Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Hvordan økosamfund opbygger social kapital
Økosamfund kan således ses som boligområder, der bevidst er tilrettelagt efter
at fremme den sociale kapital, idet de gør meget ud af at etablere forskellige institutioner,
der skal formidle kontakter mellem beboerne indbydes. Etableringen
af social kapital begynder allerede før økosamfundet er en realitet, idet medlemmerne
mødes, som vist i tidligere kapitler, og lærer hinanden at kende; møderne
kan således ses som en begyndende opbygning af de relationer, gensidig
tillid og fælles normer, som skal være bærende for fællesskabet. Når fællesskaberne
eksisterer, fortsætter vedligeholdelsen af den sociale kapital gennem møder,
fællesspisning osv.
Tabel 13: Forekomst af fælles aktiviteter (Procent af fællesskaber)
Ugentligt Sjældnere Aldrig
Fællesspisning 67 22 11
Månedligt Sjældnere Aldrig
Møder 67 33 0
Mindst 7 gange
om året
5-6 gange om
året
206
3-4 gange
om året
Fællesarbejde 28 11 39 22
Sociale arrange-
menter
Månedligt Sjældnere Aldrig
28 72 0
1-2 gange
om året
Principperne om social tilgængelighed og nødvendige mødesteder er anerkendte
i permakulturens designfilosofi, som har inspireret mange økosamfunds design.
Mange af økosamfundene er således bevidst designet i deres fysiske udformning
til at fremme social kapital, og de fleste er som en selvfølgelighed bilfri.
Også på det institutionelle plan har økosamfundene indrettet sig, så der er masser
af anledninger til at mødes. Som tabel 13 viser, er fællesspisningen den
hyppigst forekommende aktivitet og som sådan formentlig den sociale hovedhjørnesten
i økosamfundene 72 . Flertallet af fællesskaber har fællesspisning
72 Tabellen er opgjort på fællesskabsniveau, dvs. med fællesskaber og ikke individer som enheder. Imidlertid
har jeg jo ikke i spørgeskemaet spurgt fællesskaber, men individer om hvor tit der er fællesspisning,
og det er for nogles vedkommende åbenbart svært at svare på. I et af de store økosamfund svarer
nogle således hver uge, nogle sjældnere og nogle aldrig. Dette dækker over, at fællesspisningen i de store
økosamfund typisk er organiseret enten i bogrupper eller i spiseklubber, som ikke alle nødvendigvis deltager
i. 13 af de 18 fællesskaber har dog over 90 % enighed om, hvor tit der er fællesspisning. De sidste