Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Jeg vurderede, at jeg havde to muligheder: Den ene var at få konstrueret en
sample fra folkeregisteret af alle med bopæl på de adresser, som jeg vidste, var
økosamfund. Disse var ikke svære at finde. Jeg valgte imidlertid denne tilgang
fra, idet jeg vurderede, at et tilsendt spørgeskema med posten hverken ville virke
interessant eller tillidvækkende nok. Jeg valgte derfor at satse på en mere
håndholdt indsamlingsform, som jeg beskriver i det følgende.
Mit første skridt var at kontakte LØS, hvis daværende formand jeg allerede
kendte, idet jeg havde interviewet hende som en af mine nøglepersoner. Jeg deltog
i et af bestyrelsesmøderne i LØS og forklarede, hvad mit projekt gik ud på,
og fik LØS’ opbakning til at gennemføre undersøgelsen. De var også selv meget
interesserede i resultaterne, og jeg fik lov at inkludere deres logo i spørgeskemaet
samt præsentere undersøgelsen i deres blad, LØS-nyt, efteråret før indsamlingen
var planlagt til at foregå om foråret.
Herefter begyndte jeg at ringe rundt til alle de 22 økosamfund for at få lov til
at besøge dem og dele spørgeskemaer ud. Jeg ville gerne have lov at komme til
et fællesmøde eller ved en anden lejlighed, hvor så mange som muligt af beboerne
var samlede, for at de kunne sætte ansigt på afsenderen af spørgeskemaet
og få lejlighed til at stille mig spørgsmål.
Da langt de fleste beboere i økosamfund er udearbejdende, og kun få af økosamfundene
har et kontor, der er bemandet i dagtimerne, var det i reglen et almindeligt
medlem, jeg skulle have fat på i vedkommendes fritid. Dette nødvendiggjorde
en række telefonsessioner i timerne fra kl. 18 til 20 på hverdage, hvor
jeg langsomt, men sikkert fik lavet aftaler med 18 af de 22 økosamfund. De fleste
økosamfund har enten på deres hjemmeside eller i præsentationsbogen angivet
en kontaktperson, som jeg derfor ringede til. I nogle tilfælde blev jeg vist
videre, men de fleste bad mig sende en mail, hvor jeg skrev lidt om projektet
(se præsentationsteksten i bilag 2).
De fire sidste steder viste det sig umuligt at få adgang til. Et sted oplyste ved
min henvendelse, at de ikke ønskede at deltage. De tre andre måtte jeg efter
gentagne forsøg på både telefon og e-mail opgive at få enten bekræftende eller
afvisende svar ud af. Et sted blev kontaktpersonen indlagt, og den vikarierende
kontaktperson lykkedes det mig aldrig at få fat i. Et sted henviste kontaktpersonen
til en anden, som det heller aldrig lykkedes mig at få fat i. Et sted havde jeg
fat i og sendte en mail, som der aldrig blev reageret på, heller ikke ved opfølgende
mails og telefonopkald.
49