Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

diskussionen. Det bliver etableret, at de enkelte løsninger skal kunne retfærdiggøres
over for gruppen i forhold til en række tests for bæredygtighed.
I forhold til diskussionen i kapitel 4 om, hvorvidt man kan tale om et selvstændigt
grønt regime, må man sige, at det ikke i synderlig grad tegner sig her.
Bæredygtighedsaspekterne kommer stort set kun i spil i forbindelse med det,
jeg tidligere har kaldt det øko-industrielle kompromis. Tekniske argumenter
spiller en stor rolle i den industrielle værdiorden såvel som i gruppens diskussioner.
På et tidspunkt bliver det aftalt, at gruppen skal indkalde en ekspert – den
store i den industrielle værdiorden. Imidlertid dukker eksperten aldrig op, bl.a.
fordi gruppen ikke kan blive enige om, hvilken ekspert der er tilstrækkelig tillidvækkende.
Kapitlets analyse viser også, at bæredygtighed langt fra er en indlysende
størrelse, men derimod noget, der skal forhandles på plads. Bæredygtighed er,
som Godard siger, svært fastlæggeligt. Her bliver det mest koblet til noget industrielt,
nemlig effektivitet og udledning, men også til det sociale og det æstetiske.
En endegyldig positiv definition af bæredygtighed etableres ikke og vil
formentlig være svær at etablere; der etableres i højere grad en række negative
definitioner: bæredygtige løsninger skal være CO2-neutrale, må ikke forurene,
skal være korrekt dimensionerede osv. osv. Men det er ingen selvfølgelighed, at
det stopper der. Gruppen kunne også f.eks. have inddraget overvejelser om,
hvor det evt. biobrændsel skulle komme fra, og hvordan det var produceret;
overvejelser om, hvor indgribende installeringen er i forhold til nedgravning af
ledninger osv.; eller systemernes levetid. Som også Godard påpeger, er der ikke
nogen veletableret positiv test for bæredygtighed. Der er imidlertid en lang
række negative test (f.eks. CO2, udledning af partikler, energieffektivitet) som
kan være med til at diskvalificere bestemte teknikker. Bæredygtighed er et bevægeligt
mål, som altid kan udfordres af nye test, idet man inddrager f.eks. sociale,
æstetiske eller familiemæssige hensyn. Det er dog ikke sådan, at hvad
som helst kan gælde for at være lige bæredygtigt; således er det tydeligt, at det
er institutionaliserede bæredygtighedsemner, dvs emner fra den økoindustrielle
verden, der i overvejende grad bringes i spil, mens f.eks. argumenter fra den inspirationelle
værdiorden optræder langt mere perifert. Hverken den inspirationelle
eller den hjemlige værdiorden bliver trukket op på det kritiske niveau,
hvor alle skal kunne retfæridggøre deres valg i forhold til fælles standarder.
133