Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

e timers lønarbejde om dagen, som f.eks. Andelssamfundet i Hjortshøj oprindeligt
planlagde (Elm & Dilling-Hansen 2003) ikke har holdt stik. Som en informant
skriver:
”At bo forholdsvis billigt er i princippet vigtigt for mig som eneforsøger, men det
er desværrre ikke tilfældet her. Og det er en af vore udfordringer – her er for dyrt.
Vi er for mange, der er nødt til at tage væk herfra i timevis hver dag for at tjene
penge til huslejen. Det går ud over økosamfundet på mange planer; socialt, praktisk,
energimæssigt og spirituelt.” (kommentar til åbent spørgsmål)
Måske ville en undersøgelse, hvor man i højere grad spurgte børnene, vise, at
de ovenfor citerede ønsker om forældre inden for rækkevidde og god tid til at
være sammen med familien stadig er en uopfyldt drøm for mange. Det er måske
tilfældigt, at ingen af de interviewede forældre, som taler med glæde om forskellige
oplevelser fra deres egen barndom, kommer ind på, om deres forældre
arbejdede lige så meget, som de selv gør, eller om erindringerne om bollebagning
og børnefællesskaber fandt sted på baggrund af helt eller delvist hjemmearbejdende
forældre.
Opsamling
Den gamle kollektivdrøm stammer fra samme periode som 70’ernes kvindebevægelse
og passede godt ind i dennes fokus. Kvinderne skulle frigøres fra at
være bundet til omsorgsarbejdet ved dels at involvere mændene, dels at involvere
andre voksne end forældrene. Dette håbede man at gøre ved at nedtone det
eksklusive bånd mellem børn og biologiske forældre og forskellen mellem børn
og voksne. Projektet lykkedes langt hen ad vejen, men som man kan se af bl.a.
Katrine Marie Guldagers kronik skete det, i hvert fald i nogle tilfælde, til dels
på bekostning af børnene. I de mellemliggende år er der så – bl.a. som reaktion
på kollektiverfaringerne – sket en genopvurdering af det intime og eksklusive
forhold mellem barn og forældre og en betoning af, at børn skal have lov at være
børn, og de voksne skal tage ansvar for at være voksne. Nutidens populære
eksperter som Sigrid Riise og Jesper Juul peger således ikke på familien som
undertrykkende, men opfordrer forældre til at tage forældreansvaret på sig.
Kernefamilien er blevet langt mindre imperativ, end den var, da kollektivbevægelsen
kritiserede den. Det er mere acceptabelt at leve uden for kernefamilien
i hele sit liv eller dele af det, ligesom spektret af såkaldt normale familier er
udvidet i takt med væksten i antallet af skilsmisser og sammenbragte børn.
Samtidig er kernefamilieidealet blevet mindre problematiseret. Der er løbende
singler og barnløse, som klager over, at de er usynlige, men der er ikke den kri-
191