Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

tilbage til tidligere tiders hierarkiske kollektiver. Aftraditionaliseringen er en
ensrettet gade. Snarere end manglende indsigt kan man måske sige, at en af eksistentialismens
centrale indsigter er blevet allemandseje, nemlig den, at vi alle
sammen til syvende og sidst selv skal stå til regnskab for, hvad vi gør med vores
liv inden for de rammer, vi har fået. Igen er der tale om et reelt dilemma,
som økosamfundene er med til at pege på.
Spørgsmål for de mange – svar for de få
Økosamfundene stiller således nogle spørgsmål, som er bredt relevante. Men er
de svar, de giver, så lige så gyldige – kan de med rette påberåbe sig rollen som
avantgarde? På det helt umiddelbare niveau er svaret nej af den simple grund, at
økosamfundene er så få og små, og det tager så lang tid at etablere nye, at de
ikke vil kunne nå at blive etableret hurtigt nok. På et mere overordnet niveau
mener jeg stadigvæk, at svaret er nej, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere. I
første omgang vil jeg dog uddybe mit første nej lidt yderligere.
Økosamfund er ikke for alle – men de kunne godt være noget for flere, end
tilfældet er i dag. Når ca. 1.000 mennesker bor i økosamfund i dag, dækker de
over et ukendt antal, som har boet der, men er flyttet, eller som kunne overveje
at bo der. De fleste eksisterende økosamfund har haft mange mennesker igennem
som har været nysgerrige og interesserede og som måske endda på et tidspunkt
har haft alvorlige planer om at flytte ind i økosamfundet, men som alligevel
ikke gør det af forskellige grunde – som f.eks. de to børnefamilier, jeg har
talt med. Blandt de mange er der formentlig nogle, som gerne ville have boet i
økosamfund, men som fandt, at barrierne var for store. Dette underbygges af, at
mange økosamfund, når de først eksisterer, har lange ventelister til ledige boliger.
Der lader altså til at være et uopfyldt behov. Her kunne samfundet godt understøtte
etableringen af alternative bosætninger mere, end tilfældet er i dag, og
hjælpe med at udvikle institutionelle rammer, som kunne reducere de praktiske
barrierer, der er forbundet med at etablere nye intentionelle fællesskaber.
At flytte i økosamfund er ikke på samme måde som at flytte i lejlighed eller
parcelhus en standardløsning i vores samfund, og hverken de juridiske, kulturelle
og økonomiske systemer er indrettet på denne mulighed. Dette bidrager også
til, at man skal have en del ressourcer for at kunne etablere et nyt økosamfund,
og for at komme ind i et gammelt skal man have en særlig form for social kapital.
Hvis det var lettere at etablere nye fællesskaber, kunne det også tænkes, at
252