Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

format, planlægningsformatet og retfærdiggørelsesformatet, som befinder sig på
forskellige generaliseringsniveauer. Retfærdiggørelser, som dem, der analyseres
i kapitel 4, befinder sig på det øverste niveau, hvor der eksplicit eller implicit
henvises til en overordnet idé om et fælles gode. Planlægningsformatet forbliver
på et niveau, hvor der henvises til det normale, det, der kan tages for givet,
f.eks. at en handling, der plejer at have bestemte konsekvenser, nok kan formodes
at have de samme konsekvenser fremover; og familiaritetsformatet befinder
sig på det prærefleksive, habituelle niveau, hvor det handler om individets
umiddelbare bekvemmelighed (Thévenot 2001). Som jeg vil komme nærmere
ind på neden for, bevæger mødedeltagerne sig mellem flere af disse niveauer.
Kort fortalt kan diskussioner om økosamfundets kritiske vision henregnes til
retfærdiggørelsesformatet, mens hverdagsrefleksive beslutninger som f.eks.
valget af bolig hører ind under planlægningsformatet. Rutiniserede hverdagspraksisser,
som ikke trækkes op på det refleksive niveau, hører ind under familiaritetens
format.
Case: Bogruppen
Fra juni 2004 til marts 2005 deltog jeg, som nævnt i metodeafsnittet, i en række
møder i forbindelse med etableringen af en ny bogruppe i et stort økosamfund.
Til møderne deltog jeg som observatør, dvs. at jeg sad med ved bordet og hørte
og så alt, hvad der blev sagt og gjort til mødet, men uden selv at deltage aktivt i
diskussionerne. Gruppen havde været i gang i ca. et år, da jeg begyndte min observationsperiode,
og fortsatte også, efter observationsperioden sluttede. Gruppens
sammensætning skiftede både før, under og efter observationsperioden,
idet der kom nye medlemmer til, mens gamle faldt fra.
Baggrund for gruppens situation
Økosamfundet blev som nævnt i kapitel 2 etableret i starten af 1990’erne af 12
familier, som dannede den første bogruppe. Siden er Økosamfundet vokset i
flere omgange ved at købe mere jord og anlægge nye bogrupper, således at det
nu rummer et antal bogrupper med tilsammen ca. 100 voksne og et antal børn.
Da jeg påbegyndte mine observationer, var nye bogrupper under tilblivelse,
hvoraf den ene skulle være et såkaldt ”levefællesskab” for en gruppe unge udviklingshæmmede
med Hertha Levefællesskab som forbillede. De to andre,
hvoraf jeg fulgte den ene, skulle være grupper af familier, som skulle bygge eg-
104