Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Infrastrukturens transportnet bygger på mindre ressourcekrævende, kollektivt baserede
og miljøvenlig transport” (Elm & Dilling-Hansen 2003: 460)
Økosamfundene lægger vægt på det lokale – i forhold til bygninger, som helst
skal opføres af lokale materialer og med lokale, traditionelle teknikker som
halm- eller lerhuse, og i forhold til samfundet, hvis primære enhed er fællesskabet
i små, nære lokalsamfund: ”den danske landsbykultur med en global horisont”,
som Troels Dilling-Hansen (Elm og Dilling-Hansen 2003:45) formulerer det.
Det gode ved lokalsamfundet er det overskuelige: at ”alt findes inden for et barns
rækkevidde” (Jackson i Elm og Dilling-Hansen 2003:427), og at produktion af
f.eks. bygninger og fødevarer sker i en skala og et tempo, så beboerne selv kan
følge med, kan gennemskue processerne og selv kan tage del i dem. Det hjemmelavede
har en højere værdi end det industrielt masseproducerede. Specialisering
og differentiering er ikke i højsædet, men det er derimod et fællesskab på
tværs af generationer – i modsætning til det alderssegregerede samfund, hvor
man stort set kun er sammen med jævnaldrende:
”Vi vil gerne lave et sted hvor tingene hænger sammen; arbejde, fritid, familie,
venner, børn, voksne og ældre. Vi vil prøve at skabe et alternativ til den institutionsopdeling
vi kender, og i stedet integrere børn og ældre i landsbyens praktiske
og sociale liv. Alle skal have lov til at deltage i fællesskabet og mærke at der er
brug for dem. (…) Børnene vil være omgivet af andre børn og voksne som de vil
kende op gennem hele deres barndom, og de vil få et langt bredere indblik i de
voksnes verden end mange børn ellers gør i dag. Som forældre vil man også få
mere tid med sine børn, uden at børnene eller en selv kommer til at mangle kammerater.”
(www.selvforsyning.dk)
Økosamfundene lægger også stor vægt på at skabe samfund, der er familievenlige,
og hvor der er sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv:
”Børnepasning foregår på godset, hvor de har naturen, masser af plads og hele
bondegårdslivets arbejdsrytme i nærheden. Børnene lærer mange arbejdspladser at
kende, og de har deres forældre eller andre kendte voksne i nærheden. Det skaber
tryghed i det daglige.” (Elm & Dilling-Hansen 2003:277)
Idealet om et liv, hvor arbejde og familieliv ikke er segregeret i tid og rum,
fremgår også af citater, som skitserer arbejdets organisering. Arbejdet i økosamfundet
skal ikke være motiveret af pligt eller økonomisk nødvendighed, ej
heller af formelle regler:
”En vigtig ting for os er ikke at skulle stresse gennem arbejdet, men have tid til at
være i det, nyde fællesskabet med ens venner og børn og nyde naturen. Permakulturteknikkerne
gør at hele selvforsyningen kan fungere uden brug af tungt,
larmende og farligt maskineri, hvilket vil gøre at alle kan være med. (…) Dyrkning,
husdyrhold og forarbejdning af fødevarerne i landsbyen kan sandsynligvis
ikke økonomisk konkurrere med det omgivende samfunds (industri)produktion.
Vi mener imidlertid, at byggeri og selvforsyning i landsbyen har en social og økologisk
værdi – f.eks. det at kunne spise friske fødevarer og være omgivet af dyr og
95