Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

tik af kernefamilien, som der før har været. Og homoseksuelle, singler osv. søger
via deres organisationer at få ret til at være kernefamilier, dvs. få børn, anerkendelse
af parforhold osv.
Familiens problem er i dag ikke længere set som et problem med den måde,
familierne er på, men snarere et problem, der handler om, hvordan det er muligt
at forene hensynet til børn med hensynet til de voksnes individualitet og arbejdsmarkedets
krav. Fællesskabet er således en beskyttende ramme om familien
snarere end en erstatning for den. Økosamfundene afspejler på denne måde
en bekymring for familien, som findes langt ud over beboernes egne rækker.
Det problem, de formulerer, er et problem, der har gyldighed for brede grupper
af børnefamilier; om end måske i særlig grad for de højtuddannede forældre.
Om det svar, økosamfundene også tilbyder, så har lige så bred gyldighed
som spørgsmålet, er mere diskutabelt. Økosamfundet er i høj grad en planlagt
løsning, og derfor også, som nævnt tidligere, ofte et fællesskab af og for ressourcestærke.
I praksis er der ganske enkelt heller ikke nok økosamfund, til at
de kan være en løsning for ret mange.
Og hvad med børnene? Kapitlet giver ikke svar på, om deres liv i økosamfundet
er mere, som de kunne ønske det. Får de den tid med deres forældre, som
de gerne ville have? Slipper familierne ud af projektregimet, eller bliver økosamfundet
endnu et rum for projekter?
192