Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Udfordringer fra økosamfundene
Hvad er det så for problemer, de formulerer for os? På baggrund af afhandlingens
analyser vil jeg nævne tre problemer, som øksoamfundene peger på som
væsentlige.
For det første er der – som i kollektivbevægelsens dage – familiens problem,
men i en ny formulering. For de fleste mennesker i Danmark i dag er såvel arbejde
som familie vigtige og identietsbærende. Til forskel fra de fleste andre
samfund til de fleste tider tager både mænd og kvinder såvel arbejdslivet som
forældrerollen alvorligt. Det betyder, at de står mellem to sæt af krav, der hver
for sig er potentielt næsten grænseløse. Langt de fleste job i dag kræver et personligt
engagement af medarbejderne, som gør det svært at begrænse i tid, selv
hvis man havde den økonomiske frihed til det. Samtidig har den samfundsmæssige
viden om børns behov, lydhørheden over for børns ønsker og respekten for,
at børn har noget at skulle have sagt om deres eget liv, formentlig aldrig været
større. Dette problem er langt fra nyt, faktisk er det så banalt, at jeg alvorligt
overvejede, om det gav mening at formulere det endnu engang. Men faktum er,
at selvom problemet ofte bliver formuleret i den offentlige debat, så bliver det i
reglen ikke formuleret i sin fulde kompleksitet. Dem, der formulerer det, har ofte
en dagsorden, der får dem til at forenkle problemet på én af to måder.
Den ene version er – groft sagt – at ”børn i dag lider under fraværende forældre
– hvis en af forældrene kom helt eller delvist hjem til børnene, ville problemet
være løst”. Den anden version er en reaktion på ovenstående og lyder lige
så groft formuleret ”Dem, der siger, at børnene lider, er ude på at få kvinderne
hjem til kødgryderne – hvis vi bliver af med dem og dropper den dårlige
samvittighed, er problemet løst”. De veluddannede grupper, som f.eks. økosamfundsfamilierne,
er dem, der har dette problem tættest inde på livet. Den første
foreslåede løsning, nemlig med en arbejdsdeling internt i familien – at den ene
(i tidligere tid var det i hvert fald oftest manden) er primært ansvarlig for forsørgelsen
og den anden primært ansvarlig for familien – tror de ikke på. Den er
ikke tilgængelig for dem, eller ikke legitim. Kvinderne kan ikke se sig selv i deres
mødres eller bedstemødres rolle, og mændene er heller ikke indstillet på at
være fraværende fra familien i samme grad som deres fædre eller bedstefædre
var det. Men hverken mødre eller fædre kan helt lukke ørerne for den stemme,
der siger dem, at ”børn er et underligt gammeldags folkefærd. De kan godt lide
at have deres forældre i nærheden”, og selv om undersøgelser viser, at alminde-
250