Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Kapitel 6 Uden møder – intet fællesskab?
“A little less conversation, a little more action, please …”
I kapitel 5 så vi, hvordan økosamfundenes visioner bliver omsat til virkelighed
via beslutninger, der bliver truffet på møder, og hvordan det i visse tilfælde kan
være svært at fastholde fokus på det visionære, når der opstår en spænding mellem
det visionære og hverdagslivet. Men møderne i økosamfundene rummer
også andre aspekter end virkeliggørelsen af visioner, og når et økosamfund er
kommet ud over den første etableringsfase, er det muligvis endda disse andre
aspekter, der fylder mest. I dette kapitel vil jeg komme ind på den udbredte frustration
over møderne, som stammer fra, at møderne ses som først og fremmest
et instrument til at generere beslutninger. I forlængelse heraf vil jeg analysere,
hvad møderne gør ud over at generere beslutninger, og jeg vil argumentere for,
at møder også kan ses som demokratiske eksempler, integrative ritualer og sociale
selektionsprocesser.
En af mine informanter fra Bogruppen havde følgende at sige om møderne:
”Jeg vil sige: Det er det her med gruppeprocesser, ikke. Eller organisering og
sådan noget, der kan overraske en. Det har i hvert fald overrasket mig meget i
den sammenhæng, fordi sådan noget har jeg sgu været med til rigtig mange
gange; til at organisere alverdens mærkelige ting, ikke. Og så lige pludselig
stå og synes, at man slet ikke kan finde hoved og hale i det og kunne få det til
at fungere. Og tænker: Hvad fanden?! Vi sidder her, granvoksne mennesker,
ikke. Det burde sgu da være en smal sag. Vi har fand’me tonsvis af erfaring i
forhold til at få sådan noget til at køre, ikke. Og også undgå faldgruberne,
hvor der går ævl og kiv og kævl i det, fordi det kan man ikke bruge til så meget.
Men det var sådan lidt oplevelsen: At vi lige pludselig ikke evnede at afvikle
eller ligesom organisere, at… det var en svær erkendelse.” [Claus]
Claus, som har været med i Bogruppen fra dennes start og har oplevet perioder,
hvor gruppen var ved at falde fra hinanden, giver her udtryk for, at han har været
overrasket og frustreret over, hvor kaotisk og ukontrollerbare han til tider
fandt processen og møderne. Det slog også mig som observatør, at en proces
som f.eks. diskussionen om varmeforsyningen blev så omstændelig. Som Claus
siger, kunne det ikke forklares med, at gruppedeltagerne ikke var kompetente til
at organisere sådan en beslutningsproces, eftersom de alle sammen enten i ar-
135