ofte inden for det seneste år har du deltaget i aktiviteter
afholdt af en eller flere af de foreninger, du er medlem af uden for
økosamfundet?
Procent
Flere
gange pr.
uge
Ca. en
gang pr.
uge
Figur 9: Foreningsaktivitet
2-3 gange
pr. måned
En gang
hver måned
228
Sjældnere Slet ikke
Samlet set er der således ikke noget, der tyder på, at økosamfundsbeboerne har
mere formel social kapital end andre. Tværtimod er de snarere mindre engageret
i foreninger og frivilligt arbejde uden for økosamfundet, end man skulle forvente
ud fra deres uddannelsesniveau. Dette peger i retning af, at det interne
engagement måske tager energi fra det eksterne. Det vil jeg se nærmere på i det
følgende, hvor jeg undersøger, om der er nogen systematiske forskelle på de

økosamfund, hvor niveauet af formel social kapital er relativt højt og dem, hvor
det er lavt.
Forskelle mellem økosamfund
Opdeler man fællesskaberne i tre grupper efter deres gennemsnitlige score på
den formelle sociale kapital, viser det sig, som det ses i tabel 24, at 39 % af beboerne
bor i den tredjedel af fællesskaber, der har lav formel social kapital. Der
er imidlertid ingen signifikant sammenhæng mellem fællesskabets størrelse og
den formelle sociale kapital.
Tabel 24: Fællesskaber opdelt efter formel social kapital
GENNEMSNIT
[MIN-MAX]
ANTAL FÆLLESSKABER BEBOERANDEL
Høj FSK 7,37 [5,92-9,67] 6 20
Mellem FSK 5,47 [5,07-5,9] 6 41
Lav FSk 3,66 [2,54-5,04] 6 39
I det hele taget kan man ikke på fællesskabsniveau se noget mønster i fordelingen
af formel social kapital. Det lader til, at den eksterne sociale kapital i højere
grad end den interne er et træk ved den enkelte person snarere end ved fællesskabet.
Ser man på data med individerne som analyseenheder, er der også her en
række sammenhænge, der tyder på, at formel social kapital står i en form for
konkurrenceforhold til intern social kapital – sammenfattet i tabel 25 på næste
side. Der kan interessant nok ikke måles nogen forskel på dem, der bruger meget
tid på møder og praktisk arbejde og dem, der bruger mindre tid. Jo mere,
man er engageret i økosamfundet, desto mindre er man tilsyneladende engageret
i foreningslivet uden for økosamfundet.
229

Tabel 25: Variable, der har sammenhæng med formel social kapital
VARIABEL
Fællesspisningsdeltagelse
Tilfredshed med økosamfundet
Hvor mange af ens bedste
venner bor i økosamfundet
Hvor mange i økosamfundet
er venner snarere end
bekendte/ naboer
SAMMENHÆNGENS
RETNING
Jo mere fællesspisning,
desto mindre FSK
Jo højere tilfredshed, desto
mindre FSK
Jo flere venner i økosamfundet,
desto mindre
FSK
Jo flere venner, desto
mindre FSK
230
χ 2 γ N
χ 2 =19,344
df=4, p=
0,001
χ 2 =16,852
df=4, p=
0,002
χ 2 =20,072
df=6, p=
0,003
χ 2 =24,021
df=6, p=
0,001
γ=-0,82
p=0,331
n=450
γ=0,175
p=0,016 N=498
(γ=-,214
p=0,000 N=480
γ=-,260
p=0,000 N=493
I næste afsnit vil jeg undersøge, om det samme også gælder for den uformelle
sociale kapital, dvs. forbindelser til venner og bekendte uden om det organiserede
foreningsliv.
Venner og bekendte: uformel social kapital
Den eksterne sociale kapital er også andet end engagement i foreninger og frivilligt
arbejde. De forbindelser, mine informanter sagde, at man skulle passe på,
var i højere grad de uformelle forbindelser til gamle venner og bekendte. Disse
forbindelser undersøger jeg ved hjælp af en skala opbygget af de fire items, som
fremgår af tabel 26.
Som tabellen viser, er de fire items i skalaen vedrørende uformel social kapital
de samme som indgår i Rådgivende Sociologers skala. Der er dog også her
ændret lidt ved formuleringerne (personlige problemer er f.eks. ændret til personlige
ting), dog ikke mere, end at jeg stadig anser spørgsmålene for grundlæggende
ens.

Tabel 26: Uformel social kapital: items i skala
RÅDGIVENDE SOCIOLOGER ØKOSAMFUNDSUNDERSØGELSE
1. Hvor tit deltager du i frivilligt arbejde
uden for dit boligområde? (f.eks. bestyrelser,
sportstræner, spejderleder,
indsamlinger, religiøse arrangementer
eller andet )
Hvor mange personer uden for dit boligområde,
som du ikke er i familie med,
men kender f.eks. gennem dit arbejde eller
fritidsaktiviteter
2. har du besøgt eller haft besøg af inden
for de seneste 12 måneder?
3. er du venner med?
4. kan give dig gode råd i forbindelse
med jobsøgning, uddannelse eller
lign.?
5. har du så høj grad af tillid til, så du
kan tale med dem om personlige ting?
I besvarelsen af de næste spørgsmål skal du
tænke på de mennesker uden for økosamfundet,
som du kender gennem dit almindelige arbejde,
studium, fritidsinteresser, frivilligt arbejde eller
andre steder, du har boet. Dvs. venner og bekendte,
men ikke familiemedlemmer.
Hvor mange af de mennesker, du kender uden
for økosamfundet
231
1. har du besøgt eller haft besøg af inden for
de seneste 12 måneder?
2. regner du for venner (og ikke bare bekendte)?
3. kan du henvende dig til i andre sammenhænge,
som f.eks. jobsøgning, gode råd,
praktisk hjælp og lignende?
4. har du så høj grad af tillid til, så du kan tale
med dem om personlige problemer?
Den skala, der måler uformel social kapital, går fra 0 til 12 og har derfor 6 som
midterværdi, men gennemsnittet for de individuelle besvarelser ligger tættere på
7, altså over middel, og medianværdien er også 7. 9 personer har scoret minimum
og 38 maximum; der er altså tale om en svag lofteffekt. På figur 10 ses
fordelingen på fællesskabsniveau. Også her ses en vis lofteffekt. Det lader altså
til, at beboerne i økosamfundene, også hvad angår den eksterne sociale kapital,
er godt kørende.

5
4
3
Frequency 6
2
1
0
3,00
4,00
5,00
Uformel social kapital
Figur 10: Ekstern uformel social kapital i økosamfund
6,00
Når man ser på den uformelle eksterne sociale kapital ligger økosamfundene
igen højt sammenlignet med de sociale boligområder. Rådgivende Sociologers
skala går fra 0 til 10 og har derfor 5 som midterværdi (se figur 6 i bilag 7). Det
er også medianværdien, ligesom gennemsnittet ligger meget tæt på 5. Der er ikke
i samme grad tale om en lofteffekt. Dette tyder på, at beboerne i økosamfundene
har flere uformelle forbindelser end beboerne i boligområderne, selvom
man selvfølgelig skal huske på, at de formelle forbindelser tæller med i sidstnævnte.
Ser man derfor på de enslydende spørgsmål hver for sig, ser det ud som i figur
11. Figuren viser andelen, der har valgt den højeste svarkategori i de fire
næsten enslydende skalaspørgsmål i hhv. boligområder og økosamfund. Som
det ses, er spørgsmålet stillet lidt forskelligt. I økosamfundsskemaet har jeg
valgt at spørge til et konkret antal, hvor der i boligområder er spurgt om ”Mange”,
”En del” osv. Jeg mener dog ikke, den relativt store forskel, der er mellem
de to, kan forklares ved spørgsmålsformuleringen – en evt. bias burde måske
232
7,00
Sammenligning med referencegrupper
8,00
9,00
Mean =6,86
Std. Dev. =1,305
N =18

snarere vende den anden vej, idet det vel må formodes at være nemmere at sige,
at man har haft besøg af ”mange” end af ”10 eller flere”, hvis man bevidst eller
ubevidst ønsker at overdrive sine sociale kontakter. Selvfølgelig ved man ikke,
om beboerne i boligområderne ville sige, at de havde mange venner, hvis de
havde 10 eller flere. Forskellen på de to grupper er her mindst i det spørgsmål,
der måske kan siges at gå tættest på, dvs. om man kan snakke personligt med
sine forbindelser. Dette tyder på, at økosamfundsbeboerne måske nok har en
større omgangskreds, men ikke nødvendigvis flere meget nære venner end beboerne
i de sociale boligområder.
50
40
30
20
10
0
Har besøgt/haft
besøg af
Er venner med Kan give gode
råd
Figur 11: Sammenligning af enslydende spørgsmål
Forskelle mellem økosamfund
Tabel 27: Fællesskaber opdelt efter uformel social kapital
GENNEMSNIT [MIN-
MAX]
ANTAL FÆLLES-
SKABER
233
Boligområder: % som
svarer Mange
Økosamfund: % som
svarer Flere end 10
Snakker
personligt med
Høj USK 8,17 [7,63-8,5] 6 33
Mellem
USK
6,99 [6,5-7,33] 6 42
Lav USK 5,42 [3,8-6,4] 6 25
BEBOERANDEL I
%

Der er ingen signifikante sammenhænge på fællesskabsniveau. I lighed med
den formelle sociale kapital er den uformelle således tilsyneladende mere knyttet
til personen end til fællesskabet. På det individuelle niveau derimod er der
en del variable, der har sammenhæng med den uformelle sociale kapital, se tabel
28.
Tabel 28: Variable med sammenhæng med uformel social kapital
VARIABEL
SAMMENHÆNGENS
RETNING
Børn eller ej Børnefamilier scorer højere
Alder Unge scorer højere
Anciennitet
Hvor mange af 3 bedste
venner bor i økosamfundet
Hvornår har nogen i
økosamfundet sidst talt
med en om personlige
problemer
Intern social kapital
Boliganciennitet > 10 år
giver lavere USK
Jo flere venner i økosamfund,
jo lavere USK
Jo længere siden, desto højere
USK
Jo højere ISK, jo lavere
USK
234
χ 2 γ N
χ 2 =5,444
df= 2
p=0,066
χ 2 =17,088
df=8
p= 0,029
χ 2 =53,188
df=2
p=0,000
χ 2 =37,513
df=6
p= 0,000
χ 2 =31,181
df=10
p= 0,001
χ 2 90,021
df=4
p=0,000
γ=,169
p=0,020
γ=-,132
p=0,016
γ=-,425
p=0,000
γ=-,354
p=0,000
γ=,234
p=0,000
γ=,569
p=0,000
Således har børnefamilier og unge relativt mere uformel social kapital end ældre
og familier uden børn. Derudover tegner der sig igen et billede af, at den
eksterne sociale kapital – også den uformelle – står i en form for konkurrenceforhold
til den interne. Således lader det til, at jo længere, man har boet i økosamfundet,
og jo flere tætte kontakter, man har der, desto lavere scorer man på
den uformelle sociale kapital. Tallene bekræfter således tilsyneladende mine informanters
fornemmelse af, at de gamle venner kræver særlig pleje, hvis de ikke
skal blive skubbet til side af det intense sociale liv i økosamfundet.
504
474
491
480
496
443

Kontakter i nærområdet – lokal social kapital
For den lokale sociale kapitals vedkommende havde jeg ikke noget udgangspunkt,
da Rådgivende Sociologers redskab ikke inkluderer dette niveau. Imidlertid
lykkedes det at validere en skala for lokal social kapital bestående af følgende
items:
Tabel 29: Lokal social kapital – items i skala
1. Hvor tilfreds eller utilfreds er du alt i alt med dit lokalområde?
2. Hvor mange af beboerne i lokalsamfundet uden for økosamfundet hilser du på, når du
møder dem, og kender overfladisk?
3. Hvor mange af beboerne i lokalsamfundet uden for økosamfundet hverken kender du eller
hilser på?
4. Hvor mange familier i lokalsamfundet uden for økosamfundet har du nære relationer til
og besøger ofte?
5. Forholdet mellem beboere i økosamfundet og andre beboere i lokalområdet er præget af
gensidig respekt
6. Forholdet til lokalområdet er blevet bedre, efterhånden som vi har lært hinanden bedre at
kende
På individniveau er den lokale sociale kapital meget tæt på at være normalfordelt,
se bilag 7. Figur 12 på næste side viser fordelingen af lokal social kapital
på fællesskabsniveau.
235

