Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Det, at disse fællesskaber ikke ønskede at deltage i undersøgelsen, udgør den
ene bortfaldsproblematik – den anden, som udgøres af manglende besvarelser
på skemaerne i de fællesskaber, som deltog, diskuterer jeg nærmere nedenfor.
Hvis de fire fællesskabers manglende lyst til at deltage skyldes, at de afviger
systematisk fra de deltagende økosamfund, udgør det et problem, som man må
tage højde for i fortolkningen af resultaterne. Det er selvfølgelig svært at vide,
om dette er tilfældet, når jeg ikke har besøgt dem; men ud fra de fakta, jeg kan
læse på hjemmesider osv., lader de ikke til at skille sig systematisk ud hverken
på størrelse, alder eller orientering.
Resultatet blev, at jeg fik lavet aftaler med de18 økosamfund, som fremgår af
tabel 1. Det første møde, jeg deltog i, var i september 2007, og det sidste i april
2008. Undervejs måtte jeg igen justere mine forventninger. Jeg havde regnet
med, at de fremmødte kunne udfylde spørgeskemaet på stedet, men skemaets
længde taget i betragtning var det helt urealistisk. Derfor måtte jeg efter det første
sted sørge for at medbringe svarkuverter til alle.
Møderne afholdtes enten i aftentimerne på hverdage eller søndag eftermiddag.
Et typisk møde forløb sådan, at jeg mødte op fra mødets start og oftest blev
præsenteret tidligt på mødet. Jeg brugte typisk 5-10 minutter på at fortælle om
projektet og svare på spørgsmål, hvorefter jeg endte med at spørge, om der var
en, der ville stå for at dele skemaer ud til dem, der ikke var til stede ved mødet.
Det var oftest den, jeg havde snakket med i telefonen, der meldte sig som indpisker.
Jeg efterlod så skemaer og svarkuverter, så der var et skema og en kuvert
til hver beboer over 18 år, som indpiskeren så lovede at dele ud.
Kuverterne var frankeret med frimærker. Dette valgte jeg af to grunde. Dels
fordi indsamlingsperioden strakte sig over så lang tid, at jeg ikke kunne træffe
en aftale med Post Danmark om at bruge PP-kuverter, fordi jeg ikke kunne give
dem en dato for, hvornår de sidste kuverter ville være inde. Dels fordi jeg gerne
ville vise beboerne den tillid, der ligger i, at den værdi, frimærket repræsenterer,
kun udnyttes, hvis skemaet bliver returneret. Jeg håbede, at det ville få flere til
at indsende skemaet, da der er undersøgelser, der tyder på, at dette er tilfældet
(se f.eks. Oppenheim 2001; Edwards et al. 2002). I hvert skema lå desuden et
introduktionsbrev, hvor undersøgelsens formål var kort beskrevet, og hvor der
var instruktioner, hvis man ønskede at besvare skemaet på nettet.
At åbne mulighed for to forskellige besvarelsesformer gav noget ekstraarbejde
både med at sætte netskemaet op og med at få kørt de to databaser
50