Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

de stole, og vi nedsatte et udvalg… Og det var der jo så også nogle, der syntes den
og den, og nogle syntes noget helt andet, og det er mange penge, når man skal have
en hel del stole af den slags. Så den der gruppe måtte jo sluge, at de faktisk
blev underkendt. Fordi vi kunne ikke blive enige om det, vel. Og vi var enige om,
at vi skulle ikke bare stemme. Den har vi været inde om flere gange, den der med
flertalsdemokrati. Hvad gør man med mindretal og sådan noget, ikke? Det er jo
altså det der med smag og behag og puha. Men det der med stolene, det var så
svært, fordi vi ligesom havde taget en beslutning. (Men) vi kunne ikke blive enige.
I: Og hvad skete der så?
B: Vi kunne ikke tage en beslutning, og så lod vi den ligge, fordi vi sagde: Vi må
acceptere, at vi ikke kan beslutte det. Det må vi altså lære at leve med. Vi havde
noget gammelt skrammel, som vi lige kunne sidde på, så det var ikke et akut behov.
Og så lige pludselig dumpede der jo sådan 30-40 stole ned gennem boligselskabet.
Det var der nogle af os der sagde: Se hvor morsomt. Nu løser problemet
sig! Det var nogle, de havde tilovers et eller andet sted. Vi kunne få dem; vi kunne
lade være. Vi kunne gå hen og bruge 50.000 på at købe nogle stole, som vi måske
ikke rigtigt var sikre på hvad skulle være osv. Men man kan sige fra en synsvinkel:
Det var dog utroligt, at de ikke kunne beslutte sig, og at de ikke kunne finde
ud af det, og at de ikke kunne blive enige. Og så kan man også sige: Flot, at man
ikke kører det hen over hovedet på nogen, at man kunne sige: Jamen det kan vi
simpelthen ikke beslutte på nuværende tidspunkt, fordi der er flere ting involveret.
Der er både noget med en masse penge, en investering der skal vare i mange år,
osv. Så vi skal være sikre på, at det er det rigtige, vi gør, ikke. Og der er ikke et
øje, der spekulerer på de stole nu. På et eller andet tidspunkt kan det da godt være,
at de kommer, ikke, og så er vi måske nået videre.” (nøglepersoninterview)
Denne historie om stolene fik jeg i foråret 2004. I efteråret 2007 var jeg på besøg
i gruppen igen, denne gang for at dele spørgeskemaer ud. Her er et uddrag
fra mine feltnoter fra det møde:
”Dernæst fulgte en diskussion om stole, hvorvidt der skulle nye stole til fælleshuset,
”hvis vi skal nå at have glæde af de penge, vi har sparet op”, eller ombetrække
de gamle, og om der så også skulle købes nye borde, og hvilke krav man skal stille
til nye stole – pris, udseende, bæredygtighed. Én sagde, at de stole, én havde foreslået,
var så billige, at man hurtigt kunne udskifte dem igen. Men flere andre
sagde, at det skulle være noget ”ordentligt”: ”Det er de sidste stole, vi køber i vores
liv, så skal det ikke bare være et eller andet”. Nogle sukkede og vendte øjne.
Én siger, at vi må da have råd til at købe bæredygtigt, ”det er jo det vi siger til alle
andre når de køber almindelig mælk frem for økologisk”. ”Så hellere ti stole i år
og ti til næste år.” (Ingen fremførte det bæredygtige i at beholde og forsøge at reparere
de gamle stole). ”Plasticstole synes jeg er både dumme og grimme” sagde
en. Forslagsstiller blev tilsyneladende lidt stødt over de kritiske kommentarer og
at det blev draget i tvivl, om det overhovedet var nødvendigt med nye stole: ”Jeg
ved, at der er flere, der synes, at de efterhånden er meget ulækre”, og hun udpegede
slidte steder. Enden blev, at en gruppe på 5-6 mennesker skal arbejde videre
med emnet.” (uddrag af feltnoter)
Så emnet stole er ikke uddebatteret og vil sikkert blive taget op på adskillige
flere møder, inden de nye stole er på plads. Historien om stolene er et eksempel
på, hvordan møderne påvirkes af, at de – også – handler om hjemskabelse. Kan
142