Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

så institutioner som markedet med den globale kapitalisme og staten med det
repræsentative demokrati bliver genstande for kritik:
”Moderne byggeri fratager os delagtigheden. Færdighusene giver os tomme og
statiske skaller, som ikke er egnet til at leve i. Den industrialiserede byggeindustri
fremstiller på samlebånd huse, som i realiteten er ressourcesløsende, fremmedgørende
og forurenende strukturer. Bygninger som på ingen måde er knyttet til de
lokale økologiske kredsløb, og som i større og større grad fremstilles af syntetiske
materialer. Vi tilbydes et helbredsfarligt indeklima, hvor ingen tager ansvar. I realiteten
er dette en fornærmelse mod mennesket, en forbrydelse mod naturen og en
trussel mod vort helbred.” (Jacobsen i Elm & Dilling-Hansen 2003:364)
Økosamfundene har en spændingsfyldt forhold til den industrielle værdiorden.
På den ene side ser man i citater som ovennævnte, at økosamfundene er stærkt
kritiske over for den gængse udformning af det industrialiserede samfund med
vægt på masseproduktion og tingsliggørelse af naturen. I den hjemlige værdiorden
ligger også en mistanke til komplekse systemer og abstrakt tillid og en opvurdering
af personlig tillid. På den anden side er økosamfundenes konkrete
løsninger i høj grad funderet på samme tankegang, nemlig at man gennem udvikling
af videnskab og teknologi kan løse miljøproblemer.
Deres ambivalens over for den industrielle værdiorden genfinder man i deres
forhold til det moderne. På den ene side er moderniteten naturligvis en forudsætning
for, at økosamfundene overhovedet kan eksistere, ligesom de aktivt opsøger
og selv forsøger at medvirke til teknologiske fremskridt, der f.eks. kan
forbedre energieffektiviteten i boliger. På den anden side er mange af de elementer,
der indgår i deres billede af det gode liv, hentet fra et tilsyneladende
førmoderne ideal: det lille Gemeinschaft-lignende samfund i landlige omgivelser,
integrationen af arbejde og fritid og af forskellige aldersgrupper, teknologi
”i menneskelig skala” og/eller med inspiration fra tidligere perioders teknikker
(muldtoiletter f.eks.).
Et grønt regime
Kan analysen så bekræfte Godards synspunkt om, at der ikke er tale om noget
originalt grønt regime, men blot et interesseområde, som på forskellige måder
inddrages i de andre regimer. Med andre ord, er den økologiske kritik blevet
normaliseret, som Latour ville sige? Er den blevet indoptaget som et korrektiv
til de institutionaliserede regimer?
På baggrund af analysen mener jeg, at det ville være en forhastet slutning.
Ganske vist har jeg ikke fundet nogen eksempler på tekster, hvor det grønne regime
fremtræder alene, dvs. uden at være vævet sammen med ét af de tre nævn-
98