Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Alle, som har deltaget i møder og generalforsamlinger, har formentlig oplevet,
at de velkendte elementer som valg af ordstyrer, godkendelse af referatet
fra sidst, konstatering af mødets retmæssige indkaldelse, aflæggelse af formandsberetning
osv. følger hinanden på en måde, der bedst kan beskrives som
rituel 55 . En række forfattere har da også påpeget møders rituallignende karakter
(se f.eks. Olsen 1970; Starker 1977; Peck 2004). I det følgende vil jeg se på
mødet som integrativt ritual, idet jeg støtter mig til Douglas Marshalls neodurkheimianske
ritualmodel (Marshall 2002), som jeg derfor indledningsvis vil
redegøre for.
Marshall definerer et ritual i kraft af dets konsekvenser, nemlig som noget,
der afstedkommer tro og tilhørsforhold (”belief and belonging”) hos deltagerne.
Ved tro forstår Marshall en tillid til de konstruerede mentale modeller, vi benytter
os af, men aldrig kan være ganske sikre på. Ved tilhørsforhold forstår han
den subjektive oplevelse af at være en del af en gruppe. Marshall fremhæver
den rituelle praksis frem for det symbolske indhold som vigtigt i ritualernes
virkning. I modsætning til mange andre ritualteorier gør han meget ud af at forklare
de individuelle mekanismer, som giver ritualerne deres virkning. Han forfalder
således ikke til vulgærfunktionalisme. Marshalls model inkluderer psykologiske
mekanismer, men reducerer ikke ritualer som social praksis til psykologi.
”Ritualet finder sted som fælles svar på fælles betingelser. Dets mekanismer er
socialt iværksatte og medierede, dets specifikke former er socialt determinerede
og selv når det udføres i enrum er det en del af et socialt formidlet system af trossætninger
og praksisser. (…) samfundets udvendige og tvingende fakticitet forbliver
religionens bagvedliggende virkelighed.”(Marshall 2002: 369)
Ifølge Marshall virker ritualer i kraft af for det første samvær (co-presence), for
det andet bestemte praksisser. Samvær i sig selv har en direkte effekt på både
tro og tilhørsforhold. At være sammen med andre i en gruppe fører for den enkelte
til en delvis afindividuering eller personlig afvikling – ”Jeg bliver fri fra
mig” – og den enkeltes fokus vender sig mod gruppen i stedet for indad 56 .
Gruppesamværet gør det lettere for den enkelte at slippe hæmninger og har en
direkte positiv indflydelse på humøret. Den fysiske opstemthed, der kommer af
55 Jeg er opmærksom på, at der navnlig inden for antropologien og religionssociologien findes en omfattende
litteratur om ritualer. Jeg vil imidlertid ikke gå ind i den her, men holde mig til Marshalls brug af
begrebet.
56 I sin redegørelse benytter Marshall sig af generelt anerkendte psykologiske mekanismer. Deraf følger
selvfølgelig også, at der eksisterer individuelle variationer i alle punkter. Udtrykket personlig afvikling er
et citat fra digteren Søren Ulrik Thomsens essay om folkekirkens ritualer (Thomsen 2005).
145