betænkning i

44
man frygter, at en sådan sondring vil volde
praktiske vanskeligheder. Udvalget har i øvrigt
i skrivelsen anmodet om, at der i straffelovrådets
overvejelser må indgå spørgsmålet
om med bødekrav at sidestille skattevæsenets
krav på det beløb, hvormed skatten
ved etterbetaling af for lidt betalt skat
forhøjes i tilfælde af urigtig eller manglende
selvangivelse, jfr. for dansk rets vedkommende
lov om selvangivelse af indkomst og
formue m. v., lovbekendtgørelse nr. 212 af
19. juni 1964 § 5, stk. 1, og statsskattelovens
§ 43, stk. 1, 2. pkt. Samtidig har udvalget
oplyst, at man agter snarest at afgive
særbetænkning vedrørende prioritetsordenen.
Straffelovrådet skal herefter udtale, at
man ganske deler konkurslovsudvalgets opfattelse
af betydningen af tilvejebringelse
af nordisk retsenhed - eller dog den videst
mulige tilnærmelse mellem reglerne i de
nordiske lande - på dette område.
Med hensyn til de enkelte kravs stilling
i konkursordenen skal man i øvrigt bemærke
følgende:
1. Bødekrav.
Med hensyn til bødekrav er det et væsentligt
strafferetligt princip, at reglerne herom
så vidt muligt bør udformes således, at bødeansvaret
ikke kommer til at påhvile andre
end den skyldige selv, jfr. herved straffelovens
§ 52, stk. 4.
De synspunkter, der ligger til grund for
dette princip, taler også for, at inddrivelse
af bødekrav gennem anmeldelse i konkursbo
ikke sker til skade for de øvrige kreditorer.
Straffelovrådet kan herefter anbefale, at
bødekravs stilling i konkursordenen bliver
således, at de fyldestgøres efter andre fordringer.
2. Konfiskationskrav.
Rådet går ud fra, at udvalget ved sin forespørgsel
alene sigter til værdikonfiskation.
For så vidt angår genstandskonfiskation kan
der formentlig ikke blive spørgsmål om at
ændre den nuværende retstilstand, hvorefter
der tilkommer det offentlige separatistret
med hensyn til de konfiskerede genstande.
Det er vel ikke muligt præcist og entydigt
at angive, hvad der er værdikonfiskationers
formål og funktion. I almindelighed
gælder dog, at sådanne konfiskationer ikke
i denne henseende adskiller sig principielt
fra bødestraffen. For så vidt taler den ovenfor
under 1 anførte betragtning for ligeledes
at lade konfiskationskrav fyldestgøre efter
andre fordringer, jfr. herved også princippet
i straffelovens § 76, som affattet ved straffelovsændringen
i 1965.
Med hensyn til konfiskation af værdien
af udbytte kan det i tilfælde, hvor værdien
fortsat er i behold, forekomme mindre rimeligt,
hvis værdien skal komme domfældtes
kreditorer til gode (forud for statskassen).
Straffelovrådet mener dog ikke, at
dette hensyn kan tillægges en sådan vægt
over for hensynet til udformningen af en
enkel og praktisk regel, at man finder grundlag
for at foreslå opstillingen af en undtagelsesbestemmelse,
der dækker disse tilfælde.
Rådet lægger herved også vægt på, at
en sådan undtagelsesbestemmelse ikke findes
i de øvrige nordiske landes regler eller
forslag, og at der ikke synes at være udsigt
til, at man i de øvrige lande vil stille forslag
om en sådan bestemmelse.
Rådet kan herefter anbefale, at værdikonfiskation
med hensyn til placering i konkursordenen
i det hele sidestilles med bøde.
Under henvisning til udvalgets skrivelse
af 9. juni 1965 skal man tilføje, at det efter,
hvad der er oplyst over for rådet, kan
forventes, at det norske straffelovråd vil
foreslå ophævelse af den nuværende sondring
i norsk ret mellem konfiskation, der
er straf, og anden konfiskation.
3. Forhøjede skattebeløb m. v.
Med hensyn til spørgsmålet om med bøde
at sidestille skattevæsenets krav på det be-