Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

det være svært for to voksne mennesker at finde sig til rette med hinandens
smag og ting, bliver det ikke nødvendigvis lettere af, at der er 20 mennesker,
der skal blive enige.
Det interessante ved historien om stolene er imidlertid, at den ikke fortælles
som en frustrationshistorie. Tværtimod påpeger min informant, at den lange
proces faktisk har været en demokratisk succes, fordi ingen er blevet tromlet,
men gruppen har formået at erkende sin manglende beslutningskraft og finde en
anden løsning.
Lignende synspunkter kan man finde hos mange af de andre informanter, der
også bliver frustrerede over møderne:
”Så længe at der er plads til forskellige grundlæggende holdninger det samme
sted, så skal man ikke være enige. Så længe man kan respektere, at andre har en
anden grundlæggende holdning. Og der er plads både til at diskutere det, men også
til at blive enige om at være uenige. Sige: ”Det her, det er vi ikke enige om. Og
jeg har det sådan og sådan, og du har det sådan og sådan.” Igen med den der omgangskreds
jeg har fra kollektivtiderne, så har vi haft diskuteret politik og er nået
til den der med: ”Jamen det her, det er vi ikke enige om.” Og jeg kan godt se dit
synspunkt, men jeg har et andet.” Og den respekt og den evne til at acceptere det
og kommunikere forskellene, den tror jeg, er meget vigtig. Og det tror jeg også
netop, vi lærer igennem de konflikter, der er i øjeblikket.” (Jørgen)
”Men generelt synes jeg, det er en fantastisk læreplads i at begå sig med andre
mennesker at bo herude. Og det kan man jo så også tage med i bogruppen. Der er
også en hel proces, vi skal igennem. Vi havde møde her for to uger siden. Jeg kom
sådan lige sidst på mødet, og der var lige et par kriser, der lige skulle lægges
igennem der – det var en ny situation, hvor der var nogle, der kom lidt tæt ind på
livet af hinanden. Det hører med til at bo herude.” (Lars)
På trods af deres frustrationer over de lange møder kan de to citerede informanter
således også se positive sider af den måde, møderne gennemføres på.
Ud over at møderne er det forum, hvor idealet om deltagelsesdemokrati diskuteres
og operationaliseres i form af vedtægter osv., er møderne også der, hvor
selve konsensusdemokratiet opføres. Møderne har således et performativt
aspekt. De lange og til tider tilsyneladende frugtesløse diskussioner demonstrerer,
at konsensusdemokratiet fungerer. Det, at en gruppe må undlade at tage en
beslutning, er ikke et nederlag, men tværtimod en sejr for idealet om ikke at
majorisere mindretal.
Historisk sociolog Wilbert van Vree betragter således også det, han kalder
”mødeenheder” som definerende for, hvem man siger ”os” og ”dem” om:
”Man kan se overlevelsesenheder som ‘mødeenheder’. (…) De centrale møder I
‘overlevelsesenheder’ kan opfattes som ‘civilisationens frontlinjer‘” (van Vree
1999:7)
143