Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

frelst eller hellig, hvilket af de fleste danskere opleves som skældsord. Som en
af de andre gruppemedlemmer udtrykte det:
”Jeg ved i hvert fald, at når jeg har nævnt udefra, at vi er i bogruppe der, altså vi
planlægger at flytte ind der, så siger folk: ’Hold da kæft, det er da de sidste dages
hellige, der bor deroppe’.” (Jørgen)
Og Svend siger:
”Men jeg kan også godt lide det økologiske på det her sted, fordi det virker… det
er ikke sådan, hvad kan man sige, frelst.” (Svend)
Antropologen Inger Sjørslev siger i forbindelse med interview med parcelhusejere,
at valget af parcelhuset som bolig ofte knyttes op på let tilgængelige kulturelle
kategorier som fornuft og naturlighed – f.eks. at det altid er mest fornuftigt
at eje sin bolig, eller at det er naturligt at ville have sin egen have, når man
har børn (Sjørslev 2007b). Selv om økosamfundene ikke på samme måde som
parcelhuset er et gængs valg – i sagens natur, eftersom der er så meget færre af
dem – kan det alligevel tænkes, at familierne anvender lignende kategorier og
så at sige underspiller det anderledes i valget af økosamfund, idet de i deres fortællinger
lægger vægt på kvaliteter som nærhed til arbejde, sikker skolevej og
tilstedeværelse af legekammerater; kvaliteter, som man også vil kunne høre
fremført af personer, som har valgt at bo i et almindeligt parcelhus 65 .
Bulderbyliv
"Vi lekte och lekte och lekte, så det är underligt att vi inte lekte ihjäl oss." Sådan
beskrev forfatteren Astrid Lindgren den barndom på en gård i Småland, som
hun har fiktionaliseret i Bulderbybøgerne. En barndom på landet, med dyr og
natur, med legen i centrum, i en fritgående børneflok på en tryg baggrund af
forældrenes kærlige tilstedeværelse, men uden konstant overvågning, for forældrene
var jo i gang med deres eget arbejde – som børnene i øvrigt også deltog i
og bidrog til efter evne. Og Bulderbylivet er ikke helt ved siden af som billede
på det ideal, de interviewede forældre ser for sig:
”Minna: Jeg er selv vokset op i sådan noget. Ikke øko, men bofællesskab. Så der
har jeg boet, siden jeg var seks år. Og så alle de unge mennesker, der boede derude,
eller børn på det tidspunkt, det er også sådan nærmest fætre og kusiner nu.
Og det har været så godt for mig, så jeg tror, det ville være rigtigt godt for mine
piger også at vokse op sådan et sted. Det kunne altså være dejligt. (…) Det er fandeme
dejligt at have nogen så tæt på. Og også meget når man får børn, hvor man
tænker: Nå, men så kan hun lige spæne over til genboen, for der er en, der er
65 Man kan naturligvis ikke heraf konkludere, at de interviewede familier er ligeglade med det kritiske
aspekt af økosamfundene, og det er heller ikke mit ærinde i dette kapitel at gisne om, hvorvidt de pragmatiske
eller de kritiske begrundelser ”i virkeligheden” er det vigtigste for dem.
175