Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

keltes helt individuelle følelse af, at dette er det rigtige – det rigtige sted at slå
rødder, de rigtige mennesker at indgå i fællesskaber med.
Ved at lægge så stor vægt på lokal forankring i overskuelige fællesskaber
kritiserer økosamfundene det urbane, fleksible liv – de vælger i hvert fald på det
visionære plan bevidst et mere ufleksibelt liv og et liv, hvor den individuelle
karriere bliver vanskeliggjort. Ved at lægge vægt på håndværket og det hjemmelavede,
på selvbyggede huse, selvforsyning med fødevarer osv. installerer de
så at sige en immobilitet, en kanalisering af tid og kræfter væk fra lønarbejdet
og over i det ikke-fremmedgjorte arbejde med et klart formål. Selve metaforen
”at slå rødder” peger netop på, at der er visse ting, som ikke trives ved at blive
flyttet rundt på. Dette kan ses som en kritik af det, Boltanski og Chiapello kalder
projektkapitalismen, hvor den enkeltes værdi hele tiden måles på ens ”employability”,
og hvor man selv midt i et projekt altid har tanken rettet mod det
næste projekt og altid er parat til at ændre kurs og opgive hidtidige projekter for
at forfølge den gode mulighed. Ved at lægge så meget tid og energi i at skabe et
sted at bo ønsker økosamfundene at gøre det vanskeligere at flytte sig videre til
næste projekt.
Hvad er det modsatte af moderne?
Fordi økosamfundene så at sige trækker en rød tråd fra det traditionelle landsbysamfund
til nutidens økosamfund, hvorved modernitetens storbyer så at sige
bliver til en parentes i historien, får de ofte betegnelser som ”nostalgiske”, ”reaktionære”
og ”romantiske” hæftet på sig. Det moderne er siden sociologiens
barndom blevet set som modstykke til det traditionelle, og derfor må enhver
kritiker af det moderne være tilhænger af det traditionelle og altså tilbageskuende.
Og økosamfundenes vision kan på en lang række punkter ses som en modernitetskritik
– en kritik af de træk ved det omgivende samfund, som generelt
anses for at være moderne træk, og en opvurdering af træk, som almindeligvis
knyttes til mere traditionelle, før-moderne samfund. Det lokalt forankrede frem
for det globalt mobile. Det holistiske frem for det uddifferentierede. Det landlige
frem for det urbane. Det håndværksmæssige frem for det industrielle. Selvforsyning
frem for marked.
Imidlertid lægger økosamfundene selv eksplicit afstand til denne kategorisering:
tværtimod understreger de, at de ser sig selv som progressive og som repræsentanter
for fremtidens bosætninger, og at de ønsker et moderne liv, men
100