Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

sultatet af individets bevidste og overlagte respons på den psykiske belastning,
samfundet udsætter den enkelte for i forskellige former til enhver tid. Brown
fremhæver, at revitaliseringsbevægelser således er en ikke-elitær form for kritik,
tilgængelig for såvel mere som mindre privilegerede 5 . Brown karakteriserer
de intentionelle fællesskaber som ”kritik med fødderne” (Brown 2000a:155).
På hver deres måde fremhæver såvel Brown som Abrams og McCulloch altså,
at man ved at se nærmere på de kollektive eksperimenter, der finder sted i et
samfund på et givet tidspunkt, kan kaste lys ikke blot over de mennesker, der
deltager i dem, men i nok så høj grad over det samfund, de kritiserer. Denne
noget indirekte tilgang til samfundets problemer er interessant, fordi den tager
udgangspunkt i en problemforståelse, som ikke er primært teoretisk/analytisk,
men konkret, praktisk og hverdagslivsorienteret. En lignende tilgang til fællesskaberne
finder man i den litteratur, der tager udgangspunkt i utopi-begrebet.
Utopiske fællesskaber
Utopier hænger sammen med ideen om det planlagte samfund. I den samfundsvidenskabelige
litteratur bliver intentionelle fællesskaber, herunder økosamfund,
ofte analyseret som utopier 6 . Et nyere eksempel herpå er Sargisson og
Sargent, som udtrykker sig således:
”Utopier er centrale for politik, samfund og hverdagsliv. De fortæller os om folks
drømme og længsler. De vokser frem af utilfredshed og viser alligevel hen til anderledes
og bedre livsformer. Intentionelle fællesskaber, grupper af mennesker,
som har valgt at leve og undertiden arbejde sammen i en fælles sags tjeneste, hinsides
forhold og familier, er på visse måder konkrete utopier. De er fysiske, observerbare
steder, hvori mennesker forsøger at skabe en sammenhæng, som bringer
deres hverdagsliv tættere på deres utopi.” (Sargisson & Sargent 2004:xiv)
Sargisson og Sargent bruger utopi-begrebet på en nuanceret måde. De distancerer
sig fra den forståelse, der ser utopi som nødvendigvis stående i modsætning
til gradvise forbedringer. Sargisson og Sargent minder om, at utopi både bruges
om det gode sted og om intet sted 7 . Hvilken betydning man vægter, afgør, om
man bruger begrebet om et konkret sted eller om noget, der altid er lige uden
5 Det kan man ud fra en sociologisk betragtning måske nok sætte spørgsmålstegn ved – det kræver formentlig
et vist overskud at reagere så bevidst på sine frustrationer, foruden at det kræver ressourcer at
omsætte sine ønsker til en bevægelse.
6 Abrams og McCulloch adskiller deres studerede kollektiver fra utopiske fællesskaber, fordi der efter
deres mening i utopi-begrebet ligger noget mere planlagt, som har forrang for de enkelte deltagere. ”Et
sted, der er blevet en ting, en social kraft, der kan adskilles fra sine medlemmer” (Abrams & McCulloch
1976:36). Denne skelnen er imidlertid ikke gængs i litteraturen.
7 En dobbelthed, som bevidst er lagt ind i ordet allerede af dets fader, Thomas More, og som spiller på de
græske ord eu-topos (godt sted) og ou-topos (intet sted) (More 2001 [1516])
20