Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

godt lide den måde, det var bygget på: Det lå ikke sådan rigtig langt ude på Lars
Tyndskids mark.
I: Men er det så meget fællesskabet med de andre derude, der trækker for dig?
V: Ja. Det er måske det igen, at jeg faktisk er vokset op i centrum af København:
Jeg er ikke vant til at være uden menneskeligt selskab, og jeg ville ikke
bryde mig om at bo, hvor der er en kilometer til nærmeste nabo. Det synes jeg,
er decideret uhyggeligt! Og – jamen det er det, der er et fællesskab, men også et
fællesskab med folk, der sådan set vil det samme. Som er engagerede i det sted,
de bor i, og i omgivelserne; som ikke bare er sådan, at de ikke hilser på hinanden
og er ligeglade og har en stor, høj hæk og kan finde på at gå ud og råbe,
hvis ikke man har skovlet sne på sit fortov. Sådan noget. Det er sådan lidt et afslappet
fællesskab. Det synes jeg er enormt vigtigt. Jeg skal have mennesker
omkring mig for at trives. Og så kan jeg godt lide det, at man bor sådan rigtig
tæt. Det giver sådan en dejlig tryghed. Det betyder meget. Der er ikke nogen
store, høje hække. Man har ikke den der isolationsfornemmelse. Og der er ikke
sådan en kilometer græsplæne, der skal slås. Eller folk, der klager over ens hæk,
der ikke er blevet klippet, og sådan. Fordi jeg er ikke havemenneske. Det er jeg
ikke. Og jeg har sådan med når der bor i sådan nogle rigtige ligusterkvarterer:
Vorherre bevares! Og hvad der er af brok derude, altså det fatter man næsten
ikke! Og det havde jeg ikke særlig meget lyst til, at bo i sådan et kvarter. Altså
sådan parcelhuslandsbyer, der er sådan nogle satellitbyer, der opstår. Og… altså
det er… der er nogle, der synes det er rigtig dejligt, at man skal have sit eget og
have sin egen grund og have det der lukkede og private. Men jeg har det faktisk
lige omvendt. Altså jeg synes, det er meget ensomt, at man på den måde skal
have sit eget. Det tror jeg ikke, jeg ville bryde mig om. Lige da jeg startede med
at studere, da boede jeg i et stort kollektiv med 13 mennesker i en stor lejlighed.
Og – jamen. Det er så hyggeligt og så selskabeligt. Det er lidt svært at forklare.
Der er nogle, der godt kan lide sådan at komme hjem og skulle have deres egen
lejlighed og deres eget sted, og så – jeg tror, jeg ligger i den yderlige ende af
den anden kategori. Jeg kan godt leve med at måske give afkald på noget privatliv
for så at have – være en del af et fællesskab. Og der er også noget enormt
praktisk ved det. Man er flere til at ordne tingene; jeg synes for eksempel det
her med, at der er fællesspisning nogle gange, er meget praktisk, hvis man er
alene hjemme med børnene, og man gider bare ikke stå og lave varm mad og
sidde, og man har måske behov for at have noget andet selskab ved bordet end
158