Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

lot uden nogle af de mangler, de ser i det omgivende samfund. Denne modsætning
mellem den umiddelbare sociologiske analyse og beboernes selvforståelse
rejser så spørgsmålet, om man skal indføre en ny variant af falsk bevidsthed,
eller om der mon er noget galt med den måde, vi almindeligvis teoretiserer
forskellen på det moderne og det traditionelle på.
Det sidste synspunkt finder man bl.a. hos miljøsociologen Pernille Kaltoft.
Hun har i forhold til økologisk landbrug diskuteret, hvorvidt de økologiske
landbrug passer ind i den gængse modernitetsanalytik, hvor man opererer med
det præmoderne eller traditionelle, det klassisk moderne og det refleksivt moderne
(Kaltoft 2001). Kaltoft påpeger, at det økologiske landbrug lægger vægt
på:
”levedygtige landbosamfund, reduceret afstand mellem producent og forbruger,
og genbrug af næringsstoffer… et anderledes menneske-naturforhold, hvor mennesker
(igen) forstår og respekterer vores forhold til og afhængighed af jorden.”
(Kaltoft 2001:150-1)
Hun påpeger, at det økologiske landbrug således ”ved første øjekast” som hun
skriver, ligner et præmoderne, nærmest middelalderligt standpunkt – der i øvrigt
minder meget om økosamfundenes vision som skitseret i det foregående.
Hun støder også på det samme problem, nemlig at det er svært at tage økologibevægelsens
idealer alvorligt, når de ses som romantiske og tilbageskuende. I
stedet trækker også hun på Latour, der kritiserer selve ideen om en modernitet,
hvor der kan drages skarpe skel mellem kultur og natur, mellem det menneskelige
og det ikke-menneskelige og hvor fællesskabet, for at blive i kapitlets begreber,
er en velafgrænset størrelse. Han påpeger, at selve modsætning mellem
modernitet og traditionalitet er en moderne konstruktion, der traditionaliserer
alt, hvad der ikke er moderne.
Set ud fra dette perspektiv fremstår økologibevægelsen – såvel det økologiske
landbrug i Kaltofts analyse som økosamfundene – ikke som en præmoderne,
men som en a-moderne kritik af moderniteten og som en sætten spørgsmålstegn
ved dennes implicitte antagelse om historiens ensrettede bevægelse. Kaltoft
formulerer det som følger:
”At bevæge sig hinsides moderniteten betyder på en måde, at vi bliver præmoderne
igen, men i bevidstheden om, at vi nu lever i hundreder af Middelaldre på
samme tid. (…) Revitalisering af lokalsamfund og natur mv. er ikke længere romantiske
idealer, men snarere realistiske beskrivelser af specifikke naturkulturer.”
(Kaltoft 2001:156)
Med andre ord: Selv om udviklingen i de seneste år har gået i retning af f.eks.
stadig større byer og stadig mere industrialiseret landbrugsproduktion, betyder
101