4
3
2
Frequency 5
1
0
7,00
8,00
9,00
10,00
Histogram
11,00
Figur 12: Lokal social kapital - skalafordeling
236
12,00
13,00
Mean =9,17
Std. Dev. =1,547
N =18
Skalaen går i princippet fra 0 til 18, hvilket betyder, at midterværdien er 9, og
det er også både gennemsnit, medianværdi og modalværdi på det individuelle
niveau (se figur 4 i bilag 7). På det individuelle niveau findes der scores fra 0 til
16, dvs. der er personer, der har den lavest tænkelige score, men ikke nogen,
der har den højeste. På fællesskabsniveau ser fordelingen ud som på figur 12.
Som det ses, er gennemsnittet lidt over 9, og der en vis gulveffekt, således at
der ikke er nogen fællesskaber, der scorer under 7. Mod toppen flader fordelingen
mere gradvist ud, og fællesskabet med det højeste gennemsnit har 12,67.
Da det ikke umiddelbart er muligt at sammenligne med en referencegruppe
er det svært at sige, om økosamfundene har meget eller lidt lokal social kapital.
Imidlertid er det påfaldende, at niveauet for den lokale sociale kapital ligger
markant under niveauet for såvel den interne som den eksterne sociale kapital.
Måske er den mest korrekte tolkning, at de lokale relationer ikke fylder ret meget
for økosamfundsbeboerne.
Dette bekræftes, hvis man går ind i enkelte variable. Jeg har stillet nogle
spørgsmål til økosamfundsbeboerne, som handler om interaktioner med dels de

andre i økosamfundet, dels beboerne i lokalområdet uden for økosamfundet.
Ordlyden i spørgsmålene har ikke været ganske ens, men tilstrækkelig tæt på,
til at det giver mening at sammenligne. Det drejer sig om praktiske hjælperelationer
og besøgsrelationer.
I spørgsmålene vedrørende relationerne til andre i økosamfundet er beboerne
blevet spurgt, hvor mange de vil kunne henvende sig til for f.eks. at låne sukker.
Som figur 13 viser, er det næsten universelt. Der eksisterer en stærk norm om
praktisk naboskab internt i økosamfundet.
100
80
60
40
20
0
Lokalområde
Økosamfund
Mere end 5/Alle 3-5/De fleste 1-2/Nogle enkelte Ingen
Praktiske hjælperelationer
Figur 13: Praktiske hjælperelationer i økosamfund og lokalsamfund 82
Denne norm gælder imidlertid kun inden for økosamfundet; i det mindste bliver
den stærkt svækket, når man forlader økosamfundet, også selv om dette befinder
sig i en lille by eller landsby. Her er økosamfundsbeboerne blevet spurgt:
”Hvor mange familier i lokalområdet hjælper du med praktiske ting som f.eks.
at låne ting, passe børn og vande blomster?” Over halvdelen af respondenterne
har ingen familier i lokalområdet uden for økosamfundet, som de er i en gensi-
82 Alle figurer i dette afsnit er lavet på grundlag af de 287 respondenter, som bor i økosamfund i umiddelbar
nærhed af en lille by eller landsby.
237

dig praktisk hjælperelation til. Små 40 % har den type relationer til enkelte familier
i lokalområdet.
100
80
60
40
20
0
Lokalområde
Økosamfund
Mere end 5
familier/Alle
3-5 familier/De
fleste
Besøgsrelationer
238
1-2 familier/Nogle
enkelte
Figur 14: Besøgsrelationer i økosamfundet og lokalområdet
Ingen
Et lignende billede tegner sig, når det handler om besøgsrelationer. Økosamfundsbeboerne
er blevet spurgt, hvor mange af de andre beboere i økosamfundet,
de inviterer inden for eller besøger i deres hjem. Så godt som alle (se figur
14) har i hvert fald nogle enkelte i økosamfundet, de er ”på besøg” med, selv
om det er tydeligt, at besøg i hjemmet ikke er universelt på samme måde som
f.eks. hilserelationer er. Igen går der tilsyneladende en grænse ved indgangen til
økosamfundet, og over halvdelen af respondenterne har ingen familier i lokalsamfundet,
de har nære besøgsrelationer til.
Ser man nærmere på, hvem det så er, der har de lokale kontakter, er der en
klar sammenhæng med, om man har hjemmeboende børn eller ej. Børnefamilierne
har i signifikant højere grad lokale relationer, som det ses af tabel 30.
Sammenhængen er stærkest for de praktiske hjælperelationer, hvilket sandsynligvis
hænger sammen med, at man hjælper hinanden med at hente og passe
børn. Denne forskel er ikke overraskende, da det også ifølge litteraturen må

forventes, at børnefamilier er en af de grupper, som i højest grad er afhængige
af det lokale skæbnefællesskab i form af skoler og institutioner. Disse institutioner
fungerer endvidere som formidlere af kontakter, som netop går på tværs af
økosamfund og lokalsamfund.
Tabel 30: Sammenhæng mellem børn og lokale relationer. Procent.
Praktiske hjælperelationer
5+ familier 3-5 familier 1-2 familier Ingen
Ikke børnefamilie 2 2 23 73
Børnefamilie 2 8 44 47
χ 2 =33,687 df=3, p= 0,000 γ=--,474 p=0,000
Besøgsrelationer
5+ familier 3-5 familier 1-2 familier Ingen
Ikke børnefamilie 1 5 28 66
Børnefamilie 0 7 40 52
χ 2 =11,317 df=3, p= 0,010 γ=--,247 p=0,004
Sammenligning med referencegruppe
En yderligere sammenligning fås ved at se på, hvordan tilfældigt udtrukne danskere
i Thorkild Ærøs undersøgelse besvarede tilsvarende spørgsmål i 2002
(Ærø 2002), se figur 15 nedenfor.
100
80
60
40
20
0
Besøgsrelationer
Praktisk naboskab
Mere end 5 familier 3-5 familier 1-2 familier Ingen
Figur 15: Lokale relationer ifølge Thorkild Ærø
239

Den viser, at hvad angår familier, som man hjælper med praktiske ting, ligger
økosamfundsbeboerne nogenlunde på linje med dem, Ærø har undersøgt. Omkring
40 % har praktiske hjælperelationer med 1-2 familier. Der er dog flere i
økosamfundene (næsten 60 %) der ingen lokale hjælperelationer har; her er tallet
for Ærøs respondenter kun knap 40 %. Det kan skyldes, at økosamfundsbeboerne
i højere grad får deres behov for praktiske hjælperelationer opfyldt internt
i økosamfundet. Et meget tilsvarende billede tegner sig for besøgsrelationer,
altså hvor mange familier man har nære relationer til og besøger ofte. Økosamfundsbeboerne
er således ikke mindre aktive i deres lokalsamfund, end danskerne
er flest, men heller ikke mere. Det overskud af social kapital, som økosamfundene
generer, flyder således ikke ud i de omgivende lokalområder.
Forskelle mellem økosamfund
Ser man på de relative forskelle i lokal social kapital mellem økosamfundene
viser tabel 31, at de fleste økosamfundsbeboere bor i fællesskaber med moderat
eller høj lokal social kapital. Det skyldes, at der er en sammenhæng mellem
økosamfundets størrelse og niveauet for lokal social kapital, se tabel 31.
Tabel 31: Relative forskelle i lokal social kapital
Gennemsnit [min-max] Antal fællesskaber Beboerandel i %
Høj LSK 10,92 [9,66-12,67] 6 34
Moderat LSK 8,98 [8,49-9,43] 6 41
Lav LSK 7,61 [7-8,2] 6 26
På fællesskabsniveau kan endnu engang erkendes en sammenhæng med størrelse,
idet det er de store fællesskaber, som har mest lokal social kapital. Sammenhængen
er stærk, men kun moderat signifikant.
Tabel 32: Lokal social kapital og fællesskabsstørrelse. Procent af fællesskaber
Lav LSK Mellem LSK Høj LSK Total
Store 0 33 67 100
Mellemstore 39 31 31 100
Små 50 50 0 100
γ=-,633, p=0,034 n=18
240

Derimod er der lidt overraskende ingen sammenhæng mellem den lokale sociale
kapital og hvorvidt økosamfundet ligger i nærheden af en lille by/landsby eller
ikke. Til gengæld er der en stærk signifikant sammenhæng mellem lokal social
kapital og hvor tit der arrangeres aktiviteter, der omfatter både lokalområdet
og økosamfundet, som tabel 33 viser.
Tabel 33: Lokale aktiviteter og lokal social kapital. Procent af fællesskaber
LAV LSK
MELLEM
LSK
HØJ LSK TOTAL
Hver måned 0 25 75 100
Sjældnere 39 39 23 100
Aldrig 100 0 0 100
γ=-,880, p=0,005 n=18
De områder, hvor der er mange lokale aktiviteter, er den sociale kapital ikke
overraskende højere. Denne sammenhæng siger selvfølgelig ikke noget om
kausaliteten, dvs. om det er aktiviteterne, der afføder den højere sociale kapital
eller omvendt. Det mest sandsynlige er måske, at der er tale om en form for
feedback-mekanisme, dvs. at det i områder med høj social kapital vil være
nemmere at lave aktiviteter på tværs af grupper, og at disse aktiviteter igen bidrager
til at vedligeholde og forny den sociale kapital. Der er således tale om en
god cirkel – eller dårlig, i de områder, hvor den sociale kapital er lav.
Ser man på økosamfundsbeboernes individuelle score på den lokale sociale
kapital, hænger den først og fremmest sammen med, hvor længe man har boet i
økosamfundet. Jo længere tid, man har boet i økosamfundet, desto større er
sandsynligheden for at have en høj score – ikke så overraskende, da man jo også
har haft længere tid til at skabe lokale kontakter. Imidlertid viser tabel 34, at
dette kun gælder, såfremt man også deltager i de aktiviteter, der findes lokalt.
For de personer, som sjældent eller aldrig deltager i lokale aktiviteter, forsvinder
sammenhængen fuldstændig, og for personer, som kun deltager enkelte
gange, er den akkurat ikke signifikant. Lokal social kapital kommer altså ikke
automatisk, bare man bor længe nok i et område.
241

Tabel 34: Sammenhæng mellem boliganciennitet og lokal social kapital
kontrolleret for deltagelse i lokale aktiviteter
χ 2 γ N
Deltager hver gang /de fleste gange χ 2 =39,452 df=4, p= 0,000 γ=,383, p=0,000 162
Deltager enkelte gange χ 2 =9,175 df=4, p= 0,057 γ=,222, p=0,104 129
Deltager sjældent/aldrig χ 2 =2,645 df=4, p= 0,619 γ=,035, p=0,801 120
Sammenhæng mellem kapitalformerne
Efter således at have set på de forskellige kapitalformer hver for sig, har jeg i
nedenstående tabel 35 opsummeret de marginale relationer mellem de forskellige
former for social kapital på individniveau 83 .
Tabel 35: Relationer mellem de forskellige former for social kapital
ISK FSK USK LSK
ISK 0 --- ---
FSK 0 0 +++
USK --- 0 --
LSK --- +++ --
0= ingen retningsbestemt sammenhæng, dvs ingen signifikant γ
---= stærk negativ sammenhæng, γ0,.4
Tabellen viser, at at intern social kapital har ingen eller negativ sammenhæng
med alle de andre kapitalformer. Der er ingen sammenhæng med formel social
kapital. Det betyder, at interne relationer samlet set tilsyneladende ikke har
hverken fremmende eller hæmmende virkning på engagement i foreninger og
frivilligt arbejde. Dog så vi i afsnittet om formel social kapital, at der er noget,
der tyder på, at dem, der har mange nære relationer i økosamfundet, er mindre
foreningsaktive udadtil. Intern social kapital har negativ sammenhæng med
uformel og lokal social kapital. Jo bedre, man har det internt i økosamfundet,
desto mindre oplever man tilsyneladende at have behov for at skabe og vedligeholde
sociale relationer udenfor. Eller med en formulering, der tolker kausalite-
83 Dette er kun marginale tal. Det kunne være meget interessant at elaborere yderligere på disse sammenhænge,
men tallene tillader desværre ikke nogen solide konklusioner, da tabellernes celler bliver
meget tynde, hvis man elaborerer.
242

ten omvendt: jo flere kontakter, man har udadtil, desto mindre engagerer man
sig i økosamfundet, hvor man bor.
Uformel social kapital er heller ikke relateret til formel social kapital. Kontakter
uden for økosamfundet og foreningsaktivitet hverken fremmer eller
hæmmer hinanden. Derimod er der en svagere negativ sammenhæng mellem
uformel og lokal social kapital. Det lader altså til, at man overvejende har sine
eksterne kontakter enten i lokalområdet eller andre steder.
Formel social kapital og lokal social kapital er positivt relateret til hinanden,
men negativt eller slet ikke til de andre kapitalformer. Et højt foreningsengagement
og et højt engagement i lokalområdet følges således ad – ikke så underligt,
da mange foreninger arbejder ud fra lokalafdelinger, uanset om der er tale om
hjælpeorganisationer, idrætsklubber, miljøorganisationer eller politiske partier.
På baggrund af tabellen kan man opstille den hypotese, at der blandt økosamfundsbeboerne
er tre overordnede måder at engagere sig socialt på. Der er for
det første dem, der hovedsageligt engagerer sig internt i det fællesskab, hvor de
bor, deltager i fællesskabets arrangementer og udvikler nære venskaber med
andre beboere. For det andet er der dem, der overvejende engagerer sig i deres
uformelle forbindelser uden for økosamfundet – venner, bekendte, kolleger – og
for det tredje er der dem, der hovedsageligt engagerer sig i foreningslivet og lokalområdet
uden for økosamfundet. Det kunne være meget interessant at undersøge
denne hypotese nærmere, gerne ved hjælp af såvel kvalitative som kvantitative
analyser.
Social kapital i økosamfund – opsamling
Det ligger i sagens natur, at det er umuligt at fastslå, om de høje niveauer af social
kapital, skalaerne måler i økosamfundene, er udtryk for reelt eksisterende
relationer eller blot ønsketænkning. Det kan teoretisk set tænkes, at der blot eksisterer
en stærk norm i økosamfundene om, at man skal ”komme hinanden
ved” og hjælpe hinanden, og at dette fører til, at man svarer sådan, som man
ville ønske, det forholdt sig. Fænomenet er velkendt fra f.eks. undersøgelser af
kost- og motionsvaner: man ved godt, hvad der er det ”rigtige” svar og svarer
derefter. Hvis det er tilfældet, kan man ikke konkludere andet end, at normen
om tætte sociale relationer er stærk i økosamfundene. F.eks. spørgsmålet om
nogen ville undersøge om der var sket en ældre noget – hvem kan næsten bære
at sige nej til det? Hvis det er tilfældet, er der imidlertid tale om et meget vel-
243

