Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

varigt socialt symbol, fordi det samler mange forskellige individer og grupper og
betegner forsamlingen som organisationel eller fælles handling. (…) På denne
måde giver mødet individerne mulighed for at skabe og derefter opdage betydningen
af det, gør og siger.” (Schwartzman 1989:39)
Økosamfundene befinder sig som tidligere beskrevet i en situation, hvor mange
forhold kalder på fortolkning. Dette gælder i ekstrem grad for økosamfund under
tilblivelse som Bogruppen, men det gælder også for etablerede økosamfund.
Et eksempel herpå er idealet om økologisk bæredygtighed. Ikke alene er begrebet
om bæredygtighed som ovenfor beskrevet et flydende begreb, som kræver
nærmere præcisering, men selve det at prioritere bæredygtighed kan behøve bekræftelse.
Når man, som økosamfundsbeboerne gør det, daglig færdes i sammenhænge,
hvor bæredygtighed ikke nødvendigvis står højt på dagsordenen
(f.eks. på arbejdspladser og i den daglige mediestrøm), kan regelmæssige møder
med andre, der sætter bæredygtighed i højsædet, bekræfte en i, at det er meningsfyldt
at gøre det. Igennem diskussioner til møderne bliver deltagerne således
bekræftet i, at det er meningsfuldt at være en del af en gruppe, der har nogle
bestemte værdier, og får formuleret over for sig selv og hinanden, hvori disse
værdier består. Sociologen David Cheal påpeger, at det ikke kun er via diskursive
praksisser, at denne proces foregår, men også via selve mødet som performativ
praksis. Til møder ligger der f.eks. en symbolik i, at alle sidder rundt om
det samme bord, og at når én taler, lytter alle andre. Cheal påpeger, at de performative
elementer af mødet betoner enhed, hvor verbale meningsudvekslinger
nok så ofte kan betone forskellighed og synliggøre konflikter (Cheal 1992).
Typisk for møderne i de økosamfund, jeg har besøgt, er det, at mødet foregår
i fælleshuset, dvs. ikke på nogens private territorium. Mødet finder sted, ved at
deltagerne sætter sig i en kreds (på stole rundt om et bord eller på gulvet). Deltagerne
er ikke klædt fint på, men kommer i deres back stagepåklædning/hjemmetøj.
Bell (1997) gør opmærksom på, at mødets relativt formelle karakter i sig
selv fremmer enighed 58 , ligesom gentagelsen (at møderne bliver holdt i samme
lokale, på samme tidspunkt på dagen, måske på faste ugentlige eller månedlige
tider og i nogenlunde samme format) understreger gruppens principielle tidløshed
og personuafhængighed 59 .
58 I flere sammenhænge under mine observationer har jeg iagttaget, at personer udtaler sig mere kritisk i
pauserne end under de formelle dele af møderne.
59 Principielle, fordi det personuafhængige kan være meget svært at opretholde; som det sås i kapitel 5,
kan det blive nødvendigt at tage beslutninger mere eller mindre forfra ved personudskiftninger, netop på
grund af de personlige følelser, der knytter sig til hjemmet og dets omgivelser.
148