Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

at hamre en pæl gennem familielivet. For hvilke lektioner var det, vi børn kunne
uddrive af vores 70' er-forældres opførsel? Ja, skilsmissen lærte os i hvert fald én
ting (lektion nummer 1): at være sammen med mor og far er et følelsesmæssigt
kaos, som regel med deres følelser i centrum. Alene derfor blev ”Vi voksne kan
også være bange” meget tidligt min hadesang nummer 1. Man kan prædike peace
and love herfra og langt ind i helvede, hvis det, man viser børnene, er noget andet.”
(Guldager 2009).
Fra Graae til Guldager. To kronikker i samme avis, men med 40 års mellemrum.
Jeg har valgt at gengive relativt lange citater, fordi jeg mener, at selv om
kronikkerne kun står for deres forfatteres regning, så afspejler forskellen på de
to en væsentlig forskydning i opfattelsen af det gode familieliv og forholdet
mellem forældre og børn. En forskel, som tydeligt ses i den måde, såvel forældrene
i økosamfund som forældrene i parcelhus taler om deres familieliv på.
Fra kritik af familien til familiær kritik
Den brede samfundsmæssige opfattelse af familien har i de seneste 40 år ændret
sig markant. Fra at være en undertrykkende institution er familien blevet et reservat,
der skal beskyttes. Det er selvfølgelig bl.a. fordi, 70’ernes kritik af familien
er lykkedes, i hvert fald til dels: både fædre og mødre er i dag udearbejdende
og selvforsørgende, og begge forældre engagerer sig i deres børn. Også forholdet
mellem børn og forældre er et andet, idet f.eks. revselsesretten er afskaffet,
og langt de fleste forældre gør sig umage for at behandle deres børn med respekt
for disses menneskelighed. Fra at være en undertrykkende institution og
et fortidslevn er kernefamilien så nu blevet til arnestedet og den paradigmatiske
form for en ny kritik, den hjemlige kritik.
Hvor kollektiverne skulle være alternativer til familien, ønsker de forældre,
jeg har talt med, økosamfundet som ramme om familien. Fællesskabet skal støtte
og aflaste familien, men ikke blande sig i dens indre anliggender såsom opgavefordelingen
mellem forældrene eller børnenes opdragelse.
Jeg har i spørgeskemaet inkluderet nogle spørgsmål formuleret med udgangspunkt
i kollektivdrømmen for at få en fornemmelse af, om der stadig er
rester af den at finde hos kollektivernes arvtagere. På spørgsmålet, om alle
voksne har medansvar for børnenes opdragelse, svarer 7 % helt enig og 21 %
helt uenig. Det tolker jeg som udtryk for, at ansvaret for børnenes opdragelse
efter langt de flestes mening er placeret hos forældrene, også selv om børn kan
have glæde af at kende og omgås andre voksne. Spørger man økosamfundsbeboerne,
om de er enige i, at der ikke bør være forskel på de opgaver, mænd og
kvinder har i hverdagen, siger 51% helt eller nærmest enig, 24% helt eller nær-
188