udviklet og udbredt selvbedrag, som imidlertid ikke omfatter f.eks. de lokale relationer,
hvor scoren ligger langt lavere.
Alt i alt finder jeg det mere plausibelt, at det i det store og hele er lykkedes
mange af økosamfundene at oparbejde en stor beholdning af social kapital. Hvis
der findes økosamfund med meget lave niveauer af social kapital, skal de tilsyneladende
findes blandt dem, der ikke har deltaget, eller som har lav svarprocent.
Mest tydeligt er det på den interne sociale kapital, som jo også var den, de citerede
beboere var mest optaget af og havde mest at sige om. Kirsten Marie
Raahauge har i sin analyse af et sønderjysk parcelhuskvarterer påpeget, hvordan
etableringen af nabofællesskaber betyder, at hjemmets grænser udvides, så
hjemligheden så at sige flyder ud i hele kvarteret (Raahauge 2007b). Det samme
kan man sige, at der sker i økosamfundene. Det er så at sige lykkedes dem
at hjemliggøre hele fællesskabet og dermed også etablere en form for kvasifamiliære
relationer mellem beboerne. Raahauge påpeger imidlertid også, at
udviskning af grænser indadtil ofte betyder skarpere grænser udadtil. Også i
økosamfundene går der tilsyneladende en ganske klar grænse for, hvor den sociale
kapital når ud, og hjemligheden stopper så at sige ved økosamfundets port.
Tallene for den lokale sociale kapital viser i hvert fald, at økosamfundsbeboerne
ikke er mere aktive end andre til at knytte lokale kontakter, så snart det drejer
sig om personer, der ikke bor i selve økosamfundet.
Det betyder dog ikke, at økosamfundene er isolerede fra omverdenen, for beboerne
er lige så aktive som andre i foreningsdeltagelse og frivilligt arbejde og
har et stort antal uformelle kontakter, venner og forbindelser uden for økosamfundet.
Vennerne bor bare ikke i det umiddelbare lokalsamfund.
For at bygge videre på brometaforen kan man måske sige, at de broer, der
bygges fra økosamfundet, mere har karakter af luftbroer, altså forbindelser, der
rækker langt væk fra det lokale nærområde. Økosamfundene ligger således som
øer af social kapital uden faste forbindelser til det nære område. Jeg har forsøgt
at illustrere dette i figur 16 på næste side:
244

Figur 16: Økosamfundene som øer af social kapital
Et uopfyldt kritisk potentiale
Et af de omdebatterede problemer i social kapital-litteraturen er, hvorvidt social
kapital forudsætter en vis homogenitet for at blomstre. Danmark, som er et
land, der ofte scorer højt på forskellige mål for social kapital og generaliseret
tillid, er også et etnisk og kulturelt meget homogent land. Gullestads tidligere
citerede analyse af den norske betoning af lighed i betydningen enshed som
forudsætning for ligeværdig social interaktion, og den danske antropolog Anne
Knudsens tilsvarende analyse af danskerne, peger i samme retning (Gullestad
1985; Knudsen 1996) og ved første øjekast synes analysen af økosamfundene
endnu engang at underbygge denne tese: økosamfundene er meget homogene
(kulturelt, uddannelsesmæssigt, økonomisk) og har et højt niveau af social kapital.
Imidlertid viser f.eks. Gullestads analyse ved nærmere eftersyn, at homogenitet
ikke er noget, der er givet en gang for alle; relativ homogenitet er noget,
der konstrueres. Et velkendt eksempel på dette er den øjelbikkelige forbrødrig,
der finder sted, når man som dansker i udlandet møder andre danskere. Jo længere
fra hjemmet, desto mere ens føler man sig, selv med landsmænd og -
kvinder, som man derhjemme sjældent ville støde på eller mene, man havde
245

noget til fælles med. Selv en svensker er faktisk næsten dansk, hvis man møder
ham i Australien.
Økosamfundene er ud fra en række socioøkonomiske variable ganske homogene,
men hvad der er vigtigere er formentlig, at de aktivt konstruerer sig som
ens indadtil. De lægger vægt på de ting, der forener dem, og underbetoner skillelinjer
og uenigheder. I forhold til deres umiddelbare naboer, derimod, konstruerer
de sig som anderledes – godt hjulpet af naboernes konstruktionsarbejde,
som også går ud på at konstruere forskellen mellem sig selv og ”de underlige
i økosamfundet”.
Hvorvidt dette er et problem, afhænger af øjnene, der ser. Økosamfundsbeboerne
er ikke alene om helst at ville bo i nærheden af nogen, der ligner dem
selv. Antropologen Siv Raun Andersen beskriver i den tidligere omtalte undersøgelse
af danske parcelhuskvarterer, at det er vigtigt at kunne blive anerkendt
af andre – bl.a. for sin boligindretning – og at det kan være svært, hvis man er
alt for forskellige (Andersen 2004). I en kultur, hvor nærhed forudsætter lighed,
kræver det et større arbejde at etablere og vedligeholde relationer, jo større forskel,
der er. Heri ligner økosamfundsbeboere således de fleste andre danskere,
som vælger, hvor de vil bo, ud fra pragmatiske overvejelser af, hvem de passer
sammen med. Er man optaget af alternativ spildevandsrensning og opvarmning,
har man større chance for at blive anerkendt for sit flotte rodzoneanlæg, muldtoilet
eller passivhus i et økosamfund end udenfor.
Som nævnt ovenfor er den sociale kapital differentielt værdifuld. Jo mere
mobil man er, og jo flere arenaer, man færdes i, desto mindre afhængig er man
af at have den lokale sociale kapital. Statistisk set må man formode, at økosamfundene
derfor faktisk selv er mindre afhængige af et levende lokalt miljø, end
deres naboer er. Den sociale kapital, der er opbygget i økosamfundene, kommer
– stort set – kun dem selv til gode. Ser man derfor på økosamfundene fra det
kritiske perspektiv, betyder deres karakter af sociale øer, at de ikke fuldt ud opfylder
det kritiske potentiale, de påberåber sig. Eller med andre ord: Så længe,
økosamfundene og lokalsamfundene konstruerer sig som forskellige fra hinanden,
vil de ældre fra landsbyen næppe have særlig meget lyst til at flytte i ollekolle
i økosamfundet.
246

Kapitel 9 Konklusion: Kritik fra
hverdagslivet
I dette sidste kapitel vil jeg indledningsvis opsummere hovedresultaterne af de
foregående kapitlers analyser. Derefter vil jeg perspektivere lidt bredere i forhold
til de to hovedfortællinger, jeg i indledningen lagde op til at fortælle om
økosamfundene.
Opsamling af resultater
I kapitel 3 viste jeg, at økosamfundenes beboere tegner sig på som en relativt
homogen gruppe, der uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og politisk skiller
sig markant ud fra gennemsnittet af den danske befolkning. Gruppen af økosamfundsbeboerne
rummer således en overrepræsentation af højtuddannede,
venstreorienterede personer med vestlig kulturel baggrund. Denne sociokulturelle
homogenitet danner baggrund for flere af de andre kapitlers analyser.
I kapitel 4 analyserede jeg økosamfundenes præsentationstekster med henblik
på at indkredse deres vision. Her fandt jeg, at økosamfundsvisionen bygger
på et kompromis mellem tre hovedkomponenter, som sammensættes i forskellige
kombinationer og vægtninger i de enkelte fællesskaber: For det første en
øko-industriel komponent som tager naturen som model og målestok; for det
andet en naturcentreret variant af New Age-spiritualitet; og for det tredje en ny,
lokalt forankret hjemlighed baseret på et moderne familiaritets- og ruralitetsideal.
Kernen i visionen er et ønske om at påvirke udviklingen fremover i en anden
retning, end den har haft hidtil, men uden at de skal forstås som en tilbagerulning
af modernitetens landvindinger.
I kapitel 5 analyserede jeg, hvordan disse visioner så i praksis spiller sammen
med hverdagslivet, når en gruppe mennesker skal etablere et nyt økosamfund.
Analyserne viste, at det øko-industrielle aspekt var det, der i højeste grad blev
aktiviteret i diskussionen, formentlig fordi den øko-industrielle grammatik er
lettere tilgængelig for de fleste og beslægtet med velkendte måder at forholde
sig på i dagligdags situationer. Kun dette aspekt blev af gruppen etableret på
retfærdiggørelsesniveauet, dvs. at alle individuelle modeller for varmeforsyning
skulle leve op til bestemte øko-industrielle standarder. Kapitlet viste også, at
der er forskel på, hvor svært det er at generalisere en diskussion, alt efter hvilket
af hverdagslivets domæner, den drejer sig om. Det lod sig således gøre i
247

spørgsmålet om varmeinstallationer, men ikke i spørgsmålet om husenes størrelse.
Det kunne tyde på, at jo større konsekvenser, et givet tiltag vil have for
udformningen af selve huset, desto større arbejde kræver det at få etableret krav
om generelle retfærdiggørelsesprincipper som legitime. Kapitlets analyse viser
også, at bæredygtighed så langt fra at være en objektiv størrelse er svært fastlæggeligt
og hovedsageligt negativt afgrænset. Det er således lettere at etablere
noget som ikke-bæredygtigt end det modsatte.
I kapitel 6 analyserede jeg mødernes rolle i økosamfundene i lyset af den
udbredte frustration over deres manglende effektivitet. Analysen peger på, at
møderne bliver brugt til mange andre ting end at være fora for beslutninger.
Mødet er en del af økosamfundets hverdagsliv og måske den del af det, der gør
hverdagslivet i økosamfund anderledes end andre hverdagslivsformer, idet det
er på møderne, at hverdagslivets praksisser møder de kritiske ambitioner. Hvis
der ikke blev holdt møder, ville økosamfundene ikke lægere kunne have det kritiske
som en del af deres identitetsskabende potentiale. Møderne er så at sige
hverdasglivets selvrefleksion. Ikke alene er det som vist i kapitel 5 på møderne,
at økosamfundenes kritiske visioner omsættes til praksis, men selve møderne
fungerer også som en performativ demonstration af et af økosamfundenes idealer,
nemlig konsensusdemokratiet. Derudover har møderne som nævnt en rituel
funktion, idet de virker integrerende på fællesskaber. Møderne kan dog også
have utilsigtede og måske problematiske konsekvenser og øge eller i hvert fald
ikke modvirke den sociale ensretning af økosamfundsbeboerne. Den måde, man
holder møder på i økosamfund, understøtter og virkeliggør ét aspekt af deres
kritiske vision, nemlig det direkte konsensusdemokrati, men modvirker andre
dele, f.eks. idealet om social mangfoldighed.
Kapitel 7 handlede om forældres forventninger til familielivet i økosamfundet.
Kapitlet viste, at økosamfundet ligesom de tidligere kollektiver bliver set
som en løsning på familiens problem, men at dette formuleres på en meget anderledes
måde i dag end i kollektivernes storhedstid. Fra at være en undertrykkende
institution er familien i dag en værdifuld, men skrøbelig størrelse, og fællesskabet
er således en støttende ramme snarere end en erstatning for familien.
Dette hænger sammen med ændringer i hele samfundet, bl.a. med, at kernefamilien
har mistet sin imperative karakter.
I kapitel 8 analyserede jeg økosamfundene ud fra begreber for social kapitallitteraturen.
Analysen viste, at økosamfundene har meget høj social kapital, især
248

internt og i forhold til uformelle relationer til venner og bekendte. Derimod ligger
de ikke højere end andre, hvad angår engagement i foreningslivet, og de har
meget få sociale bånd til deres umiddelbare naboer i lokalsamfundene uden for
økosamfundene. Det hænger sammen med, at der foregår et aktivt arbejde med
konstruktion af enshed indadtil og forskellighed udadtil, både fra økosamfundenes
og lokalsamfundenes side.
Gode spørgsmål – gode svar?
Efter således at have opsummeret afhandlingens væsentligste resultater vil jeg i
resten af kapitlet vende tilbage til de perspektiver, jeg opstillede i indledningen,
og se på, hvad der er kommet ud af at se økosamfundene i det dobbelte lys som
samfundskritik og som hverdagsliv.
Hverdagslivsperspektivet har, mener jeg, især bidraget til at belyse begrænsningerne
i økosamfundenes kritiske ambition. Både de konkrete begrænsninger,
som når det f.eks. ikke lykkes for en gruppe at gennemføre en kritisk refleksion
af alle de relevante valg, og de mere principielle begrænsninger som hænger
sammen med de blinde pletter, ethvert perspektiv, også økosamfundenes kritiske
perspektiv, har. Mere om dette lidt længere nede.
Samfundskritik-perspektivet kan, som jeg skrev i indledningen, anlægges
med to forskellige formål. Det ene formål er at bruge økosamfundene som spejl
eller prisme, og så at sige via studiet af økosamfundene få øje på nogle af de
spørgsmål, der udfordrer det eksisterende samfund. Det andet formål er at positionere
økosamfundene som avantgarde eller model, dvs. at lære af de svar, de
tilbyder, på de væsentlige spørgsmål, og evt. søge at udbrede disse svar til resten
af samfundet (jf. Marres 2009).
I det følgende vil jeg først se på, hvad det er for spørgsmål, økosamfundene
stiller, og argumentere for, at det er spørgesmål, der er relevante og væsentlige
for en langt bredere skare end de forholdsvis få mennesker, der selv bor i økosamfund.
Dernæst vil jeg diskutere, hvorvidt økosamfundenes svar har lige så bred
gyldighed. Den korte version er, at økosamfund godt kunne være større, end de
er, men at de ikke efter min mening kan fungere som modellen for samfundets
generelle udvikling.
249

