Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

vurderer ting, personer og handlinger efter. Den definerer ligledes både en investeringsformel,
som kæder opnåelsen af storhed sammen med et offer, således
at den, der er værdig inden for ét regime, ofrer muligheden for at være værdig i
andre regimer, og en modeltest, dvs. den test, der bedst vil kunne afgøre forskellige
personers krav på storhed. Ethvert regime kan tjene som udgangspunkt
for både retfærdiggørelse og kritik.
For ikke at blive handlingslammet i det værdipluralistiske samfund må aktøren
i enhver situation indtage sit ståsted inden for ét af flere mulige regimer. Ud
fra dette regimes perspektiv bliver ét af de mulige goder således ophøjet til det
fælles bedste, hvorimod alle de andre goder kun ses som ”private” og dermed
mindre værdige goder. Den, der vil opnå det højeste niveau af storhed inden for
et regime, må således ofre de andre goder.
”Enhver form for retfærdiggørelse står i en kritisk relation til de andre former på
grund af sin universelle ambition” (Thévenot 2002a:192)
For at blive i eksemplet: Den store er i Frede Vestergaards øjne den gode skatteborger,
som vælger at gå på arbejde og dermed betale skat i stedet for at holde
fri, mens den lille er ”nasserøven”, som nyder sin fritid og alligevel lukrerer på
de goder, som skatteborgerne finansierer. I dette perspektiv er ”halmballemanden”
egoistisk. I Ulrik Høys synspunkt er den store ”eneren”– den, der tør give
afkald på den tryghed og bekvemmelighed, der ligger i at gøre som de andre,
tør gå imod strømmen og ”putte sin egen og ikke andres mening ind i tilværelsen”
(Høy 1999), og den lille er ”flokdyret” i det massefremstillede parcelhus.
Test, kritik og kompromis
Hvordan afgør aktørerne så i praksis personers eller handlingers status inden for
det pågældende regime? Det sker ifølge Boltanski og Thévenot via det, de kalder
test: En test kan f.eks. være en popularitetsmåling (opinionsregimet) eller en
eksamen (det industrielle regime). Jo mere institutionaliseret en test er, og jo
højere grad af kontrol der er med dens udfald, desto mere legitim er testen.
F.eks. er en eksamen med ekstern censur mere legitim end en eksamen med intern
censur. Realitetstesten hviler ikke kun på sproglig kommunikation, men
også relevante materielle enheder; således testes f.eks. en ingeniørs effektivitet
efter, om hun kan få maskinen til at køre; en skuespillers popularitet efter, om
han kan sælge billetter osv.
Som nævnt kan man både henvise til regimerne i positivt øjemed (retfærdiggørelse)
og i negativt (kritik), idet kritik så at sige er retfærdiggørelse med om-
78