Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

tanken, at man netop ved at bo i et fællesskab kan klare sig med mindre boligareal,
fordi visse funktioner kan flyttes fra familieboligen til de fælles faciliteter
(vaske- og tørremaskiner, gæsteværelser, festlokaler, værksteder og ungdomsboliger
til teenagere er blandt de hyppigst brugte eksempler). Ud over de miljømæssige
aspekter er der også både økonomiske og sociale aspekt i dette, idet
mindre huse alt andet lige er billigere, ligesom fælles faciliteter giver anledning
til mere social interaktion. At bygge småt har altså kritisk potentiale i flere
sammenhænge.
Det gennemsnitlige danske parcelhus er ifølge Danmarks Statistik ca. 140 m 2
(Danmarks Statistik; Jensen 2006), og nybyggede parcelhuse ligger gennemsnitligt
omkring 155 m 2 . Det er ikke mit ærinde her at tage stilling til, hvorvidt
de ønskede husstørrelser i Bogruppen er rimelige eller ej, men set i lyset af
ovenstående ville det ikke have været overraskende, hvis husenes areal var blevet
diskuteret i Bogruppen i forbindelse med grundfordelingen. Det skete imidlertid
kun i meget ringe omfang.
De følgende citater er eksempler på, hvordan det ønskede areal begrundes,
dels af dem, der ønsker at bygge små huse:
”Birgit: Det husprojekt, vi har i gang, det er i et plan, fordi vi ikke skal bygge særlig
stort, 80-90 m 2 , og også af hensyn til husene bagved og deres udsigt.
Olga: Vores husønske er et meget lille hus på 75-80 m 2 , det er selvsagt i et plan,
bliver stort set kvadratisk, og vi har også tænkt rigtig meget over denne her grund,
fordi det så ud til at være den mindste, vi vil også gerne have indgang mod nord,
ellers så kokser min hjerne, hvis ikke jeg kommer ind fra nord. Og så en stor flade
med solfanger, og det skal være loft til kip, men ikke specielt højt, og så skal vi så
udnytte den ene side, hvor vi sådan kan tapetsere med solfangere. Og så bliver det
utroligt enkelt, stue og køkken ud i et, soveværelse, badeværelse og gang, det er
sådan meget funktionelt ud fra hvad vi i årenes løb har fundet ud af, skrabet, skrabet,
skrabet. Det er sådan vi kan lide det, så det er ikke noget med at vi går på
kompromis, sådan kan vi lide det.
Anders: Jeg starter med en kontorpavillon her, og så starter jeg på at bygge mit
hus, som bliver sådan en 40 m 2 i første omgang. Det vil jeg selv bygge. Og så have
muligheden for at bygge ud, når jeg får brug for det, i stedet for at sidde med
en kæmpe udgift fra starten. Og så solfanger. Den endelige størrelse bliver nok
omkring 70. Og det skal bygges i træ.”
Ønsket om et lille hus bliver enten ikke begrundet eller begrundet i personlig
smag (Olgas ”sådan kan vi lide det”) eller i økonomi (Anders’ ”i stedet for at
sidde med en kæmpe udgift”). Ingen nævner bæredygtighed som en begrundelse
for at bygge småt – tværtimod synes de næsten aktivt at undgå det. Boltanski
og Thévenot taler om relativisering som en måde bevidst at undgå kritiske situationer
på.
116