Udfordringer fra økosamfundene
Hvad er det så for problemer, de formulerer for os? På baggrund af afhandlingens
analyser vil jeg nævne tre problemer, som øksoamfundene peger på som
væsentlige.
For det første er der – som i kollektivbevægelsens dage – familiens problem,
men i en ny formulering. For de fleste mennesker i Danmark i dag er såvel arbejde
som familie vigtige og identietsbærende. Til forskel fra de fleste andre
samfund til de fleste tider tager både mænd og kvinder såvel arbejdslivet som
forældrerollen alvorligt. Det betyder, at de står mellem to sæt af krav, der hver
for sig er potentielt næsten grænseløse. Langt de fleste job i dag kræver et personligt
engagement af medarbejderne, som gør det svært at begrænse i tid, selv
hvis man havde den økonomiske frihed til det. Samtidig har den samfundsmæssige
viden om børns behov, lydhørheden over for børns ønsker og respekten for,
at børn har noget at skulle have sagt om deres eget liv, formentlig aldrig været
større. Dette problem er langt fra nyt, faktisk er det så banalt, at jeg alvorligt
overvejede, om det gav mening at formulere det endnu engang. Men faktum er,
at selvom problemet ofte bliver formuleret i den offentlige debat, så bliver det i
reglen ikke formuleret i sin fulde kompleksitet. Dem, der formulerer det, har ofte
en dagsorden, der får dem til at forenkle problemet på én af to måder.
Den ene version er – groft sagt – at ”børn i dag lider under fraværende forældre
– hvis en af forældrene kom helt eller delvist hjem til børnene, ville problemet
være løst”. Den anden version er en reaktion på ovenstående og lyder lige
så groft formuleret ”Dem, der siger, at børnene lider, er ude på at få kvinderne
hjem til kødgryderne – hvis vi bliver af med dem og dropper den dårlige
samvittighed, er problemet løst”. De veluddannede grupper, som f.eks. økosamfundsfamilierne,
er dem, der har dette problem tættest inde på livet. Den første
foreslåede løsning, nemlig med en arbejdsdeling internt i familien – at den ene
(i tidligere tid var det i hvert fald oftest manden) er primært ansvarlig for forsørgelsen
og den anden primært ansvarlig for familien – tror de ikke på. Den er
ikke tilgængelig for dem, eller ikke legitim. Kvinderne kan ikke se sig selv i deres
mødres eller bedstemødres rolle, og mændene er heller ikke indstillet på at
være fraværende fra familien i samme grad som deres fædre eller bedstefædre
var det. Men hverken mødre eller fædre kan helt lukke ørerne for den stemme,
der siger dem, at ”børn er et underligt gammeldags folkefærd. De kan godt lide
at have deres forældre i nærheden”, og selv om undersøgelser viser, at alminde-
250

lige børn ikke tager skade af at være i institution, så er der et langt stykke fra en
barndom, der ikke ligefrem gør skade på børnene og til den ustressede barndom
med masser af tid og nærvær, som måske aldrig har eksisteret, men som børn
og forældre ikke kan holde op med at drømme om. I denne situation er der så
nogle enkelte forældre, som vælger økosamfund eller bofællesskaber som en
delvis løsning af problemet. Men selv blandt de meget større grupper, som ikke
gør det, er problemet der stadig væk.
Det andet problem, som økosamfundene formulerer, er bæredygtighedens
problem: Hvordan skaber vi mulighed for – med Latours ord – at udvide fællesskabet
til økosystemer, biosfæren og fremtidige generationer uden at ofre relevante
hensyn til mennesker her og i andre dele af verden? I modsætning til familieproblemet
bliver dette problem – eller rettere: denne store samling af problemer
– dagligt formuleret i sin fulde kompleksitet, og derfor vil jeg ikke gå i
detaljer med det her. Bæredygtighedens problem er således faktisk et eksempel
på et problem, som i løbet af dette projekts løbetid har bevæget sig til toppen af
samfundsdagsordenen i en grad, så vi lige for tiden måske ikke behøver intentionelle
fællesskaber til at minde os om det.
Det sidste af de væsentlige problemer, økosamfundene formulerer, vil jeg
kalde fællesskabets problem. Forsøget på at forene ønsket om på den ene side et
varmt og trygt fællesskab – på den anden side frihed fra snærende konformitet
og social kontrol. Sociologen Rosabeth Moss Kanter er inde på det i sin afsluttende
diskussion af, hvorfor de nye intentionelle fællesskaber er mindre stabile
end de gamle:
”Individet konstruerer sin egen sociale verden på baggrund af de myriader af
valgmuligheder, han står overfor, og chancen for, at mange andre vil konstruere
deres på nøjagtig samme måde, er meget mere begrænset end i forrige århundredes
mindre mangfoldige miljø.” (Kanter 1972:172-3)
I sociologien og især i den populærsociologiske samfundsdebat fremstilles individualiseringen
ofte som problematisk på en måde, så man kunne få det indtryk,
at den skyldes enten manglende moral (egoisme) eller manglende indsigt
(falsk bevidsthed), idet et mere kollektivt eller socialt liv anses for at være både
moralsk bedre og mere rationelt i den forstand, at vi jo alle er afhængige af hinanden
og det stærke uafhængige individ dermed er en myte. Dette er imidlertid
kun den halve sandhed. For ligeså vel, som vi ikke kan klare os uden hinanden
og slet ikke som individer løse de alvorlige problemer, samfundet står over for,
(som f.eks. familiens og bæredygtighedens problemer), lige så lidt kan vi vende
251

tilbage til tidligere tiders hierarkiske kollektiver. Aftraditionaliseringen er en
ensrettet gade. Snarere end manglende indsigt kan man måske sige, at en af eksistentialismens
centrale indsigter er blevet allemandseje, nemlig den, at vi alle
sammen til syvende og sidst selv skal stå til regnskab for, hvad vi gør med vores
liv inden for de rammer, vi har fået. Igen er der tale om et reelt dilemma,
som økosamfundene er med til at pege på.
Spørgsmål for de mange – svar for de få
Økosamfundene stiller således nogle spørgsmål, som er bredt relevante. Men er
de svar, de giver, så lige så gyldige – kan de med rette påberåbe sig rollen som
avantgarde? På det helt umiddelbare niveau er svaret nej af den simple grund, at
økosamfundene er så få og små, og det tager så lang tid at etablere nye, at de
ikke vil kunne nå at blive etableret hurtigt nok. På et mere overordnet niveau
mener jeg stadigvæk, at svaret er nej, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere. I
første omgang vil jeg dog uddybe mit første nej lidt yderligere.
Økosamfund er ikke for alle – men de kunne godt være noget for flere, end
tilfældet er i dag. Når ca. 1.000 mennesker bor i økosamfund i dag, dækker de
over et ukendt antal, som har boet der, men er flyttet, eller som kunne overveje
at bo der. De fleste eksisterende økosamfund har haft mange mennesker igennem
som har været nysgerrige og interesserede og som måske endda på et tidspunkt
har haft alvorlige planer om at flytte ind i økosamfundet, men som alligevel
ikke gør det af forskellige grunde – som f.eks. de to børnefamilier, jeg har
talt med. Blandt de mange er der formentlig nogle, som gerne ville have boet i
økosamfund, men som fandt, at barrierne var for store. Dette underbygges af, at
mange økosamfund, når de først eksisterer, har lange ventelister til ledige boliger.
Der lader altså til at være et uopfyldt behov. Her kunne samfundet godt understøtte
etableringen af alternative bosætninger mere, end tilfældet er i dag, og
hjælpe med at udvikle institutionelle rammer, som kunne reducere de praktiske
barrierer, der er forbundet med at etablere nye intentionelle fællesskaber.
At flytte i økosamfund er ikke på samme måde som at flytte i lejlighed eller
parcelhus en standardløsning i vores samfund, og hverken de juridiske, kulturelle
og økonomiske systemer er indrettet på denne mulighed. Dette bidrager også
til, at man skal have en del ressourcer for at kunne etablere et nyt økosamfund,
og for at komme ind i et gammelt skal man have en særlig form for social kapital.
Hvis det var lettere at etablere nye fællesskaber, kunne det også tænkes, at
252

mangfoldigheden blev lidt større. Man kunne sagtens forestille sig, at f.eks. mere
pragmatiske forvaltningspraksisser og en større åbenhed for eksperimenter i
udviklingen af såvel eksisterende som nye byområder kunne føre til, at økosamfund
eller lignende boformer kunne blive et reelt tilgængeligt boligalternativ for
alle dem, der kunne ønske det.
Alligevel – selv hvis man forestiller sig, at staten tog positivt stilling til fordel
for intentionelle fællesskaber, ligesom det f.eks. tidligere var tilfældet i New
Zealand og Israel (Sargisson og Sargent 2004), mener jeg stadig ikke, at de kan
holde til at blive sat op som modelløsning på samfundets problemer.
Før jeg begrunder yderligere, hvorfor jeg mener sådan, vil jeg gerne lige kort
begrunde, hvorfor det overhovedet giver mening at diskutere spørgsmålet. Jeg
mener, at når man, som økosamfundsbevægelsen (i langt højere grad end flertallet
af økosamfundsbeboerne) gør det, i sin retorik stiller en vision op, der påberåber
sig gyldighed for samfundet som helhed, så fortjener de også, at man
tager dem alvorligt. Det gør jeg derfor i det følgende.
Den første grund til, at økosamfundene ikke kan ses som en avantgarde, der
viser vej for alle andre, er, at selv om der sandsynligvis er flere end de nuværende
økosamfundsbeboere, der kunne have lyst til at bo på mere fællesskabsorienterede
måder, er der givet også grupper – som jeg af gode grunde kun indirekte
er stødt på i forbindelse med dette projekt – som absolut ikke ville ønske
at bo i økosamfund, uanset hvor nemt det var. Socialiteten har altid sin pris i
form af social kontrol, og et samfund, der kun består af små, trygge fællesskaber,
vil være lige så trangt og kedeligt, som et samfund, hvor der slet ikke er
plads til dem. Privatheden bag hækken og anonymiteten i storbyen rummer andre
kvaliteter end økosamfundets designede hjemlighed.
Den anden grund er, at økosamfundenes egne løsninger på de problemer, de
rejser, ikke er så overbevisende, at der ikke er brug for en fortsat debat om dem
og om andre potentielle løsningsmuligheder. Som jeg var inde på i kapitel 7, er
det ikke sikkert, at familiernes grundlæggende tidsproblem løses i økosamfundene,
selv om det måske nok mildnes. Bæredygtighedsproblemerne er så store,
at alle efterhånden er enige om, at de kræver handling på andre og mere politiske
niveauer end niveauet for private livsstilsvalg. Og fællesskabets problem er
formentlig et, som hvert individ må finde sin egen løsning på.
Den tredje grund er, at for hvert vigtigt problem, økosamfundene rejser og
prøver at finde løsninger på, er der lige så mange vigtige problemer, som de ik-
253

ke forholder sig til. Ekstrapolerer man økosamfundenes vision om de små, nære
samfund til hele Danmark, er det et åbent spørgsmål, hvor f.eks. byerne bliver
af – dels de fysisk eksisterende byer, som der allerede er investeret umådelige
ressourcer i, og dels de institutioner, som er afhængige af byernes koncentration
af mennesker og højt specialiserede eksperter for at fungere: universiteter, symfoniorkestre
og specialhospitaler. Økosamfundene gør heller ikke meget ud af
at redegøre for, hvor de vil gøre af de kriminelle, misbrugerne og de psykisk
syge. Hvis økosamfundsbevægelsen mener sin holistiske ambition alvorligt,
kunne det være godt, hvis den brugte noget tid på at komme med nogle svar på
disse og andre spørgsmål.
At skrive i et moraliseret felt
I mit arbejde med denne afhandling er jeg gang på gang stødt på ganske stærke
følelser, som økosamfundene og deres visioner – og ideen om dem – kunne afføde
hos andre forskere og hvem jeg ellers mødte. Da disse har påvirket min
tænkning om feltet ganske meget, vil jeg gerne gå lidt mere ind i dem her.
I den ene ende af spektret ligger en kritisk holdning, som det fremgik af den
citerede debat om halmballemanden eller f.eks. repræsenteret ved nedenstående
citat:
”Udmelderen er den, der skaber sit eget lille samfund. Økotumper, christianitter
og produktionskollektivister. Udmelderen vil ikke have noget som helst med samfundet
at gøre. Han vil ikke arbejde som andre. Producere som andre. Betale
moms som andre. Leve som andre. Og dog. Han vil særdeles gerne have fred i
landet og sikkerhed for kriminelle. Han vil gerne have rent vand og ren luft. Lejlighedsvis
vil han gerne have transport, uddannelse og sundhed. Hele udmelderens
liv er indrettet på, at han ikke skal gøre noget som helst for fællesskabet,
mens fællesskabet skal stå på pinde for ham. I virkeligheden kan udmelderen kun
holde fri, fordi andre går på arbejde. Have rene hænder, fordi andre har snavsede
hænder. Være ustresset, fordi andre er stressede. Udmelderens liv er ikke udtryk
for nogen sympatisk utopi. Der er kun utopiske redningsbåde til en brøkdel af befolkningen.”
(Antorini et al. 1999, her cit. fra Information, 31.12.1999)
I den anden ende ligger en til helliggørelse grænsende idealisering, som ikke
mindst er til stede blandt sociologer og andre forskere. Et eksempel herpå er antropologerne
James R. Veteto og Joshua Lockyers artikel om permakulturfilosofien:
”Vi hævder, at permakulturbevægelsen fungerer som en slags naturligt laboratorium,
hvor man kan eksperimentere med potentielt bæredygtige løsninger. Endvidere
tror vi, at vi ved at engagere os i denne bevægelse kan skabe en kraftfuld dialektik
mellem antropologisk teori og praksis på den ene side og aktiv, bæredygtighedsorienteret
kulturkritik på den anden. Ved at engagere os i denne dialektik
søger vi at hjælpe til med at konstruere en antropologi, der produktivt kan bidrage
254

