Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Der er heller ikke tvivl om – jf. de indledende citater – at økosamfundsbevægelsen
også ser sig selv som en kritisk stemme i samfundet. Som følge heraf er det
oplagt at se nærmere på, hvad det så er for en kritik, de danske økosamfund artikulerer,
og hvordan de søger at omsætte den til praksis, og afhandlingen vil
også indeholde analyser af dette. Imidlertid mener jeg som nævnt, at økosamfund
også er andet end samfundskritik.
Økosamfund som livsstil og hverdagsliv
”Linda indrømmer, at selv om hun godt kunne lide tanken om et økosamfund, var
hendes oprindelige motivation, at byggegrunde i fællesskabet var langt billigere
end i de omkringliggende udstykninger” (Kasper 2008:14)
Ovenstående citat fra en informant i sociologen Debbie Kaspers studie af amarikanske
økosamfund illustrerer, at økosamfund ikke altid primært ses som kritiske
strategier, men også som pragmatiske løsninger på f.eks. et boligproblem.
Selv om økosamfund ofte fremstilles som undtagelser og som radikalt anderledes
end det omgivende samfund, er de samtidig også en del af dette omgivende
samfund og underlagt mange af de samme betingelser som alle andre. Når
jeg lægger op til også at se økosamfund som ramme om hverdagsliv, betyder
det, at jeg også vil se på træk, som gælder for beboere i økosamfund, fordi de,
såvel som andre, lever i et bestemt samfund på et bestemt tidspunkt, nemlig i
det danske, der har visse træk til fælles med andre vestlige, senmoderne samfund.
Her vil jeg især fremhæve det, som bl.a. sociologen Anthony Giddens har
kaldt aftraditionaliseringen og selvet som refleksivt projekt.
Kort fortalt er hans pointe, at det senmoderne samfunds refleksivitet tvinger
hver enkelt til at forholde sig refleksivt til sin egen identitet og biografi. Ved refleksivitet
forstår Giddens den systematiske fremvækst af viden om alle samfundets
aspekter, som samtidig hele tiden udfordres af den institutionaliserede
radikale tvivl – fordi der altid kan komme ny viden frem, der relativerer den
forrige. Denne refleksivitet betyder, at hverken traditionen eller andre autoriteter,
som f.eks. religion eller videnskab, kan forsyne den enkelte med sikre og
entydige retningslinjer for, hvordan han eller hun bør leve sit liv (Giddens
1991; Kaspersen 2001). I yderste konsekvens er ingen praksisser længere undtaget
fra den radikale tvivl, og såvel de mindste spørgsmål (Hvad skal jeg spise
til morgenmad?) som de største (Hvem er jeg, og hvad er meningen med mit
liv?) er overladt til individet selv at besvare. Det betyder ikke, at der ikke længere
optræder autoriteter, f.eks. i form af religiøse eller terapeutiske livstolk-
22