Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

ke forholder sig til. Ekstrapolerer man økosamfundenes vision om de små, nære
samfund til hele Danmark, er det et åbent spørgsmål, hvor f.eks. byerne bliver
af – dels de fysisk eksisterende byer, som der allerede er investeret umådelige
ressourcer i, og dels de institutioner, som er afhængige af byernes koncentration
af mennesker og højt specialiserede eksperter for at fungere: universiteter, symfoniorkestre
og specialhospitaler. Økosamfundene gør heller ikke meget ud af
at redegøre for, hvor de vil gøre af de kriminelle, misbrugerne og de psykisk
syge. Hvis økosamfundsbevægelsen mener sin holistiske ambition alvorligt,
kunne det være godt, hvis den brugte noget tid på at komme med nogle svar på
disse og andre spørgsmål.
At skrive i et moraliseret felt
I mit arbejde med denne afhandling er jeg gang på gang stødt på ganske stærke
følelser, som økosamfundene og deres visioner – og ideen om dem – kunne afføde
hos andre forskere og hvem jeg ellers mødte. Da disse har påvirket min
tænkning om feltet ganske meget, vil jeg gerne gå lidt mere ind i dem her.
I den ene ende af spektret ligger en kritisk holdning, som det fremgik af den
citerede debat om halmballemanden eller f.eks. repræsenteret ved nedenstående
citat:
”Udmelderen er den, der skaber sit eget lille samfund. Økotumper, christianitter
og produktionskollektivister. Udmelderen vil ikke have noget som helst med samfundet
at gøre. Han vil ikke arbejde som andre. Producere som andre. Betale
moms som andre. Leve som andre. Og dog. Han vil særdeles gerne have fred i
landet og sikkerhed for kriminelle. Han vil gerne have rent vand og ren luft. Lejlighedsvis
vil han gerne have transport, uddannelse og sundhed. Hele udmelderens
liv er indrettet på, at han ikke skal gøre noget som helst for fællesskabet,
mens fællesskabet skal stå på pinde for ham. I virkeligheden kan udmelderen kun
holde fri, fordi andre går på arbejde. Have rene hænder, fordi andre har snavsede
hænder. Være ustresset, fordi andre er stressede. Udmelderens liv er ikke udtryk
for nogen sympatisk utopi. Der er kun utopiske redningsbåde til en brøkdel af befolkningen.”
(Antorini et al. 1999, her cit. fra Information, 31.12.1999)
I den anden ende ligger en til helliggørelse grænsende idealisering, som ikke
mindst er til stede blandt sociologer og andre forskere. Et eksempel herpå er antropologerne
James R. Veteto og Joshua Lockyers artikel om permakulturfilosofien:
”Vi hævder, at permakulturbevægelsen fungerer som en slags naturligt laboratorium,
hvor man kan eksperimentere med potentielt bæredygtige løsninger. Endvidere
tror vi, at vi ved at engagere os i denne bevægelse kan skabe en kraftfuld dialektik
mellem antropologisk teori og praksis på den ene side og aktiv, bæredygtighedsorienteret
kulturkritik på den anden. Ved at engagere os i denne dialektik
søger vi at hjælpe til med at konstruere en antropologi, der produktivt kan bidrage
254