til en forståelse, ikke kun af, hvordan verden er, og hvordan den er blevet sådan,
men også af, hvordan verden kunne være, og hvordan vi kan komme derhen.”
(Veteto og Lockyer 2008: 53)
Mange af antropologiens klassiske indsigter lader til at være sat i parentes i
denne artikel; jeg tænker især på advarslen mod at go native og overtage en lokal
kulturs selvforståelse ukritisk, og formaninger om også at se på f.eks., hvordan
den virker differentielt i forhold til forskellige grupper, eventuelle utilsigtede
konsekvenser o.lign.
I meget af litteraturen virker det, som om de forskere, der beskæftiger sig
med intentionelle fællesskaber, bevæger sig ind på et område, hvor de almindelige
sociologiske og antropologiske redskaber ikke kan bruges. Som følge heraf
bliver det ganske svært at diskutere emner som f.eks. afstanden mellem økosamfundsbevægelsens
vision og de enkelte medlemmers motiver; strukturelle
træk i øksosamfundene og disses konsekvenser mv. Tanken har strejfet mig,
om det kan være det utopiske tomrum efter sammenbruddet af den virkeliggjorte
socialisme, der har fået velmenende samfundsforskere til at se sig desperat
om efter et nyt kritisk alternativ til den vestlige kapitalistiske mainstream.
På min vej gennem dette moraliserede felt har jeg forsøgt at holde balancen.
Jeg har stor sympati for mange økosamfundsbeboere og for deres visioner, men
samtidig er jeg ikke sikker på, at hverken økosamfund eller den almindelige oplysning
er tjent med en ukritisk tiljublen, så lidt som med en lige så ureflekteret
dæmonisering. Lige så vigtigt, som det er, at der i et samfund er plads til mangfoldige
livsformer, lige så vigtigt er det, at én livsform ikke – fordi den selv gør
krav på at være kritisk – hæves over kritik.
255

English summary
This dissertation is about Danish eco-villages. The empirical field consists of 18
ecovillages, all members of the Danish National Ecovillage Organisation (LØS)
and home to about 1.000 people. The ecovillages are scattered across Denmark,
most within commuting distance of the university cities of Copenhagen, Aarhus,
Aalborg and Odense.
Ecovillages are usually studied within the tradition of intentional communities.
This means that most of the research focuses on the critical or utopian aspect
of the ecovillages, more or less ignoring the everyday life aspect. In order
to repair this omission this dissertation includes theories of everyday life along
with theories of intentional community and utopias. Although ecovillages are
often portrayed as exceptional and as radically different from the surrounding
society, they are still a part of this society and as such exposed to the same basic
conditions of life in late modernity as everybody else. In a cultural critiqueperspective
ecovillages appear to be primarily a special form of cultural critique,
incidentally also constituting a place of residence for its participants. In
an everyday life-perspective, on the other hand, ecovillages appear as primarily
a home or dwelling-place with the critique-dimension forming an important part
of its distinguishing and identity-forming potential.
The analyses comprising the dissertation are based on an empirical study including
participant observation of meetings in a group of would-be ecovillages,
qualitative interviews with the participants in the group, and survey data collected
from approximately 500 residents of 18 Danish ecovillages. In addition,
the published texts of the eco-village movement have been analysed.
The initial descriptive analysis shows that the residents of the ecovillages are
a relatively homogeneous group, differing from the background population on
variables such as education, occupation, and political preferences. There is a
marked overrepresentation of residents with tertiary education and corresponding
jobs. Politically, they are substantially more likely to vote for left-wing parties
than the background population, and non-Western ethnic groups are underrepresented.
Chapter four analyses the official texts of the ecovillage movement in order
to identify their vision for society. The analysis shows that the ecovillage vision
consists of a compromise between three main components, which are weighted
256

and combined in various ways in the individual communities. One is an ecoindustrial
component referring to nature as a model and a standard, strongly inspired
by permaculture design ideals. Another is a nature-centred version of
New Age-spirituality; and the third is a new, locally anchored rural domesticity
based on modern family ideals. The vision is basically about changing the direction
of societal development to establish more sustainable lifestyles without
rolling back the advantages of modernity.
Chapter five analyses the practical work of operationalizing the ecovillage
vision in the process of establishing a new ecovillage. The analysis shows that
the eco-industrial aspect is the easiest to employ in practice, probably because
of its affinities with familiar concerns of effectiveness, saving etc. This was the
only aspect established by the group as a standard against which all private
plans for e.g. choice of heating technologies should be measured. The chapter
also shows the difficulties connected with generalising discussions touching
certain areas of everyday life. In the area of heating technology the group succeeded
in establishing a generally valid standard, but in the area of house size
they did not. This indicates that the house itself has a special status, making it
harder to legitimize subjecting choices influencing the house itself to group approval.
In addition, the analysis demonstrates the non-objective and elusive nature
of the concept of sustainability and how it is easier to reject technologies
on grounds on unsustainability than accept them as sustainable once and for all.
Chapter six analyses the function of meetings in the ecovillages in the light
of widespread frustration over their perceived lack of efficiency. The analysis
indicates that the meetings are actually used for many purposes besides decision-making.
The meeting is an important element in the everyday life of
ecovillages and possibly central in constituting the otherness of ecovillages
compared to other forms of everyday life. It is in the meetings that everyday
practices are or can be confronted with the critical ambitions of the ecovillages.
Ecovillages without meetings would thus no longer be able to claim any potential
of critique as part of their identity. In addition to this, the meetings serve as
a performative demonstration of the central ecovillage ideal of consensual decision
making. Meetings also serve a ritual-like function which helps establish
cohesion in the communities. However, the meetings may also have unintended
and perhaps damaging consequences in that the meeting form favors persons
with particular sets of competences. This may contribute in unintended ways to
257

the social homogeneity of the ecovillages. In sum, the way meetings are held in
ecovillages supports parts of their vision (cohesion and consensus), but undermines
other parts (social diversity).
Chapter seven deals with parents’ expectations of family life in the ecovillages.
Based on interviews with parents of young children the chapter shows
that ecovillages are seen as a protective frame for the family. In contrast to the
view of the family as inherently problematical held by the commune movement
in the seventies, today’s potential ecovillagers perceive the family as immensely
valuable and rather fragile and in need of support. The chapter argues
that this should be understood in the light of broad changes in the role of the
family within Danish society.
Chapter eight analyses ecovillages as conscious attempts to build social capital.
Based on survey data, four scales measuring different aspects of social capital
are constructed and analysed. The analyses show ecovillages to possess large
amounts of internal social capital but rather weak ties to their immediate
neighbours.
Chapter nine summarizes the results of the analyses and discusses the overall
critical potential of the ecovillages in the light of what has been learned. It is
argued that ecovillages are a valuable lifestyle option for some but cannot live
up to the ecovillage movement’s proclaimed goal of being a model for society
as a whole.
258

Dansk resumé
Denne afhandling handler om danske økosamfund. Det empiriske felt, afhandlingen
undersøger, består af 18 økosamfund, som er medlemmer af LØS
(Landsforeningen for Økosamfund). Tilsammen bor der små 1.000 mennesker i
disse fællesskaber, som ligger fordelt i Danmark, de fleste inden for pendlerafstand
af universitetsbyerne København, Århus, Odense og Aalborg.
Økosamfund er som regel blevet studeret som intentionelle fællesskaber. Det
betyder, at man i overvejende grad har fokuseret på det, man kan kalde økosamfundenes
kritiske eller utopiske aspekt og i mindre grad på det, jeg vil kalde
hverdagslivsaspektet. Denne afhandling inddrager derfor litteratur og teorier om
hverdagsliv side om side med litteratur og teorier om intentionelle fællesskaber.
Selv om økosamfund ofte fremstilles som undtagelser og som radikalt anderledes
end det omgivende samfund, er de samtidig også en del af dette omgivende
samfund og underlagt mange af de samme betingelser som alle andre. Hvor
samfundskritik-perspektivet ser økosamfundet som en bestemt form for samfundskritik,
som derudover også udgør et sted at bo og en ramme om medlemmernes
hverdagsliv, ser hverdagslivs-perspektivet økosamfundet primært som
bolig – men en bolig, der har den kritiske dimension som en del af sit distingverende
og identitetsskabende potentiale.
Afhandlingen bygger på en empirisk undersøgelse, der omfatter deltagerobservation
i et økosamfund i etableringsfasen, kvalitative interview med medlemmerne
samt spørgeskemadata indsamlet i 18 økosamfund. Desuden er der
gennemført analyser af økosamfundenes egne tekster.
Afhandlingens analyser viser, at økosamfundene beboere tegner sig som en
relativt homogen gruppe, der uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og politisk
skiller sig markant ud fra gennemsnittet af den danske befolkning. Gruppen af
økosamfundsbeboerne rummer således en overrepræsentation af højtuddannede,
venstreorienterede personer med vestlig kulturel baggrund. Denne sociokulturelle
homogenitet danner baggrund for flere af de andre kapitlers analyser.
Kapitel 4 analyserer økosamfundenes præsentationstekster med henblik på at
indkredse deres vision. Her fandt jeg, at økosamfundsvisionen bygger på et
kompromis mellem tre hovedkomponenter, som sammensættes i forskellige
kombinationer og vægtninger i de enkelte fællesskaber: For det første en økoindustriel
komponent som tager naturen som model og målestok; for det andet
259

en naturcentreret variant af New Age-spiritualitet; og for det tredje en ny, lokalt
forankret hjemlighed baseret på et moderne familiaritets- og ruralitetsideal.
Kernen i visionen er et ønske om at påvirke udviklingen fremover i en anden
retning, end den har haft hidtil, men uden at de skal forstås som en tilbagerulning
af modernitetens landvindinger.
Kapitel 5 analyserer, hvordan disse visioner så i praksis spiller sammen med
hverdagslivet, når en gruppe mennesker skal etablere et nyt økosamfund. Analyserne
viste, at det øko-industrielle aspekt var det, der i højeste grad blev aktiveret
i diskussionen, formentlig fordi den øko-industrielle grammatik er lettere
tilgængelig for de fleste og beslægtet med velkendte måder at forholde sig på i
dagligdags situationer. Kun dette aspekt blev af gruppen etableret på retfærdiggørelsesniveauet,
dvs. at alle individuelle modeller for varmeforsyning skulle
leve op til bestemte øko-industrielle standarder. Kapitlet viste også, at der er
forskel på, hvor svært det er at generalisere en diskussion, alt efter hvilket af
hverdagslivets domæner, den drejer sig om. Det lod sig således gøre i spørgsmålet
om varmeinstallationer, men ikke i spørgsmålet om husenes størrelse. Det
kunne tyde på, at jo større konsekvenser, et givet tiltag vil have for udformningen
af selve huset, desto større arbejde kræver det at få etableret krav om generelle
retfærdiggørelsesprincipper som legitime. Kapitlets analyse viser også, at
bæredygtighed så langt fra at være en objektiv størrelse er svært fastlæggeligt
og hovedsageligt negativt afgrænset. Det er således lettere at etablere noget som
ikke-bæredygtigt end det modsatte.
Kapitel 6 analyserer mødernes rolle i økosamfundene i lyset af den udbredte
frustration over deres manglende effektivitet. Analysen peger på, at møderne
bliver brugt til mange andre ting end at være fora for beslutninger. Mødet er en
del af økosamfundets hverdagsliv og måske den del af det, der gør hverdagslivet
i økosamfund anderledes end andre hverdagslivsformer, idet det er på møderne,
at hverdagslivets praksisser møder de kritiske ambitioner. Hvis der ikke
blev holdt møder, ville økosamfundene ikke lægere kunne have det kritiske som
en del af deres identitetsskabende potentiale. Møderne er så at sige hverdasglivets
selvrefleksion. Ikke alene er det, som vist i kapitel 5, på møderne, at økosamfundenes
kritiske visioner omsættes til praksis, men selve møderne fungerer
også som en performativ demonstration af et af økosamfundenes idealer, nemlig
konsensusdemokratiet. Derudover har møderne som nævnt en rituel funktion,
idet de virker integrerende på fællesskaber. Møderne kan dog også have
260

utilsigtede og måske problematiske konsekvenser og øge eller i hvert fald ikke
modvirke den sociale ensretning af økosamfundsbeboerne. Den måde, man holder
møder på i økosamfund, understøtter og virkeliggør ét aspekt af deres kritiske
vision, nemlig det direkte konsensusdemokrati, men modvirker andre dele,
f.eks. idealet om social mangfoldighed.
Kapitel 7 handler om forældres forventninger til familielivet i økosamfundet.
Kapitlet viser, at økosamfundet ligesom de tidligere kollektiver bliver set som
en løsning på familiens problem, men at dette formuleres på en meget anderledes
måde i dag end i kollektivernes storhedstid. Fra at være en undertrykkende
institution er familien i dag en værdifuld, men skrøbelig størrelse, og fællesskabet
er således en støttende ramme om snarere end en erstatning for familien.
Dette hænger sammen med ændringer i hele samfundet, bl.a. med, at kernefamilien
har mistet sin imperative karakter.
Kapitel 8 analyserer økosamfundene ud fra begreber for social kapitallitteraturen.
Analysen viste, at økosamfundene har meget høj social kapital, især
internt og i forhold til uformelle relationer til venner og bekendte. Derimod ligger
de ikke højere end andre, hvad angår engagement i foreningslivet, og de har
meget få sociale bånd til deres umiddelbare naboer i lokalsamfundene uden for
økosamfundene. Det hænger sammen med, at der foregår et aktivt arbejde med
konstruktion af enshed indadtil og forskellighed udadtil, både fra økosamfundenes
og lokalsamfundenes side.
Kapitel 9 samler op på afhandlingens resultater og diskuterer økosamfundenes
kritiske potentiale.
261

