Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

lige børn ikke tager skade af at være i institution, så er der et langt stykke fra en
barndom, der ikke ligefrem gør skade på børnene og til den ustressede barndom
med masser af tid og nærvær, som måske aldrig har eksisteret, men som børn
og forældre ikke kan holde op med at drømme om. I denne situation er der så
nogle enkelte forældre, som vælger økosamfund eller bofællesskaber som en
delvis løsning af problemet. Men selv blandt de meget større grupper, som ikke
gør det, er problemet der stadig væk.
Det andet problem, som økosamfundene formulerer, er bæredygtighedens
problem: Hvordan skaber vi mulighed for – med Latours ord – at udvide fællesskabet
til økosystemer, biosfæren og fremtidige generationer uden at ofre relevante
hensyn til mennesker her og i andre dele af verden? I modsætning til familieproblemet
bliver dette problem – eller rettere: denne store samling af problemer
– dagligt formuleret i sin fulde kompleksitet, og derfor vil jeg ikke gå i
detaljer med det her. Bæredygtighedens problem er således faktisk et eksempel
på et problem, som i løbet af dette projekts løbetid har bevæget sig til toppen af
samfundsdagsordenen i en grad, så vi lige for tiden måske ikke behøver intentionelle
fællesskaber til at minde os om det.
Det sidste af de væsentlige problemer, økosamfundene formulerer, vil jeg
kalde fællesskabets problem. Forsøget på at forene ønsket om på den ene side et
varmt og trygt fællesskab – på den anden side frihed fra snærende konformitet
og social kontrol. Sociologen Rosabeth Moss Kanter er inde på det i sin afsluttende
diskussion af, hvorfor de nye intentionelle fællesskaber er mindre stabile
end de gamle:
”Individet konstruerer sin egen sociale verden på baggrund af de myriader af
valgmuligheder, han står overfor, og chancen for, at mange andre vil konstruere
deres på nøjagtig samme måde, er meget mere begrænset end i forrige århundredes
mindre mangfoldige miljø.” (Kanter 1972:172-3)
I sociologien og især i den populærsociologiske samfundsdebat fremstilles individualiseringen
ofte som problematisk på en måde, så man kunne få det indtryk,
at den skyldes enten manglende moral (egoisme) eller manglende indsigt
(falsk bevidsthed), idet et mere kollektivt eller socialt liv anses for at være både
moralsk bedre og mere rationelt i den forstand, at vi jo alle er afhængige af hinanden
og det stærke uafhængige individ dermed er en myte. Dette er imidlertid
kun den halve sandhed. For ligeså vel, som vi ikke kan klare os uden hinanden
og slet ikke som individer løse de alvorlige problemer, samfundet står over for,
(som f.eks. familiens og bæredygtighedens problemer), lige så lidt kan vi vende
251