Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

en skrigende unge. Så er det jo meget rart at kunne gå over og være sammen
med voksne mennesker, der også har deres skrigende unger. Og der er jo mange
børn derude. Det betyder meget! Hvis man bor rigtig ude på landet, så skal du
faktisk være taxachauffør for dit barn til dets 18-års-fødselsdag. Og det gider
jeg altså ikke spilde mit liv. Det er ikke, fordi jeg vil være ond ved mit barn,
men jeg gider altså ikke køre det til alt hele tiden. Derude, der bor masser af
børn i samme aldersgrupper, så der finder de sikkert ret hurtigt nogle at lege
med.
I: Så for dig, der vægter det sociale højere end det økologiske?
V: Altså det betyder også meget. Altså det er måske ikke så meget, at det er
økologisk, for jeg kunne sagtens leve et sted, hvor vi siger, at ”Jamen for os der
er det bare dyrevelfærden, der er det vigtigste.” Eller et eller andet andet. Men
det er mere det, at der er en vision med det. At folk vil noget med deres liv og
deres fritid. Og det er noget med netop naturen og miljøet, der betyder noget.
Ikke om man nu kan få perlegrus i indkørslen eller munkesten omkring terrassen.
Jamen det er der jo nogle – for dem, der er det det enormt vigtigste at få
kobbertagrender og det, og her, der synes jeg, at det er noget andet, der er vigtigt.
Og ud af det, der synes jeg, der vokser rigtig mange positive ting.
I: Så regner I med, at det er der, I skal bo resten af jeres liv eller…?
V: Ja.
W: Ja, det tror jeg.
V: Altså man skal være tålmodig. Nu er vi selvfølgelig også heldige, at vi er relativt
unge med et lille barn. Vi har ikke på den måde så store forpligtelser. Og
vi har jo et sted at bo, hvor vi er glade for at bo. Og det gør jo, at man har en
lidt større tålmodighedstærskel. Det ville være træls, hvis man boede til leje et
eller andet råddent sted, hvor man næsten ikke kunne holde det ud. Men så også,
fordi at det er så attraktivt et sted for os, altså med den indstilling vi har, at
det er værd at vente på. Det er helt klart værd at vente på. (…)
I: Skal I have rigtig mange børn?
W: Nej, det tror jeg ikke.
V: Nej, nu har vi ham her, og så tager vi den derfra. En, det kan fylde uhyggelig
meget i ens tilværelse. Det er helt sikkert. Man skal lære ham lidt at kende, ikke.
Det er simpelthen ligesom – ja: Nu bor der bare et totalt fremmed menneske
i ens hus. Man skal til at finde ud af: ”Nå, men hvem er du, og hvad interesserer
du dig for?” Lige for tiden er det jo hans egen hånd, der er et stort hit. Så det
159