Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

etning eller arbejdsform, en mester eller et bestemt mål. Ofte arbejder man frem
mod en oplevelse af en form for enhed med naturen både indadtil og udadtil. Dette
kommer f.eks. til udtryk ved, at man er opmærksom på at følge de naturlige
rytmer (i naturen, livsfaser, årsløbet osv.) og/eller i fejring af livet og hinanden
gennem forskellige fester, ritualer og helt nye traditioner (f.eks. nye årstidsfester).”
(Maxen 2003:10-1)
I Boltanski og Thévenots karakteristik af det inspirationelle er det højeste gode
knyttet til det visionære, sandheden, der kommer til den enkelte udefra og ikke
kan underkastes objektiverende test, ligesom storhed knytter sig til fantasi,
uformalitet og mystik (Boltanski & Thévenot 2006). Hvad er så indholdet af
økosamfundenes specifikke version af en inspirationelt baseret kritik? Ud fra
min læsning af teksterne mener jeg, at økosamfundene kan placeres inden for
det, der af religionssociologer kalder New Age-traditionen (se f.eks. Ahlin
2001).
New Age er en fællesbetegnelse for en række livstolkninger og praksisser,
som ifølge de fleste forfattere navnlig har vundet udbredelse siden 1960-
70’erne. Religionssociologen Paul Heelas (1996, her cit. fra Ahlin 2001) har
kaldt New Age for modernitetens sakralisering, idet han anser New Agebevægelsens
vækst som udtryk for udviklingen af religiøse eller åndelige tolkninger
af modernitetens grundvilkår, jf. indledningen. I New Age findes autoriteten
inden for individet selv, som har ansvar for eget liv i alle aspekter. Det
samme gælder i høj grad for økosamfundene, som flere steder understreger, at
de vægter personlige erfaringer i modsætning til religiøse dogmer. Betegnelsen
spiritualitet foretrækkes frem for religion, som har mere institutionelle konnotationer.
Åndeligheden ses som den indre sandhed i alle etablerede religioner.
Deltagelse i kollektive ritualer kan forekomme, men regnes ikke for nødvendigt
38 .
”Vores vision er et økospirituelt samfund, hvor vi ikke har formelle læresætninger,
men anerkender alle verdens religioner, idet vi tror at mange veje fører til
Gud. Ønsket er at bringe de spirituelle principper ind i vores daglige liv – gennem
vores arbejde, vores relationer til hianden, og måden vi udtrykker vores omsorg
for jorden på.” (Elm & Dilling-Hansen 2003: 218)
I forlængelse heraf er økosamfundenes praksis ofte præget af det, der kaldes
synkretisme eller bricolage, dvs. inddragelse af elementer, symboler og praksisser
fra mange forskellige traditioner såsom buddhisme, kristendom og diverse
naturreligioner.
38 Også i de fællesskaber, som har en eksplicit tilknytning til en fælles åndelig retning og f.eks. dyrker
fælles meditation, er det den enkeltes indre proces, der er i centrum, og ikke en præsts udførelse af bestemte
ritualer på fællesskabets vegne som f.eks. i folkekirken.
90