Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

spørgsmålet om varmeinstallationer, men ikke i spørgsmålet om husenes størrelse.
Det kunne tyde på, at jo større konsekvenser, et givet tiltag vil have for
udformningen af selve huset, desto større arbejde kræver det at få etableret krav
om generelle retfærdiggørelsesprincipper som legitime. Kapitlets analyse viser
også, at bæredygtighed så langt fra at være en objektiv størrelse er svært fastlæggeligt
og hovedsageligt negativt afgrænset. Det er således lettere at etablere
noget som ikke-bæredygtigt end det modsatte.
I kapitel 6 analyserede jeg mødernes rolle i økosamfundene i lyset af den
udbredte frustration over deres manglende effektivitet. Analysen peger på, at
møderne bliver brugt til mange andre ting end at være fora for beslutninger.
Mødet er en del af økosamfundets hverdagsliv og måske den del af det, der gør
hverdagslivet i økosamfund anderledes end andre hverdagslivsformer, idet det
er på møderne, at hverdagslivets praksisser møder de kritiske ambitioner. Hvis
der ikke blev holdt møder, ville økosamfundene ikke lægere kunne have det kritiske
som en del af deres identitetsskabende potentiale. Møderne er så at sige
hverdasglivets selvrefleksion. Ikke alene er det som vist i kapitel 5 på møderne,
at økosamfundenes kritiske visioner omsættes til praksis, men selve møderne
fungerer også som en performativ demonstration af et af økosamfundenes idealer,
nemlig konsensusdemokratiet. Derudover har møderne som nævnt en rituel
funktion, idet de virker integrerende på fællesskaber. Møderne kan dog også
have utilsigtede og måske problematiske konsekvenser og øge eller i hvert fald
ikke modvirke den sociale ensretning af økosamfundsbeboerne. Den måde, man
holder møder på i økosamfund, understøtter og virkeliggør ét aspekt af deres
kritiske vision, nemlig det direkte konsensusdemokrati, men modvirker andre
dele, f.eks. idealet om social mangfoldighed.
Kapitel 7 handlede om forældres forventninger til familielivet i økosamfundet.
Kapitlet viste, at økosamfundet ligesom de tidligere kollektiver bliver set
som en løsning på familiens problem, men at dette formuleres på en meget anderledes
måde i dag end i kollektivernes storhedstid. Fra at være en undertrykkende
institution er familien i dag en værdifuld, men skrøbelig størrelse, og fællesskabet
er således en støttende ramme snarere end en erstatning for familien.
Dette hænger sammen med ændringer i hele samfundet, bl.a. med, at kernefamilien
har mistet sin imperative karakter.
I kapitel 8 analyserede jeg økosamfundene ud fra begreber for social kapitallitteraturen.
Analysen viste, at økosamfundene har meget høj social kapital, især
248