Hverdagslivets kritik – Økosamfund i Danmark

Ud fra en bourdieusk analyse vil man måske pege på, at ovenstående eksempel
kan forstås som led i en positioneringskamp mellem doxa (den etablerede økonomiske
sagkundskab repræsenteret ved Frede Vestergaard) og heterodoxi (alternative
værdisætningsmåder repræsenteret ved Steen Møller), hvor begge aktører
har interessebaserede motiver, som de blot søger legitimeret gennem strategiske
retfærdiggørelser. Boltanski og Thévenot udelukker ikke eksistensen af
interesser og strategisk kommunikation, men de interesserer sig, som de siger,
mere for legitimitet end legitimering, eller med andre ord for de ideer om det
gode og det rigtige, som begge aktører hver på sin måde forsøger at sætte i spil.
Dette udgangspunkt betyder, at aktørerne i Boltanski og Thévenots teori i højere
grad end hos f.eks. Bourdieu fremstår som myndige og ikke blot marionetter
for kræfter, som virker bag om ryggen på dem. Som Boltanski og Thévenot
udtrykker sig, må aktørerne have en sans for det, som er, men også for det, som
kunne være eller ikke skulle være – de må have en kritisk kapacitet. Teorien er
således også blevet kaldt ”sociologien om det folk er i stand til” (Held 2007).
Seks regimer
Boltanski og Thévenot interesserer sig således for situationer, hvor afgørelser
skal træffes på et grundlag, der har almen legitimitet. Men hvor kommer dette
grundlag fra? Boltanski og Thévenot peger på, at aktørerne i moderne samfund
har mulighed for at trække på et antal historisk fremkomne retfærdiggørelsesregimer,
der, som de skriver:
”… hviler på principper med reel gyldighed [og derfor] kan … tjene som holdepunkter
for både kritiske argumenter og for de retfærdiggørelser, som formuleres
af de personer, der bliver kritiseret, og som derfor tvinges til at forholde sig til
denne kritik. (…) disse legitime ordener understøtter såvel enighed som kritik.”
(Boltanski 2008:17)
I bogen On Justification (Boltanski og Thévenot 2006) analyserer de sig frem
til seks værdiregimer, som hver tilbyder sit grundlag for vurdering og retfærdiggørelse,
nemlig markedsregimet, det industrielle regime, det civile regime,
det hjemlige regime, inspirationsregimet og opinionsregimet. De understreger,
at disse seks ikke er udtømmende for den potentielle mængde af mulige retfærdiggørelsesregimer,
men blot dem, de kan identificere i et bestemt samfund på
et bestemt historisk tidspunkt. Regimerne er således ikke universelle, men heller
ikke absolut kontingente, idet ”Nye samfundsmæssige betingelser skaber grobund
for nye regimer” (Albertsen 2008:68). Væsentligt for økosamfundsområdet
er især Thévenots beskrivelse af ansatser til et grønt regime, ligesom Boltanski
76