Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Vinket. Men det er sådan en smuk lille by. Jeg kan ikke forestille mig, at der ikke
er dejligt.
Niels: Men det er en dejlig grund. Den ligger helt vildt lækkert. Så også sådan
med natur og sådan noget er det i hvert fald på plads. Også i forhold til børnene
og sådan noget. Fordi det er vi egentlig begge to vokset op, tæt på naturen og sådan
ret lækre steder. Og det er det her. Og det vil jeg sige, det var noget af det, der
trak ned i Økosamfundet for mig, fordi der er ikke nogen skov lige der. Der er en,
som man kan se sådan nede i horisonten, men der er faktisk ikke noget sådan rigtigt
lækkert lige i omegnen. Der mangler noget skov.”
Minna og Niels er mere entydigt beklagende over det sociale, de taber, ved ikke
at flytte til økosamfundet. Til gengæld kan de også se noget, de får i parcelhuset,
som de ikke ville have fået i økosamfundet, nemlig nærhed til naturen i
form af en skov – og igen begrundes det med, at det er noget, de gerne vil give
deres børn, fordi de selv har haft det i deres opvækst. Et andet hus, der også har
tiltrukket dem, har de valgt fra, fordi de vurderede, at det krævede meget ombygning,
som ville belaste familien for meget:
”Det er også det at have tid til at renovere. Godt nok er vi hjemmegående lige nu
begge to, men det bliver vi ikke ved med at være. Så det var – så det var simpelthen
for stort at gabe over. Altså, vi skulle også lige redde vores familie. Det skulle
ikke være sådan, at vi bare sådan: NÅ, men så bliver vi skilt om to år, men så fik
vi også det hus, vi gerne ville have. Det var ligesom ikke det, der var ideen.”
(Minna)
Det billede, der tegner sig, er forældre, som er meget engagerede i at give deres
børn en god barndom med det gode, som de husker fra deres egen barndom: et
landligt, naturskønt miljø med stort udbud af legekammerater og begrænset
voksenovervågning. Familiens fælles liv er vigtigt, og det skal beskyttes mod
alt for mange belastninger og krav udefra, som f.eks. langvarige ombygningsprojekter
og for mange møder.
Kritikken af den institutionaliserede barndom
Selv om forældrenes fortællinger umiddelbart fremstår som fulde af pragmatiske
overvejelser, kan man alligevel ud af deres forestillinger om den gode barndom
ane konturerne af en kritik af den moderne barndom. Den kritiske forestilling,
de trækker på, ligger i forlængelse af den hjemlige kritik, jeg beskrev i kapitel
4, men er også tæt beslægtet med en kritik, man med mellemrum støder på
i den almindelige offentlige debat, og som f.eks. formuleres af seminarielektor
Erik Sigsgaard i nedenstående citat fra Berlingske Tidende:
”’Sproget, evnen til at læse og forstå det, man læser, er intimt knyttet til 'handlelivet'
-- det almindelige sociale liv som børn lever sammen med andre børn og
voksne. Og det liv er blevet voldsomt indskrænket de seneste årtier,’ siger Erik
Sigsgaard. Derfor fumler de. Og derfor lærer de for lidt. ’Derhjemme skal børnene
181