Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

siger hun.
“Jeg bliver nødt til at flytte til byen snart. Jeg kan ikke klare det her hul en dag længere,”
“Hvor skal du så bo?”
“Jeg får et værelse hos Anton, tror jeg. Han er en lort, men det er bedre end her. Så kunne
jeg få et arbejde og måske finde mit eget sted en dag.”
“Så skulle jeg ha’ en kat.”
“Okay.”
“Jeg kan godt lide det her,” siger jeg, “det larmer i byen, og så er der alle mulige folk, der vil
ha mit navn. Der er heller ikke nogen sommerfugle eller mælkebøtter i byen.”
“Kan du godt lide sommerfugle?”
“Ja, jeg har en samling derhjemme.”
“Må jeg se dem?”
“Det må du da godt, hvis du vil.”
Hun tømmer den store rest af øllen i et drag.
”Så skrider vi.”
Da vi træder ud, siger hun: ”Jeg giver en jordbærkage, så kan jeg blive stor og tyk.”
“Bageren ligger en time væk.”
“Hvad snakker du om? Den ligger sgu da lige om hjørnet. Kom.”
Hun spiser sin egen, skraber tallerkenen og snupper halvdelen af min.
Jeg sætter mig ned med sommerfuglene i køkkenet. Hun står bag mig og kigger interesseret på
samlingen:
”Fy for satan.”
“Jeg synes de er flotte.”
“Det er de også.”
Mor tager til bageren næste torsdag med mig under et tæppe i bagagerummet. Det er en kort
køretur. Hun stiger ud, og jeg løfter hovedet og ser, at hun er på vej ind i et parcelhus. En mand
åbner døren. Hans halsudskæring er omkranset af sorte hår, og maven buler ud over bukselinningen.
Han har måne og rødmossede kinder. Han smiler stort til min mor”, og hun kaster armene om
halsen på ham. Han trækker hende ind og lukker døren bag sig.