Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

(Skardhamer 2008; Christensen & Kristensen 1972; Shey 1978; Andersen et al.
1970; Schildt og Siegfried 2006). Kollektiverne havde mange kritiske projekter,
men fælles for næsten alle var oppositionen til den konventionelle kernefamilie;
en modstand mod de traditionelle køns- og forældreroller, mænds magt over
kvinder og voksnes magt over børn. Christensen og Kristensen beskriver i deres
undersøgelse af kollektiver i Danmark det, de kalder kollektivdrømmen: ”en
drøm om, hvorledes det ideelle kollektiv er og fungerer” (Christensen & Kristensen
1972:34), som de karakteriserede som primært en kritik af kernefamilien. Det
ideelle kollektiv skulle ifølge denne drøm være kendetegnet ved følgende træk i
modsætning til kernefamilien:
− fælles økonomi
− lighed mellem kønnene
− ingen ledere
− fælles opdragelse af børnene
− frivillig arbejdsdeling
− seksuel frihed
− parforholdenes opløsning
− fælles udadrettet politisk aktivitet
− ingen ejendomsret.
En kollektivbeboer siger i et karakteristisk samtidigt citat:
”Jeg er osse overbevist om at vore barn har godt af at ha mange fædre og mødre.
Jeg tror, det er meget usundt at børn kun opvokser med en far og mor og kun præges
af dem. Det bevirker bl.a. at børnene ikke er så åbne i deres kontakt med andre
mennesker, og at de regner deres forældre for øverste og rigtigste myndighed.
Man ka meget tydeligt se på kollektivbørn hvordan deres begreber i den retning er
meget mere udvidede. De er tillidsfulde overfor mange flere mennesker, og det gir
de mennesker et ansvar som de så prøver at leve op til.
- Vil det sige at alle her i kollektivet tager sig lige meget af børnene?
- Ja, det vil sige, der er et par stykker der ikke rigtig har indstillet sig på det endnu,
og det er der heller ingen der forlanger af dem – men jeg tror det kommer efterhånden
som de opdager hvor kæmpe meget man som voksen ka få ud af at omgås
børn og se tingene med deres øjne. I virkeligheden gir børnene os meget mere
end vi dem. For mig har det ikke været et spørgsmål om bare at blive aflastet osse
i det psykiske ansvar. Det vigtigste i denne forbindelse er min tro på fællesskab og
det at jeg ikke vil eje det barn som jeg tilfældigvis har født men tværtimod gi det
valgmuligheder osse til evt. at vælge at knytte sig mere til et andet menneske end
lige mig. Jeg har kun været behjælpelig med at føde hende – hun ejer kun sig selv
og må lære at ta sig den frihed hun ønsker sig.” (Larsen og Smitt 2006)
Tæt i hælene på kollektiverne kom bofællesskaberne, som i opbygning er økosamfundenes
nærmeste forløbere. De første bofællesskaber bibeholdt ganske
vist i modsætning til kollektiverne egne boliger til hver familie, men videreførte
185