Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Økosamfund som praktisk samfundskritik
Zablocki fremfører som tidligere nævnt, at kommunitaristiske bevægelser typisk
opstår i efterdønningerne efter store sociale og kulturelle nybrud, som nedbryder
tidligere eksisterende menings- og værdisystemer. Således mener han at
kunne påvise, at såvel oplysningstidens opgør med den hegemoniske kristendom
som kapitalismens nedbrydning af traditionelle produktionsformer blev efterfulgt
af en bølge af nye intentionelle fællesskaber i de lande, hvor disse brud
slog igennem. Han mener, at dette fænomen indtræffer, når store grupper i et
samfund oplever, at det at vide, hvad man vil, og at træffe valg mellem mange
mulige udviklingsveje er et større problem end at få sine umiddelbare behov opfyldt:
”… der synes at være noget, der taler for, at kommunitarismen, i tråd med vores
hypotese, er et samfundsmæssigt svar på det tab af bred konsensus, der indtræffer,
når kulturens pulje af valgmuligheder vokser kraftigt.” (Zablocki 1980:40)
Uanset om man accepterer Zablockis analyse som en historisk lovmæssighed
eller ej, er det klart, at en af de ting, intentionelle fællesskaber gør, er at hjælpe
til at reducere kompleksitet for de mennesker, der vælger dem. Beslutningen
om at tilslutte sig et intentionelt fællesskab er således et fravalg af det uoverskuelige
kaos af valgmuligheder, som kendetegner det store samfund, som
Zablocki med Ferdinand Tönnies’ begreb kalder Gesellschaft, til fordel for det
lille, overskuelige fællesskab, Gemeinschaft.
”Det grundlæggende tema forbliver det samme: at trække sig tilbage fra Gesellschafts
usammenhængende rod til Gemeinschafts orden og sammenhæng (i hvert
fald ideologisk, om ikke i praksis). Og skrøbelige strukturer og uhåndgribelige
utopiske mål har hele tiden kendetegnet de kommunitaristiske anstrengelser.”
(Zablocki 1980:43)
De britiske sociologer Philip Abrams’ og Andrew McCullochs karakteristik af
kollektiver lægger ligeledes vægt på det, man kan kalde tilbagetrækningsaspektet:
en relativt lille gruppe af ligesindede, som ikke engagerer sig i samfundets
institutioner, som f.eks. det politiske liv, men i stedet koncentrerer sig om at
skabe en fællesskabsorienteret egen lille verden. De ser disse grupper som et
svar på udviklingen i det store samfund i retning af stadig større grad af specialisering
og arbejdsdeling. I modsætning hertil stræber de små kollektive grupperinger
imod en (re)integrering af individ og fællesskab samt arbejde og fritid,
hvorved de sætter fokus på nogle af de grundlæggende dilemmaer i det sociale
liv. Hermed rummer de kollektive eksperimenter, om end de hver for sig kan
18