Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

går på tværs. Antropologen Kirsten Marie Raahauge taler således om revitalisering
af det lokale:
”Det nære fællesskab, betinget af det fysiske rum, man bor i, tæller, naboen er ens
ven.” (Raahauge 2007:40)
I det danske samfund er f.eks. velfærdssamfundets tilbud – skoler, børneinstitutioner,
ældreomsorg – knyttet til boligområdet og således en institutionalisering
af det lokale fællesskab. Hvis skolen lukker, rammer det alle i et lokalområde,
også dem uden børn, idet huspriserne falder. Sociologerne John Andersen og
Flemming von Hadeln Løve påpeger, at lokalsamfundet derfor i samfund som
det danske har karakter af skæbnefællesskab, forstået som fælles afhængighed
af lokale ressourcer og velfærdsinstitutioner såsom skoler og offentlig transport.
Som sådanne – man fristes til at sige fællesskaber an sich – har lokalsamfund
potentiale for at udvikle sig til egentlige fællesskaber (für sich) med alt, hvad
det indebærer af fælles fester og ritualer, formelle organisationer samt udveksling
af praktisk og psykologisk støtte (Andersen & Løve 2007).
Der er også implikationer for miljømæssig bæredygtighed ved at satse på social
kapital i nærområder – og omvendt, således viser Leyden, at et klassisk bybillede
med blandede bolig- og handelsområder, som sætter mennesker i stand
til at leve deres daglige tilværelse uden bil, fremmer social kapital i forhold til
bilorienterede kvarterer (DeFilipis 2001). Denne tankegang har i USA givet anledning
til den såkaldte New Urbanism og planlægning af boligkvarterer med
faciliteter såsom fortove, der skulle øge sandsynligheden for tilfældige kontakter
og ansigt-til-ansigt-interaktion med andre beboere se f.eks. (Hess 2008).
Den danske antropolog Siv Raun Andersen er inde på det samme i sit studie af
danske parcelhuskvarterer, hvor hun med inspiration fra Gullestads begreb om
social tilgængelighed viser, at hvor f.eks. skraldespanden er anbragt et sted,
hvor den kan ses fra nabogrunden eller fortovet, kommer der flere kontakter i
stand, fordi beboerne dagligt i forbindelse med deres almindelige aktiviteter
bringes hen, hvor de kommer i kontakt med hinanden (Andersen 2004).
Jo mere en gruppe er afhængig af velfærdsstatslige tilbud, og jo lavere mobilitet,
den har, desto mere vil den vil nyde godt af et område med høj social
kapital, da det vil give flere både praktiske og følelsesmæssige gunstige relationer.
Igen er det således ældre, handicappede, lavindkomstgrupper samt børn og
voksne, der tager sig af børn, der har størst gavn af den lokalt baserede sociale
kapital – og omvendt kommer mest i klemme, hvis den ikke findes (Gullestad
1985; Knorringa & van Staveren 2007a).
204