Jeg kunne - Brønderslev Forfatterskole

”Vis mig det mest moderne tøj, I har!”
Der gik et par dage, inden kvinden med de brune øjne turde nærme sig caféen igen. Iklædt nyt tøj
og ny selvtillid lykkedes det til sidst for hende at gå ind på den fyldte cafe. Hun bestilte den samme
drik uden at stå og kigge på menuen i uendeligheder, og satte sig ved det samme bord igen. Hun
foldede staks avisen ud, og endnu engang kiggede det brune par øjne hen over avisens kant. Hun
tog en tår af sit glas og bandede sagte, da hun brændte sin tunge på indholdet. Hun lod øjnene glide
hen over caféens gæster for at sikre sig, at ingen lagde mærke til hende og hendes tøj. Hun åndede
lettet op, da hun så, at ingen af ansigterne var vendt mod hende, og ingen samtaler syntes at dreje
sig om hendes stil. Sukkende lænede hun sig tilbage i stolen og prøvede at slappe af. Hun følte sig
beroliget ved, at ingen lagde mærke til hende. Det måtte betyde, at hendes tøj ikke var kikset
længere. Det havde måske ikke været hendes stil i starten, men nu syntes hun helt sikkert, at det
altid havde været det tøj, hun havde længtes efter at gå i, men aldrig havde kunnet finde nogen
steder. Hun følte sig så glad, at hun kaldte en tjener hen til sig med et stort smil på læberne.
”Jeg vil gerne have et stykke kage tak.” Sagde hun
”Så gerne, hvilken slags?” spurgte tjeneren, og kvindens smil falmede straks. Hvilken slags? Det
havde hun da aldrig overvejet.
”Øhh-øhh…” hun kiggede hjælpeløst op på tjeneren, der straks fangede gestussen, og begyndte at
opremse sortimentet.
”Vi har Rubinsteiner, Othello, Sarahbernhardt, Medalje, Gåsebryst…”
Kvinden med de brune øjne kiggede sig fortabt omkring. Hendes øjne fangede en kage ved et af
de nærliggende borde, og hun skyndte sig at pege derhen.
”Jeg vil gerne havde sådan en, dér” sagde hun, og håbede, at hun ikke lød alt for uvidende.
”En Sarahbernhardt, så´gerne,” sagde tjeneren ligegyldigt, skrev hurtigt bestillingen ned på sin
blok og gik væk fra bordet.
Kvinden med de brune øjne sank hårdt og bed sig i læben. Hun skyndte sig at holde avisen op og
lod endnu engang øjnene glide hen over caféens gæster. Gudskelov var der ingen, der kiggede på
hende! Hvor var det dumt at hende, at hun troede, hun rent faktisk var blevet så garvet, at hun kunne
tage et så stort skridt, som at bestille en kage!
Tjeneren kom kort efter hen med et lille stykke kage på en hvid tallerken og satte det foran hende.
Hun kiggede nysgerrigt på det, greb gaflen og skar et lille stykke af. Forsigtigt tog hun stykket ind i
munden og smagte på det. Hun vidste ikke helt, om hun brød sig om smagen, men det så jo flot ud.
2