Litteratur
Abramitzky, R. 2008: “The limits of equality: Insights from the Israeli kibbutz.”
The Quarterly Journal of Economics, 123, (3) 1111-1159.
Abrams, Philip 1986: Neighbours. Cambridge: Cambridge University Press.
Abrams, P. & McCulloch, A. 1976: Communes, Sociology and Society. Cambridge,
London, New York, Melbourne: Cambridge University Press.
Abusabha, R. & Woelfel, M.L. 2003: “Qualitative vs quantitative methods:
Two opposites that make a perfect match.” Journal of the American Dietetic
Association, 103, (5) 566-569.
Aguilar, J. 2007: Intentional Communities and Social Change: How Communards
are Rethinking Activism. Boulder: University of Colorado.
Ahlin, Lars 2001: New age – konsumtionsvara eller värden att kämpa för? Teologisk
Institutionen, Lunds universitet.
Aidt, Naja Marie 2008: Poesibog. København: Gyldendal.
Albertsen, Niels 2008: “Retfærdiggørelse, ideologi, kritik.” Dansk Sociologi
19/2.
Allatt, P. 1993: “Becoming privileged: the role of family process.” i R. Bates &
G. Buckingham (red.): Youth and Inequality. Buckingham: Open University
Press.
Amit-Talai, Vered 2000: Constructing the field: Ethnographic Fieldwork in the
contemporary world. London: Routledge.
Andelson, J. G. 2002: “Coming Together and Breaking Apart: Sociogenesis and
Schismogenesis in Intentional Communities” i: Susan Love Brown (red.): Intentional
Community. An Anthropological Perspective. Albany, N.Y.: New
York State University Press, pp. 131-152.
Andersen, F., Andersen, A.S., & Deurs, A.V. 1970: Bogen om storfamilierne.
Århus: Rhodos.
Andersen, John og Løve, Flemming von Hadeln 2007: ”Social kapital og empowermentprocesser
i lokalsamfund” i Hegedahl, Paul og Rosenmeier, Sara
Lea 2007: Social kapital som teori og praksis. København: Samfundslitteratur.
Andersen, Siv Raun 2004: Over hækken. Speciale fra Institut for Antropologi,
Københavns Universitet.
Antorini, C., Dahl, H., Goldschmidt, L., Reiermann, J. og Wenneberg, S. 1999:
Borgerlige ord efter revolutionen. København: Gyldendal.
262

Bates, A. 1988: “Technological Innovation in A Rural Intentional Community,
1971-1987.” Bulletin of Science Technology & Society, 8, (2) 183-199.
Bazeley, P. 2007: Qualitative data analysis with NVivo. London: SAGE.
Bech, H. 2005: Kvinder og mænd. København: Hans Reitzels Forlag.
Beck, Ulrich og Beck-Gernsheim, Elisabeth 1995: The Normal Chaos of Love.
Cambridge: Polity Press.
Becker, H.S. 1998: Tricks of the Trade: How to Think About Your Research
While You're Doing It. Chicago: University of Chicago Press.
Bekin, C. 2005: “Research Ethics and Fieldwork at New Consumption Communities.”
4th International Critical Management Studies Conference, University
of Cambridge.
Bekin, C., Carrigan, M., & Szmigin, I. 2005: “Defying marketing sovereignty:
voluntary simplicity at new consumption communities.” Qualitative Market Research:
An International Journal, 8, (4) 413-429.
Bell, C. og H. Newby 1972: Community studies. London: Allen.
Bell, C. 1997: Ritual: Perspectives and Dimensions. New York: Oxford University
Press.
Berdes, C. 2005: “The necessary and sufficient conditions of community: Recreating
home and family in an intentional community for the elderly.” Gerontologist,
45, 421.
Berger, P. L. og Luckmann, T. 1967: The Social Construction of Reality: A
Treatise in The Sociology of Knowledge. New York: Anchor Books.
Berry, B.J.L. 1992: America’s Utopian Experiments. Communal Havens from
Long-Wave Crises. Hanover and London: University Press of New England.
Blasi, Joseph Raphael 1980: The Communal Future: The Kibbutz and the Utopian
Dilemma. Norwood, Pa.: Norwood Editions.
Blok, Anders og Jensen, T.E. 2009: Bruno Latour: hybride tanker i en hybrid
verden. København: Hans Reitzels Forlag.
Blondeau, Cécile og Sevin, J.-C. 2008: ”En sociologi der hele tiden sættes på
prøve.” Dansk Sociologi 19/2.
Boden, D. 1994: The Business of Talk: Organizations in Action. Cambridge:
Polity Press.
Boden, D. og Molotch, H. 1994: ”The Compulsion of Proximity” i: Boden, D.
og Friedland, R.: NowHere: Space, Time and Modernity. Berkeley: University
of California Press.
263

Boggs, C. 2001: “Social capital and political fantasy: Robert Putnam’s Bowling
Alone.” Theory and Society, 30, 281-297.
Boltanski, L. 2002: “The Left After May 1968 and the Longing for Total Revolution.”
Thesis Eleven, 69, (1) 1-20.
Boltanski, L. 2008: “Kritiske handlinger, krav om retfærdiggørelse og bearbejdning
af sociale modsætninger.” Dansk Sociologi 19/2.
Boltanski, L. & Chiapello, E. 2005: “The New Spirit of Capitalism.” International
Journal of Politics, Culture, and Society, 18, (3) 161-188.
Boltanski, L. & Thévenot, L. 2006: On Justification. Economies of Worth
Princeton and Oxford, Princeton University Press.
Børnerådet 2002: DIALOG PÅ TVÆRS – BØRN OG VOKSNE I ØJENHØJDE:
Beskrivelse af en dialogproces. Børnerådets Årsmøde.
Bourdieu, P. 1990: The logic of practice. Palo Alto: Stanford University Press.
Bouvard, M. 1975: The Intentional Community Movement. Port Washington, N.
Y., London: Kennikat Press.
Brannen, J. 2005: “Mixing Methods: The Entry of Qualitative and Quantitative
Approaches into the Research Process.” International Journal of Social Research
Methodology, 8, (3) 173-184.
Brown, S. L. 2002a: “Community as Cultural Critique” i: Susan Love Brown
(red.): Intentional Community. An Anthropological Perspective. Albany, N.Y.:
State University of New York Press, pp. 153-180.
Brown, S. L. 2002b: “Introduction” i: Susan Love Brown (red.): Intentional
Community. An Anthropological Perspective. Albany, N.Y.: State University of
New York Press, pp. 1-16.
Chambliss, D.F. & Schutt, R.K. 2006: Making sense of the social world: methods
of investigation.Thousand Oaks, Pine Forge Press.
Cheal, David 1992: “Communication in action.” Sociological Analysis, 53 (4).
Christensen, Karl Bang; Bjorner, Jakob Bue; Kreiner, Svend; Petersen, Jørgen
Holm 2002: ”Testing unidimensionality in polytomous Rasch models”.
Psykometrika 67(4).
Christensen, S. 1976: ”Decision making and socialization” i: March, J.G., og
Olsen, J.P. (red.): Ambiguity and choice in organizations. Oslo:
Universitetsforlaget.
Christensen, S.K. & Kristensen, T.S. 1972: Kollektiver i Danmark. Holstebro:
Rounborgs grafiske hus.
264

Christensen, T.H., Godskesen, M., Gram-Hanssen, K. Quitzau, M. og Røpke, I
2007: “Greening the Danes? Experience with consumption and environment
policies” i: Journal of Consumer Policy, vol. 30, nr. 2.
Clapham, D. 2008: “Happiness, Wellbeing and Housing Policy” i: H. Kristensen
(red.): Home & Urbanity. København: Center for Bolig og Velfærd, pp.
71-90.
Coffé, H. & Geys, B. 2007: “Toward an Empirical Characterization of Bridging
and Bonding Social Capital.” Nonprofit and Voluntary Sector Quarterly, 36, (1)
121-139.
Coleman, J.S. 1988: “Social Capital in the Creation of Human Capital.” American
Journal of Sociology, 94, (Supplement: Organizations and Institutions: Sociological
and Economic Approaches to the Analysis of Social Structure) 95-
120.
Connolly, J. & Prothero, A. 2008: “Green Consumption: Life-politics, risk and
contradictions.” Journal of Consumer Culture, 8, (1) 117-145.
Creswell, J.W. 1994: Research Design. Qualitative and Quantitative Approaches.
Thousand Oaks, London, New Delhi: SAGE Publications.
Crone, Manni, Lausten, C.B. og Madsen, M.R. 2008: ”Luc Boltanskis virke og
værk” i: Dansk Sociologi 19/2.
Danmarks Statistik 1996: DISCO-88: Danmarks Statistiks Fagklassifikation,
København: Danmarks Statistik.
DeFilipis, J. 2001: “The Myth of Social Capital in Community Development.”
Housing Policy Debate, 12, (4).
Dencik, Lars 1996: “Familjen i välfärdsstatens förvandlingsprocess” i: Dansk
Sociologi 7/1.
Douglas, M. 1991: “The Idea of a Home: A Kind of Space.” Social Research,
58, (1) 287-307.
Douglas, M. 1996: Thought Styles. London: SAGE.
Drevet, O.R. 1982: Overdrevet: Et bofællesskab. Tranehuse: Forlaget Skippershoved.
Dupuis, A. & Thorns, D.C. 1998: “Home, Home Ownership and the Search for
Ontological Security.” The Sociological Review, 46, (1) 24-47.
Edwards, P., Roberts, I., Clarke, M., DiGuiseppi, C., Pratap, S., Wentz, R., &
Kwan, I. 2002: “Increasing response rates to postal questionnaires: systematic
review.” British Medical Journal, 2002, (324:1183).
Edwards, R. 2004: “Present and absent in troubling ways: families and social
capital debates.” Sociological Review, 52, (1) 1-21.
265

Edwards, R., Franklin, J., & Holland, J. 2003: Families and Social Capital: Exploring
the Issues. London: South Bank University.
Elm, A. & Dilling-Hansen, T. 2003: Økosamfund i Danmark. Hvordan drømme
bliver til virkelighed. Galten: Landsforeningen for Økosamfund.
Etzioni, A. 1998: “Voluntary Simplicity: Characterization, Select Psychological
Implications, and Societal Consequences”. Journal of Economic Psychology,
19, 619-643.
Fogarty, Robert S.1980: Dictionary of American Communal and Utopian History.
Westport, Connecticut: Greenwood Press.
Foley, M.W. & Edwards, B. 1999: “Is It Time to Disinvest in Social Capital?”
Journal of Public Policy, 19, (2) 141-173.
Fotopoulos, T. 2000: “The Limitations of Life-style Strategies” The Ecovillage
'Movement' Is NOT the Way towards a New Democratic Society. i: Democracy
Nature 6:22, 287-308.
Francis, T.L. 1992: “Shangri-la Revisited: An Exploration of Therapeutic Efficacy
among Intentional Communities.” The International Journal of the Addictions,
27, (4) 455-475.
Garden, M. 2006a: “Leaving Utopia.” The International Journal of INCLU-
SIVE DEMOCRACY, 2, (2) 1-12.
Garden, M. 2006b: “The eco-village movement: Divorced from reality.” The
International Journal of INCLUSIVE DEMOCRACY, 2, (3).
Giddens, A. 1991: Modernity and self identity. Self and society in the late modern
age. London: Polity Press.
Ginsberg, R. 1999: “Meditations on homelessness and being at home: In the
form of a dialogue” i: G. J. M. Abbarno (red.): The ethics of homelessness: philosophical
perspectives. Rodopi.
Godard, O. 2007: “Is Sustainable Development an Alternative Principle of Justification?”
i Sophie Thoyer og Benoît Martimort-Asso (red.): Participation for
Sustainability in Trade, Ashgate Publishing.
Graae, B. 1982 [1969]: ”Den store familje. Politikens kronik 16. marts 1969.” i:
Ove R. Drevet (red.): Overdrevet: Et bofællesskab. Tranehuse: Forlaget Skippershoved,
pp. 4-10.
Gram-Hanssen, K. & Bech-Danielsen, C. 2004: “House, home and identity
from a consumption perspective.” Housing, Theory and Society, 21, (1) 17-26.
Gram-Hanssen, K. & Bech-Danielsen, C. 2007: “Skilsmisse og bolig – hvor
flytter hjemfølelsen hen?” Dansk Sociologi, 4, (18) 49-68.
266

