Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

menneskelig aktivitet der hvor man bor. Der vil samtidigt blive sparet energi da vi
undgår transport af fødevarer. Dette kan ikke gøres op i penge, men alle i landsbyen
vil få glæde af det. (…) Vi tror at landsbyarbejdet kan blive dejligt for her
vil man få kontakt med mennesker, dyr, jord, planter og frisk luft – dette er en bærende
idé i vores projekt som er for mennesker der ønsker at leve på landet, i et
aktivt landsbymiljø.” (www.selvforsyning.dk)
Det lille, nære samfund uden tidslig og rumlig opsplitning mellem arbejde og
fritid, familieliv og arbejdsliv, produktion og forbrug, i en hjemlig og uformel
ramme, kan ses som en opdatering af forestillingen om livet på landet. Idealet
svarer til idealer om det moderne familieliv med individuel udfoldelsesmulighed
og frem for alt valgfrihed med hensyn til både det sted, man vælger som det
rette sted, og de mennesker, man er sammen med. Kritikken retter sig mod det
omgivende samfund, der opsplitter dagligdagen i arbejde og fritid, splitter familiens
medlemmer mellem forskellige institutioner og adskiller produktion og
forbrug. Igen er det en kritik af det industrielle regime, der viser sig.
Den hjemlige kritik retter sig imidlertid også mod det civile regime og det
repræsentative demokrati, som med sine afstemninger og fokus på flertal ikke
er radikalt nok i fællesskabernes øjne.
”Beslutningerne tages i konsensus, vi skal være enige. Derved undgår vi frustration
hos en minoritet som i en majoritetsbeslutning ville have været nødt til at bøje
sig for majoritetens mening om alle involveredes dagligliv. (…) Selvforvaltning
og konsensus supplerer hinanden, idet man ikke kan forvalte andre. Udfordringen
er på én gang at holde sammen på fællesskabet og samtidig at acceptere forskellene.
Vi vil have konsensus og lighed uden enshed.” (Elm & Dilling-Hansen
2003:277)
Idealet om at snakke sig til rette i stedet for at stemme kan ses som en hjemlig
kritik af det civile samfunds upersonlighed. I en moderne familie kan man ikke
leve med, at nogle majoriserer andre og trumfer deres vilje igennem; man er
nødt til at blive ved med at snakke om tingene, til man finder en løsning, som
alle kan leve med.
Opsamling: økosamfundsvisionen som kompromis
Efter denne læsning af økosamfundenes egne tekster tegner der sig et billede af
den kritik, økosamfundene retter mod det omgivende samfund. Kritikken er
primært hentet fra den hjemlige, den inspirationelle og den industrielle værdiorden
og ofte kædet sammen, så det i høj grad er et analytisk greb at adskille
den i de enkelte kritik-kategorier. Selve denne sammenkædning er dels en central
del af selve kritikken, idet økosamfundene afviser det moderne samfunds
fragmentering og sektionalisering af tilværelsen; dels er den formentlig et led i
96