Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

samvær med andre, fører også til en social facilitering. F.eks. citerer Marshall
undersøgelser, der viser, at andres tilstedeværelse betyder, at man udfører sine
opgaver bedre. Endelig medfører samværet også, at man ubevidst tilpasser sig
til hinanden – der sker en følelsesmæssig smitte, som medfører en følelse af
overensstemmelse med de andre.
Men samværet i sig selv gør intet ritual – man skal gøre noget, dvs. foretage
rituelle praksisser, der som bekendt kan være mangeartede. Fælles for dem er,
at den kontrollerede og fokuserede opmærksomhed på noget uden for den enkelte
fører til oplevelse af flow, og det giver retning til tolkninger, så individet
oplever, at det er det rituelle objekt, f.eks. Gud, snarere end ritualet, der er troens
ophav.
Forskellige rituelle elementer bidrager til forskellige dele af processen: Spektakulære
handlinger kan fastholde opmærksomheden; på forhånd fastlagte og
gentagne rutiner kan fremme oplevelse af flow; indtagelse af euforiserende substanser
kan lette flugten fra selvet; symbolsk rolle- og statusombytning kan lette
individet for ”selvets byrde”; rytmiske bevægelser kan koordinere gruppens bevægelser
og fokusere opmærksomheden.
Såvel positive som negative ritualer kræver en væsentlig indsats af energi,
som må tages fra andre aktiviteter. Dvs. at alle ritualer kræver ”ofre” af deltagerne,
om ikke andet ofret af den tid, man bruger på at deltage i ritualet og altså
ikke kan bruge på andre ting. Dette offer er væsentligt som en del af forklaringen
på den rituelle mekanisme: For at undgå kognitiv dissonans skal individet
efterfølgende kunne retfærdiggøre at have brugt al den tid og energi på ritualet;
dvs. at hvis vi opfører os, som om vi tror på noget, må vi bagefter retfærdiggøre,
at det er værd at tro på:
”Enhver form for krævende adfærd som iværksættes eller opretholdes via sociale
indflydelser vil sandsynligvis producere en kvasireligiøs hærdning af de oprindelige
eller associerede trossætninger. ” (Marshall 2002:369)
Således vil sociale bevægelser, som indebærer frivillig afholdenhed, som f.eks.
afholdsbevægelsen, nemt blive moraliseret efter modellen: Det er ikke alene
sundt ikke at drikke, det er også moralsk godt. Jo sværere det er at komme med
i en gruppe, desto bedre synes vi om den 57 . Hvis man samler mange mennesker,
engagerer dem i krævende arbejde og giver dem en krævende men unyttig op-
57 Dette er ifølge Marshall veldokumenteret eksperimentelt. Det ligger også i forlængelse af sociologen
Rosabeth Moss Kanters investeringsteori om intentionelle fællesskaber i USA, nemlig at de fællesskaber,
der kræver de største ofre af medlemmerne, lever længst (Kanter 1972; se også Hechter 1987 for en
rational choice-version af nogenlunde samme argument.)
146