Gram-Hanssen, K., Oldrup, H.H., & Ottosen, M.H. 2007: ”Redaktørernes forord.”
Dansk Sociologi, 4, (18) 5-8.
Guldager, Katrine Marie, 13-6-2009: ”Vi vil tage vare på skønheden, varmen”,
Politiken, 3.
Gullestad, M. 1985: Livsstil og likhet. Oslo: Universitetsforlaget.
Gullestad, M. 1991: “The Transformation of the Norwegian Notion of Everyday
Life”. American Ethnologist, 18, (3) 480-499.
Gullestad, M. 1992: The art of social relations: essays on culture, social action
and everyday life in Modern Norway Oslo: Scandinavian University Press.
Gundelach, Peter og Kreiner, Svend 2002: ”Den danske værdiundersøgelse
1981, 1990, 1999.” Metode og data, 85.
Gundelach, P., Iversen, H.R., & Warburg, M. 2008: I hjertet af Danmark: Institutioner
og mentaliteter København: Hans Reitzels Forlag.
Hammersley, M. & Atkinson, P. 2007: Ethnography: principles in practice.
London: Taylor & Francis.
Hansen, E.J. & Andersen, B.H. 2000: Et sociologisk værktøj - Introduktion til
den kvantitative metode. København, Hans Reitzel.
Harpham, T., Grant, E., & Thomas, E. 2008: “Measuring social capital within
health surveys: key issues.” Health Policy and Planning, 17, (1) 106-111.
Harvey, D. 2000: “Appendix: Edilia, or ‘Make of it what you will’,” i David
Harvey: Spaces of Hope. Berkeley and Los Angeles, California: University of
California Press, pp. 257-281.
Hechter, M. 1987: “Economizing on Control Costs in Intentional Communities”
i: Principles of Group Solidarity. Berkeley and Los Angeles, California: University
of California Press, pp. 146-167.
Heelas, P. 1996: The New Age Movement: The Celebration of Self and Sacralization
of Modernity. Bodmin: Blackwell Publishers.
Heering, Karen og Kähler,Margrethe 1996: Sæt ord på dit liv: breve fra børn til
Socialministeren. Børnerådet og Socialministeriets Informations- og Konsulentvirksomhed.
Hegedahl, Paul og Rosenmeier, Sara Lea 2007: Social kapital som teori og
praksis. København: Samfundslitteratur.
Held, Lars 2007: Sociologen om det folk er i stand til. Speciale, Sociologisk Institut,
Københavns Universitet.
267

Hess, P. 2008: “Fronts and Backs: The Use of Streets, Yards, and Alleys in Toronto-Area
New Urbanist Neighborhoods.” Journal of Planning Education and
Research 28 (2).
Holden, D. & Schrock, D. 2007: “’Get therapy and work on it’: Managing dissent
in an intentional community.” Symbolic Interaction, 30, (3).
Homan, R. 1991: The ethics of social research. Longman Publishing Group.
Høy, Ulrik 1999: “En original.” Weekendavisen, 23.4.
Infield, H.F. 1955: The American Intentional Communities Glen Gardner, New
Jersey: Glen Gardner Community Press.
Ivakhiv, A 2003: “Nature and self in new age pilgrimage” i: Culture and Religion.
London: Routledge.
Jans, F. & Rydén, K.R. 2006: Hjemfølelse og hjemkonstruktioner i den refleksive
modernitet. Roskilde Universitetscenter.
Jensen, J. B. 2006: Fra nutidens til fremtidens parcelhuse. København: Center
for Bolig og Velfærd.
Jensen, V.B. 2008: ”Vi skal lytte til børnene.” Børn og Unge 39 (14).
Johnson, R.B. & Onwuegbuzie, A.J. 2004: “Mixed Methods Research: A Research
Paradigm Whose Time Has Come.” Educational Researcher, 33, (7) 14-
26.
Just, Gitte 1996: ”Når børn drømmer”. Politiken 24.3.
Jørgensen, G., La Cour, R., Kraul, M., Petersen, A.C., & Stendevad, K. 2003:
simple-living.dk. Nye veje til et enkelt liv. København: Schønberg.
Kaltoft, Pernille 2001: “Organic Farming in Late Modernity: At the Frontier of
Modernity or Opposing Modernity?” i: Sociologia Ruralis 41:1.
Kamau, Lucy Jayne 2002: “Liminality, Communitas, Charisma, and Community”
i: Susan Love Brown (red.): Intentional Community. An Anthropological
Perspective. Albany, N.Y.: State University of New York Press.
Kanter, R.M. 1972: Commitment and Community. Communes and Utopias in
Sociological Perspective. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.
Kanter, R.M., Jaffe, D., & Weisberg, D.K. 1975: ”Coupling, Parenting, and the
Presence of Others: Intimate Relationships in Communal Households.” The
Family Coordinator, 24, (4) 433-452.
Kasper, D.V. 2008: “Redefining community in the ecovillage.” Human Ecology
Review, 15, (1) 12-24.
Kaspersen, L.B. 2001: Anthony Giddens – introduktion til en samfundsteoretiker.
København: Hans Reitzels Forlag.
268

Kjær, S.H. 2006: ”Det mørke kontinent?- manden og husarbejdet.” HEM, ET-
NOLOGISK SKRIFTSERIE, 2006, (2) 121-130.
Knorringa, P. & van Staveren, I. 2007: ”Beyond Social Capital: A Critical Approach.”
Review of Social Economy, LXV, (1).
Knudsen, A. 1995: ”Mercedes-modellen: Feltarbejde blandt de u-eksotiske.”
Tidsskriftet Antropologi, 31, 19-26.
Knudsen, Anne 1996: Her går det godt, send flere penge. København: Gyldendal.
Kreiner, Svend og Christensen, Karl Bang 2002: ”Graphical Rasch Models” i:
Mesbah, Mounir; Cole, Bernard F. og Lee, Mei-Ling Ting (red.): Statistical
methods for quality of life studies. Springer.
Kreiner, Svend og Nielsen, Tine 2006: Item analysis. An introduction to the use
of DIGRAM for item analysis by graphical loglinear Rasch models. Version 7.
Biostatistisk Afdeling, Københavns Universitet.
Larsen, H. B. & Smitt, T. 2006: ”Susanne Giese, enlig mor, 26 år, lever i storfamilie”
– fra http://danmarkshistoriskoversigt.systime.dk/?id=1.
Latour, Bruno 1998: “To modernize or ecologise? That is the question” i:
Bruce Braun og Noel Castree (red.) Remaking reality. London, Routledge.
Laurans, Y. 2003: “Economic evaluation of the environment in the context of
justification conflicts.” International Journal of Environment and Pollution
15/1.
Law, A. & Mooney, G. 2006: “The Maladies of Social Capital. The Missing
‘Capital’ in Theories of Social Capital”. Critique, 34, (2) 127-143.
Leonard, M. 2004: ”Bonding and Bridging Social Capital: Reflections from
Belfast.” Sociology, 38, (5) 927-944.
Levitas, R. 2005: The Imaginary Reconstitution of Society or why sociologists
and others should take utopia more seriously. Bristol: University of Bristol.
Lihme, Benny 1988: Socialpædagogik for børn og unge. København: SocPol
Forlaget.
Lochner, Kimberly A.; Kawachi, Ichiro; Brennan, Robert T.; Buka, Stephen L.
2003: “Social Capital and neighborhood mortality rates in Chicago.” Social
Science & Medicine, 56.
Löfgren, O. “Surviving the home. Life with things and routines”, i: H. Kristensen
(red.): Home & Urbanity. København: Center for Bolig og Velfærd, pp.
91-104.
Löfström, Erica 2008: Visualisera energi i hushåll: Avdomesticeringen av
sociotekniska system och individ- respektive artefaktbunden energianvändning.
269

Linköping University, Technology and Social Change, Faculty of Arts and
Sciences.
Mansbridge, J.J. 1973: “Time, Emotion, and Inequality: Three Problems of Participatory
Groups”. The Journal of Applied Behavioral Science, Vol. 9, No. 2-3,
351-368.
March, J.G., og Olsen, J.P. (red.) 1976: Ambiguity and choice in organizations.
Oslo: Universitetsforlaget.
Marres, Noortje 2009: “Testing Powers of Engagement. Green Living Experiments,
the Ontological Turn and the Undoability of Involvement.” European
Journal of Social Theory, vol. 12, nr. 1, pp. 117-33.
Marshall, Douglas A. 2002: “Behavior, Belonging, and Belief: A Theory of
Ritual Practice”. I: Sociological Theory 20 (3).
Maxen, S. 2003: ”Indledning” i: A. Elm & T. Dilling-Hansen (red.): Økosamfund
i Danmark. Galten: Landsforeningen for Økosamfund, pp. 9-11.
Maxey, L.J. 2004: “The Participation of Younger People within Intentional
Communities: Evidence from Two Case Studies”. Children's Geographies, 2,
(1) 29-48.
Mccamant, K.M. & Durrett, C. 1988: Cohousing: A Contemporary Approach to
Housing Ourselves Berkeley, Ten Speed Press.
Meijering, L., Huigen, P., & Van Hoven, B. 2007: ”Intentional Communities in
rural spaces.” Tijdsschrift voor economische en Sociale Geografie, 98, (1) 42-
52.
Melucci, Alberto 1995: ”The Process of Collective Identity” i: Johnston, Hank
og Bert Klandermans (red.): Social movements and culture. London: Routledge.
Moisander, J. & Pesonen, S. 2002: ”Narratives of sustainable ways of living:
constructing the self and the other as green consumer.” Management Decision,
40, (4) 329-342.
Moody, M. & Thévenot, L. 2000: “Comparing models of strategy, interests, and
the public good in French and American environmental disputes,” i: M. Lamont
& L. Thévenot (red.): Rethinking Comparative Cultural Sociology: Repertoires
of Evaluation in France and the United States. Cambridge: Cambridge University
Press, pp. 272-306.
Moore, K. & Wight, A. 2007: Nature, Culture and Machines in the Ecovillage
Movement. University of Cincinnati.
More, T. 2001 [1516]: Utopia, New Haven, Yale Nota Bene, Yale University
Press.
270

Moylan, T. 1986: Demand the impossible: science fiction and the utopian
imagination. London, Taylor & Francis.
Møller, Steen 1999: “En nasserøvs tro og bekendelser” I Weekendavisen, 23.4.
Nasar, Jack L., Evans-Cowley, Jennifer S. and Mantero, Vicente 2007:
“McMansions: The Extent and Regulation of Super-sized Houses.” Journal of
Urban Design,12:3, 339-358.
Near, H. 1985: “Paths to Utopia: The Kibbutz as a Movement for Social
Change.” Jewish Social Studies, 48, (3/4) 189-206.
Nielsen, Hans Jørgen 1997: ”Frikvarterne giver bedre læsere. Interview med
Erik Sigsgaard” i: Berlingske Tidende, 1. sektion, torsdag 1. august, side 6.
Noelle-Neumann, Elisabeth 1993: The spiral of silence. University of Chicago
Press.
Nørregård-Nielsen, E.C. 2006: Pædagoger i skyggen. Om børnehavepædagogernes
kamp for faglig anerkendelse. Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Nørregård-Nielsen, Esther Cecilie; Rosenmeier, Sara L. 2008: Afrapportering
for fase 3 - anden kvantitative test i projektet ”Social kapital i boligområder,
blandt børn, unge og beboere med anden kulturel eller sproglig baggrund end
dansk (BUE)”.
Olesen, Kristian Gylling; Thoft, Eva; Hasle, Peter; Kristensen, Tage Søndergård
2008: Virksomhedens sociale kapital: en hvidbog. København: Det Nationale
Forskningscenter for Arbejdsmiljø.
Olsen, Johan P. 1970: “Local budgeting, decision-making or a ritual act?”
Scandinavian Politcal Studies, 5.
Onyx, Jenny; Bullen, Paul 2000: “Meassuring Social Capital in Five Communities”
The Journal of Applied Behavioral Science 36(1).
Oppenheim, A.N. 2001: Questionnaire design, interviewing and attitude measurement.
Continuum International Publishing Group.
Oreskes, Naomi 2004: “A Call for a Collective”I ScienceVol. 305. no. 5688, pp.
1241-1242.
Peck, Edward; 6, Perri; Gulliver, Pauline; Towell, David 2004: “Why do we
keep on meeting like this? The board as ritual in health and social care.” Health
Services Management Research, 17.
Pink, S. 2007: Doing visual ethnography: images, media and representation in
research. London, SAGE.
Polletta, Francesca 2002: Freedom is an endless meeting. Chicago: University
of Chicago Press.
271

