betænkning i

12
virksomhed nr. 147 af 13. maj 1959
§ 109, stk. 2.
c) Skiftegebyrer og de dermed forbundne
afgifter til det offentlige. Gebyr for opbevaring
af regnskabsbøger tilhørende
et likviderende aktieselskab eller forsikringsselskab
har stilling som efter
§ 31, c, jfr. aktieselskabslovens § 68,
stk. 1, og lov om forsikringsvirksomhed
§ 109, stk. 1.
Opnås der ikke dækning til alle massekreditorer,
går de under a) og b) nævnte
fordringer forud for skifteafgifter og fyldestgøres
ligeligt.
11°. Til de egentlige konkurskreditorer
henregnes de kreditorer, hvis fordringer består
ved konkursens begyndelse, og som
skal fyldestgøres af den almindelige konkursmasse,
jfr. konkurslovens § 1. Disse
kreditorer fyldestgøres i en bestemt orden,
efter at massekravene er dækket.
1. Efter konkurslovens § 32 dækkes først
tiendetagerens fordring på den i stedet for
naturaltienden trædende tiendeafgift, jfr.
forordning af 8. januar 1810 § 29 og amtstueforordning
af 8. juli 1840 § 2. Bestemmelsen
er nu uden praktisk betydning.
2. Derefter følger fordringer vedrørende
betroede midler mod offentlige kassebetjente
eller andre, der i medfør af et offentligt
hverv sidder inde med midler.
Efter konkurslovens § 33, nr. 1, jfr. forordning
af 8. juli 1840 angående det offentlige
kasse- og regnskabsvæsen i almindelighed
§ 50, haves fortrinsretten hos
stiftsøvrigheder, bestyrere af fattig- og skolekasser
og enhver anden, der som embedsmand
eller ifølge ham af det offentlige pålagt
pligt har at oppebære eller forvalte nogen
del af statens, kommuners, stifteisers
eller enkelte personers midler, og omfatter
krav, der rejser sig fra de således betroede
midler. Som offentlige kassebetjente anses
efter lov om statens regnskabsvæsen og revision,
jfr. lovbekendtgørelse nr. 178 af 21.
maj 1937, § 27, i almindelighed enhver af
staten antagen person, der enten selvstændig
eller som medhjælper har oppebørsler at
modtage eller penge at udbetale på statskassens
vegne, eller som har staten tilhørende
penge eller andre værdier i sin varetægt.
Fortrinsretten er ikke begrænset til
statens kassebetjente. I retspraksis er således
et erstatningskrav mod en eksekutor
i et dødsbo og en kommunes krav mod en
af kommunen ansat skatteopkræver på ikke
afregnet kommuneskat blevet anerkendt
som privilegeret i medfør af konkurslovens
§ 33, nr. 1, jfr. de i Ugeskrift for Retsvæsen
1931 s. 171 og 1933 s. 730 citerede
landsretsdomme. Fortrinsret haves endvidere
for umyndiges krav mod deres værger
(men ikke for krav mod lavværger, jfr.
landsrettens dom i Ugeskrift for Retsvæsen
1935 s. 767) samt for krav mod den, der er
eller har været »Skolis eller Fattigis Forstander,
eller Kirkeværger«, jfr. den udtrykkelige
bestemmelse herom i Danske Lov 5-
14-37, hvortil både den nævnte bestemmelse
i forordningen af 8. juli 1840 § 50 og
konkurslovens § 33, nr. 1, henviser.
3. Efter de i konkurslovens § 33, nr. 1,
nævnte fordringer fyldestgøres ifølge § 33,
nr. 2, på lige fod krav på leje, skatter og
løn. De i § 33, nr. 2, b, d og e nævnte krav
på landgilde og andre ydelser ifølge fæsteforhold
er nu uden betydning.
Privilegiet for leje omfatter lejemål om
lokaler til beboelse eller andre formål, dog
ikke »for længere tid tilbage end 1 år fra
den sidste fardag før konkursens begyndelse«.
Fardag må vistnok nu forstås som de
i lov om leje, jfr. lovbekendtgørelse nr. 126
af 5. april 1965, § 8 fastsatte almindelige
flyttedage.
Konkurslovens § 33, nr. 2 c, hjemler konkursprivilegium
for såvel personlige som reelle
skatter og afgifter i samme omfang som
hidtil, for så vidt de ikke måtte være blevet
dækket af de genstande, hvorpå de hviler.
Af ordene »i samme omfang som hidtil«
følger, at privilegiet enten må være hjemlet