Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Partipolitiske præferencer
Et felt, hvor økosamfundenes beboere skiller sig stærkt ud fra befolkningen som
helhed, er det politiske. Hvis økosamfundsbeboerne var repræsentative for den
danske befolkning, ville Villy Søvndal være statsminister i en SF-regering med
absolut flertal – 51 % af stemmerne (mod 13 % ved sidste valg). Det næststørste
parti ville være Enhedslisten med 23 % af stemmerne (mod 2 % ved sidste
valg), og først langt nede på listen ville Socialdemokraterne og Det Radikale
Venstre komme med hhv. 8 % og 6 %. Det eneste andet parti, der ville komme i
Folketinget, var det daværende Ny Alliance, der på spørgetidspunktet lige ville
komme ind over spærregrænsen med 2 % af stemmerne. De nuværende regeringspartier
og deres støtteparti, Dansk Folkeparti, ville således ikke komme
ind. Tendensen er den samme på tværs af økosamfund; blot varierer forholdet
mellem SF og Enhedslisten lidt imellem de forskellige fællesskaber, så de to
partier visse steder er næsten lige store 25 .
Opsamling
Økosamfundenes beboere tegner sig på baggrund af dette som en relativt homogen
gruppe, der uddannelsesmæssigt, erhvervsmæssigt og politisk skiller sig
markant ud fra gennemsnittet af den danske befolkning. Økosamfundene er således
befolket af mange højtuddannede mennesker med job, der svarer til deres
uddannelse, de hører altovervejende til på den politiske venstrefløj, og de er også
ganske kulturelt homogene, idet langt de fleste stammer fra vestlige lande.
Denne statistiske homogenitet svarer ikke nødvendigvis til økosamfundsbeboernes
egen oplevelse. De forskelle, der er mellem f.eks. humanistiske og naturvidenskabelige
uddannelser kan opleves ganske store, ligesom de kulturelle
forestillinger om emner som børneopdragelse kan variere ganske meget, alt efter
om man har rødder i Nord- eller Sydeuropa. Derfor er det langtfra sikkert, at
økosamfundenes beboere i hverdagen oplever sig som en homogen gruppe. Ikke
desto mindre viser tallene, at de er en homogen gruppe sammenlignet med
resten af danskerne.
25 Igen er tendensen så stærk, at den ikke kan skyldes bortfald. Selv hvis man antager maximalt bias, dvs.
hvis det var tilfældet (hvad der ikke er nogen grund til at tro), at SF-vælgere var mere tilbøjelige til at
udfylde spørgeskemaer end andre, og man således antager, at ingen af dem, der ikke har svaret, ville
stemme på SF, ville SF stadig få 25 % af samtlige stemmer – ca. det dobbelte af den stemmeandel, de fik
ved valget i november 2007, som vel at mærke fandt sted midt i dataindsamlingsperioden.
70