Portes, A. 1998: “Social Capital: Its Origins and Applications in Modern Sociology.”
Annual Review of Sociology, 24, 1-24.
Putnam, R. 2000: Bowling Alone: The Collapse and Revival of American Community.
New York, Simon & Schuster.
Putnam, R.D. 1993: “The Prosperous Community. Social Capital and Public
Life.” The American Prospect, 4 (13).
Putnam, R.D. 1995: ”Bowling Alone: America's Declining Social Capital.”
Journal of Democracy, 6, (1) 65-78.
Raahauge, K.M. 2007a: “In and out of the House. Housing Hau in Sønderborg
and Frederikssund.” Knowledge, Technology and Policy, 20, 281-289.
Raahauge, K.M. 2007b: “Ved vejen - i komplekset.” Dansk Sociologi, 4 (18).
Rådgivende Sociologer A/S 2005: Social kapital i boligområder. Første delrapport.
Rasmussen, P. 1971: Meninger om mennesker og miljø: En debatbog. Teknisk
forlag. Statens byggeforskningsinstitut, SBI. Rapport, 74.
Riessman, C.K. 1993: Narrative analysis. London, SAGE.
Rydin, Y. & Pennington, M. 2000: “Public Participation and Local Environmental
Planning: the collective action problem and the potential of social capital.”
Local Environment, 5, (2) 153-169.
Sargisson, L. & Sargent, L.T. 2004: Living in Utopia. New Zealand’s Intentional
Communities. Aldershot, Ashgate Publishing.
Sampson, R.J. 1988: “Local Friendship Ties and Community Attachment in
Mass Society: A Multilevel Systemic Model”. American Sociological Review
53.
Sampson, R.J; Raudenbush, Stephen W.; Earls, Felton 1997: “Neighborhoods
and Violent Crime: A Multilevel Study of Collective Efficacy” Science 277
(5328).
Schehr, R.C. 1997: Dynamic Utopia. Establishing Intentional Communities as a
New Social Movement. Westport, Connecticut, Bergin & Garvey.
Schildt, A. & Siegfried, D. 2006: Between Marx and Coca-Cola. New York:
Berghanh Books.
Schuller, T. 2007: “Reflections on the Use of Social Capital.” Review of Social
Economy, LXV, (1) 11-28.
Schuman, H. & Presser, S. 1996: Questions and answers in attitude surveys:
experiments on question form, wording, and context London, SAGE.
272

Schwartzman, Helen B. 1989: The Meeting: Gatherings in Organizations and
Communities, New York & London: Plenum Press.
Scott, W.R. 1987: Organizations: rational, natural, and open systems. Englewood
Cliffs, N. J., Prentice-Hall.
Shenker, B. 1986: Intentional Communities. Ideology and Alienation in Communal
Societies. London, Routledge & Kegan Paul.
Shey, T.H. 1978: Danish Communes: An Analysis of Collective Families in
Contemporary Danish and American Society Washington D.C, University Press
of America.
Shorthose, J 2000: “Practical Utopias? Micro-Experiments.” Unpublished
Work.
Silva, E. B. & Edwards, R. 2004: “Operationalizing Bourdieu on Capitals: A
Discussion on ‘The Construction of the Object’”. The University of Manchester,
ESRC Research Methods Programme. Working Paper no 7.
Silverman, D. 2006: Interpreting qualitative data. London, SAGE Publications.
Silverman, D. 2007: A Very Short, Fairly Interesting and Reasonably Cheap
Book about Qualitative Research. London, SAGE Publishers.
Sjørslev, I. 2007a: ”Husets univers. Om danske enfamiliehuse i tid og rum.”
Dansk Sociologi, 4 (18).
Sjørslev, I. 2007b: “The house as moral value. Practising gender and generation
in Danish single-family houses”, In ENHR, Rotterdam 2007.
Skardhamer, L.P. 2008: “’Real Revolution’ in Kana commune.” Scandinavian
Journal of History, 33, (4) 441-463.
Smith, S.S. & Kulynych, J. 2002: “It May be Social, But Why is it Capital? The
Social Construction of Social Capital and the Politics of Language.” Politics &
Society, 30, 149-186.
Starker, Steven 1977: “Case Conference and Tribal Ritual: Some Cognitive,
Social and Anthropologic Aspects of the Case Conference”. Journal of Personality
and Social Systems 1 (4).
Svendsen, Gunnar L.H. og Sørensen, Jens Fyhn Lykke 2007: ”There’s more to
the picture than meets the eye: Measuring tangible and intangible capital in two
marginal communities in rural Denmark” i: Journal of Rural Studies 23.
Tashakkori, A. & Creswell, J.W. 2007: “The New Era of Mixed Methods.”
Journal of Mixed Methods Research, 1, (1) 3-7.
Thévenot, L. 2001: Pragmatic Regimes Governing The Engagement With The
World i: Knorr-Cetina, K., Schatzki, T. Savigny Eike v. (red.): The Practice
Turn in Contemporary Theory. London: Routledge, pp.56-73.
273

Thévenot, L. 2002: “Conventions of co-ordination and the framing of uncertainty”
i: E. Fullbrook (red.): Intersubjectivity in economics: Agents and stuctures.
London: Routledge, pp. 181-197.
Thévenot, L., Moody, M., & Lafaye, C. 2000: “Forms of valuing nature: arguments
and modes of justification in French and American environmental displays”
i: M. Lamont & L. Thévenot (red.): Rethinking Comparative Cultural
Sociology: Repertoires of Evaluation in France and the United States. Cambridge:
Cambridge University Press, pp. 229-272.
Thomsen, Søren Ulrik 2005: “Pro Ecclesia” i Thomsen, S. U. og Stjernfeldt, F.:
Kritik af den negative opbyggelighed. København: Gyldendal.
Uexkull, J. v. 2009: “Representing Future Generations” i: Ethical Prospects:
Economy, Society, and Environment. Springer Verlag.
Urry, John 2002: “Mobility and Proximity.” Sociology 36 (2).
Vacher, M. 2006: ”Hjem kære hjem.” Din bolig – dit valg. Boligkontoret Danmark.
Vacher, M. 2007: ”Hjemmet - kulmination af en tilegnende praksis.” i H. Kristensen
(red.): Bolig og velfærd. Udvalgte artikler og papers fra Center for Bolig
og Velfærd 2005-2007. København: Center for Bolig og Velfærd, Realdania
Forskning, pp. 23-42.
van Staveren, I. & Knorringa, P. 2007: ”Unpacking Social Capital in Economic
Development: How Social Relations Matter.” Review of Social Economy, LXV,
(1) 107-133.
Vestergaard, Frede 1999: “Øko-tumpe i halmhus.” Weekendavisen, 16.4.
Veveto, J.R. & Lockyer, J. 2008: “Environmental Anthropology Engaging
Permaculture: Moving Theory and Practice Toward Sustainability.” Culture &
Agriculture, 30, (1) 47-58.
Vree, Wilbert van 1999: Meetings, Manners and Civilization. London: Leicester
University Press.
Wight, A.R. 2008: “We Are Nature”: Exploring Ecovillagers’ Perceptions of
Nature and Uses of Technology. University of Cincinnati.
Wilson, Alex and Jessica Boehland 2005: “Small is Beautiful: U.S. House Size,
Resource Use, and the Environment”. Journal of Industrial Ecology, Volume 9,
Number 1–2.
Winther, I. 2006: Hjemlighed: kulturfænomenologiske studier. København:
Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag.
274

Wulf-Andersen, T. 2000: Om at ”lukke døren” i fællesskab: en undersøgelse af
personlige og kulturelle dilemmaer i forhandlingen af hjem. Københavns Universitet,
Institut for Antropologi.
Zablocki, B. 1980: Alienation and Charisma. A Study of Contemporary American
Communes. New York: The Free Press.
Ærø, T. 2002: Boligpræferencer, boligvalg og livsstil. Statens Byggeforskningsinstitut,
SBI.
Oversigt over vignetcitater
Side 2: Sangen”Andromeda Heights”er skrevet af Prefab Sprout og stammer
fra albummet Andromeda Heights, 1997
Tak: Linjen stammer fra digtet: ”Dagen igennem har du båret et kærlighedsdigt
i inderlommen” af Søren Ulrik Thomsen. Digtet kan læses i
sin helhed i Nye digte, 1987 på s. 57
Kapitel 5: Sangen ”It’s not easy being green” er skrevet af Joe Raposo i 1970 til
børneprogrammet Sesame Street, hvor den blev sunget af Kermit the
Frog/Jim Henson
Kapitel 6: Sangen “A Little Less Conversation” er skrevet af Mac Davis og Billy
Strange i 1968 og indsunget af Elvis Presley til filmen Live a Little,
Love a Little.
Kapitel 7: Sangen ”Min lille sol” er skrevet af Trille og stammer fra albummet
Hej søster, 1975
Kapitel 8: Sangen ”Du har brug for os andre” er skrevet af Gunnar Geertsen og
stammer fra albummet Smukke Sally og de andre, 1981
275

Tabelfortegnelse
Tabel 1: Medlemsfællesskaber i LØS 33
Tabel 2: Den empiriske proces 36
Tabel 3: Empirisk materiale 37
Tabel 4: Svarmuligheder til spørgsmålet: Hvilken skoleuddannelse har du? 47
Tabel 5: Oversigt over de undersøgte økosamfund på udvalgte parametre 65
Tabel 6: Udvalgte socioøkonomiske indikatorer 69
Tabel 7: Positioner i debatten om et grønt regime 83
Tabel 8: Citerede fælles tekster fra Økosamfund i Danmark 88
Tabel 9: Skematisk oversigt over diskussionsemner 110
Tabel 10: Oversigt over gruppens medlemmer 112
Tabel 11: Hyppighed af fælles aktiviteter i økosamfund. 137
Tabel 12: Oversigt over Bourdieu og Putnams brug af social kapital 193
Tabel 13: Forekomst af fælles aktiviteter (Procent af fællesskaber) 206
Tabel 14: Tidsforbrug på møder og praktisk arbejde. Procent af personer 207
Tabel 15: Intern social kapital - items i skala 218
Tabel 16: Økosamfund delt efter relative mængder af intern social kapital 222
Tabel 17: Sammenhæng mellem størrelse og intern social kapital. 222
Tabel 18: Sammenhæng mellem fællesspisning og ISK 223
Tabel 19: Sammenhænge på individniveau med intern social kapital 223
Tabel 20: Sammenhæng mellem ISK og tilfredshed 224
Tabel 21: Ekstern social kapital – items i skalaer 225
Tabel 22: Foreningsmedlemskab i procent 227
Tabel 23: Frivilligt arbejde i procent 228
Tabel 24: Fællesskaber opdelt efter formel social kapital 229
Tabel 25: Variable, der har sammenhæng med formel social kapital 230
Tabel 26: Uformel social kapital: items i skala 231
Tabel 27: Fællesskaber opdelt efter uformel social kapital 233
Tabel 28: Variable med sammenhæng med uformel social kapital 234
Tabel 29: Lokal social kapital – items i skala 235
Tabel 30: Sammenhæng mellem børn og lokale relationer. Procent. 239
Tabel 31: Relative forskelle i lokal social kapital 240
Tabel 32: Lokal social kapital og fællesskabsstørrelse. Procent 240
Tabel 33: Lokale aktiviteter og lokal social kapital. Procent af fællesskaber 241
Tabel 34: Sammenhæng mellem boliganciennitet og lokal social kapital 242
Tabel 35: Relationer mellem de forskellige former for social kapital 242
276

Figurfortegnelse
Figur 1: Økosamfundenes Danmarkskort ................................................................58
Figur 2: Oversigt over lokalplanprocessen ............................................................106
Figur 3: Økosamfundet er et godt sted at have børn ..............................................170
Figur 4: Nabopræferencer – andel, der svarer "Stor vægt" eller "Nogen vægt" ....196
Figur 5: To netværksmodeller................................................................................205
Figur 6: Intern social kapital i økosamfund - skalafordeling .................................220
Figur 7: Sammenligning af fælles spørgsmål ........................................................221
Figur 8: Formel ekstern social kapital - skalafordeling .........................................226
Figur 9: Foreningsaktivitet ....................................................................................228
Figur 10: Ekstern uformel social kapital i økosamfund .........................................232
Figur 11: Sammenligning af enslydende spørgsmål ..............................................233
Figur 12: Lokal social kapital - skalafordeling ......................................................236
Figur 13: Praktiske hjælperelationer i økosamfund og lokalsamfund....................237
Figur 14: Besøgsrelationer i økosamfundet og lokalområdet ................................238
Figur 15: Lokale relationer ifølge Thorkild Ærø ...................................................239
Figur 16: Økosamfundene som øer af social kapital..............................................245
Billedfortegnelse
Billederne er fundet på følgende hjemmesider:
Forside: http://selvforsyning.biks.dk og www.123hjemmeside.dk/thylejren
Billede 1: http://selvforsyning.biks.dk/
Billede 2, 6 og 7: www.klimabyggeri.dk.
Billede 3: www.fjordvang-thy.dk
Billede 4: www.Dyssekilde.dk
Billede 5: http://hippiehus.wordpress.com
Billede 8: Fra kommunens lokalplan
Alle billeder er gengivet med tilladelse.
Forside: Regnbue over Thylejren samt Solsikker i Den selvforsynende Landsby
Billede 1: Nybyggede huse og skurvogn i Den Selvforsynende Landsby ...............57
Billede 2: Rækkehuse i Munksøgård .......................................................................59
Billede 3: Fjordvang set fra haven...........................................................................60
Billede 4: Cobhus under opførelse i Økosamfundet Dyssekilde .............................61
Billede 5: Dome i Hallingelille................................................................................62
Billede 6: Pilerensningsanlæg i Fri og Fro ..............................................................63
Billede 7: ”Konkyliehuset” i Fri og Fro bygges af halm og rundtømmer................64
Billede 8: Kort over området. Bogruppens område markeret med rødt.................111
277