Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

humane aktører (Godard 2007). Hans argumenter for dette synspunkt har to hovedpointer:
For det første peger han på, at der endnu ikke er udviklet stabile test, der positivt
kan retfærdiggøre eller kvalificere praksisser, personer eller teknologier
som bæredygtige. Han mener ikke som Thévenot, at dette er et spørgsmål, som
vil løse sig over tid, i takt med at bæredygtighedsregimet institutionaliseres,
men pointerer, at værdipluralismen er indbygget i bæredygtighedsspørgsmålet
såvel som i moderne samfund som sådan, og det derfor pr definition er umuligt
at afgøre én gang for alle, hvad det grønne eller det bæredygtige er. Et dansk
eksempel på denne uafgørbarhed kan man støde på i vindmølledebatten, hvor
spørgsmålet om bæredygtighed går ned midt igennem en af de store aktører,
nemlig Danmarks Naturfredningsforening, som på den ene side går ind for
vindmøller som en del af en bæredygtig energipolitik og på den anden side er
med til at sinke og forhindre mange vindmølleprojekter i sin rolle som fortaler
for landskabs- og naturværdier.
Godard påpeger, at bæredygtighedsbegrebet lettere lader sig anvende i kritisk
sammenhæng – at udpege manglende bæredygtighed – end til opstilling af et
positivt ideal. Han lægger vægt på, at det er væsentligt ikke at henvise bæredygtighedsspørgsmålene
til ét regime, men netop se på, hvordan de kan gå på tværs
af regimer, fordi:
”de vedrører forbrug så vel som fremstilling; de har en økonomisk dimension,
men, da bæredygtighed er transgenerationelt og et offentligt gode, også en medborgerskabsdimension;
de er afhængige af offentlige institutioner, men også af
virksomheder og ngo’er; de berører multinationale firmaers forretningsstrategier,
men også valg og etiske overvejelser i forbindelse med personlige livsstile.” (Godard
2007:27)
For det andet mener han, at man ikke kan udvide fællesskabet på den måde, Latour
og Thévenot taler for, uden at overskride den grundlæggende antagelse om
fælles menneskelighed, idet dyr, planter og økosystemer ikke kan indgå i en
symmetrisk relation med mennesker. Det samme argument fremfører Godard
imod den mere moderate opfattelse af det grønne regime, hvor ikke planter og
dyr, men alene fremtidige generationer af mennesker inddrages som aktører.
Relationen med fremtidige generationer er heller ikke symmetrisk; de endnu
ufødte kan ikke deltage i diskussionen og vil slet ikke eksistere uafhængigt af
de nulevende. Man har eksperimenteret med at repræsentere de fremtidige generationer
(se f.eks. von Uexkull 2009), men hvem er i stand til legitimt at tale
for disse og f.eks. tage stilling til, om de helst vil leve med stigende have eller
85