Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

ligning med f.eks. udsagn som dette fra Den selvforsynende Landsbys projektoplæg:
”Vi er en gruppe, der har en fælles drøm om en anden måde at leve på. Derfor arbejder
vi på at etablere en social og økologisk bosætning med arbejdstitlen 'Den
Selvforsynende Landsby'. I forhold til det sociale er grundidéen, at der er liv på
stedet, samvær på tværs af aldre, og at man har noget at være fælles om. På det
økologiske område vil vi opnå en bæredygtig livsstil, hvor vi er en del af løsningen
på miljøproblemerne i stedet for en del af problemerne. Ved at bygge landsbyen
op omkring selvforsyning og permakultur håber vi at kunne nå både de sociale
og økologiske mål. Vi ser det samtidigt, som ikke bare en drøm for os selv,
men håber også, at projektet sammen med andre økosamfund kan være med til at
påvirke, det samfund vi lever i.” (Den selvforsynende landsbys hjemmeside xx)?
ller bog
Kun én af de interviewede forældre kommer ind på den kritiske vision, og kun
som reaktion på et direkte spørgsmål fra mig om hendes kendskab til LØS (som
hun ikke kender) og deres visioner:
”Men jeg kan da kun være enig i, at det ville da gøre noget for det sociale liv i
Danmark, hvis der var flere af sådan nogle samfund. Det tror jeg da helt klart. Det
tror jeg.” (Tine)
Familierne, jeg har talt med, bruger i langt højere grad hverdagslivets begrundelser
end kritikkens begrundelser – også for praksisser, som nemt ville have
kunnet indpasses i en kritisk sammenhæng:
”Der er nogle, der godt kan lide sådan at komme hjem og skulle have deres egen
lejlighed og deres eget sted, og så - jeg tror, jeg ligger i den yderlige ende af den
anden kategori. Jeg kan godt leve med at måske give afkald på noget privatliv for
så at have – være en del af et fællesskab.” (Vita)
”Vi har jo råd til at købe et to-millioner-hus sådan med de penge, jeg har nu. Men
så er vi så ude i at blive pisket til i hvert fald at have en fuldtidsstilling, og jeg
skulle næsten ud og have noget, der ligner en fuldtidsstilling også. Og det betyder
meget for os at have et sted, hvor vi kan bo, hvor vi ikke er piskede til at bruge
mere end otte timer om dagen på arbejde og hele tiden være væk. Og når man så
kommer hjem, at være brændt ud fordi at man hele tiden er den der (banker i bordet).
Og der er sikkert nogle, der får noget energi af at bruge de der otte timer,
hvis de har det optimale arbejde og sådan noget der, men jeg nyder at have en
masse tid til at lave andre ting end mit arbejde.” (Svend)
Både Vita og Svend knytter her deres valg til deres egne præferencer og til,
hvem de er som personer. De formulerer ikke almene idealer om, at alle mennesker
burde arbejde mindre eller bo i fællesskaber; tværtimod understreger de, at
det måske er rigtigt for nogen at have deres eget sted eller at arbejde meget.
Igen sker der en aktiv relativisering og afmontering af potentielt kritiske situationer.
Dette kan man forklare på flere måder. For det første kunne det jo skyldes, at
de mennesker, jeg har snakket med, er mere end almindeligt pragmatiske; og
173