Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

man for det første sige, at det, jeg her skitserer, er et generaliseret billede af,
hvordan møderne foregår, og alle økosamfund er ikke ens. Der er f.eks. forskel
på, i hvor høj grad forskellige økosamfund har iværksat procedurer, der har til
hensigt at undgå alt for fastlåste diskussioner, som f.eks. en skelnen mellem
diskussions- og beslutningspunkter, ligesom flere økosamfund har indlagt legende
elementer i møderne.
Som afsnittet om social selektion viser, kan den form, møderne typisk har,
have konsekvenser, som er utilsigtede og måske endda særdeles problematiske.
Ikke alene kan der være personer, der holder sig helt væk fra økosamfundene på
grund af de allestedsnærværende møder, men også blandt dem, der bor i økosamfundene,
kan den svagt strukturerede mødeform skabe og vedligeholde
uligheder i indflydelse. Møderne kan blive stedet for magt uden autoritet, dvs.
magt, der ikke har noget synligt ophav og derfor er svær at forholde sig til og
svær at gøre modstand imod. Uformaliteten kan udøve sin egen tvang, jf. filosoffen
K.E. Løgstrups begreb om ”formløshedens tyranni” {Løgstrup, 1966 633
/id} Endelig kan oplevelsen af møder som ligegyldige, frustrerende og kedsommelige
i sig selv blive en selvopfyldende profeti; selv om jeg ikke accepterer
tesen om, at mødets ritual skal være uerkendt for at virke, kan det være
svært at afvise, at ritualer, som der ikke kommer nogen og deltager i, næppe er
særligt virksomme. Som Schwartzman siger:
“Når møderne i sig selv selv bliver til vittigheder i en organisation, så bliver det,
der sker på møderne, afvist som useriøst.” (Schwartzman 1989:84)
Hvis møderne bliver for lange, kedelige og ubeslutsomme, ender beslutningerne
med at gå uden om møderne og blive til ikke-beslutninger. Det eneste, der er
værre end at gå til møder, vil måske være ikke at have nogen møder at gå til?
154