Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

at kende og at omgås dem, der nu engang var i gruppen, men også kunne føle
sig ind på, om det nu egentlig var noget overhovedet at være med i gruppen:
”På et tidspunkt var der en fyr med på to eller tre møder, som virkelig var sådan
en meget effektiv fyr, og som DYDYDYDYDYT fik stillet tingene op i skemaer
og hvor vi virkelig kunne se, at han gjorde store øjne med: Ej, hvad er det her for
en langsom anarkistisk proces. Han var virkelig sådan en project manager – den
type. Og altså, han kom da med nogle gode indspark på den måde, med ligesom at
få sat nogle ting lidt i system og sådan noget, men jeg må indrømme, at jeg tror
nok, at jeg er glad for, at han ikke er med i det, fordi jeg tror simpelthen ikke, at
hverken han eller vi havde kunnet overleve ham, fordi han ville formodentligt ikke
have kunnet holde ud, at der ikke skete mere, eller at det ikke gik lidt hurtigere
eller et eller andet. Og han havde også helt tydeligt sådan en holdning til os andre:
”Hvad er I dog for nogle hjælpeløse nokkefår, der aldrig” – og så videre, ikke. Og
det kan man jo ikke holde ud at blive betragtet på den måde, som om at man er
børn, fordi man føler sig frem og sådan noget. Og han er da heller ikke med mere,
og det er der sikkert også en grund til.” (Jørgen)
Jørgen beskriver her, hvordan et potentielt medlem valgte gruppen fra, fordi
møderne var for langtrukne, og processen efter hans mening gik for langsomt.
Dette tolker Jørgen positivt, fordi han mener, det har afsløret en manglende
kompatibilitet i temperamenter mellem det potentielle medlem og resten af
gruppen, som ville have skabt problemer, hvis han var blevet. Her fungerer mødeformen
således som en art forsøgsopstilling, et bofællesskab i lille udgave:
Hvis man ikke kan finde sig til rette i mødeformen, vil man heller ikke kunne
finde sig til rette i bofællesskabet.
Imidlertid er der noget, der kan tyde på, at det ikke kun er gruppen af alt for
effektive, der selekteres fra eller selekterer sig selv fra. Beboerne i økosamfundene
er som beskrevet i kapitel 3 i overvejende grad personer med mellemlang
eller lang videregående uddannelse. Det kan skyldes mange ting, hvilket jeg også
vil komme ind på i senere kapitler. Her vil jeg rejse spørgsmålet, om en
medvirkende faktor kan være møderne. Schwartzman påpeger, at møder også
selekterer deres deltagere, nemlig dem med tid til at gå til møder. Mansbridge
går dybere ind i dette problem, idet hun påpeger, at veluddannede personer med
ordet i deres magt alt andet lige vil have mere at skulle have sagt i en konsensusorienteret
beslutningskultur (Mansbridge 1973).
Med Bourdieu kan man betegne dette som et spørgsmål om en bestemt form
for kulturel kapital. At deltage i møder som dem, jeg har overværet, kræver ikke
ringe mængder af kulturel kapital. Man skal turde tage ordet i en forsamling,
mens alle lytter, man skal kunne formulere sig på den rigtige måde, og man skal
kunne skifte mellem det substantielle niveau, hvor der f.eks. diskuteres fordele
og ulemper ved forskellige varmesystemer, og metaniveauet, hvor man forhol-
152