Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

længere optræder som et led i en kritisk praksis, men som en funktionel ramme
om et familieliv.
Hvordan kan det være, at gruppens medlemmer så at sige sætter den kritiske
ambition i parentes? Det er umuligt at svare endegyldigt på, men i det følgende
vil jeg diskutere nogle bud. En nærliggende forklaring kunne findes i nogle almene
gruppedynamiske mekanismer. De familier, der ønsker store huse, er til
stede til næsten alle møder. Det er nemmere at udfordre dem, der ikke er der –
som næste afsnit viser. Der er en fornemmelse af at det vil være en ubehagelig
diskussion og måske gå tæt på. Den tyske sociolog Elisabeth Noelle-Neumann
taler om ”tavshedens spiral” – at man ubevidst lodder stemningen i sine omgivelser
og undgår at udtrykke holdninger, der går imod flertallets (se Noelle
Neumann 1993). Dette forskyder imidlertid blot spørgsmålet: hvorfor er det
ubehageligt at udfordre andre på et spørgsmål om boligens areal? Det har for
mig at se noget at gøre med hjemmets særlige kulturelle status.
Mange forfattere taler som nævnt i indledningen om huset som symbolsk udvidelse
og repræsentation af familien, og derfor som noget næsten helligt
(Gram-Hanssen og Bech-Danielsen 2004; Gram-Hanssen et al. 2007; Douglas
1991; Dupuis og Thorns 1998)
”At opnå den ‘rette’ standard på forskellige forbrugsområder er tæt forbundet med
identitetsdannelse, så f.eks. det at have det ’rigtige’ hus er en del af det at være en
vellykket familie. Dette gør det svært at stille spørgsmålstegn ved boligens størrelse
og udstyr ud fra et miljøperspektiv.” (Christensen et al. 2007:111)
Det er derfor svært at kritisere hinandens husdrømme uden samtidig at kritisere
hele den måde, de andre lever deres liv på. At tænke huset anderledes betyder
også at tænke familie på en anden måde. For parret med de voksne børn ville et
mindre hus f.eks. betyde, at de skulle reservere gæsteværelser i et fælleshus, når
deres børn kom hjem på besøg, og børnene kunne ikke bare have deres ting værelse
stående parat, som mange danske unge gør i adskillige år, efter de er flyttet
hjemmefra. At bygge dobbelthus ville betyde, at man skulle forhandle sine
husdrømme på plads med en anden familie og måske give afkald på træk, man
har lagt meget følelsesmæssig energi i, foruden at man ville få en anden familie
helt tæt på i hverdagen. Når kritiske tiltag som solfangere og isolering tilsyneladende
uproblematisk bliver inkorporeret i de individuelle projekter og endda
kan indgå som en del af det identitetsbærende, men husets størrelse og spørgsmålet
om dobbelthuse ikke gør, kan det have flere grunde. Sammenlignet med
husets størrelse er de tekniske installationer relativt usynlige, når de først er på
119