Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

atomaffald? Og hvilken test kan afgøre, hvilket krav på at repræsentere fremtidige
generationers interesser der er det mest legitime? Filosoffen Henrik Bjerre
udtrykker en lignende tvivl således:
”Hvis bjerge, edderkopper og regn har værdi i sig selv og dermed en eller anden
form for rettigheder, hvad så med jordskælv, vira og oversvømmelser? Har HIV
intrinsisk værdi, og hvis det ikke har, ud fra hvilke kriterier kan vi så fastslå det? ”
(Bjerre 2008: 141)
En sådan fortolkning er imidlertid en misforståelse af Latours standpunkt, som
på én gang kan siges at være mere og mindre radikalt. Mindre radikalt, fordi
Latour netop ikke, som de dybdeøkologer, han kritiserer, vil erstatte en antropocentrisk
tilgang med en biocentrisk og altså f.eks. sætte hiv-virus som ligeværdig
med mennesker. Mere radikalt, fordi det økologiske regime ifølge Latour
betyder, at vi helt skal opgive ideen om endegyldige test, der én gang for alle
kan fastlægge principper for bæredygtighed, og i stedet lære at operere med den
kroniske usikkerhed, der omgiver relationerne mellem mennesker, dyr og andre
potentielt relevante enheder. Således vil man, hvis man følger Latour, ikke kunne
regne med at opstille regler for, hvordan andre arter eller endnu ufødte generationer
skal repræsenteres, men lade det komme an på en indgående betragtning
af den enkelte situation. Man kan således hverken en gang for alle tillægge
nonhumane aktører rettigheder på linje med menneskerettighederne eller frakende
dem, at de i visse situationer med rimelighed kan gøre krav på en form
for rettigheder (Blok & Jensen 2009).
Som videnskabshistorikeren Naomi Oreskes skriver i en anmeldelse af Latours
bog:
”Skønt det kan virke fjollet – hvordan kan vi vide, hvad et træ har lyst til? – påpeger
Latour, at videnskabsfolk rutinemæssigt omtaler ikke-mennesker (f.eks. neutrinoer,
vira, kontinentalplader, frøer), og ofte som om de talte på disses vegne.
Hvem har ikke hørt videnskabsfolk tale om, at jordskorpen gerne vil bevæge sig,
at vira har behov for at dele sig, og at træer stræber efter at nå op i lyset? Så er der
ikke så langt til bevidst at overveje, hvilke interesser planter og dyr, oceaner og
atmosfæren måtte have, så vel som (nok så vigtigt) fremtidige generationer af
mennesker. Ja, dette kan meget vel være den eneste modvægt imod den allestedsnærværende
tendens til, at nulevende mennesker opfører sig, som om der ikke
fandtes andre, eller i hvert fald som om det ikke var nødvendigt at tage hensyn til
andre.” (Oreskes 2004).
Sammenfattende kan man sige, at der tegner sig to forskellige opfattelser af muligheden
for et grønt regime. Godard mener, at det er mere frugtbart at se miljøog
bæredygtighedsspørgsmål som et specifikt interesseområde, som kan optræde
på forskellig måde i de forskellige regimer, snarere end som et nyt selvstændigt
regime. Latour og Thévenot derimod skiller på hver deres måde det grønne,
86